Forelæsninger over den norske Retshistorie/15

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Under Kristian d. 4des Regjering udgaves derhos flere vigtige Forordninger, der dels er trykte i Rigsregistranterne, dels i Paus’s Samling og tillige særskilt Blandt disse kan mærkes:

Forordning angaaende Raadstueretternes Oprettelse af 6 August 1607.

Fr. angaaende Skjærpelse af Straffen for Løsagtighed af 12 Oktbr. 1617.

Fr. indeholdende Forbud mod Signen, Manen, Maalen, Igjenvisning, visse Dages Udvælgelse m. v. af 12 Oktbr. 1617.

Fr. angaaende Værnetinget i Misgjerningssager af 10 Decbr. 1617.

Fr. angaaende Lejermaal i forbudne Led af 19 Marts 1619.

Fr. om Øvrighed og Bestillingsmænd i Kjøbstæderne af 7 April 1619.

Fr. om Løsgjængere og Tjenestefolk af 16. Novbr. 1619.

Fr. om Haandværkssvenne og Drenge af 10 Decbr. 1621 jfr. 26 Aug. 1622.

Forordninger om Mynten af 16 Novbr. 1619, 20 Febr. 1621, 16 Aug. 1622, 14 Febr. 1624, 10 Oktbr. 1629 o. fl.

Fr. at Kjøb, Salg, Kontrakter, Pantsætte1ser og andre Forhandlinger om Odelsgods skal ske til Tinge, af 1 Aug. 1622.

Fr. om Sværgen, Banden og Helligbrøde, af 20 Novbr. 1623.

Fr. indeholdende Forbud mod Munke, Jesuiter og andre papistiske Gejstlige, samt mod hemmelig Religionsøvelse af 28 Febr. 1624.

Fr. om Luxus af 1 Maj 1624 m. fl.

Anordning af Herredagskommissarierne, at ingen Enkemand eller Enke, som har Børn, maa gifte sig, før end Skifte er holdt m. v., af 2 Januar 1629.

Forordning om Kirkedisciplinen samt om Præstens Embede og Pligter af 27 Marts 1629, jfr. Fr. om Børnedaaben af 23 Maj 1646.

Fr. at Odelstrætter skal udføres til Dom under Rettens Fortabelse, af 2 Mai 1629.

Fr. om Rydningsvæsenet af 28 Juni 1632 og Forbud mod Skovenes Forhuggelse m. v. af s. D.

Anordning angaaende adskilligt, hvorom Undersaatterne til sidste Herredage (i 1631) har suppliceret (fornemmelig om Embedsmændenes Pligter og Rettigheder m. v.), af 29 Juli 1632, samt hemmelig Instruktion af s. D., hvorefter Lensmændene til Undersaatternes Beskjærmelse mod Fogeders og Andres Forurettelser sig har at forholde (jfr. Y. Nielsen, Jens Aagesen Bjelke, S. 197–8).

Fr. om Bergværksdriftens Frigivelse af 29 Juli 1632 jfr. Fr. 24 Febr. 1636 om Belønning for dem, der aabenbarer fundne Metalanvisninger, og Straf for dem, som hindrer saadant.

Fr. om Lagmænd, Fogeder og andre Forhold i Norge af 15 Marts 1633.

Anordning om Skatters Oppebørsel, Odelsgods’s Forbrydelse, Gaardes Udstykning, Brevpenge m. m., som paa sidste Herredag var forhandlet, af 24 Oktbr. 1634.

Fr. om den Tid, inden hvilken Kommissariers eller Lagmænds Domme maa stevnes til Herredag, af 17 April 1636.

Aabent Brev om de adelige Sædegaardes Skattepligt af 28 Sept. 1639.

Oluf Parsbergs Anordning om Sildfiskerierne i Trondhjems Len, konfirmeret af Kongen 6 Juni 1640.

Fr. at Ingen maa ægte sin Stedfaders efterladte Hustru eller Stedmoders efterladte Mand, af 16 Decbr. 1646.

Kristian d. 4des Krige med Sverige foranledigede Oprettelsen af en staaende Hær ved Ordinans af 18 Januar 1628; den blev vel igjen ophævet det følgende Aar, men atter organiseret i 1640, og var inden Kongens Død blevet til en fast Institution (jfr. Befaling af 2 Juni 1647). – De af Kongen udgivne Krigsartikler for Fodfolket af 10 April 1611 (hvilke i det meste stemmer med det af Frederik d. 2den i Anledning af Syvaarskrigen udgivne Kr. Art. Brev af Maj 1563) og for Rytteriet af uvis Dato, begge trykte i Kjøbenhavn under 10 April 1612, 4to. og Krigsordinans af 17 Decbr. 1615 (Ny Danske Mag. III. S. 161 fgg. og II. S. 161 fgg.) gjaldt efter Ordene vistnok alene for Danmark; men Sagens Natur medførte, at disse, lige saa vel som de tidligere for hvert enkelt Krigstogt udgivne, maatte blive anvendelige paa alle Tropperne, ikke mindre paa de norske end paa de danske, og de henføres derfor ligefrem til den norske Lovgivning.[1] De afløstes af hans Krigsartikler for Officerer og Soldater til Hest og Fods, hvad heller de er hvervede eller udskrevne, danske saavelsom andre Nationer, af 10 Maj 1625, trykte i Kristiania 1644, 4to.

Kristian den 4des berømteste Love er hans to Recesser, hvori han for en Del har kodificeret sin ældre Lovgivning, nemlig den lille Reces af 31 Marts 1615 og den store Reces af 27 Februar 1643. Den første synes ikke at vedkomme Norge; skjønt et Par Artikler angaar Emner, hvorom Retsreglerne var fælles (saaledes Art. 29 og 39). – Af den store Reces er den 3dje Bog udtrykkelig given for Norge og en Kodifikation af de ovenfor nævnte Forordninger af 10 Decbr. 1617, 28 Juni 1632, 29 Juli 1632, 15 Marts 1633, 24 Oktbr. 1634 og 17 April 1636. Den 1ste Bog, Om Gejstligheden, er for den største Del sammensat af fælles Kilder, og mange Artikler nævner udtrykkelig begge Riger (saaledes 1–4–13, 15, 17, 21, 22, 45, 59, 61, 65, 73, 83). Den 2den Bog, Om verdslige Politi, er derimod væsenlig hentet af rent danske Kilder, og har aabenbar alene Hensyn til Danmark; men ogsaa her nævnes begge Riger i flere Artikler (saaledes i 2–5–3 Slutn., 7, 2–8–6, 2–12–4, 2–19, 2–26, 2–28). Det har udentvivl været Meningen, at disse 2 Bøger nærmest skulde gjælde Danmark, og alene de Bestemmelser, som enten udtrykkelig var rettede til Norge, eller angik fælles Institutioner, have Lovskraft i Norge. Imidlertid blev der oftere opkastet Spørgsmaal, om ikke Recessen i sin Helhed var gjældende i Norge, uden at dog dette Spørgsmaal nogensinde sees at have faaet direkte Afgjørelse. Det kan dog ikke betvivles at dette vigtige Lovværk, ligesom tidligere den koldinghusiske Reces, har faaet en udbredt Anvendelse i den norske Retspraxis; den paaberaabes jevnlig i norske Domme, og i den følgende Lovgivning henvises oftere til den.[2] Det kan saaledes siges, at Kristian den 4des Reces i særlig Grad forberedede den Sammensmeltning af norsk og dansk Ret, som Kristian den 5tes Lovbog gjennemførte; ti Recessen, og navnlig dens 2den Bog, er en af Lovbogens vigtigste Kilder. Recessen blev opsendt til Norge ved Brev til Hannibal Sehested af 2 Januar 1645, men, i alle Fald ikke i Almindelighed, publiceret her. – Saavel den store som den lille Reces er trykt i Rosenvinges Samling 4de Bind.

Under Kristian den 4de sees der iøvrigt at have været truffet Foranstaltning til Udgivelse saavel af en ny Lovbog eller Reces, som en ny Kjøbstadlov og en ny Kirkeordinans for Norge, fornemmelig fremkaldt ved Forestillinger fra Kansler Jens Kjelke. Allerede i 1619 havde Bjelke fremsat Forslag om Udgivelse af en Reces, hvori Lovens Utydeligheder og Trykfejl kunde rettes, og paa Herredagen i Bergen 1631 androg Rigets Lagmænd blandt andet om, at der maatte bevilges dem «en Reces paa hvis mørkt og misligt findes i den norske Lov», og spurgte derhos, «om de i Sager, der ikke var forklarede i den norske Lov, men derimod ide danske Recesser, maatte faa Tilladelse til at rette sig efter disse». Til at afgive Betænkning over denne Sag blev ved Kongebrev af 29 Juli 1632 nedsat en Kommission. Denne indstillede under 8 Marts 1633, «at der i de Sager, hvorom ingen fuldkommen Underretning i den norske Lov findes, efter den danske Lov samt der i Riget udgangne Recesser og Forordninger, som til Rettens Administration her i Norge bedst og forsvarligst kunde appliceres, kjendes og dømmes»; angaaende den nye norske Reces udtaler derimod Kommissionen sig ikke. Forslaget om at tillægge den danske Lovgivning subsidiær Gyldighed i Norge fik, som det synes, ingen ligefrem Afgjørelse, og det norske Lovarbejde blev uden Resultat; endskjønt der sees at være gjort forskjellige Forsøg med at bringe det i Gang (Kongebreve af 12 Marts 1636, 11 Juni 1639, 2 Aug. 1646, 5 Juni 1648 og 11 Novbr. 1653), og tillige at Forarbejder til den nye Lov virkelig har været gjorte.[3] – Allerede under 15 Februar 1631 havde Kongen paalagt Rigets Biskopper at samle og indsende de tidligere udgivne Anordninger om kirkelige Sager, samt afgive sin Betænkning om, hvad der i Ordinansen kunde behøve videre Forklaring. – Og under 9 Decbr. 1636 sendte Kongen et Udkast til en fælles Stadsret for de norske og danske Kjøbstæder, i hvilken den hele om Kjøbstæderne udgivne Lovgivning skulde indføres, til Betænkning af Borgerskabet i de fornemste Byer i begge Riger, jfr. Kgbr. 3 Februar 1639. – Men ingen af disse Kodifikations-Foranstaltninger sees at have ført til noget Resultat. Ved Hyldningen i 1648 begjærede Borgerskabet i Kristiania en Bylov, «hvorefter alt, som ikke til Landsloven kan henføres, kunde handles og forrettes», og ved Kgbr. 25 Aug. s. A. blev det bevilget, «at dem lige saadan Stadsret og Lov, som i andre vore Kjøbstæder i Danmark eller Norge brugeligt er, maa forundes». Men videre blev der heller ikke denne Gang af Sagen.

  1. Rosenstand-Goiskes Krigsret I. S. 110–15.
  2. Aubert, De norske Retskilder S. 79–84.
  3. Aubert, De norske Retskilder I. S. 66–70. Y. Nielsen, Jens Aagesen Bjelke S. 90, 100, 193, 194, 255, 302–4, 307, 330 og 367.