Flyvefisken/Kapittel 16
Admiral Besukhov var av de mænd, som tilfulde forstaar betydningen og værdien av at faa anbragt det første slag. Han hadde været med hin skjæbnesvangre dag ved Chemulpo, da Japanerne borede »Varjag« isænk midt paa havnen. Det var saavidt, at han dengang undgik døden.
Livet hadde ikke lært den svære og brutale tartar stort. Men den blodige kamp derinde i Koreas skjærgaard hadde indgit ham en eneste lærdom, som var blit hans livs program. Den at slaa til, før at motstanderen var blit vaaken.
For første gang i sit begivenhetsrike liv skulde admiral Besukhov realisere den opdagelse, han hadde gjort, da han svømmet omkring mellem lik og vrakstumper paa Chemulpos havn. Her kunde han handle som han ville. Europa var i krigens tegn. Alle traktater og voldgiftsdomstole var ophævet. Ingen hensyn var at ta. Næverettens gyldne tid var inde: Slaa til! Slaa til!
Og han slog til.
Det blev et av verdenshistoriens motbydeligste skuespil.
Da »Krim« var ca. 4 kvartmil fra land, svinget den store eskadre indover i en vifteformet bue og spydde ut sine vældige kanoners masser mot Odderøens befæstninger og den forsvarsløse by. Ilden paa denne avstand var imidlertid noksaa virkningsløs. De fleste projektiler gik over maal.
Fæstningen besvarte kanonaden paa en mere vellykket maate. De norske artillerister forstod sine ting, og Odderøens store kanoner bragte adskillig forvirring ind i eskadren. En av torpedojagerne, som hadde vaaget sig frem i forreste linje, rammedes av et projektil like under den forreste skorsten. Maskinen eksploderte og torpedojageren stak snuten forover og sank efter nogen minutters forløp. Det var saavidt at der reddedes et halvt snes mand av hele besætningen.
Admiral Besukhovs graablaa øine blev mørke av raseri. Han gav ordre til at trække skytelinjen 2000 meter fremover. Og uten at løsne et skud dampet flaaten videre gjennem røk og damp. Da begyndte ogsaa Gleoddens skyts at synge. Der gnistret hurtige røde glimt ind i den hvite dag. Kanontordenen steg og sank og de tunge projektiler sang imot staalplaterne. Men de russiske fartøier satte nu stevnen mot land, saa det var vanskeligere at ramme skrogene. Skumsøilene stod omkring de svære dreadnoughter, en og anden kule feiede dækkene og bragte forvirring i pansertaarnene, og to torpedobaate blev et let bytte for det lettere skyts fra Gleodden. Men intet kunde stanse den forfærdelige staalkolonne, som nu nærmet sig kysten med stor hurtighet. Et rødt signal for op i admiralskibets signalsnor. Der blev nogen sekunders stilhet. Da braket det løs. Det var som om alle helvedes porte paa en gang var slaat op paa vidt gap. En tynd blaahvit taake la sig som et serpentineslør over de graa skibe. Og inde i denne taake av det røksvake krudt gnistret der frem gulhvite, sylhvasse glimt som nordlysflammer paa en høstblek himmel.
Den forfærdelige hagl bragte fæstningens kanoner et øieblik i taushet. Men da røkskyerne fra de sprængte jordverker gled væk, saaes det norske flag endnu at vaie over de mishandlede batterier. Kanonerne tok atter fat, men der var ikke mere den glade sang i deres tale.
Men pludselig tok kampen en anden vending. Haubitzerne begyndte at sende sine farlige kuler nedover panserskibenes dæk og bredte død og ødelæggelse, hvor de kom. Og sammen med den kom fæstningens flyvemaskine utover i ca. 1800 meters høide. Den styret like over dreadnoughten »Zar Peter« og lot en hagl av pikrinsyrebomber falde ned paa den svære baats jerndæk. To av dem rammet skibet like ved forreste pansertaarn, sønderflænget det og dræpte hver eneste mand i taarnet. Saa sterk var eksplosionen, at kanonen løsnet fra affutagen, væltet om paa dækket, som knustes under den forfærdelige vegt, og bragte det store skrog til at lægge sig om paa siden.
En ny bombe rev dækket op og herjede blandt banjernes mandskap. Det var forfærdelig at se paa. En strøm av blod silte over til bagbord, og en tyk straale av livets vædske randt ut av spygatterne. Det var imidlertid flyvemaskinens sidste bedrift.
En hagl av kuler naadde den, da den i sin uforsigtighet kredset over »Krim«s dæk. Der stod en let røk ut av den stolte fugls staalskelet, der hørtes en svak eksplosion, en av vingerne flærredes, og uten en lyd sank flyvemaskinen i store, underlige sving nedover. Pludselig var det, som om den var blit rammet i hjertet, og med svimlende hurtighet styrtet det vakre monoplan i havet. To mænds legemer løsnet sig ut av den ødelagte maskine, deres hoder saaes et øieblik over vandflaten, men saa sank ogsaa de under.
Admiral Besukhov skummet av raseri. Aldrig hadde han trodd, at den lille usle fæstning kunde bite slik fra sig. Den maatte allikevel ha faat underretning om hans planer. Den sidste av de norske torpedobaate, som han hadde smadret, maatte ha faat en depesche iland, som Asev, den forbandede kjeltring, ikke hadde kunnet stanse. De hadde kostet zaren meget blod.
Det er en mulighet for, at den gamle tartar hadde tat det med større ro, om han i det øieblik hadde kunnet se tilstanden indenfor Odderøens sønderskudte klippeskanser.
Flaget vaiet endnu i den lille bris. Dets friske farver leket med høstsolen. Men rundt kanonerne hadde døden gjort en blodig høst. Over tre fjerdeparter av besætningen laa døde og døende ved siden av sine vaaben. Den norske stat hadde ikke tænkt paa panserbeskyttelse for mændene bak kanonerne, og denne mangel hadde hin mindeværdige dag kostet mange brave mænds liv.
Men ingen hadde tænkt paa overgivelse. General Vogt stod paa sin plads, og de brune høkeøine hadde endnu ikke mistet sin glans. Der var blit tyndt omkring ham. Den ene efter den anden av hans officerer var skudt bak ham, men selv stod han uskadt.
Han vendte sig til sin adjutant.
—Det gaar daarlig, sa han, snart har vi ikke mandskap nok til haubitzerne.
Han fik ikke sagt mere. En bombe slog ned i batteriet ved hans side. Den store kanon løftedes op fra sin stilling og væltede overende. Kanonbetjeningen feiedes væk, og en splint rev armen av den stakkels adjutant og kastet ham næsegrus til jorden. Han vilde reise sig, men sank fremover. Hans unge, kraftige ansigt var hvitt som et lagen, mens blodet strømmet fra de overskudte aarer.
Generalen bøiet sig over ham, og der var en dyp smerte i hans mandige ansigt. Han vendte sig til sanitetsløitnanten, der kom ilende til.
—Skynd Dem! sa han mildt.
Lægen kastet et eneste blik paa legement foran sig. En splint av bomben hadde rammet den unge mands skulder og lagt lungen aapen.
—Han er død, sa han og tørret blodet av paa sit hvite forklæ.
Generalen reiste sig.
—Vel, mumlet han. Lykkelig den, som idag ikke ser Ruslands grib vaie over Odderøen. Saa gik han langsomt og alene op paa skansen, foldende hænderne over brystet og ventet paa døden.