Draugen
Begrebet om Draugen er forskjellig. Søndenfjelds betragtes den almindelig enten som et hvidt Gjenfærd eller som et dødvarslende Følgie, der ledsager den Feige, hvor han gaaer og stundom viser sig som et Insekt, der om Aftenen giver en pibende Lyd fra flg. I Herjusdalen i Hvidesø, paa det Sted, hvor Herjus Kvalsot blev myrdet, spøger hans „Draug,“ der endog en Juleqveld kom til hans Hjem og raabte:
„Bedre at gange paa Kvalsot paa nysopa Golv,
end at ligge i Herjusdalen i den uvigte Mold.“
Nordenfjelds derimod færdes Draugen næsten stedse paa eller ved Søen og erstatter der tildeels Nøkken. De nordlandske Fiskere have meget med Draugen at skaffe. Ofte høre de et frygteligt Skrig af Draugen, der snart lyder „H–a–u“ og snart „saa kalt“ og da skynde de sig i Land, thi disse Skrig bebude Storm og Ulykke paa Søen.
Ofte see Fiskerne ham og beskrive ham som en Mand af Middelstørrelse, der er klædt i almindelig Sømandsdragt. De fleste Nordlændinger paastaae, at han intet Hoved har; Nordmøringerne derimod indrømme ham dog i Hovedets Sted en Tintallerken paa Halsen, med brændende Gløder paa til Øine. Ligesom Nøkken kan den antage forskjellige Skikkelser. Han færdes helst og oftest ved Baadnøsterne. Saavel i disse som i deres Baade finde Fiskerne stundom et Slags Skum. Dette antage de for Draugens Spy og troe at Synet af det varsler om Dødsfald. Anm. I det oldnordiske Sprog kaldes den Draugr. For Islænderen Thorstein Skelk, Olaf Tryggvasons Samtidige, viste sig en af Harald Hildetands Kjæmpers Draugr, der kom lige fra Helvede, brølede grueligt, men sank ned i Jorden ved at høre Kirkeklokkernes Lyd. Den kaldes paa det Sted ogsaa „Dolgrinn.“ Fornmanna Søgur III, P. 200.
Odin roses i Ynglinga Saga, C. 7 for at kunne opvække Døde fra Jorden, og blev derfor kaldet „Draugr drottinn.“ I Hervarar Saga omtales Draugar, som de afdøde Heltes Gjenfærd, der opholdt flg i Gravhaugene. (C. 7, sammenlign Romund Grejpsons Saga C. 4). Draugen synes saaledes at være Ens Følgie, der ledsager den Døde endog i Graven.