Fortuna/5

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 2s. 313-322).
◄  IV.
VI.  ►

Abraham hentede sig efterhaanden mange Kurve hos Grete Steffensen, indtil de blev saa godt kjendte med hinanden, at intet Paaskud behøvedes for et Besøg.

Hun trak ham paa en underlig Maade med en blid stille Magt, som det aldrig kunde falde ham ind at staa imod.

Og den Gamle var igrunden interessant, naar man vænnede sig til ham; Abraham gjenfandt mange af de moderne Anskuelser, som han selv gik og bar paa i de besynderlige haanske Taler, Steffensen pleiede at holde.

Men det var helst, naar det begyndte at røre sig i Abraham, at der var noget iveien med ham, at der var en Feil i hans Liv, noget hult i den Lykke, som altid havde fulgt ham, eller naar det tog endnu værre Form og han krympede sig foran to uundgaaelige Øine, da var det helst, han smøg ind i det lille Hus i Svingen, hvor Veien bøiede fra Fabriken, satte sig helt ind til Grete, tog en af hendes smaa tynde Hænder og lagde den paa sit Ansigt, forat hun skulde lade Fingrene løbe over hans Træk og fortælle ham, hvad han tænkte paa.

Hun sad og smaasnakkede med ham, mens hun arbeidede, og da var der intet i hendes Ansigt af det haanlige og bitre, som kom frem, naar Faderen talte. Hun bøiede Hovedet og lyttede til Abrahams Stemme, og et lykkeligt Smil laa om den fine Mund, saalænge han var der.

Hendes Fortrolighed havde ikke været sen at vinde for Abraham; ligefra hun havde hørt hans Stemme første Gang, viste hun ham en Tillid, som vilde være utænkelig ved en almindelig ung Pige. Men siden hun ikke kunde se, blev hun aldrig forstyrret ved nogen Skygge eller Vexlen i hans Ansigt, og deraf kom det, at hun kunde tale freidigt og ubekymret om Ting, som man ellers springer over med et Blik eller en liden Bevægelse.

Hun var vant til at høre Tingene nævnt ved deres rette Navne; og Omgangen med den grovkornede Far havde givet hende en naiv Sikkerhed, som aldrig var bleven forstyrret af et tvetydigt Smil eller nærgaaende Blik.

Abraham var det første Menneske, hun traf, fra en finere Verden end hendes; og derfor var der utallige Ting, hun vilde tale med ham om, som hun ellers havde haft for sig selv. Saaledes blev deres Møder en broget Blanding af Barnesnak og den allerintimeste Fortrolighed.

„At du kan holde ud at være saa rig!“ — sagde hun en Dag til ham.

„Hvad mener du med holde ud?“

„Kan du ikke forstaa det, saa er du dum.“

„Ja du ved, jeg er dum.“

„Bare naar du vil; for du er skrækkeligt klog ellers.“

„Hvad var det da, du mente?“

„Har du aldrig hørt Far fortælle om de fattige — om de rigtig fattige, ikke saadanne som vi, men de, som ikke har Mad?“

„Det er Far, som er rig, jeg er ikke rig.“

„Aa — du slipper ikke fra det; du kan faa alt, hvad du vil; og naar han dør, faar du alt; hvad vil du da gjøre med alle de Penge?“

„Jeg vil give dig saa mange, du vil ha.“

„Hvorfor vil du give mig saa mange?“

„Fordi — fordi —“

„— fordi du elsker mig,“ sagde hun og lo.

Abraham fik ligesom et Stød og famlede efter Svar; hun brugte dette sjeldne og vanskelige Ord ligesaa letvindt som hun til andre Tider kunde komme med et rigtig drøit Udtryk for Faderen.

„Eller elsker du mig ikke, hvorfor kommer du da her og sidder og forstyrrer mig, naar jeg skal være flittig?“ hun lo igjen saa fornøiet; „men du kan tro, jeg ved det saa godt; og din Kone liger du ikke længer.“

„Nei men Grete! hvor blev du saa klog?“

„Det har jeg hørt.“

„Af hvem?“

„Af dig.“

„Det er slet ikke sandt — Grete! — jeg har aldrig nævnt et Ord —“

„Nei ikke Ord! — det er ikke Ordene, jeg hører, det er Lyden; jeg ved alt, hvad du tænker paa, naar du har sagt: Goddag — Grete! — ja jeg kan høre paa Fodtrinnet dit udenfor, om du bare kommer, for at forstyrre mig eller om — om —“

— „eller om ?“

Hun slap sit Arbeide og rakte Armene ud imod ham; og før han kunde forhindre det, om han ellers havde villet — gled hun hen paa hans Fang og hviskede ham ind i Øret:

„Eller om du kommer tung og træt, fordi du ikke har det godt — Abraham.“

I Stuen faldt der Solskin, det var Høst — tidlig Høst med lav Sol, som fandt de lave Vinduer og fyldte Stuen med varmt gult Lys. Og medens Abraham underligt beruset og halvt skamfuld prøvede at lade som ingenting, for ikke at skræmme hende, lagde Grete sin Kind til hans og sagde, at hun kunde kjende, Solen flød nedover hende, og det gjorde saa godt.

Han blev med en Gang saa underligt trist, at han gjerne kunde grædt — som han sad der og holdt hende i sine Arme; han havde ikke kjendt det før saaledes; men i dette Øieblik gik det ligesom op for ham, hvor Livet var usigelig bagvendt og meningsløst; alt blev ham saa klart — saa klart og tomt; selv syntes han sig allerede gammel at vandre fremover i en Allée af Skuffelser, og hvad vilde Livet bringe den Stakkel, der klyngede sig til ham!

Hun følte strax hans Stemning, det gjorde hun altid:

„Idag er du tung — Abraham! — og ved du hvorfor?“

„Ved du det — Grete?“

„Du vilde hellere have mig til Kone end den, du har.“

„Ja, ved du hvad! — det var kanske bedre,“ udbrød han bittert.

„Men det gaar ikke an,“ tilføiede hun alvorligt og fandt sig tilbage til sin Plads.

„Hvorfor ikke?“

„For det første, fordi du har en og for det andet, saa kan jeg ikke gifte mig.“

„Hvem siger det?“

„Det har Far sagt.“

„Aa — naar du fandt en Mand, som du kjendte godt og ligte —“

„Nei — det er ikke for Mandens Skyld; det er for Børnene; Far siger, at naar den Lille gaar hen til Ovnen og hælder kogende Kaffe over sig, saa kan ikke jeg se det, — aa jeg ser det saa tydeligt!“ — hun holdt Haanden op for de blinde Øine —, „nei — nei! — det gaar ikke an.“

Det var tydeligt, at dette Billede havde brændt sig ind i hendes Bevidsthed og stængte Tankerne ganske paa den Kant.

Abraham var bleven tankefuld; han sad og legede med hendes lange Haarfletning; hun bøiede sig over sit Arbeide og sagde heller ingen Ting.

Saaledes sad de, da Steffensen kom hjem fra Fabriken Klokken syv. Abraham kunde aldrig blive klog paa, om den Gamle havde noget imod hans Besøg hos Grete; men idag var det dog aabenbart, at Steffensen ikke ligte at træffe ham.

Han gik omkring i Stuen og fløitede, og Grete hviskede til Abraham: „Far er sint.“

Imidlertid var Steffensen gaaet ud i Kjøkkenet, hvor han pleiede at vaske sig, naar han kom af Arbeide; og mens han dukkede sig i Vaskevandet og prustede som en Flodhest, raabte han høit:

„Thepotte! — hvad siger De? — en sølverne Thepotte med Sukkerskaal og Flødemugge! — fra samtlige — ho! ho!“ — ned i Vandet — „fra samtlige Arbeidere paa Fortuna; det bliver overmaade høitideligt — hvad siger De?“

„Forstaar du? —“ hviskede Grete.

„Ikke et Ord“ — svarede Abraham og reiste sig, for at gaa.

„— for Nidkjærhed: Thepotte; — for Omhyggelighed: Sukkerskaal; — samt for human Behandling: Flødemugge! — hvor den brave Mand vil blive overrasket! — hahaha! — undskyld — unge Herre! — gamle Steffensen tillader sig at le af Jer allesammen.“

„Hvad er det for en Thepotte, De taler om? —“ raabte Abraham.

„Aa — skulle vi nu skabe os! — hvor rørende, at De gider spille en Stump Komedie for en simpel Mand; jeg har ogsaa spillet Komedie i min Ungdom — det var saamænd i Mandal: — Gud bedre! men jeg spillede meget bedre end De — Hr. Bestyrer.“

„Muligt, for jeg spiller ikke Komedie; jeg forstaar Dem ikke, — ikke et Ord.“

Steffensen kom helt frem i Døren tørkende sig med Haandklædet; han havde et rødt olieglinsende Ansigt med to store langt fremstaaende Øine, dem han nu rettede mod Abraham som en Theaterkikkert.

„Og De vil indbilde mig —“

„Han ved ingenting — Far!“

„Bah — hvad ved du? — men jeg har mine to gode øine — jeg; tør De se mig stivt i Øinene og sige, at De ikke ved noget om den Arbeiderfest, som forberedes paa Fortuna?“

„Jeg har ikke hørt et Ord derom,“ svarede Abraham.

„Du kan være sikker, han ved ingenting,“ tilføiede Grete alvorlig.

„Det var som Fanden,“ mumlede Steffensen vantro; „kanske De hellerikke ved om Hædersgaven: Thepotte, Sukkerskaal samt for human —“

„Hold op!“ raabte Abraham utaalmodig, „jeg gider ikke høre paa Deres Vrøvl; — Farvel — Grete!“

„Aa Hr. Bestyrer,“ sagde Steffensen og gned sig fornøiet i Hænderne; „vil ikke Hr. Bestyreren være saa venlig at stanse et Par Minutter, saa skal De bare høre. Idag gik Marcussen — Barnefaderen som de kalder ham — omkring paa hele Fabriken og meldte, at alle Arbeiderne vare komne overens om at overrække Professor Løvdahl en Hædersgave — hvad siger De? — paa førstkommende 4de Oktober, — Professorens berømte Fødselsdag. Det var naturligvis en ganske frivillig Sag; men han tvivlede ikke om, at jo enhver brav Arbeider med Glæde vilde gribe denne kjærkomne Anledning — ja De kan vel den Lexe? — den er lige fra Bankchef Christensens Tørreloft.“

„Vil Steffensen være med?“ — spurgte Abraham.

„Nei — nei — gode Herre! — gamle Steffensen han svarede: nix nei — padetout; — og de andre havde nok god Lyst til at følge med; men saa saa vi alle, at Marcussen satte Mærke i Bogen sin, og det skulde nok betyde saa meget som, at Steffensen har levet sin længste Tid i Fortunas Maskineri.“

„Aa Snak! — Steffensen! — tror De, Far tar Hensyn til sligt; jeg er vis paa, han vilde gjøre alt, for at hindre denne taabelige Indsamling, hvis han vidste om det.“

„Ak vidste du bare — vidste du bare —“ nynnede den Gamle og drev ud i Kjøkkenet igjen, for at gjøre sig færdig.

„Hvorfor kan du ikke være med, Far?“ — spurgte Grete lidt ængstelig; „det blir da vist ikke stort paa hver.“

„Hvorfor jeg ikke kan være med — mit Barn? — jo det skal jeg sige dig,“ og han stillede sig midt i Døren og rettede sig, somom han talte fra Tribunen; „fordi det er noget Humbug, Spilfægteri og Satans Blændværk det hele. Tror du nogensinde, de Folk, som arbeider derborte i Fabriken — at de nogensinde har en Skilling, som de ikke selv har mangfoldigt Brug for? — og alligevel kommer de alle med sine frivillige Bidrag — ja frivillige, fordi de heller vil undvære Smør for et Par Dager end risikere at sidde uden Brød hele Vinteren; — derfor kommer de, fordi de ere saa fattige, at de ere tvungne til at være feige, — saa fattig er ikke gamle Steffensen — det er hele Forskjellen.“

Men somom han ikke ligte, at han var kommen til at sige det sidste, skyndte han sig at fortsætte:

„Thi du maa vide — mit Barn! at her i Landet ansees det som en Naade at faa Lov til at slide sig ud for en Betaling, der netop saavidt holder Livet oppe og Legemet nogenlunde beklædt. Og er man nu saa heldig at slæbe for en Kapitalist, som ikke netop tager Livet helt af en, og som ikke strax for den mindste Ting kaster en paa Gaden, ja saa er det frem med de frivillige Bidrag, Kapitalen vil have Sølvtøi, Thepotte for Nidkjærhed, Sukkerskaal for Omhyggelighed, samt for human Behandling: Flødemugge.“

Han blev afbrudt ved, at nogen bankede paa Døren; det var Fru Gottwald, som traadte ind og histe. Der var endnu saameget Lys fra den vestlige Himmel, hvor Solen var gaaet ned, at man kunde se hinanden i Stuen, og Abraham hilste lidt forlegent: det var længe siden han havde seet hende.

Fru Gottwald brugte i sin Modeforretning endel Kurvarbeider fra Grete Steffensen og kom ofte herud til hende. Abraham havde mødt hende et Par Gange, men undgik hende helst; dels havde han ond Samvittighed, fordi han besøgte hende saa sjeldent, dels ligte han aldrig at træffe Folk fra Byen, naar han var hos Grete.

Men han slap ikke iaften; Fru Gottwald bad ham ligefrem vente, forat de kunde følges indover.

Han bød hende Armen og de gik et Stykke — begge lidt forlegne; endelig sagde hun:

„De kommer aldrig mere indom til mig, Hr. Kandidat!“

„Kjære Fru Gottwald! kald mig dog Abraham som i gamle Dage.“

„Jeg vilde inderligt gjerne kalde Dem som i gamle Dage; men De er bleven mig saa fremmed idet sidste; jeg kan ikke længer se Dem som lille Marius’s Ven og Afgud for det var De: — husker De ham endnu?“

„Ja ganske livagtigt,“ svarede Abraham, „især i en liden graa Vinterfrakke med Strop i Ryggen.“

„Ak Herregud! — jeg har den endnu; hvor det gjør godt at tale med en, som kjendte ham, og De er jo omtrent den eneste.“

Abraham lovede sig selv, at han oftere skulde besøge hende; og imidlertid havde de naaet Kirkegaarden, hvor Fru Gottwald skulde op til lille Marius’s Grav.

Det havde et Par Gange forekommet Abraham, somom hun gjorde Tilløb til at faa sagt noget, men opgav det igjen; nu da de skulde skilles og holdt hinandens Haand, vendte hun det smukke, forgræmmede Ansigt op mod ham, med et ængsteligt Udtryk i de klare brune Øine:

„Vær ikke vred paa mig — Abraham! — der er noget, jeg maa sige. Grete Steffensen —“

Han gjorde en utaalmodig Bevægelse og vilde trække Haanden til sig.

„Nei — nei! — det var ikke saa ment — kjære Abraham! — jeg ved, De er ikke saadan; men alligevel — ja det var bare det; jeg vilde sige, fordi — fordi jeg altid synes, jeg har som etslags Andel i Dem for Marius’s Skyld. Nu maa De ikke være vred og ikke synes, jeg blander mig i det, som ikke kommer mig ved; mit Liv har været saaledes, at jeg synes, alle forsvarsløse Kvinder kommer mig ved. Godnat.“

Abraham fortsatte sin Gang indover mod Byen og tænkte, mens han gik, paa sin Moder; der var altid noget ved Fru Gottwald, som mindede ham om hende.

At Folk kunde mistro ham i Forholdet til Grete Steffensen, havde han vel tænkt sig; men det ærgrede ham, at Fru Gottwald kunde hentyde til det; og ved disse nye Tanker kom han mere bort fra det, han havde hørt ude hos Steffensen.

Der var mørkt i Professorens Værelser: men ovenpaa hos sig selv traf Abraham Faderen i en fortrolig Samtale med Fru Clara.

„Godaften — min kjære Dreng! — du har jo været ude i hele Eftermiddag — siger Clara; kom nu og sæt dig; jeg vil være Eders Gjæst iaften.“

Professorens Ansigt straalede, idet han betragtede det smukke unge Par, de elegante Rum, al denne Luxus og al denne Lykke, han havde skabt for de to kjære Mennesker.

„Ja — jeg maa rigtignok ogsaa spørge hvor du har været i al denne Tid? — Abraham!“ begyndte nu ogsaa Clara.

Men Professoren bemærkede, at Abraham ikke var i Kulør, og han havde allerede lært at afparere smaa Scener mellem dem:

„Lad os aldrig spørge ham — Clara! Luften er saa fuld af Hemmeligheder og Overraskelser; du kan være sikker, Abraham har ogsaa en.“

„Det er altsaa sandt, hvad man fortæller, at der forberedes en Arbeiderfest ude i Fortuna?“ spurgte Abraham.

„Har du ikke hørt det før?“ — spurgte Clara.

„Ingen har nævnt et Ord til mig om det.“

„Ja ikke til mig heller; det maa være noget, den lille Frue har fore,“ sagde Professoren; han vilde aabenbart slaa det hen i Spøg.

„Og denne Indsamling — Far —“

„Hys — hys! — hvor kan du dog være saa indiscret?“ raabte Professoren og holdt sig for Ørene.

„Ja — det maa jeg ogsaa sige —“ henkastede Clara.

„Du ved altsaa om det — Far! — det havde jeg ikke troet; du maa dog finde en saadan Indsamling blandt fattige Arbeidere yderst pinlig.“

„Naar vi nu netop skal tale om det,“ svarede Professoren, „saa finder jeg en saadan Tanke, naar den udgaar fra selve Arbeiderne, smuk og hæderfuld for begge Parter.“

„Ja — naar den udgaar fra Arbeiderne.“

„Derom er der in casu ikke fjerneste Grund til Tvivl,“ sagde Professoren med al den Værdighed, som altid gjorde sin Virkning paa Abraham.

„Du mente kanske, Far selv havde sat den Indsamling igang?“ — spurgte Clara haanligt, idet hun bragte Professoren et varmt Glas, hun selv havde brygget til ham; han kyssede galant hendes Haand, og hun tog Plads med sit Arbeide tæt ved ham; Abraham gik op og ned paa Gulvet med en Cigar.

Efter en Pause sagde han:

„Lad saa være, at den oprindelige Tanke opstaar blandt Arbeiderne; men det ved vi dog alle, at mange — kanske de fleste følger med, bare fordi de ikke tør andet; ja jeg ved endog, at det heder sig ude paa Fabriken, at den, som ikke kommer med sit Bidrag, er ikke sikker paa at beholde sin Stilling.“

„Hvem har bildt dig det Snak ind — Abraham? — nu har du vist i en talt med din Ven Stelfensen?“

Abraham maatte indrømme, at det var saa.

„Ja — hvad ham angaar, saa kan det vist være saa temmeligt ligegyldigt, om han kommer med sit Bidrag — som du siger — eller ikke; hans Afskedigelse er allerede besluttet, og han vil faa sin Opsigelse om kort Tid.“

„Det er ikke muligt? — Far! — skal Steffensen jages? — en dygtig og ædruelig Arbeider.“

„Jages — hvem siger, han skal jages? Direktionen forlanger Indskrænkninger, og saa har vi seet os om efter en billigere Mand, han er funden, saa maa Steffensen gaa; det er saa klart og greit som Dagen.“

I den senere Tid havde det hændt et Par Gange, at Faderen i Smaating ikke syntes Abraham saa stor og fuldendt som han ellers saa ham; men det havde aldrig hændt, at Abraham ligefrem satte sig op imod ham; men i dette Øieblik blev han hidsig, Blodet steg ham til Hovedet og han sagde:

„Jeg finder ikke, at man behandler mig fuldkommen loyalt; her træffes Aftaler og Arrangements, uden at der siges mig et Ord; enten er jeg Bestyrer og vil behandles som saadan, eller ogsaa kan jeg gaa; jeg vil ikke staa som et Nul til Spot og Spe.“

„Nei, men hvad gaar der af dig — Abraham!“ — raabte Clara.

„Vær bare rolig — lille Ven! Abraham har altid været lidt hidsig, det ligger ham i Blodet; — du vil snart indse — kjære Abraham! — ved rolig Eftertanke, at du tager feil. Der ydes dig al Anerkjendelse og ethvert Hensyn som Direktionens Assistent; men at hverken du eller jeg har hørt noget om disse hemmelige Forberedelser, se det er jo bare af Delikatesse.“

„Nuvel — det kan saa være; men jeg spørger: skal Steffensen afskediges, naar jeg udtrykkelig forlanger, at han skal blive?“

„Steffensen — denne Steffensen! — du kjender ham ikke — Abraham!“ —

Idetsamme traadte Pigen ind og meldte, at der var en Dame og en Herre i Forstuen, som spurgte, om Familien var hjemme.

Det viste sig at være Pastor Kruse med Frue. De gjorde mange Undskyldninger i Munden paa hinanden, fordi de forstyrrede saa sent. Men da de just kom fra Bibellæsningen og saa Lys i Vinduerne, fik de saadan Lyst til at gaa indom.

De blev meget venligt modtagne, for de kom i Virkeligheden saa beleiligt.

Og desuden syntes Clara godt om Fru Fredrikke. Det tiltalte hende at beværte Præstens rigtig godt og gjerne være lidt flot paa det, samtidig med, at hun med Interesse hørte paa de økonomiske Betragtningen og alle de smaa Kneb, Fredrikke lærte hende i Madlavningen. Og naar Abraham den næste Dag knurrede for en Sauce, som ikke var andet end tyk Meljævning, var det hende en Fornøielse at foreholde ham, hvor væmmeligt og simpelt det var at sløse med Mad og Drikke, selv om man havde Raad til det.

Professoren og Præsten kom hurtigt ind i en Samtale, som begyndte med de Fattige, gik derfra til Fabrikarbeiderne og endte i Fabrikens indre Driftsanliggender

Alene Abraham følte sig fremdeles ilde; han ligte ikke den vigtige Morten Bagstræver — hellerikke Konen; og det var ham ligefrem ubehageligt, at disse Mennesker i den senere Tid mer og mere trængte sig ind i hans Kreds. Han blev ved at gaa op og ned efter Aftensbordet og deltog lidet i Samtalen.

Den var ellers livlig nok; thi Præsten havde ligesaameget at spørge Professoren om, som Clara Fredrikke; og da de skiltes blev Damerne enige om at mødes paa Mandag; medens Præsten — lidt forlegen — spurgte, hvad Tid paa Dagen han kunde træffe Professoren i Forretningsanliggender.