Skovstjernen
Dagen hælded og Solen sank
Bagom det fjerne Fjeld,
Granskogen stod over Aasen rank
Lyste saa gylden og grøn og blank
Midt i dens Straalevæld.
Granerne vugged i Aftnens Vind
Frem og tilbage sin Top,
Stirrede lige i Soløiet ind,
Bruste sig op og var stolte i Sind
Over sin mægtige Krop.
Men bag den skyggende, mørke Gren
Lavt en Skovstjerne stod,
Aldrig en Solstraale livsfrisk og ren
Trængte did ned mellem Mos og Sten
Og kvæged den spæde Rod.
‘Kjære! bøi eders Grene lidt,
Her er saa mørkt og trist;
Solen skinner saa klart og blidt,
Lad mig og se dens Skin saavidt,
Det er saa deiligt vist!’ —
‘Du? hvad behøver du Solens Skin,
Sig, til hvad Nytte du er?
Kan du klæde den nøgne Tind?
Kan du værne mod Veir og Vind?
Stolt pløie Bølgernes Hær?’ —
— Granerne vugged sin susende Top,
Saa haanende ned mod sin Fod,
Blomsten turde knap se did op,
Skamfuld den bøied sin hvide Knop,
Taarer i Øiet den stod.
Den følte sin egen Usselhed
Og troed sig selv uden Gavn,
Borte var al dens Glæde og Fred,
Bedrøvet vendte sit Blik den ned,
Den følte saa stort et Savn.
‘O, hvi gaves mig da mit Liv?
Da er det ei bedre end tabt.
Ring’re jeg er selv end Havbundens Siv,
Der kan dog Smaafisken bjerge sit Liv.
O! blev for Intet jeg skabt!’
Dog se, da daled fra Luften ned
Igjennem den dybe Skog
En liden Lærke, af Sangen hed
At finde en Draabe at lædske sig ved,
Mens jublende Triller den slog.
Da saa den Taaren i Skovstjernens Blik,
Som vinked den klar og ren,
Den drak den glad;, og for hvad den fik,
Den takkede Blomsten med Nik paa Nik,
Saa fløi den afsted igjen.
Da monne en underfuld Glæde gaa
Igjennem Skovstjernens Sjæl,
Den var dog ogsaa til Gavn, den saa
Den skuede glad imod Himmelens Blaa,
Det gjorde dens Hjerte saa vel.
Og høit, høit over hver Granetop
Der blinked en Stjerne ned,
Og henrykt skuede Blomsten did op,
Mens blidt og sagte dens fine Knop
henvisnede sødt i Fred.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |