Folkeeventyr (1852)/8

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Langt, langt borte i en stor Skov, boede engang et Par fattige Folk. Konen kom i Barselseng, og fødte et Barn, en vakker Datter; men da de vare saa fattige, vidste de ikke, hvorledes de skulde faae Barnet til Daaben. Manden maatte da en Dag gaae ud, forat see at faae Faddere, som selv kunde offre; han gik hele Dagen, baade til den Ene og den Anden, men han fik Ingen. Da han mod Aftenen gik hjem igjen, mødte han et deiligt Fruentimmer, der havde prægtige Klæder paa og saa saa inderlig god og venlig ud; hun tilbød sig at skaffe Barnet til Daaben, men siden vilde hun beholde det. Manden svarede, at han først maatte spørge sin Kone, hvad hun vilde; men da han kom hjem og fortalte det, sagde Konen reent ud nei. Den anden Dag gik Manden igjen ud, men Ingen vilde være Faddere, naar de selv skulde offre, og alt han bad, saa hjalp det ikke. Da han mod Aftenen atter gik hjem, mødte han igjen det deilige Fruentimmer, som saa saa blid ud, og hun gjorde igjen det samme Tilbud. Han fortalte paany Konen det, som var hændt ham, og hun sagde da, at dersom han heller ikke den næste Dag kunde faae Faddere til Barnet, saa fik de vel lade Fruentimmeret faae det, siden hun saa saa god og venlig ud. Den tredie Dag, Manden gik ud, fik han heller ingen Faddere, og da han igjen om Aftenen mødte det venlige Fruentimmer, lovede han at overlade hende Barnet, naar hun vilde skaffe det Daab. Om Morgenen kom hun derfor til det Sted, hvor Manden boede, ifølge med to Mandfolk, tog Barnet og reiste til Kirke med det, og der blev det døbt. Derpaa tog hun det hjem med sig, og der levede den lille Pige hos hende i flere Aar, og Fostermoderen var altid god og venlig mod hende.

Da hun var bleven saa stor, at hun lærte at skjønne, lavede Fostermoderen sig til at reise bort. "Du kan faae Lov at gaae om i alle Værelserne, hvor du vil" - sagde hun til Pigebarnet - "kun ikke i de tre Kammere, jeg nu viser dig." Derpaa reiste hun. Men Pigen kunde alligevel ikke lade være at lukke lidt paa den ene Kammerdør, og vips! saa fløi der en Stjerne ud. Da Fostermoderen kom tilbage, blev hun meget ilde tilmode over at Stjernen var fløien ud, og tillige blev hun vred paa Fosterdatteren og truede hende med at jage hende bort fra sig; men Barnet græd og bad for sig, saa fik hun dog Lov at blive. Om en Tid igjen skulde Fostermoderen atter reise bort, og saa forbød hun igjen Pigen at gaae ind i de to Kammere, hvor hun ikke havde været. Denne lovede at tage sig vare, men da hun havde gaaet en Tid alene, og tænkt og pønset paa, hvad der vel kunde være inde i det andet Kammer, kunde hun ikke holde sig fra at lukke lidt paa den anden Kammerdør, forat titte ind, og vips! saa fløi Maanen ud. Da Fostermoderen kom tilbage, og saa at Maanen var sluppen ud, blev hun meget bedrøvet og sagde til Pigebarnet, at nu kunde hun slet ikke længer beholde hende hos sig, nu maatte hun bort. Men da Pigebarnet græd saa hjertelig, og bad saa vakkert for sig, fik hun dog ogsaa denne Gang Lov at blive igjen. Om nogen Tid skulde atter Fostermoderen reise bort, og da lagde hun Pigen, som nu allerede var halv voxen, ret alvorligt paa Hjerte, at hun slet ikke maatte prøve paa at gaae ind i eller see ind i det tredie Kammer. Men da Fostermoderen havde været borte i nogen Tid, og Pigen havde gaaet alene og kjedet sig længe, tænkte hun: Gud! hvor moersomt det skulde være at see lidt ind i det tredie Kammer! Hun tænkte først, at hun ikke vilde gjøre det alligevel, for Fostermoderens Skyld; men da hun anden Gang faldt paa det, kunde hun ikke bare sig længere; hun syntes, at hun endelig skulde og maatte see ind i Kammeret, og lukkede lidt paa Døren, og vips! saa fløi Solen ud. Da Fostermoderen nu kom tilbage og saa at Solen var fløien ud, blev hun hjertelig bedrøvet, og sagde, at nu kunde Pigen slet ikke længer faae Lov at være hos hende. Fosterdatteren græd og bad endnu vakrere end før, men det hjalp ikke. - "Nei, nu maa jeg straffe dig," sagde Moderen - "men du kan have Valget: enten du vil blive det allersmukkeste Fruentimmer, og ikke kunne tale, eller du vil blive det allerstyggeste, og kunne tale. Men bort fra mig maa du." Pigen sagde: "Saa vil jeg helst blive vakker;" og det blev hun ogsaa, men fra den Tid var hun stum.

Da hun var kommen bort fra Fostermoderen, gik hun og vandrede gjennem en stor, stor Skov, men alt hun gik, blev der aldrig Ende paa den. Da det led mod Kvelden, kløv hun op i et høit Træ, som stod lige over en Kilde, og satte sig der til at sove om Natten. Tæt ved laa et Slot, og fra det kom der tidlig om Morgenen en Terne, der skulde hente Vand af Kilden, Pigen sad over, til Prindsens The. Ternen saa det deilige Ansigt i Kilden og troede, det var hende selv; saa kastede hun Vandbøtten, løb hjem igjen og slog paa Nakken og sagde: "Er jeg saa deilig, saa er jeg sagtens for god til at gaae og bære Vand." En Anden skulde da efter Vandet, men det gik lige eens med hende: hun kom ogsaa tilbage, og sagde at hun var for vakker og for god til at gaae til Kilden efter Vand til Prindsen. Saa gik Prindsen selv, for han havde Lyst til at see, hvorledes dette hang sammen. Da han kom til Kilden, fik han ogsaa see Billedet, og strax saa han op; der blev han da vaer den deilige Pige, som sad oppe i Træet. Han lokkede hende ned og tog hende hjem med sig, og vilde endelig have hende til sin Dronning, fordi hun var saa smuk; men hans Moder, som endnu levede, vilde ikke; "hun kan ikke tale" - sagde hun - "og det kan gjerne være et Trold-Menneske." Men Prindsen gav sig ikke tilfreds førend han fik hende. Da de havde levet sammen en Tid, blev hun frugtsommelig, og da hun skulde føde, lod Prindsen sætte en stærk Vagt omkring hende; men i Fødselstimen søvnede Allesammen, og da hun havde født, kom hendes Fostermoder, skar Barnet i Lillefingeren og smurte Dronningen om Munden og paa Fingrene med Blodet og sagde til hende: "Nu skal du blive saa bedrøvet, som jeg var, da du havde sluppet ud Stjernen;" og saa blev hun borte med Barnet. Da de, der var satte til Vagt, vaagnede, troede de, Dronningen havde ædt sit Barn, og den gamle Dronning vilde have hende brændt, men Prindsen holdt saa hjertelig af hende, og han fik endelig bedet hende fri for Straffen, men det var med Nød og Neppe. Anden Gang den unge Dronning skulde i Barselseng, blev der sat dobbelt saa stærk Vagt som forrige Gang. Men det gik netop ligedan som før; kun med den Forskjel, at Fostermoderen sagde til hende: "Nu skal du blive saa bedrøvet som jeg var, da du havde sluppet Maanen ud." Dronningen græd og bad - for naar Fostermoderen var der, kunde hun tale - men det hjalp ikke. Nu vilde den gamle Dronning endelig have hende brændt, men Prindsen fik dog ogsaa den Gang bedet hende fri. Da Dronningen skulde i den tredie Barselseng, blev der sat tredobbelt Vakt omkring hende, men det gik igjen lige eens: Fostermoderen kom, mens Vagten sov, tog Barnet og skar det i Lillefingeren og smurte Dronningen om Munden med Blodet; og saa sagde hun, nu skulde Dronningen blive saa bedrøvet, som hun selv havde været, da Solen var sluppen ud. Nu kunde Prindsen ikke paa nogen Maade faae reddet hende; hun maatte og skulde brændes. Men just i det samme de ledte hende op paa Baalet, fik de med Eet see Fostermoderen, der kom med alle tre Børnene; de tvende ledte hun ved Haanden og det tredie bar hun paa Armen. Hun gik hen til den unge Dronning og sagde: "Her er Børnene dine; nu skal du faae dem tilbage. Jeg er Jomfru Maria, og saa bedrøvet som du nu har været, var jeg, da du havde sluppet ud Solen, Maanen og Stjernen. Nu har du lidt Straf for det, du gjorde, og fra nu af skal du igjen kunne tale." Hvor glade Dronningen og Prindsen bleve, kan alle let tænke sig, men Ingen kan sige det; de vare siden altid lykkelige, og Prindsens Moder holdt ogsaa af den unge Dronning fra den Tid af.