Forelæsninger over den norske Retshistorie/11

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den ved Magnus Lagabøter tilvejebragte Enhed i Lovgivningen var ikke forbunden med Oprettelse af en fælles lovgivende Forsamling for det hele Land, men de 4 af hinanden uafhængige Lagting blev bestaaende. Dersom nu disse, saaledes som tidligere, skulde blevet i Besiddelse af lovgivende Myndighed, maatte Følgen være blevet, at Retsenheden snart igjen vilde være ophørt. Men dette var heller ikke Forudsætningen. Kong Magnus selv stod, som saa mange andre Lovreformatorer, i den naive Tro, at hans Værk skulde vare til evige Tider og i det højeste tiltrænge nogen Fuldstændiggjørelse og Udbedring i det enkelte, hvilke det da tilkom Kongen at foretage ved Retterbøder (M. L. X. 3). I Loven er der heller i intetsteds Tale om Lagtingets lovgivende Myndighed. Og dertil kom, at Folket som Statsmagt siden Borgerkrigene mere og mere havde tabt i Betydning, og al statsmyndighed efterhaanden var bleven samlet hos Kongemagten, saa at Grænsen for, hvad der kunde ordnes ved Retterbøder, efterhaanden udviskedes. «Kongen er sat over Loven» (konungr er yfir løgin skipaðr), var nu en anerkjendt Grundsætning; vel blev de vigtigere Retterbøder fremdeles forelagte for og samtykkede af Lagtingene; men dette blev mere og mere blot en Form, hvormed man ikke altid tog det saa nøje. Derimod blev Kongens større Raad, eller sammentræde af Rigets gejstlige og verdslige Høvdinger (høfðingjafundr, parliamentum), nu efterhaanden betragtet som en selvskreven Repræsentation for Staten ved Siden af Kongemagten, og dets Samtykke paaberaabes ved de vigtigere Lovgivningsarbejder.[1] – Den Kong Magnus af Folket givne Fuldmagt til at ordne Lovgivningen blev saaledes vedvarende hvilende hos Kongedømmet, medens Lagtingene gik over til blotte Domstole.

De følgende Konger af den nationale Kongestamme udfoldede en ganske rig Lovgivningsvirksomhed. Det var dog mindre Forandringer i den private Ret, som herved bevirkedes; det var Forvaltningsretten og den økonomiske Lovgivning i det hele, Embedsværkets Ordning, Handel, Haandværk og Politi, hvormed Lovgivningen i dette Tidsrum fornemmelig beskjæftigede sig. En udpræget bureaukratisk Opfatning og en Tendens til at lade det Offentlige gribe ind i alle Forhold gjør sig gjældende. Fornemmelig udmærker sig Haakon V. Magnussøns kraftige Regjering (som Hertug med Broderen, Erik Magnussøn 1280–1299 og efter dennes Død som Konge til 1319) ved sine Bestræbelser for at svække Aristokratiets Magt, – Bestræbelser, som i en følgende Tid, under unationale Regjeringer, bar sine sørgelige Frugter ved at berøve Staten dens Modstandskraft og Evne til at opretholde sin Selvstændighed.

De Retterbøder fra denne Periode, som haves bevarede, er trykte i 3dje Bind af Norges gl. Love, Chr.a, 1849; flere desuden i Diplomatarium Norvegicum. Som nogle af de vigtigste kan mærkes, – foruden den oven nævnte store almindelige Retterbod af 1280 og Overenskomsten med Erkebiskoppen af 14 Maj 1290, hvortil slutter sig Retterbod om Gejstlighedens Ret og Skyldighed i gl. L. III. No. 26:

Hertug Haakons Rb. om Arbejdstaxter for Oplandene af 9 Februar 1291.

Hertug Haakons store Rb. for Hedemarken og Thoten af 23 April 1293, samt hans Retterbøder for Hadeland af 22 Juli 1297 og for Ringerige 2 April 1298. En tilsvarende Retterbod har sandsynligvis været udstedt for Raumarike, men er tabt. De handler om Sysselmændenes Pligter, Skydsvæsen, Mynt og Vægt, Leding, Ægtefællig, Lejlændingsvæsen, Almenninger og Fiskevande m. m.[2]

Kong Eriks og Hertug Haakons Rb. for Island af 2 Juli 1294; mest angaaende Landboforholdene (Lovs. f. Isl. I.)

Hertug Haakons Rb. for Færøerne (Sauðabréf) af 28 Juni 1298. Omhandler fornemmelig Landboforholdene. Stadfæstet af Chr. IV. ved Kgbr. 24 Febr. 1637.

Kong Haakons Rb. om Landprang af 16 Oktbr. 1299.

Kong Haakons Rb. om Konge-Arven og Rigsstyrelsen under Kongens Mindreaarighed af 9de (16) Septbr. 1302.[3]

Kong Haakons Retterbøder om Landstrygere og Pasvæsen (hvilket her første Gang forekommer), samt om Oprettelsen af Gjæstgiverier af 29 Mai 1303, saavelsom hans Retterbøder af 6 og 11 Oktober s. A. angaaende Rettens Haandhævelse, Ombudsmændenes Vilkaarlighed, Undsigelser, Fredløses Straf. m. v. (N. gl. L. III. No. 16–19 og 55–56.[4]

Kong Haakons Rb. om Ophævelse af Jarle- og Lændermandsværdigheden samt Embedsværkets Anordning iøvrigt af 17 Juni 1308.[5]

Pave Clemens d. 5tes Brev af 5 Februar 1308, hvorved Geistligheden ved de 14 kongelige Kapeller i det væsenlige unddrages den almindelige Diøcesanmyndighed og stilles under Forstanderskab af Provsten ved Apostelkirken i Bergen som Magister capellarum regiarum (Dipl. Norv. I. No. 113), samt Kong Haakons Rb. af 31 Aug. 1314: at Provsten ved Mariakirken i Oslo herefter tillige skal være Kronens Kansler[6] (Dipl. Norv. I. No. 143).

Kong Haakons store almindelige Retterbod for Norge af 2 Maj 1313.[7]

Kong Haakons store almindelige Retterbod for Island af 14 Juni 1314. (Lovsamling for Island I.);

Kong Haakons Retterbøder om Luxus i Klæder af 21 Oktbr. 1314 og 8 Decbr. 1315.

Kong Haakons Rb. om Brevbrud af 25 Novbr. 1315.

Kong Haakons Rb. om Udlændingers Told af 30 Juli 1316, den ældste Toldtarif.

Kong Haakons Retterbøder om Udlændingers Handel i Kjøbstæderne af 14 og 15 Novbr. 1316.[8]

Kong Haakons Rb. om Ægtefællig (gl. L. III No. 57).

Kong Haakons Borg-Ret eller Artikler for Besætningerne paa de kongelige Borge (N. gl. L. III. No. 61). – Sandsynligvis et Privatarbejde, hvorfor et svensk, eller maaske snarest tydsk Forbillede har ligget til Grund.[9] Den kan i Forbindelse med Hirdskraaen betragtes som den ældste Militærlovgivning.

Overenskomst mellem Norge og Sverige i Anledning af Magnus Erikssøns Udnævnelse til begge Rigers fælles Konge af 26–28 Juni 1319.[10]

Magnus Erikssøns Retterbod om Domsafsigelsen i Kristenretssager af 30 August 1337.

Magnus Erikssøns Retterbøder om Mened, Snigmord og Knivsting af 18 Februar 1348, og om Sysselmændenes Bestikkelse og Rettens Pleje af 8 Januar 1357.

Kong Haakon Magnussen den yngres store Rb. for Østerdalen af 22 Februar 1358 (Dipl. Norv. VI. No. 238 jfr. 593). – Sidestykke til Oldefaderens Retterbøder for Oplandene af 1293, 1297 og 1298.[11]

Kong Haakons Rb. om Hansestædernes Privilegier af 29 Januar 1377.

Kong Haakons udaterede Rb. om Mynten og Handelen i Kjøbstæderne (N. gl. L. III. No. 114).

Endvidere haves der, især af de sednere Konger, en stor Mængde specielle Privilegier for de enkelte Byer, navnlig for Bergen, Oslo, Tunsberg og Skien.

En vigtig Retskilde i dette Tidsrum er ogsaa de gejstlige Statuter eller Anordninger, givne paa Provincialkoncilierne (biskupaþing) under Forsæde af Nidaros’s Erkebiskop, angaaende kirkelige Forhold, der laa eller paastodes at ligge udenfor Statens Omraade. Da Jons Kristenret ikke anerkjendtes af Staten, medens Gejstligheden fra sin Side ligesaalidt erkjendte Statens Ret til at give Anordninger paa Kristenrettens Feldt, men Sagen dog ikke fra nogen af Siderne stilledes paa Spidsen, var det naturligt, at Konciliestatuterne kom til at beskjæftige sig med mangt og meget, der ikke just henhørte til de rent kirkelige Anliggender, men hvori de gamle Kristenretter var ufuldstændige eller utidsmæssige, uden at Gyldigheden af saadanne Anordninger mødte nogen Modsigelse. – Konciliestatuterne gjældte for hele den nidrosiske Kirkeprovins: Norge, Island, Færøerne, Grønland, Orknøerne og Sudrøerne. De er trykte i Norges gl. Love III. S. 229 fgg.

  1. Aschehoug, Norges offentlige Ret I. S. 156–60.
  2. Munchs Hist. IV. 2. S. 260–75.
  3. Munchs Hist. IV. 2 S. 391–403. Keyser, Den norske Kirkes Hist. II. S. 111–14.
  4. Munchs Hist. IV. 2 S. 372–8.
  5. Munchs Hist. IV. 2 S. 483–93: Keyser, Den norske Kirkes Hist. II. S. 116–18. Aschehoug, Norges offentlige Ret I. S. 117.
  6. Munchs Hist. IV. 2 S. 477–83 og 610–2; Keyser, Den norske Kirkes Hist. II. S. 121–3, 149–53 og 178–9.
  7. Munchs Hist. IV. 2. S. 612 fgg.
  8. Munchs Hist. IV. 2. S. 588–92.
  9. Munchs Hist. IV. 1. S. 444–6; Maurer, Das älteste Hofrecht des Nordens, München 1877.
  10. Munchs Hist. Unionsperioden 1. S. 8–13.
  11. Munchs Hist. Unionsperioden I. S. 671–3.