Forelæsninger over den norske Retshistorie/51

Frederik Brandt

Forelæsninger over den norske Retshistorie

Damm, 1883 (2, s. 55-63).

At de med en Forbrydelse forbundne skjærpende eller formildende Omstændigheder har været tillagt nogen Indflydelse paa Straffen i det enkelte Tilfælde, antydes i de ældste Love intetsteds, og det vilde heller ikke passet til det hele System, da Boden, hvormed Fredløsheden, for saa vidt den ikke var ubetinget, skulde afbødes, var uforanderlig fastsat i Loven, og dens Størrelse bestemt efter ganske udvortes Hensyn. Alligevel forstaar det sig selv, at de Gamles Opfatning af Forbrydelsen som en Forurettelse, og af Straffen som en opreisning derfor, maatte føre derhen, at et væsenligt Hensyn toges til de konkrete Omstændigheder, hvorunder Gjerningen var forøvet. Man finder derfor, at visse betegnende Omstændigheder ved Gjerningen af Loven selv er tagne i Betragtning ved Ansvarets Bestemmelse, eller endog er afgjørende for selve Forbrydelsens retlige Karakteristik. Saaledes var hemmelig eller aabenlys Fremgangsmaade Skjelnemærket mellem Mord og simpelt Drab, samt mellem Tyveri og det mindre strafbare Ran; aabenhjærtig Tilstaaelse og Villighed til at bøde var Betingelsen for, at den blot egenmægtige Benyttelse af fremmed Gods skulde undgaa at ansees for Ran, samt de betydeligere Beskadigelser af Andres Gods undgaa Fredløshed (G. L. 92 og 96 og F. L. XV. 11)^[1]. Injurianten kunde efter G. L. 196 fri sig for Straf ved at angre og tilbagekalde sine Ord. Drab eller Legemsfornærmelser medførte særskilte Tillægsbøder, naar de var forøvede paa en haanlig eller ondskabsfuld Maade, se F. L. IV. 17 og 18; G. L. 185 og 195 og især 238, 240, 241 og 242, der i Drabstilfælde foreskriver dels dobbelt Mandebod, dels fuld Ret udenfor Mandeboden til den Dræbtes Frænder, og en Tillægsbod af 3 Mark eller 12 Ører foruden Tegngildet til Kongen, hvis Gjerningen enten var forøvet paa en særdeles grusom ener forhaanende Maade, eller forbunden med Mishandling af Liget, eller hvis Gjerningsmanden bagefter pralede af sin Daad, eller undlod betimelig at søge Forlig. Fremdeles laa der stor Vægt paa, om Forbrydelsen var forøvet paa visse særlig fredede Tider og Steder (griðastaðir). Det var saaledes Nidingsværk at dræbe Nogen hjemme i hans Hus (G. L. 178; F. L. IV. 5) eller om Natten.^[2] Ligeledes var det Fredløshedssag at dræbe Kongens Aarmand, naar han beværtede Kongen^[3], eller søgte Kongens Sager til Tinge; medens ellers Drab paa Aarmanden, der forudsættes at være af Trælle-Æt, alene bødedes med 15-Marks-Boden til Kongen (G. L. 170, jfr. F. L. IV. 57 og 58). Ifølge G. L. 187 og 198 jfr. F. L. IV. 58 og 61 steg hver Mands Ret til det Dobbelte, naar han drog til Ting, til Kirke eller til Gilde, saa at selv Trællen tilkom Bøder, naar han fulgte sin Herre did, og efter B. R. 135 fordobledes hver Mands Ret under Julefreden. Brud paa Lagtingets Fred var efter F. L. I. 5 Ubødesag; det samme foreskrev Magnus Erlingssøns Retterbod, G. L. 32, om Slagsmaal i Kirke eller paa Kirkegaard; medens F. L. II. 10 i Henseende til Straffen skjelner efter Kirkernes Rang, og B. K. R. 18, E. K. R. 37, alene paalægger Gjerningsmanden at bekoste Kirkens fornyede Vielse.

Men ogsaa udenfor de Tilfælde, hvor visse med Forbrydelsen forbundne skjærpende ener formildende Omstændigheder var tillagt en lovbestemt Virkning, var det naturligt, at overalt, hvor Gjerningens Følger ikke var ufravigelig lovbestemte, maatte de konkrete Omstændigheder, hvorunder den var forøvet, faa en væsenlig Indflydelse ikke alene paa Vilkaarene, hvorunder Gjerningsmanden erholdt Fred og Landsvist, men vel ogsaa paa, hvorvidt han overhovedet opnaaede Forlig. Herpaa findes mange Exempler i Sagaerne, og fornemmelig i Drabssager, hvor vistnok Eftermaalsmændenes Ret til at nægte Drabsmanden Forlig under hele det ældre Tidsrum i det mindste i Formen var anerkjendt, finder man jevnlig, at samtlige Sagens Omstændigheder bliver tagne i Betragtning ved Mandebodens Fastsættelse, uagtet Løven udelukkende gjør dennes Størrelse afhængig af den Dræbtes personlige Ret; jfr. F. L. VI. 1^[4] og 2.

I Magnus Lagabøters Love paabydes det ligefrem, at samtlige formildende eller skjærpende Omstændigheder skal tages i Betragtning ved Fastsættelsen af Mandeboden saavelsom af den Fornærmedes personlige Ret i hvert enkelt Tilfælde (M. L. IV. 12 og 19). Ligesaa bestemmer M. L. VII. 39 om ulovlig Brug af anden Mands Ting, at den skyldige skal „bøde til Ejermanden efter lovlig Dom og efter sagens Omstændigheder (eptir atvikum): hvilken Nødvendighed, der drev ham til at tage Tingen, eller hvilken Avind dermed var vist, eller hvilken Skade derved var voldt Tingens Ejer, eller hvad Mand denne var, – baade Skadegjæld og saadan Bod, som 6 skjønsomme Mænd vurderer, og ligesaa til Kongedømmet, hvis Omstændighederne er saadanne“. Her synes det imidlertid snarere at være Boden selv, og ikke blot dens Størrelse, der er gjort afhængig af de Omstændigheder, hvorunder den ulovlige Brug har fundet Sted, jfr. Kap. 48. – Det citerede Sted jfr. Kap. 20 viser tillige, hvad i sig selv maatte være naturligt, at den nye Lov har sluttet sig til den gamle Opfatning af, hvilke Omstændigheder ved Gjerningen der fornemmelig skulde komme i Betragtning til Bestemmelse af dens Strafbarhed, nemlig, foruden Skadens egen Betydelighed og hvorvidt den Fornærmede selv har haft nogen Del deri, fornemmelig Hensynet til, hvorvidt den for den Fornærmede har været mere eller mindre krænkende. – Bøderne til Kongen vedblev derimod ogsaa i den nye Lov regelmæssig at være lovbestemte; men i Virkeligheden kom dette dog ikke til Anvendelse uden ved de mindre overtrædelser. I Drabssager var vistnok Tegngildet uforanderligt 13⅓ Mark; men da Gjerningsmandens Ret til at slippe med Bøder her var afhængig af kongelig Landsvist, var der ved dennes Meddelelse fuld Adgang til at tage samtlige Sagene Omstændigheder i Betragtning. Ligeledes var straffen for første Gangs stort Tyveri (M. L. IX. 1) og for Attentat paa Voldtægt (M. L. IV. 4 Slutn.) egentlig ganske overladt til Dommernes Skjøn, dog saa at den skyldige maatte beholde Livet. Og ifølge M. L. IV. 11 og 19 skulde Anstifteres og Deltageres Bøder saavel til Kongen som til den Fornærmede bestemmes ved Skjøn i hvert enkelt Tilfælde efter Sagene Beskaffenhed. Navnlig i formildende Retning giver M. L. IV. 17 og 20 Dommeren en almindelig Adgang til at lempe saavel den offentlige som den private Bod efter samtlige Sagene Omstændigheder, og de anførte Steder giver tillige en udførlig Karakteristik af disse og deres forskjellige Indflydelse, hvori afgjørende Hensynet til Gjerningens subjektive Side og Viljens større eller mindre Slethed giver sig tilkjende.

Den nye Lov har som Følge af det forandrede System udslettet de ældre Loves Bestemmelser om særskilte Tillægsbøder for Drab og Legemsfornærmelse under visse kvalificerende Omstændigheder. Ligeledes bortfaldt den gamle Forskjel mellem den mere eller mindre strafbare Ødelæggelse eller Brug af fremmed Gods, eftersom Gjerningsmanden vedgik sin Gjerning eller ikke (jfr. dog VII. 37), og heller ikke tales der om nogen Adgang til at undgaa Straf for Ærekrænkelser ved at tilbagekalde sine Ord. Derimod opretholder Loven fremdeles Modsætningen mellem Mord og Drab saavelsom mellem Tyveri og Ran, eftersom Gjerningen var forøvet hemmelig eller aabenlyst; men det følger af, hvad nys er anført, at denne Modsætning for Drabssagers Vedkommende i den virkelige Anvendelse maatte tabe meget af sin Betydning. Om Krænkelse af den visse Tider og Steder tillagte særlige Fred bestemmer M. L. IV. 18 jfr. X. 2 No. 8 og 9 samt B. L. IV. 19 og VI. 1, at hver Mands Ret stiger til det Dobbelte paa Ledingsfærd med Kongen, paa Tinge eller paa Stevne, i Gilder eller Bryllupper, under Sildfisket, i Julehelgen og Paaskehelgen, i Bondens Hjem og paa Torvet i Byerne, og tillige bliver Boden til Kongen i slige Tilfælde forøget meget betydelig. Drab, forøvet paa disse Tider og Steder, var Ubødeverk, og det samme gjaldt efter M. L. I. 5 om Lemster-Saar (d. e. som efterlader varig Skade), tilføjede paa Lagtinget, samt ifølge M. L. IV. 4 om Drab i Kongens Herberge eller i Kongens Gaard eller paa hans Skib. Øvedes Drab i en By eller i en Havn, naar Kongen selv var der tilstede, skulde dette tages i Betragtning som en skjærpende Omstændighed^[5].

At Nødstilstand maatte udelukke Strafansvar, forstaar sig selv, forsaavidt som den ophæver selve Handlingens Retsstridighed, se saaledes Bestemmelserne om Strandhug, G. L. 303; F. L. VII. 23; M. L. III. 13, B. L. 14. Jfr. M. L. VII. 37 Slutn., hvorefter den, som af Sult malker anden Mands Kjør, er fri for Straf, men pligtig at give Erstatning, samt IX. 1, der ligeledes fritager den for Straf, som stjæler Mad, naar han ikke kan skade sig Foden ved Arbejde. Det samme bestemmes i Kristenretterne om overtrædelse af Forbudet mod ulovlig Spise, G. L. 20; B. K. R. 5; E. K. R. 29; F. L. II. 43^[6]. Selv hvor ikke egentlig Nød kan siges at være tilstede, anerkjendes ofte mindre Indgreb i Andres Ejendom for tilladelige, naar et væsenligt Behov kræver det. Saaledes kunde ifølge F. L. XIII. 10 Slutn. vejfarende Mand sagesløs hugge i fremmed Skov, hvad han behøvede til at istandsætte sin Vogn eller sin Baad, saavelsom til Brændsel, og efter XIV. 15 maatte han lade sin Hest spise, hvad den kunde, af det Græs, som voxede langs Vejen. Disse Bestemmelser, der dog nærmest betragter Indgrebet som en uskyldig Nyttesret (jfr. Chr. V. L 6–14–16 og Eriks Sjæll. L. II. 58), er gjentagne og udvidede i M. L. IX 11 og VII. 17, hvorefter man ligeledes sagesløs kan hugge Virke til Plog og Ard i fremmed Skov, samt 22 jfr. B. L. IX. 10, hvorefter vejfarende og søfarende Folk i Nødstilfælde kan hugge det Fornødne til sit Redskabs Istandsættelse saavel som til Brændsel for et Døgn, naar de ikke kan faa det kjøbt, i fremmed Skov, uden Landnam, blot mod at betale Erstatning, om saadan forlanges^[7], jfr. Chr. V. L. 6–17–27.

Selvforsvar, hvor man blev ulovlig angreben, eller mødte Modstand, naar man lovligen enten gjorde Indførsel hos Nogen, eller anholdt ham, eller vilde hindre ham i en ulovlig Handling, var naturligvis altid tilladt og Lovene udtaler jevnlig at de Skyldige i slige Tilfælde ligger ugilde, om de faar Saar eller Bane, se saaledes G. L. 35^[8], 77, 121, 143^[9], 152^[10], 269; F. L. V. 14, 45, X. 17, XIII. 10^[11], XIV. 12; M. L. IV. 3, 4, 16, V. 17. VII. 14, VIII. 3. – Kun hvor Nogen bed en Anden, bestemte M. L. IV. 15, at selv Nødværgestilfælde ikke befriede Gjerningsmanden for Boden, men alene for den legemlige Refselse.

Ogsaa udenfor Nødværgestilfælde maatte det oprindelig være Enhver, som tilføjedes en Fornærmelse, der henhørte til Utlegdsagernes Klasse, tilladt paa Stedet at tilbagevise Fornærmelsen, i fornødent Fald ved at fælde Fornærmeren. Dette følger deraf, at denne i saadanne Sager først ved at tilbyde Bøder udtraadte af sin øieblikkelige Fredløshedsstand. se og G. L. 152^[12] og 189, jfr. F. L. IV. 9 og 10. – Men, som ovenfor bemærket, er denne Ret til umiddelbar Hævn efterhaanden bleven indskrænket til de mest nærgaaende Tilfælde^[13]. Alle de ældste Love fremhæver som Tilfælde hvor man kan dræbe Fornærmeren og „give den Døde Sag“. 1. naar man griber Nogen i utugtig Omgang med sine nærmeste Frændkvinder, og 2. naar man griber Nogen i sit Hus ifærd med at stjæle (G. L. 160 jfr. 143; F. L. IV. 39 og 40, jfr. Indl. 7; B. R. 18; B. K. R. (II.) 15). Fremdeles tillader G. L. 195 og 196 udtrykkelig den, der bliver tilføjet visse grove Legems- eller Ærekrænkelser, at dræbe Fornærmeren, uagtet Fornærmelsen i sig selv kun medfører fuld Rets Bod^[14] (jfr. F. L. IV. 17). Her kan ogsaa mærkes B. R. 28, der dog nærmest handler om virkeligt Selvforsvar. – Ved Haakon Haakonssøns Rb. F. L. Indl. 6, bestemmes i Almindelighed, at, naar Nogen tilføjer sagesløs Mand saar eller fuldrets Fornærmelse, efter tidligere at have gjort sig skyldig i og erlagt Bøder for lignende Gjerning, da behøver den Fornærmede ikke at modtage Forlig, hvis han ikke vil, men kan hævne sig paa Fornærmeren, uanseet dennes Tilbud af Bøder.

I Magnus Lagabøters Lovgivning, hvor Privathævnen fuldstændig er udslettet, tages vistnok den naturlige Harme over en tilføjet Fornærmelse i væsenlig Betragtning som formildende Omstændighed, hvor den Fornærmede har forgrebet sig paa Fornærmeren; men Hævnen erklæres dog aldrig for tilladt. M. L. IV. 17 indskjærper, at det ved sagernes Paadømmelse nøje skal tages i Betragtning, om Misgjerningen er øvet mod sagesløs Mand, eller for en liden, men dog nogen Sag, eller for en stor Sags Skyld, men dog ikke saa tilstrækkelig, at et fuldt Nødværgestilfælde kan skjønnes at have været tilstede. M. L. IV. 20 anviser den Fornærmede i alle Tilfælde den Vej, at klage for Kongens Ombudsmand, naar Fornærmeren vægrer sig ved at bøde. Er Ombudsmanden uvillig til at hjælpe den Fornærmede til hans Ret, og denne derfor hævner sig, da er han ansvarsfri, for saa vidt Hævnen ikke gaar videre end Fornærmelsen; hvorimod Ombudsmanden, som forsømte at skaffe ham Ret, skal udrede Boden til Kongen. Gaar derimod Hævnen videre end Fornærmelsen, skal det overskydende bødes saavel til Modparten som til Kongen, og af disse Bøder skal den, som hævnede sig, og Ombudsmanden, som forsømte at skaffe ham Ret, udrede Halvdelen hver (jfr. Rb. 23 April 1293 Art 6 og 11 Oktbr. 1303). Hvis den, som sagesløs bliver overfalden, hævner sig i samme øjeblik (þegar í hríðinni), og dette med Vidner bevises, fritages han for Ansvar, dersom det ikke gaar videre end til Legemsbeskadigelse; men bliver det Fornærmerens Bane, skal Sagen afgjøres efter Kongens Bestemmelse (jfr. VII. 14 Slutn.). Som Følge heraf har M. L. heller intet tilsvarende til G. L. 160 og F. L. IV. 39 og 40, B. R. 18; vel har 2 Haandskrifter af Landsloven foran Kap. 10 indskudt et Kapittel, der tillader at dræbe den, som trætfes i utugtig Omgang med den Andens nærmeste Frændkvinder; men at dette, der ikke findes i noget af Haandskrifterne til Byloven, ligesaa lidt som det er optaget i Chr IV. Lovbog, alene ved en Afskriverfejl er overført fra de ældre Kilder, fremgaar noksom af M. L. IV. 5, der, ved at foreskrive fuld eller halv Mandebod, tydelig tilkjendegiver, at Retten til at dræbe Horkarlen er bortfalden. Herimod kan heller intet udledes af Forudsætningerne i M. L. I. 8 og IV. 25 Slutn. da her alene Udtryksmaaden i Kilderne er bibeholdt. – Chr. V. L. 6–12–4 og 5 er tagen af J. L. III. 37. .

I denne Forbindelse kan videre bemærkes, at den Retløshed, der undertiden indtraadte som Følge af lovstridigt Forhold, i visse Tilfælde synes alene at have medført Ret for den Fornærmede til at tugte den Skyldige paa Stedet, men ikke at have berøvet denne hans personlige Ret for bestandig. Saaledes efter G. L. 216, naar Nogen æggede en Anden til at slaaes, eller bebrejdede ham, at han modtog Bøder (istedetfor at hævne sig); fremdeles, naar Nogen pattede Kjør eller stjal i Haver (F. L. XIV. 14, 15; B. R. 148; M. L. IX. 9)^[15] eller skar Andres Sildegarn istykker (F. L. XV. 6). Ligesaa var det tilladt at jage paatrængende Betlere og ubudne Gjæster bort med Eng og Slag (M. L. IV. 27 og 28).

Om Retorsion indeholder de gamle Love alene den Forskrift, at, naar Folk gjensidig udskjælder hinanden (geyjast), „skal Ord hævne Ord“, og altsaa intet Ansvar fra nogen af Siderne kunne gjøres gjældende (F. L. X. 35; B. R. 162). Det gjaldt overhovedet ved mindre Fornærmelser i Ord eller Gjerning som Regel, at den, mod hvem de forøvede, strax maatte skyde til Vidne (skírskota), hvis han vilde paatale dem, og altsaa ikke gjengjælde Fornærmelsen med lige Mynt (G. L. 191 og 196; F. L. IV. 18). Ligesaa kunde efter G. L. 195 intet Ansvar gjøres gjældende, naar Mænd for i Haarene paa hinanden (vingrétta). – Iøvrigt sees det, at man ved grovere Forbrydelser har betragtet Ansvaret paa hver Side som uafhængigt af det andet, selv hvor den ene Fornærmelse er fremkaldt ved den anden; hvorimod man ved Sagernes endelige Afgjørelse ofte har taget dette Gjensidighedsforhold i Betragtning, og ladet ikke alene Saar men endog Drab gaa op i op mod hinanden.

1. Chr. V. N. L. 6–17–41 Slutn., er tagen af J. L. III. 54.
2. Se Egils Saga Kap. 62; M. Erlingssøn S. Kap. 12.
3. Se Fortællingen om Aasbjørn Selsbane, Olaf den Helliges S. Kap. 106 og 107.
4. Margir vitu eigi, hvat laga-bót er; en þó at vissi, þá vilja nú fáir því una. En Frostuþings-bók skiptir laga-bót hverjum eptir sínum burð ok metorði, en ekki hinum bótum, er þeir ofsa eða vansa, er í dómum sitja ok sáttmál gera.
5. þá fari eptir því, sem konungs er miskunn til, eptir atvikum.
6. Ef maðr er staðinn á fjøllum eða í úteyjum í langa-føstu, ok heiptir hann veðr, þá skal hann eta hvetvetna heldr en deyja, nema mann einn.
7. M. L. VII. 17: Høggva má maðr sér til plógs ok til arðs í hvers manns mørku, er hann vill, þó at hann biði eigi leyfis til. – 22: Ekki skal høggva í annars manns mørku nema umferðar-menn farargreiða-bót, hvárt sem heldr bilar at sleða eða skipi, eða til elðsneytis, ef úti býr um nætr sakir í sama stað, nema hann nái hvárki kaupi né orlofi á, ok gengr nauðsyn við; þá høggi meðan hann þarf ok bœti markarspell landnáms-laust; en ef á skipi býr, hefi eigi meira, en þeim vinnst samdœgris; en ef meira høggr, bœti markarspell ok landnám. – IX 11: Ef maðr ferr at veg með hrossi sínu, ok stendr hey nær gøtu, þá er hann þarf at hafa, þá taki hann at úsekju svá mikit, sem hans hross þarf þar at eta.
8. Nú standa menn fyrir ok verja með oddi ok eggju, þá falla þeir útlagir ok úhelgir allir, er fyrir standa, en hinir allir friðhelgir, er til sœkja, ok laga vilja gæta.
9. Nú er hinn rennr í brott með þann grip, þá rennr sá eptir, er átti, ok vegr at hánum, þá fellr hann útlagr.
10. þá skulu allir eptir renna ek engi fyrir standa. En ef þeir falla, er forstoð veita, þá falla þeir útlagir, ok eigi fé þeirra útlagt.
11. þá skulu þeir þann veg hafa. En ef þeir standa fyrir, þá eru þeir allir útlagir, hvat sem þeim verðr veitt, en hinir helgir, er til sœkja. Sama hætti ferr um lendisteð, ef bannat er.
12. þá er vel, ef hefnt verðr, jfr. 171.
13. Jfr. Wilda, Strafrecht S. 162 fgg. og 307–8; v. Amira, Vollstreckungsverfahren S. 156 fgg.
14. þat má hann ok vega um.
15. Andre Tyve, hvis de beholdt Livet, tabte derimod sin Ret for bestandig. Jfr. v. Amira, Vollstreckungsverfahren S. 71 fgg., der altfor meget generaliserer Retløshedens blot forbigaaende Virkning.