En Moders Drøm

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Richie & Glükstad (s. 5-8).

Mens Stormen hviner i Høstenat
Og tudende frem sig svinger
Blandt Skogens nøgne, bladløse Krat
Paa kolde, dryppende Vinger:
En Moder sidder i Hyttens Vraa
Og vaager ved Barnets Vugge,
Hu! fæle Skygger paa Væggen gaa,
Snart Døden dets Øie vil lukke.

Hun bliver saa bange, beklemt i Hu,
De stygge Billeder fare
Forbi hendes Øie med rædsom Gru.
‘Nu, Christ mig og Barnet bevare!’
Hun raaber og styrter sig hastigt ned,
Op river hun Barnet med Smerte,
Og trykker det voldsomt med Angstens Sved
Tæt op, tæt op til sit Hjerte.


Hun gjemmer sit Blik ved dets bankende Barm,
Hun taaler ei længer at skue,
Hvor Døden vinker med Knokkelarm,
Og streng imod Barnet mon true. —
‘O frels det, frels det! Du Herre Christ!’
Hun beder med foldede Hænder, — —
Det er saa mørkt og saa tyst og trist,
Med Gru hun sit Ansigt bortvender.

Men Jesus hører dog Bønnen brat:
Snart Søvnens Engel inddysser
Det Blik, der vaaged saa mangen Nat,
Og Drømmen dets Sorg bortkysser.
Mildt slumrer hun støttet mod Vuggens Kant,
Men medens hun roligt hviler,
Det syge Barn og sin Hvile fandt:
I Døden det endnu smiler.

Da ser hun i Drømme et deiligt Syn.
Hun skuer den aabne Himmel.
Omgivet af Straaler som funklende Lyn
Staar Jesus blandt Englenes Vrimmel,

Og blandt dem ser hun sit døde Noer,
Hvis Støv hun end holder i Armen, —
Da kommer Sorgen igjen saa stor,
Med Taarer hun slaar sig for Barmen.

Da synger den Lille med Vingerne smaa
Og rækker de smaa bitte Arme,
Mens Kjærligheds Taarer i Øiet staa,
De trille saa rene, saa varme:
‘Ak, Moder, Moder, hvi græder du saa,
Og sørger saa bittert og saare?
Er Døden da bitter for den, der kan naa
Til Herren fra Dødens Baare?’

‘Her er det saa deiligt i Himmelens Top,
Her boer jeg hos Gud, hos Vorherre!
Kom ræk mig din Haand, og jeg drager dig op,
Saa faar du i Himlen og være!’
Saa sang han, og rakte sin venlige Haand
Til hende, hvem Naade var givet;
Hun følte, sig løfted den evige Aand,
Og indsvæved luttret til Livet.


Ved Daggry gaar man i Hytten ind,
Der er saa tyst og saa stille,
Ved Vuggen sidder den blege Kvind
Og trykker mod Hjertet den Lille,
Men ei hun sig rører, ei taler et Ord,
Hun smiler kun blidt mod det Fierne,
Thi høit der oppe hos Gud hun boer,
Og skuer den evige Stjerne.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.