Flyvefisken/Kapittel 24
Prins Heinrich, storadmiralen, stod paa det forreste kommandodæk og stirret mørkt imot nord, hvor Norges veirslitte kyst netop steg op av havet. Admiralskibet »Moltke«s log viste 28½ knob og duren fra maskinerne fortalte, at cylinderne var spændt til det yterste.
Foran den store dreadnought ilte fire torpedobaate og tre torpedojagere, som uten større anstrengelse holdt trit med den svære staalkjæmpe. Tysklands nyeste panserskib, Kiels stolthet. Men bak den i ærbødig avstand kom hele nordsjøflaaten dampende, mens kulskyerne stod som røken fra en fabrikby mot himlen. Det var 14 slagskibe, 20 krydsere, 15 torpedojagere og en skares mangfoldighet av torpedobaater og kulskibe.
Man saa tydelig, at det her gjaldt et kapløp. Slagskibene hadde renonsert paa den regelmæssige slaglinje. Enhver gik saa fort de kunde. De mindst moderne skibe laa av den grund adskillige mil tilbake.
Prins Heinrich hadde al grund til at være fornøiet. Hans flaate var mindst to timer foran den engelske. Den hadde sat en rekord fra Helgoland, som længe vil mindes i Tysklands historie.
Men rynkerne paa storadmiralens pande tydet paa, at alt ikke gik som det burde. Der laa en marconidepeche i hans lomme, som fortalte at den russiske østersjøflaate var i Kristianssand . . . at den russiske regjering i en note til de utenlandske kabinetter hadde erklært, at den agtet med alle de midler, som stod til dens raadighet at opretholde de nordiske rikers nøitralitet. Zaren hadde anset Kristianssand for at være et saa vigtigt punkt i krigen mellem Tyskland og England, at han til bevarelsen av denne europæiske fred og for at begrænse det store opgjør til de to stormagter, hadde set sig nødt til at sikre de øvrige europæiske lande mot at Norge indfiltredes i kampen. Den russiske regjering vilde derfor—med eller mot landets vilje ta Kristianssand under sin særlige beskyttelse, saa længe krigen varte.
Det gemytlige smil, som ellers var et særkjende for den fyrstelige sjømands veirbidte ansigt, var veket for en dyp bekymring. Hans blaa øine hadde et glimt, som mindet om hans bror, keiseren, naar nogen stillet sig i hans vei.
De forseglede ordrer, som han hadde brut 12 mil nordenfor Helgoland, var tydelige og klare nok: Den tyske flaate skulde besætte Kristianssand, forsterke fæstningen, oprette en kulhavn og i det hele tat etablere en basis for den kommende sjøkrig.
Og nu kom meddelelsen om, at russeren var kommet ham i forkjøpet. Situationen var mer end kritisk. Selv om det skulle lykkes ham at drive russerne ut av Kristianssand, ville han inden den tid faa englænderne paa nakken og bli stillet mellem to ilde.
De forbandede tartarer med sine gamle halvraatne skibe og sin udisciplinerte besætning! Det ville ingen kunst være at skyte dem sønder og sammen i løpet av nogen timer, men pakket visste, hvad de gjorde. Det beregnet naturligvis, at ingen av de to krigende stormagter vaaget at svække sig ved en slik blodtapning.
Prins Heinrich rev sig nervøst i skjegget. Ingen ordrer var indløpet fra krigsministeriet. Han hadde efter dette intet andet at gjøre end at gi russerne valget mellem at forlate havnen og fæstningen eller bli bombardert. Men han kjendte Besukhov. Han var stædigere end selve Volga. Der ville bli kamp og ingen andre end englænderne ville tjene paa det.
To timers forsprang!
Admiral Seymours avisodamper kunde allerede observeres fra stormasten. Fan ta dem!
Prinsen stanset pludselig sin hurtige vandring frem og tilbake paa broen. Nogen signaler fra torpedojageren paa ytterste venstre fløi tiltrak sig hans opmerksomhet.
—Hvad er det? spurte han adjutanten.
—Det er en motorbaat, som kommer fra Kristianssand, svarte den unge mand. Der staar en fyr i bakstavnen og svinger et lommetørklæ. Skal vi stanse? . . .
Prins Heinrich sprang øieblikkelig hen til telegrafen og slog personlig stop.
—Vi maa ha den mand ombord hurtigst mulig, sa han nervøst. Lad torpedojager 35 ta ham op og bring ham saa over hit. Derved spiller vi mindst tid.
Adjutanten skyndte sig at efterkomme sin chefs ordre og ti minutter efter stod en fillet og daarlig klædt person paa kommandobroen.
Prinsen saa opmerksomt paa den bleke mand, som dypt bukkende kom hen imot ham. Tiltrods for den yterst mangelfulde garderobe stod det klart for prinsen, at det var en mand, som likesaa godt forstod at bevæge sig paa et skibsdæk som i en salong.
—Hvem er De? spurte han kort.
—Mit navn er Putzheimer, svarte den bleke mand roligt paa et dialektfrit tysk. Jeg er bosiddende i Kristianssand, hvor jeg er barber. Ved flere leiligheter har jeg derfra gjort mit fædreland store tjenester.
—Spion?
—Som Deres høihet behager.
—Og hvad har De at berette?
—Store nyheter, Deres høihet.
Den russiske flaate har bombardert Kristianssand . . . .
—Det vet jeg.
—. . . og rasert Odderøens og Gleoddens befæstninger, nedskut besætningen . . . .
—Det vet jeg ogsaa!
——og derefter tat flugten, fortsatte den lille mand uten at la sig anfegte av avbrytelserne.
Prins Heinrich blev forbauset staaende foran ham.
—Hvad sier du? sa han haardt og stirret manden like ind i ansigtet som om han ville undersøke hans mentale tilstand. Jeg synes du sa, at fæstningen var ødelagt, mandskapet dræpt og . . .
—Det er i sin orden, sa manden fra motorbaaten med et svakt anstrøk av utaalmodighet i sin stemme. Men da admiral Besukhov vilde rykke ind med sin flaate og ta fæstningen og havnen i sin besiddelse, blev han angrepet av en ny undervandsbaat, som ogsaa kan flyve . . . . . et vidunder av moderne teknik, Deres Høihet . . . . . .
—Hvad saa? spurte Prins Heinrich spændt og en let rødme farvet hans kinder.
Manden saa sig om og nød den spænding, som stod skrevet i ansigterne omkring ham.
—Jo, sa han langsomt, den sprang op av sjøen som en flyvefisk, den boltret sig like godt i luften, paa vandet og under vandet. Den arbeidet saa hurtigt, at ingen kunde faa sikte paa den. I løpet av ti minutter hadde den splintret Besukhovs admiralskib »Krim« som om det hadde været av glas. Den skrækkelige ødelæggelsesmaskine benyttet et ukjendt sprængstof som uten røk eller knald sendte to av Ruslands dreadnoughter tilbunds. Det var forfærdelig. Over 3000 mand mastes av den voldsomme eksplosion og druknet . . . .
—Og derefter? spurte prinsen tvilende.
—Ja, derefter tok hele flaaten flugten i panisk skræk for den nye tids uhyre. Det ville alle ha gjort.
—Vel, sa prinsen og smilte. Jeg takker Dem hr. Putzheimer. De har gjort fædrelandet en stor tjeneste og skal bli rikelig belønnet.
Den lille, bleke mand traadte et skridt nærmere.
—Deres høihet har vist ikke forstaat mig, sa han skarpt. Det er haabløst at ville forcere Kristianssand, saalænge »flyvefisken« er ilive. Den vil meie ned hele Tysklands flaate med sine forbandede pusterør. Der findes kun et middel til at undgaa dens angrep.
—Og hvad er det? spurte prinsen eftertænksomt.
—Den maa myrdes fra et eller andet bakhold. Den maa flenses op som en hai.
—Og hvem er mand for det?
—Jeg kræver kun 20 soldater, en chalup og en parlamentær. Saa kan Tyskland heise sit flag paa Odderøens klipper længe før hanen galer imorgen.