Eskimoliv/9
KAPITEL IX.
Kjærlighed og giftermaal.
Kjærligheden, denne al skabning gjennemstrømmende kraft, findes ogsaa i Grønland. Den grønlandske kjærlighed er en sterk, ligefrem naturfølelse, voksende i en sund jordbund. Den har ikke vor kulturplantes mange sarte blade og indviklede blomsterkroner, den er som den vilde fjeldblomst, der skyder kraftig og enkel vekst i en oprindelig natur.
Det er to unge legemers længsel mod hinanden. Den gjør ikke manden hugsyg, men driver ham tilhavs paa fangst, den styrker hans arm og skjærper hans øie, hans maal er at bli dygtig, saa han kan føre sin Naja hjem som brud og underholde en familie. Og den unge, blyge Naja staar paa udkigsfjeldet og ser efter ham, hun ser, hvor sterk og tryg han farer frem, hvor vakkert han fører aaren, og hvor let hans kajak danser over vandfladen. Der er varme i de øine, der er stemning over denne længtende skikkelse. Saa blir han borte langt derude, men hun stirrer endnu udover den uendelige blaa flade, der hvælver sig over saa mangen dristig kajakroers grav. — — — —
Endelig kommer han bugserende hjem, hun løber til stranden, hjælper de andre med at ta imod hans fangst, mens han rolig sanker sine vaaben sammen og gaar opover til sit hus. Hun glytter beundrende efter ham — dette lager til bryllup. —
Men saa en kveld kommer han ikke tilbage; hun venter og speider; alle de andre er komne. — Han blev paa sjøen. — Øiet blir vaadt, og tunge taarer falder. Hun graater og graater, hun staar det aldrig over. — Det varer to dage, ja kan hænde tre — saa blir det bedre. — Der er jo ogsaa andre mænd i verden, og hun kaster sine øine paa dem.
Den oprindelige eskimo gifter sig gjerne, saasnart han kan forsørge en kone. Grunden er ikke altid kjærlighed, «den rette» er vel endnu ikke kommet, og da synes det hyppig at ske, fordi han trænger kvindehjælp til at berede sine skind, sy sine klæder osv. Han gifter sig ofte, før han kan faa børn, ja paa østkysten er det endog ganske almindeligt, at han har været gift tre til fire gange før den tid. Siden blir skilsmisse sjeldnere.[1]
Giftermaal gik i tidligere tider letvindt for sig i Grønland. Havde en mand lyst paa en jente, gik han til hendes hus eller telt, tog hende ved haaret, eller hvor han bedst fik tag, og trak hende uden videre omsvøb hjem til sit hus[2], hvor hun fik plads paa briksen. Muligens gav den vordende husbonde hende en lampe og et nyt vandspand eller lignende, og dermed var den historie færdig. Nu hørte det imidlertid til god tone i Grønland ligesom andre steder i verden, at vedkommende dame under ingensomhelst betingelse maatte la det faa udseende af, at hun vilde ha sin frier, selv om hun brydde sig aldrig saa meget om ham. Ligesom en anstændig brud hos os bør græde opad kirkegulvet, saa burde hun derfor stride imod, jamre sig og klage, det hun orkede; var hun rigtig velopdragen, saa graad og bar hun sig i flere dage, ja rømte endog hjem fra mandens hus. Gik velopdragenheden for vidt, kunde det efter sigende hænde, at manden, hvis han ikke allerede var blit kjed af hende, rispede hende lidt under fodsaalerne, saa hun ikke kunde gaa, og inden saarene var helede, var hun gjerne en tilfreds husmor.
Da de først saa folk bli viede paa vor vis, fandt de det meget stødende, at bruden, da hun blev spurgt, om hun vilde ha brudgommen til mand, svarte ja, efter deres opfatning skulde hun meget heller ha svaret nei; thi de anser det som en stor skam for en jomfru at svare ja, naar hun blir spurgt om sligt. Da de fik høre, at vi brugte det saadan hos os, mente de, at vore kvindfolk ingen undseelse kunde ha.
Slig enkel vis at gifte sig paa, som ovenfor skildret, er endnu den eneste paa Grønlands østkyst, og der kan det under saadanne bortførelser gaa temmelig voldsomt til; men vedkommende dames slegtninger staar dog fuldkommen rolige og ser paa; det hele er en privat sag, grønlændernes kjærlighed til god forstaaelse med sine landsmænd gjør, at de nødig blander sig i andres anliggender.
Det forekommer naturligvis ogsaa, at den unge frøken virkelig ikke vil ha sin frier; i det tilfælde fortsætter hun sin modstand, indtil hun enten slaar sig tiltaals, eller frieren opgir hende.
Hvor vanskeligt det for en tilskuer er at afgjøre, i hvad retning hendes ønsker gaar, fortæller Graah et merkeligt eksempel paa[3]. En ung, flink roerske paa hans baad, Kellitiuk fra østkysten, blev en dag røvet og slæbt tilfjelds af en østlænding ved navn Siorakitsok trods den heftigste modstand fra hendes side. Da Graah hadde den opfatning, at hun aldeles ikke vilde ha ham, hvilket ogsaa blev bekræftet af dem, som stod hende nær, gik han efter og befridde hende. Nogle dage senere, da de holdt paa at gjøre sig reisefærdige, og baaden netop var sat ud, sprang Kellitiuk ud i den, la sig ned under tofterne og dækkede sig til med poser og skind. Det erfaredes snart, at det var, fordi Siorakitsok just landede paa øen, medbringende sin far som sekundant. Mens Graah et øieblik var fraværende, sprang han over i baaden og trak sin dame frem af hendes skjul. Overbevist om, at hun virkelig hadde modbydelighed for sin brutale frier, ansaa Graah det for sin pligt at befri hende. Da han kom til, hadde frieren allerede faat hende halvt ud af baaden, og fa'ren stod færdig paa land for at hjælpe til. Da Graah rev hende løs og gav ham anvisning paa «Sorte Dorthe», en anden roerske, som han gjerne vilde være kvit, lyttede den skuffede rolig paa ham, «mumlede nogle uforstaalige ord i skjegget og gik bort med vred mine og truende blik. Fa'ren tog sig ikke sønnens skjæbne nær, «han hjalp os at lade fartøiet,» siger Graah, «og sagde os derpaa sit vistnok velmente farvel». Da de skulde reise, var imidlertid Kellitiuk ingensteds at finde, uagtet der blev raabt og ledt, efter hende overalt paa den lille ø, hvor hun et eller andet sted maa ha forstukket sig, og man reiste uden hende. Hun har altsaa alligevel hat tilbøielighed for Siorakitsok.
De oprindelige grønlændere skilles ligesaa letvindt, som de giftes. Blir manden kjed af sin hustru — det omvendte forekommer sjeldnere — behøver han blot at «retirere sig fra hende, naar han legger sig, uden at tale et Ord. Heraf merker hun straks Sigtet», og derfor samler hun næste morgen sit skindtøi sammen og vender i stilhed tilbage til sine forældres hus, idet hun helst lar, som om det aldeles ikke gaar hende nær. Hvor vilde ikke mange egtemænd herhjemme ønske, at deres hustruer var grønlænderinder!
Faar en mand lyst paa en andens kone, tar han hende uden videre, hvis han er den sterkere. Da Papik, en anset, dygtig fanger ved Angmagsalik paa østkysten, fik lyst paa Patuak's unge kone, reiste han til Patuaks telt og tog en tom kajak med. Han gik op, hentede konen ud, førte hende til stranden, hvor han lod hende stige i den tomme kajak, og rodde bort med hende. Patuak, som er yngre end Papik og ikke kan maale sig med denne i dygtighed og kræfter, maatte finde sig i tabet af konen.[4]
Der findes paa østkysten eksempler paa, at koner har været gifte med en halv snes forskjellige mænd. Utukuluk ved Angmagsalik hadde prøvet 8 forskjellige, 9de gang giftede hun sig atter med mand no. 6.[5]
Skilsmisse gaar især let for sig, saa længe der ikke er børn. Har konen faat et barn, og især hvis det er en gut, kommer der som regel et mere fast forhold.
Kan en mand paa østkysten underholde mer end en kone, tar han nok en, de fleste gode fangere der har derfor to, men aldrig flere.[6] Ofte synes den første kone ikke at like at faa en rivalinde, undertiden sker det dog paa hendes udtrykkelige anmodning, forat hun kan faa mer hjælp til det huslige arbeide. Grunden kan ogsaa være en anden: «Engang spurgte jeg en Kone,» siger Dalager, «hvorfor hendes Mand havde taget Medhustru? Jeg bad ham selv derom», svarede hun, «eftersom jeg er kied af at føde flere Børn.»
Den første kone synes altid at anses som den fornemste, selv om manden har mer tilbøielighed for de senere tilkomne.
Polyandri forekommer kun sjelden. Nils Egede omtaler en kvinde, som hadde to mænd, og saavel hun som de var angekoker.
Ved kristendommens indførelse blev selvfølgelig denne oprindelige, letvindte maade at gifte sig paa afskaffet paa Grønlands vestkyst, og der blir man nu forenet under lignende religiøse ceremonier som i Europa. Bruden behøver heller ikke at stride saa meget imod.
Men var det før let at faa sig en kone, saa er det derved ofte blit tungvindt nok. Vielsen maa nemlig nødvendigvis foretas af en prest, de indfødte kateketer, som er prestens stedfortrædere paa de forskjellige bopladse, er ikke gode nok dertil. Naar man nu bor paa et sted, hvor presten muligens kommer en gang om aaret eller, kan hænde, en gang hvert andet aar, maa man altsaa passe paa at være enig med sin brud netop da. Men hvis en ung, kraftig fyr faar lyst paa at gifte sig, netop som presten er reist, maa han altsaa vente et eller to aar med at faa den nødvendige vielse.
At en saadan ordning fører til, at man indgaar løsere forbindelser eller gifter sig uden prestehjælp, maa synes uundgaaligt, selv om grønlænderne ikke allerede af naturen havde tilbøielighed i den retning. Jeg har hørt eksempel paa, at en prest kom til en boplads efter to aars fravær og maatte da konfirmere en jente, vie hende og døbe hendes barn paa samme dag. Det kan man kalde at ta det summarisk. Denne ordning maa virke skadelig og nedbryde respekten for den handling, som man vel nærmest vilde gi værd derved, at kun presten skulde kunne udføre den.
Ved kristendommens indførelse blev naturligvis ogsaa flerkoneriet afskaffet. Missionærerne forlangte endog, at naar en hedning, som allerede var gift med to koner, antog kristendommen, maatte han skille sig ved den ene. 1745 hadde en eskimo ved Fredrikshaab lyst til at bli døbt, «men da der handledes om, at han skulde skille sig af med sin Med-Hustru, blev han vankelmodig, efterdi han havde tvende sønner med hende, hvilke han ved den Leylighed ogsaa kom til at miste, og derfor sadlede om, og foer sin Vey».[7] Deri kan man neppe fortænke ham. Lignende tilfælde, hvori det forlanges, at en mand, skal skille sig af med den ene af sine koner, som han muligens i lange tider har levet lykkelig sammen med, forekommer fremdeles, naar grønlændere fra østkysten slaar sig ned paa vestkysten (nær Kap Farvel) og lar sig kristne. Den uret, som man herved tvinger manden til at begaa mod den engang antagne kone, behøver neppe nærmere at paavises. Det stod forøvrigt allerede for Dalager som uretfærdigt, og «hvorvidt det strider mod Guds anordning, at en Mand har mere end een Kone, synes ham at være et Problema».
Flerkoneri kan forøvrigt fremdeles af og til forekomme paa vestkysten, og en medhustru synes at være noget af det første, en dygtig grønlænder lægger sig til, naar han overhodet indlar sig paa vidtløftigheder. Jeg blev ved Godthaab fortalt et par eksempler herpaa.
Renatus, den dygtigste fanger ved Grædefjorden, hadde forlibt sig i en ung kvinde og tog hende en dag til medhustru. Forholdet mellem hende og hans første kone syntes imidlertid at være godt, og alt gik rolig, indtil det kom missionæren[8] for øre. Denne foreholdt manden den store synd, han begik, og forsøgte at tvinge ham til atter at opgi medhustruen. Dette hjalp dog intet. Imidlertid blev der klaget for forstanderskabet i Godthaab.[9] Renatus mødte frem der, og omsider fik man ham da bevæget til godvillig at gi sig, og han sendte sin hustru til Kangek (udenfor Godthaab), hvor hun blev optat i kateketen Simons hus. Samtidig bosatte han sig dog længere nord, nær Narsak, og da han derved tildels fik fangepladse sammen med kangekerne, hændte det oftere, at han traf dem og fulgte dem hjem, hvorved han fik anledning til at være sammen med sin anden kone. Da der imidlertid senere blev klaget meget fra hans tidligere boplads ved Grædefjorden, fordi man der led nød, efterat han, pladsens bedste fanger, hadde reist bort, flyttede han atter tilbage did og har siden levet skikkelig. Dette hændte for nogle aar siden, medhustruen lever endnu ved Kangek, jeg saa hende der. Hun bærer grøn top som tegn paa, at de børn, hun har faat, regnes som uegte.
En anden dygtig fanger nær Lichtenfels hadde ogsaa tat sig en medhustru. Da missionæren hørte dette, stevnede han ham til sig og forsøgte indtrængende at paavirke ham, men til liden nytte. Missionæren skrev da, men fik intet svar, han skrev strengere og strengere og kom tilslut med alvorlige trusler; herpaa fik han endelig en svarskrivelse, hvori der stod et ord: susa! det vilde paa godt norsk omtrent hede: aa skidt!
Kvindernes stilling inden egteskabet er paa Grønland som andre steder i verden forskjellig. Som regel er det manden, der er den bestemmende, men jeg har ogsaa set eksempler paa, at han var under tøffelen; dette hører dog vistnok til undtagelserne.
Hos de oprindelige eskimoer synes hustruen nærmest at betragtes som mandens eiendom. Paa østkysten hænder det, at der foregaar en formelig handel ved giftermaalet, idet en ung mand maa betale fa'ren en harpun eller lignende for at faa hans smukke datter tilegte, ligesom omvendt gode fangere betales af fædrene for at ta døtrene, og disse er nødte til at gifte sig, naar fa'ren vil.[10] Paa østkysten hænder det ogsaa ofte, at to fangere blir enige om at bytte koner for kortere eller længere tid; undertiden beholdes den tilbyttede kone. Midlertidigt konebytte hænder sikkert ogsaa fremdeles paa vestkysten, især naar de om sommeren ligger i telt inde i landet paa renjagt, i hvilken tid de tillader sig mange friheder, som ikke kan kontrolleres af missionærerne.
Forholdet mellem egtefolkene er som regel sjelden godt. Aldrig har jeg set eller hørt, at der blev vekslet et uvenligt ord mellem mand og hustru. Dette er ogsaa den almindelige erfaring; allerede Dalager paastaar, at «jo længere Ægte-Folk leve tilsammen, jo kiærligere forenes de, og omsider i Alderdommen omgaaes de hverandre, som uskyldige Børn.» De er i det hele yderst hensynsfulde indbyrdes og kan ogsaa ses at kjærtegnes. De skal ikke kysses paa vor vis, men ved at trykke næserne mod hinanden eller snuse til hinanden; denne proses er jeg desværre ude af stand til at beskrive, da jeg mangler den fornødne praksis.
Paa østkysten synes forholdet mellem mand og kone ogsaa at være meget godt, dog kan der, efter hvad kapt. Holm oplyser, forefalde blodige optrin.
Da Sanimuinak en dag kom hjem til sin hustru Puitek med en ung kone (den tidligere nævnte Utukuluk med 9 mænd), blev Puitek sint og skjændte paa sin mand. Han blev rasende herover, greb hende i haartoppen og dunkede hende med knyttet næve paa ryggen og i ansigtet. Til sidst greb han en kniv og stak hende i knæet, saa at blodet sprøitede ud.[11] Efter Holm hændte det ogsaa engang, at en mand fik grundig prygl af sin kone. — Denne slags tilfælde hører til undtagelserne hos dette fredsommelige folk.
Nogen dyb kjærlighed til hverandre har vel egtefolkene kun undtagelsesvis, ligesom dybe følelser neppe i det hele er almindelige deroppe. Dør den ene, trøster den anden sig som regel noksaa snart. «Mister en Mand sin Kone,» siger Dalager, «condoleres han vel ikke af ret mange af sit Kiøn. Qvindfolkene derimod postere dem vel bag paa Brixen hos ham, og begræde den Døde, hvortil han hikker og tørrer Næsen.» Nogle dage efter begynder han dog at pynte sig op ligesom i sine ungkarlsdage, især blir hans kajak og vaaben oppudsede «som det, en Grønlænder alletider giør den største Parade med. Naar han nu i saadan skinnende Eqvipage kommer ansættendes til andre Grønlændere paa Søen, siger de: giver agt, der kommer en nye Svoger; hører han det, tier han stille, og smaasmiler dertil.» En enkemands nye kone er det meget magtpaaliggende at klage over sin egen ufuldkommenhed og at rose den tidligere kones dyder, «og seer man heraf, at de Grønlandske Fruentimmer ere lige saa slebne til at spille interesserede Ruller, som andre af deres Kiøn i polerede Lande.»
Hovedhensigten med det grønlandske egteskab er ubetinget den at sætte børn i verden. Derfor blir, som i det gamle testamentes tider, ufrugtbare kvinder ikke agtede, og egteskab, som ikke bringer afkom, blir ofte ophævede.
Gjennemsnitlig er de ublandede grønlændere lidet frugtbare, 2 til 4 børn i hvert egteskab er det almindelige, dog er der ogsaa eksempler paa 6 til 8, ja endog flere.
Tvillinger er sjeldne, og jeg blev af kvinderne ofte spurgt, om det var saa, at man virkelig fødte tvillinger i de langskjeggedes land (Norge). Da jeg herpaa svarede, at man ikke alene fødte tvillinger, men ogsaa trillinger, ja endog firlinger, lo de himmelhøit og paastod, at vore kvinder var ligesom hundene; thi mennesker og sæl føder bare en unge ad gangen.
Grønlænderinderne har gjerne let for at føde. Som et eksempel paa, hvor faa omstændigheder de gjør i den anledning, kan anføres, hvad Graah meddeler. Da han paa sin reise langs østkysten passerede Bernstorffsfjord, skulde en af kvinderne føde. De skyndte sig til land ved et nøgent berg paa nordsiden af fjorden. Mens fødselen stod paa, strakte egtemanden sig paa berget og sovnede; men snart vækkede man ham med den glædelige efterretning, at han hadde faat en søn. Som allerede nævnt, anses dette for en lykke, mens døtre er noget ubetydeligt. «Ogsaa ytrede Ernenek (saa hed manden) sin tilfredshed ved at tilsmile konen et «ajungilatit» (Du er ikke ilde). Med vor nye passager fortsatte vi ufortøvet reisen.»[12]
Vanskelige fødsler forekommer dog ogsaa hos dette naturfolk. Egede nævner en eiendommelig ceremoni, de paa hans tid skulde ha brugt. Han siger: «En Natpotte holder de over den Fødendes Hoved, i den Indbildning at hun skal blive dissnarere forløst». En saadan anvendelse af dette møbel tør være enestaaende.
De hedenske grønlændere dræber vanskabninger saavelsom syge børn, der antas ikke at kunne leve, og saadanne, hvis mor dør under fødselen, og som ingen kan gi die; det sker gjerne ved, at de kastes udenfor paa jorden eller i havet.[13] Saa grusomt dette end i mange europæiske mødres øren maa lyde, saa sker det jo dog af medynk, og det kan ikke negtes, at det er fornuftigt; thi under saa haarde livsbetingelser, som grønlænderne lever i, maa det synes rimeligt, at man nødig fostrer op et afkom, som aldrig kommer til at gjøre nytte, men kun tære paa samfundet[14]. Af en lignende grund er det ogsaa, at folk, som er blit saa gamle, at de ikke kan gjøre skjel for sig længer, staar i liden anseelse, og man ser helst, at de kommer sig bort. Paa østkysten skal det hænde, at gamle folk, som man tror skal dø, blir druknede, eller og at de drukner sig selv. Noget lignende forekom ogsaa tidligere paa vestkysten (sml. næste kapitel).
De grønlandske børn dier meget længe. 3 til 4 aar er ikke ualmindeligt, jeg har endog hørt eksempler paa 10 til 12 aar. En europæer ved Godthaab fortalte mig saaledes, at han hadde set en ung helt paa 12 aar komme hjem i kajak med sin fangst og styrte ind i huset til mo'ren, hvor han staaende mellem hendes knær fortærede en skonrog og sugede drikke til fra det moderlige bryst.
Alle de kristne grønlænderes børn blir naturligvis døbte og gis ved den anledning ogsaa navn. De oprindelige grønlandske navne er imidlertid ved missionærernes indflydelse saa omtrent forsvundne, isteden bruges alle mulige, hentede saavel fra det nye som det gamle testamente, og neppe noget andet sted skal en være saa udsat for at møde hele skriftens personale, lige fra salig far Adam ned til Peder og Paulus, fuldtallig repræsenteret som der. Vor merkelige ven Dalager synes ikke at ha likt denne misbrug af bibelen som navnebog, og derfor «til spurgte jeg engang,» siger han, «en vis Missionaire, hvorfor en Grønlænder ikke kunde beholde sit forrige Navn, som kunde være ganske naturlig got: Det lader ilde, svarede han, at en Christen skal nævnes som en Sæl-Hund eller Søe-Fugl; Jeg smilte hertil, og sagde, at der fandtes dog mangen Ravn, Høg, og Krage i vore Lande, som passerede for gode Mennesker.» Jeg synes, jeg maa gi manden ret heri.
Grønlænderne er usedvanlig glade i sine børn og gjør alt for at tilfredsstille dem, især hvis de er gutter. Disse smaa tyranner regjerer gjerne det hele hus, og den vise Salomons ord: hvo som elsker sin søn, han tugter ham tidlig, anerkjendes ikke; at tugte, og da selvfølgelig mest naar det gjælder deres eget kjød og blod, anser de jo overhodet for umenneskeligt; jeg har ikke engang hørt en eskimo sige et haardt ord til sit barn. Med denne opdragelse skulde man vente, at de grønlandske børn blev uskikkelige og uopdragne. Dette er dog ingenlunde tilfældet; uagtet jeg har flakket endel om mellem eskimoerne paa vestkysten, er det kun en enkelt gang, at jeg har set en uskikkelig eskimounge, og dette var i et mer europæisk end eskimoisk hjem. Naar ungerne var komne lidt til skjels aar og alder, var altid en venlig anmodning fra far eller mor nok til, at de lod være at gjøre, hvad de ikke hadde lov til. Aldrig har jeg hverken i huset eller i fri luft set eskimobørn bli uenige indbyrdes eller saa meget som rette uvenlige ord mod hverandre, end sige slaas. Jeg har i timevis betragtet dem, naar de legte, har ofte endog været med paa deres fodbal (en egen leg, de har, meget lig den engelske fodbal), og den kan, som bekjendt, nok gi gutter anledning til trætte, men aldrig en eneste hidsig, ja ikke en uvenlig mine. Hvor i Europa vilde sligt kunne forekomme? Hvad grunden er til denne paafaldende forskjel mellem eskimoiske og europæiske børn, skal jeg ikke afgjøre. For en væsentlig del ligger den vel i grønlændernes yderst fredelige og godmodige natur. Noget tør det dog ogsaa tilskrives, at en eskimokvinde altid lever i samme rum som sine børn, og ude bærer hun dem med sig i amauten paa ryggen, endog til sit arbeide. Hun gir sig saaledes langt mere af med dem, og der blir mer stadigt samliv mellem børn og forældre i Grønland end i Europa.
At eskimogutterne af og til kan fornøie sig med at kaste efter kolonibestyrerens eller prestens ænder og høns, maa man ikke lægge dem for meget til last, heller ikke, at de muligens kan komme ind i kolonibestyrerens have og der rykke op eller ødelægge planterne. Det maa erindres, at agtelse for jordeiendom, eller at man ikke skal ha lov til at fange eller ta alt, hvad som vokser eller bevæger sig paa marken, ligger udenfor deres oprindelige begreber. Selv om dette indprentes dem, faar de dog ingen skarp opfatning deraf; thi det er og blir dog noget, som de fremmede og indflyttede europæere vil indføre i egen interesse, og hvortil de jo aldeles ingen ret har.
Forat de skal øve sit øie og sin arm, gir den fornuftige grønlænder sine sønner, endnu mens de er ganske unge, smaa fuglepile og harpuner til legetøi, og hermed, eller i mangel deraf med almindelig sten, kan man se de 3 til 4 aars vordende fangere øve sig paa smaafugle og alt andet, værdigt deres jægerlyst, som kommer dem for øie. At de begynder tidlig at gaa i kajak, har jeg allerede omtalt.
Det er selvfølgelig af største betydning for det grønlandske samfund, at de unge opdrages til dygtige fangere; thi deraf er hele deres fremtid afhængig.
Jenterne maa ogsaa tidlig vænnes til sin opgave, de maa lære at sy og gaa mo'ren tilhaande i hendes huslige gjerning.
- ↑ Se Holm: Med. om Grønland. Bd. 10, side 94.
- ↑ Undertiden hændte det ogsaa, at han anmodede andre om at gjøre dette for sig; altid skulde det dog ske i form af en overrumpling eller et rov.
- ↑ Graah: «Undersøgelses-Reise til Østkysten af Grønland». Kjøbenhavn 1832. Side 145—148.
- ↑ Se Holm: «Meddelelser om Grønland». Bd. 10, side 96.
- ↑ Se Holm: «Meddelelser om Grønland». Bd. 10, side 103.
- ↑ Dalager nævner, at paa vestkysten paa hans tid havde «neppe den tyvende Deel grønlændere to Koner, meget rart tre, og sielden fire; dog har jeg kiendt en Mand, som havde elleve.» Grønl. rel., side 9.
- ↑ Dalager: Grønl. Rel. side 9.
- ↑ Beboerne ved Grædefjorden tilhører den hernhutiske menighed.
- ↑ Dette er et slags ting eller en forsamling, væsentlig bestaaende af udsendinge fra de forskjellige bopladse i et distrikt.
- ↑ Holm: Med. om Grønl. bd. 10, side 96.
- ↑ Holm: Med. om Grønl. bd. 10, side 102.
- ↑ Graah: »Undersøgelses-Reise» o. s. v. side 141.
- ↑ Sml. P. Egede: Eft. om Grønl. side 107; og Holm: «Med. om Grønl.» bd. 10, side 91.
- ↑ Uagtet de, som set, ikke sætter synderlig pris paa døtres fødsel, er dog de blandt saa mange naturfolk almindelige kvindelige barnemord ikke i brug hos dem.