Folkeeventyr (1852)/9

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Der var engang en Fisker, som boede tæt ved Slottet og fiskede til Kongens Bord. En Dag, han var ude at fiske, fik han slet Intet; han kunde bære sig ad, som han vilde, og mede og angle, saa hang ikke et Been paa Krogen; men da det led langt paa Dagen, dukkede et Hoved op at Vandet og sagde: "Faaer jeg det, som Konen din bærer under Bæltet, skal du faae Fisk nok." Manden svarede strax ja, for han vidste ikke af, at hun var frugtsommelig. Siden fik han da Fisk om Dagen, kan hænde, og det saa Meget, han vilde have. Men da han kom hjem om Aftenen og fortalte, hvorledes han havde faaet al Fisken, begyndte Konen at jamre sig og græde, og bad Gud trøste og bedre sig for det Løfte, Manden havde gjort; for hun bar et Barn under Bæltet, sagde hun. Det blev snart fortalt oppe paa Slottet, at Konen var saa bedrøvet, og da Kongen fik høre det og fik spurgt Aarsagen dertil, lovede han, at han vilde tage Barnet til sig og see at redde det. Det led med det skred, og da Tiden var omme, fødte Konen et Guttebarn; det tog da Kongen til sig og opdrog det som sin egen Søn, ligetil Gutten var voxen. Da bad Denne en Dag at han maatte faae Lov at følge sin Fader ud at fiske; han havde saadan inderlig Lyst til det, sagde han. Kongen vilde nødig tillade det, men endelig fik Gutten Lov, han blev med Faderen, og det gik godt og vel nok hele Dagen, ligetil de kom til Lands om Aftenen. Da havde Sønnen glemt efter sig sit Lommetørklæde i Baaden, det vilde han springe ud i den efter. Men med det samme han kom udi, begyndte Baaden at gaae med ham, saa det fossede om den, og alt Gutten holdt imod med Aarerne, saa hjalp det ikke; det gik og det gik, til han kom langt, langt bort til en hvid Strand. Der gik han i Land, og da han havde gaaet et Stykke frem, mødte han en gammel Mand med et hvidt Skjæg. "Hvad hedder det her?" sagde Gutten. "Hvidtenland," svarede Manden, og saa bad han Gutten sige sig, hvor han var fra, og hvad han vilde, og det fortalte Gutten ham. "Ja," sagde Manden, "naar du nu gaaer frem langs med Stranden her, saa kommer du til tre Prindsesser, som staae nedsænkede i Jorden, saa blot Hovedet er oppe. Saa raaber den Første - det er den ældste det - og beder dig saa vakkert komme til sig, og hjælpe sig, og det gjør den Anden ogsaa; men Ingen af dem skal du gaae hen til; skynd dig blot forbi dem, som du aldrig hørte eller saa dem. Men den Tredie skal du gaae hen til og gjøre det, hun beder dig om; det bliver din Lykke, det."

Da Gutten kom til den første af Prindsesserne, raabte hun til ham og bad ham saa inderlig vakkert, at han skulde komme hen til hende, men han gik, som han aldrig saa hende; lige eens gik han forbi den anden; men den tredie gik han bort til. "Vil du gjøre det, jeg siger dig, skal du faae hvem af os Tre, du vil," sagde Prindsessen. Ja, det vilde han gjerne; og saa fortalte hun, at dem tre havde tre Trold sænket ned der; men før havde de boet paa det Slot, han kunde see borte i Skoven. "Nu skal du," sagde hun, "gaae ind i Slottet, og lade Troldene pidske dig een Nat for hver af os; er du istand til at taale det, saa frelser du os." Ja, svarede Gutten, det skulde han nok prøve. "Naar du gaaer ind," sagde Prindsessen videre, "staaer der to Løver i Porten, men gaa bare midt imellem dem, saa gjøre de dig Intet. Gaa saa ligefrem ind i et mørkt, lille Værelse; der lægger du dig. Saa kommer Troldet og slaaer dig; men saa skal du tage den Flaske, som hænger paa Væggen, og smøre dig der, han har slaaet dig, saa er du lige god igjen. Grib saa det Sværd, som hænger ved Siden af Flasken og hug Troldet ihjel. Ja, han gjorde, som Prindsessen sagde, han gik midt imellem Løverne, som om han ikke saa dem, og lige ind i det lille Kammer, og der lagde han sig. Første Nat kom et Trold med tre Hoveder og tre Riis og pidskede Gutten syndigt; men han holdt ud, til Troldet var færdig, saa tog han Flasken og smurte sig, og Sværdet og hug Troldet ihjel med. Da han saa kom ud om Morgenen stod Prindsesserne over Jorden til Bæltet. Den anden Nat gik det lige eens; men det Trold, som da kom, havde sex Hoveder og sex Riis, og det pidskede ham endnu værre end det forrige; men da han den Morgen kom ud, stode Prindsesserne over Jorden til Smallæggen. Tredie Nat kom der et Trold, som havde ni Hoveder og ni Riis, og slog og pidskede Gutten saa længe, at han tilsidst daanede; saa tog Troldet ham og kastede ham mod Væggen, og derved faldt Krukken ned og sprøitede ham over, og saa blev han lige god igjen. Han var da ikke seen; han greb Sværdet og hug Troldet ihjel, og da han den Morgen kom ud af Slottet, stode Prindsesserne heelt ovenpaa Jorden. Saa tog han den yngste af dem til sin Dronning og levede godt og vel med hende i lang Tid.

Men endelig fik han Lyst at reise hjem lidt og see til sine Forældre. Det syntes hans Dronning ikke om; men da han endelig maatte og skulde afsted, sagde hun til ham: "Men Eet skal du love mig, at du blot gjør det, som din Fader beder dig, men ikke det, din Moder beder dig," og det lovede han. Saa gav hun ham en Ring, som var saadan, at den, som havde den paa, kunde ønske to Ting, hvad han vilde. Han ønskede sig da hjem, og Forældrene kunde ikke nok forundre sig over, hvor prægtig og gjild han var.

Da han havde været hjemme nogle Dage, vilde Moderen, han skulde gaae op til Slottet og vise Kongen, hvilken en Mand der nu var bleven af ham. Faderen sagde: "Nei, det bør han ikke gjøre, for saa kan vi ikke have den Glæde at see ham imens;" men det hjalp ikke; Moderen tiggede og bad ham saalænge, til han gik. Da han kom derop, var han prægtigere baade i Klæder og Alting end den anden Konge; det syntes denne nu ikke ret om, og saa sagde han: "Ja, men nu kan du see, hvordan min Dronning er; jeg kan ikke faae see din, jeg. Jeg troer ikke, du har saa deilig Dronning." "Gud give, hun stod her, skulde du faae see det!" sagde den unge Konge, og strax saa stod hun der. Men hun var meget bedrøvet og sagde til ham: "Hvorfor led du ikke mig ad, og hørte efter hvad din Fader sagde dig? Nu maa jeg strax hjem igjen, jeg, og du har ikke flere ønsker." Dermed knyttede hun en Ring i hans Haar, som hendes Navn stod paa, og ønskede sig saa hjem igjen.

Da blev den unge Konge hjertelig bedrøvet og gik Dag ut og Dag ind og tænkte kuns paa, hvorledes han skulde komme tilbake til sin Dronning. Jeg faaer see, om jeg ingensteds kan faae spurgt, hvor Hvidtenland er, - tænkte han og begav sig ud i Verden. Da han havde gaaet en Stund, kom han til et Bjerg; der mødte han En, som var Herre over alle Dyrene i Skoven - for de kom, naar han blæste i et Horn, han havde - og saa spurgte Kongen efter Hvidtenland. "Ja jeg veed det ikke," svarede han, "men jeg skal spørge Dyrene mine." Derpaa blæste han ind disse og spurgte om Nogen af dem vidste, hvor Hvidtenland laa; men der var Ingen, som vidste det.

Saa gav Manden ham et Par Ski; "naar du staaer paa disse," sagde han, "kommer du til min Broder, som boer hundrede Mile herfra; han er Herre over alle Fuglene i Luften; spørg ham! Naar du er kommen frem, saa vender du bare Skiene saaledes, at Odden vender hid, saa gaae de hjem af sig selv." Da Kongen kom did, vendte han Skiene saaledes som Herren over Dyrene havde sagt, og saa gik de tilbage.

Han spurgte igjen efter Hvidtenland, og Manden blæste ind alle Fuglene og spurgte om Nogen af dem vidste, hvor Hvidtenland laa? Nei, ingen vidste det. Længe efter de andre Fugle kom ogsaa en gammel ørn, hun havde været borte i ti Aar; men hun vidste det heller ikke. "Ja, ja," sagde Manden, "saa skal du faae laant et Par Ski af mig; naar du staaer paa dem, saa kommer du til min Broder, som boer hundrede Miil herfra; han er Herre over alle Fiskene i Havet; du faaer spørge ham. Men glem ikke at vende Skiene igjen!" Kongen takkede, steg paa Skiene, og da han var kommen til ham, der var Herre over Fiskene i Havet, vendte han dem, og saa gik de tilbage, ligesom de forrige; derpaa spurgte han efter Hvidtenland igjen.

Manden blæste da ind Fiskene, men ingen vidste Besked; endelig kom en gammel, gammel Gjedde, han havde megen Møie med at faae blæst ind. Da han spurgte hende, sagde hun: "Jo, der er jeg vel kjendt, jeg; for der har jeg været Kokke i ti Aar. Imorgen skal jeg did igjen; thi den Dronning, som Kongen blev borte for, skal have Bryllup igjen imorgen." "Siden det er saa, skal jeg sige dig et Raad," sagde Manden; "her borte paa en Myr staaer der tre Brødre, som har staaet der i hundrede Aar og slaaets om en Hat, en Kappe og et Par Støvler; naar En har de tre Ting, kan han gjøre sig usynlig og ønske sig saalangt, han vil. Du kan sige til dem, at du vil prøve Tingene og siden afsige Dom imellem dem." Ja, Kongen takkede for sig, gik og gjorde saa. "Hvad er det I staae her og slaaes evindelig om?" sagde han til Brødrene; "lad mig prøve Tingene, skal jeg dømme imellem Jer."

Det vilde de gjerne, men da han havde faaet Hatten, Kappen og Støvlerne sagde han: "Naar vi træffes næste Gang, skal I faae høre Dommen!" og dermed ønskede han sig afsted. Medens han foer i Luften, kom han i Følge med Nordenvinden. "Hvor skal du hen?" sagde Nordenvinden. "Til Hvidtenland," sagde Kongen, og dermed fortalte han, hvad der var hendt ham. "Ja," sagde Nordenvinden, "du farer sagtens lidt fortere du end jeg; jeg skal nu ind i hver Krog og guste og blæse, jeg. Men naar du kommer frem, saa stil dig paa Trappen, ved Siden af Døren, saa skal jeg komme susende, som jeg vilde blæse ned hele Slottet. Naar da Prindsen, som skal have Dronningen din, kommer ud og skal see, hvad der er paa Færde, saa tager du ham i Nakken og kaster ham ud, saa skal jeg nok prøve at faae ham af Gaarde." Ja, som Nordenvinden havde sagt, gjorde Kongen; han stillede sig paa Trappen, og da Nordenvinden kom susende og brusende og tog et Tag i Væggen paa Slottet, saa det rystede, gik Prindsen ud forat see hvad der var paa Færde; men med det samme han kom, tog Kongen ham i Nakken og kastede ham ud, og saa tog Nordenvinden ham og reiste afsted med ham. Da han var bleven af med ham, gik Kongen ind i Slottet. Først kjendte ikke Dronningen ham, fordi han var bleven saa bleg og mager, ved det han havde vandret saalænge og været saa sorgfuld; men da han viste hende Ringen, blev hun hjertelig glad, og saa blev det rette Bryllup holdt med stor Glæde og Fornøielse.