Forelæsninger over den norske Retshistorie/58

Frederik Brandt

Forelæsninger over den norske Retshistorie

Damm, 1883 (2, s. 138-150).

De Forbrydelser, der umiddelbart var rettede mod det hele Samfund, betragtedes vistnok paa samme Maade som de, der var rettede mod det enkelte Medlem, som Fornærmelser, og henføres ligesom disse enten til Ubødesagernes, Fredløshedssagernes eller Bødesagernes Klasse. Men det var en Selvfølge, at her i Virkeligheden aldrig kunde blive Tale om, at den Skyldiges Villighed eller Uvillighed skulde afgjøre, hvorvidt han fik beholde sin Fred eller ikke, eller om nogen Underhandling mellem Samfundet og det enkelte brødige Medlem. For saa vidt Brøden overhovedet kan forsones med Bøder, indtræder disse umiddelbart i Kraft af selve Loven, og hvor Fredløshed i enkelte Tilfælde indtræder paa Grund af den Skyldiges Undladelse af at byde Bod (se især G. L. 314 og F. L. IV. 62, VII. 25), er det sande Forhold, at v Undladelsen af at falde tilfode i saadanne Tilfælde vidner om en fortsat Trods, der udelukker den mildere Bedømmelse af hans Gjerning, saa at dennes oprindelige Karakter af Ubødesag kommer tilsyne. – I andre Tilfælde blev Boden umiddelbart inddreven ved Atfør, og det vistnok ogsaa i Tilfælde, hvor Loven selv betegner Gjerningen som „Fredløshedssag“, idet derved i Virkeligheden menes 40 Marks Bod.

I. Blandt de offentlige Forbrydelser mærkes først Landsforræderi (landráð, ef maðr ræðr lønd ok þegna undan konungi), hvilket Loven kalder „det største Nidingsværk“, og var Ubødesag, G. L. 132 jfr. 312; F. L. IV. 4^[1] og XV. 1; M. L. IV . 3. – Lige med Landraad stillede de ældre Love Hærfærd mod Landet, naar man ikke forud havde opsagt Freden, og selv da var det efter G. L. 314^[2] Ubødeværk, naar Nogen herjede i den samme Fjord, hvorfra han var dragen ud. Vikinger, som herjede indenlands, efter at have opsagt Freden, var vistnok ogsaa fredløse, „men ikke Nidinger“, og havde Adgang til at faa sin Fred igjen ved at erstatte de Røvede deres Tab og bøde til Kongen: Høvdingen 40 Mark og hver af hans Ledsagere 3 Mark Sølv. Hvo der kjøbte røvet Gods af Vikingerne, var ligeledes brødig 3 Mark, G. L. 314; F. L. VII. 25. – Ifølge M. L. III. 16 og 17 er alt Røveri med væbnet Haand Ubødesag for alle Deltagerne, jfr. dog VIII. 1, der ligesom G. L. 142 aabner Røverne Adgang til at faa beholde sin Fred mod at føre det Røvede tilbage og bøde 10 Mark til Kongen. – Disse Forbrydelser stod iøvrigt i nært Sammenhæng med de ovenfor S. 105–107 omhandlede private Forbrydelser Boran, Buhøgg, ulovligt Strandhug, samt Atfør af de kongelige Ombudsmænd, hvorfor Straffen i det hele er den samme. I den almindelige Opfatning gjorde det i ældre Tider vistnok heller ingen væsenlig Forskjel, enten Anfaldet var en Overskridelse af offentlig Myndighed, eller alene Ytring af Enkeltmands Voldsomhed, lige saa lidt som, om det var rettet imod en hel Landsdel, eller alene mod en eller flere Medborgere; i første Tilfælde betragtedes Kongen, i sidste Fald den enkelte overfaldne Mand som den umiddelbart fornærmede Part; men Gjerningen i sig selv forblev den samme. Og Kongen selv var lige Ansvar undergiven for Brud paa Samfundets Fred som Undersaatterne, se især F. L. IV. 50–52.^[3]

Til Sikkerhed mod saadan Ufred var Enhver, som byggede noget Langskib i Landet, forpligtet til paa den kongelige Ombudsmands Opfordring at gjøre Rede for dets Bestemmelse, og i andet Fald stille Borgen for sin fredelige Hensigt. Nægtede han dette, skulde Ombudsmanden efter G. L. 314 og M. L. III. 18 forhugge hans Skib, og hvis denne forsømte det, paalaa dette Heredets Bønder, under en Bod (þoptu-gjald) i Forsemmelsestilfælde, hvis det viste sig, at Skibet virkelig blev anvendt til Hærfærd mod Landet.

II. Som Majestætsforbrydelse betragtedes ogsaa Overtrædelse af Kongens Bann, d. e. Forbud mod at forlade Landet eller udføre Levnedsmidler af Landet eller Fylket. At forlade Landet straffedes med en Bod af 40 Mark for Skibshøvedsmanden og 3 Mark for hver af det øvrige Mandskab; ulovlig Vareførsel straffedes med en Bod af 3 Mark for hver Deltager.^[4] Lagde nogen kongelig Ombudsmand eller Andre, uden kongelig Bemyndigelse, Bann Fylkerne imellem, medførte det ligeledes 40 Marks Bod (G. L. 313; F. L. VII. 27 og V. 43). – Efter M. L. VIII. 25 medførte ulovlig Bortrejse mod kongeligt Bann 8 Ørtuger og 13 Marks Bod for Høvedsmanden og 1 Marks Bod for hver af det øvrige Mandskab; ligeledes 1 Marks Bod for at forlade Byen imod Kongens Forbud. Ulovlig Paabydelse af Bann straffedes med 8 Ørtuger og 13 Marks Bod.

III. Til offentlige Forbrydelser regnedes det ogsaa at bistaa fredløs Mand. Oprindelig har dette vistnok altid været anseet som et selvstændigt Angreb paa Retsordenen, altsaa som Fredløshedssag; men, ligesom Gjerningsmanden selv havde Udsigt til, udenfor de groveste Tilfælde, at vinde sin Fred tilbage mod at erlægge Bod, saaledes blev ogsaa Straffen for at hjælpe ham i hans Fredløshed den almindelige Bod for Brud paa Samfundets Fred. – F. L. IV. 9 og 41 udtaler ligefrem Lovens Grundsætning, idet der siges, at „hvo som føder eller huser, dytter eller fører fredløs Mand, er undergiven samme Fredløshed som denne selv“, og det samme siger F. L III. 24 og J. K. R. 61 om den, der understøtter eller blot er sammen med Nogen, som er gjort fredløs for Kristendomsbrud, efter at Biskoppens Ombudsmand har lyst hans Fredløshed til Tinge. – Den virkelige Regel indeholdes vistnok i G. L. 152, 153, 162, 171, 189, 202 og 207, hvorefter enhver direkte Bistand, ydet fredløs Mand, saasom at befordre hans Flugt eller give ham Tilhold, medførte 40 Marks Bod til Kongen; medens der for, efter at han er undvegen, at bringe ham Føde i hans Tilholdssted i Skoven, saavelsom for at handle med ham, var sat en Bod af 3 Mark (jfr. G. L. 140 og F. L. III. 23), og for blot at være sammen med ham (vera vistum með hánum) 12 Ørers Bod. Kun Hustruen maatte efter G. L. 203 sagesløs føde sin fredløse Mand i 5 Døgn. B. R. 101 sætter 3 Marks Bod for at huse fredløs Mand, æde og drikke med ham; men for med Magt at befri den anholdte Forbryder sætter B. R. 13 og 43 fyrgetyve Marks Bod, jfr. F. L. IV. 10. – Hvorvidt Fredløsheden var bleven formelig idømt, eller – som i Ubødesager og i Tilfælde af Voldsomheder paa Tinge eller i offentlig Forsamling – var indtraadt umiddelbart ved Gjerningen, kom ikke i Betragtning, uden for saa vidt Angjældende paaskjød Uvidenhed om den Andens Fredløshed; Undskyldning om Uvidenhed gjaldt ikke, naar Angjældende selv havde været tilstede ved Gjerningen, eller Fredløshedsdommen var fældet i samme Tinglag^[5]. Heller ikke gjorde det nogen Forskjel, om Gjerningsmanden var skyldig i Ubødesag eller alene undergiven simpel Fredløshed, lige saa lidt som, hvorvidt denne omvendt kunde slippe med en ringere Bod; idet Hjælpen betragtedes som et selvstændigt „Fredsbrud“, som det kaldes i G. L. 152, jfr. 207, der udtrykkelig siger, at Hjælperen ligefuldt skal bede 40 Mark, om end Gjemingsmanden kjøber sig af Skoven med 15 Mark. – For modvillig Undladelse af at forfølge og paagribe den flygtende Voldsmand var Boden efter F. L. IV. 9 og 13 tolv Ører, og det samme er udentvivl ogsaa Meningen efter G. L. 152 og 189. I M. L. IV. 16 sættes ligeledes Boden til ½ Mark (= 4 Ører).

For at være Tilskuer ved Slagsmaal, uden enten at tage Parti eller skille de Stridende ad, bestemte G. L. 185 en Bod af 12 Ører (slanbaug, Uvirksomhedsbod) til Kongen, jfr. 188, der sætter en Bod af 3 Ører for de Tilstedeværende, hvis de ikke kan bære Vidnesbyrd om Sammenhængen.

I denne Forbindelse maa endelig mærkes, at det var strafbart i Tilfælde af Forbrydelse, som foruden den private Bod ogsaa medførte Bøder til Kongen, at den Fornærmede underhaanden forligte sig og modtog Bøder af sin Vederpart. Dette kaldtes at nedslaa Kongens Ret (drepa niðr konungs rétti) og belægges i G. L. 214 og 256, jfr. B. R. 25 og 35 og F. L. Indl. 21^[6] med 15 Marks Bod.

Ifølge M. L. IV. 17 skulde Enhver, som laante fredløs Mand Hus eller havde Omgang med ham, bøde til Kongen for hver af de 2 første Nætter 1 Mark, men for 3 Nætter eller længre Tid 8 Ørtuger og 13 Mark. – For at nedslaa Kongens Ret sætter denne Lov ingen Bod undtagen i Tyvssager, hvor den Bestjaalne, som underhaanden forligte sig med Tyven og modtog sin Ejendom igjen, forfaldt i en Bod af 4 Mark (samme Straf som for Hæleri og ikke aabenbart Tyveri). – Rb. 28 Aug. 1315 og Chr. IV. L. III 6 forbyder i Almindelighed dem, der har gjort sig skyldige i Fredløshedssag, uden Kongens Tilladelse at blive siddende hjemme i Bygderne, og befaler Kongens ombudsmænd at paagribe slige Misdædere, og Enhver, som faar Kundskab om deres Tilholdssted, at angive dem, under Straf af Bøder og Kongens Unaade.

IV. Blandt strafbare Forsømmelser af de medborgerlige Pligter mærkes især:

1. Forsømmelser med Hensyn til Ledingspligten. – Modvillig Unddragelse af Ledingspligt var Fredløshedssag, G. L. 296 og 298; ligesaa Rømning fra Skibet under Togtet, hvilket dog af Mandskabet kunde afsones med 40 Marks Bod; men Høvedsmanden blev ubetinget fredløs (G. L. 302). – Ogsaa M. L. III. 13, Chr. IV. L. ibid. belægger Desertion i Fejdetid med 8 Ørtuger og 13 Marks Bod for hver af Mandskabet, og for Høvedsmanden, som Landsforræderi, med ubetinget Fredløshed. – For Forsømmelse af at møde ved almindeligt opbud i Tilfælde af fiendtligt Anfald paa Landet, saavelsom for ikke at befordre Krigsbudstikken i saadant Tilfælde, sætter alle Lovene Fredløshed, hvilken dog, forsaavidt Forsømmelsen ikke havde en forrædersk Karakter, vistnok kunde afsones med 40 Marks eller, efter den nye Lov, 8 Ørtuger og 13 Marks Bod, G. L. 312, jfr. F. L. V. 2; M. L. III. 3, Chr. IV. L. ibid. – Iøvrigt var den almindelige Bod for Ledingsforsømmelse (leiðangrsfall), – saavel Unddragelse fra Udredselen som Udeblivelse fra den personlige Tjeneste, hvortil ogsaa henregnes at gjøre Tjeneste paa et urigtigt Skib, – 3 Mark; og samme Bod medførte det, hvis Nogen efter Hjemkomsten forlod Skibet, inden det var behørig opsat, G. L. 296, 299, 301, 303, jfr. 307, 308 og 310; F. L. VII. 12 og 20. – Den blot partielle opfyldelse af Ledingspligten, naar Mand var stillet, men Proviant manglede, eller omvendt, medførte efter F. L. VII. 12 tolv Ørers Bod. – Nægtede den opnævnte Høvedsmand at gjøre Tjeneste, var han brødig 6 Mark, og samme Bod var fastsat for den, som egenmægtig anmassede sig Høvedsmandens Post. – Efter M. L. III. 6 og 9, hvor Ledingen ganske har antaget Karakteren af Skat, jfr. Rb. 14 Oktbr. 1312, var den almindelige Bod for Ledingsfald 6 Ører, men for gjentagen modvillig Unddragelse 5 Mark. Samme Regel gjælder efter de tilsvarende Artikler af Chr. IV. L.

Forsømmelse af at passe Viterne og holde Vagt i Fejdetid var i Almindelighed belagt med en Bod, efter de ældre Love af 3 Mark og efter den nyere Lov 1 Mark (varðvíti). I grovere Tilfælde steg Boden til 40 Mark (M. L. 8 Ørtuger og 13 Mark) eller Fredløshed. Ifølge Byloven var derimod straffen for Vagtforsømmelse 8 Ørtuger og 13 Mark, og i Tilfælde af Uformuenhed Piskning og Fredløshed. – For at sove paa Vagten satte den ældre Gulatingslov, naar deraf ikke fulgte nogen Skade, alene 12 Ørers Bod; se herom i det hele G. L. 311; F. L. V. 1; M. L. III. 4, B. L. ibid., jfr. Rb. 3 Novbr. 1318. Chr. IV. L. ibid., der i det hele er forvirret, sætter Boden i Almindelighed til 2 Mark. – For at bringe falsk Fejdebudskab sætter G. L. 312 og M. L. III. 5, Chr. IV. L. ibid., Fredløshed, jfr. Heimskr., Hák. s. góða Kap. 22 og 28. – Af andre Pligtforsømmelser mærkes især Undladelse af at holde Ledingsskibet i tilbørlig Stand eller af at skaffe de dertil fornødne Materialier eller at præstere det paabudne Arbejde, hvorfor Lovenes Ledingsbolk i stor Detalj fastsætter større og mindre Bøder efter Forsømmelsens Beskaffenhed, almindeligst 3, i F. L. oftest 6 Ører (G. L. 305–308). For at spolere Sejlet, og for at ophugge det gamle Ledingsskib, før end Stavnene var satte fast ved Kjølen til det nye (hømlufall), foreskrev G. L. 305 og 306 en Bod af 3 Mark. Forlod Skibstømmermanden sit Arbejde, efter at Skibet var opsat paa Bankestokken, blev han efter G. L. 306 og M. L. III. 2 fredløs (d. e. faldt i 40 Marks, eller efter M. L. 8 Ørtuger og 13 Marks Bod), fordi „han derved fælder Landværnet for Kongen“. Videre: Forsømmelse af at møde til Skibsdræt og af at bygge Nøst (3 Ører), G. L. 300, 304; F. L. VII. 3; Mangel af de anordnede Vaaben i tilbørlig Stand (vápnavíti, 3 Ører, eller efter M. L. 1 Øre, for hvert, som fattes), G. L. 309; F. L. VII. 13; M. L. III. 11 og 12 m. m.

2. Forsømmelser af Tingpligterne og Udeblivelse. – Nævndermændenes Udeblivelse fra Lagtinget straffedes efter G. L. 3 med 3 Ørers Bod; at komme forsent med 1 Øre. Men udeblev et helt Fylkes Nævndermænd, maatte de bøde 40 Mark, og forholdsvis hvis Fjerdedelen eller Ottendedelen udeblev. – Undlod Nogen at betale en Nævndermand hans Tingrejsepenge, ansaaes han som den, der forhindrede hans Tingrejse, og forfaldt i samme Bod som for egen Tingforsømmelse. – Efter F. L. I. 1 og 4 synes Boden for at forsømme Lagtinget at have været 1 Mark, og ligesaa efter M. L. I. 2. – Ogsaa anden Forsømmelse af at indfinde sig ved de almindelige eller ved de i overordentlige Tilfælde sammenkaldte Tinge medførte efter G. L. 131 jfr. 309 en Bod af 3 Ører (þingvíti); men udeblev Nogen fra Ting, som var stævnt i Tilfælde, hvor Nogen var funden dræbt, maatte han efter G. L. 161 bøde 6 Ører (þingvíti hit mikla). – Vægring ved at følge med og bistaa ved Iværksættelsen af Domme og andre vitterlige Fordringer var efter G. L. 9, 33, 35, 37, 77, 121, 269, jfr. F. L. II. 15 og 22, ligeledes 3 Ører. – Efter F. L. VII. 8 jfr. 6 samt I. 1, X. 10, 17 og 24, jfr. XII. 4. var Boden for Udeblivelse fra Ting saavelsom for Vægring ved at bistaa ved Dommes og andre Fordringers Fyldestgjørelse 6 Ører; men denne Bod ilagdes særskilt for Udeblivelse fra Tinget og for Undladelse af at deltage i Atføren, saa at den samlede Bod herfor blev 12 Ører (altsaa lig Ransboden). Sagvolderens Udeblivelse fra Tinget var derimod efter F. L. X. 4, 12 o. fl belagt med 3 Ørers Bod. – For at forsømme Budstikkens Befordring (ved kirkelige Kundgjørelser Korsets, og i Tilfælde af Drab, Røveri eller fiendtligt Anfald Pilens Omsendelse) var Boden den samme som for Tingforsømmelse, altsaa efter G. L. 131 jfr. 19 og 304 3 Ører, og efter F. L. II. 23 og 44 6 Ører. I Drabstilfælde var efter G. L. 151 den, som lod Pilen falde, brødig 12 Ører, og, hvis han tillige udeblev fra Tinget, det dobbelte (3 Mark). Forsømmelse af at befordre Krigspilen medførte efter G. L. 312 ligeledes 3 Marks Bod eller endog Fredløshed. Ifølge F. L. IV. 50–52 var den, som, naar en Konge eller Jarl brød Samfundets Fred, undlod at fremmøde for at fordrive ham, eller som fældte den udsendte Pil, brødig 3 Mark; brød en Lændermand Freden, var Boden for Enhver, som undlod at drage mod ham, eller som fældte Pilen, 12 Ører. – Ved Siden af Pligten at befordre Budstikken stilles Pligten at flytte de Fattige, som ingen forsørgelsespligtig Slægtning havde, fra Gaard til Gaard i Bygden (jfr. F. L. Indl. 17). – Efter M. L. VII. 55, 56 og 57 er Forsømmelse af at søge Ting, befordre Budstikken og flytte Fattige i Almindelighed belagt med 1 Øres Bod, og ligesaa efter V. 17 og VIII. 3 Vægring af at bistaa ved Dommes Iværksættelse. Forsømmelse af at befordre Krigsbudstikken medførte efter III. 3 altid Fredløshed, og Fattiges Flytning ud i vild Mark eller Bortvisning af Nødlidende, saa at de desformedelst omkom, betragtedes som Drab. – Nægtelse af at bære Vidnesbyrd medførte efter G. L. 188 og 266 og F. L. X. 7 ligeledes 3 Ørers Bod. Men var det om Viglysning og ellers, hvor man i Mandhelgssager formelig var skudt til Vidne (jfr. G. L. 188), steg Boden efter F. L. IV. 7^[7] og 15 til 3 Mark og Tab af personlig Ret. Efter M. L. VIII. 12, jfr. Rb. 3 Novbr. 1318 og Chr. IV. L. L 4, medførte Nægtelse af at aflægge Vidnesbyrd i Almindelighed 1 Marks Bod, men i Mandhelgssager efter IV. 11 fremdeles 3 Marks Bod, og Tab af Retten.

3. Videre kan mærkes: Forsømmelse af at yde Skydsbefordring til Kongens eller Biskoppens Omrejser (reiðskjótafall), hvorfor Boden efter G. L. 9, 33; F. L. II. 44, jfr. Indl. 19, var 3 Ører, og efter M. L. III. 15 en Øre; efter J. K. R. 6 halvanden Øre – Forsømmelser med Hensyn til Vedligeholdelse af alfare Veje, Broer eller Færgesteder paa disse (vegafall, fartálmi) var i M. L. VII. 45–47 belagt -med Bøder fra en Ørtugs indtil ½ Marks Størrelse i Forhold til Manglens Beskaffenhed. – Vægring ved at hjælpe til ved Skibsdræt og at bistaa ved Bjærgning af skibbrudent Gods belægges i M. L. VII. 23, B. L. VI. 17 det første med en halv Øres, og det sidste med 6 Ørers Bod. – For Byernes Vedkommende mærkes endelig Forsømmelse af Vagthold (B. L. VI. 3), der i Almindelighed medførte 2 Ørers Bod; at sove paa vagt 1 Øre.

V. Brevbrud eller Ulydighed mod en kongelig Befaling nævnes ikke i de gamle Lovbøger, men først i de sednere Retterbøder, som en særskilt Forbrydelse. Foruden Retten til boð og bann, der fra de ældste Tider var et kongeligt Prærogativ, og for hvis overtrædelse Loven selv satte Straf, besad heller ikke Kongen i den ældre Tid nogen almindelig Befalingsmyndighed, og Ingen var pligtig at adlyde en Befaling, der ikke havde Hjemmel i Loven. Derfor maatte ogsaa de kongelige Retterbøder, for saa vidt de medførte virkelige Forandringer i eller Tillæg til Loven, for at erholde Gyldighed, vedtages af Folket til Tinge. – Efter den forandrede Opfatning af den kongelige Magtfuldkommenhed, som udviklede sig efter Borgerkrigene, vandt imidlertid den Anskuelse Indgang, at Kongen alene skylder Gud Regnskab for sine Handlinger, og at enhver Undersaat er pligtig under Straf at adlyde hans Bud. Denne Grundsætning, der allerede er udtalt i M. L. II. 2, maatte i den følgende Tid faa saa meget større praktisk Betydning, som den hele Lovgivningsmagt, efter Istandbringelsen af Magnus Lagabøters Lovrevision i Virkeligheden overførtes paa Kongens Haand (M. L. X. 3).^[8] -– Allerede i Haakon Haakonssøns Rb. 1244 (F. L. Indl. 16) sættes der Straf af 3 Marks Bod for ikke at holde Lagmandens Retsafgjørelser, og dette begrundes udtrykkelig i hans Stilling som kongelig Embedsmand. Endnu skarpere udtales dette i M. L. 1. 10 og 11, hvor Kongen selv betegnes som den Eneste, der er berettiget til at underkjende ikke blot Lagmandens Orskurd, men ogsaa Lagtingets Domme, „fordi han er sat over Loven“,^[9] hvor der følgelig ligefrem tillægges Kongen en almindelig Magt til at afgjøre, hvad der skal gjælde som Lov. – Saaledes erholdt Kongen i Norge den samme Myndighed, som allerede fra de frankiske Kongers Tid havde tilkommet Kongerne i Tyskland og Frankrig under Navnet Bann,^[10] nemlig Ret til at udstede Befalinger under Straffetrusel, og Ulydighed mod en saadan kongelig Befaling (bréfabrot) blev en egen Forbrydelse. Straffen herfor synes, forsaavidt ikke anderledes var bestemt i selve Brevet, oprindelig at have været 4 Marks Bod, hvilken Sats, som før bemærket, vistnok er dannet efter den gamle 15-Marks-Bod, der netop havde sin fornemste Anvendelse for Indgreb i de kongelige Prærogativer (se ovenfor S. 24). Ved Rb. 25 Novbr. 1315 blev dens Størrelse, hvor intet Andet var bestemt, sat til 8 Mark; men den synes i Almindelighed at have været lige med Fredløshedsboden, 8 Ørtuger og 13 Mark, som allerede findes foreskrevet i Haakon Magnussøns Luxusanordning af 21 Oktbr. 1314. – Brevbrudsboden fik en overmaade hyppig Anvendelse, idet den ikke alene sattes som en almindelig Straf ved den store Mængde administrative Anordninger, som i den følgende Tid udstedtes, men endvidere regelmæssig indtraadte for Undladelse af at møde efter kongelig Stevning eller af at efterkomme Kongens Dom (Rb. 11 Oktbr. 1303), saavelsom for at krænke de private Korporationer og Andre tilstaaede Privilegier (saal. Rb. 23 April 1352, 15 Juni 1361, 13 Marts 1362 o. fl.), ligesom alle Forurettelser mod den, der var meddelt kongeligt Beskjærmelsesbrev (varnaðar-bref), belagdes med Brevbruds-Bod foruden de i Loven foreskrevne Bøder,^[11] se saal. Dipl. Norv. II. No. 133 af 1318, 227 af 1338, 233 af 1339 og 289 af 1348. Jfr. ogsaa Dipl. Norv. I. No. 161 af 1320 og 241 af 1336; II. No. 57 af 1300 og 205 af 1334; III. No. 71 af 1308; V. No. 165 af 1343 og 209 af 1349. – Se endvidere Fr. 19 Juni 1582 (Paus S. 390).

VI. Endelig kan i denne Forbindelse mærkes Bestemmelsen i Magnus Erlingssøns Tronfølgelov af 1164 (G. L. 2), der er gjentagen i Haakon Haakonssøns Tronfølgelov af 1260 (Hkb. 10) samt i M. L. II. 6, jfr. Rb. 16 Septbr. 1302: at den, som ved Tronledighed lader sig tage til Konge paa lovstridig Maade, skal have forbrudt sin Fred og sit Gods og være i Kirkens Bann, og de Mænd, der er opnævnte til Deltagelse i Kongevalget, hvis de undlader at møde, skal, ifald de er Kongens haandgangne Mænd ansees som Landsforrædere, og, ifald de er Bønder, bøde 40 Mark (eller efter M. L. 8 Ørtuger og 13 Mark) til Kongen.

1. þat er níðingsverk hit mesta, ef maðr ræðr lønd og þegna undan konungi … þat er annat níðingsverk, ef maðr hleypst út í úfriði ok herjar í land aptr, ok hefir eigi sagt friði aptr; allir eru jafn-útlagir, er í þeirri ferð eru.
2. Nú gerir maðr langskip í heraði ok lýsir eigi før sinni, hvert hann vill fara, þá skal ármaðr eða lendrmaðr fara til ok spyrja hann, hvert hann vill fara. En ef hann vill ekki til segja, þá skulu þeir æsta hann taks fyrir, 40 marka tak. En ef hann vill eigi tak fá, þá skulu þeir høggva ór hvárumtveggja megin kjalar fimm alna langt borð. En ef þeir gera eigi svá, þá skulu bœndr svá gera, ok taka frá segl, ef til er, ok lemja svá før þeirra. En ef þeir gera eigi svá, ok verðr þat at herskipi, þá skulu þeir gjalda mørk fyrir þoptu hverju, en fyrir stýri-hømlu þrjár merkr; þat heita þoptu-gjøld. En ef þeir fœða sik sjálfir, þá skulu heraðsmenn halda þeirri sekt upp, er í því heraði búa. Nú hlaupa þeir út ok segja friði aptr, ok herja í hina sømu vík, þá eru þeir níðingar; en ef þeir herja í annan stað, þá eru þeir útlagir ok eigi níðingar. Nú hlaupa þeir út ok segja eigi friði aptr, þá eru þeir útlagir ok níðingar ok fyrirgert hverjum penningi fjár síns, hvargi sem þeir herja. Nú herja þeir, ok á sá eigi liðs kosti til at fara eptir, er fyrir hernaði verðr, þá skal hann ør skera, ef hann vill; nú skal hverr þingat stefna, sem ør stefnir eptir her. Nú fara þeir út eptir þeim, þá skulu allir fara, er fyrir sitja; en ef þeir vilja eigi, þá er fé þeirra uppnæmt, ok hann dræpr, er þeir vilja, ok skipti þeir sín í milli fé hans. Nú koma þeir þar, sem hinn er fyrir, er ør hóf upp, ok hefir hann rétt skorit, þá er vel; en ef hann hefir rangt skorit, ok er þar eigi herr til húss kominn, þá er þeim fé hans uppnæmt, ok hann dræpr, ef þeir vilja, ok skipti þeir sín í milli fé hans. Nú ef hann hefir rétt skorit ør, þá skulu þeir fara með hánum svá langt, sem hann vill. Nú ef þeir hitta á her, ok þurfu þeir at rjóða odd eða egg til þess fjár, þá eigu þeir fé, er taka, ok skipti sín á milli; en ef þeir þurfu eigi þess við, þá á sá fé, er fyrr átti. Nú taka þeir kaupskip, ok brjóta búlka undir mønnum, ok fœra farm í herað aptr, ok sættast þeir við konung, þá fara hinir eptir, er ræntir váru, ok sverja til fjár síns; þá skulu þeir þat aptr gjalda alt, nema þeir hrindi eiði þeirra með járnburð aptr. Nú fara þeir, er herjat hafa, fyrir land fram, ok kaupir maðr at þeim grip einhvern, þá skal sá fé hafa, er fyrr átti, ok komast með tveggja manna vitni at, en sá, er við víkinga keypti, gjaldi þrjár merkr konungi. En ef hann fær eigi vitni á hønd þeim, er fé rangfengit hefir keypt, þá skal stefna hánum til þings; þá eigu þingmenn hánum fé at dœma, ellar lýrittar-eið fyrir.
3. Engi maðr skal atfør at øðrum gera, hvárki konungr né annarr maðr. En ef konungr gerir, þá skal ør skera ok fara láta fylki øll innan, ok fara at hánum ok drepa hann, ef taka má; en ef hann kemst undan, þá skal hann aldrigi koma í land aptr. En hverr, er eigi vill fara at hánum, skal gjalda merkr þrjár, ok svá ef ør þá fellir.
4. því at engi maðr skal á annars manns vørn sekjast, F. L. VII. 27.
5. G. L. 202: Nú ef ármaðr kennir þat manni, at hann hafi alit útlagan mann, þann er þar var útlagr gerr í þeirri þingsókn, er hann býr í, þá skal hann synja með lýrittar-eiði; en sá eiðr fellr hánum til fjørruga-tiga marka, ef fellr. Nú ef ármaðr kennir þat manni, at hann hafi fœddan útlagan mann, þann er útlagr var gerr á Gulaþingi eða í liði úti, þá kveðr hann sér vera úvisa-varg, þá skal hann synja með lýrittar-eiði, ok svá ef hann er útlagr gerr í annarri þingsókn, ok fellr til 40 marka, ef fellr. Nú kennir ármaðr þat manni, at hann hafi alit útlagan mann í skógi, en hann kveðr nei við, þá skal hann synja með lýrittar-eiði; sá fellr til þriggja marka, ef fellr. Nú kennir ármaðr þat manni, at hann hafi vistum verit með útløgum manni á þingi, eða á kirkjusókn eða at øldrhúsi; ef hann kveðr nei við, þá skal hann synja með lýrittar-eiði; ef hánum fellr sá, þá skal hann bœta konungi baugi. Nú er maðr veginn í flokki eða í fjølda manna, eða særðr, eða lostinn, þá er bú hans uppnæmt, þá skal hann engi maðr fœða, fyrr en hann hefir boðit løg fyrir sik; en ef nøkkurr fœðir hann, þá er sá sekr 40 marka, en ef hann er vistum með hánum, þar sem þat er til skilt, þá er hann sekr baugi við konung. Allir þeir, er á sjá, þá er þeim eigi úvisa-vargr; hinum, er eigi sjá, þá er þeim úvisa-vargr; þeim liggr ekki við, til dómr fellr á. – 203: Kona má fœða bónda sinn nætr fimm at úsekju, síðan dómr kemr á hendr hánum. En ef hann sitr þar lengr slímu-setr, þá skal hon ganga til granna sinna ok segja til, at hann sitr þar slímu-setr; þá er hon úsek.
6. þessir hlutir eru þeir, sem flestum mønnum man sýnast,sem konungdómrinn hafi laugliga rangindi af haft, ok vátta þó løgbœkr, at konungr eigi sektir á. Sá er … hinn fjórði, er menn berjast, ok sættast þeir sín í milli, at þar á konungr ekki á. Sá er fimti hlutr, ef maðr tekr þjóf, ok fær hann sitt af hánum, at þar á konungr ekki á, hvárki á þjófinum né hinum, er lausan lét þjófinn … Nú viljum vér þessi rangindi með engu móti lengr þola, ok viljum vér, at þar standi um þessi mál, sem allar legbœkr vátta í landinu.
7. Ef maðr vill eigi bera víglýsingar-vitni eða sverja náttstað, þá fari til bauggildismaðr einhverr veganda (M. L. hins vegna) ok geri hánum stefnu til at bera annattveggja af eða á á fimtar-þingi En ef þeir vilja hvárki bera af né á, þá eru þeir sekir þrem mørkum hverr þeirra; hafi hálft sá er sœkir, en hálft konungr; ok njóti enskis vitnis, ok beri ekki vitni ok fari réttlauss. Ok svá um øll ønuur vitni, þau er skírskotat er undir í mannhelgi.
8. Jfr. Forelæsn. over Retshist. I. S. 40.
9. Konungr er yfir løgin skipaðr.
10. Jfr. Zoepfl, Deutsche Rechtsgeschichte 3 Aufl. S. 412 og 918.
11. Ligesaa i den frankiske Ret, L. Sal. XIV. 5.