Eskimoliv/11

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
H. Aschehoug & Co.s Forlag (s. 158-165).

KAPITEL XI.
Rettergang, trommedanse og fornøielser.

Jeg har gjentagne gange forsøgt at indprente læseren, at eskimoerne er et fredeligt og godt folk. Det forekommer mig, at intet er et mer slaaende bevis derpaa end deres oprindelige rettergang.

Hvis man indbilder sig, at de eskimoiske hedninger savnede enhver anledning til at fremføre sin lidte uret til sine medmenneskers dom, tar man nemlig feil. Deres rettergang var imidlertid af en ganske eiendommelig art og bestod i en slags duel. Denne udkjæmpedes ikke med skarpe vaaben, som i saakaldte civiliserede lande; grønlænderen gik i dette, som i andet, lempeligere tilverks, han udfordrede den, han følte sig forurettet af, til en syngestrid eller trommedans med sig. Denne fandt helst sted ved store sommerstevner, hvor mange folk var samlede med sine telte, og den foregik paa den vis, at de to, som skulde udjevne sine stridigheder, stillede sig frem mod hinanden inde i en ring af tilskuere, mænd og kvinder. Slaaende paa en tamburin eller tromme, sang de nu efter tur nidviser om hinanden. I disse viser, der som regel var digtede paa forhaand, men undertiden ogsaa improviseredes, fortalte de om alt, hvad modstanderen hadde forbrudt, og søgte efter bedste evne at gjøre ham latterlig. Den, som kunde faa tilhørerne til at le mest af sine vittigheder eller beskyldninger mod den anden, han var den seirende. Paa denne maade blev ofte lige indtil saa grove forbrydelser som mord revsede. Det kan synes os at være en vel lempelig maade at straffe paa, men for dette folk, med deres udprægede æresfølelse, var den tilstrækkelig; thi det værste, som kan times en grønlænder, er at bli gjort latterlig eller led ud af sine medborgere, og det har endog hændt, at enkelte har maattet gaa i landflygtighed paa grund af nederlag ved en trommedans.

Denne trommedans findes endnu paa østkysten, og det synes indlysende, at den maa være en meget gavnlig institution, som jeg bare ønsker, vi kunde faa indført hos os; thi en hurtigere og letvindtere maade til at faa afgjort trætter og straffet de skyldige, kan jeg da ikke tænke mig.

Desværre synes imidlertid ikke missionærerne paa Grønlands vestkyst at ha været af samme mening. Da det var en hedensk skik, var den eo ipso ogsaa umoralsk og skadelig, mente de, og med kristendommens indførelse modarbeidedes og udryddedes den. Dalager siger endog, at «der er fast ingen Laster der gaae i Svang blandt Grønlænderne, som vore Missionairer prædike heftigere imod, end denne Dans, foregivende, at derunder bedrives ald Letsindighed fornemmelig af de Unge.» Dette likte han slet ikke; han indrømmer vistnok, at der muligens kan foregaa enkelte uregelmæssigheder, men mener dog, at hvis en pige beslutter der at skille sig ved sin dyd, udsøger hun en meget urolig tid og sted, og man maa jo være enig med ham, naar han udbryder: «Og sandelig, hvis man saaledes med lige Nytte og lige Hensigt dansede hos os, skulde man i en Hastighed see hver anden Moralist og Advokat, at forvandles til en Danse-Mester.»

Følgen af denne lidet overlagte fremgangsmaade er, at der nu i virkeligheden ingen lov og ret findes i Grønland. Europæerne kan naturligvis ikke, eller bør ialfald ikke kunne blande sig ind i grønlændernes private affærer. Men naar en sjelden gang forbrydelse af grovere natur hænder, synes de danske myndigheder, at de maa gribe ind. Frugten af denne indgriben er undertiden noget overraskende. Da en mand ved en koloni i Nordgrønland for nogle aar siden hadde dræbt sin mor, blev han som straf forvist til en øde ø. Forat han skulde kunne klare sig der alene, maatte man gi ham en ny kajak, samt lidt mad til at begynde med. En stund efter, da maden var opspist, kom han tilbage og sagde, at han ikke kunde leve derude, da der ikke var god nok fangst. Han slog sig derfor atter ned i sit gamle hus, og den eneste forandring, som foregik i hans liv, fordi han slog sin mor ihjel, var, at han fik — en ny kajak.

En virkningsfuldere straf anvender kolonibestyrerne undertiden mod kvinder; den bestaar i udelukkelse fra butikshandelen for en bestemt tid.

Trommedansen var samtidig med rettergang ogsaa en stor fornøielse, ja dansedes ofte bare for adspredelsens skyld og bestod da deri, at de agerende sang viser af forskjelligt indhold, idet de slog paa en tromme og med kroppen udførte de forskjelligste, mer eller mindre burleske bugtninger og dreininger. Dette er og en omstændighed, som burde ha bragt missionærerne til at betænke sig paa at afskaffe den; thi fornøielser er nødvendige, de tjener jo til at opfriske sindet, hvilket er af end mer betydning for et folk, der, som det grønlandske, lever i en haard natur og ikke har mange adspredelser. Til en slags erstatning derfor har de nu fra de europæiske hvalfangere og matroser faat mange europæiske danse, særlig reeler, som de tildels har tillempet noget efter sin smag. Ved kolonierne bruges gjerne bødkerverkstedet, spækhusloftet eller et andet stort rum til ballokale, og her gaar da dansen for sig saa ofte, som kolonibestyreren eller de høie herrer vil gi tilladelse, helst hver uge. Ved de andre bopladse danses der i grønlændernes egne huse.

Et sligt grønlandsk bal tar sig malerisk ud med det af tranlamper halvt oplyste rum og de mange mennesker, unge og gamle, som dels agerer, dels staar som tilskuere i tætte klynger langs væggene og oppe paa brikser og bænke, alle i sine farverige dragter. Der er en blandet rigdom af skjønhed og vakre former ved siden af den mest iøinefaldende hæslighed. Og saa dertil denne sprudlende glæde og deres overlegne og gratiøse færdighed. I reelen gaar benene ofte saa hurtig, at man har vanskelig for at følge deres bevægelser. Musiken var før mest violin, nu har trækspil ogsaa begyndt at bli almindeligt.

De stakkars eskimoer, som tilhører de tyske eller hernhuttiske menigheder, hvoraf der er nogle faa i landet, maa ikke danse, ja ikke engang se paa andre gjøre det; de blir da lyste i ban eller skrevne paa den sorte tavle af missionæren.

Af andre adspredelser kan nævnes kirkegangen. Særlig synes de, at salmesangen er yderst fornøielig, og kvinderne er saa hengivne dertil, at de endog ved andre leiligheder kan divertere sig dermed.

Vel saa interessant finder dog kvinderne det er at være i butiken. Naar aabningstiden nærmer sig, kan man

selv i snefokket om vinteren se dem staa samlede i klynger

Eskimålif, sid 173.jpg

Grønlandsk dans.

langs med væggene udenfor og vente paa, at øieblikket

skal komme, da døren til paradiset gaar op, og de kan styrte ind. De fleste af dem har intet at kjøbe, men tilbringer de timer, butiken daglig er aaben, dels med at se paa alle de europæiske luksusvarer, særlig tøier og tørklæder, dels med at kurtisere handelsbetjentene og dels med at gjøre alle slags mer eller mindre grovkornede vittigheder og drive kommers.

Ganske usedvanlig blir tilstrømningen hver sommer, naar der netop med skibene er kommet forsyning af varer fra Europa; da befinder butiken sig den hele dag i en formelig beleiringstilstand. De er ligesom sine søstre paa denne side havet glade i nyt af alt slag, og sligt faar derfor, saasnart det kommer, en rivende afsætning. Hovedsagen er, saavidt jeg har forstaat, at varen er ny; hvad den skal bruges til, er af mindre vegt. Engang hadde saaledes den vise styrelse i Kjøbenhavn udfundet, at grønlænderne nu var komne saa langt, at de som andre civiliserede mennesker maatte trænge kammerpotter, og bestemte derfor at indføre dem. Saasnart disse merkelige indretninger var ankomne, kjøbte alle, som hadde raad, en eller flere. Næste dag mødte de indfødte damer i butiken med hver sin potte, som de plantede paa disken for deri at hente sit mel, sine gryn eller sit smør.