Folkeeventyr (1852)/7

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Der var engang en gammel Kone, som havde en Søn, og da hun var meget ussel og skrøbelig, saa skulde Gutten, Søn hendes, gaae paa Staburet for hende efter Meel til Middagsmaden. Men da han kom ud paa Staburstrappen, saa kom Nordenvinden fygende, tog Melet fra ham og foer hen igjennem Luften med det; Gutten gik paa Nyt ind paa Staburet efter Mere, men da han kom ud paa Trappen, kom Nordenvinden igjen fygende og tog Melet fra ham, og saaledes gik det ogsaa den tredie Gang. Herover blev Gutten meget vred og da han syntes at det var urimeligt, at Nordenvinden skulde fare saaledes frem, saa tænkte han, han fik lede ham op og kræve Melet tilbage.

Han lagde da afsted, men Veien var lang, og han gik og han gik, og saa kom han endelig til Nordenvinden. "God Dag," sagde Gutten, "og Tak for Sidst." "God Dag," - svarede Nordenvinden - han var saa grov i Maalet - "og selv Tak for Sidst." "Hvad vil du?" sagde han videre. "Aa," svarede Gutten, "jeg vilde nok bede dig, om du vil være saa god at lade mig faae igjen det Melet, du tog fra mig paa Staburstrappen, for Lidet har vi, og naar du skal fare saaledes og tage det Gran, vi har, saa bliver der ikke andet end Sultihjel." "Jeg har ikke noget Meel," sagde Nordenvinden, "men siden du er saa nødig, skal du faae en Dug, som skaffer dig Alt, hvad du kan ønske, naar du bare siger: "Dug bred dig ud og dæk op med alle Slags kostelige Retter!"

Hermed var Gutten vel fornøiet. Men da Veien var saa lang, at han ikke kunde naae hjem om Dagen, gik han ind til en Gjæstgiver paa Veien, og da de, som før vare der, skulde til at spise til Aftens, lagde han Dugen paa et Bord, som stod i Krogen, og sagde: "Dug bred dig ud og dæk op med alle Slags kostelige Retter." Aldrig før havde han sagt det, saa gjorde Dugen det, og Alle syntes, det var en herlig Ting, men især Gjæstgiverkonen. Da det derfor led ud paa Natten, saa Alle sov, tog hun Guttens Dug og lagde en anden istedet, som var akkurat ligedan, som den, han havde faaet af Nordenvinden, men som ikke kunde dække op med tørt Brød engang.

Da Gutten vaagnede, tog han sin Dug og gik afsted med, og den Dag kom han hjem til Moderen: "Nu," sagde han, "har jeg været hos Nordenvinden - det var en skikkelig Mand, for han gav mig denne Dugen, og naar jeg bare siger til den: - "Dug bred dig ud og dæk op med alle Slags kostelige Retter, saa faaer jeg al den Mad, jeg kan ønske mig." "Ja, det veed jeg vist," sagde Moderen, "men jeg troer det ikke, førend jeg seer det." Gutten skyndte sig, satte frem et Bord, lagde Dugen paa det og sagde: "Dug bred dig ud og dæk op med alle slags kostelige Retter;" men Dugen dækkede ikke engang op med en Bid Brød.

"Der bliver ikke andet Raad for, end at jeg faaer gaae til Nordenvinden igjen da," sagde Gutten og lagde afsted. Ud paa Eftermiddagen kom han did, hvor Nordenvinden boede. "God Kvæld," sagde Gutten. "God Kvæld," sagde Nordenvinden. "Jeg vil nok have Ret for Melet, du tog fra mig," sagde Gutten, "for den Dugen, jeg fik, duede ikke noget." "Jeg har ikke noget Meel," sagde Nordenvinden, "men der har du en Buk, som gjør bare Gulddukater, naar du blot siger: "Min Buk! gjør Penge." Den syntes Gutten godt om; men da det var saa langt hjem, at han ikke kunde række did den Dag, saa tog han igjen Nattekvarteer hos Gjæstgiveren. Førend han forlangte Noget, prøvede han Bukken, forat see om det ogsaa var sandt, hvad Nordenvinden havde sagt, og det forholdt sig ganske rigtigt; men da Gjæstgiveren saae dette, syntes han, det var en prægtig Buk, og da Gutten vel var falden i Søvn, saa satte han en anden istedet, som nok ikke gjorde Gulddukater.

Morgenen efter gik Gutten afsted, og da han kom hjem til sin Moder, sagde han: "Nordenvinden er en snild Mand alligevel; nu gav han mig en Buk, som kan gjøre Gulddukater, bare jeg siger: "Min Buk, gjør Penge!" "Det veed jeg vist," sagde Moderen, "det er ikke Andet end Snak, og jeg troer det ikke, førend jeg seer det." "Min Buk, gjør Penge!" sagde Gutten; men det blev ikke Penge, det Bukken gjorde. Han gikk da igjen til Nordenvinden og sagde, at bukken ikke duede noget, og at han vilde have Ret for Melet. "Ja, nu har jeg ikke noget Andet at give dig," sagde Nordenvinden, "end den gamle Kjæppen, som staaer borte i Krogen, men den er slig, at naar du siger: "min Kjæp, slaae paa!" saa slaaer den, ligetil du siger: "min Kjæp, stille!" - Da Veien hjem igjen var lang, saa gik Gutten ogsaa den Kvæld ind til Gjæstgiveren; men da han halvveis kunde forstaae, hvorledes det var gaaet med Dugen og Bukken, saa lagde han sig strax til at snorke paa Bænken, og lod som han sov, Gjæstgiveren, som nok kunde skjønne, at Kjæppen duede til Noget, ledte op en, der lignede den, og vilde sætte den istedet, da han troede at Gutten sov; men idet Samme Gjæstgiveren skulde tage den, raabte Gutten: "Min Kjæp slaae paa!" Kjæppen til at banke Gjæstgiveren, saa at han hoppede baade over Borde og Bænke og raabte og skreg: "Aa Herregud! Aa Herregud! Lad Kjæppen være rolig, ellers slaaer den mig ihjel; du skal faae igjen baade Dugen og Bukken." Da Gutten syntes, Gjæstgiveren havde faaet Nok, sagde han: "Min Kjæp, stille!" tog Dugen og puttede i Lommen og Kjæppen i Haanden, bandt en Snor om Hornene paa Bukken, og gik hjem med Alt. Det var god Ret for Melet! -