Hopp til innhold

Atter om Throndhjems Domkirke

Legg til lenke
Fra Wikikilden
(Omdirigert fra «Atter om Throndhjems domkirke»)
ATTER OM THRONDHJEMS DOMKIRKE.[1]
AF
N. NICOLAYSEN.

Det er allerede over hundrede aar, siden domkirken første gang[2] blev videnskabelig beskrevet, og dog har endnu ikke det sidste ord været udtalt om denne merkelige kirke. Dette hænger vistnok sammen med den dobbelte omstændighed, at blot en mindre del af kirken er levnet til vor tid, og at vi kun har forholdsvis faa historiske beretninger om dens bygning Men den egentlige grund er sikkert nok, at man først lidt efter lidt har tilegnet sig den rigtige forstaaelse af de historiske beretninger i sin helhed, og at selve bygningens levninger hidtil kun tildels har ladet sig fuldstændig undersøge. Dertil kommer endnu som noget væsentligt, at man ogsaa kun lidt efter lidt har faaet den rigtige opfatning af de middelalderske stilarter i de store kulturlande og af indretningen i deres kathedraler. Først naar alle disse betingelser er fuldt ud tilstede, kan der afsiges endelig dom i sagen. Det er her ikke nok, at man bestemmer kirkens hovedform og indretning til forskjellige tider og gangen i dens tilblivelse. Skal opgaven fuldt løses, maa der paavises, ikke blot hvad og hvorledes, men ogsaa hvorfor. Da først bliver hele bygverkets historie gjennemsigtig, idet der falder en klarhed over, hvorledes bygningen af- speiler de kirkelige forhold og kulturtilstanden baade hos os og i deres forbindelse med udlandet.

Schøning gik som sagt i spidsen. Hans bog var for den tid et merkeligt arbeide og i sit slags uden sidestykke i de andre nordiske lande. Den havde vistnok sine feil, men disse stod dengang ikke til at undgaa, og trods manglerne vil hans bog beholde et blivende værd.

Henimod 100 aar efter Schøning skrev P. A. Munch første gang[3] om kirken, og gjorde sig derved fortjent af dens historie paa en dobbelt maade. Af de forskjellige kirker, som Schøning havde sat i forbindelse med hverandre paa samme sted, skillede Munch ud, hvad der ikke vedkom kristkirken, og hævdede tomten for denne alene. Dertil kom, at han stillede sammen i kronologisk orden alle de beretninger om kirken, som forefindes i middelalderske skrifter, og hvoraf flere var ubekjendte for Schønings tid. Dette har været til stor støtte ved alle senere undersøgelser.

Efter 1848 gik det gjennem en menneskealder næsten slag i slag med belysninger af kirken baade fra Munchs haand indtil 1859 og andre, deriblandt endel udlændinger.[4] Og ihvorvel der ind imellem gjorde sig flere urigtige meninger gjeldende, blev dog fremgangen mod det rette overvejende. Af særlig betydning i denne henseende var det saaledes, da der blev paavist, at kirkens tverskib maatte henføres til slutningen af det 12te hundredaar og ej til Olaf kyrres tid. Ikke mindre betydning havde de resultater, som siden 1865 fremkom ved undersøgelsen af bygningens over- og underjordiske levninger.

Der indtraadte nu i nogle aar næsten en fuldkommen stans i den hele sag indtil 1885, da kirkens literatur med kort mellemrum blev beriget med to, endog selvstændige skrifter, et større og et mindre.

Det første,[5] fra arkitekt H. M. Schirmers haand, indeholdt mestendels væsentlig kun en gjentagelse af ældre meninger og en stilopfatning, som ved den nye behandling neppe vandt større gyldighed end tilforn.

Det andet skrift var forfattet af restaurationsbestyrelsens ene medlem, brigadeintendant O. Krefting, og havde til hensigt at give en vejledning for kirkens mange besøgere. Opgaven blev ogsaa klart og heldig løst, idet forfatteren her samlede resultatet af de stedfundne diskussioner om kirken, og satte det i forbindelse med udbyttet af de undersøgelser, som foruden ingeniør A. Kielland og arkitekt C. Christie tidligst skyldtes forfatteren selv.

Begge disse skrifter blev i „Nordisk Tidskrift“ f. 1886 gjorte til gjenstand for en anmeldelse af den danske sogneprest Jakob Helms, som derunder igjen fremsatte det gamle spørsmaal: „naar er Throndhjems domkirke opført?“ Besvarelsen af dette spørsmaal maatte for os have saameget større interesse fra den haand, som der hidtil ikke havde deltaget nogen dansk mand i diskussionen om kirken, og fordi hr. Helms er en af Danmarks første auktoriteter, hvor det gjelder dette lands kirkelige arkitektur i middelalderen. Alligevel tror jeg forfatteren i denne sin afhandling har søgt at hævde flere nye meninger om domkirken, som neppe kan godkjendes. Til disse skal jeg senere komme tilbage. Her vil jeg først gjøre lidt nærmere rede for den opfatning, hvorved jeg for kortere eller længere tid siden er blevet staaende, hvad gangen i bygningens tilblivelse angaar og indtil kirken kunde siges at være fuldført. Jeg holder mig dog hor kun til de store træk, og gaar ikke ind i enkeltheder, undtagen hvor det ansees ønskeligt.

Den udførligste beretning om kirkens ældste tid har vi fra Snorres haand i hans Olaf den helliges saga. Snorre havde i 1218–1220 et par gange besøgt Nidaros, og hver gang opholdt sig der flere maaneder. Hvad han fortæller om kirken, har han saaledes enten seet med egne øine eller hørt af folk i Nidaros, som vidste besked derom, fordi de selv havde oplevet eller hørt det af sine forfædre. Beretningen er saalydende:

„Der paa mælen, hvor kong Olaf havde ligget i jorden, opkom en fager kilde, og fik mange helsebod af det vand. Der blev gjort en indelukning, og har det vand jevnlig siden været omhyggelig forvaret. Et kapel var først gjort der, og alteret sat, hvor kongens leje havde været, men nu[6] staar paa det sted kristkirken. Erkebiskop Eystein lod sætte (lét setja) højalteret paa samme sted, hvor kongens leje havde været, da han paabegyndte (reisti) denne store kirkebygning (þetta hit miklu musteri), som nu staar. Paa det sted havde højalteret ogsaa været i den gamle (eller forrige, fornu) kristkirke.“

Den sidste var, som udtalt af Snorre selv eller andre ældre forfattere, en stenbygning, der blev paabegyndt af Olaf kyrre, i forbindelse med oprettelsen af fast biskopsstol i Nidaros (ca. 1075), og fuldført nogen tid før hans død (1093). Til denne kirke flyttedes da Olaf den helliges skrin[7] og Magnus den godes legeme fra den kirke, hvori begge senest havde havt sin plads. Skrinet blev sat over højalteret, og for Magnus den gode indrettedes en grav „udenfor (fyrir útan) koret“.[8] Disse ord kan ikke forstaaes anderledes, end at graven blev indrettet i det rum af kirken, som var nærmest vestenfor koret, eller med andre ord i skibet eller langhuset. Det- kan hertil føjes, at disse navne hos os er yngre end reformationen, medens der i vort gamle sprog kun enkeltvis og i senere middelalder træffes et eget ord for skibet i modsætning til koret, nemlig framkirkja.

Det fremgaar altsaa af Snorres fortælling, at ligesom det oprindelige kapel over Olaf den helliges grav forsvandt ved opførelsen af Olaf kyrres kristkirke, saaledes blev denne igjen ombyttet med det bygverk, som fandtes paa tomten, da Snorre skrev. Dette udtrykker han endog paa en dobbelt maade, idet han ikke alene kalder Olaf kyrres kirke „den forrige kristkirke“, men ogsaa siger, at den store kirkebygning, som han saa, var paabegyndt af erkebiskop Eystein. Og fandtes der ikke dengang noget igjen af Olaf kyrres kirke, saa vil det naturligvis endnu mindre være tilfældet i vor tid. Det tør ogsaa sikkert paastaaes, at enhver, som med den rette stilkritik betragter domkirkens levninger, ikke noget øieblik kan være i tvil om, at alt, hvad der nu viser sig over jorden, maa tilhøre tiden efter Olaf kyrres dage. At ogsaa Snorres fortælling om alterne har sin rigtighed, viste sig ved de undersøgelser i højkoret, som foretoges 1873[9] af restaurationsbestyrelsen (arkitekt Christie og intendant Krefting). Lidt under det i senere tider benyttede alter blev nemlig truffet grundmuren af et gammelt alter, altsaa erkebiskop Eysteins, og 2 fod derunder igjen traf man fundamentet af et mindre og endnu ældre alter, følgelig Olaf kyrres. Denne forskjel i højdeforholdene hænger forresten, som nedenfor skal nærmere omtales, sammen med de forandringer af planet, som er foregaaet i kirkens østende.

Spørges der nu om hovedformen af Olaf kyrres kristkirke, saa var denne naturligvis for det første orienteret eller med retning fra vest til øst. Selvfølgelig indbefattede kirken ogsaa som sedvanlig et kor for højalteret samt geistligheden, og vestenfor dette et skib for lægfolket. Jeg har ogsaa forlængst hævdet, at kirken paa grund af visse kjendsgjerninger maatte have været en udelt eller enskibet langkirke, endvidere at koret, som sedvanligst i alle vore gamle kirker, havde været noget smalere end skibet, og endelig, at koret mod øst var afsluttet i en halvrund nische eller apsis. Første gang jeg skrev om kirken, blev det ogsaa udtalt som højst sandsynligt, at man under udførelsen af kirkens restauration vilde komme paa det rene med disse punkter; „thi merkeligt vilde det være, om man under de forandringer og udvidelser, som efter Olaf kyrres tid er foretagne med kirken, tillige skulde have udslettet ethvert spor af dens ældre grundvolde“.[10] Dette har ogsaa stadfæstet sig ved de senere foretagne undersøgelser[11] undtagen i et punkt. Det vil saaledes af de skrafferede linjer paa vedføjede grundplan sees, at rummet B var Olaf kyrres skib, af hvis østvæg endog korbuens sokler er bevarede,[12] og A dens kor, medens fundamentet af dettes søndre væg og af dets østre afslutning er forsvundet. Der er følgelig intet bevis mere tilstede for en apsis, men paa den anden side er der heller ikke

noget, som vidner imod tilværelsen af denne, og af andre
grunde maa det antages, at koret virkelig havde saadant

udspring. For det første var nemlig dette, som senere undersøgelser har vist, tilfældet i de af vore andre domkirker, hvis grundplan kjendes, saaledes i Aaslo og Hamar.[13] Dernæst træffe vi gjennemgaaende en apsis ved de udenlandske ældste kathedraler, som tradition fra de gamle basiliker og et udtryk for biskopens sæde (cathedra) i enden af apsen.

Kirkens højalter stod, som ovenfor vist, paa samme sted som senere, dog saaledes, at planet af dets fundament var 2 fod under den nuværende aattekants gulv. Højalteret havde saaledes, som vi ogsaa træffei de udenlandske ældste kathedraler, sin plads lidt vestenfor biskopens sæde. Koret var hævet med ét trin paa 1 fod over skibets gulv.

Som sedvanligt i den tid, maa kirkens døre og vinduer have været rundbuede, og de sidste anbragte højt oppe paa væggene. Naar undtages apsis,[14] der vel, som ellers i regelen, havde et halvt kuppelhvelv, var de øvrige rum sikkert kun dækkede med træloft, da hvelving over andre rum end de smaa sakristier først meget senere træffes hos os, saaledes endnu ikke, paa sakristiet nær, i Hamars domkirke, der blev opført efter 1150. Dog var loftet neppe lukket med flad bedækning, men derimod sandsynligvis som i flere yngre stenkirker og i alle vore stavkirker aabent med synligt sperreverk. Da kirken, som anført, var uden tverskib, havde den følgelig ikke centralkvadrat, og saaledes heller ikke noget taarn paa det sted. Men da vi ej vel kan tænke os en domkirke uden taarn eller kun med en tagrytter af træ midt paa skibet, synes alle omstændigheder saaledes at pege hen til, at kirken i vestenden har havt et firkantet stentaarn fra grunden, dog vistnok af mindre omfang end det nuværende. Spor af et saadant taarn har imidlertid endnu ikke vist sig ved de foretagne undersøgelser af grundmurene, men vil maaske fremkomme, naar tverskibet skal restaureres. Endelig er det neppe rimeligt, at kirken har manglet sakristi, da et saadant rum ellers uden undtagelse fandtes ved enhver domkirke, paa nordsiden af koret. Det maa vel derfor, som O. Krefting ogsaa mener,[15] have været rester af et sakristi, man traf ved korets nordside, skjønt de hverken findes afsatte paa grundplanen eller i det oprindelige rids.[16]

Som det vil sees af grundplanen, har kirken ikke havt synderlig størrelse efter vor tids begreber. Den var saaledes udvendig kun ca. 120 fod lang, skibet ca. 45 fod bredt i vestenden og lidt bredere i den modsatte ende; koret ca. 25 fod bredt. Hvad højden angaar, maa skibets møne have ligget i samme plan som det nuværende tverskibs.

Skibets skjævhed kan neppe være gjort i noget bevidst øjemed, men har vel, som ellers ikke sjelden i middelalderen f. ex. ved Ringsakers kirke, sin grund i unøjagtigt maal under murenes opførelse. Størrelsen af bygningen svarer aldeles til det fundament (M paa grundplanen), der ligger noget i nordøst for kapitlet og vistnok, efter hvad der forlængst er paavist af mig,[17] maa antages at hidrøre fra Harald haardraades Mariekirke.[18] I saa fald kunde vi her faa et begreb om, hvad den tid ansaa for en stor kirke. – Snorre siger nemlig paa et andet sted om Mariekirken, at den var „en stor kirkebygning (mikit musteri).“ En anden sag er det, hvis man vil bedømme Olaf kyrres kristkirke efter en rent vilkaarlig maalestok, hentet fra en senere tid, hvad der ogsaa har været forsøgt, idet man med saadan maalestok til udgangspunkt har paastaaet, at kirken som en kathedral umulig kunde have været saa liden, som oven anført. Herved blev det dog overseet, for det første, at Olaf kyrres kristkirke var den ældste af dette slags, som blev bygget her i landet, efterat faste biskopssæder var oprettede. Dernæst antyder Snorre selv ved sin betegnelse af kristkirken paa hans tid som „stor“ (s. 163), at Olaf kyrres kirke i forhold dertil var liden. Endelig maa det lægges vel merke til, at heller ikke udenfor Norge fremviste de ældste biskopskirker, før de ombyggedes i det 12te hundredaar, nogen synderlig størrelse fremfor de sedvanlige sognekirker. Herom kan navnlig for Frankriges vedkommende henvises til Viollet-le-Duc.[19]

Efterat Olaf kyrres kristkirke var færdig, maa den have staaet urørt indtil efter midten af det 12te hundredaar. Der omtales nemlig ikke nogen ydre begivenhed f. ex. brand eller andet, som kunde have fremkaldt kirkens ombygning, og hvad der har større vægt, der indtraadte, som vi ved, heller ikke i de kirkelige forhold før den nævnte tid nogen forandring, som kunde have gjort det nødvendigt at ombygge kirken. Dette skede som bekjendt først ved den vigtige begivenhed, at styrelsen af den norske kirke flyttedes over til vort eget land. Hidtil havde alle de norske biskoper været sideordnede, senest under erkebiskopen i Lund. Ved midten af det 12te hundredaar blev derimod biskopssædet i Nidaros ophøjet til erkestol direkte under paven. Og medens kristkirkerne tilforn havde været opført af kongen, gik nu de kirkelige byggeforetagender over til den geistlige magt, hvad vi ogsaa nedenfor vil faa et exempel paa i erkebiskop Eysteins fortælling om, at han ved en vis leilighed gav kirkens arkitekt de fornødne bestemmelser for bygningsarbeidets udførelse. Det fulgte derfor af sig selv, at ligesom Olaf kyrres kirke hang sammen med og var et udtryk for oprettelsen af et fast biskopssæde i Nidaros, saaledes vilde den fra nu af blive formet efter de krav, som gik i følge med de nye kirkelige forhold. Her har det nu været sedvanligt at pege paa den storhed og glans, som erkebiskopsdømmet maatte medføre ogsaa for bygningen, og dette er visselig ogsaa rigtigt. Men da det ikke med nogen haandgribelighed i det enkelte kan paavises, hvorledes denne indflydelse maatte ytre sig i virkeligheden, vil jeg her lade det ud af betragtning. Derimod blev der næsten samtidig med erkebiskopsdømmets oprettelse eller nøjagtigere i 1152 overalt ved vore biskopssæder indført en ny institution af største betydning, nemlig det saakaldte domkapitel, hvis medlemmer som bekjendt, foruden at de valgte biskopen, dog med pavens approbation, dannede et raadgivende kollegium for kirkens styrer. Dette kollegium var selvfølgelig ved den her omhandlede kirke, som metropolitan, talrigere end ved de andre underordnede kathedraler, uden at tallet paa dets medlemmer sikkert vides, dog maa det vel fra først af have været mindst 20; i senere tid var det ca. 27. Det kan endvidere ikke betviles, at man jo søgte at skaffe erkebiskopen og domkapitlet saadanne pladse, som efter vedtægt fandt sted i udenlandske kirkesamfund. Her var der nu i denne henseende paa mange steder indtraadt følgende forandring. Istedetfor at biskopen oprindelig, som ovenfor berørt, havde sit sæde bag højalteret i bygningens axe, men i enden af apsis, og de ringere geistlige tjenestemænd ved hver side af ham langs væggens runding, fik biskopen senere sin faste plads et stykke foran alteret, men fremdeles i kirkens axe og med ryggen mod øst, medens der foran ham tvers over kirken var et aabent rum. Vestenfor dette igjen fik da domkapitlets medlemmer eller korbrødrene sin plads i de saakaldte kanikestole, der strakte sig fra øst til vest i to eller flere rækker langs begge sider til tverskibet, undertiden endog ind i dette, og med aabent rum i midten. Til denne indretning sluttede sig ogsaa selve bygningen, idet dens østende fik et eget højkor, som plads for højalteret og begrænset af nogle trin nedad til det egentlige kor, hvori biskopen og kanikerne tog sine sæder paa den anførte maade.

Man behøver kun at kaste et blik paa det ubetydelige kor (se grundplanen A) i Olaf kyrres kirke, for at indse, at det ikke paa langt nær kunde være tilstrækkeligt baade for alteret og de nævnte indretninger. Det gjaldt følgelig at faa tilvejebragt et større kor og saasnart som muligt. Vi træffe nu rundt omkring i landet mange kirker, hvori der, om end senere, har været en saadan trang tilstede, og vi se ogsaa-, hvorledes den blev tilfredsstillet. Som exempler kan her anføres Mariekirken i Aaslo, Grans begge kirker, Ringsakers kirke, Mikaelskirken i Tønsberg, Mariekirken i Bergen, endvidere stavkirker, saaledes Urnes, Aardal, Stedje, endelig ogsaa domkirkerne i Hamar, Aaslo og Stavanger. Overalt se vi her, at man har forlænget det oprindelige kor mod øst, og som følge deraf ogsaa flyttet højalteret henimod kirkens nye østende. Bar man sig nu ad paa samme maade i Olaf kyrres kristkirke? nej, og hvorfor ikke? fordi forholdene her var væsentlig forskjellige fra alle andre kirker i landet. I de øvrige kirker var der intet til hinder for at flytte højalteret; thi hvad der efter ældgammel kirkelig bestemmelse udgjorde en del af alteret og navnlig relikvierne kunde følge med. Dette gjaldt jo rigtignok forsaavidt ogsaa kristkirken i Nidaros, som Olafsskrinet over alteret ogsaa kunde flyttes med dette. Men her var der den særegenhed, at alteret stod over en martyrs, endog kirkens og landets skytshelgens, grav. Denne kunde naturligvis ikke rokkes, da den var absolut knyttet til et bestemt sted, og alteret igjen maatte efter kirkelig lov staa over graven. At flytte højalteret vilde saaledes være et sacrilegium og følgelig umuligt. Men naar en udvidelse af koret mod øst ikke lod sig foretage, saa var der følgelig ingen anden udvej end at udstrække koret mod vest eller saaledes, at det kom til at omfatte ogsaa den forhaandenværende kirkes skib. At dette ogsaa virkelig fandt sted, fremgaar af Flatøbogen (skrevet ca. 1380), naar den ved at gjentage det ovennævnte udsagn af Fagrskinna, at Magnus den godes lig blev lagt i en grav „udenfor koret“, tilføjer: „men nu er det inden koret foran erkebiskopens plads (rum).“ Dette kan nemlig ikke, – ligesaa lidt som et lignende udsagn om Erling skakkes grav, hvilket senere skal omtales –, forstaaes paa den maade og har heller ikke af nogen været saaledes opfattet, at selve graven blev flyttet. Det kan derimod alene forklares derhen, at den del af kirken, hvori Magnus blev gravlagt, senere fik en anden bestemmelse end fra først af, eller med andre ord, at skibet i mellemtiden var gaaet over til at blive kor, d. v. s. det egentlige eller lavere kor, og dette skede som følge af erkebispedømmets og domkapitlets oprettelse og derfor vistnok strax derefter. Lægge vi derhos merke til, hvor biskopens senere plads, som ovenanført, var i de udenlandske kathedraler, og at der endnu, som paavist af Krefting, paa det tilsvarende sted i domkirken under gulvet forefindes et meget gammelt og usedvanligt gravsted, som, efter hvad undersøgelserne ligeledes have vist, maatte have været der ialfald før højkorets ombygning paabegyndtes eller før ca. 1183, saa kan der neppe længer være nogen tvil om, at dette gravsted er Magnus den godes, og at erkebiskopen der havde sin plads endnu ved 1380 og fremdeles indtil reformationen.[20]

Det var nu vistnok sjelden i middelalderen, at et af kirkens hovedrum fik en anden bestemmelse end oprindelig, men dette er dog ikke uden exempel, hvor det paakrævedes af forholdene, og vi kan vel tænke os, at geistligheden i Nidaros ikke just med glæde tog plads i skibet, hvad vi ogsaa træffe andensteds. Men hvor der, som her, var spørsmaal om et enten – eller: paa den ene side overhovedet at være uden plads i kirken og paa den anden side at maatte tage tiltakke med det forrige skib, blev man nødt til at vælge det sidste. Medens saaledes selve bygningen østenfor det formodede vesttaarn eller det nuværende tverskib forblev urørt, indtraadte der kun nogen forandring derved, at det indre fik en forskjellig anordning mod før, idet Olaf kyrres kor med sin grænse mod vest af ét trin paa 1 fods højde, som undersøgelsen bar vist, gik over til højkor (grundplanen A), medens det forrige skib (grundplanen B) fra nu af blev det egentlige kor, hvor erkebiskopen og den øvrige geistlighed fik plads paa den ovennævnte maade. Forresten træffes ikke ordet højkor for det tilsvarende rum hos os tidligere end paa reformationstiden og indført fra Tyskland, medens dette rum i sagaerne og i de faa tilfælde, hvor talen er derom, kun, som senere vil sees, betegnes i forhold til koret med omskrivningen: „længer ind til alteret“. Derimod er ordet kor, naar der handles om tiden efter oprettelsen af domkapitlet, ligesom i udlandet, en fast betegnelse for rummet mellem højkoret og tverskibet.

Vi har saaledes seet, at der efter erkestolens og domkapitlets stiftelse blev indrettet nye rum i kirken for geistligheden, og denne maatte naturligvis først og fremst skaffes plads. Men dette skede kun paa lægfolkets bekostning og ved at lægge beslag paa deres gamle rum eller skibet. Der maatte da gives dem erstatning for tabet, og desuden kunde kirken, som bygning betragtet, ikke fremdeles være uden skib. Denne mangel lod sig dog ikke, som dengang talen var om geistligheden, afhjelpe ved kun at foretage en anden indretning af forhaandenværende rum, da saadanne overhovedet ikke fandtes vestenfor Olaf kyrres kirke, undtagen maaske, som formodet, et taarn. Der var saaledes ingen anden udvej end at forlænge kirken mod vest. Under disse omstændigheder maa der ogsaa naturlig have opstaaet et ønske om at give den nye tilbygning et præg af den storhed og glans, som metropolitankirken tilkom, ved at anvende saadanne former, som andensteds tilhørte kathedralkirkerne, navnlig i det land, der dengang paa disse felter nærmest tjente som forbillede hos os, nemlig England. Her havde der for det slags bygninger udviklet sig en staaende vedtægt: omtrent paa midten af kirken blev sat et tverskib med langt udspringende arme, mellem dem et stort firkantet taarn, og vestenfor dette igjen et flerdelt langhus. Det er dette, som nu gjentog sig i kristkirken, og som vi endnu kan se i tverskibet med dets lange arme (grundpl. EF) og taarn (C). Dog har det sidste senere undergaaet store forandringer i sin hovedform, medens denne, paa enkelte undtagelser nær, endnu er bevaret i tverskibets arme, hvis højde har svaret til det daværende kor eller Olaf kyrres gamle skib. Som det kan sees, var hovedrummet ikke hvelvet, men dækket med aabent træloft, medens underste stokverk af de mod øst udspringende kapeller fik krydshvelv, som her sandsynligvis blev anvendte for første gang i vort land. Som det tydelig sees, var der ved tverskibets grundlæggelse ikke paatænkt nogen forandring af koret, da de to spidsbuede aabninger, som findes i østvæggen ved hver side af taarnfoden, paa grund af sin form vise sig at tilhøre en senere tid. Derimod er der ligeoverfor paa de tilsvarende steder i vestre væg ogsaa to lignende aabninger, men med den i det øvrige rum oprindelig anvendte rundbuede stil. Heraf fremgaar følgelig, at tverskibet fra først af var beregnet paa et tredelt langhus mod vest. Ved undersøgelsen har det ogsaa vist sig, at fundamenterne for et saadant langhus endnu er til, og ifølge grundplanen (D) har strakt sig et godt stykke mod vest, hvor der som afslutning var anbragt et lidet firkantet taarn ved hvert hjørne. Saaledes se vi her i forbindelse med tverskibet og dets taarn de engelske kathedralformer ligesom i Hamars domkirke, og formodentlig var midtskibet, ligesom i Grans, Ringsakers, Hamars og Akers kirker, baaret af svære rundpiller efter engelsk forbillede, hvorhos loftet ikke var hvelvet, men som i tverskibet af træ med synligt sperreverk. Hvad der ogsaa viser, at dette langhus hørte til samme byggeperiode som tverskibet, er en egen konstruktionsmaade af dets grundmur, hvilken ellers kun træffes i tverskibet og kapitlet. Sideskibene var, som det sees, hvelvede. Paa grund heraf og fordi langhuset vistnok maatte indbefattes under den store kirkebygning, som ifølge Snorre stod, da han skrev, tør det antages, at denne vestfløj virkelig blev fuldført. I saa fald har dens midtskib havt samme højde som tverskibet.

Spørge vi dernæst om tiden, naar tverskibet blev opført, kan for det første aaret for dets paabegyndelse ikke bestemmes. Dette har dog forholdsvis kun liden interesse, medens det er væsentligt, at paabegyndelsen, som ovenfor antaget, maa være skeet i anledning af domkapitlets oprettelse. For det første kan dette nemlig sluttes af stilen; thi om vi ogsaa sætte ud af betragtning, at den paa flere steder og navnlig i de højere partier af det indre viser sig finere og rigere, ja endog i enkelte profiler stærkt nærmer sig til gotiken, saa har den dog selv i de ældste dele en saadan romansk karakter, som maa tilhøre tiden efter ca. 1150. Dernæst findes der som bekjendt paa et oprindeligt gesimsbaand i tverskibets nederste søndre kapel en indskrift – som ogsaa Snorre sikkert kan forudsættes at have kjendt –; ifølge hvilken et daværende alter blev indviet af erkebiskop Eystein 26 novbr. 1161 eller i det første aar, efterat han som biskop var konfirmeret af paven. Kan der nu ogsaa være nogen tvil[21] om, hvorvidt der til den tid var fuldført saameget af bygningen, som indskriftens sted forudsætter, saa vil der ialfald ikke være noget til hinder herfor, hvis verket blev paabegyndt allerede, efterat han var valgt. Dette skede som bekjendt udenfor den fastsatte orden ikke af domkapitlet, men af kongen i 1157, og saaledes vilde Snorres udsagn, at han paabegyndte den hele nyere kirkebygning, under alle omstændigheder blive aldeles rigtigt. Endelig er der i senere tid fremkommet en hidtil ubekjendt fortælling[22] af Eystein selv, hvoraf det sees, at et stort bygningsarbeide paa kirken var i gang, under hvis ledning han styrtede ned af stilladserne fra murens højeste top og forslog sig meget alvorlig. Saavidt det skjønnes, maa denne fortælling have faaet sin redaktion under erkebiskopens ophold i England 1180–1183 og sigte til en begivenhed i hans liv, som dengang allerede laa noget tilbage i tiden, og da kunde de byggearbeider, som nævnes, ikke være andre end dem, som knyttede sig enten til det senere forsvundne langhus, det endnu staaende tverskib eller det saakaldte kapitel ved nordsiden af koret (grundpl. G). Disse danne ogsaa tilsammen en egen periode for sig i kirkens tilblivelse derved, at deres fundamenter er, som ovenberørt, anderledes konstruerede end kirkens ældre eller yngre dele. Dertil kommer, at tverskibet og kapitlet, hvad deres stil angaar, i det ydre oprindelig kun har vist rundbuede og særlig senromanske former. Naar vi nu paa den anden side i koret og højkoret allerede ved foden og i det ydre træffe tidlig spidsbuestil, maa vistnok de to sidste være nogle aar yngre end de førstnævnte. Vi ledes da herved til den antagelse, at kirkens anden byggeperiode har været afsluttet før 1179, hvorefter der er indtraadt en stans af flere aar og mindst 3 eller fra 1180–1183, da Eystein opholdt sig i England.

Inden jeg gaar over til at omtale koret og højkoret, maa ber først gjøres en bemerkning om det saakaldte kapitel. Det er saaledes ovenfor (s. 168) anført, at der ved Olaf kyrres kristkirke vistnok var et sakristi, men dette kunde af hensyn til omstændighederne ikke have frembudt saa stort rum, at det blev tilstrækkeligt, da domkapitlet oprettedes, og der var saaledes al opfordring til at faa tilvejebragt et større. Det er dette jeg antager skede fra erkebiskop Eysteins side ved opførelsen af det sakristi eller „skrudhus“, hvori han senere (1188) blev begravet. Af flere grunde maa denne bygning vist- nok være den samme som det nuværende saakaldte kapitel, hvilket nedenfor udførlig skal omtales i forbindelse med den nye mening om denne bygnings øiemed, som hr. Helms har fremsat. Her maa jeg dog foreløbig bemerke, at kapitlet bevislig er opført, inden koret og højkoret undergik nogen forandring.

Det var denne forandring, som dernæst blev gjenstand for byggevirksomheden ved kirken. Muligt var ogsaa kapitlets store afstand fra hovedbygningen beregnet paa en udvidelse af denne. Under alle omstændigheder maa det vistnok have staaet klart for erkebiskop Eystein, at østlængden ved sin tarvelighed og mangel paa omgange dannede en skrigende modsætning til det nye rigt udstyrede tverskib, og derfor ikke kunde blive staaende i denne tilstand Det gjaldt jo her ogsaa de vigtigste rum i kirken, hvor geistligheden, højalteret og skrinet med dets nationalhelligdom havde sin plads. Har saaledes ønsket om at tilfredsstille den forhaandenværende trang end været levende hos erkebiskopen, maa dog opfyldelsen være bleven forhindret ved hans ufrivillige exil, hvorunder han tilbragte 3 aar (1180–1183) i England. Han har da vistnok kort efter hjemkomsten søgt at bringe sin plan til udførelse. Ved denne var der imidlertid flere hensyn at tage. For det første gik det ikke vel an at rive hele østlængden ned paa engang og dernæst bygge den op paa nyt, da dette vilde medtage lang tid og det samtidige savn af begge rum derved blive altfor føleligt. Det maatte derfor være rimeligst at indrette sig saaledes, at de gamle rum kunde benyttes saalænge, som det lod sig gjøre, og de nye tages i brug snarest muligt, eller at den tid, hvori det ikke lod sig undgaa at være uden kor eller højkor eller begge dele, indskrænkedes til den mindst mulige. Af disse grunde maatte det derfor være mest praktisk først at ombygge højkoret og dernæst koret. Dertil kom, at dette af konstruktive hensyn vilde have mest for sig, da derved blev tilvejebragt den fornødne støtte mod øst for det fremtidige kor med dets hvelvinger, ligesom tverskibet allerede stod færdigt for at gjøre samme tjeneste mod vest. Med andre ord, vi maa tænke os, at man dengang har baaret sig ad paa lignende maade som i vor tid ved restaurationen af de samme rum, idet man har gaaet fra øst mod vest. Først er da koret bleven afstængt ved en væg henimod sin østre ende og forsynet med et midlertidigt alter, hvorefter højkorets ombygning sattes i gang, og da denne var færdig, toges koret under behandling, idet man rimeligvis flyttede til tverskibet, hvorfra man igjen foretog en endelig flytning tilbage til højkoret og koret, da det sidste var fuldført. Dog kan det, naar vi tage hensyn til, hvorledes bygningsarbeider gik for sig i middelalderen, vel tænkes, at man ikke begyndte med at nedrive højkoret og østre gavl, men, medens rummet endnu benyttedes, først opførte omgangen, saa vidt det lod sig gjøre, ja mulig endog, at man bar sig ad paa samme maade ved koret. Hvorledes imidlertid end arbeidet er foregaaet i de nævnte henseender, saa er det sikkert, at højkoret er bygget før koret. Dette kan allerede sluttes deraf, at stilen i det sidste, skjønt endnu tidlig gotisk, alligevel viser en noget større udvikling end i højkoret; thi naar hr. Helms (s. 422) fremholder, at meandergesimsen paa søndre sideskib er aldeles romansk, tager han feil, da de blade, som ligge mellem slyngningerne, i sin stilisering vise ligefrem tidlig gotik. Naar man paa den anden side har villet gjøre den saakaldte kongeindgang ved søndre sideskib yngre end langhuset (fra 1248 og senere), da er heller ikke denne kronologiske bestemmelse rigtig; ogsaa dette portal er tidlig gotisk, og giver ligesom korbuens hjørnepillarer exempel paa den tids leg med søiler; vi træffe ogsaa lignende former i koret (1186–1200) i Lincolns kathedral og en meget lig anordning i levningerne af et af vestportalerne (1195–1214) i St. Albans abbedikirke. Hvad der dog haandgribelig viser, at højkoret blev bygget før koret og ikke omvendt, er konstruktionen paa flere steder. Herom siger Krefting i sin bog s. 14, at derpaa er fundet „mange merker“, uden at dog disse nævnes som rimeligt for kortheds skyld af hensyn til bogens øjemed. Men udentvil sigter forf. her fornemmelig til to kjendsgjerninger. Den ene er, at østre ende af korets nordre sideskibs mur er bygget ind i den ældre aabning, som findes i højkorets gang[23] (se grundplanen, hvor det hele dog ikke er rigtig tydeligt). Den anden viser sig i højkorets hjørnetrappe, hvor man dels ved hovedpillarerne, dels oppe ved klerestoriets gang og hvelvansatser, for korets tilslutning har gjort indhug i højkorets mur.

Det tør saaledes ansees aldeles sikkert, at ombygningen tog sin begyndelse med aattekanten eller højkoret, og tildels, som foran bemerket, med anvendelse af de gamle fundamenter fra Olaf kyrres kor. Naar arbeidet derimod blev paabegyndt, kan ikke bestemmes anderledes, end at det maa være skeet senere end 1183. Men selv om det skede strax derefter, er det dog ikke muligt, at baade højkoret og koret kunde være færdige ved erkebiskop Eysteins død 26 januar 1188. Naar det derfor omtales i Sverres saga, at han kort efter holdt en tale over Eystein „i koret“, og at den nye erkebiskop Erik i 1189 ligeledes holdt sin indtrædelsestale „i koret“, saa kan dermed ikke menes det ombyggede, men det gamle kor. Og naar det endvidere siges, at kong Sverre under thinget i Nidaros 1190 lagde erkebiskop Erik paa hjerte at anvende erkestolens midler til at fremme det arbeide ved kirken, som var tilemnet, saa maatte dermed sigtes til højkoret. Dette var altsaa dengang endnu ikke fuldført, og heller ikke kan det paavises, naar det skede.

Derimod er der flere beretninger, hvoraf man temmelig sikkert kan bestemme den tid, inden hvilken koret og følgelig hele kirken østenfor taarnet blev færdig. For det første har vi her det oftnævnte udsagn af Snorre, at erkebiskop Eystein havde paabegyndt den store kirkebygning, som da stod, og dertil hørte selvfølgelig ogsaa hele østlængden. Henføres nu dette udsagn, som ovenberørt, til den tid, da forfatteren opholdt sig i Nidaros, saa var den her omhandlede del af bygningen færdig før 1218. Noget nær til samme slutning kan vi komme ved det, som siges angaaende Erling skakkes grav. Herom heder det i Sverres saga, at graven i 1179 blev opkastet ved sydsiden af kirken, men „nu er den i kirken“, og tør det med grund antages, at det er den samme grav, som ifølge Kreftings paavisning nu forefindes i korets søndre sideskib, saa kunde deraf sluttes, at koret, da denne del af sagaen forfattedes eller, som det med grund antages, senest 1215, stod færdigt. Denne slutning er dog ikke aldeles sikker, da jo det samme kunde siges, selv om alene sideskibet var fuldført. Større sikkerhed faa vi derimod af et sted i Haakon Haakonssøns saga, hvor der fortælles om et optrin, som foregik i kirken 1218. Palmesøndag var, som det der heder, „kongen og hertug Skule begge i kirken og sad i højsæde, og da de lededes til alteret for at ofre, vilde erkebiskopen ikke vende sig imod kongen eller modtage hans offer; kongen lagde da offeret paa alteret, og gik siden ud igjen til sit sæde.“ Da det ikke vel kan tænkes, at kirkens østlængde dengang endnu henstod urørt i sin gamle tilstand, saa maatte baade koret og højkoret have været ombyggede før den tid. Det endelige resultat vilde saaledes blive, at hele østlængden i sin nye stand var færdig før 1218 og paa grund af det ovenanførte udsagn i Sverres saga sandsynligvis endog før 1215. Naar det forresten af ofringsscenen sluttes, at ogsaa højkoret da var færdigt, saa er det paa grund af den omstændighed, at de ofrende gik et stykke indad til højalteret fra koret, hvor højsæderne rimeligvis var.[24] Derved faa vi ogsaa en bestyrkelse paa, at den indretning af koret og højkoret, som efter hvad ovenfor s. 174 er antaget var tilvejebragt i anledning af domkapitlets oprettelse, ogsaa blev gjennemført ved ombygningen. Dog er det endnu ikke ganske klart paa dette sted. Derimod viser det sig tydeligt i fortællingen om hertug Skules hylding i 1239. Efterat hertugen i koret forgjæves havde bedet korbrødrene om lov til at lade flytte Olafsskrinet til hyldingsstedet, og senere havde forladt kirken, gik korbrødrene „af koret“ og op i højkoret eller, som det udtrykkes, „længer ind til alteret“. Men da Skules søn Peter og hans følge gjorde mine til at tage skrinet ned, stillede korbrødrenes formand sig foran højalteret og forbød det. Ikke desto mindre sprang Peter op paa alteret og skjød til med knæerne for at faa skrinet løst, hvilket endelig lykkedes, hvorefter det blev baaret ud.

Som vi ovenfor har seet, heder det hos Snorre angaaende ombygningen af højkoret eller Olaf kyrres oprindelige kor, at erkebiskop Eystein „lod sætte“ højalteret paa samme sted, hvor det havde staaet i den sidste kirke. Dette har ogsaa, som anført, bestyrket sig, forsaavidt det stod lige over hint alter. Derimod kom det ikke til at indtage just samme plan, da dette er bleven forhøjet 2 fod, og for at opnaa dette, er altsaa det gamle alter først borttaget. Det vilde derfor været urigtigt, hvis det var bleven sagt, at Eystein bibeholdt det gamle alter, medens Snorres udtryk netop svarer til, hvad der foregik, idet det nye alter blev tilsat, efterat det gamle var borttaget og den omtalte forhøjelse af planet tilvejebragt. Det er dog neppe rimeligt, at Snorre sigter paa disse tilstelninger, selv om han har kjendt dem, hvorimod han med sine ord har villet indprænte den sandhed, at højalteret under alle forandringer i dets omgivelser dog altid selv bibeholdt sin plads. Jeg indser derfor ikke, hvorledes det, som hr. Helms mener (s. 389), indirekte kan udledes af Snorres beretning, at Eystein „kunde have sat alteret paa et andet sted“; heller ikke vilde dette ladet sig gjøre, da det kom i strid med den gamle kirkelige lov, som bød, at højalteret skulde sættes over martyrens grav. I hvert fald er budet her efterlevet, dog saaledes at Eysteins alter, som før bemerket, kom til at staa 2 fod højere end Olaf kyrres paa grund af selve planets forhøjelse. Som følge af denne maatte der ogsaa tilvejebringes 3 trin fra koret til højkoret, medens man her i Olaf kyrres kirke kun havde 1 trin. Det sidste blev saaledes dækket af det mellemste af de trende trin, og vestenfor dette tilføjedes et nyt, der, som vi endnu kan se, kom til at ligge tvers over den østligste del af det gravsted, der maa antages for Magnus den godes.

Aattekantens eller højkorets grundplan viser, som det vil sees (A), mange skjævheder. Disse er dog ikke ligesom i Olaf kyrres skib tilfældige eller alene fremkomne ved unøjagtigt maal. Tildels er de vel en ligefrem følge af det gamle skibs uregelmæssigheder, men forresten kan de kun hidrøre fra en bevidst hensigt. Først og fremst maatte høialteret beholde sin plads, og det gjaldt da tillige at faa denne til at indtage midten. Dernæst har man villet have den omtalte brønd ind i kirkens mur ved omgangens sydøstre hjørne, medens brønden tilforn var udenfor muren. Endvidere har man søgt paa den lempeligste maade at faa tilvejebragt en forening af højkoret og „kapitlet“ (G). Til at opnaa alt dette har nu den kantede form i forbindelse med de tre smaa kapeller været meget beleilig, og denne form frembød sig ogsaa selv som noget, der fulgte med den nye gotiske stil, der vistnok her for første gang kom til anvendelse i vort land. Hvad man endelig vistnok har tilstræbt, var, at det rum, der indeholdt kirkens helligdom, martyrens skrin, skulde baade i det ydre og indre fremtræde paa en mere iøinefaldende maade end ellers. Herved har da kirkens østende faaet denne ejendommelige hovedform, der mest minder om nogle af vore stavkirker, hvis apsis endnu findes bevaret (Hiterdal, Lom, Borgund). Dog kan denne lighed ikke forklares som et laan fra nogen af siderne, hvorimod den vistnok er fremkommet alene ved lignende hovedtræk i grundplanen paa begge steder. Forresten kan der ogsaa som en egenhed ved korbuen peges paa den bro, som gaar tvers over buen. Hensigten dermed er utvilsomt kun at tilvejebringe en forbindelse mellem aattekantens begge sider, og det navn af „banlysningsaltanen“, som undertiden høres paa denne bro, har neppe nogen gammel tradition at støtte sig til. Formodentlig er det opstaaet først i forrige hundredaar ved en misforstaaelse af beretninger om, hvorledes banlysningsakten gik for sig. Paa det eneste sted, hvor udførelsen af en saadan akt omtales i kirken, nemlig i Laurentii saga ved aaret 1300, heder det, at bansordet blev udraabt á kór d. v. s. i koret, ikke ovenover dette. Hvad højkorets stil angaar, skal jeg senere komme tilbage dertil. Dog kan det allerede her bemerkes, at en sammenligning mellem stilen i højkoret og kapitlet peger hen paa det sidste som noget ældre end hint. Thi medens kapitlet i sit ydre endnu er senromansk og udelukkende har rundbuede aabninger, fremviser højkoret allerede fra foden af, om end enkelte rundbuede former, dog overveiende gotisk stil, skjønt af den tidligste slags, og særlig med engelsk præg. Denne stil sees ogsaa, som oven bemerket, i koret, men her noget mere udviklet, ihvorvel endnu kun med lidet fremtrædende stræbepiller. Trods svagheden i disse murforstærkninger maa det dog antages, at koret ligesom højkoret fra først af var dækket med krydshvelv, og dette var saaledes vistnok første gang i vort land, at der blev slaaet hvelv over en kirkes mellemskib. Forresten træffes en egenhed i korets kleristoriumsmur, idet der ved dens sammenstød med taarnet sees, dog tydelig kun paa søndre side, et udspring med fortanding mod tverskibet. Heraf fremgaar, at man dengang har tænkt paa og gjort et anlæg til, at tverskibets arme i overensstemmelse med de sedvanlige former skulde hæves til samme højde som koret, uden at dette siden er kommet til udførelse. Hvad endelig inddelingen af kleristoriets ydre vægge angaar, har jeg tilforn[25] udtalt mig derom i modsætning til den af H. Schirmer sen. udkastede rekonstruktionsplan, og kan her henholde mig dertil.

Efterat hele kirkens østfløj eller dens kor og højkor, som oven paavist, maa antages efter ombygningen at have været færdig før 1218 eller ved ca. 1215, er der intet, hvoraf det kan sluttes, at kirken ikke senere blev staaende urørt indtil 1248. Men i dette aar lod erkebiskop Sigurd Eindridssøn, som det fortælles i Haakon Haakonssøns saga, lægge kirkens grundvold saa langt vest, som den senere har været. Dette vil da sige, at han, efterat det af erkebiskop Eystein grundlagte langhus var nedbrudt, paabegyndte det nye, hvoraf levninger endnu sees (D). Dette fik nok samme hovedformer som hint, men alle forhold blev nu større: sideskibene bredere, længden mere udstrakt, hjørnetaarnene videre og højden i det indre og ydre svarende til koret. Stilen var endnu den samme som i den sidste del, men langt mere udpræget og med kraftige stræbepiller. Dertil kom, at ogsaa det store midttaarn fik hvelving og det rige udstyr i spidsbuet stil, som det endnu viser. Hvorledes taarnets afslutning i det ydre var formet, har jeg udtalt mig om blandt andet i det nys citerede blad, ligesom ogsaa om vestfaçadens inddeling i dens øvre del. Naar hele dette nye langhus blev færdigt, vides ikke, men sandsynligvis skede det, inden det 13de hundredaar gik til ende.

Førend jeg gaar over til særlig at omtale de nye anskuelser, hr. Helms har fremsat, maa det af visse hensyn og som indledning dertil være mig tilladt at gjøre endel bemerkninger angaaende den stilling, jeg i mine meninger har indtaget ligeoverfor domkirkens historie.

Da Munch i 1859 i det store af regjeringen udgivne verk gjorde den anskuelse gjeldende, at kirkens tverskib paa grund af sin stil maatte henføres til tiden efter midten af 12te hundredaar og ej, som tilforn hos os antaget, til Olaf kyrres dage (1067–1093), var denne opfatning ikke noget nyt. Allerede i 1853 havde W. Lübke udtalt dette gjennem sin anmeldelse[26] af Minutolis verk, ligeledes Schnaase[27] i 1854, og skjønt jeg havde søgt at imødegaa[28] den sidste og gjort Kugler opmerksom derpaa, gjentog dog denne i 1858,[29] som jeg senere fandt meget rimeligt, i dette punkt den samme opfatning. Desuden havde Munch selv i et brev fra Kjøbenhavn af 22 juni 1858, som nu ligger for mig, og hvori han, foruden at bede mig om sammen med professor Unger at overtage bogens korrektur – hvad vi ogsaa gjorde – tillige forberedte mig paa det nye resultat, hvortil han var kommet i Kjøbenhavn ved at tale med professor Høyen og kammerraad Lassen om kirken. Alt dette gjorde mig mere og mere tvilsom, og efterat jeg senere paanyt havde sammenlignet domkirkens tverskib med nordmanniske kirker, som kunde sikrere dateres, blev det mig klart, at den gamle mening ikke paa nogen maade lod sig opretholde. Derimod fremsatte Munch i samme bog flere andre meninger, som jeg saa langt fra kunde tiltræde, at jeg i min anmeldelse[30] af bogen bestemt udtalte mig derimod. Blandt disse meninger var følgende: 1) at Olaf kyrres kristkirke kun havde strakt sig fra taarnet til aattekanten og havt formen af en aflang firkant; 2) at de raa mure, som dannede mellemvæggene i østlængden og for et par aar siden nedtoges, skulde være levninger af Olaf kyrres kirke; 3) at koret, naar undtages nysnævnte mure, først skulde være opført i tiden 1230–1248; 4) at det saakaldte Kapitel ved nordsiden af koret ikke havde været sakristi, men først et Mariekapel og senere et kapitelhus; endelig 5) at aattekanten[31] først blev opført i det 14de hundredaar, dog ikke for at tjene som højkor, men som Mariekapel, efterat kapitlet var ophørt som saadant. De 3 første punkter ansees det overflødigt at dvæle ved, da min mening derom senere har stadfæstet sig. Dette kan tildels ogsaa gjelde om de to sidste punkter, som desuden nedenfor komme til nærmere at berøres. Her vil jeg derimod, hvad hypothesen om det, jeg kunde fristes til at sige ulyksalige Lady-chapel angaar, og som vistnok ogsaa skyldtes paavirkning af Høyen og Lassen, for det første bemerke, at saavidt det kan sees, er i det mindste ordet tidligst indført af mig,[32] idet jeg pegede paa en vis lighed mellem det slags engelske kapeller og aattekanten i henseende til dennes mere selvstændige fremtræden, uden at jeg dog hverken paa det anførte sted, som det vil sees, eller før eller senere har antaget, at aattekanten i virkeligheden havde været noget andet end højkor. Herom har jeg ogsaa noget udførligere udtalt mig i den nævnte anmeldelse, og finder det derfor unødigt her at opholde mig derved. Kun vil jeg sige, at der vistnok i domkirken, som ellers i vore arkitekturforhold, ytrer sig en stærk paavirkning fra England, og dette er ikke mindst fremholdt af mig selv. Men denne paavirkning kan ogsaa tillægges for stor betydning, og deraf viser der sig, som jeg tror, paa flere punkter spor i Munchs opfatning. Man kunde saaledes her næsten fristes til at spørge, hvorfor Throndhjems domkirke ikke skulde faa lov til at have et højkor[33] som saamange andre kathedraler. Munchs udgangspunkt er som bekjendt, at der i diplomer fra 1293–1343 omtales en Mariustúka eller et Mariekapel i domkirken, og at dette med hensyn til forbrug af voxkjærter stilles højere end andre kapeller og i lighed med byens sognekirker. Men dette kan jo vel forklares paa en anden og rimeligere maade end just saaledes, som Munch gjør, at kapellet i størrelse og rigt udstyr maatte have svaret til et engelsk Lady-chapel og derfor ikke kunde være noget andet end aattekanten. Dertil kommer, at dennes indretning staar i strid med, hvad der paa den ene side er væsentligt for de omtalte engelske kapeller og paa den anden side antagelig for en stúka. Der vil saaledes neppe kunne paavises i England eller Frankrige et Mariekapel af det omhandlede slags, der ligesom domkirkens aattekant danner en gjennemgang til andre kapeller, og dette har vistnok heller ikke været tilfældet i en stúka. Som bekjendt betyder dette ord, naar det anvendes om en bygning, et større eller mindre udspring fra en væg, hvad enten dette udskud viser sig i det ydre eller kun danner en reces eller fordybning i muren som en alkove, dog i begge tilfælde med adgang indenfra, og naar der, som oftest tilfældet i kirker, blev sat et alter i saadant udspring, kom dette med hensyn til rummets brug at svare til et kapel. Men da den første betydning af stúka er et ærme, saa har i lighed dermed et rum af det heromhandlede slags vistnok været saaledes indrettet, at man ikke kunde komme ud af et saadant rum ad anden vej, end man kom ind, eller med andre ord, at en stuke ikke var noget gjennemgangsrum. Aattekanten er saaledes nok omringet af 3 stuker, hvoraf den østligste efter sin beliggenhed kan have været den omtalte Mariustúka, men selv er den ikke nogen stuke. Heraf følger ogsaa, at den heller ikke kan, som hr. Helms (s. 392) mener, have været den Ólafsstúka, der første gang nævnes i et diplom af 1349.

Jeg kommer dernæst til aattekantens stil og hr. Helms’s opfatning af denne. Skjønt ogsaa hr. Helms mener, at kirkens østende i førstningen var optaget af Olaf kyrres kor og senere af erkebiskop Eysteins højkor, værger han sig dog imod, at det sidste er bevaret i den nuværende aattekant. Han vil forøvrigt ikke udtale sin mening om, hvorledes det nævnte højkor har seet ud, men finder (s. 382–393) i lighed med Munch, Høyen og Lassen, at den nuværende aattekant paa grund af sin stil maa tilhøre det 14de hundredaar, ja muligens er yngre end 1328. Var det nu tilfældet, at det slags stil i aattekanten, som han sigter paa, fandtes der overalt, da maatte man vistnok give ham ret, men dette er ingenlunde saa. Tvertimod viser der sig en større eller mindre stilforskjel mellem rummets enkeltheder. Naar det nu gjelder at bestemme aattekantens opførelsestid, kan man efter almindelig logik ikke støtte sig til enkeltheder, som vise nyere stil; thi da kunde man komme til det resultat, at aattekanten er opført i erkebiskop Valkendorfs tid, ja endog senere. Man maa derimod selvfølgelig holde sig til den ældste stil. Dette blev paapeget allerede i 1855,[34] efterat jeg første gang havde seet domkirken med egne øine, og senere[35] ved anmeldelsen af Munchs bog. Hvad der i saa henseende blev sagt paa det sidste sted, kan her gjentages.

„Stiller man sig inde i aattekanten, og lader øiet løbe opad væggene fra foden til toppen, vil man nok se den samme stil overalt, om end paa meget forskjellige udviklingstrin, men arbeidet bliver ikke rigere og finere efter hvert som væggene stige i højden, tvertimod, forholdet er her tildels modsat. Øverst oppe træffe vi den tidlige spidsbuestils simple og lancetformede buer, dog ved venstre side allerede med aabenbare tilsætninger af rigere listverk, hvad der helt igjennem viser sig i den følgende afdeling i forbindelse med rige profiler; i den nederste del sees endnu yngre sager, der fremvise den seneste gotiks profileringer. Denne blanding træffes ogsaa paa rodeloftet eller triumfbuen. Enhver vil nu her strax være paa det rene med, at alt dette ikke kan have staaet saaledes fra først af, men at der, efterat de øverste mindst udviklede dele og saaledes hele aattekanten var færdig, til forskjellige tider maa være indtruffet noget, som har ødelagt større partier, der igjen er blevne erstattede med nye arbeider i den tids stil. .Forklaringen ligger ogsaa meget nær, naar vi ved, at kirken brændte 1328, 1432 og 1531. Flere piller og buestykker med tilbehør i den nederste afdeling kan endog med sikkerhed dateres, idet vi træffe Erik Valkendorfs vaaben indhugget derpaa, og vi saaledes henvises til aarene 1513–1521. Spørges der nu om tiden for aattekantens første opførelse, maa naturligvis alle de yngre dele sættes aldeles ud af betragtning, og vi kan kun holde os til den øverste afdeling med tidlig spidsbuestil, og endda maa det betænkes, at der inden bygningen kom saa højt op, var hengaaet nogen tid, saaledes at stilen imidlertid havde gjort fremskridt. Hertil kommer nu, at der dels ved den omtalte dør, som allerede berørt af Munch, dels i kapellerne og paa selve triumfbuen viser sig flere enkeltheder, der kun staa paa overgangen til den spidsbuede stil, tildels endog med runde eller kløverbladformede buer.“

Det faar saaledes vistnok staa fast, hvad jeg foran har paavist, at den nuværende aattekant er paabegyndt i erkebiskop Eysteins tid, men først fuldført efter hans død (1188), og senere paa grund af de omtalte brande har undergaaet forandringer i flere enkeltheder.

Hr. Helms har endvidere fremsat en anden ny mening, som neppe heller kan opretholdes. Denne mening staar i forbindelse med, at han, som nys bemerket, antager, at erkebiskop Eysteins højkor er forsvundet, og at kirkens nuværende aattekant først blev opsat i det 14de hundredaar for at tjene som den omtalte „Olafsstuka“. I midten af denne skulde da kirkens højalter have bibeholdt sin gamle plads, medens der samtidig blev indrettet et andet højalter henimod østenden af det egentlige kor eller omtrent paa samme sted, hvor Munch satte det oprindelige højalter ligetil reformationen. Som støtte for denne sin paastand, eller rettere sagt som udgangspunkt derfor, anfører hr. Helms, at der i flere udenlandske kathedraler, særlig i England, fra den nævnte tid af træffes et saadant alter, fordi man fandt, at det gamle højalter med skrinet vilde tabe noget af sin helligdomsglans ved at benyttes til den daglige gudstjeneste. Her kan nu strax indvendes, at om man ogsaa i England ved særegne forhold fandt sig opfordret til at indrette et saadant alter, saa er det ikke derfor sagt, at man her i Norge fulgte dette exempel og saaledes afveg fra, hvad der var sedvanligt. Der maatte ialfald efter almindelig logik da paavises noget i domkirken, hvoraf tilværelsen af et saadant alter sikkert kunde sluttes, f. ex. at det var omtalt i en historisk beretning eller at levninger af alterets fundament endnu var tilstede. Men ingen af disse støtter findes. Det eneste, forf. her kan paaberaabe sig, er, at der, som Kreftings undersøgelser har vist,[36] paa det anførte sted i domkirken under gulvet mellem gravsteder fra middelalderen forefindes en firkantet plads, som nu indtages af to gravsteder yngre end reformationen. Da nu disse selvfølgelig ej fandtes der i middelalderen, saa slutter hr. Helms heraf, at pladsen dengang var fri og saaledes kunde have været optaget af det projekterede alter. Men derved er dog endnu kun tilvejebragt en mulighed, og sæt endog, at pladsen under den tilsigtede del af middelalderen bevislig havde været fri for gravsteder, saa følger ikke deraf, at der ej kunde have staaet noget andet end just et alter, hvad det her egentlig kommer an paa at gjøre indlysende. Men tingen er, at det overhovedet stiller sig mere end tvilsomt, om pladsen virkelig var fri for gravsteder, før de omtalte nuværende der blev anbragt. Øienvidnet O. Krefting, der selv ledede den hele undersøgelse af begravelserne, udtaler nemlig, at de nysnævnte to gravsteder „har rimeligvis fortrængt ældre grave“, og dette udsagn faar en støtte derved, at man ikke blot andensteds i rummet ser spor af saadanne graves ødelæggelse, men ogsaa, at der paa selve det her omhandlede sted og lidt søndenfor den sydligste af de oftnævnte to grave „fandtes en grøtsten, der formodentlig har dannet hovedenden af et gravsted [altsaa fra middelalderen], der ogsaa var bleven ødelagt ved en her forefunden jordbegravelse.“ Vi kan saaledes ikke finde nogen sandsynlighed, ja neppe endog en mulighed for et alter paa dette sted. Dertil kommer, at der paa den anden side er noget, som ligefrem taler imod tilværelsen af et saadant alter. For det første vilde erkebiskopen da, naar vi erindre hans oven omtalte plads i domkirkens kor, komme til at sidde bag det projekterede alter og saaledes blive skilt fra det kollegium, hvori han var præses, og noget saadant lader sig ikke vel tænke. Dernæst omtaler den tyske forfatter Ziegler, som besøgte kirken kort efter dens brand i 1531, i sin bog den store skade, kirken havde lidt, og som var størst „omkring alteret“ (circum altare). Her menes selvfølgelig aattekanten og højalteret, og der fandtes saaledes endnu ved slutningen af middelalderen ikke mere end et saadant alter, hvis plads var i højkoret. Efter alt dette tror jeg denne hr. Helms hypothes maa ansees ubevist og ubevislig.

Endelig har hr. Helms (s. 427–432) ogsaa sin egen mening om den bygning, som ligger ved nordsiden af domkirkens østre ende og i løbet af noget over 300 aar er kaldt Kapitlet. Ovenfor (s. 178) har jeg kun ganske kort berørt denne bygning, for her at omtale den udførligere. I 1871[37] ytrede jeg blandt andet følgende: „Det maa nemlig, som forlængst paavist (senest i N. Fornl. s. 597), antages, at kapitlet er den samme bygning, som det skrudhus (sakristi), hvori erkebiskop Eystein blev begravet 1188.“ Herom i forbindelse med en ytring af P. A. Munch finder hr. Helms sig opfordret til først at gjøre den almindelige bemerkning, at „vor tids forskning kan imidlertid ikke længer lade sig nøje med slige grunde.“ Det maa derfor oplyses, at forf., ved at gjengive mine nys citerede ord, efter „paavist“ har udeladt den der indskudte parenthes, skjønt denne, naar jeg paa det sted ikke fandt mig tilbøjelig til at trætte med en lang gjentagelse, netop skulde henvise til grundlaget for mit udsagn. Jeg faar da her lidt udførligere gjøre rede for dette grundlag[38] og dertil føje, hvad der yderligere kan støtte det.

Hvad først navnet Kapitlet angaar, har jeg dokumenteret, at det er yngre end 1577, medens bygningen i dette aar og i 1554 kaldtes Sakristiet.[39] Naar nu det sidste eller de ensbetydende ord sacristia, vestiarium og skrúðhús træffes anvendte i 1358, 1293, 1276 og 1188 som navne paa et rum i kirken, bliver det rimeligt, at disse navne knytte sig til samme bygning eller det nuværende kapitel.

Dertil kommer, at man ikke med Munch tør antage, hverken at bygningen af de ovennævnte (s. 190) hensyn først var en Mariustúka eller siden et kapitelhus i lighed med de engelske chapter-houses. Hvad det sidste angaar, har jeg nemlig før[40] paavist, at der ved alle vore domkirker var et sakristi, hvorimod der ikke nogensteds hos os omtales et særskilt lokale for domkapitlet eller et eget navn derfor. At ogsaa et saadant rum virkelig var ukjendt, kan sluttes af, at „sakristiet“ i Hamars domkirke i 1380, „skrudhuset“ i Stavangers domkirke i 1517 og „sakristiet“ i Bergens kristkirke i 1525 benyttes til sammenkomster for vedkommende domkapitel; det er heller ikke uden betydning, skjønt knyttende sig til tiden efter reformationen, at Throndhjems biskop i 1554 havde møde med kapitlet i domkirkens „sakristi“. Det maa derfor vistnok antages, at det nuværende kapitel allerede i middelalderen nok har været benyttet som lokale for domkapitlet, men at dets egentlige bestemmelse var at tjene som sakristi, saaledes at det maa være det samme som det „skrudhus“, hvori erkebiskop Eystein blev begravet. Af hvilken grund man forresten valgte dette rum dertil Og ikke, som sedvanlig for en biskop, koret, siges intetsteds. Dog er det jo muligt, at det skede paa grund af hans egen bestemmelse eller, hvad der andensteds ogsaa træffes, som en særegen udmerkelse og fordi han selv, som jeg antager, havde opført bygningen.

Det er ligeledes paavist af mig, at kapitlet maatte være bygget, førend højkoret eller den nuværende aattekant blev grundlagt, og før koret fik sideskibe. Det er nemlig aabenbart, at aattekantens skjævheder og anordningen af det nordre kapel samt af gangen, som omtalt ovenfor (s. 185), tildels er fremkomne derved, at man vilde tilvejebringe en saa nær forbindelse som muligt med kapitlet. Dette vidner ogsaa selv derom, idet man har tilmuret tverskibets søndre vindu og nede ved foden gjennembrudt væggen for at faa adgang til højkoret. Den oprindelige dør, som bygningen havde paa sydsiden noget vestenfor tverskibet, er ogsaa bleven tilmuret.[41] Denne dør har aabenbart været beregnet paa en forbindelse med kirkens oprindelige skib, efterat dette, som foran paavist, var gaaet over til kor. Der var ogsaa endnu i 1855, da jeg første gang besøgte domkirken, spor – om disse senere er udslettede ved kapitlets restauration i sextiaarene, vides ikke – af en forbindelsesgang mellem begge bygninger. Gangen havde, som det tydelig kunde sees,[42] været dækket „af et tøndehvelv med axe i øst og vest og oventil beskyttet af et skraatag, der har strakt sig hen til tagbedækningen over det nordre kapel i højkoret. Det omtalte hvelv har derhos været sænket saa lavt ned, at dets nederste linje har gaaet i flugt med kapitæl1isterne ved buen over kapitlets sydlige døraabning, og fra den sidstes arkivolte og følgende dennes linje har et mindre tøndehvelv overskaaret det første. Endelig kan hertil føjes, at begge kapitlets døraabninger oprindelig har havt buefelter, saa at selve dørene var retvinklede. Dette træffes ikke ellers i kirken, hvorimod jeg fandt et sidestykke dertil i Selje klosters kirke. I udlandet er, som bekjendt, denne form ganske sedvanlig, men heri Norge ved jeg for tiden ikke flere end disse to exempler derpaa.“[43] Efter alt dette maa kapitlet følgelig have været til, førend hele domkirken østenfor taarnet blev ombygget, og da det efter sin beskaffenhed, som anført, knyttede sig til koret, kan det ikke være bygget, før efterat Olaf kyrres skib var gaaet over til kor. Kapitlet stod saaledes fra først af isoleret, naar undtages den nævnte forbindelse med koret. Da dette fik sideskib, og efterat en ny forbindelse var tilvejebragt med højkoret, faldt gangen til koret bort, ligesom den derværende dør tilmuredes, da den paa grund af sideskibets store nærhed blev unyttig. Paa grund af det anførte maatte kapitlet saaledes være opført efter 1150, men før højkoret blev grundlagt, og følgelig, efter hvad foran er antaget, inden 1179, da erkebiskop Eystein drog til England. Bygningen skulde saaledes høre til samme byggeperiode som kirkens tverskib og Eysteins langhus. Dette faar ogsaa nogen bestyrkelse derved, at kapitlets grundmur, ifølge Krefting, i sin konstruktion viser den samme særegenhed, som de to nævnte hoveddele af selve kirken. Endelig bliver det tildels bestyrket ved kapitlets stil, hvorom mere nedenfor.

En helt anden opfatning af kapitlets alder og oprindelige bestemmelse gjøres gjeldende af hr. Helms, idet han fremholder, at bygningen er opført som et kapel til ære for erkebiskop Eystein samtidig med eller i anledning af, at han i 1229 blev erklæret hellig. Dette skede, som bekjendt, paa det dengang i Nidaros afholdte provincialkoncilium. At han ogsaa virkelig er bleven dyrket som helgen i Nidaros, sees deraf, at der endnu paa reformationstiden ved kirken fandtes rester af hans skrin, som blev førte til Kjøbenhavn og i 1540 indleveredes i kongens skatkammer,[44] uden at det vides, om skrinet havde havt sin plads i selve kirken eller i sakristiet over hans grav. Der var ogsaa i højkorets nordre kapel i 1757 en skriftestol fra senere middelalder,[45] hvorpaa var malet „St. Augustinus“ (Eystein), staaende mellem de to helgener St. Olaf og St. Halvard.[45] Men der nævnes ikke noget alter i kirken, som var indviet til ham, og om konciliets ovennævnte beslutning nogensinde blev stadfæstet af paven, vides ikke; ialfald var det, som Keyser og Munch har paavist, endnu ikke skeet i 1268. Under disse omstændigheder kan det vel ansees tvilsomt, om man uden pavens samtykke har opført et eget kapel til erkebiskopens ære. Men om dette lades aldeles ud af betragtning, saa vil den anførte mening dog komme i strid med, at kapitlet, som ovenfor vist, er opført, inden aattekanten og koret blev ombyggede. Ja selv hvis man med hr. Helms gaar ud fra den omvendte orden i disse rums tilblivelse, saa vil hans mening om kapitlet ikke vel lade sig forene med dets stil. Vistnok sees der i dets indre flere spidsbuede dele, som kunde stemme med tiden omkring 1229, men hele bygningens ydre viser en senromansk karakter[46] i lighed med tverskibet. Der gjelder da her det samme, som tidligere berørt ved højkoret, at vi maa holde os til den ældste stil, naar tiden for bygningens grundlæggelse skal fastsættes. Men at der endnu i 1229 skulde bygges romansk, efterat den gotiske stil med dens spidsbuede aabninger allerede forlængst var kommet til gjennembrud i højkorets ydre, har alt imod sig. Hvad enten derfor de spidsbuede former, som vise sig i kapitlets indre, virkelig, som før antaget,[47] er samtidige med den øvrige bygning, eller de først hidrøre fra en senere tilsætning, saa maa kapitlets ydre arkitektur være mindst ca. 50 aar ældre end 1229, og derved vil hr. Helms’s hypothes selvfølgelig tabe sin egentlige støtte. Dette bliver allerede tilfældet, hvis kapitlet, som rimeligt nok, udgjorde en del af „den store kirkebygning“, der stod, før Snorre skrev, og ifølge hans udsagn var paabegyndt af erkebiskop Eystein.

Hvad jeg ovenfor har sagt om kronologien i domkirkens tilblivelse, er ikke noget nyt. For omtrent en menneskealder siden har jeg udtalt væsentlig det samme,[48] dog saaledes, at tiden for østlængdens fuldførelse nu er nærmere fastsat. Kan denne kronologi staa sin prøve, vil kirken i teknisk henseende fremvise flere interessante kjendsgjerninger. Den vil nemlig da være den ældste bygning her i landet, hvori man, som tildels ovenfor paa sine steder berørt, træffer et krydshvelv i rundbuet stil endog med gurter (1157–1161, i tverskibets søndre kapel), endvidere gotisk stil (ca. 1185, i aattekanten), og endelig spidsbuet krydshvelv med grader og gurter (ca. 1215, i aattekanten og koret). Muligens staar i disse punkter ogsaa Sverige og Danmark noget tilbage, dog kan jeg herom ikke have nogen begrundet mening, da deres middelalderske arkitekturforhold neppe har faaet den for saadant øjemed tilstrækkelige belysning. Derimod viser det sig af en sammenligning mellem de nordenfjeldske kirker, navnlig omkring Throndhjemsfjorden, og domkirken, at denne har dannet et centrum, hvorfra den tekniske og kunstneriske kultur spredte sine straaler rundt om baade i erkebiskop Eysteins tid og senere.

Det merkeligste resultat af den ovenfor givne fremstilling er dog det nære forhold, hvori domkirken stod til helgenens grav. Engang før har jeg været inde herpaa, idet følgende blev bemerket om højkoret:[49] „Det sidste er endog ved sin plads og sine foran omtalte skjævheder paa det nøjeste forbundet med Olaf den helliges historie. Og saaledes kan domkirken i dobbelt henseende siges at være et monument over vor nationalhelgen, at den ikke alene ved sin størrelse og rigdommen af sine detaljer staar som vidne om de uhyre midler, som strømmede ind paa grund af hans anseelse, men endog i sine former fremviser synlige tegn paa den pietet, man havde for alt, hvad der var kommet i berørelse med ham. Hvor der var strid mellem æsthetiske og pietets hensyn, lod man hine træde tilbage og disse først og fremst være raadende.“ Hertil kan nu føies, at ikke alene bygningens plads, men ogsaa ordningen af dens hovedrum viser sig væsentlig bestemt af hensyn til helgenens grav. Ingen kan sige, hvor kirken med de mange omliggende, dertil mere eller mindre knyttede bygninger vilde have faaet sin plads, hvis valget af denne som ved de andre kathedraler kun havde beroet paa de sedvanlige hensyn. Selve bygningen vilde nok, om graven ej havde existeret, have faaet de samme engelske hovedformer, som vi nu se, men der vilde rimeligvis have vist sig en forskjel i formerne paa visse steder og ialfald en helt anden orden i fremgangsmaaden. – Olaf kyrres skib vilde vistnok ogsaa da være bleven ombygget, men først som det sidste arbeide; tverskibet og taarnet vilde have faaet sin plads, hvor nu aattekanten er, og østenfor dem vilde mand have opført et langt nyt kor, ikke usandsynlig med ret afskaaren østende efter engelsk forbillede. Men alt dette blev, som foran paavist, helt anderledes og væsentlig paa grund af martyrens grav.

Graven er saaledes den røde traad, som gaar igjennem domkirkens hele historie. Først naar graven og dens absolute betydning for en katholsk tid er bragt frem i lyset, kan opgaven siges tilfredsstillende løst. Sættes derimod graven ud af betragtning, vil kirken fremdeles i flere væsentlige punkter blive staaende som en uløst og en uløselig gaade.


I januar 1887.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Denne artikel var egentlig bestemt for „Nordisk Tidskrift“, udg. af Letterstedtska Föreningen, med særligt hensyn til den nedenfor omtalte afhandling af Jak. Helms, men kunde ej der faa plads, fordi, som det hed, det nævnte tidsskrift ikke er noget fagskrift og allerede havde havt en saa lang afhandling om emnet. Opsatsen fremkommer nu lier i en noget omarbeidet form, men med samme titel.
  2. ↑ af G. Schøning, Throndhjem 1762.
  3. ↑ Norsk Tidsskr. f. Vidensk. og Literatur, 1848, s. 52 ff.
  4. ↑ Saaledes Minutoli, Lübke, Schnaase, Kugler, Fergusson, derhos udtalelser om kirken fra Sverige, England, Belgien og Østerrige (se aarsber. fra foren. t. n. fortidsmindesm. bevar. for 1860, s. 37 ff.).
  5. ↑ anmeldt og imødegaaet af mig i Teknisk Ugeblad f. 1885, no. 19 og 20.
  6. ↑ Snorre skrev, som det med grund antages, ca. 1230, ialfald efter 1222. Men der kan vel intet være til hinder for, ja synes endog rimeligt nok, at hans udtryk „nu“ her og andre steder egentlig knytter sig til tiden for hans ophold i Nidaros.
  7. ↑ Hermed fulgte ventelig ogsaa hans spyd, da Snorre i den anførte saga fortæller, at kong Olaf under slaget paa Stiklestad i sin ene haand „havde det spyd, som nu staar i kristkirken ved alteret.“ Dette spyd tilligemed hans øx nævnes ogsaa i Haak. Haakonssøns saga blandt de sager, som i 1239 ved hertug Skules hylding bragtes ud af kirken sammen med skrinet.
  8. ↑ P. A. Munch har overalt forklaret dette sted saaledes, at graven blev opkastet paa kirkegaarden nær koret. Dette forekom mig utænkeligt, og jeg har derfor første gang jeg skrev om kirken (N. Tidsskr. f. 1853, s. 35) og senere et par gange udtalt, at graven var i korets væg. Men dette kunde heller ikke være rigtigt, da jo væggen ogsaa hørte til koret, og saaledes ikke kunde siges at være udenfor dette. Den ovenfor i texten anførte ene rigtige forklaring skyldes professor Sophus Bugge, som allerede for flere aar siden gjorde mig opmerksom derpaa.
  9. ↑ Se aarsberetning fra foren. til norske fortidsmindesm. bevaring for 1872, s. 8.
  10. ↑ N. Tidsskr. f. 1853, s. 43.
  11. ↑ Jfr. anf. aarsber. f. 1872, s. 8.
  12. ↑ Jfr. anf. aarsber. f. 1866, s. 17.
  13. ↑ For Bergens og Stavangers vedkommende vides intet i denne henseende. Hvad domkirken paa det sidste sted angaar, blev undersøgelsen af dette punkt desværre undladt, da bygningen for flere aar siden stod under restauration.
  14. ↑ Kommer af det græske ἅπτειν ɔ: at hvelve.
  15. ↑ Om Throndhjems Domkirke, s. 7.
  16. ↑ Anf. aarsb. f. 1872, s. 7.
  17. ↑ N. Tidsskr. f. 1853, s. 25.
  18. ↑ Som bekjendt flyttede erkebiskop Eystein 1178–1188 denne kirke til Elgesæter, uden at det vides, om den ikke der under gjenopbygningen som klosterkirke blev forøget. Det er ogsaa muligt, at den i 1240 brændte sammen med klosterbygningen og dernæst undergik forandring. Man er derfor ikke berettiget til at overføre den størrelse, kirkens fundamenter viste ved Schønings undersøgelse i 1775, paa Mariekirken. Ialfald er det sikrere at holde sig til dens gamle grundvold.
  19. ↑ Diction. rais. d’architect., II, 280.
  20. ↑ Rimeligvis var her i nogen tid anbragt den stol, som Sverre havde ladet gjøre for hallen paa Sverresborg i Bergen, men i 1207 ved borgens indtagelse skjænkedes til erkebiskopen i Nidaros, hvor den, som sagaen tilføjer, „siden længe var i kristkirken.“
  21. ↑ Jfr. hvad jeg derom har anført i Illustr. Nyhedsb1. f. 1859, s. 207, 215.
  22. ↑ Se „Passio et miracula beati Olavi“ ed. F. Metcalfe, Oxford, pag. 104, forsaavidt oversat i anf. aarsb. f. 1881, s. 164. Dette er forresten ogsaa ellers interessant, som det eneste sted, hvor der nævnes noget om enkeltheder ved opførelsen af en stenbygning i den tidligere middelalder hos os, og navnlig hvor der omtales arkitekt eller, som han der kaldes, „magister, qvi operariis ecelesiæ præest.“
  23. ↑ Anf. aarsb. 1876, s. 200.
  24. ↑ som det nærmest maa antages, ved hver side af det aabne rum (jfr. s. 171) mellem erkebiskopens plads og kanikestolene. Formodentlig var kongens sæde ved nordre side, som den fra gammel tid hæderligste. Paa de eneste to andre steder, hvor kongesæde omtales i kirker, nemlig i Tønsberg (Snorres Olaf den helliges saga kap. 85) og i Throndenes kirke (N. Fornl. s. 698 og anf. aarsb. f. 1869, s. 166) siges udtrykkelig, at det var ved nordre væg.
  25. ↑ Illustr. Nyhedsbl. f. 1859, s. 219.
  26. ↑ Deutsch. Kunstbl. f. 1853, no. 26.
  27. ↑ Gesch. der bild. Künste, IV, 2, s. 440.
  28. ↑ Nord. Universitets-Tidskr. Upsala 1856, 4de hefte, s. 188, note 1.
  29. ↑ Gesch. d. Bauk. II, s. 582.
  30. ↑ Illustr. Nyhedsbl. f. 1859, no. 47–52.
  31. ↑ Herom siger hr. Helms (s. 387): „Siden det Munch-Schirmerske verk udkom, har det været almindeligt i den (aattekanten) at se et Mariekapel i lighed med det Lady-chapel, som ved mange af Englands kathedraler slutter sig til korets østende.“ Dette referat tør dog ikke ansees korrekt, da det er mig ubekjendt, at nogen ialfald hos os har optaget Munchs hypothes, førend det skede af arkitekt H. M. Schirmer i hans forannævnte bog.
  32. ↑ Arkæol. histor. Fortegn. over Norg. Levn. af Kunst og Haandv. 1855, s. 130.
  33. ↑ At et saadant fandtes ogsaa i Halvardskirken i Aaslo og i Hamars domkirke, kan formentlig sluttes af de resultater, som senere tids undersøgelser har bragt for dagen.
  34. ↑ Anf. aarsber. f. 1856, s. 37 ff.
  35. ↑ Illustr. Nyhedsbl. f. 1859, s. 210.
  36. ↑ Anf. aarsber. f. 1866, s. 15.
  37. ↑ Anf. aarsb. f. 1871, s. 159.
  38. ↑ Se især N. Tidsskr. f. 1853, s. 33, anf. aarsber. f. 1856, s. 30–32, Illustr. Nyhedsbl. f. 1859, s. 214, N. Fornl., s. 599.
  39. ↑ Saaledes blev ogsaa „sakristiet“ i Bergens nuværende domkirke paa reformationstiden af Geble Pederssøn indrettet til „kapitel“.
  40. ↑ Norske Fornl., s. 70, 319, 417.
  41. ↑ Derimod har bygningen ikke havt noget vindu vestenfor døren, saaledes som hr. Helms antager, idet han støtter sig til grundplanen i det store plancheverk, der forsaavidt er urigtigt.
  42. ↑ Anf. aarsber. f. 1856, s. 33.
  43. ↑ Senere har det vist sig, at saadant buefelt ogsaa træffes i Sagshaugs kirke (ifølge en nu forsvunden indskrift bygget 1184 af erkebiskop Eystein), Selbo kirke, Stavangers domkirke, Bamble forrige k. og Raade k.
  44. ↑ Se Anhang til Schønings Beskriv. af domkirken, s. 85.
  45. ↑ 45,0 45,1 Anf. aarsber. f. 1879, s. 7.
  46. ↑ Samme mening udtales ogsaa af F. Kugler (Gesch. d. Bauk. 1858, II, s. 582), jfr. Schnaase’s Gesch. d. bild. Künste, 1854, IV, 2te abtheil., s. 439.
  47. ↑ Anf. aarsber. f. 1871, s. 159, og f. 1872, s. 10.
  48. ↑ Illustr. Nyhedsbl. f. 1859, no. 48–50, og N. Fornl., s. 596 ff.
  49. ↑ N. Tidsskr. f. 1853, s. 45.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Atter_om_Throndhjems_Domkirke&oldid=218087»