Forelæsninger over den norske Retshistorie/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I Folkenes Barndom maa Retten nødvendigvis mangle positivt Grundlag. Den Afgjørelse, som Retstvistigheder i det ordnede Samfund altid maa finde, sker efter det almindelige Omdømme om, hvad Rimelighed og Billighed kræver. Dette almindelige Omdømme vil nu hos de forskjellige Folk og til de forskjellige Tider antage en forskjellig Skikkelse efter de forskjellige Vilkaar, som Folket er og har været underkastet, og den forskjellige Udviklingsgang, det som Følge deraf har gjennemgaaet; kun i sine største Træk vil den almenmenneskelige Retsbevidsthed overalt og altid være sig selv lig. – Naar samme eller lignende Retstilfælde flere Gange er forefaldet, danner der sig tilsidst Vedtægter, der fra nu af følges som Norm, uden at det for hver Gang undersøges, om de ogsaa alt vel overvejet, er overensstemmende med hvad Billighed tilsiger. Naar der kan siges at existere saadanne anerkjendte Vedtægter om alle eller de fleste af de Retsforhold, der opstaar hos et Folk, siger man, at det er i Besiddelse af en positiv Ret. Om denne er opbevaret skriftlig, eller ikke, gjør intet til Sagen; skjønt det første, som et Folk optegner, efter at det har lært Bogstavskriften, gjerne er Retssætningerne.

Rettens Oprindelse ligger saaledes forud for al Historie, og er egentlig samtidig med Samfundsdannelsen selv; dette giver sig ogsaa tilkjende deri, at Folkene gjerne henfører sine ældste Love til Guderne. Ogsaa i vore Oldsagn omtales Love af Odin og Frey, og Lovgivning og Retspleje stod hos vore Forfædre i nøjeste Forbindelse med Religionen.

Den saaledes udviklede sædvansmæssige Ret fremtræder imidlertid mere som en Forudsætning om, hvorledes enhver retsindig Mand vil handle, end som en ufravigelig Befaling om, at han skal handle saaledes, hvilket ligger i det moderne Begreb om Lov og Ret. Omgivelsernes Tryk vil dog altid gjøre det vanskeligt for den Enkelte at sætte sig ud over, hvad der antages som Ret, og, eftersom Forholdene udvikler sig, og Erkjendelsen af Samfundets Myndighed ligeoverfor det enkelte Medlem bliver stærkere, vil umiddelbart bindende Retsnormer dannes efter Omstændighederne ved Folkebeslutninger eller ved Høvdingers og Kongers Befalinger. Dette nye Element vil fra først af alene slutte sig supplerende til den sædvansmæssige Ret; men efterhaanden vil det optage denne i sig, og danne den hele Masse af forhaandenværende Retsbestemmelser til et ensartet Hele, og nu vil Retten fremtræde som Lovbud, udgangne af Statsmyndighedens Vilje, og i Bekjendtgjørelsen finde endnu en anden Hjemmel for sin Gyldighed end den, som ligger i dens oprindelig forudsatte Fornuftmæssighed. Sædvanen, hvilende paa den inden Folket levende Overbevisning, vil nu mere og mere tabe sig som selvstændig Retskilde, og mere og mere indtage en supplerende og fortolkende Stilling, uden at det dog nogensinde kan siges, at den ophører som forpligtende Retskilde.

Af denne Fremstilling af Retsudviklingens Gang vil det fremgaa, at et Folks ældre Retstilstand maa opfattes og forklares paa en ganske anden Maade end den, der anvendes ved Fremstillingen af en Nutidens Lovgivning. Retshistorien er mere en historisk, om man vil kulturhistorisk, Disciplin end en juridisk. Heraf følger baade, at de historiske Kilder, – Sagaer og Diplomer – for Kundskaben om de Gamles Retsforfatning maa faa en ganske anden Betydning ved Siden af de opbevarede Love, end nu tildags, og at det heller ikke ved Lovene gaar an at holde sig saa strengt til Ordforstanden, eller saa umiddelbart at udlede Retssætningerne af de enkelte Lovbestemmelser, som ved nyere Love. Det kommer mest an paa af Loven at sætte sig ind i de Gamles Betragtning af ethvert Retsforhold i dets Almindelighed, og heraf igjen at udlede de enkelte Retssætninger. Selve Lovenes saa ofte rent ordsproglige Form viser, hvor lidet de har været bestemte til at tages synderlig paa Ordet.

Paa den anden Side er det ikke mindre nødvendigt strengt at holde sig til Kilderne, og vel at vogte sig for vilkaarlige Konstruktioner. Det bliver derfor mangen Gang vanskeligt nok at forene den tilbørlige Troskab imod Kilderne med den fornødne Frihed ved deres Benyttelse.

En anden Vanskelighed ved Behandlingen af vore ældre Love som Retskilder, hvilken ogsaa har sin Grund i den ovenfor skildrede Retsudvikling, ligger deri, at ikke alle de Lovbestemmelser, som findes i en og samme Lov, har været samtidig gjældende, idet sednere Lovbestemmelser, der ophæver eller forandrer det tidligere gjældende, er tilføjede, uden at derhos det ældre er udeladt eller har undergaaet den fornødne Forandring.


Man kan mærke sig følgende 9 Stadier i den norske Retsforfatnings Udvikling:

1. Fra de ældste Tider indtil Rigets Samling til et Hele og Monarkiets Indførelse ved Harald Haarfagre, 872.

2. Fra Harald Haarfagre til Kristendommens Indførelse ved Olaf den hellige.

3. Fra Olaf den hellige til Magnus Lagabøters Lovrevision 1274.

4. Fra Magnus Lagabøter til Foreningen med Danmark, 1387.

5. Fra Foreningen med Danmark til Reformationen 1537, og Norges Underkastelse under Danmark.

6. Fra Reformationen til Christian d. 4des Lovbog af 1604.

7. Fra Christian d. 4des Lovbog til Christian d. 5tes Norske Lov af 1687.

8. Fra Lovbogen til den indenlandske Lovkyndigheds Opkomst ved Andreas Høyer og juridisk Examens Indførelse ved Fr. 10 Febr. 1736.

9. Fra Høyer til Ørsteds Fremtræden, eller for Norges Vedkommende indtil dets Adskillelse fra Danmark 1814.

Retshistorien behandler alene Tidsrummet indtil Christian den femtes Lovbog, ved hvilken i det mindste i den skrevne Ret et fuldstændigt Omslag skede, og en ny Grundvold blev lagt for Retsudviklingen, der bekvemmest betragtes i Forbindelse med Fremstillingen af vor nu gjældende Ret.