Fortuna/7

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 2s. 334-344).
◄  VI.
VIII.  ►

Carsten Løvdahl sad i sit private Kontor. Tre høie Vinduer ud mod Husets Have — en gammeldags stille Byhave med tætte Lindetræer, der skjulte de omliggende Huse. Om Sommeren faldt et grønt kjøligt Skjær ind i det store Rum, og om Vinteren lyste Sneen hvidt fra de knudrede Stammer og fra den ubetraadte Plaine, hvor Naboskabets Katte steg forsigtigt i hinandens Spor og rystede Poterne.

Det massive Skrivebord af mørkt gammelt Egetræ uden Forsiringer stod midt paa Gulvet; Breve og Papirer i velordnede Bunker bedækkede begge Fløie, og paa det grønne Klæde midt foran Chefen stod et pragtfuldt Skrivetøi af Bronce — Lykkens Gudinde staaende paa en Kugle med en Egekrans i Haanden; det var en Gave fra Meddirektører i Fortuna; og ved Siden laa en hvid Svanepen med Blomstermaleri fra Fru Claras egen Haand.

Rundt omkring stod tunge alvorlige Stole i Række, saa kom et Skab, en Sofa, og saa igjen Stole; og selve Væggene vare behængte med Skibsmodeller og Karter, et par Marinebilleder samt Tegninger og Fotografier af Fortuna.

Det tykke mørkegrønne Gulvtæppe, som laa baade Vinter og Sommer, dæmpede Skridtene, og gjorde det store Rum endnu høitideligere. Svære Portierer skilte Chefens fra de ydre Kontorer, hvor Mæglere og Agenter færdedes; den høitbetroede Marcussen var den eneste, som ubekymret passerede Portieren og bragte Bud til og fra Principalen.

lntetsteds var der forblevet et Spor af Lægen eller Videnskabsmanden; Carsten Løvdahl havde taget Skridtet fuldt ud; han var bleven Kjøbmand med Liv og Sjæl; hans Spekulationsforretning interesserede og optog ham, medens han var stolt over at staa i Spidsen for den største Omsætning i Byen.

Det havde føiet sig saaledes for ham, at han næsten altid blev den første i det, han tog sig for. Som Øienlæge havde han hurtigt vundet det første Navn, og han var traadt tilbage, inden hans Ry fik Tid til at blegne.

Siden havde han følt sig noget alene med sine literære og videnskabelige Interesser blandt lutter Pengemennesker; og især i den selskabelige Tomhed efter Fru Wenches Bortgang, følte han mer og mere Trang til at udfylde sit Liv med noget; saa fik han Smag paa Pengelivet og lod sig rive fuldstændig med.

Med en Iver, somom han var et ungt Hoved, satte Carsten Løvdahl sig i Spidsen for en Mængde nye Foretagender, der ligesom voxte op i hans Spor, under hans Hænder, og gav Plads og Arbeide for store og smaa, skabte Fortjeneste og Velvære udover vide Kredse.

Sin Kones store Formue, som hovedsageligt bestod i udenlandske Stats- og Værdipapirer, deponerede han for en Del i inden- og udenbys Banker, hvorved han bekvemt kunde trække Vexler uden fra først af at tiltrænge Endossements i større Udstrækning.

Som første Direktør i Fabriken udfærdigede han alle Driften vedkommende Papirer, og disse Fortunavexler — som de kaldtes i Kontoret — gik sammen med hans egne gjennem hans Forbindelser, saa at Abraham allerede ved sin Indtrædelse i Forretningen i Vexelbogen fik et storartet Indtryk af Husets Virksomhed.

Det var imidlertid ikke blot gjennem Carsten Løvdahls Kontor; at Vexlerne strømmede rigeligt; det hed sig, at der var let for Penge, uden at man egentlig saa, hvor de kom fra: det man saa Mand og Mand imellem, var hellerikke Guld: men en Masse hurtigt-løbende Papirer, der som en Flod forøgede sig selv og bar paa sine smale tremaanedlige Strimler alle Menneskers Haab fremad mod en Indfrielse, som alligevel bestandig blev til en Fornyelse.

Alting trivedes i Byen; alle vilde være med, og for alles Planer blev der Udvei. Vilde nogen bag Spitsbergen efter Klapmytser, eller drive Kobbergruber langt Pokker ivold i Dovrefjeld, bygge Dampskibe eller Bedehuse, eller pumpe Vande ud eller lave Circus — man gik bare ind i det imponerende Kontor hos Løvdahl, udviklede sit Projekt og nævnte et Par Navne, saa var Aktieselskabet dannet, Krediten aaben, og en ny liden Vexelstrøm født, der skummede afsted, forenede sig med den store og forsvandt i den bevægede Masse.

Fru Bankchef Christensen havde mangen tung Stund; hendes Mand gik tilbage, det var klart; Løvdahl her og Løvdahl hist, og saa bagefter kom Christensen, — han som før altid var den første.

Men Bankchefen selv syntes at have slaaet sig tilro som den anden inden Ringen; han dannede ingen Opposition. Og i den skjønneste Samdrægtighed afgjorde Ringen alle Byens store og smaa Anliggender, styrede alle Aktie- og Interessentskaber, besatte alle Poster, forvaltede Bankerne og hjalp sig selv og sine nærmeste og holdt dem udenfor, som skulde holdes udenfor; udbragte endvidere hinandens Skaal og lod raabe Hurra for sig selv ved festlige Anledninger.

Som Zirater vare Embedsmændene indfattede i Ringen — høiagtede og smigrede; men de styrkede ogsaa paa mange Maader Kapitalen i Liv og Død — baade Tolderen, Dommeren, Skifteforvalteren — lige til Præsten, som skulde holde Ligtalen.

Forresten var det Penge og bare Penge, hvorom Livet dreiede sig, hvorefter alle frivilligt rangerede sig, — den eneste Adkomst og Berettigelse til at aabne sin Mund med en selvstændig Mening. —

— Carsten Løvdahl lænede sig tilbage i den brede Lænestol og saa sig med Veibehag omkring i Kontoret.

Han kunde nu med et Smil tænke paa de Tider, da han i sin videnskabelige Stolthed havde forarget Handelsstanden. Nu havde han følt Sødmen ved at have Magt over mange Mennesker. Den næsegruse Dyrkelse, hans Penge og Indflydelse nu overalt omgav ham med, var anderledes Mad for hans Forfængelighed end den kolde videnskabelige Anerkjendelse, der før var hans Løn.

Og saa var han desuden saa ganske anderledes fri end før; han behøvede ikke at være forsigtig eller give Agt paa sig selv; han kunde ikke forløbe sig; intetsteds laa der nogen nøieseende Kritik paa Lur, alt, hvad han gjorde var saare godt og øgede Dyrkelsen.

Han havde hurtigt lært, at han kunde tillade sig hvadsomhelst — ja at en vis Hensynsløshed mod mindre Kollegaer hørte med til Ringens Privilegier. Carsten Løvdahl blev derfor ogsaa snart ødsel med Løfter og vidunderligt glemsom; nedladende og hjælpsom mod den, der krøb; fremmed og overlegen, naar Selvraadigheden vilde tilveirs.

— Saaledes sad han en Formiddag mod Slutten af Vinteren; en Vaarstorm af Sydvest med Styrtregn susede gjennem Byen og faldt en enkelt Gang med frygtelig Kraft ned i Lindetræerne i Professorens Have, hvor Jorden var sort og sur efter Snevandet, og Kattene satte over Plainen i lange Hop med Halen tilveirs, opad Plankeværket, for at komme i Hus.

Professoren var noget nervøs — næsten høitidelig; hans Søn havde netop meldt ham, at Clara befandt sig ilde. Doktor Bentzen, som var Huslæge ovenpaa, havde ogsaa været indom i Kontoret, for at meddele Professoren, at den unge Frues Nedkomst var forhaanden.

Løvdahl arbeidede adspredt; saa paa Uhret over Kaminen foran det store Speil eller rettede sig lidt i Stolen og saa ind i Speilet; han holdt af at sidde saaledes, at han kunde se sig selv.

Da meldte Marcussen: Bankchef Christensen.

Professeren blev ubehageligt overrasket. Hvad vilde dog Bankchefen idag? De havde nylig — iforgaars — været sammen i Direktionsmøde for Fabriken: det gik ikke fuldt saa godt derude som man havde ventet.

Stemningen havde været lidt underlig. Kom nu Bankchefen allerede idag i dette Veir, og saa midt under hans Spænding for Udfaldet ovenpaa hos de Unge.

„Godmorgen — Hr. Bankchef! — færdes De ude i Stormen?“

„Jeg gaar altid med Vinden paa Ryggen, som salig Randulf pleiede at sige.“

Bankchefen tog en Stol og satte sig helt hen til Pulten og syntes at ville blive længe; han var spøgefuld, det huede hellerikke Professoren.

„Jeg kommer, for at tale med Dem om enkelte Ting vedrørende Fabriken, som jeg ialfald foreløbig ikke vilde berøre i et Direktionsmøde.“

„Jeg tænkte mig næsten det; — Hr. Bankchefen tager let Skræk.“

„Ganske vist, altfor let,“ svarede Christensen godmodigt; „men jeg er saa at sige voxet op i Vexler og Papir; og det er ikke ad den Vei man bliver, hvad Professoren vel vilde kalde en modig Mand.“

„Efter min Formening kan man ikke uden videre overføre sine Erfaringer fra et Bankinstitut til en produktiv Forretning som en Fabrik.“

„Det har De Ret i — Hr. Professor! — det kan man ikke,“ svarede Bankchefen anerkjendende; han lagde sig bagover i sin Stol og strøg sig over Ansigtet, alvorlig og værdig med al den Aplomb, han eiede, naar han følte sig som Situationens Herre.

Professoren mærkede det og holdt sig ligesaa stiv og imponerende i sin brede Lænestol foran Fortuna, som halvt svævende rakte ham sin Krans.

Et Øiebliks Pause udfyldte Stormen ved at kaste sig i en vanvittig Hvirvel ned fra Hustagene og piske med de nøgne Lindegrene, saa gammelt Løv, Vand og Sand raslede mod Ruderne.

„Det er ikke noget indbydende Reiseveir,“ sukkede Bankchefen.

„Skal De reise?“

„Jeg skal jo til Carlsbad — som sædvanligt.“

„Men det er jo længe til.“

„Ikke saa længe endda; for iaar vil jeg tage den første Saison, den er mindre kostbar; og jeg tænker de fleste blandt os — baade store og smaa vil for Fremtiden nødes til at indskrænke sig.“

„Det tror jeg aldeles ikke,“ raabte Professoren ivrig; „Herregud! — hvad skal disse Mennesker i denne fugtige Afkrog af Verden yderligere give Afkald paa? — her er jo ikke andre Fornøielser end at drikke sig fuld, — ingen Musik, intet Theater, ingen offentlige Forlystelser. Nei — nei! — lad os ikke tænke, at Livet her skal blive endnu graaere og tristere: snarere vil jeg dog haabe, at den Opkomst, hvori Byen fortiden befinder sig, at den vil føre til et lettere og lysere Liv baade for store og smaa.“

„Ja lad os haabe det — Hr. Professor! — det gjør godt at høre Dem tale saa tillidsfuldt; Gud give De fik Ret.“

„Men se Dem dog om — Christensen! se hvorledes det ene Foretagende sættes igang efter det andet —“

„De gaar nu ikke alle lige godt.“

„De mener?“

„Jeg mener for Exempel, at vor Fabrik i det løbende Aar vil mangle Driftskapital.“

„Der er ingen Grund til Ængstelse, vi har meget store Beholdninger, hvis Realisation —“

— „hvis Realisation vil medføre Tab,“ afbrød Bankchefen roligt; „desuden staar De i betydeligt Forskud for Fabriken; og om De end er saa taalmodig en Kreditor, maa dog Pengene engang betales Dem før eller senere.“

„Min Tillid til Fortuna er ubegrænset,“ svarede Professoren og slog ud med Haanden.

„Det er vel nok; men hvis Fabrikens Gjæld til Dem var afgjort, saa havde der neppe været stort Udbytte ifjor.“

Professoren gjorde en utaalmodig Bevægelse; det havde kostet ham Møie nok ved Hjælp af Marcussen at faa istand et fordelagtigt Aarsopgjør for Fabriken; men han vilde før risikere sine egne Penge end indrømme, at Fortuna gik slet under hans Ledelse.

„Jeg antager, at vi ved næste Generalforsamling bliver nødt til at forlange en større Indbetaling paa Aktierne, og det vil uden Tvivl falde besværligt for mange. Jeg har ikke mindre end l5 Aktier for min Part“ — sukkede Bankchefen.

„Nei — nu maa jeg rigtig le! — synes De, at De har for mange Fortuna-aktier?“

„Vil De kanske kjøbe fem?“

„Kjøbe? — nuvel lad gaa! — jeg kjøber fem Aktier.“

„Hvad vil De give?“

„Jeg vil overtage dem for indbetalt Beløb — al pari.“

„Vel —“ sagde Bankehefen, „lOO0 Kroner pr. Aktie, vil De have flere?“

„De maa have sovet daarligt — Christensen,“ lo Professoren lidt forceret.

„Jeg sover aldrig godt om Vaaren,“ svarede den anden tørt og reiste sig; det lod til, han havde opnaaet Hensigten med sin Visit.

Ved Døren sagde Professoren endnu engang spøgende: „De skal faa Deres Aktier tilbage for samme Pris, naar vi til næste Aar betaler 10 Procents Udbytte.“

„Mange Tak,“ svarede Bankchefen smilende og gik ud gjennem de ydre Kontorer; bag sin Haand skelede han henover alle Pulte og Borde og snøftede let; somom han prøvede med Næsen, om Luften havde den ægte, uforfalskede Guldlugt.

Men Professor Løvdahl sad igjen i sin Lænestol og saa sig omkring i Kontoret, somom noget var forandret derinde. Altsammen stod paa sin Plads; Uhrviseren var avanceret et Kvarter, det var det hele; og alligevel syntes ham, der var kommet noget til, som ikke var der før; eller taget noget bort.

Det var den første Skygge, som passerede over hans nye Liv; hidtil havde alt gaaet godt; alle havde beundret i fuld Tillid; og aldrig havde han selv tænkt sig andet, end at naar han — Carsten Løvdahl først vilde nedlade sig til at være Kjøbmand, saa maatte han selvfølgeligt i enhver Henseende overgaa disse halvdannede Grosserere, blandt hvilke han levede.

Men i dette Øieblik løb hans Tanker uvilkaarligt og uden at han kunde stanse dem ud i de vildeste Muligheder af Tab, Ruin og Fallit. Han mindedes med ét store Huse, der pludseligt vare styrtede sammen, Formuer indsmeltede, rige Folk tomhændede — en Sværm af Ulykker, Fald og Ydmygelser myldrede frem som Erindringer, der stillede sig op og pegte fremover som Spaadomme.

Han rev sig ud af disse Tanker med et Ryk, tørrede sin Pande og gik hen til det midterste Vindu, stirrede ned i den øde, lukkede Have, hvor Stormen huserede.

Han hørte ikke, at nogen bankede paa den lille Dør i Panelet, som førte ud i en Korridor, hvorfra der baade var en liden Vindeltrappe op til anden Etage og en Udgang til Bagsiden af Huset.

Denne Vei kom kun forskræmte Supplikanter og de mest intime Venner af Huset; og da Professoren endelig blev opmærksom paa, at Døren knirkede, idet den aabnedes med Forsigtighed, vendte han sig hurtigt og huskede med et Situationen ovenpaa.

Men det var ikke noget Bud fra de Unge, derimod kom Morten Kruses fede Krop tilsyne — værdig, men lidt genert — i den lave Dør.

„Undskyld Hr. Professor! — jeg benytter mig af mit Kjendskab til Huset fra Guttedagene; jeg vilde nødig passere Kontorerne. Doktor Bentzen fortalte mig det; og saa mente jeg, at et Besøg af Præsten kunde kanske være til nogen Opmuntring for Familien; det er jo et Øieblik — en Begivenhed saa glædelig i sin Udgang, det vil vi idetmindste haabe og bede —“

„Tak — Hr. Pastor! — det var meget venligt af Dem.“

„Hvorledes staar det til?“

„Alt tyder paa, at det vil gaa normalt og lykkeligt; men det er jo altid —“

„Naturligvis; det er ret et Øieblik for Bøn og Anraabelse.“

Kapellanen satte sig i den Stol, Bankchefen havde forladt, og pustede ud; han var kortaandet af at gaa mod Stormen.

Professoren lagde sit Ansigt i de rette Folder til en religiøs Samtale; han ligte igrunden ikke denne Præst; der var noget dobbelt eller noget halvt ved ham; han vidste aldrig hvorledes han skulde tage ham.

Og Præsten paa sin Side syntes ligesaa raadvild. Det var akkurat som sidst, da han var her, for at tale om Fortuna-aktier. Idag var det jo en anden Sag; men Pausen blev lang, og Professoren vilde ligesaa gjerne undgaa en halvreligiøs Underholdning med den unge Theolog.

Han lagde det ene Ben over det andet, saa fra Lykkens Gudinde hen paa Kapellanen og sagde henkastet:

„Interesserer De Dem endnu for vor Fabrik — Hr. Kruse?“

„Ja Hr. Professor! — det gjør jeg! jeg interesserer mig meget for Fortuna.“

„Den er jo en Velsignelse for mange Smaafolk i Byen.“

„Visselig — visselig —“

„Og Aktionærerne kan saamænd hellerikke beklage sig.“

„Saa hører jeg; Udbyttet var jo smukt ifjor?“

„Og bliver ikke mindre til næste Aar.“

Der fór med en Gang en rigtig Kræmmeraand i Professoren; han gav sig til at fortælle og rose Fabrikens Affærer, indtil Præsten ivrigere og ivrigere formelig berusede sig i de store Tal, og begge syntes ganske at have glemt den stakkels Fru Clara, som laa ovenpaa.

Tilslut sagde Præsten, idet han gjorde en Bevægelse mod sin Brystlomme:

„De lovede mig sidst at være mig behjælpelig med at anbringe nogle Penge, om jeg fik lidt tilovers“ —

Idetsamme kom Marcussen ind. Begge Herrerne ved Pulten troede strax, det var et Bud ovenfra og forandrede Udtryk; men det var bare en Pakke fra Bankchef Christensen.

Professoren aabnede; det var de fem Aktier forsynede med lovlig Transport.

„Han har Hast —“ mumlede Professoren ærgerlig.

„Budet venter,“ sagde Marcussen.

„Hvad venter Budet paa?“

Marcussen hviskede: „Jeg syntes, han nævnte Kontanter.“

Professoren fór tilbage: „strax nu efter Banktid? — hvad er det for Snak! — men stop, Marcussen; lad Budet sidde ned et Kvarters Tid.“

Marcussen gik og Professoren kastede skjødesløst Aktiebrevene foran sig og lænede sig tilbage, for at fortsætte Samtalen. Præstens Øine veg ikke fra de smukt udstyrede Papirer, hvorpaa var lithograferet en Lykkegudinde med en Krans, — Mage til den, som stod paa Skrivetøiet.

Professoren gav Tid; og tilslut sagde den anden:

„Er det Aktiebreve i Fabriken?“

„Ja det er nogle faa Aktier, som min Ven Christensen har overladt mig.“

„Sælger han?“ spurgte Kruse forsigtigt.

„Nei langtfra! det var et gammelt Regnskab, en Likvidation — egentlig etslags Imødekommenhed.“

„Til hvilken Pris har Professoren overtaget dem?“

„Sandelig om jeg husker det i Øieblikket; vi skal spørge Marcussen.“

Men Præsten stansede hans Haand, som vilde trykke paa Ringeapparatet: „— det er jo slet ikke saa vigtigt; — de staar vel adskilligt over pari Kurs?“

„Ja naturligvis,“ svarede Professoren og bøiede sig helt ned bag Pulten, somom han tog noget op af Gulvet; han følte Blodet i Kinderne: det var første Gang, han prøvede sig i en Forretning som denne.

Præsten havde foldet Aktiebrevene ud og strøg dem glatte med sin fede Haand.

„Fine Papirer,“ sagde han og smilede, „var det ikke syv Procent ifjor?“

„Ja — saavidt jeg husker; men jeg faar en Idé — Pastor!“ raabte Professoren oprømt, „tag dem, det er just Papirer for Dem; har De Lyst, saa Værsaagod — fem Stykker.“

„Vil De sælge — Hr. Professor?“

„Jeg vil holde mit Løfte: at være Dem behjælpelig —“

„Tak — mange Tak! hvis de ikke ere for kostbare.“

„Aa — det skal vi nok blive enige om,“ mente Professoren; han saa hele Tiden ned i en Skuffe, han havde trukket halvt ud og lod, somom han ledte efter noget. Men i Virkeligheden bankede hans Blod; han nølede, han vaklede; det var første Gang, han skulde være Kjøbmand i det smaa; han følte Grænserne forvirres mellem Ret og Uret, mellem det fuldt reelle og det lidt lurvede.

Men saa kort det end havde været — det Anfald af Skræk og onde Anelser, han havde havt efter Bankchef Christensens Besøg, saa havde det dog efterladt sig et Mærke, en Retning, hans Tanker ikke før havde fulgt.

Var han først Kjøbmand, saa maatte han være det fuldtud; det gik ikke an, at spille den fintfølende Videnskabsmand, naar man vilde hamle op med Christensen & Konsorter. I denne Forblanding laa netop Faren; det maatte han fremfor alt vogte sig for.

Og desuden var der intet at sige paa selve Forretningen. Han for sit Vedkommende tvivlede ikke paa Fortuna: og kunde han i det ene Øieblik kjøbe en Vare og sælge den i det næste lidt dyrere, saa var jo det selve Handelens Princip, — fuldstændig fair play.

Han sagde derfor tilslut i en rolig, velvillig Tone: „Jeg vil overlade Dem disse fem Aktier for et Tusinde og femti Kroner pr. Aktie; det er fem Procent over indbetalt Beløb.

„Staar De ikke høiere?“

Professoren følte idetsamme, at han havde været dum; han kunde forlangt meget mere; men han svarede:

„Jeg tror nok, at hvis man udbad Fortuna-aktier paa Markedet, vilde det vise sig, at de staar høiere, men —“

„Mange Tak! — jeg forstaar; det er meget venligt af Dem;“ Morten Kruses Ansigt blev næsten smilende, idet han greb i Brystlommen og trak sin Tegnebog frem.

„Se det kan jeg lige,“ raabte Professoren, „en kontant Forretning.“

Og medens han med forretningsmæssig Langsomhed forsynede hvert Aktiebrev med sin Transport, talte Morten de fem Tusinde Kroner op ligesaa langsomt i store Sedler; dernæst Overprisen i mindre; det blev 5,250 Kroner.

Professoren skimtede, at der var mere i Tegnebogen, og da han havde lagt Pengene under en Brevpresse og leveret den anden Aktiebrevene, sagde han:

„De har vel anbragt en Del af Deres Kones Formue i Deres Hr. Fars Forretning?“

„Nei — Far siger, det passer ikke i hans Forretning.“

„Det kan jeg nok tænke mig,“ lo Professoren, „Jørgen Kruse har vist Penge nok.“

„Tror De?“

„Deres Far er vist meget rig; men han burde jo eie det dobbelte.“

„Hvorledes det?“

„Han kunde jo ved at anbringe sine Midler i nye Foretagender sammen med driftige Mænd utvivlsomt opnaa en dobbelt saa stor aarlig Indtægt.“

„Tror Hr. Professoren virkelig det?“

Morten gumlede endnu paa dette, mens han knappede sin Frak og tog Afsked.

Men idet de aabnede den lille Dør ud til Trappegangen, fór et skarpt, skjærende Skrig gjennem Huset.

Begge Herrer stansede og betragtede hinanden forvirret, meget flaue ved at tænke paa denne Samtale, der begyndte saa fromt og endte i Procenter og Penge, — især Præsten; han tog paa at kræmte og stamme uden at faa noget istand.

Men Professoren som den ældre gjenvandt sin høitidelige Stemme: „Siden der ikke kommer noget Bud ovenfra, faar vi haabe, at alt gaar godt; vi faar give Tid og haabe —“

„Netop, hvad jeg tænkte; man faar haabe og bede,“ sagde Præsten og rakte sin Haand frem; og det var dem begge, idet de saa hinanden ind i Øinene, en Tilfredsstillelse at se, at de gjensidigen tilgav hinanden denne lille menneskelige Svaghed.

Saasnart han var borte, lagde Professoren de 5,000 Kroner i en stor Konvolut, forseglede med sit private Signet og trykkede paa Knappen.

„Marcussen! — giv Christensens Bud dette Brev.“

Derpaa tog han de 250 Kroner, talte dem og lagde dem omhyggeligt i sin egen Portemonnaie. Han smilte — ja han smaalo ved Tanken om den forsigtige Christensen, som havde solgt sine Aktier til pari; her havde han i en halv Time tjent 250 Kroner paa de selvsamme Papirer.

Aa jo! — Carsten Løvdahl kunde nok hamle op med dem alle, naar han først vilde.

Rolig og tilfreds lod han sine Øine løbe rundt i Rummet, begyndte ved Vinduerne, hvor Regnen piskede i den forpjuskede Have og endte ved Lykkens Gudinde, som smilede til ham, idet hun halvt svævende rakte ham sin Krans.

Idetsamme hørte han styrtende hurtige Trin i Vindeltrappen; han reiste sig i Angst og Spænding; Abraham kom farende ind — bleg med Ansigtet forstyrret af Sindsbevægelse, Taarerne løb ham nedover Kinderne, uden at han mærkede det; han kastede sig lige i sin Fars Arme:

„En Søn — Far! — alt lykkeligt og vel overstaaet! — en prægtig stor Søn!“

„Tillykke — Gutten min! — tillykke for os alle! — Gud være lovet!“