Flyvefisken/Kapittel 17
Det er underlig med døden.
Den har sjelden barmhjertighet med dem, som mener, at de ikke har bruk mere for livet. Den leker med den fortvilede,—den smiler til dem, som gir sig desperationen ivold.
General Vogt skulde aldrig dø paa sin fæstnings ruiner. De svære projektilers lufttryk holdt paa at slaa ham overende, der sprøitet jord og smuds paa ham fra de sprængte granater,—men allikevel stod den høie kriger der urokket, lænet til sin sabel. Han ænset intet. Men de faa mænd, som var ilive, fik nyt mod og ny kraft. De saarede reiste sig og slæpte sig bort til de faa kanoner, som endnu var brukbare.
Atter begyndte det at brake løs fra Odderøens skanser. Og nu var der en dødsfortvilelsens sikkerhet, en hatets og raseriet præcision over hvert skud. En dristig topedojager, som forsøkte at landsætte mandskap paa Gleodden, blev skutt isænk, og selve admiral Besukhovs liv hang i en traad, da et 13 centimeters projektil brøt tvers igjennem pansertaarnet, hvor han stod, og raserte halvdelen av hans stab.
Besukhov bet sine læber tilblods—ikke av frygt, men av raseri. Der var nu gaat 1½ time, og endnu vaiet det norske flag over Odderøens ruiner.
Han vendte sig mot sin adjutant.
—Hvad mener De, vi skal gjøre nu, Garschin? spurte han lavt.
Den unge mand saa sig dovent omkring. Der var et svakt glimt av foragt i hans mørke øine.
—Skal vi gaa ind paa fjorden? fortsatte admiralen nervøst, eller . . .
—Der er kun en ting at gjøre, Deres ekscellence svarte Garchin kort. Og det er at sende vore baater indover og ta fæstningsverkerne med bajonetten. I fjorden ligger minerne saa tæt som vandliljerne i et skogtjern. Vi har ikke raad til at spendere mere materiel paa likene derinde.
—De har ret, Garschin, sa admiralen med hvite læber. Vi maa gjøre en ende paa dette. Om 8 timer maa vi være rede til at vise England og Tyskland vore tænder. Signaliser og la det gaa kvikt! Først 250 pigtraadsklippere, saa 1000 marinesoldater. La hver eneste djævel springe over klingen. Vi har ikke bruk for fanger og besværlige vidner. Jeg overlater denne job til Dem, Garschin. De kjender terrænget og vet, hvad det gjælder. Der venter Dem et Andreaskors i min kahyt og en ny titel i admiralitetet.
Den unge russer rettet sig. En fin rødme bredte sig utover det voksbleke ansigt.
—Jeg takker Dem, Deres ekscellence, sa han hæst. Deres ordre skal bli utført til punkt og prikke. Inden en time skal det russiske flag vaie over øen. Og hvis jeg ikke kommer tilbake . . .
—Hvad da? spurte admiralen interessert.
—Saa overbring min hilsen til mademoiselle Felice sa den unge russer med en haard, liten latter.
Saa vendte han sig paa hælen og gik ned paa dækket.
Admiral Besukhov stirret efter ham med rynkede bryn.
—Han kommer ikke tilbake, mumlet han skadefro. Den uforskammede gutunge vil aldrig mere kysse Felice. Jeg ser det paa hans ansigt.
Der var imidlertid intet som syntes at bekræfte admiralens merkelige forutanelse. Fæstningen var nu bragt til taushet, og der var ikke noget, som tydet paa, at besætningen var istand til at yde større motstand. Men heller ikke saaes der noget tegn til, at Odderøens kommandant agtet av overgi sig.
Flaget var nu skutt i stumper og stykker, men ingen kule hadde rammet flagstangen. Ved dens fot laa tre mand med sønderknuste lemmer. De hadde strakt sig paa ryg. Deres døende øine stirret op paa de flagrende filler, som med friske smeld vidnet om flagets hæder.
Men helt inde ved stangen stod generalen,—skitten, fillet og forrevet. Han var barhodet, og store sotflekker i hans ansigt viste, at han ikke hadde spart sig. Ubevægelig stod han der øie til øie med fienden. Der fandtes nu ikke 10 usaarede blandt hans mænd. Sanitetsbarakken var overfyldt, og alle Kristianssands læger gik frem og tilbake paa den blodige kirkegaard. Og Det røde kors’ søstre vandret stilfærdige og likbleke omkring for at lindre dødens bitterhet.
Den lille fæstnings saga var forbi, og generalen bøide sit hode i en navnløs smerte. Nu fik russerne komme og ta det forsvarsløse bytte. Nu kunde røverne fraadse mellem de demonterte kanoner og likene paa Odderøens klippeskanser!
Russerne hadde helt indstillet ilden. Ingen lyd hørtes. Det var, som om naturen rædselslagen lyttet til sit eget bankende hjerte. En tynd røk med rødlige dampe steg opover Odderøens og Gleoddens bastioner. Det var, som om krudtets og blodets dampe blandet sig sammen og steg som en offerrøk op til himlen.
Da spilte pludselig generalen øinene op. Han saa, hvorledes baatene heistes ned fra chefsskibets sider. Chaluppene yrte paa vandet og marinesoldaterne sprang i dem.
Den dødstrætte kriger smilte uvilkaarlig.
—Endelig, mumlet han. Han saa sig om. Der fandtes ikke en usaaret mand bak ham. Skansen var fuld av døde. En sanitetskaptein gik omkring i skjorteærmerne og sorterte ut dem, der endnu var liv i. Han stanset et øieblik, da han saa generalen, og strøk blodet væk fra sine haandled.
—Dette er en sorgens dag for vort land, sa han i en træt tone og rettet paa sine briller.
Generalen svarte ikke med en gang. Saa grep han fastere om sabelheftet.
—Nei, sa han og kastet et vemodig blik over likhaugene, . . . dette er en stor dag for Norge. Det er under kuleregnen man skal lære et folks manddom at kjende. Det er under tap og motgang, at den norske nations krigeraand skal vækkes. Se paa mændene der, kaptein. Skriker de, ynker de sig? Er det ikke, som de er sunket sammen med smil paa læben og glans i øiet? . . . Og vaier ikke vort flag endnu deroppe. Ikke paa halv stang, men frit i den skjønne dag! . . . Det er Norges hædersdag, kaptein. Den vil væbne hver arm til den ytterste grænse mot nord, den vil vække den Nordens aand, som er blit kvalt i livets mange ynkelige smaa politiske skjærmydsler. Lykkelig den, som idag faar lagt sine ben paa Kristianssands kirkegaard!
Der blev ikke sagt mere. Sanitetskapteinen bøide sig over de faldne artillerister, og generalen stirret atter utover fjorden, hvor der nu myldret frem en vældig baatfylkning under Oksøs fyr.
Men generalen blev rolig staaende. Han forandret ikke sin stilling. Med en viss nysgjerrighet saa han den overmægtige fiende nærme sig.
Da rettet han sig pludselig op. Ut fra Topdalsfjorden saa han en einendommelig lang strømlinje, som strøk henover havflaten som en tynd kam. Linjen bevæget sig med stor hurtighet og en svak strømbølge saaes i dens spor.
Generalen studset, og en svak rødme steg op i det brune ansigt.
Da deltes pludselig vandet. Et stort, grønt legeme bølget over halvflaten i brøkdelen av et sekund. Saa forsvandt det.
Men chalupperne stanset sin fart, og soldaterne stirret skrækslagne paa det kjæmpemæssige uhyre. Og rædselen bredte sig fra mand til mand, . . . rædselen for havets store ukjendte, dødbringeren, den evige angst . . .