Følgie eller Vardøgl
Følgie eller Vardøgl.
Jeg tykkes gjennem det hele
En Ørn indfløi,
– – – – –
Atles Ham det var.
”Jeg troer, at dine Diser
Dig have alt forladt.”
Atlaqvide.
Sagn om og Troen paa Væsener, hvoraf hvert enkelt Menneske har et til Ledsager, ere almindelige over den største Deel af Landet; men saavel Navnet som Begrebet er nogen Forskjel underkastet. Paa nogle Steder kaldes de Følgie eller Fylgie, paa andre Vardøgl, Vardygr, Vardivil eller Valdøiel; og stundom Ham, Hugham og Hau[1].
I nogle Bygder tænker man sig Vardøglet som en god Aand, der stedse ledsager Mennesket og afværger alle Farer og Ulykker. Derfor er man mange Steder paa Landet endnu saa samvittighedsfuld med at følge Enhver, endog den Simpleste, ud og see efter ham, eller i det mindste lukke paa Døren, naar han er gaaen; thi derved giver man Vardøglet, hvis det hendelsesviis skulde være blevet tilbage, Leilighed til at komme efter sin Herre, som i dets Fraværelse er udsat for Ulykker og Fristelser. Han staaer blandt Andet Fare for at falde i Kløerne paa Thusbettet, en ond Aand, der ligeledes følger efter ethvert Menneske og ikke er at spøge med. Paa mange Steder viser man ondartede næsten ulægelige Saar, som dette Trold har bidt Folk om Natten. Slige Mennesker siges at være thusbitne og Saarene kaldes Thusbet[2]. Paa andre Steder betragtes Følgiet eller Vardøglet mere som en varslende Ledsager, der ved at banke paa Døren eller Vinduet, pikke i Væggen, tage i Dørklinten o. s. v. tilkjendegiver en Bekjendts Ankomst, eller at han ret inderlig længter efter at komme, eller at en Ulykke er paafærde. Naar Følgiet viser sig, saa er det almindeligen i Skikkelse af et Dyr hvis Egenskaber staae i et vist Forhold til Menneskets Sindelag; men hvert enkelt Menneske beholder stedse det samme. Den uforfærdede har derfor gjerne et modigt Dyr, som en Graabeen, en Bjørn, en Ørn o. s. v.; den Listige, en Rev eller Kat; den Frygtsomme en Hare, en lille Fugl o. s. v. til Følgie. Stundom viser imidlertid Vardøglet sig iMenneskeskikkelse, og seer da ud som sin Herre, men forsvinder strax. Et saadant Menneske kaldes en Dobbeltgjænger. Deraf kommer det, at man kan see det samme Menneske paa den samme Tid paa to forskjellige Steder. Den ene af dem er i det Tilfælde hans Følgie. Naar dette viser sig for Vedkommende selv, saa seer han sig selv dobbelt. Mange blive da forskrækkede og mene, at de snart ere feige.
Ønsker man at vide hvilket Dyr man har til Vardøgl, da skal man, under visse Ceremonier vikle en Tollekniv ind i et Tørklæde, som man holder i Veiret, medens man regner op alle de Dyr, man kjender; thi saasnart man nævner sit Fylgie, falder Kniven ud af Tørklædet.
[Mundtligt.]
Anm. Ordet Fylgia betyder efter Finn Magnusens Vidnesbyrd (Eddalæren 4, 35) den qvindelige Efterbyrd med de Hinder, som omgive Fosteret ved dets Fødsel og hvori man troede, at en Deel af Fosterets Sjel var indhyllet. Naar denne brændtes eller kastedes bort, skulde det nyfødte Barn fremdeles mangle sit Følgie, eller Skytsaand, som ellers antages for at være dets bestandige Ledsager gjennem Livet, og kaldtes Fylgia og Hamingia eller Ham. Hamingia betyder Held, Lykke til Foretagender (Olaf den Helliges Saga C. 16) og Ham, et Overtræk i et Dyrs Skikkelse. Man kunde tage det paa, og derved blive det Dyr lig, hvis Ham man iførte sig.
Denne Tro er ældgammel og forekommer ofte i gamle Sange og Søgur. Den i vore Heltesange saa berømte Atles Ham var en Ørn (F. Magnusens Edda 4, 161 og Volsunga Saga, C. 43) og ”fyglar ther muno vera stora mamma fylgiur heder det i Gunlaugs Saga S. 33. Thorstein Uxefots Fylgia var en hvita bjarnar-hunn (Fornmanna Sögur IIi, p. 113), og Helten Orvarodd havde ogsaa en uhyre Hvidbjørn til Fylgie (Orvorodds Saga C. 6). Halfred Vanraadeskjald gjenkjendte derimod i en stor Qvinde, der var iført Brynje og gik paa Bølgerne sin Fylginkona. I Harald Haarfagers Skjaldes Saga omtales Audun Skjalds Fylgie, der havde bebudet hans Ankomst. (Fornmanna Sögur III, p. 71) og Islænderen Thidrande saa engang 9 Qvinder i sorte Klæder med blottede Sværde, der kom ridende fra Norden, og 9 andre i lyse Klæder paa hvide Heste fra Syden, hvilke vare hans Frænders „Fylgjur“ (ibi II, 215).
Med Almuens Begreb om Fylgier fortjener at sammenlignes, hvad den yngre Edda lærer om Nornerne. „Foruden de 3 store Norner, ere der endnu flere Norner, nemlig de, som indfinde sig ved hvert et Barns Fødsel for at beskjere det sin Levetid og Skjebne og ere de af Gudeslægten, hvorimod andre af Alfslægten og det 3die Slags af Dvergeslægten. De Norner, som ere blide og af god Herkomst, beskjere Lykke, og naar somme Mennesker geraade i Ulykke, da forvolde de onde Norner det.“ De kaldes ogsaa Diser (Hamders-Maal St. 26, Finn Magnusens Edda 3, 271).
Traditioner om Genier„ der beskyttende og advarende ledsage Mennesket paa dets jordiske Bane, findes hos de fleste Folk. Romernes Genii og Lares vare saadanne[3]. Til Fylgier svare i mange Henseender de gamle Perseres Feruerer, da ethvert godt Menneske havde en saadan Beskytterinde, der kjæmpede mod onde Aander til Menneskenes Forsvar; nogle viste sig i den Persons Skikkelse, hvem den tilhørte, andre som rene Dyr eller Fugle. Nordamerikas Vilde have ogsaa Skytsaander, der ligesom de nordiske Fylgier vise sig i Dyrs Skikkelse. De mene nemlig at ethvert Menneske har en saadan Skytsaand (Totam eller Ojaron); det ansees for en dødelig Synd at dræbe et Dyr af den Art, hvortil Gjerningsmandens Totam hører, og i hvis Skikkelse en Gjenganger efter Døden troes at vise sig. (Eddal. 3, 145).
Grønlænderne have ogsaa et Slags Følgie (Torngak), som enten bestaaer af Elementaander (Juhuæ), deres afdøde Fædre eller endog Europæer. (H. Egedes Grønlands Perlustration P. 110[4].
De ældre christne Theologer antoge ogsaa, at ethvert Menneske havde sin beskyttende og ledsagende Genius. I Jernpostillen (udgivet 1413, 142).heder det: „Strax noget Menneske fødes til Verden, da skikker Vorherre en Engel, som skal bevare hans Sjel og Liv fra Djevelen og andet Ondt“, og beraaber sig paa St. Hjeronymi og Bernhardi Vidnesbyrd. (Hesperus 7, 509).
- ↑ Følgie ɔ: den som følger En. Vardøgl Valdøiel, o. s. v. er maaskee en Fordreining af Valkyrie der var Heltenes Fylgie. Maaske kan det ogsaa udledes af Ylgr, en Ulv, en Fiende, eller Auglir, Øglir, en Orm, Ørn, Høg. Se Anm. til Høstlauga (S. 50 og 79). Han svarer maaske til Hugi, Hu, Tanke, da Følgeaanderne stundom ogsaa kaldes Hugir. (F. Magnusens Eddalære 4, 38).
- ↑ Islænderen Gisle Sursson havde ogsaa to Fylgier, som viste sig for ham i Drømme, af hvilke den ene trøstede ham og gav ham gode Raad, men den anden søgte at plage ham og glædede sig over hans Uheld. (Eddalæren 4, 146). Sammenlign Sverrers Saga C. 119. Frygt for Thusbettet er vel Grund til den Skik, at man efter mistænkelige Folk hurtig aabner Døren og i største Fart stikker en Brand ud efter dem.
- ↑ Sammenlign Dobenecks Volksglauben 1, 110.
- ↑ „Mærkeligt er det, at en Skytsaand, som svarer til den nordiske Følgie, i Kuhländchen, en afsides Bjergegn i Mähren, kaldes Fylgie, (Eddalæren 4, 154).