Forelæsninger over den norske Retshistorie/29

Frederik Brandt

Forelæsninger over den norske Retshistorie

Damm, 1880 (1, s. 189-194).

Den i Begrebet selv liggende Modsætning mellem de tinglige Formuerettigheder, hvis Gjenstand er en legemlig Ting, og de obligatoriske, hvis Gjenstand er en Præstation af en anden Person, – de første med umiddelbar Fyldestgjørelse af Tingen, de sidstes Fyldestgjørelse afhængig af den Forpligtedes Evne, – viser sig skarpt at være fattet af vore Forfædre og anerkjendt allerede i vore ældste Love, se især G. L. 115, M. L. V. 13^[1], hvor det siges, at Fordringshaverne i død Mands Bo, hvis dette er utilstrækkeligt, skal lide forholdsvis Afslag, men den, som har Pant i en Ting, skal først have den; jfr. F. L. IX. 28, hvorefter Panteretten kan gjøres gjældende mod sednere Kjøbere. – Paa den anden Side knyttede Loven ikke denne sin Anerkjendelse til Iagttagelsen af visse Former ved Retsforholdets Stiftelse eller til dettes Fremtræden under en bestemt ydre Skikkelse. Var det først givet, at en Ret af et vist Indhold var stiftet, blev den ogsaa efter dette sit Indhold af Loven anerkjendt, og det med selvsamme Gyldighed lige over for tredje Mand, som i Forholdet mellem Parterne selv. Det gjorde i denne Henseende ingen Forskjel, om Tingen var løst eller fast Gods, eller om Retten bestod i den fulde Ejendomsret, eller i en afløst Bestanddel af denne. – Besiddelsen synes ikke at have været tillagt nogen væsenlig Betydning ved Spørgsmaalet om Rettens Anerkjendelse, men alene at have medført Beskyttelse mod Selvtægt og saaledes den Begunstigelse at kunne indtage Sagvolderens Stilling^[2], G. L. 34 og 141, F. L. IV. 50 fgg. M. L. VIII. 1 og 13, B. L. ibid.; jfr. G. L, 40, 49, 50, 78, F. L. XIII. 17, M. L. VII. 6, se og F. L. XIII. 1, der endog vil, at, naar den paa Gaarden boende Lejlænding bestrider den tilflyttendes Ret; skal den første optræde med Lovfæstelse og Søgsmaal, da i modsat Fald den Tilflyttende skal have Gaarden. Overdragelse af Ejendoms- eller Brugsret kunde saaledes ske ved den blotte Overenskomst, uden at overleverelse var nødvendig, saavel med Hensyn til fast Gods som Løsøre, og i Tilfælde af dobbelt Salg, Leje eller Pantsættelse, havde altid den ældste Kontrahent Fortrinet. Underpant kunde stilles saavel i Løsøre som i fast Gods, G. L. 50, 115, F. L. IX. 28, Hk. 126, M. L. VIII. 20. – Paa den anden Side maatte Enhver, som havde indladt sig med urette Vedkommende, finde sig i at tabe Retten, hvor god Grund han end havde haft til at forudsætte, at hans Hjemmelsmand var lovlig dispositionsberettiget, og, om end Ejeren selv frivillig havde overdraget en Anden Besiddelsen eller Bestyrelsen af sin Ting, var dette ikke til Hinder for, at han kunde omstøde hans uberettigede Forføjninger over Tingen; selv om det er en Medejer, som uden de øvriges Samtykke afhænder den fælles Ting, kan disse reklamere den, hvis det ikke ved Lodkastning afgjøres, at Afhænderen skal raade, G. L. 48 og 49, F. L. XI. 4 og XIV. 2, M. L. V. 1 og 2 Slutn. VI. 17^[3], og VIII. 19. Det var derfor ogsaa nøje lovbestemt, til hvilket Beløb Hustruen var berettiget til at slutte Handler, i Forhold til Mandens Stand (G. L. 56, F. L. XI. 22 og 23, M. L. VIII. 21). Endog hvor en hel Formuesmasse var overdragen en Anden til Bestyrelse, var Ejeren ikke derfor afskaaret Adgangen til at omstøde ulovlige Afhændelser selv lige over for godtroende Tredjemand. Saaledes giver F. L. IX. 23 den Umyndige Ret til fra Tredjemand at vindicere, hvad hans Værge i sin Tid ulovlig har solgt, hvis han ikke kan erholde Fyldestgjørelse hos Værgen (jfr. ovf. S. 137), og, skjønt G. L. 115 viser, at Hustruen for sin Hjemmegift alene havde en Fordring paa Mandens Bo, – hvilken dog var prioriteret lige med Umyndiges Fordringer, – er det dog ikke tvivlsomt, at hun for sit indbragte Jordegods har beholdt sin tinglige Ret, hvad ligefrem siges i F. L. XI. 8 og 15, M. L. V. 4 (jfr. ovf. S. 115).

Denne de norske Loves ubetingede Anerkjendelse af den tinglige Ret overalt, hvor en saadan var indrømmet^[4], og den Berettigedes Frihed til altid at søge lige paa Tingen uden Hensyn til Personen, i skarp Modsætning ikke alene til den tydske men ogsaa til den danske og svenske Ret, der i stor Udstrækning opretholder den i lovlig Form stiftede Besiddelse lige over for Ejerens Vindikation, – er vistnok ikke noget Laan fra Romerretten, men egentlig en streng Konsekvens af vore Forfædres hele, paa Odelstanken hvilende Opfatning af Retten og dens Omfang. Nordmændene tænkte sig aldrig Ejendomsretten, ligesaalidt som andre Rettigheder, hvilende paa nogen Anerkjendelse fra Samfundets Side, men som et ganske suverænt Forhold mellem Rettens Subjekt og dens Objekt. Samfundets Anerkjendelse beroede derimod paa, hvorvidt Retsforholdet var bevisligt eller ikke. Enhver Raadighed som Nogen selv besad, maatte han med samme Ret kunne overdrage Andre, og Tredjemand maatte være skyldig at respektere det virkelige Forhold. Tingligheden i sin Renhed ligger ligefrem i Rettens Begreb; den Retsusikkerhed og de Ubilligheder mod Tredjemand, hvortil Princippet i sine praktiske Konsekvenser kan lede, fremstillede sig neppe heller for vore Forfædres Retsbevidsthed som nogen Uret. En større eller mindre Begrænsning af Rettighedernes tinglige Karakter og Virksomhed lige over for Tredjemand maa altid hvile paa positiv Lov, og forudsætter mere udviklede Samfundstilstande og en Indgriben fra Statsmyndighederne Side i den private Rets Omraade, som Nordmændene endnu mindre i Ejendomsforholdene end paa andre Feldter var tilbøjelige til at tilstede.

-Som saadanne Begrænsninger maa man heller ikke betragte de Formaliteter, som vore gamle Love saa hyppig foreskrev som Betingelse for de vigtigste Retshandlers Anerkjendelse saasom Haandslag, Skjødning, Lysning m. v. Ti disse var foreskrevne for Parternes egen Skyld, og havde alene til Hensigt at betegne Overgangen fra de foreløbige Forhandlinger til den endelige Overenskomst paa en haandgribelig Maade. – Alligevel forstaar det sig, at mange af disse Former, navnlig de hyppige Bud om Vidners Tilkaldelse, offentlig Lysning, højtidelige Gilder m. v., ved den Notorietet, som de gav, og i Virkeligheden ogsaa var beregnede paa at give Retsforholdet, væsenlig maatte virke til at formindske Retsusikkerheden og give Tredjemand en Betryggelse, som under hine simple Samfundsforhold i de fleste Tilfælde maatte være tilstrækkelig.

Derimod kan det neppe betvivles, at de gamle Loves hyppige Præskriptions-Bestemmelser, hvis Oversiddelse mere eller mindre ubetinget havde selve Rettighedens Tab tilfølge, for en væsenlig Del har været motiverede af Hensyn til Tredjemands Betryggelse, om end ogsaa de nærmest er foreskrevne for Parternes egen Skyld.

I et Par Tilfælde, hvor det i særlig Grad maatte være af Vigtighed for Tredjemand at kunne stole paa, at den, med hvem han indlod sig, ogsaa var rette Vedkommende, er det derhos umiskjendeligt, at Loven gjennem positive Forskrifter angaaende disse Forhold har søgt at tilvejebringe en saadan sikkerhed. Saaledes i Rettergangen, hvor G. L. 47^[5], jfr. Hkb. 117 og M. L. VIII. 8, B. L. 10 foreskrev, at enhver fri og myndig Mand selv skulde søge sine Sager; alene det foreløbige Hjemstevne kunde sagsøgeren lade foretage ved en Anden, som han dertil vidnesfast havde bemyndiget, ligesom Domfæste, hvortil sagvolderen ubetinget var forpligtet, kunde ske ved hvem som helst; Kvinder, Umyndige og Fraværende kunde derimod lade sine Sager udføre ved Andre. F. L. X. 29 og 36, B. R. 160, jfr. B. L. VII. 24^[6] giver en almindelig Tilladelse til at bruge Fuldmægtig i Rettergang, dog er det overalt forbudt at benytte nogen Fuldmægtig af højere Stand end Modparten. Uberettiget Brug af Fuldmægtig havde til Følge, at Modparten ikke behøvede at indlade sig paa Rettergangen. Hvor Fuldmægtig benyttedes, synes altid selve Sagen at være bleven ham overdragen (handselja málit), jfr. Sigurd Hranessøns Proces, Storms Udg S. 13, 36–7), saa at Fuldmægtigens Handling i ethvert Fald blev forbindende for Parten. Dette var paa Island den eneste tilladelige Maade (Grág. þingskþ. 40, 60, 71), og at det samme ogsaa er Meningen i de norske Love, synes at fremgaa af det oftere benyttede Udtryk: at Fuldmægtigen skal søge eller værge den Andens Sag som sin egen, og bestyrkes ved sammenligningen mellem B. L. VII. 10 og 24. – Dernæst i Bestyrelsen af faste Ejendomme, fornemmelig i det saa vigtige Jordlejeforhold. Enhver Jorddrot, som ikke selv boede inden Fylket, var pligtig til der at holde en anerkjendt Ombudsmand med en af Loven selv fastsat Kompetens^[7]. Det siges udtrykkelig i F. L. XIV. 2 og 4, M. L. VI. 17 og VII. 26 jfr. 7, at den af ombudsmanden foretagne Bortbygsling af Jorden paa den sædvanlige Lejemaalstid (3 Aar) saavelsom Skifte af Brugsretten (hafnskipti) i ethvert Fald er forbindende for Jorddrotten; hvorimod Salg og Odelsskifte alene kunde gyldigen foregaa ved Ejeren selv.

Endvidere kan det neppe betvivles, at Forbudet mod, at Manden anbringer sin Kones Hjemmegift i Jordegods (F. L. XI. 8, M. L. V. 4), nærmest er motiveret af Hensyn til hans egne Arvingers og Kreditorers Betryggelse.

Da Loven saaledes ikke knyttede sine Regler til Retsforholdenes ydre Skikkelse, men alene til disses eget Indhold, er der neppe nogen Grund til ved Fremstillingen af de i vore ældre Retskilder behandlede formueretlige Forhold at sondre den tinglige og den obligatoriske Ret i særskilte Afsnit. Denne Forskjel i Henseende til Rettens Effekt beroede nemlig ikke paa legale Betingelser, idet enhver lovlig Retshandel (kaup) havde sin fulde Gyldighed i den Udstrækning, hvori det mellem Parterne var vedtaget. Det var først i en sednere Tid, uden Tvivl under Paavirkning af de romersk-tydske Retsbegreber, at man begyndte at binde Forpligtelsens tinglige og personlige Virksomhed til særskilte Retsforskrifter. Oprindelig laa saadan skjelnen ganske udenfor vore Forfædres Opfatning.

1. Ef eigi endist í alla staði fé, þá skal sá mest þarnast, er mest átti fé at hánum. Tølu skal hafa til þess; nema maðr ætti veð í einumhverjum grip, þá á hann þann fyrst at hafa.
2. Dóms er hverr maðr verðr fyrir fé sínu at hafa.
3. Ef landsdróttinn segir, at umboðsmaðr hefir tekit af eign hans ok sér nýtt … en hann (Besidderen) kallast keypt hafa af þeim, er þá átti, þá hafi hann skilrík vitni til þess. En af hánum bresta þau vitni, þá meti 6 skilríkir menn, hvers landsdróttinn hefir mist, ok sœki hann með útbeitslum; … sœki þann er af dró, eða hans arfa, en til eignar þann, er þá er handhafi at jørðunni.
4. Jfr. Aschehoug i Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur 1854 S. 209 fgg.
5. Sjálfr skal hverr sína sókn sœkja innanlands, frjáls ok fulltíða.
6. Hverr maðr má bjóða øðrum um sókn sína ef hann vill, svá karlmaðr sem kona; en sá er við umboði tekr, skal svá sœkja annars sókn sem sína, því at opt fær eigi sjálfr sótt.
7. Sá er umboð hefir, sœki landnám um allan áverka, sem hann eigi sjálfr, ok jarðir byggi ok eigi sjálfum, ok leigur af taki, ef landsdróttinn vill.