Gamla Reglo aa Rispo/8
Ein Bondøgut ifraa Vestlande eistane reistø aat Skoge aa bræntø se eit Køllas, aa reiste te By’n mæ di aa sælda dæ. Saa had’n alder vøre te By’n før. Daa’n daa kom, didt, saa fæk’n no sælt dæ trast. Der fæk’n sjaa mykji Følk, aa deriblandt oksaa mange Præsta. Saa vart’n forundra paa dæ, at Følko toko taa se Huva for Præsto, aa dæmæso tænktø’n ve se sjøl: E vildø ynskjy, at e oksaa vøre Præst, saa take Følkø taa se Huva før me mæ. Han tok daa dei Pæingad’n, han haddø faat før Køllassø, aa kjøftø se ein Præstøkjol aa ein Præstøkrage aa klæddo paa se; fæk se saa ein Akarslee ista’n før Kølslein, aa kjørdø ikring By’n, aa kor’n kom, saa toko dei taa se Huva før o, aa dæ tyktø han va gjildt. No va dæ eistakn ein gamalø Præst, so laag tesengs, aa han vildø ha se ein Kappølan; dæ vistø denne um, aa bega se te hono, aa der vart’n trast antakin; men no va’n inkji studdertø, maaveta. Den fystø Syndag, ette at han va komin der, saa skuld’n aat Kjyrkjun aa lesa up Kalsbrevø sit: at’n va der ansættø so Huuskappølan. Syndagsmorgon fæk han daa Brævø hjaa gamlø Præste; men saa skuldø denne stingø ni Gryta[1] te Bisk, aa saa to’n feilt; istan før aa ta eit Stykji Brø, saa had’n taka Brevø mæ di sama aa balla ini Kliningen, aa daa’n daa kjendø dæ vart seigt aa tygjy paa, saa ga’n Hunde heilø Kliningen, aa han aat’n up. No had’n inkji aa reisø aat Kjyrkjun mæ, aa vistø ’kji kost’n skuldø laga se; ha’n kunna faat rymt, saa ha’n gjednø gjort dæ. Men endøle saa tænktø’n ve se sjøl: e ska væl eit finnø paa. No to’ dæ te aa liø te dei Ti’n, at Præst’n skuddø aat Kjyrkjun, aa mykji Følk va dæ førsamla, saa vildø høirø dein nyø Præst’n. Han laut daa i Vægen. Saa reistø’n paa Prædikstol’n trast, (før han sa dei dæ, daa’n kom ini Kjyrkja: Dæ æ ’kji min Viis aa mæssø før Altare.) Der begyntø’n aa mynstrø se saa te, at alle tænktø: Detta æ vist fæ te gjildø Præst. Men daa dæ bar te, saa vart dæ ’kji saa herle heldan. Han greip da ni Lumma likøso ette Kalsbreve sino ell Prækun, men saa had’n inkji noko, maaveta, dæmæ sa’n dæ:
„Dei Ord, mine Tilhøirara! so de i Dag skuldø faa’t høirt, foer i Hunde-R..., men kome atte ein an Syndag, saa sko de faae ei onor R.. aa tute i; aa dermæ saa æ dæ nok for i Dag.“
Altførmykjy otefreds vart no Ølmugin mæ desse Prækun, kan du tru; men saa tænktø dei no saa: Han bli no væl bærø, aa esse’n inkji dæ, saa sko me snart seta’n aav. Fystø Synda’n ette daa, saa skuldø dæ no bli’ Kjyrkitenist attaa; daa samlæst dæ endaa meirø Følk; taa dei vøro nysgjærigne før aa høirø denne nyø Præst’n, so dei haddø hørt skuldø væra saa undøle te aa prædikø. Aa jau Tie kom no, at’n skuldø gaae aat Kjyrkjun, aa Følk va dæ, sligt so fæk Rum ini Kjyrkjun. Præst’n kom, aa strauk rat paa Prædik’stol’n. Der sto’n ei goø Stund, aa inkji sa ei Grand. Endøle saa reiv’n ti se Ljø aa roftø: Høire Du, gamlø Bukkøberit, ki sitø Du saa langt atti Kjyrkjun? „Aa e ha saa sunde Sko Faer,“ sa o. Aa Du kunna ta de eit gamalt Purkøskind aa gjera de nye Sko taa, saa kunna Du koma likøso langt fram i Kjyrkja Du, so dei arø Danøkvinno. Før vierø, saa maa de betænkji dikkon allesamme ko Veji de gaae paa: Før e seer, nær de koma te Kjyrky, saa kjæmø de sumle synnate, aa sumle norate; aa dæ samma æ dæ, neer de reisø ifraa Kjyrkun attø, saa rennø de sumle søte, aa sumle norte; men de stansø væl, daa spørs dæ, kor dæ bli taa Dikkan. Ja, kæm veit, kor dæ bli’ taa uss øllo. E har aa lyso up, um ei svartø Mær, so æ burtø før gamlø Præste. Ho har Hovskjæg aa Hængjimu’n aa meirø sligt, so ’kji e vil nævnø her paa dette Ste. Detta va daa Ølmugin paa’n Maate førnøigde mæ, aa sa ve ina’n: Han tala daa um, ko Veji me gaa paa, aa ventøle meint’n no attø me gaa ant’n paa den breiø ell den trøngø Væg; aa at’n lystø up um denna Mærre aat gamlø Præste, daa gjord’n eit herle Liknils, um kost da bli mæ uss paa Slutnan. Me faa tru’n bli bra mæ Ti’n o. s. v. Trea Syndan saa vart dæ Messø at, aa daa kom dæ endaa meirø Folk, før aa høirø denna nyø Præst’n, før daa rygtast dæ, at dæ skuldø bli fælt te gjildø Præst taa o. Han kom daa aat Kjyrkjun te sædvanle Ti; men mæ Veka va, saa had’n faa’t noko te, aa bringe tryaa store Steina uppaa Kjyrkjitakø, aa saa had’n hæfta ein Taum i kor taa dei Steino soleis, at Endin paa Taumo naaddø ni Prædikstol’n. Sosnart’n begjyntø, saa sa’n dæ: Dær ska i Dag bli’ tre sværø Jorskjælv, saa at Kjyrkja vil koma te aa rystast betydøle. Æ dæ no nokon, so har nokor Misgjærning paa se, saa æ dæ best’n førføie se ut or Kjyrkjun, eldaa kunnø me bli knuste alle ihop. Aa mædisama saa dro ’n i einø Taumøn, aa trast begjyntø einø Stein uppaa Take, te aa rullø, saa at Kjyrkja ristist. Følkø vørtø førskræktø, aa dei, so tveltø før, at dei haddø Misgjærninga paa se, dei toko te aa draga se aat Dør’n. No drog’n i arø Taumøn, aa den Stein va størrø, aa daa han begjyntø te aa rullø, daa vart dæ sli Duur, at Følkø vørto reint forskræktø; aa dei so tveltø for sina Misgjærninga, dei satte paa Døre. Ja, mine Tilhøirera! sa Præst’n, det værsto æ endno attø. Dein trea Ristilsen æ atte, aa den so ’kji æ starkø i Tru’n, han maae seta paa Døre. Aa dama nuppa’n stærkt i trea Taumøn, aa den Stein va støst, aa daa han to te aa ramla uppaa Take, daa ristast Kjyrkja, saa at Alle vørt saa førfælde, at dei sættø paa Døre kor ein. Aa ifraa den Ti, vart’n utrostø før den klokastø Præst’n, so kunna finnast, ja dei haddø tismeir den Trne um’n, at nor’n kunna veta fereaat um den Jorkjølt’n, so skuldø bli tre Gønge etteinan, saa veit han vist baadø ko me tænkji aa gjera. Dei yngstø daa, at dei maattø faa behaldø’n rae. Han vart navngjetin baade vidt aa breit, tesidst saa kom dæ rat før Kungen, at’n va saa klokø, at Ingjin Ting va dylt for o. Kungen sendø daa eit Brev te o, at’n trast skuldø koma aat Kungsgare te o, han vildø tala ve ’n. Præst’n vart forskræktø, aa tænktø ve se sjøl: Han vil vist seta me aav, før at e inkji kan noko; men dæ va nøk inkji dæ, han vildø. Kungen haddø mist eit Klenodie, so haddø vorte støle ifraa o, aa dæmæsaa had’n høirt jete, at denne Præst’n va saa klokø, at ’n kunna veta meir ell alle are, aa altsaa truddø’n, at ’n oksaa kunna veta, kæm so haddø stole Klenodiø. Daa’n kom, saa fortældø Kungen, at ’n haddø mist eit dyrøbart Klenodie: aa no ha e høirt jete, at du ska væra saa klokø; aa kan du no seia me, kæm so ha stole dæ, saa ska du for dæ fyste faae ei storø Beløning, aa sia ska du faae dæ bæstø Præstøkal, so finst i mit Kungerikji; men kan dit ’kji seia me dæ, saa ska du missø dit Liv. Aa no ska du faae tre Daga te betenkji de paa. Detta va ’n harø Afkort, kan du tru. No vart ’n inpyttø i eit Huus aleinø.
No haddø Kungen tryaa Drængji, aa dei vørto befalte te aa parssø ’n kor sin Dag, aa telikø aa bera Mat te o. Præst’n, so no inkji vistø ei Grand um dette, truddø no plænt, at ’n skuldø missø Livø um tre Daga; men no sko me høirø, at dæ gjek bærø ell ’n meintø. Desse tryaa Drængjid’n aat Kungen, dei haddø vørte einigne um aa stela Klenodiø, aa no vøro dei likøsaa bedrøva so Præst’n, aa truddø, at neer no han seia, at me ha støle dæ, saa bli me sikkørt hængdø um tre Daga. Dei ovørla daa mæ in’an, at den, so bar Mat te o fystø Dagen, skuldø lægji nøiø Mærkji te ko ’n tala, aa dæ sama skuldø den gjera, so bar Mat te o arø aa trea Dagen.
Trast ’n kom ind den, so bar Mat fystø Dagen, saa sa Præst’n: „Der kjæmø den fyste,“ (aa meintø fystø Dagen, aa att ’n no haddø at bærø tvo Daga aa leva) Drengen derimot meintø: Der kjæmø fyste Tjuven. Aa detta førtæld ’n ve hine, aa derfør saa vørto dei meir aa meir bedrøva. Arø Dagen, saa skuldø ein a’n Dreng bæra Mat te Præst’n, saa bøo dei, han skuldø lyø ette ko ’n skuld seia; aa trast ’n kom ind, saa sa Præst’n: „der kjæmø den arø“ (aa meintø, saa før æ sagt, arø Dagen, aa at ’n no haddø atte bærø ein Dag aa leva) Drengen meinte arø Tjuven, aa kom saaleis aa førtældø hine tvo, jat vissøle veit ’n at me ha støle Klenodiø; dæ æ nøk best, me førlikø ’n elldaa bli me hængde alle tre. Ja, dæ kjæms an paa, sa, den trea Drengen, ko ’n seia ve me imørgo, me vilja no biø te dess. Aa jau, saasnart ’n kom ind mæ Mate, saa sa Præst’n: „der kjæmø den trea“ (aa meintø trea Dagen, aa at ’n no skuldø hængjast.) Drengen, so meintø trea Tjuven, ba dei arø tvo koma ind, aa saa uppødaga dei, at dei haddø støle dæ, aa bøo Præste baadø Gull aa Sylv, ess ’n vildø tia mæ dei, før me skjønø dæ, sa dei, at du veit dæ. Præst’n varst no saa glaø, so Fuggøl’n o ljøse Dagen, aa du kan tru, han læst se saa at ’n vistø dæ. Han tok daa imot alt ’n fæk mæ Gull aa Sylv, aa onnor Herleheit, aa saa ba ’n dei koma mæ Klenodie at’n skuld faae sjaa dæ. No va dæ taa Gull, men ganske lite.
Præst’n sa daa ve dei: de sko ta da, aa ballø dæ ind i en Grautøbete aa gjeva støsto Galta dæ; aa neer daa Kungen spørø me, kæm so ha taka dæ, saa ska e seia, at Kungen ska leta slagtø støstø Galtin han har, saa finst dæ i hono, aa saa bli de fri. Glae skjiltis dei aat alle firø, aa dei gjordø saa, so Præst’n sa. Kungen let daa Præst’n hentø, aa spørdø ’n: Kæm so haddø take Klenodiø? Præst’n sa daa, at Kungen skuldø leta slagtø den støstø Galtin, han haddø paa sin Gar: for i hono finst dæ. Kungen vart reint forundra ovor sli Viisdom; taa dæ fanst i Galta, saa snart dei haddø øfna ’n up. Ro vart Præst’n fri. Kungen ga o mangfoldigt Gull aa Sylv aa onnor dyrøbarø Varø. Aa daa dæ paa sama Ti va eit stort Præstøkall ledigt, saa ba Præst’n um at ’n maattø faae dæ, aa dæ indvilga Kungen; men daa no Præst’n vistø at’ n ingjin Ting kunna sjøl, saa leigdø ’n se ein vælstuddertø Kappellan, (før no va ’n rikø nøk te aa kunnø belønnø ’n) aa sjøl levd ’n i Ro, aa i Herleheit alle sine Daga: aa um dei inkji elska ’n saa frygta dei for o; taa dei truddø alle, at’n va den klokastø Theologør, so kunna finnast paa Jor’n.
- ↑ I Valders er det Skik, at Folkene især Søndagsmorgen dypper Fladbrød i Kjødgryden og spiser det til Frokost (Bisk).