Hopp til innhold

En Mariestuke

Fra Wikikilden

EN MARIESTUKE.
AF
H. M. SCHIRMER.

I anden rækkes 6te bind af nærværende tidsskrift er der, s. 159 o. fl., indtaget en længere udredning betitlet: Atter om Throndhjems domkirke.

En ledvis drøftelse af denne afhandling vilde alene blive en gjentagelse af, hvad der af mig allerede andre steder er fremlagt, og jeg har derhos for ganske nylig for mit vedkommende søgt at godtgjøre, at forfatteren netop lige over for de her angjældende bygningshistoriske spørgsmaal støtter sig til en feilagtig kronologi og gaar ud fra bygningshistoriske og kulturhistoriske forudsætninger, som er urigtige.[1]

Imidlertid er der i afhandlingen et specielt punkt, der paakalder opmærksomhed, baade fordi det under samme omhandlede spørgsmaal har været meget lidet drøftet og paa grund af den maade, hvorpaa det her sees at være behandlet.

Det er enhver bekjendt, der har seet Throndhjems domkirke, eller gjengivelser af den, at dens østre del udgjøres af en særskilt ottekantet bygning, der har en indre del og en omgang om denne, medens den indre del og omgangen er adskilt ved et massivt brystværn, et cancelli af dobbelt mandshøide. Med kirkens kor staar denne bygning i forbindelse ved bueaabninger i den østre korvæg (gavlvæggen), paa den maade, at den indre del af den ottekantede bygning og dens omgang hver har særskilt adkomst til og fra koret.

Hvis al historie vedrørende denne kathedral endnu var en lukket bog, hvis man intet vidste, uden hvad bygningens levnede dele selv beretter, og man saa, med vanligt kjendskab til kathedralerne inden den vesteuropæiske kulturkreds, uden tidligere at have seet bygningen, tænker sig at foretage en vandring gjennem den fra vest mod øst: tænker sig at gaa ind gjennem hovedportalet i vestre front (nu gjenmuret), gjennem skibet (nu „ruinen“), videre gjennem „triumfbuen“ (nu gjenmuret, kun med en i 1860 udbrudt døraabning) og frem under taarnet med en vinge til hver side og videre gjennem „sanghusdøren“ ind i koret østover, og saa opdagede denne ottekantede tilbygning, da vilde enhver kjendtmand i datidens bygningsvæsen sige: Se, der har vi ogsaa et Fruekapel! – Our Ladys Capel. Det vil sige netop det samme, som vi her i landet i middelalderen kaldte en Mariestuke. Dette har allerede prof. Munch seet og antydet, om end flere sagens realitet uvedkommende omstændigheder, dengang endnu, stillede sig hindrende iveien for, at det af ham kunde blive fremsat med klarhed og positiv bestemthed.

Naar der saa kom en mand, der var bevandret i vore gamle dokumenter og fremlagde ikke et, men flere saadanne, i hvilke kirkens Mariestuke paaberaabes, hvori der er gjort dotationer til den og den er udmærket fremfor kirkens øvrige mindre kapeller (stuker) paa den maade, at den er stillet i klasse, ikke med disse, men med byens selvstændige kirker, og saadanne dokumenter foreligger her, da vilde enhver tvivl, hvis nogen nærede en saadan, være hævet og alle erkjende, at her har vi altsaa Mariestuken, den sag er klar.

Dette er derfor selvfølgelig det standpunkt, fra hvilket man har at gaa ud i anskuelsen lige overfor denne tilbygning. At denne tilbygning er Mariestuken er a priori givet, og vil nogen bestride det, da paahviler bevisbyrden fornægteren.

En saadan er forfatteren af her berørte afhandling, og vi skal derfor se noget nærmere paa det grundlag, hvorpaa hans demonstration hviler. Hans fundamentale argumentation lyder som følger:

„Men da den første betydning af stuka er et ærme, saa har i lighed dermed et rum af det heromhandlede slags vistnok været saaledes indrettet, at man ikke kunde komme ud af et saadant rum ad anden vei, end man kom ind, eller med andre ord, at en stuke ikke var noget gjennemgangsrum.“ (S. 190).

Da nu heromhandlede tilbygning har en dør ud til det frie og der ydermere er tilbygget den trende smaastuker, saa mener forfatteren, at den af denne aarsag ikke kan være Mariestuken, fordi man kan gaa igjennem den ud til det frie og, efter hans mening, maa gaa igjennem den ind til bemeldte tilbyggede smaastuker.

Et ærme har altsaa, efter forfatterens logik, kun én aabning, og fordi et ærme kun har én aabning og man derfor ikke kan passere gjennem det, derfor maa en kirkedel, der paa grund af artsligheden er betegnet med samme ord, heller ikke have mere end én aabning, endsige være et gjennemgangsrum.

Det karakteristiske ved et ærme i denne bemærkelse er jo imidlertid, at det har en aabning i hver ende, og at det netop er en gjennemgang, der passeres af den menneskelige arm og haand saa ofte et ærmet plag trækkes paa og af. Skulde det derfor være i denne bemærkelse, at kirkestuken var betegnet med brynjestukens eller kjortelstukens navn, da maatte den jo netop være i besiddelse af den egenskab, for hvis formodede tilstedeværelses skyld forfatteren dømmer heromhandlede kirkedel ingen stuke at være.

Men det kan naturligvis ikke være paa denne maade den etymologiske analogi er at trække, saameget mindre, da forfatterens konklusion, at kirkestuken ikke er noget gjennemgangsrum, er fuldkommen rigtig, forsaavidt som en tilbygning aldrig er gjennemgang, medmindre den er opført som forhal ved et portal. Det er bare præmissen, som er forkert, thi det er selvfølgeligt i egenskab af fremspringende eller tilhæftet del, at ordet stuka, der egentlig betyder ærme, ogsaa er appliceret paa et til en kirke eller kirkedel føiet kapel eller en altarniche, ikke paa grund af ærmets mangel paa aabning i den ene ende, en mangel, der ikke kjendes ved noget normalt konstrueret ærme.

Er derhos denne etymologiske sammenhæng rigtig, da er det følgeligt heller ikke paakrævet, at en saadan udbygning maa være forsynet med altar for at kunne betegnes som stuke, hvilket man hidindtil har antaget.

Forfatterens etymologiske bevisførelse kan altsaa ikke bruges, men maa lægges tilside.

Afseet fra dette formodede bevis, der altsaa ikke er noget bevis, er imidlertid, som berørt, forfatterens mening ganske rigtig, forsaavidt den gaar ud paa, at en stuke ikke kan være noget gjennemgangsrum. Men det er urigtigt, naar forfatteren gaar ud fra, at den her omhandlede kirkedel er et gjennemgangsrum. Den er ligesaalidt gjennemgang ud til det frie, som ind til de tilbyggede smaastuker. Stuken selv, i hvilken altaret var anbragt, og i hvilken man nu under restaurationen under feilagtige forudsætninger har opstillet en repræsentant for Kristkirkens høialtar, og som ved det massive Cancelli i dobbelt mandshøide er afgjærdet fra omgangen, er alene tilgjængelig fra denne omgang og fra koret; fra den første gjennem tvende mindre døraabninger i cancelliet, i stukens vestre del, en paa hver side. Og de trende tilbyggede smaastuker staar ikke i forbindelse med selve Mariestuken, berører den ikke engang, men er tilbygget dens omgang , gjennem hvilken de har sin adkomst, uden at man berører Mariestuken, naar man søger disse smaastuker, hvor man saa end kommer fra.

Ganske paa samme maade forholder det sig med den dør eller det portal, som fra denne kirkedels sydøstre side fører ud i det frie. Den er anbragt i omgangens mur og staar i ingensomhelst direkte forbindelse med selve Mariestuken, ikke mere end et hvilketsomhelst andet af kirkens portaler. Den kan derfor heller ikke være anbragt her af hensyn til Mariestuken, forkorter heller ikke nævneværdigt veien fra det frie ind til denne stuke, der næsten lige hurtigt kan naaes baade fra korets søndre og nordre portal. Dette portal maa derfor være anbragt her af hensyn til en anden invention, der ved Mariestukens opførelse blev bragt i arkitektonsk forbindelse med denne, den hellige brønd eller kilde nemlig, som findes lige ved siden af denne dør. Og naar man i vore dage har givet den navn af „Biskopsindgangen“, da staar dette i forbindelse dermed, at erkebiskop Valkendorf i sextende aarhundrede lod anbringe sit vaaben paa den, samtidigt med, at han restaurerede Mariestuken, i som dengang paa grund af kirkens ruinerede og for store deles vedkommende forladte tilstand var taget i brug som kor. Det er ogsaa meget muligt, at man fra den tid har benyttet denne adkomst som indgang til denne kirkedel, som nu var blev en kirkens kor.

De symbolske figurer, der udvendigt paa høire side pryder dette portals kapiteler, synes ogsaa ligetil at betegne den som brønddøren. Jeg har kun fotografiske gjengivelser af disse figurer før og efter restaureringen nu i vore dage samt plancheværkets gjengivelse at holde mig til, og det er vistnok utvivlsomt, at man, naar man studerer dem i originalen, vil kunne se klarere og sikrere. Det forekommer mig dog, som her er ment fremstillet tvende haner, altsaa for tilfælde kjendte brøndfigurer fra det daglige liv, og tvende løver, et symbol, der i kunsten fra Arilds tid har været benyttet i forbindelse med vand, drikkevand, særligt kildevand, rindende, rislende vand. Hvad den menneskelige maske, som disse bæster har mellem sig og bider i eller slikker paa, skal betyde, er ikke godt at sige, da det ikke tydeligt kan sees, hvad den foretager sig, men masken synes dog enten at holde noget i munden eller at give noget fra sig.

Forsaavidt omhandlede begrundelse om ærme og gjennemgang vedrører, og det er det eneste udgangspunkt, forfatteren sees at have, kan den derfor ikke i nogen af dens led afsvække den naturlige og ligefremme opfatning, at ottekanten er kirkens Mariestuke, der gjentagende findes nævnt og i paaberaabt i middelalderlige dokumenter hidrørende fra tiden 1293–1343.[2]

Kristiania 20–4–89.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. I Teknisk Ugeblad f. 1889 s. 53 o. fl. Rettelse s. 64. Forøvrigt vil man finde en fortegnelse over hele den herhenhørende literatur i nærværende forfatters skrift: Femti daterede norske bygninger fra middelalderen, s. 14.
  2. Se Fornlevninger, s. 600.