Duggen (Sinding)

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Richie & Glükstad (s. 9-10).

Naar Dagen er tilende og Solen sunken ned,
Og al den travle Larm er rent forstummet,
Og Natten atter breder sig over Jord med Fred,
Da svæve Engle ned fra Himmelrummet.

De brede ud sin Vinge og flyve over Jord
Og skue alle Mennesker, som leve.
Til Hytten som til Slottet, til Ringe som til Stor
Usynlige de gjennem Luften svæve.

Og ak! der er saamange med Ondskab i sit Sind,
Som ikke sig fra Synden vil omvende, —
Da lyder Suk fra Englene som vemodsfulde Vind,
Og bort de sig fra deres Leie vende.


De flyve over Skogen og blomsterklædte Jord
Og sørge over Menneskenes Synder,
Og Taaren staar i Øiet dem da saa klar og stor
Og falder tung til Jord fra deres Kinder.

Den hænger sig ved Blomsten, ved Græssets svage Straa
I Draaber tunge, sølverklare, fulde,
Og selve Planten synes de Engles Sorg forstaa,
Den bøier Hovedet saa dybt mod Mulde.

Men naar du ryster Taaren fra Blomsterkalkens Kant,
Naar du har brudt, o Menneske, dens Stengel,
Da tænker du knap derpaa, at den for dig dog randt,
At den, som græd den, var en hellig Engel.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.