Eskimoliv/8

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
H. Aschehoug & Co.s Forlag (s. 111-122).

KAPITEL VIII.
Kvindens stilling og arbeide.

Mange, og det framifraa mænd har sagt, at et folks kulturtrin kan maales efter den sociale stilling, deres kvinder indtar. Jeg føler mig ikke fuldstændig overbevist om, at dette i alle tilfælde er afgjort; men hvis saa er, tror jeg ogsaa heri at ha fundet et bevis for, at eskimoen maa anvises en temmelig høi plads paa udviklingens stige. Den eskimoiske kvinde spiller nemlig en betydningsfuld rolle i det grønlandske samfund.

Vistnok anses hun ifølge oprindelig eskimoisk opfatning nærmest som mandens eiendom, hvilken han enten har røvet sig eller undertiden kjøbt af fa'ren. Han kan derfor ogsaa jage hende, naar han har lyst, eller laane hende bort eller byttelaane med en anden, ligesom han, hvis han har raad dertil, kan skaffe sig flere kvinder. Men som regel blir hun godt behandlet, og denne opfatning af hende som eiendom finder vi meget mer udpræget hos mange andre folkeslag, der er jo noget deraf endog i vort samfund, bare i en lidt anden forklædning.

Der er dem, som paastaar, at vore kvinder har tilstrækkeligt at bestille, men den store feil er, at de ikke har akkurat det samme arbeide som mændene. Disse vil ikke finde sig tilfreds med de grønlandske forholde; thi dette er lige lidet tilfælde der.

Vistnok klær begge kjøn sig i bukser og har gjort saa fra umindelige tider; men alligevel er de ikke naad frem til opfatningen af den ringe forskjel mellem mand og kvinde.

De holder paa, at der bl. a. i legemlig henseende er visse afgjørende forskjelligheder, og indbilder sig, at kvinderne ikke som regel er saa sterke, smidige og modige som mændene, og at de derfor ikke er saa vel skikkede til at reise tilhavs paa fangst. Paa den anden side tror de f. eks ikke, at mændene er de bedste til at stelle ungerne, gi dem die m. m.

Af denne grund er det vel, at der er en skarp afgrænset arbeidsdeling mellem de to kjøn deroppe.

Manden har sit tunge liv paa sjøen som jæger og erhverver; men naar han stranden med sit bytte, ophører det vigtigste af hans arbeide til samfundets opretholdelse. Her modtas han af sine kvinder, som hjælper ham iland, og mens han fra nu af bare tar vare paa sin kajak og vaaben, saa tilkommer det kvinderne at slæbe byttet op til huset. I tidligere tid var det ialfald under enhver fangers værdighed at hjælpe til med dette arbeide, og saa er det med de fleste fremdeles.

Kvinderne flaar sælen og skjærer fangsten istykker efter bestemte regler, og husmoren forestaar fordelingen deraf. Endvidere er det kvindernes arbeide at lage maden, at berede skindene, at trække kajakerne og konebaadene dermed, at sy klæderne, samt alt andet husligt arbeide. Desuden bygger de husene, slaar telt samt ror konebaadene. At ro paa en konebaad var ialfald før under en fangers værdighed, derimod tilkom det familiefaren at styre den. Nu kan man dog oftere se mænd sidde og ro i baade, særlig som leiede af europæerne paa deres reiser. Har man først levet sig ind i deres liv, gjør dette et stødende indtryk; kajaken er og blir betingelsen for deres tilværelse, og de bør ikke forsømme nogen leilighed til at øve sig i brugen deraf. Enhver virkelig storfanger holder sig dog endnu for god til at gaa i en konebaad uden som styrer.

Ligger familien paa renjagt, er det naturligvis mændene, som skyder renen, mens det ofte tilkommer kvinderne at slæbe de skudte dyr til teltet, og dette er et anstrengende arbeide, hvorunder de kan vise megen udholdenhed.

Den eneste fangst, kvinderne som regel driver, er angmagsæt- eller loddefangsten. Denne gaar for sig paa forsommeren, da lodden gjerne kommer til kysten i saa tætte stimer, at man kan øse den op i konebaaden. Man driver paa saa længe, til man mener at ha nok til vinterforraad; er der end aldrig saa meget igjen, bryr man sig da ikke om mer. Lodden tørres ved at lægges udover stenene og berget; at passe den og, naar den er tør, stuve den sammen, er ogsaa kvindernes arbeide.

Undertiden hjælper de til ved fangst af sæl, naar disse ved en slags klapjagt stænges inde og drives paa land i trange sund og fjorde.

Der kjendes kun faa eksempler paa, at kvinder har git sig af med kajakfangst.

Kapt. Holm omtaler fra Imarsivik paa østkysten, at to jenter gik i kajak. Der var et uheldigt forhold mellem mænd og kvinder, idet af 21 beboere kun 5 var mandlige. Om disse kvinder hadde erhvervet lige stor færdighed i at fange som mændene, oplyses desværre intet.

De var gaat helt over til mændenes levevis, klædte sig som dem og bar sit haar paa lignende vis. Da de fik lov at vælge blandt Holms tuskegjenstande, tog de ikke synaale eller andre kvindelige redskaber, men valgte pilespidser til sine vaaben. Det maa ha været vanskeligt at adskille dem fra mænd; jeg tror, vi saa dem paa østkysten, men uden at ane deres kjøn. Holm omtaler, at der var et par andre jenter paa samme sted, som ogsaa skulde uddannes til fangere, men de var endnu for unge dengang.

Mens mændene tilbringer det meste af sin tid paa sjøen, holder kvinderne sig hjemme i husene, og der vil man som regel finde dem flittig sysselsatte med et eller andet, i modsætning til hine, som hjemme helst intet gjør uden at spise, dovne sig, fortælle historier og sove. Tar de sig andet for, er det helst at stelle med sine vaaben, smykke dem med benudskjæringer osv.; disse er jo deres stolthed.

Mens mændene sidder ude paa kanten af briksen med benene paa gulvet, sidder kvinderne altid midt inde paa den med benene overkors som en skrædder paa sit bord. Her syr de, broderer, skjærer til skind med sine eiendommelige krumknive, tygger fugleskind, kort sagt foretar mange af sine vigtigste forretninger, mens munden uafladelig gaar paa dem; thi de er meget livlige og savner sjelden stof til underholdning — ja, jeg kan desværre ikke ganske frita dem for den bekjendte kvindelige snakkesalighed, og om vi tør tro Dalager, skal de ogsaa være befængte med værre plager; thi han siger: «Løgn og Bagvaskelse regierer fornemmelig iblandt Fruentimmeret. Mand-Folkene ere derimod langt oprigtigere, og krympe de sig gierne ved at fortælle noget, som de ikke se sig i Stand for, at legitimere.»

O kvinde, kvinde, er du da overalt den samme!

«Den första tanke, som Loke hade,
det var en lögn, och han sände den
i qvinnoskepnad till jordens män.»

Skindberedningen er en for det eskimoiske samfund meget vigtig del af kvindernes arbeide, og da den tillige er yderst eiendommelig, skal jeg gi en kort beskrivelse deraf, saaledes som jeg lærte den af eskimoerne i Godthaab og omegn. Den varierer efter skindenes forskjellige art og formaal.

Kajakskind beredes enten som sorte eller som hvide.[1]

De sorte skind (erisâk) faas ved, at spækket paa undersiden afskrabes i frisk tilstand, derpaa lægges de i gammel urin en eller to dage, saa længe til haarene lar sig afplukke med en kniv. Naar disse er fjernet, udvaskes skindet i sjøvand, og hvis det er sommer, tørres det saa; men dette maa ikke ske i solen. Er det vinter, blir det ikke tørret, men helst opbevaret ved at nedgraves i sneen. Bedst er det dog i begge tilfælde, naar det efter at være vasket kan sættes lige paa kajaken og saaledes tørre der. Disse skind er mørke af den grund, at narven eller den ydre hinde af huden hos sælen er sort eller mørk brun.

Hvide kajakskind (únek) tilberedes ved, at de i frisk tilstand rulles sammen, efterat spækket er nogenlunde afskrabet, og lægges paa et passelig varmt sted ude eller inde. De ligger saa længe, indtil haarene og narven let afskrabes med et blaaskjæl. Til dette arbeide bruger de grønlandske skjønheder dog helst tænderne, de faar derved suget i sig endel spæk, som smager dem fortræffelig. Derefter hænges om sommeren skindene op til tørring — ikke i solen — over en træstok og flyttes ofte paa, forat de skal tørre jevnt over det hele. Om vinteren opbevares de ligesom de sorte skind i sneen. Da den mørke narv jo er bortskrabt, er disse skind ganske lyse eller hvide, naar de er færdige.

At lægge merke til er, at ingen af disse skindsorter udspiles under tørringen.

Begge anvendes ogsaa til konebaade.

Til kajakbrug anser man de hvide, der stadig bør smøres med sælspæk, for bedst om sommeren, men der imod de sorte, der aldrig smøres, for bedst om vinteren. En rigtig storfanger trækker derfor helst sin kajak to gange om aaret, det almindelige er dog nu, at dette kun sker en gang aarlig, ofte bare hvert andet aar.

Skal sælskind benyttes til kamiker (skotøi), blir spækket og de undre lag af selve huden afskrabede med en krumkniv (ulo) paa et eget dertil indrettet bret af et hvalskulderblad. Naar skindet ved skavningen er blit tyndt, lægges det i gammel urin en dag eller saa, indtil haarene kan afnappes med en kniv. Naar dette er besørget, spiles skindet ved hjælp af smaa bennagler ud paa jorden eller sneen og tørres. Derefter blir det gnedet, til det er mygt, og er færdigt. Da denne slags skind har narven paa, er de mørke.

Hvide kamikskind tilberedes til en begyndelse ligesom de foregaaende, men naar haarene er fjernede, dyppes de i varmt vand (ikke for varmt), til den sorte narv løsner, derpaa i sjøvand — mest muligt. — Er ikke al narv borte, saa dyppes de atter afvekslende i varmt vand og sjøvand. Derpaa tørres de ved udspiling ligesom de forrige.

Da disse ikke er saa vandtætte og gode som de sorte, bruges de næsten bare af kvinderne, der enten beholder dem hvide eller farver dem paa forskjellig vis.

Saaleskind til kamikerne tilberedes ligesom de sorte kajakskind, men de spiles ud under tørringen.

Skind til kajakvanter beredes til en begyndelse ligesom sort kamikskind, men naar haarene er fjernede, behandles de med blod, rulles sammen og lægges hen. Dette gjentas to eller tre gange, til de blir ganske mørke deraf. Derefter udspiles de til tørring — om sommeren som foregaaende paa marken, men om vinteren under taget inde i huset. Dette skind er beundringsværdig vandtæt.

Skal sælskind beredes med haarene paa, som det f. eks. bruges til strømper i kamiker eller til pelse, blir de skrabede paa spæksiden med krumkniv paa samme vis som almindelige kamikskind. Derefter lægges de i vand og vaskes med grønsæbe. Saa udskylles de i rent vand, udspændes og tørres, som ovenfor angit. Efter derpaa at være gjort gode og myge ved gnidning, er de færdige til brug.

Renskind bare tørres og gnides, men kommer ikke i berøring med vand.

Naar fugleskind skal beredes, tørres først fjærene omhyggelig, derefter vrænges skindene, og spæklaget paa kjødsiden blir saa godt som muligt afskrabet med en ske eller et blaaskjæl og spist — det smager fortræffelig. Derpaa hænges skindene op under taget til tørring. Efter nogle dage blir fedtet fjernet ved hjælp af tygning, saa blir de tørrede paany, saa vaskede i varmt vand med soda og sæbe tre gange, derpaa udskyllede i rigelig koldt vand, trykkede ud og hængte op til sidste tørring. Skal fjærene fjernes, som f. eks. med edderfugleskind, blir de ribbede (saa altsaa bare dunen blir tilbage), naar skindene er halvtørre. Derefter tørres de helt, opskjæres og er færdige.

Den ovenfor omtalte tygning er en merkelig proses. Man tar det tørre, vrængte skind, som næsten drypper af fedt, og begynder paa et sted, indtil fedtet der er udsuget og skindet mygt og hvidt; og saa udbreder tygningen sig langsomt, mens skindet efterhaanden spadserer længere og længere ind i munden, indtil det ofte forsvinder helt, for tilslut at udspyttes i affedtet stand. Denne forretning besørges væsentlig af kvinderne og børnene og er paa grund af det meget fedt, man derved faar i sig, en søgt underholdning, og i trange tider kan det vel hænde, at ogsaa mændene er glade ved at faa lov til at hjælpe til dermed. At komme ind i et hus, hvor hele befolkningen sidder saadan og tygger med hver sit skind i munden, gjør et merkeligt indtryk. Denne proses skyldes det, at de grønlandske fugleskind er saa gode. Det er vistnok mange, som med beundrende blikke har betragtet de deilige edderdunstepper, der smykker saa mangt et elegant europæisk hjem, men som ikke ved, hvilke stadier disse har gjennemgaat, og mangen europæisk skjønhed, prydet med kostelige skarveskind, vilde vel grøsse, om hun anede, hvor mange mer eller mindre tiltalende munde hendes pragt hadde passeret deroppe i det høie norden, førend den kom til at ombølge hendes svulmende barm.

I det hele bruger grønlænderinderne sine tænder meget, snart til at strække skindene, snart til at holde dem, naar de skal skrabes, snart til selve skrabningen; og det virker paa os europæere lidt forbausende, f. eks. at se dem løfte et skind op af den stinkende urinbalj, bide i det og saa begynde at bearbeide det, — for dem er munden en tredje haand. Af denne grund er ogsaa fortænderne paa gamle kjærringer deroppe ganske slidte og afstumpede.[2]

Til sit arbeide er de grønlandske kvinder meget dygtige, og særlig har de stor færdighed i at sy. Man behøver blot at betragte sømmene paa et kajakskind, en vandpels eller en tarmeskindsskjorte for at overbevise sig derom; men endnu mere iøinefaldende blir denne deres færdighed, naar man faar se de beundringsværdige broderier, hvormed de pryder sine bukser, kamiker og andet. Disse broderier udføres nu paa vestkysten, hvor de af europæerne har faat farver, med smaa forskjelligfarvede skindstykker, som sys sammen til en slags mosaik. De udføres fuldstændig paa frihaand uden optegnet mønster og røber en høi grad af nethændthed og nøiagtighed, foruden form- og farvesans.

Ved at leve sammen med eskimoerne i deres huse faar man aldeles ikke indtryk af, at kvinderne i nogen særlig grad er underkuede eller tilsidesatte. Det forekom mig tvertom, at f. eks. husmødrene i Godthaab og omegn ofte spilte en betydelig rolle, ja var i enkelte tilfælde endog den høieste myndighed. Skal jeg dømme efter min erfaring, maa det derfor være vel sterke ord, naar Dalager siger om kvinderne, at «de Timer i deres Levnet, som skulde være de beste, naar man regner fra den Tid de komme til moeden Alder, ere ikke andet end en Kiede af Kummer, Foragt, Fortrædelighed».

At der i det selskabelige liv gjorde sig en vis rangforskjel gjældende mellem mænd og kvinder, kan dog ikke negtes. Saaledes var det ved maaltiderne eller ved kaffeslaberaserne storfangerne og de mest fremragende blandt mændene, som først blev trakterede, derefter kom de mindre betydelige blandt dem, og saa kom endelig turen til kvinder og børn. Noget lignende omtaler allerede Dalager i sin beskrivelse af et gjestebud, idet mændene er de fornemste, og de fortæller hverandre sine historier, mens «Fruentimmeret har imidlertid ogsaa giort et Maaltid for dem selv i anden Krog, hos hvilke man derimod maa slutte ikke er vanket andet en Pølse-Snak». Men naar det kommer til stykket, kan dette passe paa forholdene flere steder i verden.

Imidlertid skal jeg indrømme, at eskimomændene undertiden viser sig lidet polerede i sin ydre optræden mod damerne, som f. eks. «naar deres Fruentimmer have strengt Arbeyde, som ved at bygge Huuse, drage Vand, eller bære andre tunge Byrder, staae de med Hænderne i Barmen og lee deraf, uden at hielpe dem det allermindste.» Men er dette egentlig saa meget værre, end naar f. eks. strilerne paa Bergenskanten paa hjemveien fra byen tænder en pibe, lægger sig bag i baaden og lar kvinderne ro sig hjem?

At kvinderne ikke staar i saa høi anseelse som mændene, synes nok desværre ogsaa at fremgaa deraf, at naar der kommer en gut til verden, jubler far, og mor straaler af stolthed, men kommer der en jente, graater de begge eller er ialfald meget utilfredse. Men er nu egentlig dette til at undres over? Sluttelig er eskimoen med al sin godhed dog heller ikke mere end et menneske. Gutten betragtes naturligvis som den vordende kajakmand og fanger og som familiens støtte paa forældrenes gamle dage, altsaa som en direkte forøgelse af driftskapitalen, mens de vel mener, at verden alligevel faar nok af jenter.

Den samme forskjel gjør sig derfor ogsaa gjældende i opdragelsen, idet gutterne altid betragtes som de vordende forsørgere, som paa alle maader maa stelles godt for, og om en guts forældre dør, er der ingen nød med ham, da alle gjerne vil ha ham i huset og ta sig af ham paa bedste maade, forat han kan trives vel. Ikke saa med jenterne; om de mister sine forældre og ingen venner har, da faar de vistnok overflod af mad, men de maa ofte nøie sig med de elendigste klæder, og det kan være en ren ynk at se dem. Naar de den giftefærdige alder, staar de imidlertid saa omtrent lige med de bedre stillede jenter; thi de faar jo ingensomhelst arv, og nu kommer det an «paa Skiønhed og Fermetet, som skal formeere deres Credit hos de unge Mandfolk, fattes det, ere de foragtede, og blir aldrig gifte, eftersom der findes nok at holde Mynstring iblant». Dette kan de dog ikke klage over, al den stund det ikke er bedre for mandfolkene; thi kan de ikke bli fangere, hvilket undertiden hænder, har de saamænd heller ikke store udsigter til at bli gifte, og de ses ned paa af alle.

At gutter anses omtrent, som man anser kapital hos os, fremgaar bl. a. ogsaa deraf, at enker har vanskelig for at bli gifte, men det hænder dog undertiden, «sær om de have Drenge-Børn; thi da kand de vel omsider faae en reputeerlig Enke-Mand». Selv i døden synes kvinderne at ha noget mindre anseelse, skal vi dømme fra følgende udtalelse af Dalager: «Med et Fruentimmer, som strider til Døden, og ikkun har været i maadelig Anseelse, hender det sig vel, at hun begraves levende. Hvorpaa strax her ved Stedet for kort siden havdes et Exempel, som var ret jammerligt, da nogle fortalte at have hørt Mennesket en lang Tid ligge og raabe efter Drikke i Graven. Forestiller man dem saadan umenneskelig Grumhed, svare de, at, siden den Døende dog ikke kand leve, er det bedre at henputte den til sit Sted, end længe selv at dræbes, ved at anskue deres Elendighed. Men denne Raison kand ikke holde Stik, thi hvis saadan barbarisk Gierning forøvedes ved noget Mandfolk, vilde det holdes for det groveste Mord.» Ja, dette var stygt gjort; men heldigvis er sligt ikke almindeligt. Det har vel forøvrigt sin egentlige grund deri, at eskimoerne er overvættes rædde for at røre ved døde; som følge deraf ifører de f. eks. den døende, enten det er mand eller kvinde, ligklæderne ofte længe, før døden indtræder, og gjør alle forberedelser til udbringelsen og til begravelsen, mens denne selv ligger og ser derpaa. Af samme grund vil de ogsaa nødig hjælpe en forulykket paa sjøen, hvis han allerede er døden nær, da de er rædde for at komme til at røre ved ham som lig.

  1. Skindene er, som side 37 nævnt, almindeligst af grønlandssælen eller klapmytsen, men der benyttes ogsaa skind af blaasæl, ja undtagelsesvis af ringsæl eller endog af den spraglede sæl eller almindelige fjordsæl (Phoca vitulina).
  2. Til at sy skindene til klæder og baade bruges sener af sæl, hval eller ren. Senerne blir simpelt hen tørrede. Til at sy vandpelse, kajakvanter og undertiden ogsaa kamiker anvendes desuden struben af grønlandssæl, ringsæl, klapmyts, smaa spraglede sæl og skarv. De ydre lag af struben afflaaes i frisk tilstand, derpaa trædes den paa en dertil laget rund stok, som smøres med spæk, forat den skal glide let paa. Undertiden skrabes struben ogsaa med et skjæl. Naar den er tørret paa stokken, er den færdig til brug, idet den efter længden opskjæres i ganske smale strimler. Den traad, man paa denne vis faar, har den fordel, at den ikke som senetraaden tøier sig, naar den kommer i vand.