Eskimoliv/10

Fridtjof Nansen, illustrasjoner Otto Sinding

Eskimoliv

H. Aschehoug & Co.s Forlag, 1891 (s. 138-157).

KAPITEL X.
Moral.

Opfatningen af eskimoens moral har lig opfatningen af enhver anden ting vist sig at være meget afhængig af de øine, som saa. Man kan saaledes ved siden af den mest udelte lovprisning ikke sjelden træffe paa mindre gunstige beskrivelser deraf. Sagen er naturligvis den, at eskimoen ligesaa lidt som alle os andre hverken er bare engel eller bare djævel, men er et naturligt menneske med menneskelige dyder og menneskelige svagheder, muligens med den forskjel fra os, at de første er flere i forhold til de sidste, men saa paatræffes til gjengjæld ingen af dem saa høit udviklede. Dette vil man vistnok ved opmerksom læsning allerede af de tidligste skildringer fra Grønland, som Egedes, Cranz's, Dalagers og andres, faa en tydelig opfatning af.

Et af de smukkeste og mest fremtrædende træk i eskimoens moralske karakter maa siges at være hans ærlighed. Naar det af enkelte europæere har været paastaat, at han ikke var i besiddelse af denne dyd, kommer det sikkert for en væsentlig del deraf, at de herrer ikke har gjort sig det bryderi, at sætte sig ordentlig ind i hans tænkemaade, og hvad der af ham anses for uærligt.

For eskimoen er det af, særegen betydning, at han sikkert kan stole paa sine medmennesker og naboer. Men forat denne indbyrdes tillid, som jo betinger al sammenslutning i kampen for livet, kan bestaa, er det nødvendigt, at enhver er ærlig i sin handlemaade mod den anden. Han anser det derfor som i høi grad uhæderligt at stjæle fra sine husfæller eller fra folk paa samme boplads som han selv, følgelig er det da ogsaa sjelden, at sligt hænder, og allerede Egede siger, at de lar sine sager «ligge aaben for enhver, uden Frygt at nogen skal stiæle eller tage det ringeste deraf.» «Ja denne Udyd er saa afskyelig hos dem, at dersom en Pige stiæler, mister hun derover et got Giftermaal.»

Af samme grund lyver de ogsaa nødig for hverandre indbyrdes, særlig mændene. Følgende træk, Dalager fortæller, er et rørende bevis herpaa: «De tage sig ogsaa vare for, naar de skal afmale en Ting for en anden, at de ikke giøre det meere glimrende end efter Fortienneste, særdeles naar een vil kiøbe noget, som han ikke har seet, da, endskiønt Sælgeren gierne vil være af dermed, beskriver han det dog noget ringere end det er.»

Skylder en en anden penge, kan man som regel være sikker paa, at han betaler, saasnart han bare kan. Dette vil ogsaa de danske kjøbmænd kunne bekræfte; de fortalte mig ofte, at de trygt laaner grønlænderne; thi det hændte yderst sjelden, at de ikke fik det rigelig betalt.

Eskimoens opfatning af hans forpligtelser ligeoverfor fremmede, særlig hvis disse ikke er eskimoer, er noget forskjellige. Man maa imidlertid huske paa, at en fremmed er for ham en ligegyldig gjenstand, hvis velfærd han ingen interesse har af at befordre, og som det er ham af liden betydning enten han kan stole paa eller ei, da han ikke skal leve sammen med ham. Han finder det saaledes ikke altid at stride mod sine interesser at tilvende sig lidt af den fremmedes eiendom, saafremt det kan være ham til nogen nytte.

Dette led særlig de første europæere, som kom til landet, meget under. At eskimoerne stjal fra dem, kan man heller ikke undres over, naar man betænker, hvorledes de europæiske ekspeditioner opførte sig deroppe i begyndelsen, efterat landet var opdaget paany. De plyndrede ofte de indfødte, skamskjændte deres kvinder, og hvad der var værst, lokkede dem ombord til sig, heiste seil og tog dem med til Europa som fanger. Eskimoerne havde saaledes fra først af neppe grund til anse os som venner. At stjæle eller røve fra fremmede synes forøvrigt at være alt andet end uforeneligt med den europæiske moral, om vi skal ha lov til at slutte fra den vis, hvorpaa vi optræder mod de indfødte i Afrika og andre steder.

Til det ovenfor anførte kommer naturligvis ogsaa det, at vi eier en overflod, sammenlignet med eskimoerne. De synes derfor, ifølge sin moral, at vi bør kunne afse lidt, naar vi det ikke gjør, er det, fordi vi er griske og egenkjærlige.

Efterhaanden som europæerne har slaat sig ned i landet og er ophørt at anses som fremmede, har dette forhold forandret sig, og tyveri er nu selv fra dem sjeldent. Af sligt, som de ikke synes kan savnes, tror jeg dog, de indfødte fremdeles rapser, naar leilighed byr sig. Jeg har set selv skikkelige grønlændere fylde sine lommer og vanter med mel af handelens tønder uden i mindste maade at generes af, at jeg saa paa dem. I dette tilfælde tænkte de vel som saa, det er den kongelige grønlandske handel, vi tar fra, den har overflod, og der blir intet menneske hverken rigere eller fattigere for dette mels skyld, som for os har stor betydning, — og de strøg glade hjemover dermed. Jeg er bange for, at slig tankegang ikke findes alene paa Grønland.

Forøvrigt bør det ogsaa fremholdes til grønlændernes undskyldning, at de lige fra først af og lang tid fremover har været udsatte for de skammeligste bedragerier fra de europæiske kjøbmænds side, som til egen fordel anvendte endog falsk maal og vegt og gav dem slette varer til vederlag. Jeg skal bare nævne, hvad Saabye oplyser, at de i forrige aarhundrede brugte for store tøndemaal, som til og med var uden bund, og som de passede paa at stille over fordybninger i gulvet. Disse maatte saa grønlænderne fylde med sit spæk, før de kunde faa det solgt, og de kom til at gi mindst halvanden tønde istedenfor én. Dette vidste og forstod de, men fandt sig deri. Sligt hænder naturligvis nu ikke mere.

Som bevis paa eskimoens ærlighed ligeoverfor de morallove, han agter, mindes om, at han aldrig rører rækved, som er lagt op ovenfor høivandsmerke, og dette var dog saa let at ta, uden at nogen kunde faa rede derpaa. Men naar nu vi europæere forsynder os mod denne lov, hvilket vi desværre ofte har gjord med eller mod vor vidende og vilje, mon da ikke eskimoen har vel saa megen ret til at foragte os, som vi til at se ned paa ham?

Slagsmaal og den slags brutalitet forekommer, som før nævnt, ikke blandt dem, mord er ogsaa en stor sjeldenhed. De anser det at dræbe sine medmennesker for grusomt; krig er derfor i deres øine noget uforstaaligt og afskyligt, deres sprog eier ikke engang et ord derfor; og soldater og officerer, som altsaa opdrages til det haandverk at slaa folk ihjel, er rene menneskeslagtere.

Vel er det, som Egede siger, «en og anden gang skeed, at et extreme malitieus Menniske, af forborgen Had, har dræbt en anden». Naar han siger, at «sligt anser de andre med største Koldsindighed, uden at straffe eller tage sig det til Hierte», tror jeg imidlertid, at han ikke har ganske ret; thi de afskyr det vistnok, og naar de ikke blander sig deri, er det, fordi de anser det som en privat sag mellem den angribende og den angrebne. Det tilkommer derfor bare den dræbtes nærmeste slegtninge at hevne det, om de ser sig istand dertil, og der findes saaledes selv hos dette fredelige folk antydning til en slags blodhevn, om den end er svagt udviklet og som regel ikke synes at hvile tungt paa de efterlevende. Blir en morder altfor slem, er der dog eksempler paa, at ogsaa naboerne forener sig om at slaa ham ihjel.

Ofte er det der, som andre steder, kvinder og kjærlighed, som kan være aarsag i mord.

Overfaldet sker gjerne paa sjøen, idet den ene anfalder den anden bagfra enten ved at kaste sin harpun i ham, eller ved at kantre ham og stikke hul paa hans kajak. At anfalde sin modstander ret foranfra stemmer mindre med en eskimos karakter, ikke saa meget fordi han er ræd, som fordi han vilde undse sig derfor og synes det var leit, naar den anden saa paa ham.

At dræbe gamle heksekjærringer og troldmænd anser de for tilladeligt, idet de mener, at de med sine kunster kan skade og endog dræbe andre. Det synes heller ikke at stride mod deres moral at fremskynde døden hos syge, som lider meget, eller hos saadanne, som taler i vildelse, hvilket sidste de har megen frygt for.

Det af vore bud, som grønlænderne hyppigst forsynder sig mod, er det sjette, og allerede af det foregaaende kapitel har vel læseren faat det indtryk, at dyd og ærbarhed ikke staar i høi anseelse i Grønland. Dette er særlig tilfældet blandt de kristne indfødte paa vestkysten, som har været meget i berøring med os europæere. Af mange der anses det neppe som nogen særdeles skam for en ugift kvinde at faa børn. Dette har jeg oftere set beviser paa. Mens vi var i Godthaab, var der to jenter i nærheden, som skulde føde; men de lagde intetsomhelst skjul derpaa, ja anlagde endog grøn top,^[1] længe før det var nødvendigt, de syntes næsten at være stolte af dette synlige bevis paa, at de ikke var forsmaadde. Jeg har set grøntopper, som ikke alene hadde den grønne farve paa haaret, men ogsaa brugte baand af samme farve til kanter og pynt paa anoraken, altsaa helt stilig, hvilket hverken er paabudt eller almindeligt.

Skjønt presterne har ivret sterkt mod slapheden i saa henseende og har forsøgt at indprente de unge mænd og kvinder en strengere moral fra skolebænken af, saa synes de ikke at forandre sin opfatning af denne synd, ja de blir snarere værre. Om de unge grønlænderinder staar i forhold til en mand, forsøger de aldeles ikke at lægge skjul derpaa, ja, er det en europæer, praler de lige frem deraf, og det synes, som det hæver deres anseelse mellem veninderne. I dette forhold har europæerne selv en væsentlig skyld; thi for det første har de unge mænd, som er komne til Grønland, ofte opført sig ilde mod grønlænderinderne og har git et slet eksempel, og for det andet har europæerne i det hele sørget for at sætte sig i slig respekt, at den simpleste europæiske matros nu foretrækkes af jenterne fremfor den bedste grønlandske fanger. Dette har da ogsaa baaret sine synlige frugter, idet rasen paa det halvandet hundrede aar, siden vi slog os ned i landet, er blit i den grad opblandet med europæisk blod, at man nu har yderst vanskelig for at finde en ublandet eskimo paa hele vestkysten.^[2] Og dette til trods for, at europæernes antal i landet udgjør en liden brøkdel af de indfødtes, nogle faa hundrede mod 10 000.

At europæernes tilbøielighed til forgaaelser i denne retning ikke har tjent til at gjøre deres prester arbeidet med hævdelsen af dette bud lettere, maa forekomme selvsagt. Min og sikkert nok den almindelige erfaring er ogsaa, at grønlænderinderne ved kolonierne, hvor der er mange europæere, er langt mere letfærdige end ved bopladse, hvor ingen europæere findes. Som eksempel vil jeg nævne, at kvinderne ved Sardlok, Kornok, Kangek og Narsak gjennemgaaende gjorde et bedre indtryk end kvinderne i Godthaab og Nyhernhut, hvor de ofte opførte sig det modsatte af afvisende overfor de unge mænd, de likte.

Det synes, som moralen i denne henseende har været betydelig bedre blandt hedningerne, før europæerne kom til landet. Selv Hans Egede, som dog ellers ikke skildrer deres moralske tilstand med for lyse farver, siger i sin nye Perlustration: «Jomfruer og Piger derimod ere bluefærdige nok, saasom vi har aldrig seet, at de med unge Karle har haft nogen letfærdig Omgiængelse, eller givet ringeste Tegn fra sig til Sligt, enten med Ord eller Gierninger. Udi 15. Aar jeg var udi Grønland, veed jeg ikkun 2. eller 3. Piger, som uden Ægteskab ere blevne besvangrede, thi de holde Sligt for en stor Skam.»

Og Dalager, som overhodet gir dem den paaskrift, som neppe længer passer for dem, at «løsagtigheds Synd, ere vel Grønlænderne hengivne til, dog ikke i den Grad, som andre Nationer,» siger om pigerne, at de «i deres første moedne Aar, stille sig ogsaa meget kydske an, thi ellers forspilde de gandske vist deres Lykke, at komme i Ægtestand med en Ungkarl.»

Blandt hedningerne paa østkysten synes det ikke nu at tas saa strengt; thi Holm oplyser, at «det ansees ikke for nogen Skam, at en ugift Pige faar Børn.»

Den strenge moral, som gjaldt for de unge ugifte jenter og gutter paa vestkysten, synes dog ingenlunde længer at ha været hævdet, naar de først blev gifte; da hadde ialfald mændene den mest ubundne frihed. Egede siger, at han længe ikke kunde «fornemme at Mændene holdt sig til andre Qvinder end deres egne, eller Ovinderne til andre Mænd; men omsider fornam vi dog, at de ikke regner det saa nøye i saa Fald.» Han beskriver bl. a. en merkelig leg, hvorved «Mænd og gifte Qvinder samler sig til sammen, som til et Assemblée.» Her traadte mændene efter tur frem paa gulvet og sang til lyden af en tromme viser til kvindernes og kjærlighedens pris, og der skulde være fuld frihed uden undseelse for alle tilstedeværende. «Men til denne Leeg komme ikke de Unge og Ugifte, hos hvilke der er større Blufærdighed; Gifte Folk mene de, staar sligt vel an, uden at blues derover.»

Egede siger ogsaa, at kvinderne i særdeleshed holder det for en lykke og ære, at komme i forhold til en angekok ɔ: «deres Propheter og høylærde Mænd», «ja mange Mænd seer det self gierne og giver Angekkok en Betaling derfor, at de skal sove hos deris Koner, helst om de ikke selv kan faae Børn med dem.»

Eskimokvindernes frihed i denne henseende adskiller sig altsaa meget fra den germaniske kvindes. Grunden er vel den, at mens arven og slegtens vedligeholdelse og stamtræ har spilt en stor rolle for germanerne, er dette af ringe betydning for eskimoerne, som liden eller ingen arv har, og for hvem hovedsagen er, at der kommer børn.

Angaaende den omtalte leg paastaar dog Dalager, at den skal være meget sjelden, «og er det da at mærke, at aldrig nogen Ægte-Kone, som lykkelig føder Børn, lader sig debauchere.»

Enker og fraskilte koner mener han derimod ikke tar det saa nøie; mens man meget sjelden skal høre, siger han, «at en Pige bliver besvangret, saa seer man derimod Qvinder, at avle lige saa mange Børn, som rette Ægte-Koner. Tilrettesættes de derfor, endogsaa af deres egne Lansmænd, svare mange: At det skeer ikke af Løsagtighed, men af en naturlig Lyst, til at føde Børn, hvorover de forføre mangen ærlig Mand.»

Paa østkysten synes de giftes moral efter vore begreber heller ikke at være særdeles god. Jeg har saaledes omtalt, at mændene ofte bytter koner; det sker dog bestemte mænd imellem, og en mand liker som regel ikke, at hans kone omgaas andre end den, han har laant hende til; selv vil han imidlertid ha fuld frihed. Mens de bor i hus om vinteren, leger de ofte en konebytte- eller lampeslukningsleg, som ligner den ovenfor omtalte, og hvorved lamperne slukkes; men her kan ogsaa de ugifte være med. Holm siger, at «en god Vært lader altid Lamperne slukke om Aftenen, naar der er Gjæster i Huset».

Denne leg er nu forsvundet paa vestkysten. At den ikke undtagelsesvis kan forekomme paa steder, hvor prest eller andre autoriteter har vanskeligt for at opdage det, tør jeg dog ikke indestaa for; thi gifte kristne grønlændere synes heller ikke altid at ha nogen overdreven respekt for det sjette bud, og der foregaar i saa henseende noksaa mange uregelmæssigheder.

Denne moral finder vi naturligvis ved første øiekast at være meget daarlig; men det er ikke derfor sagt, at den er saa for eskimoen. Vi bør i det hele være lidt forsigtige med ud fra vort syn straks at fordømme anskuelser, som gjennem mange generationer og megen erfaring har udviklet sig hos et andet folk, om de end staar i aldrig saa megen strid med vore.

Opfatningen af det gode og rette er saa yderst forskjellig her i verden. Jeg kan bare som eksempel nævne en eskimojente, som da Niels Egede engang talte om kjærligheden til Gud og næsten, sagde til ham: «... Jeg har viist Prøve paa at jeg har elsket min Næste, thi een gammel Kone som var syg, og ikke kunde døe, bad mig, at jeg for Betaling vilde lede hende til den stiegle Klippe, som de alletider styrter sig ned, naar som de ere Kiæd af at leve, men jeg som alletider elsker mine Folk, lede hende derhen foruden Betaling, og styrte hende ud for Klippen.» Egede mente, det var slet gjort, og sagde, at hun hadde dræbt den anden. «Hun sagde ney; men at hun havde stor Medynk med hende og efter hun var falden ned; græd hun derover.» Skal nu dette kaldes en god eller en ond gjerning?

Da samme Egede en anden gang talte om, at Gud straffede onde mennesker, sagde en eskimo, at han ogsaa var af dem, som straffede de onde; thi han hadde slaat ihjel tre gamle kjærringer, som var hekser.

Den samme forskjel i opfatningen af det gode gjør sig ogsaa gjældende ligeoverfor det sjette bud; høiere sætter eskimoen det, som heder, at I skulde udbrede eder og vorde frugtbare. Dette har han jo saa meget mer grund til, som hans rase af naturen er lidet frugtbar.

Lig mange andre folk fandt eskimoen det meget forunderligt, at det ikke skulde anses som særlig udmerket, at en mand hadde mere end en kone. Hos dem steg anseelsen med antallet af koner, og af den grund fandt de mer fornuft hos det gamle testamentes patriarker end hos os. Forøvrigt er jo dette en anskuelse, som vi vil finde hos vore egne forfedre lige til langt op i den historiske tid.

Da Paul Egede engang irettesatte grønlænderne for deres polygame tilbøielighed, priste en af dem sin kone meget for hendes «gode Gemytte, at hun aldrig var vred, fordi han elskede fremmede Qvinder.» Egede sagde, «at Fruentimmerne i vort Land ei taalte, at deres Mænd holdte af andre; de vilde jage dem paa Døren. Det er ei Roes for eders Fruentimmere, sagde han, at de ville have deres Mænd allene, og være Herrer over dem; hos os lastes de.»

I denne henseende tænker de mindre ideelt og mer rent praktisk end vi. Ser vi f. eks. hen til deres konebytning eller deres behandling af ufrugtbare kvinder, da forekommer deres seder os noget løsslupne; men disse er jo væsentlig beregnede paa at bringe afkom, og erindrer vi, hvilken stor betydning dette har for dem, vil vi maaske fælde en lidt mildere dom.

Føder en grønlænders kone ikke børn, er jo hans egteskabs hovedformaal ikke naad, og det er ham derfor ganske naturligt at forsøge paa at faa dette afhjulpet. Da en ung mand, hvis kone ikke hadde børn, engang til bød Niels Egede et ræveskind for, at han enten selv skulde hjælpe ham eller befale en af sine matroser at gjøre det, blev han meget forbauset over, at Egede kunde bli sint derover. Han svarede: «Det er ingen Skam, hun er gift, og kand faae een af dine gifte Matroser.»

At heller ikke de gifte grønlændere fra oprindelsen af har savnet det, vi forstaar ved sædelighedsfølelse, synes dog bl. a. at fremgaa deraf, at de til daglig opfører sig meget anstændig og gir som regel ikke anledning til anstød, derom maa alle reisende være enige.

Naar en hedning — og mange kristne grønlændere med — ikke antaster en anden mands kone, som han har faat lyst paa, er det vistnok som oftest mer af sky for uenighed med den anden, end fordi han anser det for galt; men at der selv paa østkysten findes en svag opfatning i den retning, kan dog bl. a. sluttes af følgende talemaade ved Angmagsalik: «Hvaler, moskusokser og rener fortrak fra landet, fordi mændene hadde for megen omgang med andre folks koner.» Mange mænd paastod dog, at det var, «fordi konerne var jaloux over, at mændene hadde omgang med andre folks koner.» Det sidste sagdes ogsaa at ha bevirket, at det sund, som tidligere gik tvers gjennem landet fra Sermilik-fjorden til vestkysten, fyldtes med is.^[3]

Egede siger, at skjønt kvinderne merkelig nok indtil hans ankomst slet ingen skinsyge hadde følt over, at mændene hadde flere koner, «og de forliigedes vel med hinanden», saa fornam man hos dem nogen fortrydelse, naar mændene vilde ta sig medhustruer, efterat han hadde prækt for dem om det utilbørlige deri; «ja, naar jeg har læst for dem og underviist dem af Guds Ord, paamindet mig, ikke at glemme at skiærpe det sjette Bud for deres Mænd.» Denne missionærernes virksomhed blandt kvinderne likte ikke mændene, som rimeligt kan være, og en mand, hvis to koner var kommen i totterne paa hinanden, sagde forbitret til Niels Egede: «Du haver fordærvet dem med din Læsning, og nu ere de jaloux paa hinanden.» Det forekommer mig, at mandens harme var berettiget; hvad vilde vi sige, om grønlændere kom til vort land, trængte ind i vore huse og prækte sin sædelighedsmoral for vore hustruer?

Ifølge eskimoisk opfatning er det utilladeligt at gifte sig med sit søskendebarn eller med nogen nær slegtning, ja ikke engang to pleiebørn, som tilfeldig er bleven opdragne sammen, kan giftes. Helst skal bruden hentes fra en anden plads.

Denne lov svarer altsaa til det saakaldte exogami eller forbud mod at gifte sig med formodede blodsforvandte med samme familienavn eller endog tilhørende samme clan (hos kinesere), gotra (hos hinduer) eller gens (hos romerne?) som under lidt forskjellige former findes hos hinduer, kinesere, i den græske kirke, tidligere i den katolske, tildels hos slavonerne, hos indianere o. fl. a. Om romerne siger Plutarch, at de tidligere lige lidet giftede sig med kvinder der var i slegt med dem, som de nu gifter sig med tanter og kusiner. Vore egne forfedre har vel engang langt tilbage i tiden hyldet exogami, som imidlertid danner en sterk modsætning til den hos os nu almindelige opfatning, at giftermaal netop bør ske med folk fra samme bygd, ja helst med nære slegtninge, endog med søskendebørn. I det hele synes det for en del at være saa, at det videste, mest omfattende forbud mod giftermaal findes hos vilde folk, mens derimod det mest indskrænkede er moderne og civiliseret. Exogamiet skulde saaledes være en overlevering fra barbariet, som vort folk i høi grad har frigjort sig for. At forklare oprindelsen til denne morallov er meget vanskeligt. Uagtet jeg har videnskabelige autoriteter mod mig, forekommer det mig ikke umuligt, at det kan være troen paa, at egteskab mellem nære slegtninge frembringer svag afkom, som for en del ligger til grund. En saadan tro finder vi ialfald i dens snevreste begreb næsten hos alle folk i form af sky for blodskam. Vistnok mener flere moderne forskere at kunne bevise, at giftermaal mellem slegtninge ikke er uheldigt; men berettiget eller ikke berettiget, saa er dog faktum, at en slig tro har kunnet opstaa, og har først troen været der, vil loven komme af sig selv. At den, som f. eks. hos grønlænderne, gaar saa langt som til at gjælde alle paa pladsen boende, er let forklarligt med deres ovenfor omtalte skikke, som gjør, at de ikke kan være sikre paa, hvem som ikke er halvsøskende.

I flere henseender staar den hedenske eskimos moral gjennemgaaende høiere end den, man finder i de fleste kristne samfund. Da jeg allerede i kap. 7 har antydet dette, skal jeg her kun minde om deres opofrende næstekjærlighed og deres hjælpsomhed mod hverandre, hvortil der i vort samfund sandelig ikke findes sidestykke.

Men eskimoens kjærlighed til næsten gaar endog saa vidt, at han kan afholde sig fra at lyve paa ham, ja han taler i det hele nødig ondt om ham, særlig hvis det er hans nabo; sligt stemmer ikke med hans fredsommelige og velmenende sindelag. Som før omtalt, synes kvinderne ikke at være fuldt saa paalidelige i denne henseende, men dette paastaas jo at være en ikke ualmindelig kvindelig svaghed.

Eskimoens ærbødighed for de gamle er ikke meget fremtrædende. Saalænge de kan gjøre nytte for sig, hædres de vistnok, og har de i sine yngre dage været gode fangere og har sønner, kan de endog ha stor indflydelse og anses som husets overhode. En kvinde, som har dygtige sønner, kan ogsaa bli behandlet med ærbødighed, selv om hun blir meget gammel. Er hun enke, blir hun særlig indflydelsesrig, idet hun da gjerne styrer huset, saa længe hun lever, og sønnekonerne maa finde sig i hendes forordninger. Men blir folk ellers saa gamle, at de ikke kan gjøre synderlig nytte for sig, behandles de mindre hensynsfuldt, særlig kvinder. Ja, undertiden undser de yngre sig endog ikke for at gjøre ligefrem nar af dem, og heri finder de gamle kroker sig med stor taalmodighed, som om det nu engang er verdens gang.

Forat læseren selv skal kunne danne sig en mening om en oprindelig eskimos moralske tankesæt, tror jeg, nedenstaaende brev fra en grønlænder til Paul Egede^[4] vil være af interesse. Det gjengis her, fordi det i flere henseender støtter mine anskuelser, og Egedes bog «Efterretninger om Grønland», hvori denne oversættelse er meddelt (side 230—236), er nu vanskeligere tilgjængelig. Brevskriveren var en hedning, som var bleven døbt af Paul Egedes far, Hans Egede. Brevet, som naturligvis var skrevet paa eskimoisk, røber foruden en forbausende moralsk synsmaade ogsaa skarp forstand og følelser, hvilke man sikkerlig, som Paul Egede siger, ikke skulde vente «af et saa dumt Folk, som man hidindtil har anseet dem for.» Det er, som det vil ses, svar paa et fra Egede og lyder saaledes:

«Elskværdige Pauia!^[5]

«Du veed selv, hvor kier og behagelig din Skrivelse er mig, men hvor blev jeg forskrækket, da jeg læste den store Undergang paa de mangfoldige Mennesker ved det, for os uhørlige Jordskiælv, som du melder i et Øieblik har ødelagt flere Mennesker, end vort hele Land eier. Jeg kan ikke skrive, hvor bevæget jeg blev herover, og hvor forskrækkede vi bleve tillige, saa at mange flyede fra det Sted, de boede, til et andet, som var ligesaa usikkert, skiønt det var Klipper; thi vi see hos os, at og de ere revnede fra Toppen ned i Afgrunden, naar det er skeet, veed ingen af os. Klipper af Kampesteen, som vort Land bestaaer af, og Sandbakker, som eders Land, ere lige lette at ryste hos Gud, i hvis Magt det staaer altsammen, vi smaae usle Dyr ere let skiulte deri. Du lader mig vide, at Vinteren hos Eder har hverken havt Snee eller Kulde, og slutter, at den derimod maae have været desto stærkere hos os; men vi har havt en usædvanlig mild Vinter. Aarsagen til saadant mildt Veir, hører jeg, at eders Lærde meene ere de varme Dunster, som kom af Jorden ved Jordskiælvet, som har opvarmet Luften og smeltet Snee-Materien. Men dersom jeg ikke havde hørt, at de Lærde havde sagt det, saa havde jeg meent, at den Varme af Jorden forslog kun lidt til at opvarme den høie og brede Luft, ligesaa lidt som et Menneskes Aande kunde varme et stort Huus, ved at puste engang ind, og saa gaae ud igjen. De sydlige Vinde, som altid ere varme, og bestandig har blæst hos os i Aar, ere Aarsag, at her ikkun har været maadelig Kulde, men hvorfor det har blæst Synden Vind, det veed jeg ikke, maaske de Lærde ikke heller. Ere de ynkværdige omkomne mennesker dræbte af Heden, eller har Jorden opslugt dem, eller ere de rystede til døde? Skipper B. meente at deres egne Huse vare faldne over dem, og havde slaget dem ihiel. Det lader som det ikke gaaer eders Folk meget til Hierte; thi de ere ikke allene fornøiede og glade, men de fortæller, at de tvende Nationer, som fare her paa Hvalfiske-Fangst,^[6] ikke af eders Land, men dog eders Medtroende slaaes og skyder hinanden ihiel baade til Lands og Vands, gaae paa Jagt efter hinanden, ligesom vi efter Sælhunde og Reensdyr, stiæler og borttager Skib og Gods fra hinanden, og fra dem, som de aldrig har seet eller kiender, allene for deres Overherre vil saa have det. Da jeg spurgte Skipperen ved en Tolk om Aarsagen til saadan Umenneskelighed, svarede han, at det var om et Stykke Land tvert over for vores,^[7] saa langt borte, at dertil behøves tre Maaneders Seilads. Jeg tænkte da, at de havde Mangel paa Land, at boe paa hos sig selv; men han sagde nei! det var kun de store Herrers Begiærlighed til fleere Folk og mere Rigdom. Jeg blev saa fuld af Forundring over den Begiærlighed og saa forskrækket, at det og skulde ramme os, at jeg nær havde mistet min Siel, men jeg blev igjen strax glad, du kan neppe giette hvorfor, jeg tænkfe strax paa vort sneebedækket Land og fattige Indbyggere, og sagde ved mig selv: Gud ske Lov! vi ere fattige og eie intet, som disse graadige Kablunakker (saaledes kalde de alle Fremmede) kan begiære; det vi har oven paa Jorden, skiøtter de intet om at eie, hvad vi skal have til Klæde og Føde, svømmer i det store Hav, deraf maae de gierne tage saa meget, som de kan faae, der bliver altid nok for os, naar vi have saa meget Mad, vi kan æde, og saa mange Skind vi kan forvare os med mod Kulden, saa ere vi fornøiede, og du veed selv, at vi lader den Dag i Morgen sørge for sig selv. Vi vil altsaa ikke føre Krig med nogen derom, om vi end vare mægtige dertil, endskiønt vi kan ligesaa vel sige, det hører os til, som de Troende i Østen kan sige om de Vantroende i Vesten, at de og det, de eier, er deres. Vi kan sige, det er vort Hav, som rører ved vort Land, det er vore Hvalfiske, Kasselotter, Springere, Enhiørninger (ɔ: narhvaler), Hvidfiske, Sælhunde, Helleflynder, Lax, Torsk og Ulker, som bevæges deri, men vi unde gierne andre, at tage af den store Forraad saa meget, som de lyster. Vi ere saa lykkelige, at vi ikke har saa stor en naturlig Begiærlighed, som de. Jeg har tidt forundret mig over de Kristne, og ikke selv vidst, hvad jeg skulde tænke om dem, de forlade deres eget skjønne Land, og lider meget Ondt i dette for dem haarde og fæle Land, allene for at giøre os til skikkelige Mennesker, men har du vel seet saa meget Ondt af vor Nation, har du vel hørt saadan forunderlig og ret afsindig Snak hos nogen af vores? Deres Lærere undervise os, hvorledes vi skal undgaae den Dievel, som vi aldrig har kjendt, og de overgivne Matroser beder med den største Alvorlighed, at Dievelen vil annamme dem og splidde dem ad. Du erindrer nok selv, at jeg i min Ungdom lærte saadanne Talemaader af dem, for at fornøie dem, uden at vide, hvad de betydede, førend du forbød mig at bruge dem, siden jeg har lært at forstaae dem selv, har jeg hørt mere end jeg vilde høre. Især har jeg i dette Aar hørt saa meget tale om de Kristne, at om jeg ikke af den lange Omgang havde kiendt mange gode og skikkelige, og Hans Pungiok og Arnarsak, som har været i eders Land, ikke havde fortalt, at der var mange fromme og dydige Mennesker, saa havde jeg ønsket, at vi aldrig maatte seet dem, at de ikke skal fordærve vort Folk. Du har vel mere end engang hørt, at mine Landsmænd troede om dig og dine, at I vare opdragne til den Skikkelighed i vores Land, og naar de har seet et fromt Menneske iblandt eders, saa sige de gjerne, han er ligesom et Menneske eller Grønlænder. Du erindrer nok den lystige Okakos Indfald, at sende Hexemestere ɔ: Angekkoker til eders Land, for at lære dem til at blive skikkelige Mennesker, ligesom eders Konge har sendt Præster hid, for at lære os, at der var en Gud til, som vi før ikke vidste; men jeg veed, de mangler ikke Underviisning derfor nytter det Forslag ikke. Det er underlig nok, min kiere Pauia! eders Folk veed der er en Gud til, alles Skaber og Opholder, at de efter dette Liv, enten skal blive lyksalige eller ulyksalige, ligesom de har opført sig til, og dog leve de, ligesom de havde Ordre til at være onde, og at det var til deres Fordeel og Ære at synde Mine Landsmænd derimod, veed hverken der er en Gud eller Dievel til, troe hverken der er Straf eller Belønning efter dette Liv» og de leve skikkelig, omgaaes hinanden kierlig, fredelig deele med hinanden, og har Føden tilfælles; der er vel og Onde iblant os, som viser, vi maae være af een Stamme, men at de Fleste er ulastelige, (du tænker vel ikke, at jeg hykler for mit Folk, thi du veed jo af Erfarenhed, at det er sandt) er maaske vort ufrugtbare Land Aarsag til; naar jeg har hørt tale om eders rare Land, har jeg ofte skattet dets Indbyggere lyksalige, da de har saa stor Overflødighed af Jordens velsmagende Frugter, Dyr, Fugle og Fiske af utallige Slags, vel indrettede store og prægtige Huse, skiønne Klæder, lang Sommer, ingen Snee og Kulde, ingen Myg, men alle Ting ønskelige og behagelige, og denne Lyksalighed tænkte jeg, hørte Eder allene til, fordi I vare Troende og ligesom Guds egne Børn; men at vi, som Vantroende, vare satte i dette Land, for at straffes. Men o! vi lyksalige Grønlændere! O! du kiere Fødeland! hvor er det vel, at du er skiult med Iis og Snee, hvor er det vel, ifald dine Klipper eier det Guld og Sølv, som de Kristne ere saa begiærlige efter, at det er skiult med saa megen Snee, at det er utilgiængeligt. Din Ufrugtbarhed giør os lykkelige og frier os fra Overlast. Pauia! vi ere virkelig fornøiede med vore Vilkaar. Kiød og Fisk er al vor Føde, det lekre falder kun sielden for, men desto kierere, naar det kommer. Det iiskolde Vand er vor Drik, det ledsker og berøver ikke Forstanden, ei heller skiller os ved vore naturlige Kræfter, som den galgiørende Drik, eders Folk finder saa stor Smag udi. Vore Klæder ere uanseelige tykhaarede Skind, men vel tilpas efter dette Land, baade for Dyrene, medens de have dem, saa og for os, naar vi igjen faa dem af dennem. Her er da, Gud skee Lov! ikke saa meget, at nogen skal faae Lyst til at slaae os ihiel derfor. Vi leve da uden Frygt. Vel har vi her under Norden de grumme Hvidbiørne, men imod dem har vi vore Hunde, som strider for os, saa vi ere uden mindste Fare. Drab høres meget sjelden hos os, og sker ikke, uden en bliver mistænkt, eller beskyldt af en Hexemester, at have dræbt nogen med sit Hexerie, saadan en bliver uden Barmhiertighed dræbt af Vedkommende, som mener at have ligesaa stor Ret, som Bødelen i eders Land, til at aflive deres Misdædere, men de giøre sig dog ikke til deraf, eller takker Gud derfor, som de store Herrer i eders Land, naar de har slaget ihiel et heelt Lands Indbyggere, som D. har fortalt mig. Det er dog vel ikke den gode Gud, som I lærer os, der har forbudet at slaae ihiel, at de takke og siunge Lov; det maae være en anden, som er Elskere af Drab og Ødeleggelse, mon det ikke er Tornarsuk (ɔ: djævelen)? dog det kan ikke heller være; thi det var at giøre den fromme Gud imod, at give Satan nogen Ære. Herom kan du nok ved Leilighed underrette mig. Jeg lover, ikke at sige mine Landsmænd det. De kunde derover blive ligesaa sindet, som Kaua, der ikke torde blive en Kristen, af Frygt at han skulde komme til at ligne de uskikkelige Matroser. Jeg vil ikke melde noget om, angaaende mine Landsmænds Omvendelse, thi jeg veed, at vor Lærer har berettet det. Den Ting du har forlangt af mig at undersøge, skal jeg, saavidt jeg kan og forstaaer, efterkomme. Prøven med Kompasset har jeg ikke kunnet giøre, siden Kulden i Aar har ikkun været maadelig, Aarsagen til de tvende stridige Strømme er nok den, som du har meldt. Siden du agter saa høit de tvende nesten til Steen forvandlede Fiske, saa skal jeg stræbe efter at skaffe dig fleere, de findes i Leer-Grund, som du har sluttet. Nu har jeg ligesom talt med dig, og du med mig; nu maae jeg tillukke mit Brev. Skipperen er færdig og Vinden er god. Vor fælles mægtige Beskiermere føre dem vel over det store farlige Hav, og bevare dem, især fra de slemme Menneske-Jægere, som jeg merker, de meest frygter for, at de maatte komme uskad til deres Fædreneland, og finde dig min Elskelige med Glæde.

Grønland 1756.

Poul Grønlænder.»

Dette brevs indhold fortjener opmerksomhed, og blandt andre burde vor tids antifredsvenner kunne lære meget ved en nøie overveielse deraf.

Det saavelsom, hvad der forøvrigt har været fremholdt i dette kapitel, berettiger os vel til at sige, at eskimoens oprindelige moral i mange henseender staar den ideale kristne nær, ja paa en maade over denne; thi, som det ovenfor heder, ved grønlænderne «hverken der er Gud eller Dievel til, troe hverken der er Straf eller Belønning efter dette Liv, og de leve skikkelig» — — — alligevel.

Forbausende vil vistnok mange finde, at dette skal kunne forekomme hos et folk, der i sit ydre fremtræde staar saavidt lavt, som i slutten af kapitel 2 fremstillet. Andre vil kanske finde det mer overraskende, at en saa høi moral skal kunne udvikles hos et folk uden religion eller ialfald med en meget ufuldkommen, som senere vil bli omtalt. Dette staar jo i strid med den fremdeles ikke ualmindelige paastand, at moral og religion skal være uadskillelige. Hvordan moralen for en væsentlig del udspringer fra og er bygget paa naturlove, tør fremgaa noksaa tydelig ved studiet af det eskimoiske samfund.

Eskimoleir.

1. Som side 21 omtalt, bæres grønt toppebaand af ugifte kvinder, der har faat børn.
2. En grund hertil er ogsaa det naturlige kjønsudvalg, idet blandingsafkommet nu tildels anses for vakrere end de rene eskimoer og foretrækkes derfor hyppig ved giftermaal.
3. Se Holm: Med. om Grønland. Hefte 10, side 100.
4. P. Egede var i mange aar prest i Grønland, men var dengang (i 1856) flyttet til Kjøbenhavn.
5. Pauia eller Pavia var Paul Egedes navn blandt grønlænderne, det er en forvanskning af Paul.
6. Det skulde altsaa være hollændere og engelskmænd.
7. Det er altsaa Amerika.