Fortuna/6
Nogle Dage senere besøgte Kapellanen efter Aftale Professor Løvdahl i hans private Kontor. Præsten var noget nervøs og urolig og havde travelt med at tørke Sveden af sin Pande med Lommetørklædet, som han holdt sammenrullet i sin knyttede Haand.
Professoren var rolig og velvillig, men unægteligt lidt nysgjerrig.
Da han troede, at det gik ud paa en velgjørende Indsamling eller en Forening eller noget sligt, saa begyndte han, for at komme den forlegne unge Mand tilhjælp, med nogle almindelige Talemaader om de mange Pligter og Besværligheder, som paahviler den samvittighedsfulde Sjælesørger.
Men han skjønte snart, at der var det ikke; og tilslut var han i Begreb med at spørge ligefrem, hvad det var, Præsten vilde, da denne endelig meget ubehændigt fik spurgt, om Professoren følte sig tilfredsstillet i sit Arbeide som administrerende Direktør af Fabriken.
„Aa ja saamænd; der er jo altid et stort Ansvar forbundet med saaledes at skulle være etslags Forsyn i det smaa for saamange Mennesker. Men vi søger jo paa bedste Maade efter Evne at forbedre Arbeidernes Vilkaar.“
Men her var det hellerikke; det var hellerikke om Arbeiderne der skulde tales; Kapellanen hostede og sagde derpaa usikkert:
„Aktierne ere vel fordelte paa mange Hænder?“
„Aktierne! — hvad behager? — nu ja! — De spurgte om Aktierne, — jo de ere fordelte paa mange Hænder, — det vil da sige, saa overmaade mange er det ikke. Beløbet er stort — l000 Kroner pr. hel Aktie, og vi har ikke indladt os paa at udstede halve eller mindre.“
Professoren gjenvandt sin Fatning, som han nær havde mistet, da det gik op for ham, at det var Forretninger her skulde tales om. Alligevel følte han sig fremdeles noget usikker.
Naar han talte med Folk af sin oprindelige Stand, var Professoren altid Videnskabsmanden — færdig til en overlegen Spot over Kræmmerne. Derfor forekom det ham fra først af lidt uvant og bagvendt, at to Akademici skulde sidde og forhandle om Aktier og Udbytte.
Men Morten Kruse tog det paa en fornuftig Maade, da han først var kommen til Sagen; han udtalte sig om Forretninger med en Sagkundskab, som satte Professoren i Forbauselse.
„I hvilken Pris staar Fortuna-aktierne for Øieblikket?“ spurgte Præsten, da de havde snakket en Stund.
„Ja — sandt at sige, saa ved jeg det ikke; sidst jeg kjøbte —“
„De kjøber altsaa?“
„Nei — det gjør jeg egentlig ikke,“ svarede Professoren; „jeg har allerede saa mange Aktier; men det har hændt et Par Gange, at en enkelt Aktionær har skabt sig gal paa Generalforsamlingen, og saa har jeg foretrukket at kjøbe de Misfornøiedes Aktier fremfor at have Ubehageligheder.“
„Og De har da betalt?“
„Jeg har overtaget Aktierne til indbetalt Beløb — saavidt jeg mindes.“
„Man kan altsaa endnu faa kjøbe Aktier til pari?“ — spurgte Kapellanen ivrigt.
„De kjøber altsaa?“
„Jeg skal sige Dem Hr. Professor,“ svarede Morten og prøvede at lægge lidt Salvelse i det, „min Hustru er ikke ganske blottet for det, man kalder jordisk Gods.“
„Jeg har hørt, at Deres Frue skulde være formuende.“
„Aa — Formue kan der ikke være Tale om; en beskeden Pengesum til Hjælp under Sygdom eller anden Hjemsøgelse — det er det hele. Men hvor ubetydeligt det end er, vilde jeg dog helst have det anbragt indenbys og helst paa en saa lidet iøinefaldende Maade som muligt.“
„Naturligvis —“ indskjød Professoren.
„Det er ikke i nogen Henseende gavnligt, at Menigheden anser sin Præst for at være formuende,“ tilføiede Kapellanen alvorligt.
Professoren, som nu endelig forstod, hvor det bar hen, sagde velvilligt:
„Dersom De ønsker enten at kjøbe Værdipapirer eller idetheletaget gjennem mig at anbringe Deres Penge —“
„Ja netop, det var just mit Ønske,“ udbrød Morten ivrig; „en Mand i min Stilling kan jo ikke saa godt ordne saadanne Anliggender direkte; men paa den anden Side er det heller ikke Ret ganske at forsømme det Timelige.“
„Ganske vist ikke — nei! — jeg forstaar Dem saa godt; og det vil være mig en Fornøielse, hvis jeg —“
„Tak — tusind Tak,“ udbrød Kapellanen og fik nu al sin Aplomb igjen; „naar jeg altsaa med Guds Hjælp faar nogle Penge tilovers, tør jeg haabe, at faa dem anbragt hos Dem?“
„Jeg skal efter bedste Evne bistaa Dem med Anbringelsen af Deres Penge paa den fordelagtigste Maade.“
„Det fordelagtigste vilde vel være at lade dem forblive i Hr. Professorens Forretning,“ sagde Morten prøvende og iagttog den anden.
„Hos mig?“ — gjentog Professoren langsomt.
„Jeg overlader det ganske til Dem,“ skyndte Morten sig at sige, idet han reiste sig, for at gaa; „De ved selv — Hr. Professor! jo mindre Kapitalen er, desto mere maa man søge at gjøre ud af den.“
Da han var gaaet, tænkte Professor Løvdahl længe over denne mærkelige Visit. — Det var ganske vist: enkelte Smaafolk havde sat sine Sparepenge ind hos ham, og han havde af Godmodighed givet dem en liden Andel hist og her i en god Forretning, saa deres Penge gav en bedre Rente end i en Bank.
Men det kunde jo ikke falde ham ind at gjøre dette efter en større Maalestok; han trængte ikke til Penge — allermindst til dyre Penge; og hvis det var i Haab om en høiere Rente, at Præsten vilde anbringe sine Penge her, saa kunde det nok hænde, at han blev skuffet; men vilde han kjøbe Aktier i Fortuna, saa var det en anden Sag; det støttede altid, at der var Kjøbere forhaanden.
Men Morten gik og tænkte, om han ikke alligevel havde været dum, som ikke havde spurgt lige ud, hvad Rente han kunde vente sig. —
Det var ikke godt at sige, fra hvem den kom — Ideen til den store Arbeiderfest paa Fabriken. Marcussen havde engang nævnt for Konsul With, at til Høsten fyldte Fabriken sit tiende Aar; og saa var det nok faldet Konsulen ind, at dette spæde Jubilæum kunde afstives noget ved at henlægges til Professor Løvdahls Fødselsdag; og saaledes var det øget og øget, indtil der blev baade Sølvtøi og storartede Forberedelser.
Fru Bankchef Christensen græd — ja det ved Gud, hun gjorde, — hun græd sig en liden Tur hver Dag over dette Sølvtøi.
Tænke sig, at alt det kunde hun havt: Thekande, Sukkerskaal og Flødemugge af massivt Sølv!
Ikke for det, hun havde jo Theservice af Sølv; men det var aldeles ikke noget for hendes Mand at komme stikkende med; det var ikke et Gran mindre ærgerligt af den Grund.
Stundom, naar hun havde tænkt længe paa dette Sølvtøi, forekom det hende, at Professor Løvdahl havde stjaalet det ud af hendes eget Skab, — ja der var endogsaa en Plads i Skabet, hvor det skulde have staaet; og aldrig gik Fru Christensen at se til sit Sølvtøi, uden at hun sukkede: „der stod det!“
„Du er Fæ — Christensen!“ — gjentog hun hulkende, jo nærmere Festen kom; „du kan være Formand for trængende Barselkvinder og alverdens Sygekasser; men du frasiger dig — Herre min Gud! — han frasiger sig frivilligt den eneste Post, hvor der kunde falde lidt Sølv af, — ja, for det kunde man da vide paa Forhaand! — og saa skal vort — ja jeg siger netop med Vilje vort Sølvtøi gaa til denne — denne —“ hun kunde ikke finde paa et Ord saa frygteligt som hun vilde have det til Professor Løvdahl, og hun græd bare, saa hun dirrede.
Bankchefens Ægteskab var af de sædvanlige; han var desværre ikke saa overlegen i Dagligstuen som i Kontoret; overfor Fruen kom han altid tilkort, og saa blev han sint, og saa blev hun sint, og saa kjæglede de, og saa vare de Uvenner. Men saa kunde jo ikke det gaa an i Længden. siden de boede sammen; og saa blev det godt igjen, indtil det blev galt igjen.
Christensen maatte denne Gang bære sin Kones Vrede som han bedst kunde og samtidig forberede sig paa den Tale, han paa samtlige Arbeideres Vegne skulde holde for Direktør Løvdahl.
Og mens han sad og syslede med store Ord og velklingende Vendinger, gned han sin bløde Næse og snøftede lidt, somom selve hans egen Lovtale lugtede ham lidt mistænkeligt. —
— Alt føiede sig saa lykkeligt til denne Fest. Der kom en Bande tyske Musikanter til Byen, og paa selve Dagen var der et Veir, som ikke kunde være skjønnere. Luften ganske stille — frisk, men ikke kold; Solen skinnede rødligt og lunt i den lette Høsttaage, som steg op og forsvandt; og de glatskyllede Næs og Odder med violette Striber af Lyng i Sprækkerne tungede sig udover i det blaa smaakrusede Hav. —
Selve Fabrikens Bygninger vare saa stygge og sodede, at de trodsede enhver Dekoration, hvorfor Marcussen itide opgav dem og samlede alt, hvad der var af Kranse og Flag om en stor Estrade, han ihast havde slaaet sammen længer oppe i Bakken. Herfra kunde Taleren overse Fabriken, og hans Stemme lyde vidt udover Mængden i Skraaningen nedenunder.
Marcussen gik og pyntede med Flag og Grønt; han havde faaet nogle af Direktørernes Tjenestepiger til at hjælpe sig; og han løftede dem op og ned af Trapper og Stole — tjenstvillig og galant; og Pigerne lo og skreg saa smaat og faldt i Armene paa ham og kunde ingenlunde faa istand, uden han hjalp dem.
Marcussen var en stor, vakker Fyr med hurtige Øine og et Greb om Pigerne, som han var berømt for; han havde i Virkeligheden et skrækkeligt Rygte, og han pleiede selv at sige blandt sine Venner, at han havde sit særskilte Folio i Kirkebogen. Men ellers var han bleven Professorens høire Haand i Forretningen, og hvad selve Festen angik, saa var han igrunden paa det nærmeste Mand for det hele.
Imidlertid var der ogsaa livligt hjemme i Løvdahls Hus; der skulde være stor Herremiddag i Anledning af Fødselsdagen, og Bordene stod alt dækkede i Salen.
Vognene var for Døren, og Kusken sad i Galla og holdt de blanke Heste; Professoren gik frem og tilbage — som hans Vane var, naar han klædte sig, og øvede sig paa sin Takketale.
Da kom Pigen til de Unge ovenpaa ned og skulde hilse fra Fruen, om ikke Professoren vilde være saa snil at komme op et Øieblik — helst strax.
Professoren skyndte sig afsted med det hvide Halstørklæde i Haanden; han troede, der var noget iveien med den unge Frue. Men Clara løb ham imøde i det første Værelse — varm og rød i Kinderne med Kjolen halvt hægtet.
„Tænk dig — Far! han vil ikke gaa! — Abraham vil ikke være med til Festen — siger han.“
„Naa — naa! — ikke værre — min Ven! du gjorde mig ganske forskrækket; hvad er det? — Abraham, hvorfor vil du ikke være med?“ — spurgte Professoren venligt sin Søn, som nu kom fra sit Værelse.
„Aa — det er ikke andet, end at jeg ikke har Lyst til at gaa med til denne Fest, og saa farer Clara op og —“
„Din Fars Fødselsdagsfest?“ afbrød Professoren smilende.
„Nei Far! — det er det ikke; den vil vi holde herhjemme; men Festen derude paa Fabriken er en hul Tilstelning, noget Spilfægteri — rent ud sagt.“
Professoren gjorde et beroligende Tegn til Fru Clara og sagde: „Ikke har jeg Tid og ikke vil jeg fordærve min Feststemning ved at disputere med dig om dette. Der kan vistnok være noget i det, du siger — eller rettere: i det, du mener; men du har som vor Ungdom idetheletaget en uheldig Lyst til at komme halende med en stor ethisk Maalestok i utide og i Tilfælde, hvor den slet ikke passer.“
„Men naar min Overbevisning —“
„Naar din Overbevisning ikke tillader dig at være Vidne til Hædersbevisninger, som ydes din Fader, saa bør du blive hjemme, det er klart; men jeg haaber, din Overbevisning vil tillade dig at spise Middag med mig Klokken fire?“
„Det er ikke ret af dig — Far! — at tage det paa den Maade; du ved godt —“
„Javist — jeg ved det saa inderligt godt; du mener det paa din Vis godt, og at du vælger denne Vis, er noget, jeg maatte være forberedt paa; det ligger dig i Blodet. Jeg prøvede — som du kanske kan huske — flere Gange i din tidlige Ungdom at advare dig mod denne Misfornøielse, som ikke taaler, at noget eller nogen hæver sig op over det almindelige Niveau — nei — nei! afbryd mig ikke; vi skal ikke disputere, men der er det dog, det hele bunder. — Aa lille Clara! vil du ikke binde mit Halstørklæde?“
Abraham gjorde Vold paa sig, for ikke at give et heftigt Svar, dreiede sig rundt og gik ind i sit Værelse. Hans Kone passerede tæt forbi ham, da hun vendte tilbage til Soveværelset, for at fuldende sit Toilette og en Stund efter, da hun gik ud igjen, for at stige tilvogns. Han kjendte hendes Parfume, og Kjolen strøg ham næsten; men ingen af dem sagde et Ord.
Han blev siddende og stirrede hen for sig indtil han hørte Vognen rulle bort. Der sad de ved Siden af hinanden — hans nydelige Hustru — munter og pyntet og Faderen med sine Ordener i stort Format, Stokken mellem Knæerne og Hænderne foldede over det Elfenbens Haandtag.
De to passede sammen. Abraham kunde ikke mindes, at hans Far og hans Kone nogensinde havde været uenige om nogen Ting. Næsten som ved et instinkt mødtes de bestandig i den samme Mening, og den var næsten bestandig stik imod Abrahams.
Det kjendtes for ham, som han stod der ved Vinduet, somom der maatte være et svælgende Dyb mellem hans og hans Fars Livsanskuelse, — en Afstand større end nogensinde før i Verden mellem ung og gammel. Der var jo, naar han nøie skulde gaa det efter, ikke den Ting, de kunde se fra samme Side; der var jo ikke den Tanke, som ikke strax spaltede sig i to og sendte dem langt fra hinanden ud i Uenighed og Misstemning.
Han kunde ikke forstaa, naar han nu samlede alt fra Hentydninger, Samtaler og varme Debatter, hvorledes denne store og høit beundrede Fader, hvis Hoved var saa klart, hvis Tænkemaade igrunden var saa ædel, hvorledes han kunde staa fremmed — ja næsten fiendtlig overfor alt det, som Abraham følte Trang til at beundre og kjæmpe for.
Og Clara — hun ogsaa! — vel var hun voxet op i nogle gamle, barokke Parykideer; men han havde dog talt saa meget med hende om de nye Tanker, og hun havde grebet meget af det med saadan Iver. Nu benægtede hun, at hun nogensinde havde bifaldt hans gale og ugudelige Paradoxer.
Nuvel! — desto kraftigere maatte han selv staa; de strænge Krav, Nytidens Moral stillede til personlig Sandhed og Ansvarlighed, skulde han vide at opfylde; idette Øieblik tænkte han paa sin Moder: saaledes vilde just hun have ligt ham.
Naar han opfattede en saadan Arbeiderfest som Humbug, saa skulde han protestere og ikke af Hensyn til sin Far gjøre sig til Medskyldig.
Abraham blev staaende længe ved Hjørnevinduet og saa nedover Gaden. Der var næsten ingen Folk; thi den halve By var ude til Festen; og mens han betragtede de sidste Efternølere, som skyndte sig afsted, kom han til at tænke paa, at Veiret var smukt, og hvilken Fornøielse det var for gamle og unge at komme ud af Byen en liden Tur og faa frisk Luft i sig.
Mangfoldige brave Borgere og Smaafolk gik derud med sine Koner; de forstod ikke stort af Talerne og tænkte ikke meget over Festens dybere Betydning; det var for dem etslags Søndag midt i Ugen, en halv Fridag, som de kunde have godt af.
Og her gik han hjemme i sine smukke Stuer og protesterede! mon der ikke igrunden var noget forfærdeligt latterligt i dette?
Med en Gang stod det saaledes for ham, at skulde der være nogen Mening i denne Protestering, saa havde han enten maattet sætte sig alvorligt op mod Faderen eller endnu bedre: traadt frem midt i Festen og sagt høit, at han fandt en saadan Tilstelning, hvor Kapitalen indirekte tvang Arbeiderne til en nedværdigende Dyrkelse, — at det var Humbug og værre end det.
Turde han ikke noget af dette, saa kunde han s’gu ligesaa gjerne gaa til Festen som de harmløse Borgermænd; intet var dog elendigere end denne Protest i Stuen.
Og en Stemning kom igjen, som en enkelt Gang var faldet over ham lig en Lyseslukker: hvor Livet var bagvendt og meningsløst; hvor han selv var mislykket, forspildt — en Pjalt, som aldrig vilde drive det videre end til smaa latterlige Tilløb og store skammelige Nederlag.
Mismodig og ligegyldig tog han sin Hat og drev udover, for at sidde en Stund hos Grete; men han fandt Huset aflaaset. Formodentlig havde Steffensen taget hende med til Festen; det morede hende at være blandt Folk, alle kjendte hende og havde et venligt O0rd, og saa var der jo Musik.
Abraham gik ogsaa videre udover mod Fabriken; Banden spillede „Wacht am Rhein“, mens der var en Pause i Talerne.
Da han kom frem paa Bakken, stansede han uvilkaarligt ved det forunderlige Syn. Her var han nu saa vant til at færdes hver Dag, at han kjendte hver Plet omkring Fabriken; men idag var det, somom Fremmede havde taget alt fra ham, og han var ganske tilovers.
Paa den store Tribune oppe i Bakken var der fuldt af pyntede Damer, det blinkede i Champagneglas og Tjenerne løb travle omkring. Flagene hang uden at røre sig i rige Folder nedover det sidste Grøntfra Haverne, gulnede Blade og røde Bær. Til begge Sider stod de nysgjerrige fra Byen; men nedenfor i Bakken havde Fortunas Arbeidere samlet sig om et langt Bord, hvor de beværtedes med øl og Cigarer. Deres Koner og Døtre stod i Grupper udenom — stille og alvorlige.
Abraham følte sig ikke oplagt til at møde sin Kone og de andre; han gjorde en Omvei ind mellem Fabrikens Bygninger, og derfra kom han bagom Arbeiderne og blandede sig i Flokken.
Bankehefen havde talt for Dagen med den dobbelte Fest, og Professoren havde svaret; en Deputation havde derpaa overbragt Sølvtøiet og Løvdahl havde takket med et Leve Arbeiderne; denne Skaal var just drukket, da Abraham kom og Festen var saaledes næsten tilende.
Varme af at drikke Øl i Solen og raabe Hurra stod Arbeidsfolkene fornøiede med sine korte Piber eller med de sjeldne Cigarer stukne helt tilbunds indi Munden og en Røg som af smaa Skorstene. De modtog Abraham ærbødigt og venligt; og det blev strax lagt saaledes ud, at den unge Bestyreren vilde ikke drikke Champagne blandt de Fine; men han holdt sig ikke for god til at drikke et Glas øl med Folkene.
Uden at mærke synderligt til det Indtryk, han gjorde, søgte Abraham efter Grete og fandt hende blandt Fruentimmerne. Hun blev ikke det mindste forvirret, men høirød af Glæde, da hun hørte hans Stemme.
Koner og Piger trak sig lidt fra de to; men blev dog staaende i en Klump foran, saa de ikke kunde ses fra Tribunen. Der var ingen iblandt dem, som tænkte noget ondt, — ikke fordi de troede den unge Løvdahl et Haar bedre end fine Byfolk ialmindelighed; men Grete Steffensen var blind og ikke som andre Piger; Ulykken beskyttede hende baade mod Fare og Misundelse, saa hun kunde gjøre, næsten hvad hun vilde.
„Er ikke Far din her? — Grete!“
„Jo — han var netop her; ser du ham ikke?“
„Nei — medmindre han er i Flekken helt henne ved Talerstolen; de stimler sammen der.“
„Ja der er han vist,“ mente Grete med et fiffigt Smil.
Abraham blev strax opmærksom; hendes Minespil var saa aabenbart:
„Hvad mener du? — hvad tænker din Far paa at gjøre?“
„Far vil holde en Tale,“ hviskede Grete triumferende.
„Guds Død! — det maa han ikke,“ raabte Abraham uvilkaarligt; han tænkte paa, hvor vanskeligt det allerede nu var for Steffensen at holde sig i sin Stilling; holdt han idag en ubehagelig Tale — den vilde naturligvis blive ubehagelig —, saa gjorde han sig aldeles umulig.
Men Steffensen var alt oppe paa Tribunen: med Hatten i Haanden og krumme Arme gjorde han en Række ærbødige Bøininger for det fine Publikum, medens Ungdommen inde fra Byen begyndte at le og opmuntre ham med Vittigheder.
Abraham lagde Mærke til, at hans Far hviskede noget til Bankchefen; og hele Selskabet paa Estraden trak sig saa langt som muligt tilbage fra selve Talerstolen i en forvirret Blanding af nødtvungen Høflighed og Frygt for den kjendte ondskabsfulde Person.
Men Steffensen gav dem ikke megen Tid; han begyndte strax:
„Mine Damer og Herrer! — jeg er en Arbeider af de Ildesindede — siger man, en af de værste — siger nogle. Men vær ubekymret — mit høistærede Herskab! — jeg vil her kun takke Dem, takke Dem inderligt og dybtfølt som en rørt Arbeider paa Deres Fortuna.“
Imidlertid syntes det høistærede Herskab med et at faa travlt med at trykke hinandens Hænder og tage Afsked.
„Jeg vil takke Dem,“ raabte Steffensen høit, „takke Dem, fordi De idag — mine Damer og Herrer! — lade Solen skinne saa vakkert gratis paa alle os Smaafolk, fordi De ikke forlanger mere af os end vore Spareskillinger til Sølvtøi, fordi De lader vore Hustruer og Døtre saa nogenlunde i Fred, ja takke Dem alle hver især, fordi De saa smukt under os at leve Livet i velsignet Arbeide for Eder.“
Nu var der ingen igjen af de Høistærede; den rummelige Estrade var tom; kun nogle befippede Tjenere stod ved Champagnebordet. Men Steffensen gjorde endda en dyb Kompliment mod Selskabet, som fjernede sig opover til Veien, hvor Vognene holdt paa Fladen, derpaa vendte han sig høit leende mod Arbeiderne:
„Der gik hele Stasen! — hvad siger De? nu faar jeg holde min Tale for Jer —“
„Steffensen kan holde Kjæft“ kom det fra en tyk Stemme blandt Arbeiderne.
„Nei— nei! — lad Steffensen tale,“ raabte de fra andre Kanter; men der var en liden Knurren, som øgte, indtil en alvorlig rolig Mand sagde:
„Steffensen skal ikke tale.“
Det var en af de ældste Formænd paa Fabriken og flere raabte nu: Steffensen skal ikke tale; mens de bedste Arbeidere samlede sig henover mod Abraham.
Steffensen blev bleg; men han tvang sig og raabte:
„Hvis det er ham der — den unge Løvdahl, I er ræd for, saa kan I spare Jer Umagen; for han er med os — en af vore; — ikke sandt? — Hr. Bestyrer!“
Abraham følte alles Øine paa sig; men han vidste ikke, hvad han skulde sige.
„Men hvorfor svarer du ikke?“ sagde Grete forundret; „du er jo med os!“
Steffensen greb Anledningen til at komme ned af Talerstolen med nogenlunde Anstand, og der opstod en forvenmingsfuld Pause i Kredsen, som nu var mange Hoveder tyk omkring Abraham.
Men i ham skjød der pludseligt op en længe overgroet Spire; en ungdommelig, begeistret Beslutning; han følte i sig Kraft og et svulmende Mod som den, der med et bliver sig sin Evne bevidst til at handle selv, til at gribe med sikker Haand ind i Livet og tage sit Tag med.
„Ja vel er jeg en af Eder,“ raabte han ud iblandt dem; „derfor holder jeg mig hernede blandt Arbeidsfolkene — ikke deroppe blandt de Fine. Vi — vi Arbeidere — vi vil holde sammen, — her er min Haand!“
Den blev grebet af hundrede — trykket og knuget, og ingen havde seet Bestyreren saaledes før — høi og straalende som han langsomt banede sig Vei gjennem den tætte Skare.
Steffensen vilde atter gribe Øieblikket og foreslog høit, at der paa Stedet skulde dannes en Forening og en Komité og saa videre. Men saasnart Steffensen talte, faldt der en Kulde over de fleste; alle vidste, han var en mærket Mand; hans Dage ved Fabriken vare talte, og han kunde let rive andre med sig.
Forslaget overhørtes og druknede ganske i et tordnende Hurra for Bestyreren; de vilde drikke hans Skaal; men der var ikke mer, Tjenerne havde ryddet Bordene, Festen var forbi og Folkemassen havde spredt sig.
Arbeiderne drog sig da ogsaa hjemover i smaa Flokke efter først at have presset Abrahams Haand forsvarligt.
Paa Veien indover til Byen gik Abraham i en underlig ophøiet, kampberedt Stemning.
Vage Billeder og Erindringer fra Ungdommens Læsning kom frem i hans Sind og malede ham en Fremtid i Spidsen for Arbeiderbevægelsen; Dimensionerne voxte, han kastede alle Broer af; han renskede op i al den tykke Samfundsuretfærdighed; og da han naaede Byen, var han netop kommen saa langt, at Clara og hans Far bøiede sig for ham og sagde: Du havde Ret.
— Men Steffensen gik tvær og muggen hjemover; Grete var ikke heller glad; hun ærgrede sig paa Faderens Vegne og var ikke ganske tilfreds med Abraham.
„Der findes Pinedød ikke saa feige Arbeidere i Verden som I,“ sagde Steffensen til en gammel Tømmermand, der havde været med i Sølvdeputationen.
„Vi har saa lidet at staa imod med.“
„Bah! naar vi bare holdt sammen.“
„Ja nogle af os holder jo sammen — med Direktionen,“ mente Tømmermanden.
„Ja, hvad Tak har I saa for alt det elendige Kryberi?“
„Det vil nu vise sig i Længden.“
„Ja det vil saa,“ knurrede Steffensen arrig; han forstod Hentydningen.
— Professorens Fødselsdag var en Fest for Byens Herrer, og især efter Fruens Død havde den store Middag efterhaanden antaget en særegen Karakter med traditionelle Taler og løierlige Ceremonier.
Abraham var fremdeles i sin Kampstemning; men der blev ingen Anledning til Udbrud. Clara var mild og elskværdig, from som et Lam. Hun havde nemlig havt en Samtale med sin Svigerfader, i hvilken de vare blevne enige om, at Abraham fortiden var nervøs og burde snakkes efter Munden, for ikke at blive værre.
Hellerikke ved Bordet forefaldt der noget, som kunde foranledige ham til at rykke ud paa nogen Maade; Alverden var saa blid og plirøiet og hjertens fornøiet.
Og alt som han saa Rusen øge hos de andre og selv drak ubekymret med, udviskedes Samfundskampens strænge Billeder, og Arbeidernes fremrykkende Kolonne overdøvedes af den muntre Klirren med Glas og Gaf1er.
Han reiste sig og gik opover, for at drikke et privat Lykønskningsbæger med sin Far, saaledes som de pleiede paa denne Dag.
Professoren forlod strax sin Plads ved Bordenden og trak sin Søn hen til Vinduet, hvor de kunde snakke uforstyrret af det larmende Bord.
„Jeg vidste nok, du vilde komme — min egen kjære Abraham,“ sagde Professoren hjerteligt og lagde ham sin venstre Arm om Skulderen.
Abraham blev rørt og stammede; men Faderen vedblev: „Vel kan der være adskilligt Humbug ved mangt og meget her i Verden; men du maa ikke undervurdere Betydningen af et godt og venskabeligt Forhold mellem Arbeideren og Arbeidsherren; jo nøiere de bindes sammen —“
„Man binder sig ikke nøie til Arbeiderne med Champagne og Sølvtøi,“ svarede Abraham kjæk; det var Alvor med ham denne Gang; han havde en Idé, som han vilde holde frem.
„Hvorledes mener du det?“ spurgte Faderen og tog sin Arm til sig.
„Jeg var idag nede blandt Arbeiderne — Far!“
„Jeg saa dig.“
„Og jeg sluttede mig helt og holdent til dem; og de samlede sig alle om mig!“
„Du stiftede en Forening?“ — spurgte Faderen koldt.
„Nei — ingen Forening — ingen udtrykkelig Forening; men vi sluttede os sammen — forstaar du — saadan rigtig hjertelig Sammenslutning, saadan — trohjertigt, — ser du —“ Abraham begyndte at famle, han blev rød i Hovedet; mon det ikke alligevel var en latterlig Ting, han havde gjort.
Men Professorens Ansigt klarnede, til det straalede:
„Det var rigtigt! — det var aldeles udmærket af dig — Abraham! saaledes skal det netop være; ingen taabelig Forening, som binder den enkelte —“
„Det var just det, jeg mente,“ indskjød Abraham, som gjenvandt alt sit Mod.
„— og som kun tjener til at løfte smaa Ærgjerrigheder tilveirs som for Exempel —“ Professoren lagde atter Armen op og hviskede fortroligt lige ind i Øret paa Abraham, — „som for Exempel vor værdige Ven der — Bankchef Christensen.“
Abraham lo — smigret ved, at Faderen vilde gjøre sig lystig sammen med ham over Byens mægtigste Mand, som tilogmed sad der i al sin Storhed ti Skridt fra dem.
„Ved du, hvad han ligner bagfra — Far! — en Elefant,“ hviskede Abraham.
„Ja du har Ret,“ lo Professoren; „men dette gaar ikke an, at vi to staar her og ler af vore værdige Gjæster. Tak skal du have — Abraham! du kunde ikke bragt mig nogen kjærere Gave idag, netop i denne tvangfri Fortrolighed mellem Over- og Underordnede ser jeg et velsignet Gjenskin af de gode gamle Dage og et Haab for Fremtiden. Hils dine Folk fra mig.“
De skiltes med et Haandslag og gik hver til sin Plads ved Bordet, hvor den almindelige Lystighed snart igjen opslugte dem.
Men Abraham var den hele Aften som ude af sig selv af Glæde og Fremtidshaab; og han endte med i Kaadhed at bære sin Kone opad alle Trapperne, da hun skulde tilsengs.
Han havde grebet ind i Livet, kastet sig ind i Tidens Kamp; men han havde allerede den halve Seier i sin Haand — Faderen var med ham —, hans store, beundrede Fader!