Flyvefisken/Kapittel 30
Ralph sat atter paa sin veranda og nøt det høstlige solskin. Han var selv som en sol.
Hvor var ikke verden ond og graa utenfor de 30 kvadratmeter, som han kunde kalde sit hjem? Der stod hans hustru slank og yndefuld som den dag, da han førte hende til brudeskamlen i den engelske kirke i Kristiania, og der boltret hans datter sig, tyk og lubben og med de allertydeligste tegn paa sin faderlige avstamning i det store, uttryksfulde ansigt. Den lille hadde det for øieblikket særlig travelt med den unge dame, som netop var kommet. Hun hadde vundet alles hjerte,—saa frisk og lys og ung som hun var.
Burns saa eftertænksomt paa hende. Han kjendte hende næsten ikke igjen. Var dette den Bergljot Bratt som med brændende øine og et aldrig svigtende mod hadde fulgt flyvefisken paa dens ødelæggelsesvei?
Der var kommet noget forklart over hende. Hun var meget blek, og der var dype ringer under hendes øine. Men den faste og runde skikkelse, det løftede hode, den kraftige hals og hele den ranke holdning viste tydelig, hvor sterk og ubøiet hun var. Hvilken kontrast dannet hun ikke til hans kone, hvis mørke, regelmæssige skjønhet og fine ynde endnu fik hans hjerte til at slaa hurtigere! . . . Bergljot Bratt var ikke av den type, som gjør indtryk paa den banale maskuline smak. Men der var et uttryk i hendes øine, en varm vemodig glans, som straalet ut de vakreste og fineste egenskaper, der gjør en kvinde til det, hun bør være for en mand.
Burns sukket.
Det hadde været haarde dage deroppe i Kristianssand. Han hadde utført det hverv, som sir Edward hadde paalagt ham: at holde »flyvefisken« utenfor krigen. Og dens andel i ødelæggelsen av den russiske flaate var kun til Englands fordel.
Saa var de fløiet over Nordsjøen en aftenstund og sænket sig stilfærdig ned ved Pier’en i Gravesend den næste morgen før hanerne hadde galt. Hvor han hadde længtet tilbake! . . . Erko og Fjeld laa endnu derute og proppet sig med elektricitet og avventet krigens gang. Men han hadde rystet støvet av sine føtter og humpet iland med sin nye kusine og reiste hjem—hjem saa fort automobilen orket. London var i sorg. Der var tusener fædre, som begraat sine sønner. Men han merket intet, for han længtet bare tilbake til sin herlige kvinde, sin datter og sin lille jordflek.
Og nu sat han der i sin stol med sin pipe og nød hvilens glæde, mens hans skarpe, graa øine for fra den ene til den anden.
Der kom en mand slentrende forbi stakittet. Han gik som en, der ikke har noget særlig maal—en jevn, ung fyr av mellemklassen, som moret sig en smule i sin fritid. Burns fulgte ham med øinene, som han pleide. Han saa, hvorledes manden pludselig mistet sin stok og bøide sig ned for at ta den op. Der var ikke noget merkeligt i det. Men Burns fanget mandens øine, i samme øieblik han bøide sig. Der var et skarpt og lurende uttryk i dem, han ikke likte. Han tok likesom maal av den lille idyl paa verandaen, det var som blinket av et camera i samme moment som lukkeren aapner sig.
Det var kun et litet sekund. Manden hadde tat stokken op og øinene til sig og slang langsomt videre uten at vise nogen yderligere interesse for det lille hus.
Burns trak aanden tungt. Hans sikre politiinstinkt sa ham, at der luret en fare et eller andet sted. Han forsøkte at ræsonnere sig fra den uhyggefølelse, der med en gang som en kold frysen krøp ham nedover ryggen. Han kjendte ikke manden, som gik der. Men han hadde set det rappe, skulende blik tusen ganger før. Var det hevnen, som kom nu? Og var det et varsel til ham om at vokte sig?
Hans kone gik hen til ham.
—Feiler der dig noget? spurte hun og strøk ham ømt over det stride, tætte haar.
—Nei, sa han aandsfraværende. Men husk paa, tilføide han hurtig, at vi laaser porten godt iaften. Det er urolige tider, og man kan aldrig vite, om pøbelen laver istand nogen spektakel. Der kan endnu findes dem, som mener, at de har et uopgjort regnskap med os, Helene.
—Er der da noget særligt, som ængster dig?
—Nei, svarte han undvigende. Det er bare en følelse, en stemning . . . Der strøk en sky forbi solen. Du vet, der skal ikke mere til for at faa os sporhunde til at se spøkelser. Jeg skulle ønske, at Fjeld hadde været her. Han burte ha kjendt til notisen i »Times« om »Flyvefiskens«s ankomst. Der maa være en eller anden kontorist i krigsministeriet, som ikke kan holde kjæft. Men vi hører vel snart fra ham . . .
Ralph Burns sanser maatte være svært opspilet den dag. Han hadde ikke sagt det sidste ord, før der kom en telegrafgut ind haveporten. Han hadde stort hastverk.
—Et iltelegram til mr. Burns!
—Hvor er det fra, gutten min?
—Fra Gravesend, svarte gutten og kastet et blik paa kvitteringen.
—Naa gudskelov, mumlet Burns og aapnet telegrammet. Han læste det med en vis skuffelse.
—Hvad er det? spurte hans hustru nervøst. Er det et nyt opdrag? . . .
—Nei, svarte Burns og leverte hende telegrammet. Det er bare en besked til din søster.
Bergljot vendte sig hurtig.
—Til mig?
—Ja, til Dem fra Fjeld.
—Saa, sa hun rolig og vendte sig bort. Men ikke før Burns hadde opdaget en svak rødme, som bredte sig over den fine hud helt ned til halsens svake runding.
—Det er jo grei besked, sa Helene. Telegrammet lyder saa:
Sender en automobil efter frøken Bratt snarest. Vigtigt anliggende. Hilsen
Jonas Fjeld.
—Hvad kan det være? mumlet Burns og snuste paa telegrammet, som om det skulle indeholde en eller anden skjult hemmelighet.
—Jeg antar, at han har faat en underretning, som tvinger ham til at vende tilbake til Kristianssand, sa Bergljot. Han lovet mig at ta mig med tilbake. Og han er vel en av dem, som pleier at holde sine løfter.
—Det er han.
Burns bøide sig pludselig fremover hans store ører strittet.
—Der er den allerede, sa han halvt for sig selv. Jeg hører den langt nede i bakken. Det er en 6-cylindret ventilløs motor, men jeg hører kjæderaslingen. Den later ikke til at ha gjort veien lang mellem Rosherville og Kensington. Den er ialfald fløiet omkap med iltelegrammet . . . . .
— — —
Fem minutter før disse begivenheter ankom der til havnefogden i Gravesend et telegram adressert til Jonas Fjeld, »Flyvefisken«, Gravesend. Det skulle netop træffe sig, at Fjeld just befandt sig paa havnefogdens kontor for at forhandle om en passende ankerplads. Han fik telegrammet og læste det med forbauselse og ikke liten forfærdelse. Der stod:
Frøken Bratt er forsvunden. Frygter det værste. Sender en automobil efter dig. Er paa sporet. Chaufføren har ordre til at kjøre dig til Penton street 114 hvor du træffer mig. Vær snar.
Burns.
Fjeld knuket telegrammet i haanden. Havnefogden saa forfærdet paa ham. Ti en stor blodig aare vokset frem paa nordmandes pande og hans øine blev farvet av blod.
Der tutet en automobil utenfor.