Forelæsninger over den norske Retshistorie/2

Frederik Brandt

Forelæsninger over den norske Retshistorie

Damm, 1880 (1, s. 12-13).

Oprindelig maa det vistnok antages, at ethvert af de mindre Samfund, hvori det norske Folk i Oldtiden var delt, har haft sine egne, mere eller mindre afvigende Retsvedtægter (jfr. Olafs s. helga Kap. 10)^[1]. Det er imidlertid sandsynligt at flere af disse Samfund allerede lige fra Landets Bebyggelse har staaet i en nærmere indbyrdes Forbindelse og dannet større Grupper eller Afdelinger af Folket. Saaledes Trønderne (om Trondhjemsfjorden), Hørderne og Rogerne (paa Vestlandet), Raumerne (paa Oplandet), Vikverjerne (om Kristianiafjorden). Inden disse Grupper har vistnok en i det væsenlige overensstemmende Retsudvikling fundet Sted, og det sees, at de tidlig har sluttet sig sammen om et fælles Ting (allsherjarþing) og en fælles Lov. Saaledes havde Trønderne sit allsherjarþing på Øren ved Nidelvens Udløb (Olafs s. Tryggvas. Kap. 105, FmS. I. S. 224, Heimskr. Kap. 57); Hørderne sit Fællesting paa Gula i Hørdafylke (Egils saga Kap. 56 og 57).

Den lovgivende Myndighed i alt, hvad der vedkom de privatretlige Forhold (løg), hvilede hos det til Tinge forsamlede Folk. Høvdingerne og sednere Kongen, som Lovens vogter og selv Loven undergiven, havde naturligvis her en vægtig Stemme med, og kunde vel ogsaa ofte selv tage Initiativet og ved sin Indflydelse bevirke Love antagne.^[2] I hvad der alene vedkom Landsstyrelsen og Kongedømmets egen Ret, tilkom det derimod Kongen udelukkende at forordne med gode Mænds Raad; hertil hørte det ogsaa at løse Tvivl om Lovens rette Forstaaelse, fylde dens Mangler og rette dens Uoverensstemmelser (bœta løg). Og det var tillige en Selvfølge, at den Samling og ordning af de gjældende Retsvedtægter, som Samfundslivets Udvikling i Tidernes Løb maatte paakræve, – hvad man i det moderne Sprog vilde kalde Lovgivningens Kodifikation og Revision, – naturligst udgik fra Kongedømmet, og at Lovene tillagdes og gaves Navn efter Kongen; uagtet denne ikke besad nogen lovgivende Myndighed, men Loven altid maatte forelægges for og vedtages af Tingmændene.

De ældste Love var udentvivl meget kortfattede. De tilsigtede ikke nogen udtømmende Behandling af Retsstoffet, men alene en Afgjørelse af de særskilte Retsforhold, som Behovet krævede. De opbevaredes i mundtlig overleverelse, ofte i ordsproglig eller rimet (allitereret) Form,^[3] og det er sandsynligt, at der paa Tingene har været afholdt regelmæssige Retsforedrag (løgtala, uppsaga laga) af fremragende Lovkyndige. Ikke før ved Midten af det 11te Aarhundrede blev de skriftlig optegnede; efter nogles Mening først et Aarhundrede sednere.

1. Jfr. P. A. Munch, Det norske Folks Historie I. 1. S. 85 og 98–100. L. M. B. Aubert, De norske Retskilder I. S. 28.
2. R. Keysers Efterladte Skrifter II. S. 230 fgg.
3. Af saadanne haves endnu en stor Mængde bevaret i Lovene. Saaledes: Garðr er granna sættir; Engi skal øðrum at garðstauri standa; I salti liggr sak, ef sœkjendr duga; Engi skal vinna eið fyrir brjóst hins dauða; Svá er, ef einn berr vitni, sem engi beri, en tveir sem tíu; Viðrmælis er hverr maðr verðr; Hverr skal þingi ráða, er þings þykkist þurfa; Allr dagr at stefnu at uppvesandi sólu; Engi á søk á sønnu; Vélakaup skal at vettugi hafa; sitt vedfé á hverrr, ef fyrir váttum er veðjat; Sá skal skiptum ráða, er stœrrum vil skipta; At augnaskoti má óðrlum skipta, nema álburðr þykki betri; Engi má öðrum álburðar synja; Björn ok úlfr skal útlagr vera, þeirra verk vill engi maðr varða; Gánga skal guðrsgæfi til fjalls sem til fjöru, ef gengit vil hafa; Mynda skal meyar fé allt en ekkju fé hálft; Þræll má engi kaupi ráða nema knifi sínum einum; Kýr skal í kýr stað koma; Gjøf er gjaldi betri; Móðir verðr magar arfi; Ábúd jarðar heimilar tekju, en landskyld heimilar loð, o. fl.