Fra 1808

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
J.M. Cappelens Forlag (Anden Samlings. 72-73).

I Krigen i hint Aar skulde en stor Patrouille af Aalske Compagni fra Hallingdal gjøre et Streiftog indover den svenske Grændse. Der stødte de paa en flere Gange talrigere Trop Svenske, som ganske omringede Hallingerne. Da traadte en Soldat, Anders Brattegaren fra Hols Sogn frem og raabte: „Enten faar vi alle give os, eller ogsaa faar vi alle gjøre, ligesom jeg.“ Dermed tog han Geværet, vendte det om helt over Løbet og slog om sig til alle Kanter med Kolben. De andre gjorde ligedan, og paa den Maade brød de Ringen, slap ud og ilede i fuldt Sprang afsted til Sine igjen. Da de kom til Hovedvagten, fik Officeren see, at Anders Brattegarens Bajonet var borte, og skjændte paa ham derfor. „Det var vel i Basketaget paa Skoven det“, sagde Brattegaren, „og jeg faar vel Lov til at reise tilbage igjen og finde den, der skal den ikke faa ligge.“ „Ja“, sagde Officeren, tør du driste dig afsted alene faar du vel saa Lov.“ Anders løb afsted og kom virkelig helskindet tilbage med sin Bajonet.

I samme Krig var der en anden Halling, en af Villands-Ætten, Svein Skattebøl, som ikke havde Lyst til at være med i Ilden. Han lod derfor, som om han var syg og laa stadig i Sygehuset i Byen. Det var nu om Dagen, om Natten derimod var Svein frisk, listede sig ud og pryglede Folk, som han traf paa Gaden i Christiania. Blandt Andre traf han ogsaa Doktoren og bankede ham dygtig op. Morgenen efter kom samme Læge til den syge Svein og fortalte ham, hvorledes det var gaaet ham. „Havde det blot været i dine friske Dage, min kjære Svein, saa havde du vist hjulpet mig, om du havde været tilstede.“ „Ja, det kunde du været stø paa“, svarede Svein.

Fortalt af Sander Raaen.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.