Flyvefisken/Kapittel 31

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Utgitt av Komanditselskapet Narvesens Kioskkompani, Kirste & Sieberth (s. 149-154).
XXXI
TO KASSER HESTEKJØT


Der kom en arbeidsvogn med et gammelt øk foran ruslende nedover Whitechapel. To store varekasser sjanglet frem og tilbake paa det usle kjøretøi.

Vognen stanset utenfor det lille hus, hvor Anna Nikolajevna Speranski hadde sin godt skjulte operationsbasis.

Strøkets konstabel snuste mistænkelig paa kasserne.

—Hvad er det for noget? spurte han kjøreren, en laset, fordrukken fyr med en masse strittende skjegbuster og en kraftig brændevinsfarve i det oppustede ansigt.

—Det var da et underlig spørsmaal, knurret han grættent. Se selv!

—Naa, naa, min gode mand, sa konstablen gemytlig, det var jo bare et spørsmaal. Der kommer saa meget rart her til Whitechapel, at man aldrig kan forspørre sig.

Manden saa arrig paa ham. —Forresten er det hestekjøt, sa han. Godt og usaltet hestekjøt. Det er et av de sidste droskeøk, som skal gaa over til pølser. Her bor jo en pølsemaker i anden etage, har jeg hørt . . .

Som for at bekræfte hans ord kom der en mand i et forhenværende hvitt slagterforklæ ut av døren. Hans haandtering laa klint utenpaa ham. Kjøtrester og blodflekker hang paa ham overalt like til det buskede vildmandshaar. Hadde konstablen hat særlig gode øine, vilde han i det usikre gaslys ha opdaget, at alle de blodige merker var kunstige. Det var mønje og Münchenerlak i en smakfuld kunstnerisk blanding.

—Er det dig, Pete, sa den skidne fyr med sterk og skrikende stemme. Vi har ventet dig i hele dag. Maskinen har staat tom.

—Kunde ikke komme før, grinte kjøreren. Der var ikke døde droskeheste at opdrive før klokken 5 i eftermiddag. Det er ikke mange timerne siden, at denne gampen her blev skutt oppe i Fleet Street. Naa—hvad er det du søler efter? Skal vi ikke faa sakerne op? . . .

Konstablens interesse for hestekjøt var ikke stor. Han gren paa næsen og slentret videre.

Men de to mænd bar med mange avbrytelser og sveddryppende anstrengelser kasserne op i anden etage, hvor de uten videre omstændigheter langet dem indad døren til Anna Nikolajevnas boudoir.

Den unge dame viste ingen overraskelse over den eiendommelige sending og syntes heller ikke at nære nogen større aversion mot hestekjøt. Pølsemakeren tok av sig sit motbydelige forklæ, avførte sig en paryk og tørket sig grundig i ansigtet. Det var Asev. Hans ansigt straalte av den inderligste skadefryd. Kjørekaren lettet litt paa den svære hodebedækning, der avslørte et sort krøllet haar, som paafaldende lignet tjeneren Alexei. Saa iførte han sig atter lassaronmasken, bukket og gik sin vei for at ta sig av sit kjøreredskap.

Der blev et par minutters pause.

Det var, som om russeren maatte komme til kræfter igjen efter nogen timers anspændende arbeide.

—Anna Nikolajevna brøt tausheten.

—Du arbeider godt, sa hun.

Asev saa op.

—Det var en haard tørn, mumlet han. Men alt gik over forventning. Den gode doktor ante for en gangs skyld intet, og piken gik selvfølgelig gladelig i fælden. Og van Goghs automobiler er en skjøn opfindelse.

—Van Gogh?

—Det er en hollænder, som har lavet et sindrik arrangement, som kan opstilles i de fleste automobiler. Han tilhørte den internationale liga og undgik saavidt at bli arrestert, da Jaap van Huysmann hadde avsluttet sin vældige svindel ved Panamakanalens aapning. Senere slog han sig paa forbrydermekaniken. Hans automatiske automobilrøver er hans mesterstykke. Der findes foreløbig kun tre apparater av samme slags i Europa. Det hele er greit og enkelt. Naar en person anbringer sig i en automobil, falder der ned en bred klaf med en sterk fjer og lægger sig over ansigtet. I samme øieblik brister ved selve trykket en liten ballong kloroform, der indeholder maksimaldosen for mennesker med almindelig konstitution. Før vedkommende faar tid til at befri sig for klaffen, begynder kloroformen at virke, og narkosen indtræder meget hurtig. Det har hændt, at folk er blit kvalt under bedøvelsen, men som regel gaar det godt . . . Og denne gang fungerte van Goghs mekanisme fortræffelig. Vi fandt nordmanden i den dypeste slummer, gav ham haandjern paa og en ny dosis. Den unge dame vaaknet, da vi tok hende ut av automobilen, og gjorde haard motstand. Det er en ganske eiendommelig kvinde. Hun er det haardeste stykke hunkjøn, jeg har møtt paa min vei,—og det vil ikke si litet for den, som har den lykke at kjende Anna Speranski . . . Men hun maatte bite i græsset. Nu ligger de kneblet, bastet og bundet og agerer hestekjøt i to varekasser fra dokkerne. Jeg hadde lyst til at hive dem i Themsen, for ikke at skaffe os yderligere uleilighet. Men vi har etpar ord at veksle med nordmanden,—etpar sunde og gode alvorsord, som han skal faa med paa den lange vei til de evige jagtmarker. Og piken har jeg ogsaa noget at hviske i øret . . .

Et ondt og grusomt smil for henover russerens rolige ansigt, og de gule sterke tænder lyste et øieblik frem mellem de røde, svulmende læber.

Anna Nikolajevna trak paa skuldrene.

—Vel, sa hun. Det hadde været bedst at ha latt disse to mennesker forsvinde. Men jeg indrømmer, at det kan ha sin interesse at sætte hælen paa Josias Saimlers overvinder. Hvad slags mand er det?

Asev saa ondskapsfuldt paa hende.

—Det er en mand for Dem, sa han spottende. Akkurat noget for Deres overkultiverte sjæl. Se her—er det ikke et stolt syn!

Russeren hadde puffet kassen overende og tat laaket av. Fjelds bundne legeme veltet ut. Han var surret med manila, saa han hverken kunde røre armer eller ben, og til overflod raslet der et par haandjern paa hans hænder.

Asev tok kneblen av hans mund. Et hikstende støn tydet paa, at Fjeld holdt paa at komme til bevissthet. Hans ansigt var likblekt og øinene lukket.

—Det er ganske besynderlig, sa russeren, at kloroformen virker voldsomst paa de sterkeste konstitutioner. Han behøvet ikke mange draaperne til for at dø.

Anna bøide sig over ham.

—Saa dette er dr. Jonas Fjeld, mumlet hun halvt for sig selv. Det er en sjelden mandstype. Jeg har aldrig set noget saa kraftig. De hænder der vilde det være vanskelig at binde, naar han var vaaken. Han har den blonde germanske kraft i utpræget grad. Du kan takke din Gud, Asev, at denne Samsom nu er klippet . . .

Russeren grep sig uvilkaarlig til halsen.

—Han skal faa det igjen, hvisket han for sig selv Alt skal han faa igjen med renters rente.

Saa veltet han den anden kasse og tok kneblen av Bergljots mund. Han mødte den unge pikes blaa og uforfærdede øine. Der var en stum energi i dem, som fik Asev til at fryse. Men han tok sig hurtig i det og la hende ved siden av Fjeld.

—Et smukt par, sa han grinende. Hadde jeg hat en pope her, skulde han ha viet dem paa stedet, før de vandrer over til krabberne i Themsen.

Da aapnet pludselig Fjeld øinene. Han forsøkte at reise sig, men baandene tvang ham tilbake. Han saa Asev staa lænet over sig og han fik et streif av russerindens straalende blik. Saa lukket han øinene og smilte.