Forelæsninger over den norske Retshistorie/13

Fra Wikikilden

Fra Kong Kristian den 3djes Tid besidder vi Lovgivningen meget fuldstændigere end tidligere, idet man nu begyndte at føre ordentlige Kopibøger (Tegnelser og Registre) over de udgaaende kongelige Anordninger og Befalinger. Imidlertid kom meget ikke ind i Protokollerne, dels fordi det umiddelbart blev kundgjort ved Trykken, dels af Forsømmelse, navnlig hvor Udfærdigelsen fandt Sted udenfor Regjeringens regelmæssige Sæde. De norske Rigsregistranter med Tillæg af andetsteds bevarede Regjerings-Udfærdigelser er udgivne i Trykken indtil 1640 i 7 Bind, Chr.ania 1861–80. En Del er trykte i Paus’s Samling, Kbhvn. 1752, og meget er vist nok ogsaa gaaet tabt.

Norge var nu blevet et Lydrige under Danmark og tabte sit eget Rigsraad. Regjeringen førtes ifra Danmark; Lovene udkom «med Danmarks Raads Samtykke», og tildels fælles for begge Riger. Danske Mænd tilrev sig de vigtigste Poster i Norge, og Landets eget Sprog fortrængtes efterhaanden saavel fra Lovene og Rettergangen som fra de dannedes Skrift og Tale. – Det var da en ligefrem Selvfølge, baade at Lovgivningen fra nu af mere og mere maatte tabe sin nationale Karakter, og at dansk Ret overalt maatte trænge ind i den norske Praxis.[1] Den bestandige Uro og Forstyrrelse, som i Unionstiden havde hersket i alle Forhold, og den Stilstand, hvori Privatlovgivningen i 150 Aar havde befundet sig, maatte ogsaa i særlig Grad stille Fordringer til Rettens Haandhævere paa samme Tid, som Stillingen i det hele maatte give dem en udstrakt Frihed i Rettens Anvendelse. Selve den ældre, fremdeles bestaaende Lovgivning kunde saaledes ikke undgaa i Anvendelsen mangengang at underlægges en Forstaaelse, som var den fremmed. Medens Retsudviklingen fra nu af kjendelig bliver livligere, antager Retten mere og mere dansk Præg.

Den mest indgribende Foranstaltning i dette Tidsrum er Reformationens Indførelse ved den kjøbenhavnske Herredags Beslutning af 30 Oktober 1536. Herved var naturligvis hele den ældre Kirkeret med et Slag sat ud af Kraft. Den nye Kirkeforfatning ordnedes med Bistand af Luthers Ven og Kollega, Professor Bugenhagen, ved Kirkeordinansen af 2 Septbr. 1537, hvilken tillige skulde være gjældende i Norge, indtil Kongen selv kom derop, da han vilde «efter Superintendenternes Raad udi hver Sted beskikke og stadfæste, hvad efter denne ordinans der ikke holdes kan; ti der vil udi mange Stykker holdes en anden Ordinans» (jfr. Dipl. Norv. I. No. 1091). Deraf blev imidlertid intet; men den danske Kirkeordinans forblev gjældende i Norge lige til 1607. Det samme blev Tilfældet med dens sednere Tillæg, navnlig de 26 Riber-Artikler af 4 Maj 1542, Frederik d. 2dens 25 Troes-Artikler af 20 Septbr. 1569 og samme Konges Anordning om Ægteskabssager af 19 Juni 1582, jfr. Fr. 5 og 6 Maj 1589.

De vigtigste Retskilder i det 16de Aarhundrede er de saakaldte Recesser. Recessus (t. Abschied) betegner egentlig Afgjørelse af fremkomne Andragender, og bruges fornemmelig om de Love, som blev givne paa Herredagene eller Møder, som til forskjellige Tider, fra Midten af det 16de Aarhundrede almindeligvis hvert 3dje Aar, afholdtes af kongelige Befuldmægtigede, stundum ogsaa af Kongen selv, for at «høre Undersaatternes Sager og Klagemaal og forhjælpe Enhver, som stædes for dem, til Norges Lov og Ret». Som oftest blev ved Herredagens Slutning de vigtigere af de afgivne Resolutioner samlede i en almindelig Reces, der saaledes kunde omhandle mange forskjelligartede Materier og, da de ofte henholdt sig til allerede gjældende Love, tildels kan betragtes som Kodifikationer af den tidligere specielle Lovgivning. Recesserne har overhovedet meget tilfælles med de store Retterbøder af 1280, 1293–97 og 98, 1313 og 1358. Almindeligvis blev de siden udtrykkelig stadfæstede af Kongen.[2] – Deriblandt mærkes:

1. Herr Truid Ulfstands og Klaus Bildes Reces, Oslo 24 Januar og Bergen 20 August 1539, konfirmeret af Kongen 24 Maj 1567 (Paus S. 291 fgg. Krag, Chr. III. Hist. II. S. 327. Norske Rigsregistranter I. S. 555 fgg.);

2. Artikler, givne paa Herredagen i Oslo 1548, da Hertug Frederik blev hyldet (Paus S. 307, Krags Hist. II. S. 422, jfr. Dipl. Norv. III. No. 1166);

3. Artikler, givne paa Herredagen i Bergen 1557 og stadfæstede af Kongen (Paus. S. 317, Krags Hist. II. S. 531);

4. Herr Erik Rosenkrands’ Reces, Bergen d. 22 Juni 1565, stadfæstet af Kongen 12 Oktober 1565 (Paus S. 342);

5. Herr Jørgen Lykkes, Bjørn Anderssøns og Kristofer Walkendorfs Reces, Bergen 13 Marts og Trondhjem 4 April 1568, stadfæstet af Kongen 28 Maj 1574 (Paus S. 350 og 409);

6. Herr Ludvig Munks, Bjørn Anderssøns, Axel Vifferts, Kristen Munks og Maurits Styges Reces, Bergen 25 August, Trondhjem 15 September og Oslo 7 Oktober 1578, stadfæstet af Kongen (Paus S. 369 og 385);

7. Herr Bjørn Anderssøns, Jørgen Skrams og Maurits Styges Reces, Oslo 8 Juli 1580 (Utrykt; jfr. Samll. t. n. Folks og Sprogs Hist. V. S. 651 fgg.)

Anmærkning. Ogsaa for Danmark, hvor Herredage afholdtes hvert Aar, udgaves der i denne Periode, fornemmelig under Kong Kristian den 3dje, dere Recesser, der er trykte i Kolderup-Rosenvinges Samling af gamle danske Love 4de Del. Den vigtigste af dem er den Koldinghusiske Reces af 13 Decbr. 1558, der er en af Kristian den femtes Lovbogs vigtigste Kilder. Det er den, som menes, naar «Recessen» citeres uden videre Tillæg. Disse Recesser gjaldt ikke for Norge; men de trængte ind i Praxis og paaberaabes jevnligen. Paa Island blev den koldinghusiske Reces ved Kgbr. 20 Marts 1563 udtrykkelig tillagt subsidiær Gyldighed.[3]

Under Frederik den 2dens Regjering udgaves en ny Søret af 9 Maj 1561, fælles for Norge og Danmark. Norges oprindelige Søret (det 9de Afsnit af Byloven) havde forlængst tabt sin Anvendelse, da Handelen saa godt som ganske var kommen i Hanseaternes Hænder, og disse anvendte sine egne Sø-Vedtægter, den saakaldte visbyske Søret, hvilken derfor blev faktisk gjældende over hele Norden, indtil Hanseaternes vælde blev knækket ved Midten af det 16de Aarh. Frederik den 2dens Søret er væsenlig bygget paa den visbyske, og er den fornemste Kilde til Kristian den femtes Lovs 4de Bogs første 4 Kapitler. – Endvidere udgav Frederik den 2den en ny Gaardsret af 9 Maj 1562, ligeledes fælles for Norge og Danmark, indeholdende Regler for Besætningerne paa de kongelige Slotte og Fæstninger, saavelsom for Adelens Borge. Den er væsenlig bygget paa ældre fælles-nordiske Kilder og beslægtet med Haakon Magnussøns ovenfor, S. 43 omtalte norske Borgret.

Af andre vigtigere Love fra det 16de Aarh. kan mærkes:

Kristian d. 3djes Privilegier for Bergværkerne af 9 Juni 1539 og hans Bergordinans af Maj 1540 (Krags Hist. I. S. 702 fgg.);

Forordning af 20 Marts 1541 (Paus S. 305) om Mynt, Maal og Vægt, og hvorved tillige anordnes et almindeligt Lagting 2 Gange aarlig i Oslo, – jfr. Fr. 18 Jan. 1557, hvorved anordnes et almindeligt Lagting i Oslo St. Pauli Dag (25 Januar) af samtlige Lagmænd m. fl. søndenfjelds, og i Bergen St. Olafs Dag (29 Juli) af Lagmændene m. fl. nordenfjelds, indskjærpet ved Fr. 14 April 1572;

Anordning (for Bergens Stift) angaaende Børnepenges Behandling af 17 Juni 1551;

Forordning om Salg af indenlands byggede skibe af 29 Septbr. 1554;

Anordning om Skifte mellem gjenlevende Ægtefælle og den Afdødes Udarvinger af 29 Juli 1557 (Krags Hist. II. S. 273);

Den odenseiske Reces mellem Frederik II. og de 6 vendiske stæder af 25 Juli 1560 angaaende disses Handel i Norge;[4]

Privilegier og Friheder for den norske Adel af 14 Febr. 1582;

Svar og Besked paa de Artikler, som af den norske Adel blev overgivne, da Kristian den 4de blev hyldet i Oslo, dat. Kronborg 31 Juli 1591. Herved blev Sorenskriver-Embedet oprettet.

En vigtig Retskilde navnlig for den administrative Ret er derhos Forleningsbrevene, især for Hovedlenenes Befalingsmænd, og navnlig Statholderen.[5] Saaledes: Ludvig Munks Lensbrev af 9 Juli 1577 og 14 Juli 1581, Ove Juels Lensbrev af 25 Marts 1583, Axel Gyldenstjernes Lensbrev af 14 Juli 1588 m. fl.

  1. Aubert, De norske Retskilder I. S. 73–9.
  2. Aschehoug, Norges offentlige Ret I. S. 382–3 og 463–4.
  3. Aubert, De norske. Retskilder S. 77–8.
  4. Samll. t. n. F. og Sp. Hist. V. S 843. Norske Mag. III. S. 83–7.
  5. Aschehoug, Norges offentlige Ret I. S. 389.