Folkeeventyr (1852)/10

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Der var engang en Mand og en Kone, som skulde saae, men de havde ikke Saaekorn og heller ingen Penge at kjøbe for. En eneste Ko havde de, og den skulde Manden gaae til Byen med og sælge for at faae Penge til Saaekorn for. Men da det kom til Stykket, turde Konen ikke lade Manden reise, fordi hun var bange, han skulde drikke Pengene op. Hun gik da selv afsted med Koen og tog desuden med sig en Høne.

Nær ved Byen mødte hun en Slagter. "Skal du sælge den Ko, Mo'er?" spurgte han. "Ja, jeg skal nok det," sagde hun. "Hvad forlanger du for den, da?" "Jeg faaer vel have en Mark for Koen, men Hønen skal du have for ti Daler," sagde hun. "Ja," svarede han, "Hønen har jeg ikke noget Brug for, og den bliver du nok kvit, naar du kommer til Byen, men for Koen skal jeg give dig en Mark." Hun solgte sin Ko og fik sin Mark, men der var ingen i Byen, som vilde give ti Daler for en tør og skabbet Høne. Konen gik derfor tilbage til Slagteren igjen og sagde: "Jeg bliver ikke kvit Hønen jeg, Fa'er! du faaer nok tage den ogsaa du, som blev ved Koen." "Det skal vi vel komme ud af," sagde Slagteren. Derpaa trakterede han hende med Mad, og gav hende saameget Brændeviin, at hun blev drukken og gik baade fra Sands og Samling.

Medens hun sov ud, dyppede Slagteren hende i en Tjæretønde og lagde hende siden i en Fjærhaug.

Da hun vaagnede, var hun fjæret over det Hele og begyndte at undre sig: "Er det mig eller er det ikke mig? Nei det kan aldrig være mig! det maa være en stor underlig Fugl. Men hvorledes skal jeg bære mig ad for at faae vide, om det er mig eller ikke mig? - Jo nu veed jeg, hvorledes jeg skal kunne skjønne, om det er mig: dersom Kalvene slikke mig, og Hunden ikke gjøer paa mig, naar jeg kommer hjem, saa er det mig!"

Hunden saa neppe saadant et Udyr, førend den begyndte at gjøe, som om der var baade Tyve og Skjælmer paa Gaarden. "Nei det kan vist ikke være mig," sagde hun; og da hun kom i Fjøset, vilde Kalvene ikke slikke hende, da de kjendte den stramme Tjærelugt. "Nei, det kan ikke være mig, det maa være en underlig Fugl," sagde hun; krøb saa op paa Staburstaget, begyndte at slaae med Armene, som det kunde været Vinger, og vilde tilveirs. Da Manden saa dette, kom han ud med Riflen og begyndte at sigte. "Aa skyd ikke, skyd ikke!" raabte Konen, "det er mig." "Er det dig," sagde Manden, "saa staa ikke der som en Gjed, men kom ned og gjør Regnskab og Rigtighed for dig." Hun krøb da ned igjen, men havde ikke en eneste Skilling, thi den Mark, hun fik af Slagteren, havde hun kastet bort i Fuldskaben; og da Manden hørte dette, blev han saa vred, at han sagde, han vilde gaae sin Vei fra Altsammen og aldrig komme tilbage, dersom han ikke traf tre andre Kjærringer, der vare ligesaa gale.

Han ranglede da afsted, og da han var kommen et Stykke paa Veien, fik han see en Kjærring, der løb ud og ind i en ny optømret Hytte med et tomt Sold. Hvergang hun løb ind, kastede hun Forklædet over Soldet, som om hun havde Noget i det. "Hvorfor gjør I det, Moer?" spurgte han. "Aa, jeg vil bare bære ind lidt Sol," svarede hun, "men jeg veed ikke hvorledes det er: naar jeg er ude, har jeg Solen i Soldet, men naar jeg kommer ind, saa har jeg kastet den bort, og da jeg var i den gamle Hytten min, saa havde jeg Sol nok, skjøndt jeg aldrig bar ind det Mindste; bare Nogen kunde skaffe mig Sol, skulde jeg gjerne give ham tre hundrede Daler." "Har I en øxe," sagde Manden, "saa skal jeg nok skaffe Jer Sol." Han fik sig en øxe og huggede Vindueshuller, for det havde Tømmermændene glemt; strax kom Solen ind, og han fik sine tre hundrede Daler. Det var Een, tænkte Manden, og gik afsted igjen.

Om en Stund kom han udenfor et Huus, hvor der var et forfærdeligt Skrig og Skraal. Der gik han ind og fik see en Kjærring, der holdt paa at daske Manden sin i Hovedet med et Banketræ; over Hovedet paa ham havde hun trukket en Skjorte uden noget Halsehul. "Vil I slaae ihjel Mand Jeres, I Mo'er?" spurgte han. "Nei," sagde hun, "jeg vil bare have Halsehul paa denne Skjorten." Manden skreg og bar sig ilde og sagde: "Gud trøste og bedre den, som skal have ny Skjorte paa. Dersom Nogen kunde lære Kjærringen min at faae Halsehul paa Skjorten paa en anden Maade, skulde jeg gjerne give ham tre hundrede Daler." "Det skal snart være gjort, kom bare med en Sax," sagde den Anden. Han fik en Sax, klippede Hul og gik længere frem med sine tre Hundrede. "Det var den Anden," sagde han ved sig selv.

Langt om længe kom han til en Gaard, hvor han tænkte at hvile ud en Stund. Da han kom ind der, spurgte Kjærringen: "Hvor er I fra Fa'er?" "Jeg er fra Ringerige," svarede han. "Aa nei, nei! er I fra Himmerige? saa kjender I vel han Peer Anden, salig Mand min da?" (Konen havde været gift tre Gange; hendes første og sidste Mænd vare slemme, derfor troede hun, at alene den Anden, der havde været snild, var bleven salig). "Ja, ham kjender jeg vel," sagde han, som gik omkring. "Hvordan staaer det til med ham nu da?" spurgte Konen. "Aa det er kleint med ham," svarede Ringerikingen, "han rangler gaardimellem der og har hverken Mad eller Klæder paa Kroppen - Penge er nu ikke at snakke om." "Gud naade mig for ham da!" raabte Kjærringen, "Han behøvede da ikke at gaae saa ussel han, som der var Saameget efter; her hænger et heelt Loft fuldt med Klæder, som hørte ham til, og et stort Skrin med Penge staaer her og. Dersom I vil tage det med, skal I faae Hest og Kjærre at kjøre det frem med, og Hesten kan han beholde der, og paa Kjærren kan han jo sidde og kjøre gaardimellem, for han behøver da ikke at gaae." Ringerigingen fik et heelt Kjærrelæs med Klæder og et Skrin fuldt med blanke Sølvpenge og saameget Mad og Drikke, som han vilde; da han havde faaet det, satte han sig paa, og kjørte sin Vei. "Det var den Tredie," sagde han ved sig selv; men borte paa Jordet gik Konens tredie Mand og pløiede, og da han fik see En, som han ikke kjendte, reise af Gaarde med Hest og Redskab, gik han hjem og spurgte Kjærringen, hvad det var for En, der foer afgaarde med den blaae Hesten. "Aa han," sagde hun, "det var en Mand fra Himmerige; han sagde, at det var saa usselt med han Peer Anden, salig Mand min, at han gaaer der gaardimellem og har hverken Klæder eller Penge, saa sendte jeg med ham alle disse gamle Klæder, som hang her efter ham, og det gamle Pengeskrin, med Sølvpengene i." Manden forstod strax hvor dette bar hen, sadlede en Hest og foer af Gaarde i fuldt Fiirspring. Det varede ikke længe, førend han var tæt bagefter ham, som sad paa Kjærren og kjørte; men da den Anden mærkede det, kjørte han Hesten og Kjærren ind i Smaaskoven, nappede en Haandfuld Hestetagel af Hesten, og saa sprang han op i en Bakke, hvor han knyttede Hestetagelet fast i en Birk, og under den lagde han sig til at glane og stirre op i Skyerne. "Nei, nei, nei!" sagde han, ligesom for sig selv, da Peer Tredie kom kjørende, "nei, nu har jeg da aldrig seet saa Rart! nei, nu har jeg aldrig seet Magen!" Peer stod og saa paa ham en Stund og undrede sig over, hvad der gik ad ham; endelig saa spurgte han: "Hvad ligger du der og koper paa?" "Nei, aldrig saa jeg Magen," sagde den Anden, "her foer der En lige op til Himmels med en blaa Hest, her seer du Taglet hænger igjen i Birken, og der oppe i Skyerne seer du den blaae Hesten." Peer saa snart paa Skyerne, og snart paa ham, og sagde: "Jeg seer slet ikke noget Andet end Hestetaglet i Birken, jeg." "Nei, du kan ikke see det heller, der du staaer," sagde den Anden, "men kom hid og læg dig netop her, og stir lige op, og saa maa du ikke vende øinene bort fra Skyerne." Medens Peer Tredie laa og stirrede op i Skyerne, saaat hans øine randt i Vand, tog Ringerigingen Hesten, satte sig op og reiste afsted baade med den og Kjærrelæsset. Da det begyndte at dure paa Veien, foer Peer Tredie op, men var saa forfjamset, fordi den Anden reiste afsted med hans Heste, at han ikke sandsede at løbe efter, førend det var for seent.

Han var temmelig slukøret, da han kom hjem til Kjærringen, men da hun spurgte, hvor han havde gjort af Hesten, saa sagde han: "Jeg gav ham den med til Peer Anden; for jeg syntes ikke det var værdt, at han skulde sidde paa en Kjærre og skrangle gaardimellem i Himmerige; nu kan han sælge Kjærren, og kjøbe sig en Vogn at kjøre paa." "Det skal du have Tak for! Aldrig havde jeg troet du var saa snild en Mand," sagde Konen.

Da han nu kom hjem, han, som havde faaet de sex hundrede Daler og Kjærrelæsset med Klæderne og Pengene, saa han, at alle Jorderne vare pløiede og tilsaaede. Det Første, han spurgte Kjærringen om, var, hvor hun havde faaet Saaekorn fra. „Aa,“ sagde hun, „jeg har altid hørt, at den som Noget saaer, han Noget faaer, saa saaede jeg det Saltet, som Nordfærden[1] satte ind her, og hvis der bare kommer Regn, troer jeg nok, at det kommer brav op igjen.“ „Gal er du, og gal bli’er du, saalænge du lever,“ sagde Manden, „men det kan nu være det samme, for de Andre ere ikke klogere end du.“


  1. Dølerne der reise hjem med Færdingslæs.