Flyvefisken/Kapittel 5
Hvem mindes ikke Asev?
Han var det revolutionære Ruslands største kraft og samtidig det russiske politis hidsigste sporhund. Han blev jaget ut av nihilismen, og døden hang over hans hode. Han blev kastet væk av politiet og det var saavidt, at han undgik galgen.
Men Asev kom altid ned paa benene. Hans klokskap og koldblodighet kunde ikke undværes hverken av den ene eller den anden. Snart fik han terrorismens underjordiske traade i sin kyndige haand og den sjette avdeling i St. Petersburgs politietat henvendte sig atter til ham. Han var til nytte for alle—en moderne Bravo i en større stil end nogen international spion.
Den lille bleke mand med de litt skjæve kalmukøine var en Kamæleon, der tok farve av sine omgivelser. Han kunde hyle av raseri mot samfundet, han kunde knytte næven mot terroristerne. Overalt var han kjendt. Han gik med like stor sikkerhet i Soho og Whitechapel som i Moabit og Batignolles. De fleste levende verdenssprog gled let og ledig over hans tunge, og han gled ind i alle forhold uten anstrengelse. Han spillet likesaa godt greve som arbeider med den samme rolige og elskværdige frækhet.
Saadan var han, denne lille mand, som stod paa en oplyst gaardsplads med to kobbertraade i hver sin haand og ventet med et smil paa en avgjørelse.
Statsraaden hadde ikke forstaat noget av de to mænds samtale. Men situationen stod nu klar for ham.
—Er De russer? spurte han.
—Som De behager, hr. statsraad, svarte Asev paa svensk. Russer, finlænder eller polak. Jeg beklager, at vi maa blande os op i disse saker, og det smerter mig personlig at maatte stille herrerne dette noget vanskelige valg. Rusland ønsker ikke at overrumples av et vaaben, som kan være farlig, naar avgjørelsen kommer. Sælg os opfindelsen, ellers er jeg nødt til at ødelægge den!
Erko hadde langsomt faat fatningen tilbake. Hans brune øine fløi hit og dit, som om de søkte efter hjælp.
—De glemmer, sa statsraaden hurtig, at De er i vor magt, og at vi gjør Rusland ansvarlig for Deres indbrud paa fremmed mands eiendom og for de ødelæggelser, De maatte volde.
Russeren trak paa skuldrene.
—De vil hurtig indrømme, at Deres trusel ikke har nogen særlig værdi, sa han rolig og betragtet med interesse de to kobbertraade i sin haand. For det første er det jo ikke godt at vite, om der idetheletat kommer nogen levende fra denne eksplosion. Den er ikke stor, den lille maskine, som jeg har gravet ned under væggen derborte. Men eksplosionssttoffet er av god kvalitet.—Jeg har tillat mig at bruke »Ekko« i den nye og forbedrede form fra Nitedals krudtfabrik. Det har i sandhet en forbausende intensitet. Jeg mindes engang, at . . .
—Vi agter ikke at høre paa Deres talemaater, hr. spion, avbrøt Erko ham. La os høre Deres betingelser.
Asev vendte sig hurtig om. Det syntes, som om dvergens pludselige ro gjorde ham mistænksom. Han stirret skarpt ind i det mørke hjørne bak sig. Rørte der sig nogen derinde? . . . Men ingen lyd hørtes. Stilheten ruget over Gravningssund.
—Det glæder mig, sa russeren endelig, at De vil tænke paa saken. Jeg har selvfølgelig intet officielt opdrag, men jeg kan allikevel i løpet av meget kort tid gi Dem sikkerhet for en sum av 3 millioner kroner. Jeg har tænkt saken over. Vi gir den norske stat en million for, at den skal gi avkald paa sine interesser i denne affære. De selv faar 2 millioner kontant og desuten en stor procent for hvert nyt apparat, De bygger. Alle parter vil vinde paa det. Norge er jo en neutral stat, som ikke vil ha nogen interesse av opfindelsen. Mens vi . . .
—Det er et godt bud, sa dvergen eftertænksomt. Al hans nervøsitet var veget. Han saa ut som en mand, der har fundet sig i sin skjæbne . . . Men fortæl mig, fortsatte han med en viss spot i stemmen, hvorledes De i grunden har tænkt at sikre Dem mot, at vi bryter vore løfter, naar De har sluppet de to kobbertraade. Det er maaske ikke klokt av mig at minde Dem om dette. Men jeg gaar ut fra, at en saa forfaren mand, som De, har tænkt paa en slik eventualitet. En forpligtelse, som er avtvunget os under de foreliggende omstændigheter, burde jo strengt tat ikke ha nogen særlig værdi.
Asev svarte ikke med engang. Der viste sig atter nogen svake tegn paa nervøsitet i hans bleke ansigt. Han saa sig atter om, og hans ører strittet ut fra det brede hode, som om han lyttet efter en eller anden fjern lyd. Men han hørte intet. Kun katten » Pajazzo« hadde reist sig og strakte sin lange krop. Saa ruslet den langsomt ind i mørket. Den hadde gjort sin pligt. Nu fik de andre greie resten.
—Jeg har—som De formodet—overtænkt hele affære grundig, sa russeren tilslut med en utaalmodig gestus. Jeg er ingen dumrian, og jeg vet, at jeg har med folk at gjøre, som har hodet paa rette sted. I det øieblik, mine herrer gaar ind paa mine betingelser, hitkalder jeg mine folk. Der findes i min brystlomme en fløite, som kan høres adskillige kilometer væk. Naar jeg blaaser paa den, kommer der en liten elektrisk chalup over sundet. Den ligger i havn utenfor Dynekilen etsteds og venter . . . Ombord paa chaluppen befinder der sig en god jurist, som har pengene parat og dokumenterne iorden. Handelen kan avsluttes straks. Vi overtar opfindelsen før midnat, efterat De har sat os ind i mekanismen. De stoler ikke paa os, men vi vil stole paa Dem.
Dvergen lo stille.
—De kan Deres saker, sa han. Der er noget egte russisk i Deres samvittighetsfulde samvittighetsløshet.
—Men hvorledes vet De nu, at min opfindelse vil faa saa stor betydning for Dem?
—Vi løper risikoen, svarte russeren livlig. Men vi tror paa Deres arbeide. De har løst et stort problem før, og taler rygtet sandt, saa har De ogsaa løst dette. De maa ialfeld indrømme, at vor tillid til Deres geni er ubegrænset.
Dvergen traadte et skridt frem.
—En pludselig beslutning stod skrevet i de brune øine.
—Hør nu her, sa han hurtig, og merk Dem mine ord. Jeg gaar aldrig med paa denne handel. Rusland skal en dag føle, at det stakkars trælbundne Finland har vaaben til at hevne sin skjændsel. Det staaldyr derinde er født av hat til det land, som har ført Finlands folk til resignationens skampæl. Og De vil, at jeg skal skjænke Dem det for nogen hundretusen usle rubler. Aldrig! . . .
Asev saa mørkt paa ham. Der var kommet en forstenet ro over hans ansigt.
—Vel, mumlet han, er det Deres sidste ord?
—Ja og tusen ganger ja, ropte dvergen.
Russeren traadte et skridt tilbake og hævet langsomt hænderne. De to traade gnistret i lyset. Hans øine slap ikke dvergens ophidsede ansigt, mens han førte enderne nærmere og nærmere sammen. Tilslut var der kun en centimeter tilbake mellem traadene.
—For sidste gang, sa han skarpt, vil De anta vore betingelser, eller se Deres hjernes skjønneste drøm dø for Deres øine?
Dvergen knyttet næverne.
—Hvorfor skynder De Dem ikke, skrek han haanlig. Hund som De er!
Da la russeren traadene overkors. Der gik en brøkdel av et sekund; . . . men ingen eksplosion fulgte.
—Russeren saa sig forvildet om, mens hans sorte øine sprutet gnister. Han lot traadene atter og atter gnisle mot hinanden. Ingen lyd hørtes. Der gik nogen sekunder . . .
Da lød der pludselig inde fra mørket en stille og dæmpet latter.