Eskimoliv/12

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

KAPITEL XII.
Begavelse — kunst — musik — digtning — fortællinger af indfødte.

Grønlænderne har en god forstand og kan tillige vise stor opfindsomhed. Et slaaende bevis derpaa er, som vi har set, deres redskaber og vaaben. At de har forstand, fik ogsaa missionærerne, særlig i begyndelsen, føle slemt nok, naar de var saa dumme at indlade sig i disput med de hedenske angekoker. Naar de blev maalbundne, hadde de imidlertid ofte argumenter i baghaanden, som var mer slaaende end de indfødtes; de førte, som min ven, tømmermesteren i Godthaab, pleiede at sige, «en proper næve», og den veg den grønlandske fredelighed pladsen for.

Som eksempel paa deres gode anlæg kan nævnes, at de med forholdsvis lethed lærer at læse og skrive, saaledes at de fleste kristne nu kan det, og mange meget godt; deres skrivedygtighed er ofte ligefrem beundringsværdig. Selv hedningerne lærer hurtig at spille domino og bretspil, ja endog schak. Med de indfødte i Godthaabs omegn spilte jeg ofte dam og kunde da bli overrasket ved den dygtighed og omtænksomhed, de lagde for dagen.

Vore forskjellige fag synes de at ha nogenlunde let for at tilegne sig. Vanskeligst for dem er regning, og det er f. eks. forholdsvis faa, som kan naa saa langt, at de lærer at behandle og regne ordentlig med brøk; de fleste har allerede nok med addition og subtraktion af hele tal, for ikke at tale om division og multiplikation. De ufuldkomne evner i den retning har sikkert sin rod langt tilbage i tiden. Det eskimoiske sprog har, som de fleste natursprog, et lidet udviklet talsystem, idet der ikke er ord for mer end fem, og de tæller paa fingrene: 1 atausek, 2 mardluk, 3 pingasut, 4 sisamet, 5 tatdlimat, hvilket sidste antagelig har været det oprindelige ord for en haand. Skal en eskimo høiere op, klarer han sig paa den vis, at han for seks siger den første finger paa den anden haand (arfinek eller igluane atausek), for syv den anden finger paa den anden haand (arfinek mardluk) osv. Men kommer han nu til ti, har han altsaa ikke flere hænder og maa derfor til med fødderne, 12 heder saaledes to tær paa den ene fod (arkanek mardluk) osv., 17 to tær paa den anden fod (arfersanek mardluk) osv. Saaledes kan han klare sig helt frem til 20, som han kalder et helt menneske tilende (inuk nâvdlugo). Her stanser mange eskimoers matematiske begreber, men rigtig framifraa hoder kan tælle endnu længer og siger for en og tyve en paa det andet menneske (inûp áipagssâne atausek) osv. Otte og tredive blir f. eks. tre tær paa det andet menneskes anden fod (inûp áipagssâne arfinek pingasut), firti blir det andet menneske tilende (inûp áipagssâ navdlugo) osv. Slig rækker man frem til 100 eller det femte menneske tilende, men nu kan selv den mest fremragende eskimo ikke komme længer med sit sprog.

Dette er, som det vil forstaas, en noget tungvindt maade at udtrykke sig paa, hvis man ofte skal tumle med saa høie tal som over tyve, hvilket der sjelden var brug for før deroppe, men som indførelsen af penge og handel nu desværre har gjort mer almindelig. Det er derfor ganske naturligt, at grønlænderne trods deres merkelige modstandskraft mod fremmede ord mer og mer optar de danske talord selv for de lavere tal. Ved hjælp af dem kan de nu endog gaa over hundrede, som de kalder untritigdlit, men jeg har en mistanke om, at de fremdeles har vanskelig for at danne sig et bestemt begreb med et saa høit tal. Tusen kalder de tusintigdlit.

Denne primitive eskimoiske tællemaade svarer til, hvad vi finder hos de fleste naturfolk, idet hænderne og tærne jo har været de naturligste redskaber at anvende til dette brug; selv vore forfædre har nok talt paa en lignende maade. I al sin ufuldkommenhed er dog dette et stort skridt fremad fra de australianske stammer, som ikke kan tælle længer end til 3, ja endog bare til 2 og kun kjender: en, to, mange. At eskimoernes forfædre ligesom alle andre folks ogsaa engang stod paa det trin, tyder deres oprindelige grammatik paa, idet der deri findes singularis, dualis og pluralis — altsaa det samme som i gotisk, græsk, sanskrit, de semitiske sprog og mange andre.

Eskimoernes stedsans og anlæg for topografi er alle reisende enige om at berømme. Da kaptein Ommaney 1850 bad en eskimo fra Kap York at tegne kysten, tog han en blyant, en tingest, han aldrig før hadde set, og ridsede kystlinjen langs Smith Sund fra sit fødested og nordover med en forbausende nøiagtighed, idet han antydede alle øer, mer betydelige berg, isbræer og fjelde og nævnte navne paa dem alle. Til kapt. Holm bragte de hedenske indfødte et kart over østkysten nordover fra Angmagsalik, som de hadde skaaret i træ.

Grønlænderne har efter min mening utvilsomme kunstneriske anlæg, og naar deres kultur desuagtet er lidet udviklet i den retning, tror jeg, det maa tilskrives den haarde kamp for tilværelsen, som ikke har levnet dem tid nok. Deres kunst[1] bestaar væsentlig i udsmykning af vaaben, redskaber og klædningsstykker med mønstre og figurer, udskaarne i ben og træ, eller broderede i skind. Figurerne fremstiller ofte dyr, mennesker, konebaade og kajaker, men er mer anlagte paa at virke dekorativt eller symbolsk end paa at være tro efterligninger af naturen, idet de som regel har antat rent traditionelle former. Enkelte er ogsaa af religiøs betydning og fremstiller f. eks. tôrnârssuk — en af deres aander eller overnaturlige væsener. Naar de virkelig tilstræber at efterligne naturen, kan de vise en sjelden formsans og dygtighed, hvilket man vil kunne overbevise sig om ved at se de merkelige afbildninger, kapt. Holm gir af dukker og legetøi fra østkysten.

Vaaben og redskaber har sikkert været noget af det første, den menneskelige kunsttrang gik ud over, men endnu tidligere var muligens det menneskelige legeme selv gjenstand derfor. Levninger af denne tidlige kunstform findes ogsaa hos eskimoerne, idet kvinder søger at forøge sine yndigheder ved geometriske linjer og figurer, som de frembringer i ansigtet eller paa bryst, arme og ben ved at trække senetraad, sværtet med lampesod, gjennem huden.

Merkelig nok synes billedskrift, som mange mener delvis har dannet kunstens udgangspunkt, ikke at ha været kjendt af grønlænderne, hvis da ikke de symbolske figurer i deres ornamenter skal tillægges nogen saadan betydning. Det eneste forsøg paa virkelig billedskrift, som jeg har kunnet opdage hos dem, synes ikke paafaldende talentfuldt; det var et brev til Paul Egede fra en angekok, som slet og ret bestod i en kjæp, hvorpaa med sod og tran var tegnet: Λ. Angekoken hadde raabt efter brevbringeren, da han drog afsted: «Dersom Pauia Angekok ei forstaaer, hvad jeg mener, som han dog vist giør, saa siig: det betyder et Par Buxer, som jeg vil have hos Kjøbmanden; men han forstaaer det nok.»[2]

Eskimo Life Venus Apollo.png

En eskimoisk Venus og Apollo.

Eskimoer, som har set prøver af europæisk kunst og fremstillingsmaade, kan udføre merkelige ting uden at ha faat nogen undervisning. En grønlænder ved navn Aron blev engang syg og maatte holde sig inde. Dr. Rink sendte ham nogle apparater til træskjæring og nogle ældre træsnit. Liggende paa sengen begyndte han da at illustrere de eskimoiske sagn, og han ikke alene tegnede sine billeder, han skar ogsaa clicheerne til dem i træ.

Som prøve paa deres dygtighed i billedskjærerkunsten meddeles afbildninger af to hoder, skaarne i træ, som en indfødt fra en boplads i Godthaabs distrikt bragte mig. Man kan neppe være i tvil om, at det er sin egen rase, kunstneren her har udødeliggjort.

I musikalsk henseende er grønlænderne vel begavede. Det er merkeligt, med hvilken lethed de opfatter vor musik og gjengir den dels ved sang, som de elsker høit, dels paa violin, orgel, trækspil og andre instrumenter, som de hurtig lærer sig selv at spille paa. Dette er saa meget mer paafaldende, som deres oprindelige musik, der brugtes ved trommedansene, er monoton og uudviklet, lig de fleste naturfolks. Den anvender kun faa toner, som regel ikke over fem; men den er alligevel eiendommelig og ikke uden interesse. Den skal nærmest være en efterligning af elvenes brusen. Østgrønlænderne fortalte Holm, at naar de sover ved en elv, høres de afdødes sang, og den søger de at efterligne.

Nedenstaaende sang fra østkysten er mig velvillig overladt af fru Signe Rink. Melodien er optegnet af fru Janssen ved Julianehaab.

Hedenske grønlændere — indesluttede i havisen —
klager over hunger.


Langsomt, snøvlende.


Ku – ja – tâ – – nas – si – ka – lu ar – av – ko.
Høit fra fjeldets top saa jeg o–ver ha–vet ud.

Åh---ja! Åh---ja! Åh---ja!

Åh---ja! Åh-ja! Åh---ja! Åh------ja!

A - - ki - sivd - lu - ne si - - - kon - mi - ga -

Og som al – drig før, alt var til – lukt med me. Ter - ki - - a ro - ru - nâ kâ - - le - - ro - juk.
is. Ov - re hos Ter - ki - - aks hun - gre de vist.
Dal segno al fine. Dal segno al fine.

Fortsættelsen dreier sig om, at de rimeligvis under disse forhaandenværen de omstændigheder alle vilde komme til at dø af sult. Men saa kommer en isbjørn til uventet glædelig undsætning.

Det oprindelige ved deres musik gik naturligvis i mer eller mindre grad tabt ved berøringen med europæerne. Der benyttes nu ogsaa mange europæiske melodier, og det kan virke ganske overraskende deroppe mellem fjeldene og bræerne pludselig at høre kjøbenhavnske gadeviser, som f. eks. «Gina, du deilige mø – – – er du med paa den.»

Af eventyr og sagn har grønlænderne en stor rigdom, og mange af dem er eiendommelige. Intet gir en et saa godt indblik i dette folks hele sjæleliv, deres anlæg, følelser og stemninger som disse sagns indhold og den maade, hvorpaa de fortælles. Man vil der kunne finde baade fremstillingsevne og fantasi og ved siden deraf en grotesk humor, som naturligvis ofte udarter til saa grovkornede ting, at de ikke er blit trykte.

Foruden denne sagndigtning samt fortællinger om bedrifter o.l. hadde grønlænderne ogsaa en poesi. Sangene var enten nidviser, som blev sungne ved de tidligere omtalte trommedanse, eller og skildringer af forskjellige ting og begivenheder.

Da trommedansen ved kristendommens indførelse blev afskaffet, forfaldt eller forandredes tildels ogsaa versekunsten. Fremdeles digter dog grønlænderne sange. Deres indhold er ofte af spøgende art, idet de paa en mer eller mindre uskyldig maade søger at latterliggjøre medmenneskers egenheder; af den slags blev der, saavidt jeg kunde forstaa, laget adskillige om ekspeditionens medlemmer; thi jeg hørte ofte sligt synge paa koloniveien om kveldene, uden at det dog lykkedes mig at faa fat paa dem.

Paa dr. Rinks foranstaltning er der siden 1861 i Godthaab blit udgit en grønlandsk avis «Atuagagdliutiti». Den trykkes af en indfødt, «Lars Møller», der har været i Kjøbenhavn for at lære kunsten, og som endog tegner og lithograferer billeder dertil. Den udkommer med ialt 12 nummere om aaret og uddeles gratis til indbyggerne, idet omkostningerne bæres af landets felleskasse. Indholdet bestaar saavel af oversættelser fra dansk som af selvstendige bidrag fra indfødte om deres fangst, reiser m. m. Derved er fremkaldt en hel ny litteratur deroppe.

Et par prøver paa fortellinger derfra meddeles nedenfor. Den første er eskimoen Silas’s beretning om hans reise fra Umanak i Godthaabsfjorden til Ameralikfjorden for at bistaa de fire af vor ekspedition, som blev igjen der i oktober 1888, efterat Sverdrup og jeg hadde reist til Godthaab. Oversættelsen er velvillig udført af kolonibestyrter Brummerstedt (Holstensborg) og er saa nær som muligt en ordret gjengivelse af den eskimoiske originaltekst. Det bør erindres, at forfatteren er en almindelig indfødt fanger, som ingen anden opdragelse har nydt end den, hver mand

nu faar deroppe.

Fortælling


om de europæere, der har gjennemfaret Grønland fra øst til vest over indlandsisen, samt deres ankomst til Ameralikfjorden og Godthaab (skrevet af Silas fra Umanak).

Jeg vil først fortælle om vor reise til Korkuk: vi grønlændere, som bor i fjordene, er meget ivrige med at passe vore rævefælder, fordi vi ved salget af skindet faar endel penge mellem hænderne. I slutningen af september reiste vi, fire mand sterk, ind til Korkuk, nemlig jeg, Peter, David og min pleiesøn Conrad, sidstnævnte fik nemlig i mai maaned gjennem forstanderskabet anskaffet sig en kajak. Da vi kom til Korkuk, gik David og jeg den næste dag paa renjagt, Peter og Conrad for at tilse rævefælderne, saa endel spor, men ingen dyr, da det tilmed saa ud til regnveir, vendte vi saa smaat hjemover den neste dag, da vinden stilnede af, gik David og jeg tværs over fjorden, vi saa en ringsæl dukke op, forfulgte den, men skjød feil af den flere gange, da der var endel sjøgang, da vi ellers ingen sæl saa, gik David fra mig hen til de to andre paa den modsatte side af fjorden, hvorimod jeg blev ved at gaa midt over fjorden; da jeg nærmede mig vor boplads og var kommen forbi et lidet næs, lagde jeg merke til, at der nedenfor husene laa en træbaad. Før vi reiste, hadde jeg hørt, at missionærens ventede besøg af bestyreren fra Godthaab, naar han hadde været ved Kornok; det var ganske rigtig ham, der var ankommen; da jeg lagde til ved strandbredden, opdagede jeg to kajaker, som kun var trukne lidt op over høivandsmerke; det viste sig at være to postmænd i semenaristernes kajaker.

Ligesom jeg var kommen ud af min kajak, kom min pleiesøn ned i strandbredden til mig og fortalte mig, at de, der hadde gaat over indlandsisen fra øst- til vestkysten, var lykkelig ankomne til Ameralikfjorden, fire af dem var dennde i fjorden endnu, to af dem var komne til Godthaab i en baad, laget af tøi.

Da jeg hørte dette, blev jeg meget forbauset og sagde da straks: «blot jeg dog hadde mødt dem i sommer, da jeg var paa rensjagt ved Kapisilik,» (vi hadde nemlig hørt noget om, at der var nogle, der vilde forsøge at gjøre denne reise over indlandsisen). Dernæst sagde jeg: «hvorledes har de dog baaret sig ad med at reise fra Ameralikfjorden til Godthaab i en tøibaad, hele veien er der jo bare steile og utilgjængelige fjeldskrænter? det er meget besynderligt, den vei vilde vi grønlændere ikke ha tilbagelagt i et sligt fartøi.»

Jeg gik da op i mit hus, trak min skindpels og benklæder af og begyndte at spise, kort efter bankede børnene paa ruden og sagde, at Otto (missionæren) kaldte paa mig. Jeg skyndte mig da at trække mine benklæder paa igjen, men børnene raabte da ind af vinduet til mig, at Otto var ved at gaa ind i mit hus, da det vilde ta for lang tid at trække min anorak paa, gik jeg ud i skjortærmerne og traf ham da ved siden af min husgang; idet jeg kom ud, sagde han til mig: «Du kjender jo godt veien til Ameralikfjorden, da de fire europæere, som er derinde, er til at beklage, skal Du og bestyrerens kajakmand Peter gaa derind for at bringe dem proviant, skynd dig lidt at gjøre dig istand til at reise.» —

Da jeg, som fortalt, netop var kommen hjem, hadde jeg straks ingen synderlig lyst til atter at reise, men jeg bestemte mig dog til det tilsidst.

Det regnede meget sterkt, da klokken var fire om ettermiddagen, og jeg hadde drukket kaffe, gik jeg, mens jeg ventede paa brevene, ind i bestyrerens besætnings telt for at høre noget nyt, baadstyreren fortalte mig da, at to af denne expedition var lapper, jeg hadde jo nok, mens jeg gik i skole, hørt noget om, at der existerede et folkefærd, der hed lapper, men deres sedvaner og skikke vidste jeg ingen besked om.

Da brevene var færdige, og vi (Peter og jeg) hadde fyldt vore kajaker med proviant, spiritus osv., reiste vi afsted for om muligt at naa loddepladsens hus inden natten, da det regnede for sterkt til at ligge under aaben himmel, og der ingen større stene var med huller under, hvor vi kunde sove under.

Da det begyndte at bli mørkt, kom vi dertil, gik da ind i huset, da taget var utæt, dryppede regnen sterkt ned i huset; jeg hadde heldigvis en kaffekjedel og en underkop med mig, underkoppen benyttede vi som lampe og lagde os til at sove, saa godt vi kunde.

Om morgenen lagede vi kaffe og reiste saa derfra, da det blev lyst.

Da vi kom til Itivdlek, bar vi først den medbragte proviant m.m. over land til den modsatte side af, hvor vi var landede, dernæst tog vi vore kajaker paa hodet og gik med dem over landet for at spare at ro udenom dette land. Vi hadde ventet at naa bunden af Ameralikfjorden inden aften, men da sydvestvinden blæste mer og mer op, og sjøen reiste sig, naadde vi kun til Kingak’s nordside, da jeg ikke turde gaa udenom Kingak’s næs, fordi jeg ikke tilstrækkeligt kjendte, hvorledes det var at passere i sterk blæst, og fordi jeg vidste, at der ikke i nærheden af næsset var noget sted, hvor vi kunde lægge til, hvis blæsten blev for sterk.

Vi fandt der en større hule under en sten, hvor vi da krøb ind og sov der.

Da det begyndte at bli lyst, og det var nogenlunde stille veir, reiste vi derfra efter først at ha drukket vor sidste kaffe; efter nogen tids roning kom vi endelig forbi det næs, jeg var mest bange for, rodde derefter indover; da min medfølger aldrig hadde set denne vei før, fortalte jeg ham om navnene paa de forskjellige fjelde, og hvilken vei vi pleiede at gaa, naar vi gik paa renjagt.

Vi vidste ikke noget bestemt om, hvor disse mennesker opholdt sig, jeg tænkte mig som mest sandsynligt, at de opholdt sig paa en af teltpladsene i bunden af fjorden, da vi derfor satte over fjorden og kom lidt udenfor Ivigtussok, affyrede vi flere skud, men de blev ikke besvarede; vi rodde stadig videre — og traf da to sælhunde, vi forsøgte at skyde dem, men da vinden var for sterk, lykkedes det os ikke at faa dem paa skud, — indtil vi kom til bunden af fjorden, skjød atter nogle skud af, som heller ikke blev besvarede, hvorfor vi begyndte at frygte for, at vi ikke skulde træffe dem, vi søgte.

Kort efter mente vi dog at høre et skud, som vi antog kom fra Umiviarssuit, jeg sagde derfor til min medfølger: «lad os gaa iland her ved Umiviarssuit og først gaa hen og se den modsatte side af den store elv, om ikke de skulde være der, det kunde jo tænkes.»

Efter at ha trukket vore kajaker gjennem leret op til den faste jordbund, tog jeg brevet og min bøsse, Peter tog ligeledes sin med, forat vi kunde skyde signalskud; da jeg hadde skudt en gang (min medfølger Peters bøsse var nemlig blit vaad, saa den ikke kunde bruges), hørte vi endelig et skud paa nært hold og begyndte at se spor af store støvler; da vi nu ikke længere tvilede paa, at vi vilde træffe dem, vi søgte, begyndte vi at bli i godt humør, navnlig fordi vi rimeligvis vilde faa lapperne at se. Efterhaanden som vi kom længere frem, mødte vi spor af grønlændere, vi hadde trod, vi skulde ha været de første grønlændere, der kom til dem, men som vi senere fik at vide, var vi komne blot lidt senere end to andre grønlændere, lidt efter saa Peter et telt og menne sker gaa udenfor. Mens Peter raabte hurra, skjød jeg med min bøsse, af glæde, — vi søgte efter den bedste vei at komme ned til teltet paa og blev da tilraabt paa grønlandsk «Amuinak» (ↄ: gaa lige ned). Vi gjenkjendte da de to grønlændere, det viste sig at være de to brødre Terkel (forstanderen) og hans yngre bror Hoseas fra bopladsen Sardlok, de var netop komne derind for ogsaa at bringe proviant. Vi saa de to nordmænd og to lapper nyde et maaltid og drikke kaffe af det, der var dem sendt, de hadde dækket bord, benyttende en af deres slæder som bord.

Da vi kom hen til dem, rakte jeg brevene til en af dem, da han hadde faat dem, gav han dem straks til den, der sad længst borte fra ham (ↄ: kapt. Dietrichson).

Endelig saa vi da lapperne, som vi hadde længtes efter, vi blev forundrede over deres klædedragt, fordi den slet ikke lignede den dragt, som vi pleier at se europæerne herover ha paa, deres fodtøi lignede skøiter, spidsen af fodtøiet var meget bøiet, det ene par støvler hadde saaler paa, som lignede grønlændernes saaler paa fodtøi, den anden lap, den ældre, hadde fodtøi af benene af rensdyr, ligeledes spidsen meget bøiet, ligeledes hadde de benklæder af rensdyrben, som sad meget stramme paa dem, de hadde indenfor underbukser, hvide uldne, i deres frakker hadde de mange lommer, hele foret af frakken benyttes som gjemmested; de hadde halstørklæder, hvori der i hver ende var lommer (gjemmested).

Den yngre, Samuel Balto, hadde en høi lue med fire hjørner, hvori der var fjær, med et stort bredt rødt baand om midten, den ældre, Ole Ravna hadde en lang rød lue, der blev mindre og mindre i høiden, i enden af luen sad en kvast.

Efterat de breve, vi hadde med fra bestyreren og missionæren (Otto), var blit gjennemlæste, gav de os mad og kaffe, som vi nød, da de gik ind i teltet, fulgte vi med for at se at komme til at tale med dem; da vi hørte, de hadde en bog, fik vi fat paa en, der var trykt paa grønlandsk og dansk, og ligeledes i to skrivelser, der var affattede paa samme sprog; benyttende dem, fik vi endelig langt om længe gjort dem forstaaelige, hvad det var for sager vi hadde med, og fik to af dem til at følge med os for at hente nogle af sagerne, da vi ikke kunde bære det altsammen alene.

Da Terkel og hans bror vilde reise ud til Godthaab, skulde Peter og jeg vente her paa den baad, der skulde hente disse fire mænd til Godthaab, Otto (missionæren) hadde nok sagt til mig, at jeg skulde vende tilbage direkte til Umanak, men jeg vilde hellere vente og følge dem. til Godthaab, fordi min betaling vilde bli høiere.

Efter at ha gjort tegn til de to, der skulde følge med os for at hente de medbragte sager, gik vi sammen med dem og Terkel og hans bror ned til vore kajaker og begyndte at trække ud af kajakerne, hvad vi hadde med os; de to var meget glade for tingene, vi hadde jo ogsaa mange forskjellige ting med, blandt andet 5 rugbrød og 2 flasker, hvori der var vin.

Da vi vendte om for at bringe sagerne til teltet, ønskede vi først Terkel og hans bror en god reise hjemefter, og gik derefter fra dem; da vi kom til spor i landet, fortalte jeg Kristiansen og S. Balto (lappen), at det var mine og mine reisefællers spor fra i sommer, da vi var her i juli maaned paa renjagt, jeg viste dem fjeldet Akuliarusiarssuk, fortalte dem, at mine reisefeller hed Conrad og Fredrik, og at vi der hadde skudt fem ren.

Da vi kom nær til teltet, begyndte lappen at raabe hurra, jeg stemte i med, da herren (kapt. Dietrichson) saa, hvad vi hadde med os, blev han ogsaa tilsyneladende meget glad, og det blev altsammen bragt ind i teltet, hvorefter de straks begyndte at koge kaffe i en stor gryde.

Da kaffen kogte, drak vi den og spiste os mætte, senere drak vi punsch. Da de vilde til ro, sagde de til os, at vi skulde komme ind, og gav os en sovepose, hvori der kunde være tre mand, og i den skulde vi sove sammen med den gamle lap.

Min medfølger (Peter) vilde ikke ligge i pose sammen med ham, og jeg nærede ogsaa noget overtro (frygt) ved at ligge i pose sammen med lapper, det kommer af, at vi jo ellers aldrig pleier at ligge sammen med europæere.

Da Peter stadig ikke vilde, puttede jeg mig ned i posen, men kunde længe ikke sove, dels fordi lappen (min sovekamerat) trak veiret meget dybt, dels fordi vi lo meget, og fordi de andre tre i den anden pose hele tiden laa og drev gjøn med hverandre; da de endelig langt om længe taug stille, sov vi.

Da vi vaagnede næste morgen og hadde spist og drukket kaffe, fik jeg lyst til at gaa paa renjagt, fordi at veiret var godt, og fordi jeg ikke synes om at ligge stille. Da Peter sagde, at han endnu ikke hadde set ren, vilde jeg ha, at han skulde følge med mig, men da hans bøsse var vaad, vilde han ikke. Da det begyndte at bli op ad formiddagen, gik jeg, omendskjønt det var søndag den 7de oktober. Hvis jeg var ved min vinterplads Umanak, hadde jeg neppe gaat ud paa erhverv den dag, men jeg hadde saadan lyst til at skaffe de fire fremmede noget kjødmad, selv om det ikke blev andet end en hare.

Da jeg begyndte at gaa, erindrede jeg dagen, at helligdagen tilhørte Gud, vor herre, og jeg bad da uden at tvile: «Giv os idag vort daglige brød, med mere», gid dog at alle kristne, naar de gaar ud paa erhverv, uden at tvile vil bede saaledes. Jeg gik saa smaat op ad fjeldet, da jeg omtrent var kommen helt op, saa jeg ned i en kløft og mente da nede i denne kløft at se nogle sidde paa hug; da jeg mente, det var ren, blev jeg siddende nogen tid stille og se paa det, men da det slet ikke rørte sig, begyndte jeg at tvile paa, at min formodning var rigtig, og gik derfor lige ned for at se, hvad det kunde være; da jeg kom længere ned, begyndte flokken at løbe, deriblandt en stor buk med sine simler og flere andre. Jeg blev saa ærgerlig paa mig selv, at jeg sagde: «Jeg dumrian, at jeg ikke saa mig rigtig for, nu skadede jeg mig selv igjen ved min blindhed.»

De løb temmelig sterkt straks, stansede kort efter, jeg forholdt mig ganske rolig og holdt øie med dem, lidt efter løb de nedenom det fjeld, hvor jeg opholdt mig, da de var komne forbi mig, renkalvene tilsidst, gik jeg videre frem for at se, hvor de var, og saa dem da lidt nedenfor fjeldet paa den anden side; da de nærmede sig, simlen først, men den var temmelig langt borte, bukken bagefter, men noget nærmere mig, skjød jeg efter den, skjønt jeg hellere vilde ha hat simlen, og traf den, men kuglen brækkede kun dens bov, jeg ladede da anden gang, løb efter den og traf den da, saa den døde; de andre rener saa jeg ikke mere efter, fordi jeg ikke mente at kunne naa dem.

Da jeg hadde flaad dyret og gjemt endel af kjødet under nogle sten, pakkede jeg det, jeg vilde ta med mig, ind i skindet og gik da hjemefter uden at se efter, om der var flere ren i nærheden, noget foran min vei kom en stor hvid ren løbende og senere atter en meget stor, men jeg syntes, de var for langt borte til at skyde efter.

Da jeg kom helt ned af fjeldet, var det blit eftermiddag; da jeg kom i nærheden af teltet, tænkte jeg paa at affyre et skud, ligesom vi grønlændere pleier, naar vi har faat en stor ren, men da det var europæere, der var i teltet, og jeg ikke hadde meget krudt, opgav jeg det; der var ingen udenfor teltet, hvorfor jeg holdt mig rolig lidt. Peter kom først ud af teltet, og da han saa mig, spurgte han mig, om jeg hadde faat en ren, da jeg bejaede dette spørgsmaal, gik han ind i teltet og fortalte paa bedste maade til dem derinde den nyhed, da de kom udenfor, blev de ved at stirre paa mig.

Jeg gik da helt ned til dem, og de blev meget, ja overordentlig glade, jeg gav dem den ene bov og sagde, de skulde koge den, desuden fik løitn. Dietrichson noget marv og tælle, fordi han var begyndt at holde saa meget af mig, da jeg hadde drukket kaffe og spist, fortalte den gamle lap, mens renkjødet kogtes, at han selv eiede 300 ren.

Skjønt det ikke var helt kogt, begyndte de allerede at spise af kjødet og sagde til Peter og mig, at vi skulde spise med af gryden, jeg gav dem noget mere kjød at koge; efterhaanden som det blev kogt, blev det erstattet med nyt kjød og saa fremdeles, indtil vi ikke kunde spise mere nogen af os.

Da vi lagde os til ro, begyndte de igjen at drive gjøn med hverandre; da jeg var meget træt og søvnig, sa jeg til Peter: «Nu skal de vel igjen bli ved med det gjøn, jeg er saa søvnig, de ved jo dog, det er helligdag idag»; jeg sa da til dem: «Det er helligdag idag.»

Noget efter da de omtrent taug stille, begyndte Peter og jeg at synge salmer, forskjellige, som vi hadde lært, lidt efter taug de helt stille, og den yngre af lapperne begyndte da at synge salmer.

Da vi vaagnede, gik Peter og jeg ud for at hente resten af kjødet af min ren, da vi nærmede os teltet, begyndte himlen igjen at bli over trukket; vi bragte kjødet ned til vore kajaker, men saasnart vi var komne derned, kom lapperne derned, jeg gav dem da atter noget kjød til at koge og gik sammen med dem op til teltet. Senere fik de ryggen og halsen af rensdyret at spise.

Vi begyndte paany at bli kjede over at bli der, da det begyndte at regne, og der stadig væk ingen baade kom for at hente os; det, vi var mest kjede over, var vort fodtøi, skjønt vi hadde hver to par med os, var de begge par helt itu, saa at vi tilsidst maatte ta en umage kamik paa hver fod.

Vi begyndte da at tale om, at vi vilde se at komme ud af fjorden igjen, saasnart veiret blev godt; vi sagde da til europæerne, at vi iaften vilde sove i vore kajaker, da vi ikke syntes om at sove saa længe om morgenen, som de gjorde, da det ikke var sedvane eller skik blandt os grønlændere, da de ikke hadde noget særligt imod det, gik vi ned for at sove i kajakerne. Da vi vaagnede og gik op til teltet næste morgen, spurgte de, om vi hadde sovet godt, da vi svarede ja dertil, takkede de. Da vi om aftenen hadde spist, sagde vi godnat til dem og gik igjen ned for at sove i kajakerne, med det forsæt, hvis veiret tillod det næste dag at reise derfra, da vort fodtøi var altfor ubehageligt at bruge i den stand, som det nu var.

Veiret var næste morgen meget fint, med blaa himmel, og vi gjorde os da istand til at reise, begyndte at ordne det kjød m.m, som vi skulde ha med os, og var næsten færdige, pludselig hører vi da ude paa fjorden et skud, ligesom solen var begyndt at staa op, vi var endnu ikke rigtig sikker paa, om vi hadde hørt rigtig eller ei, kort efter hørte vi atter et skud og flere skud, jeg besvarede da skuddene, og gik da op til teltet og saa da lidt nede i fjorden baaden med en hel del mennesker i.

Det var meget glædeligt for os, da vi saa baadene, som vi var blit ængstelige for ikke skulde komme.

Der var en baad og en konebaad, da vi blev samlede, var det meget fornøieligt, da vi jo nu vidste, at vi alle vilde komme til Godthaab. Lappen Balto lagede kaffe, da den kogte, drak jeg den og vilde saa gaa bort, men Peter raabte da paa mig, jeg vendte da om igjen, og det viste sig saa, at de vilde ha, jeg skulde spise sammen med dem; vi spiste os da rigelig mætte og drak vor kaffe til.

Da de lagede til til afreisen, og besætningerne paa baadene bragte deres gods m.m. ned til fartøierne, gik vi igjen ned til vore kajaker; efter at ha lastet dem, saa jeg efter baadene og opdagede da, at de allerede var ifærd med at sætte over fjorden; vi rodde da hen til dem og naadde da den modsatte side af fjorden (solsiden); der drak besætningen atter kaffe og spiste, og vi reiste da igjen videre, omendskjønt de ikke hadde sovet noget sidste nat, vilde dog roerne helst fortsætte reisen. Først da vi kom til Nûa (ɔ: næsset), bestemte konebaadsbesætningen at slaa telt og bli der om natten, navnlig fordi konebaadens skind var altfor vaade, det var altfor længe den hadde været i vandet uden at bli tørret, saa vi mente, det var farligt ikke at la den tørre lidt, og ogsaa for at faa nogle huller syd, som var komne i konebaaden; jeg forblev ogsaa natten over der for at hjælpe med til at trække konebaaden op og sætte den i vandet næste morgen.

Midt om natten gik jeg ud af teltet, da jeg saa, det var stille veir, syntes jeg, det var heldigst at reise, mens det var stille, hvorfor jeg vækkede dem og sagde, at det var bedst at reise nu; mens kaffen blev laget, ladede vi baaden og reiste videre.

Noget efter nærmede vi os Nunangiak, det begyndte da at blæse lidt op; da de lidt længere op ad dagen var komne til Tuapagssuak, gik jeg iforveien for at se, hvor træbaaden var blit af, da jeg ikke vidste, hvor de var, om de enten hadde fortsat reisen eller hadde slaat telt for natten. Jeg var nemlig begyndt at længes efter mit hjem, det var jo ogsaa længe, jeg var borte derfra, om sommeren blir jeg jo undertiden noksaa længe borte fra mit hjem, naar jeg er ude paa erhverv, men saa har jeg altid en kamerat fra min egen boplads med mig, som jeg kan følges med. Da det begyndte at bli rigtig lyst, og jeg kom hen til Tuapârssûnguit, saa jeg baaden og teltet der, de var lige staat op; da jeg lagde til ved strandbredden, gik Peter ned til mig og trak mig op paa land. Han fortalte mig, at de lagede the, det var jo ogsaa meget koldt, det blæste en meget frisk Ameralikøstenvind, vi drak da the og spiste, da europæerne saa mig igjen, blev de glade.

Da vi hadde spist, reiste vi, da vi naadde Kingigtorssûp, begyndte Kristiansen og jeg at le til hverandre, fordi vi nu mente at kunne naa Godthaab samme dag. Da vi kom til Uvkusigssap’s næsset, gik Peter og jeg iforveien for at bringe et brev til lederen af ekspeditionen, som de hadde skrevet til. Da vi nærmede os Godthaab, formodede beboerne der, at det var os, hvorfor de samlede sig. Da vi lagde til, og de hørte, at de var i nærheden, samlede der sig flere og flere mennesker. Grønlænderne længtes meget efter lapperne, og da de hørte, jeg hadde skudt et stort rensdyr, blev de helt ivrige, og jeg hørte ikke andet end raab om at faa et stykke talg fra dem alle.

Da Peter gik op til sit hjem, fulgte jeg med ham. Jeg misundte ham, at han var kommen saa vidt. Der drak vi kaffe og gik dernæst ned til bestyreren, fordi vi mente straks at skulle faa vor betaling. Lidt efter hørte vi, de raabte, at lapperne nærmede sig (ɔ: kunde ses fra husene), jeg gik derefter over i Lars Heilmann’s (forstanderens) hus og drak kaffe hos hans kone, jeg pleier nemlig, naar jeg overnatter ved kolonien, at sove i det hus. Da jeg hadde drukket kaffe, gik jeg ned sammen med alle de andre mennesker for at se dem lægge til ved strandbredden. Da europæerne og grønlænderne samlede sig dernede, var det en stor flok mennesker. Lidt efter lidt kom konebaaden, som hadde de reisendes gods med, og da de ogsaa hadde tat min ren i baaden, gik jeg atter ned til strandbredden for at ta imod den. Efterat jeg hadde delt en del af det ud til grønlænderne, solgte jeg resten fordelagtig. For det kjød, europæerne hadde spist inde i fjorden, fik jeg 5 kroner, for at have udført reisen derind fik jeg 20 kroner, for renhodet 3 kroner, for renskindet 4 kroner 50 øre. Resten fik jeg om trent 18 kroner for.

Da jeg hadde faat alle pengene, tænkte jeg sterkt paa at kjøbe mig rifle, det hadde længe været mine ønskers maal, men jeg hadde hidtil ikke hat tilstrækkeligt til at kjøbe den for. Jeg har nok en gammel rifle, i 1874 byttede jeg med volontørens (Irmingers, han, som omkom i kajak) haglbøsse og fik en ældre rifle for den. Denne Irminger (ham, som omkom i kajak) kjender sydgrønlænderne vistnok, den gang han omkom, var jeg med ham.

Jeg fik mig da en rifle og vil saa gi min gamle til min pleiesøn, forat han kan øve sig med den. Han er 17 aar gammel, og for os, som bor i fjorden, er det en vigtig ting at ha en rifle, baade til ren og til sæl og andet levende. Jeg overnattede i Godthaab, men jeg var ikke rigtig glad, fordi jeg af ekspeditionens medlemmer stadig blev plaget om at sælge skindet af den ren, jeg hadde skudt, da jeg egentlig helst vilde beholde det selv, thi det var et deiligt tykhaaret skind, som det er godt at ligge paa om vinteren, naar det er koldt. Jeg fik jo nok i august maaned en stor ren, men skindet af den var saa tyndt, at jeg ikke lod det berede til kâk (ɔ: underlag til briksen). Da de kom 3 gange og spurgte om at kjøbe det, syntes jeg ikke længer om at si nei og solgte det saa. Jeg sa da til bestyreren, at jeg vilde kjøbe en rifle, og jeg fik da en udleveret. Da jeg hadde handlet, vilde jeg reise, da jeg længtede meget efter at komme hjem, men nordøstvinden tvang mig til atter at forbli en nat ved kolonien, da jeg ikke turde gaa forbi Kasigiánguit dels for vind, dels fordi jeg hadde saa meget, jeg skulde ha med indeni kajaken. Næste dags morgen, da jeg stod op, var veiret bedre og vinden stilnet af. Jeg reiste da over udstedet Kôrnok til min boplads.

Følgende fortælling fra Atuagagdliutit er betegnende for grønlændernes sterke overtro fremdeles og er af interesse ogsaa for næste kapitel. Den er oversat og sendt mig af fru Signe Rink.

«Endelig kommer jeg da med det, som jeg saa længe har tænkt at ville yde til «morskabslæsningen». Det er ikke stort ved det, jeg leverer, men det er altid noget, som jeg har set med mine egne øine. Det handler om de komiske skikke ved fangsten af en bjørn i visse sydlige egne, og som man almindeligvis ikke kjender noget til andensteds. Det var i aaret 1882—83 nede ved Augpilagtut indenfor Pamiagdluk.[3] Der staar to grønlænderhuse ved Augpilagtut. I det ene bodde der tre sælfangere med familie, og disse var Benjamin med tilnavn Akâtit, Isak eller Umangûjok og saa Morits; og i det andet var der Mathæus, som for det meste kaldtes Ulivkakaungamik eller den «fuldproppede» — efter et mundheld, som han selv hadde. Samme var over de sytti, men fangede ikke desto mindre ret ofte endnu; han hadde desuden mange gange været ganske alene om at fange bjørnen.

Saa var det da en søndag, hvor alle de andre fangere var gaat tilsjøs, at vi hjemmeværende holdt bøn i Mathæus’s hus, hvorefter Benjamins søn, som var den første, der efter endt gudstjeneste gik udenfor, straks kom styrtende ind igjen sigende: «Der staar en bjørn lige herudenfor og spiser af spækket.»

Jeg blev ligesaa forskrækket som paa en maade glad ved denne efterretning, hvorimod gamle Mathæus ligefrem skalv af henrykkelse og udbrød: «Tak for den, som melder slig god tidende; jeg maa straks ud og stikke bjørnen;» og idet jeg saa hen paa ham, trodde jeg ham ifærd med at udsøge sig et godt redskab, en lang kniv eller sligt noget; men det var saa langt fra det! Det vaaben, hvormed han hadde forsynet sig, stak neppe frem af hans lukkede haand. Hvad skulde dog dette forslaa ligeoverfor bjørnens skind og tykke spæklag, tænkte jeg. Forresten tillod husets kvinder ham ikke at gi sig ikast med bjørnen og sled derfor allesammen i ham for at holde ham tilbage, og jeg hjalp dem dermed. De løste allesammen (fruentimmerne) sine haartoppe og spredte haaret ud, forat bjørnen skulde tro, at de var mænd, og saaledes holde sig mere tilbage. Vore hedenske forfædre ansaa nemlig bjørnen for at ha menneskeforstand.

Da vi var bange for, at vor bjørn skulde finde paa at gaa ind til os gjennem tarmeskindsruden, maatte ogsaa jeg til at tænke paa et eller andet vaaben og spurgte i den anledning efter øksen; men den hadde de naturligvis udlaant til det andet hus, sagde de. Jeg fik idetsamme øie paa en fruentimmerkniv, som laa paa ipak’en[4] ved siden af tranlampen, og denne greb jeg saa tilligemed en træstump fra en kajakkjøl, hvilken jeg vilde binde til kniven som skaft; men ikke saasnart hadde jeg tat disse ting til mig, førend en bag fra raaber: «Giv hid — jeg har dog ganske anderledes kræfter end du!» Det var ingen anden end selve Mathæus’ datter, enken. Hun rev begge dele fra mig. Nu begyndte stueuret[5] at slaa elleve, og den pokkers bjørn saa ogsaa straks griskere ud. Jeg løb straks til for at stanse slagverket; men i min befippelse bar jeg mig galt ad og øgede tvertimod spektakelen, indtil jeg endelig kom saavidt til samling, at jeg fik loddet løst af og lyden dæmpet. Kvinderne sled endnu i Mathæus for at holde ham tilbage. Saa begyndte paa engang bjørnemelderens mor at trække sine bukser ned ligetil knærne og gik saaledes vaklende rundt paa gulvet, idet hun tillige flettede paa nogle straa. Dette var for at svække bjørnens kræfter, sagde de, og faa den til lettere at falde overende. Under dette slap imidlertid gamle Mathæus fra dem, og jeg efter ham, og kom ham paa siden, inden han endnu var kommen helt ud af husgangen. Han tyssede paa mig og sagde: «Vær stille — nu gaar den ned mod sjøen.»

Mathæus hadde sin rifle liggende i kajaken nede ved fjæren; og i det samme som bjørnen var kommen forbi kajaken, listede den gamle sig forsigtig krybende paa alle fire samme vei. Jeg blev staaende ved husgangen og saa derfra, hvorledes bjørnen med et vendte sig brølende mod ham; og jeg blev saa angst derover, at jeg flygtede over i det andet hus, hvor jeg i hastverket kom faldende ind ad døren. Mens jeg endnu laa og rodede paa gulvet, kunde jeg gjennem vinduet[6] se, hvorledes bjørnen og Mathæus ufravendt stirrede paa hinanden lige i aasynet, hver paa sin side af kajaken, Mathæus skjærende ansigter og bjørnen brølende med hele gabet aabent, færdig til at bide ham; men Mathæus satte foden haardt mod kajaken og lagde an uden at ta sine øine et øieblik fra bjørnens; og saa fyrede han. Nu skyndte jeg mig ud og fik lige set, hvorledes han borede sællændseren i den. Derefter raabte han med høi røst op imod huset, at nu kunde de værsgo’ komme og faa deres ningek (flensestykke). De tilkaldte kvinder blev i iveren for at komme forbi hverandre næsten siddende fast i den snevre del af husgangen, som de tildels rev istykker. Da de kom ned til bjørnen, stak de allesammen hænderne ind i saargabet og drak blod deraf, idet hver især med det samme nævnede den del af dyret, hun ønskede sig som «flensestykke», og saa kom endelig turen til mig at drikke af blodet, som jeg ogsaa gjorde, idet jeg sagde, at jeg ønskede den ene skinke som andel; men hertil svarede man, at alt, som var lemmer, var allerede bortlovet, og at jeg desuden hadde forsømt at røre ved bjørnen, dengang jeg kom til stedet. Det var rigtig ærgerligt, at jeg ikke hadde husket paa denne omstændighed. Nu ilede bjørnemelderens mor afsted efter en kop vand og lod os allesammen ta en slurk deraf, skjønt ingen af os var tørstige; dette skulde være for at skaffe hendes søn jevnlig bjørneheld; og det med blodet hadde været for at vise hele bjørneslegten deres begjær efter den; og førend de gav sig ilag med flensningen, trommede de løs paa bjørnepelsen, idet de raabte: Du er fed, fed, deilig fed. Og dette gjøres af høflighed i den tro, at bjørnen virkelig skal være fed; men da vi lukkede op for vores, befandtes den at være en rigtig ualmindelig mager en.

Da hodet blev baaret i hus, fulgte jeg med, da jeg vidste, at der vilde bli foretat visse kunster med det. Den første var saaledes, at det blev sat paa kanten af lampeforhøiningen med ansigtet mod sydost, hvorpaa man stoppede munden og næseborene til med bundfald fra lamperne og andet fedt og tilsidst pyntede dets isse ud med alleslags smaating, saa som tilskaarne støvlesaaler, sagflis, glasperler, knive og andet. Retningen mod sydost sigter til den vei, bjørnene pleier at komme fra med storisen rundt om landets sydspids; moset i næseborene er for at hindre den bjørn, man vil fange, i at lugte menneskers nærværelse, og smørelsen i munden er for at gjøre den til behag, da den skal være en ynder af al slags brunet fedt; smaatingene, hvormed de pynter hodet, har hensyn til, at de tænker sig bjørnen som sendt i erende til dem fra deres forfædre for at skaffe dem disse ting; og da man regnede, at bjørnesjælen aldrig naadde hjem førend efter fem dages forløb, saa fortærede man heller aldrig hodet af sin bjørn førend efter denne tid, da ellers bjørnesjælen kunde dø underveis og smaatterierne til familien dermed gaa tabt; selv hullerne bag, hvor hodet er afskaaret, stopper de til for at hindre forblødning underveis. Jeg kalder nu alt dette her for afguderi; men hedningerne regnede i gamle dage, at baade alt levende og alt dødt hadde sin sjæl; men det er dog ikke noget, man maa blande sammen med menneskets udødelige sjæl. At nu folk hernede saa langt sydpaa endnu i vore dage saa længe efter kristendommens indførelse kan hænge ved enkelte af de gamles skikke, kommer deraf, at der næsten ikke gaar noget aar, uden at de kommer i berøring med hedningerne fra østkysten.

1885 forlod jeg Augpilagtut. Jeg er ikke rigtig sikker paa, om der ikke ogsaa ude ved selve Pamiagdluk er ganske enkelte familier, som endnu helder til bjørneovertroen; men det er ialfald ikke alle — Isaks nu slet ikke; og hvad andre steder angaar, som f. eks. heroppe ved kolonien, saa har man knapt engang hørt tale om de her omtalte skikke.

Jeg var uvidende om dagen, da de skulde koge deres bjørnehode, og blev derfor overrasket ved den pludselige anmodning om at komme og spise med; jeg skar uden videre snuden af; men nu fik jeg rigtignok høre, idet de ligesaa fort rev mig den ud af haanden. Men herover blev jeg nu unegtelig noget fornærmet og sagde dem lige ud, at jeg ikke trodde paa det gran af alt dette her, selv om de vilde anse mig for noksaa dum; men de forsikrede alvorlig, at jeg da heller aldrig vilde komme til at fange nogen bjørn, hvortil jeg igjen svarede, at dette rimeligvis vilde slaa rigtig til, da jeg nemlig var saa nærsynt, at bjørnen vilde kunne slikke mig, førend jeg nogensinde vilde faa øie paa den. Af andre skikke er der endnu følgende: Ser de spor af bjørne i sneen, saa spiser de lidt af samme for at sikre sig fangsten i det tilfælde, at bjørnen skulde vende samme vei tilbage. Smaagutter faar nyrer af fangne bjørne at spise for at gjøres sterke og modige til bjørnejagt. Ligeledes er de i de omtalte fem dage forsigtige med hensyn til ikke at frembringe klirrende lyd paa grund af, at bjørnen ikke skal like klingklang.

Mathæus sagde, at den bjørn, jeg her hadde set ham fælde, var hans ellevte, og at han aldeles ikke hadde været bange for denne, fordi han her hadde hat sin rifle til tjeneste; men tidligere engang, da han ligeledes hadde set en komme krabbende opover fjæren, hadde han løbt lige ind paa den med bare lændseren. Men hvor længe det var siden, det huskede han ikke længer, sagde han.

  1. Det vigtigste bidrag til kjendskaben derom i dens oprindelige tilstand findes i kapt. Holms betydningsfulde beretning om eskimoerne ved Angmagsalik. Med. om Grønl. Hefte 10, side 148 f. og tavler.
  2. Egede: Eft. om Grønl. side 73.
  3. I nærheden af Kap Farvel.
  4. Ipak — en for det meste firkantet udbygning af briksen — er bestemt for lampen, der, som omtalt, staar paa en træskammel.
  5. Blandt de luksusgjenstande, som ved handelen paaføres grenlændeme, er ogsaa billige Nyrnberger- og Baselerure; og man kan træffe disse i landets mest afsides kroge.
  6. Dette sidder meget lavt i de egte eskimohytter.