Forelæsninger over den norske Retshistorie/14
Den gjældende Lovbog i Norge var fremdeles Magnus Lagabøters Landslov og Bylov, saadan som de dels ved sednere Retterbøder og Forordninger, dels ved den sædvansmæssige Ret, og Byloven derhos fornemmelig ved specielle Privilegier og Borgernes selvgivne Vedtægter,[1] var blevne afændrede. Loven havde imidlertid aldrig været trykt; man maatte hjælpe sig med slette og indbyrdes uoverensstemmende Afskrifter. Hertil kom, at de danske Embedsmænd som oftest slet ikke forstod det norske Sprog, hvori Loven var skreven,[2] men i det højeste kunde ty til slette og ofte ganske urigtige Oversættelser. Trangen til en Revision af den snart 300aarige Lov maatte saaledes være særdeles følelig.
Allerede Kristian d. 3dje sees at have været betænkt paa en saadan Lovrevision. Ved Kongebrev af 18 Januar 1557 sammenkaldtes en Herredag til Bergen, hvor Lovbogen skulde gjennemgaaes og dens Uoverensstemmelser og Urigtigheder afhjælpes. Men dette skede ikke. Paa Herredagen udgaves alene en liden Reces angaaende enkelte Punkter i Landboretten, som ikke afhjalp Ulempen i nogen Maade. Under Frederik d. 2den blev det atter ved Kgbr. 14 April 1572 paalagt Lagmændene at træde sammen og udarbejde en korrekt Oversættelse af Lovbogen med tilhørende Retterbøder; men heller ikke denne Foranstaltning førte til noget Resultat. Formynderstyrelsen i Kristian den 4des Mindreaarighed gjenoptog Sagen og paalagde under 29 Januar, 5 og 30 Marts 1592 Statholderen, Axel Gyldenstjerne, i Forening med Lagmændene, Adelen og dere gode Mænd at tage en af de nyeste danske Oversættelser af Loven med tilhørende Retterbøder for sig, gjennemgaa og korrigere denne, for at den derefter kunde blive trykt og publiceret som Lov. Men heller ikke denne Gang førte det til Maalet; uagtet man ser, at der har været afholdt Møder i denne Anledning, og uagtet Regjeringen under 19 Juli 1593 gjentagende indskjærpede Lovarbejdets uopholdelige Fremme. – Endelig, da Kong Kristian den 4de selv var i Norge i 1602, gav han under 31 August Statholderen Jørgen Friis, Kansleren Hans Pederssøn Basse († 1602) og Adelsmanden Anders Green (der siden blev Kansler), tilligemed Lagmændene ordre til at sammentræde i Oslo St. Pauli Dag førstkommende og tage Lovbogen med tilhørende Retterbøder for sig, gjennemgaa, korrigere, forandre og oversætte den paa dansk. Denne Gang førte det til Maalet. Et revideret Udkast med en særskilt Fortegnelse over foreslaaede Forandringer blev Kongen tilstillet, og, efter at dette var gjennemgaaet, lod Kongen et nyt Udkast udarbejde og forelægge den til Sommeren 1604 i Bergen sammenkaldte Herredag. Efter at det der var drøftet, blev det trykt og under 4 Decbr. 1604 bekræftet af Kongen som Lov samt publiceret overalt i Norge paa de første Lagting i Aaret 1605.
Kristian den 4des Biograf Nils Slange fortæller endvidere, at den unge Konge, som allerede ved sin Hylding i Norge i 1591 var bleven opmærksom paa den store Uredighed, som herskede i Lovene, allerede strax efter sin Tronbestigelse 1596 havde givet Statholderen, Kansleren, Adelen og Lagmændene ordre til at foretage og fremme Lovrevisionen. Men da Kongen ved sit Besøg i 1602 fornam, at det var blevet forsømt, afsatte han Lagmændene, hvis vrangvillighed paa Domstolen allerede tilforn var ham bekjendt, fra deres Bestillinger og beskikkede andre i deres Sted, saa at ikke mere end tvende af de gamle Lagmand udi ganske Norge blev ved deres Embede (Slange, Chr. IV. Hist. S. 48, 115–17 og 178–9). – Men hele denne Fortælling er Fabel. Registranterne indeholder intet om nogen kongelig ordre af 1596, og Beretningen herom beror aabenbar paa en Forvexling med Formynderregjeringens ordre af 1592 og 1593, hvilke Slange ikke omtaler. Og ingen Lagmænd blev afsatte i 1602; derimod blev tvende Lagmænd (Bergens og Skiens) afsatte i 1603, men paa Grund af andet utilbørligt Embedsforhold. Vistnok sees samtlige øvrige søndenfjeldske Lagmænd at være udnævnte næsten samtidig, i 1600 og 1601; men i Virkeligheden var disse allerede meget tidligere beskikkede (af Lensherren),[3] og deres Formænds Afgang havde fundet sæd til højst forskjellige Tider, saa at den samtidige Udfærdigelse af Eftermændenes Bestallinger alene er en Tilfældighed. – Uden Tvivl er det dog denne samtidige Udnævnelse, i Forbindelse med den næsten samtidige Afsættelse af de 2 Lagmænd, hvoraf Slange har lavet Fortællingen; i Virkeligheden var de tvende nordenfjeldske Lagmand de eneste, hvormed der i alle disse Aar ikke skede nogen Forandring.
Kristian d. 4des Lov var saaledes oprindelig bestemt alene at skulle være en korrigeret Oversættelse af Magnus Lagabøters Lov med tilhørende Retterbøder; men under Udførelsen er adskillige Forandringer gjorte. Derimod laa det ingenlunde i Planen, at den skulde være nogen ny Lov eller engang nogen Omarbejdelse af den gamle. I Lovens Fortale siges det, at alle baade gamle og nye Retterbøder er indførte i Loven paa det Sted, hvor de bekvemmest kunde henføres, «saa at alle Retterbøder dermed er afskaffede og ikke fornødent, at Dommeren mere end Loven i sig selv herefter har at agte». Men som Kodifikation er Loven yderst ufuldstændig, og selv som Oversættelse er Arbejdet maadeligt. Meget er blevet staaende som forlængst var ugjældende, saaledes de gamle Ledingsbestemmelser, den gamle Rettergangsmaade, Bødesystemet m. v., og tildels i Strid med Lovens egne Bud; Ordenen er forvirret; nyere Retterbøder indskudte paa Steder, hvor de ikke passer, og ofte forstyrrer Meningen af den oprindelige Text. Paa flere Steder har Oversætteren misforstaaet sin Text; stundum ogsaa gjengivet den paa Slump. Af nyt er kun yderst lidet tilføjet. Den gamle Lovs Kristendomsbolk er selvfølgelig udeladt, og alene Formularerne til Hyldingsederne tilføjet i Slutningen af Tingfarebolken. – Med alt dette kan det ikke betvivles, at Lovens Udgivelse maa have afhjulpet et overordentligt Savn; alene den Omstændighed, at den blev bekjendtgjort ved Trykken, var en Vinding, der maatte opveje en stor Del af dens Mangler.[4]
Lovbogen var bestemt saavel for By som for Land. Den er inddelt i Bolker og Kapitler paa samme Maade som Magnus Lagabøters Landslov, alene med den Afvigelse, at dennes 2den Bolk (Kristendomsbolken) er bortfalden, og begge Love svarer for det meste kapitelvis til hinanden.
Paa den samme Herredag i Bergen lod Kongen sammenkalde alle Biskopperne og paalagde dem at udarbejde en egen Kirkeordinans for Norge, hvori de dog saa meget som muligt skulde rette sig efter den danske Ordinans. Da Arbejdet var færdigt, blev det gjennemgaaet af de teologiske Professorer i Kjøbenhavn og derefter bekræftet som Lov paa den følgende Herredag i Stavanger under 2 Juli 1607.
Kristian d. 4des Lovbog er trykt i Kjøbenhavn i 1604 og 1610, samt 1657 tilligemed Lovens summariske Indhold og Forklaring over termini juridici og Kompendium over Arvetallet af Jens Bjelke. En ny Udgave er besørget af Fr. Hallager og Fr. Brandt, Kristiania 1855. – Kristian d. 4des Kirkeordinans er trykt i Kjøbenhavn 1607, samt hos Paus.
- ↑ Af saadanne haves adskillige bevarede, jfr. Aschehoug, Norges offentlige Ret S. 465–6; Aubert, De norske Retskilder I. S. 61.
- ↑ «Saa kunne og de danske og tydske Lehnsmænd, Fogeder og Præster ikke vel læse og forstaa dette norske, besynderlig hvad dennem er imod», – siger statholder Axel Gyldenstjerne i en Indberetning 1590 (Norske Samlinger I. S. 540).
- ↑ Af Herredagsprotokollen sees de allerede at have fungeret paa Herredagen 1599. – Det i Fortalen til Udgaven af Kristian den 4des Lovbog, Kristiania 1855, S. XV–XVII anførte maa saaledes berigtiges.
- ↑ Aubert, De norske Retskilder I. S. 63–4.