Forelæsninger over den norske Retshistorie/28

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er i det Foregaaende omhandlet, at de oprindelige Ejendomsbesidder-Slægter i Norge udgjorde en fortrinlig anseet, ved en højere personlig Ret udmærket Klasse i Samfundet (Haulder). Dette Grundejer-Aristokrati var imidlertid ikke afsluttet; enhver Slægt, som i tilstrækkelig lang Tid havde besiddet Grundejendom i Bygden, hørte ipso jure til Hauldernes Klasse, og paa den anden Side tabte Ætten sin Hauldsret, naar Familiegodset gik ud af dens Besiddelse. Dette i Forbindelse med den Omstændighed, at Folket i det Hele lagde saa megen Vægt paa Grundbesiddelse paa Landet og paa Gaardenes regelmæssige Nedarven fra Fader til Søn, – og som medførte, at ingen Mand gjerne definitivt skilte sig ved sin Gaard (deraf Lejlændingsforholdets og Brugspantets store Udbredelse), – bevirkede baade, at Arveretten til saadanne Familiegodser (óðal, óðalsjörd) var undergiven forskjellige nærmere Bestemmelser, sigtende til at bringe samme paa den Haand, hvor de efter den almindelige Opfatning nærmest hørte hjemme, nemlig til slægtens naturlige Repræsentanter, – og at der gaves den hele Hauldsæt Midler ihænde til at forebygge, at Familiegodset, hvorpaa hele Ættens sociale Stilling beroede, skulde gaa ud af Slægten og over i Fremmedes Besiddelse.

Det oprindelige Begreb om et Familiegods er naturligvis, at det gjennem en lang Række af Slægtled har været besiddet af Søn efter Fader. Derhos var det, som det synes, Regel, at den Jord, som Kongen skjænkede nogen Mand, forsaavidt den ikke var nogen anden Æts Odel, strax blev Odel for Modtageren og hævede dennes Æt op i Hauldernes Klasse. Ligesaa var tvende Hauldsætter berettigede til at bytte sin Odel, saa at Retten for Fremtiden fulgte de respektive Magelæg. Endelig synes der at have været visse honorable Erhvervelsesmaader, hvorved Odelsjord kunde overdrages paa saadan Maade, at den umiddelbart blev Modtagerens Odel; men kun den ældre Gulatingslov indeholder endnu herhen hørende Bestemmelser.

Efter at de borgerlige Uroligheder i det 12te og 13de Aarhundrede havde ødelagt de gamle Slægter, og den til de forskjellige samfundsklasser som saadanne knyttede personlige Ret var bortfalden (jfr. ovf. S. 84), saa at Haulder efter Loven ikke nød synderligt Fortrin fremfor andre Bønder, maatte Odelsrettens i dette Hensyn grundede Betydning snart bortfalde. Men til samme Tid maatte det reelle Fortrin, som Grundbesiddelse i og for sig medførte, og den store Interesse, som Landalmuen følte ved den sikrede Adgang til at komme i Besiddelse af en Gaard, mere og mere træde i Forgrunden, og i M. L. finder vi denne Opfatning gjort gjældende i stor Udstrækning, idet her Odelsretten kjendelig fremtræder som en overvejende reel Ret for visse Personer til at komme i Besiddelse af en vis Gaard, – medens dens væsenlige Element efter den ældre Ret var et personligt Fortrin paa Grund af saadan Besiddelse.

I det følgende Tidsrum gik Opfatningen altid mere og mere i samme Retning, og Odelsretten blev tilsidst udelukkende af tinglig Betydning.

Den ældre Gulatingslov, der i det Hele indeholder de ældste Bestemmelser, siger i Kap. 270, at de Gaarde skal følge Odelen (d. e. i Henseende til Arv og Lovbydelse behandles som Odelsjord), der 1) er gaaede gjennem 5 Slægtled og er komne under det 6te (er afi hefir afa leyft[1], jfr. Kap. 266[2]), 2) som er betalt i Mandebod (jfr. 223), 3) som er tagen i Brandarv (Kap. 108), 4) som er skjænket som Hædersgave af Kongen til hans Tjenestemænd (heiðlaunað), 5) givet af Kongen som Drikkeløn, 6) givet som Løn for Barns Opfostring (jfr. 129), eller 7) mageskiftet mod Odelsjord. – Al anden Jord, tilføjes der, skal følge Løsøret (jfr. 285).

F. L. XII. 4 sætter som Betingelse alene, at Jorden har ligget under 3 Slægtled og er kommen til det 4de, og tilføjer om Jord, som Nogen har faaet overdragen af Kongen, at den Jord behøver han ikke at lovbyde, hvem der saa ejede den før Kongen, og at ingen Mand skal lovbyde til Kongen, og ikke Kongen til nogen Mand, hvori vel bogstavelig kun ligger, at Modtageren ikke kan rokkes af Nogens Odelsret, men hvis Mening upaatvivlelig er, at Modtageren selv bliver odelsberettiget[3]. Bestemmelserne i G. L. 271 angaar alene Kongedømmets, ikke Kongens private Odel, jfr. 129, se og M. L. VI. 6.

Ved en Retterbod af Magnus Lagabøter, eller maaske af hans Fader, tilføjedes først et bestemt Antal Aar, nemlig 60, efter hvilken Tid Jorden altid blev Besidderens Odel, se M. L. VI. 2. Iøvrigt er Betingelserne: 1) at Jorden har ligget under 3 Slægtled og er kommen under det 4de, 2) at den er given af Kongen uden nogen modsat Betingelse, eller 3) erhvervet ved Mageskifte mod Odelsjord. – Disse Bestemmelser er gaaede over i Chr. IV. L. Odelsb. Kap. 1 alene med Forkortelse af Hævdstiden til 30 Aar og til 3dje Slægtled. – Chr. V. L. 5–5–1 og 2 forkorter yderligere Terminen til 20 Aar, og har Intet om Nedarven gjennem visse Generationer eller om overdragelse af Kongen.

Naar nogen Ejer af Odelsgods døde, gik hans Odelsjord over til hans Arvinger paa sædvanlig Maade. Dog gjaldt her adskillige Afvigelser, idet Mandslinjen havde en fortrinlig Ret til at arve Odelsjorden, selv om Kvinder eller Beslægtede paa Kvindesiden var lige saa nær arveberettigede. – Efter G. L. 274 og 275, jfr. M. L. VI. 1, var ingen andre Kvinder end Datter, Søster, Faster, Broderdatter og Sønnedatter arveberettigede til Odelsgods; men kun Datter og Søster havde Ret til, hvis de var eneste Arvinger (baugrýgjar, jfr. ovf. S. 86), at beholde Godset; de øvrige odelsberettigede Kvinder maatte derimod taale, at den nærmeste mandlige Frænde, skjønt fjernere arveberettiget, indløste odelsgodset fra dem for en Femtepart mindre end dets Værd. Hvor Datter arvede sammen med Sønnesøn (Søster arvede altid alene) tog denne Odelsgodset, medens hun fik sin Lod i Løsøre (G. L. 103). Var der ingen andre Arvinger efter en Mand end Døtre eller Søstre, og Odelsgodset saaledes tilfaldt dem, kunde vel ingen fjernere Frænde løse det fra dem; men hvis sednere den ene fik en Søn og den anden en Datter, havde efter Kap. 275 han Ret til at løse Godset fra sin Moster eller dennes Datter paa samme Maade med en Femtedels Afslag; men fik derefter nogen af disse en Søn, medens han blot efterlod Døtre, havde igjen hin Ret til at løse Godset tilbage fra sit Næstsødskendebarn for den samme Pris, og nu skulde det forblive der, hvor det var kommet[4]. – Endvidere bestemte G.L. 294, at, naar en Mand efterlod en Søn og en Sønnesøn (hvoraf den første efter Kap. 103 udelukkede den sidste fra Arv), skulde dog Sønnesønnen være berettiget til at tilløse sig fra sin Farbroder den Del af Odelsgodset, som hans Fader vilde have arvet, om han havde levet, for en Femtepart under dets Værd. – Hvor sammødre Broder arvede sammen med Fættere paa Mandssiden (brœðra synir), tilfaldt Odelsgodset disse, medens hin tog Løsøre.

F. L. VIII. 3 bestemmer ligeledes, at, naar Datter og Sønnesøn arver sammen, har den sidste Ret til at indløse fra sin Faster den hende tilfaldne Del af Bedstefaderens Odelsjord, men kjender intet til noget Femteparts-Afslag i Prisen, og synes heller ikke at have nogen fra den almindelige forskjellig Odelsarvegang; hvorimod XII. 4 viser, at kun Bauggildesmænd havde Odelsret[5].

Hvor en ikke odelsberettiget Arving beholdt Jorden, fordi der ingen odelsberettiget var, synes Jorden ikke derfor at være bleven Arvetagerens Odel, med mindre de almindelige Betingelser for Odelserhvervelse var tilstede.

M. L. VI. 1, Chr. IV. L. 2, har optaget G. L.s Regel, at Datter og Sønnedatter, Faster og Broderdatter (Søster er ikke nævnt, men maa dog vistnok være ment) var de eneste odelsberettigede Kvinder, men har udeladt Bestemmelsen om, at den dem i Arv tilfaldne Odelsjord kan indløses fra dem af fjernere arveberettigede mandlige Frænder. Alene naar Søn og Datter arvede sammen i første Arv, bestemmer V. 7, at sønnerne skal have Odelen og Døtrene Udjorden og Løsøret. I alle andre Tilfælde, hvor Mand og Kvinde var lige arveberettigede til Odelsgods, siges der udtrykkelig i VI. 1, skal dette skiftes mellem dem som anden Arv. – Endvidere har M. L. V. 7 optaget Regelen i G. L. 294, men med den Ændring, – som Følge af den sønnesøn tillagte Arveret i Forening med Søn, – at Sønnesøn paa sin Lod skal have af den Odel, som vilde tilkommet hans Fader, saa meget, at han faar jevnt med Datter (d. e. halv Lod), og den resterende Halvpart af den Odel, som vilde tilfaldet hans Fader, kunde han tilløse sig fra sine Farbrødre med en Femteparts Afslag i Prisen, jfr. VI. 1 Slutn.

Ved Retterbod af 2den Maj 1313 Art. 1 bestemtes endvidere, at naar et Barn havde arvet den ene af sine Forældre, og derefter var død uden Livsarving, skulde den gjenlevende Fader eller Moder ikke arve andet end Løsøre efter sit Barn; men til det Odelsgods, som Barnet havde arvet efter den først Afdøde, skulde den længstlevende Parens kun have Brugsretten sin Livstid; hvorimod det efter dennes Død skulde tilfalde Frænderne i den Linje, hvorfra Godset var kommet. – Denne Sætning, der ogsaa efter den ældre Ret synes at have været almindelig anerkjendt, naar Odelsgods gik i Arv i Sidelinjerne (jfr. M. L. VI. 7 og V. 7 4de Arv i Slutn.[6]), er optagen i Chr. IV. L. Odelsb. Kap. 6, se og Dom af 4 Aug. 1557 (Paus S. 320). – Chr. IV. Lov opstillede tillige den almindelige Regel, at Odelsarvingen altid skal tage sit Odelsgods uden Vederlag. Denne Regel, der dog vel ikke er anderledes at forstaa, end at Odelsarvingen skal kunne tage sit Odelsgods uden Hensyn til sin Arvelods Størrelse, men dog saa at de øvrige Arvinger faar sin Fyldest af de øvrige Efterladenskaber, hvis saadanne gives, var maaske ogsaa gjældende efter de ældre Love i Tilfælde, hvor visse Arvinger udelukkende tillægges Ret til Odelen, medens andre iøvrigt ligestillede Medarvinger tillægges Løsøret; men at den i alle Fald i denne almindelige Udstrækning ikke har været gjældende i M. L., synes klart at fremgaa af Bestemmelsen om Sønnesøns Arv i Forbindelse med sin Faders Brødre i M. L. V. 7 1ste Arv, hvor det udtrykkelig siges, at Jorden skal løses. Regelen er i denne Form vistnok indkommen fra den danske Lovgivning om Arvejord i Almindelighed, hvorefter denne stod udenfor den almindelige Arvegang og altid tilfaldt den Linje, hvorfra den i sin Tid var kommen, jfr. Dommen af 4 Aug. 1557.

Med de anførte Undtagelser gik odelsgods i Arv ganske som Arveladerens øvrige Ejendele, og Arvingen blev ipso jure nærmeste Odelsmand til det Odelsgods, som han tog i Arv. De øvrige Medlemmer af Ætten beholdt i alle Tilfælde, saalænge Godset var i Ættens Besiddelse, sin Hauldsret, der ikke var afhængig af Arveretten, men fulgte umiddelbart med Fødselen. Kun hvis Besidderen vilde sælge Godset, havde de øvrige Medlemmer af Ætten (óðalsnautar) Forkjøbsret til samme; men deres indbyrdes Ret i denne Henseende beregnedes altid efter Forholdet til Besidderen, ikke til den oprindelige Odelserhverver, og denne Ret strakte sig saa langt som Slægtskabet selv efter Kirkens Opfatning, d. e. indtil Ægteskab kunde tillades mellem den ene og den andens Datter, d. e. efter de ældre Love til 7de og efter M. L. til 4de og 5te Grad (se G. L. 282, M. L. VI. 1[7]).

Var der flere lige odelsberettigede Medarvinger, skiftede de Odelen mellem sig, overensstemmende med Forskrifterne i G. L. 87, F. L. XIV. 4, M. L. VI. 3, Chr. IV. Lov ibid., der indeholder de almindelige Regler for Jordskiftning, og er Kilderne til Chr. V. Lovs 5–2–68. Det bestemmes her udtrykkelig, at i Tvisttilfælde de skal raade, som vil, at der skal skiftes i de største Stykker, paa hele eller halve Gaarde, hvori altsaa ligger, at ingen Enkelt havde noget Krav paa at beholde Gaarden udelt, med mindre Arveladeren efterlod lige saa mange Gaarde af ens Størrelse, som der var Odelsarvinger. M. L. V. 7 fastsatte imidlertid, at af flere Sønner skulde den ældste alene have Ret til at tage Hovedbølet, og de øvrige paa sin Lod tildeles andre lige gode Odelsjorder efter lovlig Vurdering. Heri er Aasædesrettens Princip først ligefrem udtalt, og dette er videre udført i Chr. IV. L., der i Almindelighed bestemmer, at overalt, hvor der er flere Medarvinger til en Gaard, skal den ældste Broder og, hvor ingen Broder eller Brodersøn er til, ældste Søster nyde Aasædet til Gaarden og give de andre Medarvinger Fyldest for deres Anpart i Jord eller andre Varer, eller, om dette ikke kan ske, Landskyld for deres Part. Denne Bestemmelse er Kilden til Chr. V. L. 5–2–63, der dog har udvidet den alene om Odelsjord gjældende Regel til at gjælde om alt Jordegods uden Hensyn til Odel, jfr. Rec. 1539 Art. 19.

Forsaavidt Odelsmedarvingerne ikke selv vilde bruge sin Del af Odelsjorden, var en odelsmand fortrinsberettiget til at faa bygslet af dem alt det, som laa samtunes med hans egen Part, for den samme Landskyld, som en Fremmed vilde give, og selv om den ikke ligger samtunes med hans egen, er han dog fortrinsberettiget til at faa den bygslet, hvis den ligger i samme Hered og ikke er adskilt fra hans egen Del ved naturlige Grænser; dog kun hvis han har taget hele sin egen Del under Dyrkning, G. L. 88, M. L. VII. 16[8] (jfr. Dipl. Norv. III. No. 1071). Denne Regel, der i de ældste Tider, især saa længe Vikingetiden varede, vistnok for en stor Del erstattede Aasædesretten og bevirkede, at Gaardene, om end ikke retlig, saa dog faktisk, holdtes samlede, – er optagen i Chr. IV. L. 14 med Tillæg af den yderligere Betingelse, at odelsmanden mindst ejer Halvparten af Gaarden, og følgelig selv raader for Bygselen, samt derhos er Boslitsmand. Men herved kom den ikke til at indeholde andet, end hvad der fulgte af Samejeres indbyrdes Forhold til Jordens Bortbygsling og Jorddrottens Adgang til at fordrive Lejlændingen i Almindelighed (ifølge M. L. VII. 1, Chr. IV. Lov ibid., Rec. 1539 Art. 19, jfr. Fr. 7 Aug. 1514 Art. 2 og Chr. V. L. 3–14–2), og i denne Skikkelse er Bestemmelsen gaaet over i Chr. V. L. 3–13–1 og 2. – Ved Rec. 1539 Art. 12 blev endvidere de odelsbaarne til Gods, som var skjænket til Kirker og Klostre, givne Fortrinsret til at erholde samme bygslet for lovlig Landskyld, og denne Bestemmelse, der stemmer med, hvad der i Danmark var gjældende (se Kold. Rec. 1558 Art. 41) for Arvingerne efter dem, som havde skjænket Jordegods til Kirken, er optagen i Chr. IV. L. Odelsb. Kap. 4.

Vilde nogen Mand i levende Live sælge sit Odelsgods, havde de øvrige Medlemmer af Ætten (óðalsnautar[9]) Forkjøbsret (boð) til samme for den Pris, som en Fremmed vilde give, og Ejeren var derfor pligtig til først at lovbyde Gaarden til sine Frænder (bjóða), se G. L. 276–278 og 287–291; F. L. XII. 4 og 5; M. L. VI. 4, 6 og 7. Dette gjaldt ikke alene i Tilfælde af Jordens definitive Salg, men ogsaa ved dens overdragelse til Brugspant eller Salg mod Gjenkjøbsret (til stefnu eða mála, til forsølu); dog var han i sidste Tilfælde efter G. L. 288 ikke pligtig at byde Jorden til sin egen Søn.[10] Efter F. L. kunde Lovbydelsen foregaa til enhver Tid, og inden 1 Maaned derefter maatte da Odelsmanden indfinde sig og kjøbe Gaarden. Efter G. L. skulde derimod Besidderen fare til Tings om Høsten i det Fylke, hvori Jorden var beliggende, og der byde de Odelsmedberettigede at indfinde sig Thorsdagen i Paaskeugen det næste Aar og kjøbe Jorden for saa meget, som Andre byder for den; dog skulde det sandes med Ed, at Budet er alvorlig ment. Ligesaa skulde efter F. L. XII. 4 og M. L. VI. 5 Odelsmanden sværge, at han vilde kjøbe Jorden for sin egen, ikke for nogen Andens Regning. Meldte der sig samtidig flere Odelsmænd for at kjøbe Jorden, afgjordes deres indbyrdes Forret efter deres Forhold til Besidderen; hvorledes striden skulde løses, naar der samtidig meldte sig flere lige nære Odelsarvinger, f. Ex. flere Sønner, siges ikke. – Havde Besidderen, naar Odelsmanden meldte sig, skiftet Sind, og nu ikke vilde sælge den lovbudne Jord, maatte han efter F. L. XII. 4 og M. L. VI. 5 i Erstatning for Kjøbets Ophævelse (kauprof) til Odelsmanden erlægge 10 pCt. af Kjøbeprisen. G. L. har Intet herom, men bestemmer blot i 287, at hvis Odelsmanden indfandt sig Thorsdagen i Paaskeugen, men Besidderen udeblev, kunde hin fordre Jorden kjøbt efter skjønsomme Mænds Vurdering, hvad enten Besidderen vilde eller ikke. Dersom Odelsmanden sednere igjen vilde sælge Jorden, var han efter F. L. XII. 4 og M. L. VI. 5 forpligtet til først at byde den til dens forrige Ejer[11].

Meldte der sig Ingen efter Lovbydelsen, eller Ingen vilde give saa meget for Jorden, som der var budet, kunde Ejeren frit sælge den til hvem han vilde, og Kjøberen kunde siden ikke mere rygges, se G. L. 276[12], jfr. 287 Slutn.[13] og 277[14]. At ogsaa efter F. L. Lovbydelsen var endelig præskriberende for Ættens Forkjøbsret, fremgaar klart deraf, at ifølge XII. 4[15] den fremmede Kjøber af Odelsjord, hvis Lovbydelse var forsømt, havde Adgang til selv at lovbyde Jorden paa samme Maade, som sælgeren skulde have gjort, og med samme Virkning til de odelsberettigede, og, hvis disse da ikke vilde løse Jorden til det fastsatte stevne (1 Maaned efter Lovbydelsen), beholdt han Jorden lige saa uryggeligt, som om han selv var Odelsmand. – Ifølge F. L. XII. 6 skulde ingen Mand lovbyde odelsjord til Kvinde eller omvendt (jfr. IX. 21). Denne Regel, der maatte medføre, at ingen Kvinde kunde rygge noget af en Mand foretaget Salg eller omvendt, hævedes udtrykkelig ved M. L. VI. 7.

Ved M. L. undergik Reglerne om Ættens Forkjøbsret imidlertid tvende væsenlige Forandringer. Først blev den Sum, hvorfor Odelsmanden skulde have Ret til at faa den lovbudne Gaard kjøbt, ikke den Pris, som en Fremmed vilde give, men Gaardens Taxtværdi efter 6 Mænds Skjøn, se M. L. VI. 4 og 5 jfr. 8 Slutn. – Dernæst blev der indrømmet Frænderne Ret til uanseet Lovbydelsen at forbeholde sig sin Forkjøbsret eller, i Tilfælde, sin Løsningsret, selv fra andre, fjernere odelsberettigede Medlemmer af Slægten, ved at lyse Forfald.[16] Disse var: 1) Pengemangel; dette Forfald maatte lyses hvert 10de Aar, i hvilket Tilfælde Odelsmanden kunde beholde sin Ret i 60 Aar efter Lovbydelsen; 2) Fraværelse udenlands, eller indenlands i Kongens Ærende; 3) Sygdom, og 4) Ubekjendtskab med Lovbydelsen; i de sidste 3 Tilfælde maatte Odelsmanden gjøre sin Ret gjældende inden 12 Maaneder efter sin Tilbagekomst til Fylket eller efter Forhindringens Ophør, se M. L. VI. 4 og 10. – Ved denne Adgang til gjennem Lysning at forbeholde sin Forkjøbsret, hvilket tidligere alene havde tilkommet den, der havde afhændet Jord med kontraktmæssigt Forbehold af Løsningsret (solgt Jord «til stefnu« eller «til mála«, «til forsølu«, modsat «til skeytingar«, se G. L. 272 jfr. 276 i Slutn. og 293, F. L. XII. 1 og 7, M. L. VI. 12 og 13), – maatte Lovbydelsen tabe det meste af sin praktiske Betydning, og Forkjøbsretten i Virkeligheden gaa over til en Løsningsret, og denne opfatning fremlyser ogsaa paa forskjellige Steder af M. L. – og ved denne Forkjøbsrettens overgang til Løsningsret blev den allerede forud store Lighed mellem Odelsjord i en Fremmeds Besiddelse og Jord, som blot var overdraget Besidderen til brugeligt Pant (solgt til Stevne eller Maale), endnu mere fremtrædende, og det i den Grad, at man i den følgende Tid endog overførte Reglerne for Løsningssummens Bestemmelse fra denne til hin, saa at ogsaa Odelsjord kunde løses for den i sin Tid erlagte Kjøbesum, se Chr. V. L. 5–3–5 sidste Halvdel, – der ikke fandtes i Kilden, M. L. VI. 5, Chr. IV. L. 4, – samt 5–3–16, der i Kilden, M. L. VI. 11, jfr. F. L. XII. 3, alene angik Forsalejord. Omvendt findes Bestemmelsen i F. L. XII. 4, M. L. VI. 5, at Odelsmanden alene skal løse Godset for egen, ikke for nogen Fremmeds Regning, at være overført paa Forsalejord, se f. Ex. Herredagsdom af 22 Juli 1578, D. Mag. 3 R. II. S. 4.

Dersom Jorden ikke før Salget havde været lovbuden, var Frænderne berettigede til at omstøde Salget (ripta kaup, brigða jörd), G, L. 277, 278 og 289, F. L. XII. 6 og 7, M. L. VI. 8–10. Fremgangsmaaden herved (jarðarbrigð, landabrigð) var stemmende med den, som skulde iagttages ved Lovbydelsen: Odelsmanden skulde udsige Besidderen om Høsten og stevne ham inden Løverdag før Midfaste Søndag det følgende Aar til at fravige Jorden mod Løsningssummens Erlæggelse Thorsdag i Paaskeugen (hvilket i M. L. er forandret til Tirsdagen næst efter Paaske, Jordetirsdag, (þókutýrsdagr?). Løsningssummen synes i dette Tilfælde efter de ældre Love at have været den ved Salget betalte Pris, for hvilken jo Odelsmanden, i Tilfælde af at Lovbydelse havde fundet Sted, skulde have kjøbt Gaarden, jfr. G. L. 277[17]. Vistnok siges der saavel i Kap. 266 som i 269, at Indløsningen skal ske efter skjellige Mænds Vurdering; men at hermed ikke kan have været Meningen at give nogen almindelig Regel for Løsningssummens Bestemmelse, følger klart deraf, at disse Steder (Kap. 265–269), der i Sammenhæng fremstiller Løsningsprocessen, angaar alle Jordløsningstilfælde, saavel Løsning fra fjernere odelsberettigede Medlemmer inden selve Ætten (Kap. 274, 275, 285, 294) som i Tilfælde af Salg til Fremmede, – og saavel den egentlige Odelsløsning som Udøvelsen af kontraktmæssig betinget Gjenløsningsret. Og at Løsningssummen maatte blive at bestemme paa forskjellig Maade i disse forskjellige Tilfælde, er en Selvfølge: Ved Løsning af Odel fra Medlemmer inden selve Ætten, maatte naturligvis altid Taxtværdien (med ⅕ Afslag) lægges til Grund (jfr. 274[18]). Ligesaa klart er det, at ved Gjenløsning af Forsalejord alene den for samme betalte (eller derpaa udlaante) Sum skulde betales; kun hvis Udløsningen i rette Tid forsømtes, eller Sælgeren, i Tilfælde af Fattigdom, havde forsømt at lyse sin Ret, skulde Gjenløsningen ske for Gaardens fulde Værd (se G. L. 276, 283 og 284, jfr. 293 og 272; F. L. XII. 2, 3 og 7[19]). – Efter M. L. VI. 5[20] og 8 jfr. 12 og 13 er det derimod, som oven anført, klart, at Løsningssummen i alle Odelstilfælde maatte blive at bestemme ved Taxt, og kun ved Forsalemaal blive den virkelig erlagte Sum, med Forbehold af Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn for Jordens Forbedring eller Forringelse i Mellemtiden (jfr. M. L. VI. 11, Chr. IV. L. 7).

Denne Frændernes Ret til at omstøde Salg af ulovbuden Jord, maatte efter de ældre Love være gjort gjældende inden den almindelige Frist af 12 Maaneder efter Salget; eller, om Odelsmanden var udenfor Fylket, inden 12 Maaneder efter hans Tilbagekomst; ellers kunde Besidderen ikke rokkes, se G. L. 278 og 289, F. L. XII. 7. – Var den Odelsberettigede umyndig, maatte han gjøre sin Ret gjældende inden 12 Maaneder efter opnaaet Myndighed (G. L. 273); var den odelsberettigede Enke, skulde hun lade sin Ret lyse til Tinge inden 12 Maaneder efter Salget, og kunde da udsætte Gjenløsningen indtil 12 Maaneder efter at hun var bleven gift (G. L. 290); og var det en Mø, skulde hun ligesaa efter G. L. 291, naar hun var bleven myndig (15 Aar), lade lyse sin Odelsret paa Tinge, og kunde da foretage Gjenløsningen inden 12 Maaneder efter at hun var bleven gift. Tilsvarende Bestemmelser indeholdes vel ikke i F. L., hvis XII. 7 alene i Almindelighed siger, at Løsningen skal ske inden 12 Maaneder «forfaldsløst»; men det kan ikke betvivles, at Fraværelse og Umyndighed har gjældt som lovligt Forfald.

At disse Forfald ved Løsning af solgt Odelsgods imidlertid alene har gjældt, hvor Jorden var solgt uden Lovbydelse, fremgaar tildels ligefrem af selve Udtrykkene i de her anførte Bestemmelser. At den skete Lovbydelse efter G. L. og F. L. endelig udelukkede Ættens Løsningsret, synes efter de ovenfor anførte Steder ganske klart.

Efter F. L. XII. 4 var imidlertid Sælgeren (eller den fremmede Kjøber) forpligtet til i 10 Aar efter Salget med Vidner at bevise, at Lovbydelse havde fundet Sted. Overensstemmende med den almindelige Regel i F. L. X. 28 og XIII. 1, skulde derhos ved alle Salg af Jordegods være vidner tilstede, hvorfor Kjøberen i Løbet af 20 Aar skulde svare. Ved disse Vidner skulde Kjøbets Omfang og Betingelser i Tvisttilfælde bevises, navnlig hvorvidt Gjenløsningsret var forbeholdt eller ikke. Ti ved Forsalejord havde naturligvis Sælgeren Ret til, overensstemmende med Aftalen, at løse Godset, og samme Ret tilkom ifølge F. L. XII. 1, jfr. IX. 30, efter hans Død hans Arvinger i 10 Aar efter opnaaet Myndighed. Men dog skulde Løsningsretten lyses inden det Fylke, hvori Jorden var beliggende, inden 20 Aar; i modsat Fald var efter F. L. XII. 7 Løsningsretten forspildt, medens efter G. L. 272 Forsømmelsen alene medførte, at Godset nu maatte løses for sin fulde Værdi. At der her alene tales om den kontraktmæssige Løsning, fremgaar for det første klart af Forbindelsen med Kap. 276 i Slutn. og dernæst deraf, at det udtrykkelig siges i Kap. 272, at rette Løsningsvidner (arofar af rjúfa) er de, som var tilstede ved deres Handel, af hvad Byrd de end er, – medens Vidnerne ved den egentlige Odelsløsning efter 266 nødvendigvis maatte være odelsbaarne i det Fylke, hvori Jorden laa. – F. L. XII. 7 anden Halvdel; «Svá er ok mælt» o. s. v. synes iøvrigt, ligesom samme Parts første Kapitel, at være en sednere tilføjet Bestemmelse.

De Odelsberettigedes Forkjøbsret synes saaledes ikke at have været betrygget ved særdeles stærke Garantier. Antageligt er det dog, at det i hine gamle Tider vistnok kun sjælden hændte, at Nogen solgte sin Jord til Fremmede, uden at Nogen af de øvrige Odelsfæller gjorde sin Forkjøbsret gjældende, med mindre hele Ætten var bleven saa forarmet, at Forkjøbsretten var dem til ingen Nytte. Og i dette Tilfælde vilde længere Præskriptionsfrister været af liden Interesse; ti al den Stund odelsretten endnu havde den gamle Karakter af sand Familieret, kunde en Gaard, som en rum Tid havde været udenfor Familiens Besiddelse, ikke for denne have synderlig højere Interesse end enhver anden. For de Ufødtes, Umyndiges, og Fraværendes Interesse ved Lovbydelsen blev der sikkerlig altid tilstrækkelig sørget af dem, der var tilstede, og at Nogen skulde blive uvidende om Lovbydelsen, var neppe tænkeligt. Mærkeligt nok er det ogsaa, at Odelspaatale i Sagaerne saa godt som ikke nævnes.

Alene lige overfor Kongen synes Ættens Løsningsret at have været stærkere. Medens nemlig Jord, som var skjænket af eller til Kongen, vistnok aldrig kunde reklameres, hvor ikke saadant udtrykkelig var forbeholdt (jfr. G. L. 129, F. L. XII. 4, M. L. VI. 6), ser man dog af G. L. 271, at Odelsjord saavel kunde løses af Private fra Kongen som omvendt af Kongen fra Private, og at Præskriptionstiden i begge Tilfælde er 3 Kongers Regjeringstid, dog saa, at flere samstyrende Konger tilsammen regnedes som en[21] (jfr. F. L. XIV. 7). Bestemmelsen, der aabenbar alene har Hensyn til Kongedømmets, ikke Kongens eget Gods, fik vistnok for Privates Vedkommende især Anvendelse paa Jord, som forbindes under Kronen, jfr. F. L. Indl. 2, M. L. IV. 2 og X. 1, der udtrykkelig tillægger Arvingerne Løsningsret i 10 Aar til den Odelsjord, som blev forbrudt for Thegngilde[22]. For Kongens Vedkommende maatte dette vel kun gjælde solgt eller pantsat Jord, samt alle Afhændelser af det egentlige Krongods, hvilke ifølge en Bestemmelse af Sigurd Jorsalfarer[23] altid af Eftermanden kunde omstødes. – Efter F. L. XII. 4 stod derimod Kongen ganske udenfor Odelsrettens Reglen han skulde hverken bydes eller selv byde nogen Mand Jord. – M. L. VI. 6 siger udtrykkelig, at Kongen staar i selvsamme Stilling til Odelsjord, som enhver Anden, «dersom han ikke har skjænket os den»[24], jfr. Kap. 2. – Kirken som saadan kunde naturligvis ikke odle. F. L. XIV. 3 gjentager alene den almindelige Kirkerets Grundsætning, at Kirken hævder til Ejendom i 30 Aar, men selv kan Kirken ikke frahævdes sit Gods.

Efter den forstærkede reelle Betydning, som Odelsretten fik efter Borgerkrigene, maatte ogsaa Familiens Retsmidler til Betryggelse af dens Forkjøbsret forøges. Ligesom vi har seet, at M. L. gav Odelsfællerne Adgang til at forbeholde sin. Ret trods Lovbydelsen ved at lyse Forfald, saaledes bestemte M. L. VI. 7 udtrykkelig, at Løsningsretten til ulovlig solgt Odelsjord, hvorunder ligefrem indbefattes det Tilfælde, at Lovbydelsen er forsømt, ingensinde skal præskriberes, jfr. Chr. IV. L. V. 10 sidste Passus. Det samme skulde gjælde om den Odelsjord, som Kvinder erholdt i Arv efter sine Børn (men som var disses fædrene Odel, jfr. Rb. 2 Maj 1313 Art. 1) eller i Tilgave (hvor altsaa odelsretten tilkom Mandens Frænder), eller som blev bortskjænket ved Testament[25]. – Meningen kan dog hermed kun være den, at Ættens Løsningsret i disse Tilfælde opretholdes uden nogen Lysning af Forfald; hvis derimod den nye Erhverver eller hans Slægt selv beholdt Jorden i Hævdstid, følger det ligefrem af M. L VI. 2, at den blev denne Families Odel, og nu, som det udtrykkelig tillægges, ikke mere kunde løses fra den[26].

Den hele Betydning, som Lovbydelsen efter M . L. beholdt, var altsaa, at, hvor den var forsømt, havde de Odelsberettigede Adgang til, uden at foretage nogen Lysning, at indløse Jorden, lige til en ny Æt odelshævdede den, og at denne Ret har tilkommet ethvert Medlem af Familien, uden Hensyn til, om han var født før eller efter Gaardens Afhændelse, synes der ingen Grund til at bestride. – Havde derimod Lovbydelse fundet Sted, tabte de odelsberettigede sin Ret, hvis de ikke lyste Forfald, og i ethvert Tilfælde efter 60 Aars Frist. Mod ufødte Prætendenter var saaledes i dette Tilfælde Besidderen betrygget. M. L. VI. 10 viser tydelig, at Forfaldslysningen alene kom den tilgode, som selv havde foretaget den, og at Bevis for, at Jorden har været lovbuden, er Besidderen urokkelig, med mindre Prætendenten beviser om sig selv, at han var pengeløs ved Lovbydelsen og at han tillige har lyst dette Forfald hvert lode Aar[27]. – I de i VI. 7 udtrykkelig nævnte Tilfælde havde imidlertid Lovbydelsen ingen Virkning, ligesom den jo ved Gaver ingen Anvendelse kunde have.

Chr. IV. L. udelod Bestemmelsen i M. L. VI. 7, om at Odelsretten til bortskjænket eller ulovligen solgt Jord aldrig skulde kunne præskriberes, og tilføjede i dets Sted i V. 6, at alle de Odelsjorder, som man bekommer med lovligt skjøde eller med lovlige Gaver af rette Ejer, og besidder i rolig Hævd i 30 Aar, det beholder man angerløst for Odel uafvundet. Ligeledes siges det udtrykkelig i V. 10, at Faderens ulovlige Salg af Børnenes Odelsgods i deres umyndige Aar uden Lovbydelse maa rygges inden 30 Aar. – Hermed indførtes altsaa en almindelig Præskription af Løsningsretten i 30 Aar, uanseet om Lovbydelse havde fundet Sted eller ikke, og Lovbydelsens eneste Betydning blev saaledes nu, at den gjorde Pengemangels-Lysning hvert 10de Aar nødvendig, Kap. 4, 2det Passus; men da dette var en tom Formalitet; og Terminen var den samme, 30 Aar, i hvert Tilfælde, bliver det let forklarligt, at Lovbydelsen snart maatte blive betragtet som en temmelig overflødig Sag, og tilsidst gik aldeles af Brug (Dons, de jure retractus gentilitii, Hafn. 1767, oversat i Evensens Samll. 1ste Binds 1ste Hefte, Side 65–66) der bevidner, «at Odelsgods næsten altid afhændes uden foregaaende Lovbydelse»). – Da Præskriptionsterminen endvidere var den samme som den, hvori Odelsret erhvervedes ved samme Ætlægs Besiddelse efter Kap. 1, blev Tillægget om, «at saadan Jord ikke kan lovsøges fra den Æt, som den i saa lang Hævd haft haver», egentlig ganske overflødigt, og fik først igjen nogen Betydning, da Hævdstiden ved Fr. 14 Januar 1771 blev gjort kortere end Præskriptionsterminen. Alligevel lod Chr. IV. L. Tillægget blive staaende, sandsynligvis af den Grund, at man allerede i den tidligere Praxis, – paavirket af den danske Rets, fra den romersk-tydske indkomne Lære om Ejendomshævd, se Kbhvn. Reces 1547 Art. 26 og Kold. Reces 1558 Art. 50, i Forbindelse med de norske Loves forskjellige Anvendelser af Klagepræskriptionen, der i de fleste Tilfælde vistnok maatte lede til en umiddelbar Ejendomserhvervelse, – havde indlagt den Forstaaelse i disse Ord, at upaatalt Besiddelse i Odelshævds-Tid afvæbnede enhver Vindikation, og ikke alene Odelspaatale. Det viser sig af dere Retssager fra 16de Aarh., f. Ex. Herredagsdom af 29 August 1599, at man har fortolket Bestemmelsen i M. L. VI. 2 saaledes, at 60-aarig upaatalt Besiddelse af samme Ætlæg er urokkelig uden Hensyn til Adkomsten, altsaa at Praxis paa dette Lovsted har grundet Ejendomshævd. Ogsaa Udtrykket i Chr. V. Lovs 5–5–3, hvor Hævds-Institutionen først er optagen i Norges Lovgivning, sammenlignet med dens umiddelbare Kilde, Kold. Rec. 1558 Art. 50, viser, at Ejendomshævd i den norske Ret er en Anledning af Odelshævden: «Hvis andet Gods og Ejendom o. s. v.»

Med Hensyn til Odelsgods, som den ene Ægtefælle indbragte og lagde i Fællig med den anden, bestemmer Chr. IV. L., som ovenfor anført, at den Længstlevende alene skal beholde Brugsretten sin Livstid; hvorimod det efter dennes Død skal tilfalde næste Odelsmand.

De processuelle Regler ved Odelspaata1e, der i sig selv ikke afveg synderligt fra den almindelige Rettergang i Sager angaaende Penge og Gods[28], skal behandles i 5te Afsnit, om Rettergangen. Beviset for Løsningsmandens Odelsret skulde efter Gulatingsloven føres ved 3 Mænd, odelsbaarne inden Fylket (árofar), som havde været 20 Aar gamle, da deres Fædre døde, hvilke skulde bevidne, at Løsningsmandens opgivne Stamtavle stemmer overens med deres Fædres Beretning, hvorhos 2 andre odelsbaarne Mænd, som havde været 15 Aar, da deres Fædre døde, skulde sande hines Ed. Se G. L. 266–269, F. L. XII. 6–8, M. L. VI. 8–10, Chr. IV. L. 5, Rb. 1316 (N. gl. L. III. 120) samt Fr. 2 Maj 1629, der foreskrev Rettens Fortabelse for Løsningsmanden, naar han ikke udførte sit søgsmaal til endelig Dom.

Ejendom i Kjøbstæderne var aldrig Odelsretten undergiven, men regnedes lige med Løsøret, uagtet alle Kjøbstadsmænd i Henseende til personlig Ret agtedes som Haulder. Jfr. dog B. L. VI. 5, ophævet ved Fr. 7 Marts 1558, om Forkjøbsret til Huse i Byen.

  1. Se dog Munchs Hist. IV. 1 S. 512–13.
  2. Þeir skulu telja til langfeðra sinna 5, er átt hafa, en sá hinn setti er bæði átti at eign ok at óðrli.
  3. Engum manni verðr jørð at óðali, fyrr en 3 langfeðr hafa átt ok kemr undir hinn fjórða samfleytt. En ef konungr skeytir manni jørð, þá skal þá jørð engum manni bjóða, þó at hann vili selja, hvergi er átti áðr, ef konungr átti síðan heimila. En engi maðr skal bjóða konungi jørð, ok eigi konungr øðrum manni.
  4. Nú verðr kona baugrýgr, verðr hon bæði arfa óðals ok aura, ok á engi maðr undan henni at leysa. Nú eru þær konur, er óðalskonur eru ok óðrlum skulu fylgja: dóttir ok systir ok føðursystir ok bróðurdóttir ok sonardóttir. Þær eru baugrýgjar tvær: dóttir ok systir; þær skulu baugum bœta ok svá taka sem karlmenn, ok svá eigu þær boð á jørðum jafnt sem karlar. Nú eru þær arfar føður síns; nú elr ønnur dóttur eina en ønnur son einn, þá skal sonr leysa undan frændkonum sínum, sem løg eru til (Kap. 274). En ef enn skiptist um, ok elr hon son en þeir dœtr, þá skulu þeir leysa undan þeim slíkum aurum, sem hann leysti undan mœðr þeirra, ok skal þá liggja jørð kyrr þar sem komin er; þá er jørð komin þrysvar undir snúð ok undir snældu.
  5. Ef maðr vill óðal sitt selja, þá skal hann bjóða á þingi þar innan fylkis, sem jørðin liggr, bauggildismønnum. En þeir eru kaupi næstir, er nánastir eru, ok eigu þó allir bauggildismenn boðu á. Nú skal hann gera Þeim mánaðár stefnu til jarðar verðs.
  6. Hvervitna þar, sem óðalsjørð er til í skipti (mellem samfædre Faster, samfædre Broderdatter og sammødre Søster), þá hafi þat óðal er til er borit, en hinir lausa aura.
  7. Nú skipta brœðr tveir eða fleiri óðlum sín í millum, eða konur þær sem óðlum skulu fylgja, þá skal í þá kvisl óðal hverfa, sem lotin eru, bæði at boðum ok at ábúð; bjóða því at eins í aðra kvisl, at þá sœki þrot eða aldauða arfr verði. En eigi skiljast óðul fyrr með þeim, en hverr má eiga dóttur annars.
  8. Nú skal maðr hafa óðalsjørð sína at búa á heldr en annarr valinkunnr maðr, allt þat er samtýnis liggr. Nú ef óðalsnautar vilja eigi byggja hánum, þá skal hann bjóða þeim leigu fyrir fardaga, slíka sem aðrir menn vilja leigt hafa, ok sé þó eigi at fjándboði … Nú liggr jørð eigi samtýnis, þá skal hann þó hafa, ef hann hefir áðr vunna sína jørð alla, þá er hann á, ok liggr samheraðs, ok þar etja andvirki øllu á. Eigi má hann jørð hafa, ef fjøll eða forað eða fjørðr eða ár úfœrar banna.
  9. Óðalsmaðr synes egentlig nærmest at betegne den, der faktisk udøver Odelsret, medens óðalsnautar bruges om samtlige de Medberettigede, jfr. M. L. VI. 8.
  10. G. L. 276: Nú vill meðr selja óðalsjørð, þá skal hann á þing fara um haust ok bjóða óðalsnautum sínum at kaupa, þá skulu þeir koma til þórsdag i páskaviku ok reiða hánum aura slíka, sem aðrir menn vilja keypt hafa úskyldir; þá skal sonr hans kaupi næstr. Nú vill maðr úskyldr kaupa, ok tortryggvir sá er næstr er kaupi, at hinn vill svá dyrt keypt hafa, þá skulu þeir báðir sverja kaupi ok sali, at svá vil ek selt hafa, ok svá vil ek keypt hafa. Nú ef hinn vill eigi svá kaupa, þá skal hann selja til heimils hveim sem hann vill. – 277: Nú kaupir maðr jørð úboðrna, þá megu óðalsnautar þat kaup ripta. – 288: Nú vill maðr jørð selja til stefnu eða til mála, þá skal bjóða þeim fyrst fyrir váttum, er óðrli eru næstir; bjóða því at eins syni sínum, ef hann vill.
  11. F. L. XII. 4: Ef sá tortrýggvir, er selja vill, hverr aura þá eigi, er hinn vill fyrir jørðina greiða, þá sveri sá er kaupa vill, at hann hefir þat í sinni ætlan at kaupa sér til óðals ok eigi með arfsvikum undir annann, ok kaupi slíkt, sem þá hefir hann verð til, ok eigi ekki boð optarr á. En verði hánum fúst eða falt óðal þat, er hann keypti, þá skal bjóða enn aptr hinum, er hann keypti af, ef hans óðal var. En hann skal jørð selja, sem hánum er þá boðit við, ok hann vill sverja, at hánum var boðit við.
  12. Nú ef hinn vill eigi svá kaupa, þá skal hann selja til heimils hveim sem hann vill.
  13. Þá er þeim jørð úheimil er kaupir, efóðalnautar koma til þórsdag í páskaviku.
  14. Nú ef hinn kallar boðrna, ok leiðir hann vátta þar fram, at jørð var boðin løgboði, þá skal hann jørð hafa, sem han keypt hafði.
  15. Nú kaupir maðr óðalsjørð úbodna, þá skal hann bjóða at jafnfullu sem óðalsmaðrinn ok með sama hætti. En ef ódalsmenn leysa eigi at aura stefnu, þá hafi hann jørð jafnheimila sem óðalsmaðr bygði. – Jfr. Aschehoug, i Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur 1854 S. 218–222.
  16. M. L. VI. 4: Ef maðr vill óðalsjørð sína selja, þá skal með þessum hætti óðal bjóða, at fara til þings þar sem jørð liggr, þá er sýslumaðr er á þingi, ok tala svá hátt, at allir heyri, þeir sem þar eru, ok nefna eignina á nafn með þessum orðum: Eign þessur er óðal mitt er, ok ek verðr nú at selja, þá býð ek øllum mínum frændum þeim, sem til lausnar eru komnir, ok gerir ek til stefnu øllum óðalsmønnum, þeim fyrst er nánastir eru, ok eiga þó allir óðalsmenn boð á, at leysa með slíkum verðaurum, sem 6 skynsamir menn meta, ok ek gerir til laga stefnu til verðs lyktingar. Ok svá skal laga stefna vera, at þeir hafi leyst jørð þá innan 6 mánaða nauðsynjalaust. En þessar eru nauðsynjar: ef maðr er félauss ok lýsir hann því á hverjum 10 vetrum innan 60 vetra, at hann er sýnn at brigðarmanni ok hans óðal er. En ef hann kann fé at fá, þá gángi hann til óðals síns, þó at sá hafi leyst, er hánum var næstr at óðali. Sú er ønnur nauðsyn, ef maðr er utanlands, ok svá ef konungr gerir mann erenda sinna, eða er maðr sjúkr eða sárr, ok svá ef maðr vissi eigi, at sú jørð var boðin. Nú ef nokkurr hefir leyst undan þessum mannum sín óðul, þau er þeir eigu løgliga at hafa ok at leysa, þá skulu þeir leysa aptr innan þeirra 12 mánaða er þeir koma heim, ok þeir verða varir við, at sú jørð var boðin.
  17. Þa eigu þeir at dœma hánum jørð, en hinum aura slíka, sem váttar vitu, at hann reiddi hánum. … Nú ef hinn kemr eigi til dóms, þá skal hann bjóða aura.
  18. Þá skulu þeir meta jørð aura fullra; þá skal hann aura bjóða fimtungi minni en jørð er metin.
  19. G. L. 283 og 284: þá skal hann njóta vátta sinna, hversu miklu aura hinn á í þeirri jørðu; þá skal hann þá reiða, nema hinum beri vitni til meira aura. Jfr. 272: Nú liggr jørð 20 vetr, ok er þar engi lýsing á, þá liggr hon til fullra aura. – F. L. XII. 2: Sá er forsølumáli réttr, at slíkan eyri skal maðr taka, sem hann reiðir. … En ef hann vill eigi lúka við hann, þa stefni hánum heim. … ek kalli fullverði fyrir jørð þeirri.
  20. En hann skal svá dýrt kaupa, sem 6 skynsamir menn meta bæði jørð ok hús ok øll hlunnendi, þó at hinn hafi dýrra keypt, er eigi var óðalsmaðr til.
  21. Nú ef jørð kemr undir konung, þá skulum vér undan ármanni hans þá jørð brigða, … ok hafa brigt fyrr en þriggja konunga æfi sé liðin. En ef eigi er þá brigt, þá liggi jørð sem komin er. En þó at konungar sé þrír senn at landi, þá er þat þó eins æfi. Nú vill konungr jørð undan oss brigða, þá skal ármaðr hans þá brigða svá sem várr hverr undan øðrum. Hann skal þá ok hafa brigt fyrr en þriggja konungs æfi sé liðin, ella liggi jørð sem komin er. Eigi skal þá brigða, er konungr er innan fylkis þar sem sú jørð liggr.
  22. Odelsjord, som var erlagt i Mandebod til Private, kunde derimod efter G. L. 270 Slægten aldrig søge tilbage, da den strax blev Modtagerens Odel.
  23. Sigurd Hranessøns Proces, Storms Udg. S. 19.
  24. Svá skulum vér konungi várum óðul sín bjóða, er undir oss hafa borit, þau sem hann hefir eigi gefit oss, þegar oss verða føl, sem konungr skal oss bjóða vár óðul, þegar undir hann berr. Ok svá skal hann øllum sínum óðalsnautum bjóða, sem þeir skulu hánum bjóða, þau er þeirra óðul eru í þeirra óðalsneyti.
  25. Óðalsjarðir þær allar, er konur erfa eptir børn sín, eða konum er gefit í tilgjøf, eða menn gefa í tíunðar gjøf, eða aflaga gengr undan mønnum, þar skal aldri fyrnska á falla, meðan skilrík vitni eru til; þá má sá óðalsmaðr, er boði er næsta brigð hefja ok sœkja til lausnar, þegar hann vill.
  26. Þá verðr þeim, er hefir, sú jørð at óðli, svá at þá jørð má engi undan hánum brigða.
  27. Skal þá verjandi leiða fram vitni, er þat beri: at þar váru vit nær, er þessi jørð var løgboðin ok skeytt undir þenna mann ok hans ættlegg. Nú ef hánum fullnast þessur vitni, þá verðr hánum sú jørð at óðli, nema hinn leiði fram nauðsynjarvitni sín, at hann var félaus þá er jørð var boðin, ok þat með at hann lýsti á hverjum 10 vetrum, at hann var sýnn at brigðarmanni.
  28. Se Hertzberg, Den ældste norske Proces S. 35 fgg. og. 89 fgg.