Italieneren Francesco Negris Reise i Norge 1664–1665

Fra Wikikilden
I.
Kantsler Ove Bjelkes Levnet, som Indledning.

Ove Bjelke, Kantsler Jens Bjelkes ældste Søn, var født i Throndhjem den 26de Oktober 1611, men kom til at tilbringe sin Ungdom søndenfjelds, hvor hans Fader, der ved sit Giftermaal med den rige Sophie Brockenhuus havde erhvervet store Eiendomme, tog Bolig paa Elingaard, siden paa Sande Herregaard. Faderen stod i høi Yndest hos Christian IV., der havde gjort ham til Kantsler (1614, 8de December)[1], og det „uden Rigens Raads Vidskab“,[2] og Kongen aflagde selv flere Gange Besøg paa Elingaard. Engang, „da Christian IV. med sine Skibe kom i Oslo Fjord, fulgte han allernaadigst Jens Bjelke paa sin Jagt til Elingaard, hvor H. M. med alt sit Følge forblev lystig over 8 Dages Tid, indtil Vinden blæste føielig til Akershus slot.“[3]

Børnene stode saaledes lige fra Ungdommen af Hoffet og Kongefamilien nær. Jens Bjelke, hvis Husliv og Forholde i det Hele synes at have være meget lykkelige,[4] havde 1626 betinget sig Plads for tre af sine Sønner paa Sorø Academi, hvor dog kun Ove vides at have studeret.[5] Fire Aar senere, i Oktober 1633, finde vi Ove og hans fire Aar yngre Broder Henrik som Studenter i Padua, hvor siden ogsaa en tredie Broder, Christian, der døde tidlig, sees at have været indskreven.[6] Ove og Henrik forbleve her til i Marts 1634, thi den 10de Marts skrev Ove som „discedens“ i den berømte danske Lærde Hans Rodes Stambog: „In omnibus rebus humanis nihil praeclarius, nihil praestantius est quam de republica bene mereri. Symb. Oblectatio mea in domino.“[7] Den 19de Februar 1636 fik Ove Bjelke Ansættelse idet danske Kancelli som. „Kancelli-Junker“, i hvilken Stilling han blev staaende til 1ste Januar 1642,[8] dog saa, at han i denne Tid gjorde nye Udenlandsreiser, idet han ledsagede Ambassadøren Christian Rantzau til Wien og Hannibal Sehested til Spanien.[9] I Madrid lod han sit Billede, af hvilket endnu Exemplarer ere bevarede, stikke i Kobber.[10]

Allerede 1639 havde Jens Bjelke søgt at skaffe sin Søn Ove et lien (Reinskloster), hvilket dengang ikke lykkedes, men 1641 fik Ove Bakke Kloster paa Afgift (hvilket han beholdt til 1648); 1645–1646 var han forlenet med Nordlandene og 1646–1648 med Reinskloster (hvormed var forenet Tuterøen og Vigsgodset).

Under Christian IV.s sidste Krig var Ove Bjelke meget virksom baade søndenfjelds og nordenfjelds som en af Landkommissarierne og fik efter Freden det Vidnesbyrd af Statholderen Hannibal Sehested, at „han til Kongl. Majestæts og Rigets Tjeneste er meget vel intentioneret og i alle Maader comporterer sig vel med hvis udi E. K. Maj.s Navn hannem vorder befalet.“[11] Ved samme Tid var han ogsaa bleven brugt i en Kommission, der „skulde møde svenske Deputerede ved det nylig opfundne Sølv-Ertzbjerg, som laa mellem de norske og svenske Grændser udi Lapland paa de bare Klipper langt fra Skove.“[12]

I 1648, endnu før Christian IV.s Død, fik han det betydelige Bergenhus Len, hvor han i en lang Aarrække kom til at fungere først som Lensherre og siden efter Lensforfatningens Afskaffelse som Stiftsbefalingsmand. Han var i denne sin Virksomhed særdeles afholdt i Bergen. Byens Historieskriver Edvard Edvardsen siger, at Ove Bjelke var „en Berømmelse og en Ære for sit Fædreland,“[13] og den rimede Fortegnelse over Bergens Lensherrer[14] har om ham disse Vers:

– – „udi sytten Aar Bergenhus forestod,
Værendes Høvedsmand og Norges Kantsler god,
I Fromhed gudelig, i straffen ikke strenger,
Saa hver Mand havde seet, han havde tøvet længer.“

I den nye Svenskekrig anstrengte han sig (tilligemed Brødrene Henrik og Jørgen) for Norges Forsvar mod Carl Gustav, og med særegen Nidkjærhed synes han at i have bestræbt sig for at medvirke til Thrøndelagens, Bjelkernes Hjembygds, Udfrielse af svensk Vælde i 1658, en Bedrift, hvori ogsaa Jørgen Bjelke, ja den gamle Fader Jens Bjelke, dengang paa Gravens Rand, vare varmt interesserede.[15]

Endnu i Faderens levende Live skrev Ove Bjelke sig til den fædrene Hovedgaard Østraat, hvortil han havde Aasædesret, og som Jens Bjelke havde opladt Sønnen.[16] I Aarene 1655–1656 opførte han her den efter den Tids Forholde prægtige Hovedbygning, som fremdeles staar der, og da Faderen døde (7de November 1659), faldt ogsaa flere andre Eiendomsgaarde paa hans Part ved Skiftet. Som Norges Kantsler efterfulgte han ogsaa sin Fader (udnævnt den 8de December 1660). Brødrene Henrik (siden 1662 Rigsadmiral) og Jørgen († som Generalløitnant 1696) vedbleve vel bestandig at skrive sig til norske Herregaarde (Elingaard og Hovindsholm) og forsaavidt at betragte sig som Nordmænd, de have ogsaa begge en Plads i Fødelandets Historie, men de kom dog til stadig at leve i Danmark, i hvis Rigsraad de kort før Souverænetetens Indførelse fik Plads, de eneste norske Adelsmænd, hvem denne Ære timedes.

I November 1660 var Ove Bjelke i Anledning af sit sidste Giftermaal i Kjøbenhavn, hvor han altsaa strax har havt Leilighed til at gjøre sig bekjendt med de nys stedfundne store Forandringer, under hvilke Broderen Henrik havde spillet en stor Rolle. I 1661 var han selvfølgelig med ved Arvehyldingen i Christiania. Den 24de Juli 1663 var han en af Corfits Ulfeldts Dommere (ligesom ogsaa Brødrene Henrik og Jørgen), og han har da opholdt sig en rum Tid i Hovedstaden og ved Hoffet, da man finder ham som Deltager i de storartede Bryllupshøitideligheder, som i Oktober s. A. ledsagede Prindsesse Anna Sophias Formæling med Kurfyrst Johan Georg III. af Sachsen; han var her en af Kampdommerne ved den „Ringrenden“, i hvilken Dronning Sophia Amalia vandt første Pris.[17]

I 1666 forflyttedes Ove Bjelke fra Bergens til Throndhjems Stiftsbefalingsmands-Embede med Bibehold af Kantslerstillingen. Hvad Faderen hele sit Liv igjennem havde ønsket, men aldrig kunnet opnaa, at blive Overøvrighed i Throndhjems Stift, hvor hans Ættegaarde laa, faldt altsaa nu i Sønnens Lod, men det forstaar sig under helt forandrede Forhold og langt beskednere Vilkaar. I det sidstnævnte Aar opføres Ove Bjelke som Kantsler med en Gage af 4000 Daler;[18] formodentlig er heri indbefattet ogsaa hans Løn som Stiftsbefalingsmand. Til denne Sum kom adskillige Emolumenter, men før Enevældens Indførelse beregnedes, at Lensherren paa Throndhjems Gaard havde en Indtægt af 12,300 Rdl.[19]

Som Norges Kantsler, et Embede, der ved Herredagenes Afskaffelse (sidste Herredag var samlet 1664) tabte den største Del af sin Betydning og derfor ogsaa kun en Gang senere blev besat, var Ove Bjelke Medlem af forskjellige kongelige Kommissioner.[20] I Forarbeiderne til Norske Lov har han derimod ikke deltaget. Han var Geheimeraad og altsaa Excellence, havde Titel af Assessor i Collegium Status og Høiesteret og blev omsider (26de November 1673) Ridder (Storkors) af Danebrogsordenen. I en Fortegnelse af 1662 over „de atten fornemste Mænd i Rigerne, Kgl. Maj.s Ministre og Raad“ opføres han som den tiende.[21] Den 22de Marts 1674 døde han i sin Fødeby Throndhjem og blev begraven i det Gravkapel, han selv havde indrettet paa Østraat, hvilket senere en Person ved Navn Gravrok, som desværre en Tid var Eier af Gaarden for 20–30 Aar siden, fandt for godt at forstyrre, idet han skal have forvandlet Begravelseshvælvingen til en Poteteskjælder.

Ove Bjelke var tre Gange gift. I 1643 ægtede han den 32–aarige Maren Juel, Datter af Norges forrige Statholder Jens Juel; hun døde allerede Aaret efter i Christiania, efter at have født en Datter Ide Sophie. Hans anden Hustru blev (1647) Regisse Gedde, f. 1629 paa Sem paa Eker, hvormed Faderen, den bekjendte Hr. Ove Gedde, da var forlenet. Hun døde paa Bergenhus 1657 som Moder til Døtrene Maren og Dorothea. Om hende har man fortalt, at hun ved et Besøg paa Østraat fandt den gamle Hovedbygning saa tarvelig, at hun sammenlignede den med sin Faders Kostald, hvorfor Ove skal have opført den nye for at tilfredsstille hende; er dette sandt, fik hun ialfald ikke længe glæde sig derover, da hun døde Aaret efter, at den blev færdig. For tredie Gang havde Ove Bryllup i Kjøbenhavn 29de November 1660 med Helvig Lindenow, f. 1635, Datter af Hr. Henrik Lindenow til Øvids Kloster. Hun var barnløs og overlevede sin Mand i fire Aar, idet hun døde i Throndhjem 10de April 1678.[22]

Som man har seet, havde Hr. Ove Bjelke kun Døtre, og det er alene gjennem Broderen Henriks Linje, at Navnet, der nu er ved at uddø, forplantedes til henimod Nutiden.

Ligesom sin Fader var Ove Bjelke aabenbart en velstuderet Mand, og han havde ogsaa ved gjentagne Udenlandsreiser havt Anledning til at se og lære mere end de Fleste. Et Vidnesbyrd om hans videnskabelige Interesser er det, at han (som det heder i Forening med U. F. Gyldenløve) opmuntrede Arnoldus de Fine til at skrive en stor Norges Historie.[23] Rimeligvis har hans Herregaard ogsaa været forsynet med en smuk Bogsamling og vel ogsaa med ikke faa Breve, Dokumenter o. s. v. fra hans nærmeste Forfædres Tid. Et Vink om, at han har været Bogsamler, haves i et Exemplar af Philippe de Commines’s Memoirer (Cronique etc., Paris 1541, 8vo), der nu tilhører Christiania Universitets Bibliothek, og hvori læses følgende Tilskrift:

Perillustri ac Magnifico Domino Ovidio Bjelke.

Dn. hereditario in Østeraad, S. R. M. Senatori, ejusdemque in Norv. Canc. M. nec non arcis reg. Bergensium Præsidi Promotori ac Patrono suspiciendo hanc Phil. Comminei Equitis Galli Historiam, quâ bibliothecam suam augeat, humillime offert, & simul ut quam diutissime DEo Regi et patriae vivat valeatque devote precatur.

Ex praedio sacerdotali Ørielandensium 25 Julii 1662.
Ejus illust. Magnif. cliens Petrus Martini Hanchius P. Ø.

Ove Bjelkes Sognepræst vilde neppe have faldet paa at bringe ham denne Gave, om han ikke havde vidst, at hans Patron fandt Behag i Bøger. Som egentlig Forfatter har Kantsleren ikke optraadt, men mærkes kan dog, at han havde arvet fra sin Fader en vis Tilbøielighed til at gjøre Vers. Herom vidne de latinske og danske Indskrifter i bunden Stil, hvormed han udstyrede Østraat, saavelsom ogsaa hans varme og hjertelige Gravvers over sin anden Hustru.[24] Hvad forøvrigt hans Karakter angaar, da tyder alt paa, at han ligesom Faderen og sin Familie overhoved har været en jovial, omgjængelig og elskværdig Herre, – Bjelkernes Epitheton i den bekjendte Samling af Tillægsord for danske Adelsmænd var „de lattermilde“.[25] Man ser, at han som Befalingsmand i Bergen jevnlig deltog i Borgernes jevne Forlystelser, skjød med dem efter Papegøien o. s. v.[26]

Skjønt Ove Bjelke neppe kan regnes blandt fremragende Personligheder, savner hans Liv dog ingenlunde Interesse. Han tilhørte Norges dengang rigeste og mægtigste Familie, havde faaet en dertil svarende Opdragelse og Uddannelse, og tjente sig efterhaanden ved Flid og Duelighed op til den høieste Stilling, som en norsk Herremand, der vilde forblive i sit Fødeland, kunde opnaa. Og ligesom fire Generationer tidligere Ove Bjelkes Tipoldeforældre, Hr. Nils Henrikssøn og Fru Inger Ottesdatter, paa en vis Maade afslutte vor middelalderlige Adels Historie, saaledes er Ove Bjelke selv med Rette at betragte som Norges sidste typiske Repræsentant for den Adelsperiode, der begynder med Reformationen og ender med 1660.

Disse Oplysninger om Ove Bjelke ere ikke og udgive sig ikke for at være nogen Biografi. De ere kun en raskt nedskreven Skisse. Denne er fremkommen, fordi Forfatteren af den Reisebeskrivelse, til hvilken vi nu gaa over, har staaet i Forbindelse med den norske Kantsler, om hvem sammenhængende Efterretninger hidtil savnedes.


II.

Fremmedes Reisebeskrivelser indtage altid en Plads mellem Kilderne til de Landes Historie, som vedkommende Forfattere have besøgt. Men det følger af sig selv, at deres Betydning bliver mindre, eller, om man saa vil, at Fordringerne til saadanne Skrifter blive større, jo mere man nærmer sig til Nutiden, og jo rigeligere de hjemlige Kilder begynde at flyde. En Forfatter paa dette Felt, der vil gjøre Regning paa Opmærksomhed, maa i vore Dage have et grundigere Kjendskab til et Land, end det, der kan erhverves i en Fart. Han maa foruden Sprog- og Literaturkundskab besidde en indtrængende Iagttagelsesevne og have Adgang til at gjøre de bedste og lærerigeste Bekjendtskaber, ifald ikke hans Bog snart skal synke ned imellem Massen af de værdiløse og glemte Skrifter. For fjernere Perioders Vedkommende maa man være mere nøisom, og Historikeren er da taknemmelig selv for de korteste og tarveligste Itinerarier. Med den inderligste Fornøielse læser man saaledes de korte Beskrivelser af Byerne Tønsberg og Bergen paa Kong Sverres Tid, der findes i det samtidige latinske Skrift om „de Danskes Tog til det hellige Land“. Nogle Linier af Matthæus Paris ere saaledes af den høieste Interesse for det trettende, Quirinis og Michael v. Behaims Skildringer for det femtende Aarhundredes norske Historie. Reimar Kocks livlige Skildring som Øienvidne til Christiern II.s sidste Kamp i Norge er et ubetaleligt Bidrag til at lære de vigtige Begivenheder i 1532 at kjende.

Endnu i det syttende Aarhundrede ere saadanne Bidrag til norsk Historie store Sjeldenheder. En af de mest omtalte af dem er Franskmanden Martinières yderst maadelige og lidet paalidelige Reise i Norge og de arktiske Lande. Vigtigere og bedre er f. Ex. Tydskeren Otto Sperlings fornøielige Beskrivelse af sine Besøg i Norge, der findes i hans nys af S. Birket Smith udgivne (oversatte) Selvbiografi samt Corfits Braëms og Matthies Skaanlunds Optegnelser.

Den Reisebeskrivelse, som her skal fremdrages, har vistnok længe været trykt, men jeg tør dog med Vished sige, at den hos os hidtil har været ubekjendt endog for vor Histories lærde Kjendere, og neppe er den nogensinde bleven citeret af nogen dansk eller norsk Naturforsker eller Historiker, hvad den dog ganske vist var bleven, om den havde været kjendt. Hvilken Skat skulde ikke f. Ex. Negris Skildringer af Søormen og lignende Ting have været for den yngre Erik Pontoppidan, da han skrev sin „Norges naturlige Historie“!

Titelen, paa hvilken jeg først blev opmærksom gjennem Warmholtz’s indholdsrigeø Udsigt over den svenske Histories Kilder, er følgende:

Viaggio settentrionale fatto e descritto dal molto Revdo Sigr. D. Francesco Negri da Ravenna. Opera postuma data alla luce da gli heredi del sudetto. In Padova M. D. CC. Nella stamperia del seminario. Con licenza de’ superiori.

Bogen (XXX + 207 S. 4to foruden nogle Tegninger) hører til de store literære Sjeldenheder. Paa det norske Universitetsbibliothek findes den ikke. I Upsala, hvorfra den ved Bibliothekar, Dr. Cl. Annerstedts Godhed er bleven mig udlaant, findes derimod to Exemplarer. I det ene af disse har en tidligere Eier, den lærde Voyageur J. J. Björnståhl,[27] i en (mutileret) Notits, dateret „à Padova le 25 Novembre 1772“, bemærket: „... est très rare, car a peine en trouve-t-on un exemplaire à acheter .... te l’Italie: celuici est pris dans le seminaire lui même d’un particulier ..... en est privé.“

Dette Skrift, der, som man af Titelen vil have seet, først udkom efter Forfatterens Død, udgaves af en Gio. Francesco Vitoli. Han oplyser, at Forfatteren, Francesco Negri, der døde den 26de December 1698 i en Alder af 75. Aar og altsaa maa være født 1623, tilhørte en agtet og bemidlet, med ham uddød Familie i Ravenna. I sin Ungdom havde Negri med Held dyrket Humaniora og gjort et flittigt Studium af Kirkefædrene. Derhos havde han studeret Geografi, men dog fornemmelig følt sig med Forkjærlighed hendraget til „at granske Naturens Hemmeligheder“, dog saaledes, at „han stedse var en Fiende af al Overtro og navnlig af Astrologien“.

Ifølge den samme Hjemmelsmands Beretning var Negri en from og velgjørende Mand. Han indtraadte i den geistlige Stand som Præst i sin Fødeby Ravenna. Lyst til at se sig om i fjerne og ubekjendte Lande drev ham i Aaret 1663[28] ud paa Reiser, og han kom ogsaa til Skandinavien, hvor han i 1664 først besøgte Sverige[29] og Lapland. I Sverige gjorde han Bekjendtskab med Verelius, der omtaler sit Forhold til ham i sin Udgave af Hervarar-Saga og giver ham Ros for Lærdom. Skjønt han var ubekjendt med baade Folk og Sprog, skriver Verelius, vandrede han dog paa sin Fod til Laplands yderste Grændser. Og efter i sin Tilbagekomst til Stockholm forsikrede han, at ingen af de mange Reiser, han hidtil havde foretaget, i den Grad havde fornøiet ham som denne Vandring til det yderste Norden. Efter et Rygte skulde han, siger den svenske Lærde, ogsaa have besøgt Island, men dette er dog neppe sandsynligt.[30]

Et andet Bekjendtskab, som Negri gjorde i Sverige, var den danske Diplomat Christopher Lindenow, Legationssekretær hos Danmark-Norges Minister i Stockholm, Jens Juel.[31] Gjennem dennes Anbefaling kom han i Forbindelse med Familien Bjelke, baade med Brødrene Henrik og Jørgen i Kjøbenhavn, eller dog med en af dem, og Kantsler Ove Bjelke i Norge, der, som vi have seet i foregaaende Kapitel, var gift med en Jomfru Lindenow, Diplomatens Søster.[32]

Over Kjøbenhavn, hvor han personlig traf sammen med Fredrik III., begav vor Reisende sig tilsøs til Norge og naaede Bergen i Oktober 1664.[33] Herfra drog han til Østraat, hvor Kantsler Ove Bjelke just opholdt sig, skjønt han paa den Tid endnu var Stiftsbefalingsmand i Bergen; han har sandsynligvis ofte aflagt lange Besøg paa denne sin Hovedgaard. Udrustet med Anbefalinger fra Kantsleren drog Negri nu til Nordlandene og Finmarken. Til Italien er han, uvist ad hvilken Vei, kommen tilbage 1666 efter en treaarig Fraværelse.[34]

Allerede under selve Reisen optegnede Negri sine Iagttagelser i Brevform. Disse Breve, otte i Tallet, er det, som tilsammen udgjøre det Verk, med hvilket vi her beskjæftige os. Første Brev (p. 1–46) omhandler Lapland, andet (p. 46–116) Sverige, tredie og fjerde Brev er af udelukkende naturhistorisk Indhold, femte (p. 149–161), sjette (p. 162–179) og syvende (p. 180–190) omhandle Reisen i Norge, det ottende (p. 191–207) særlig Finmarken og Nordkap samt tildels ogsaa hans noget tidligere Ophold i Kjøbenhavn. De første Breve ere skrevne til Forfatterens Foresatte, Erkebiskop Torregiano i Ravenna, medens femte og sjette Brev ere dedicerede til en af Bjelkerne i Kjøbenhavn og det syvende til Kantsler Ove Bjelke i Norge.

Efter Tilbagekomsten til Italien har Forfatteren forøget sine Breve med nyt Stof, som han dels har samlet af trykte Bøger – han kjender f. Ex. Brødrene Johannes og Olaus Magnus[35] samt Loccenius – dels ogsaa indhentet ved Samtaler med Nordboer, han stødte paa. Han har kjendt Zeniernes fabuløse Beretninger om Norden og derigjennem det fabelagtige St. Thomas Kloster i Grønland. Om dette forsøgte han i Italien gjennem en Giacomo Ricci, hvem han kalder procurator generale, og som vel maa have havt noget med Vaticanet at bestille, at skaffe sig archivalske Dokumenter, hvilke Ricci naturligvis af gode Grunde ikke formaaede at præstere.[36]

Omsider besluttede Negri sig som gammel Mand til at udgive sine Reisebreve, der i Manuskript vare læste endog af to toskanske Storhertuger, og begav sig i den Anledning til Padua, hvor han traf Overenskomst med en Bogtrykker, men strax efter Tilbagekomsten til Ravenna døde han som allerede ovenfor anført 1698, hvorpaa Vitoli senere besørgede Bogen i Trykken.

Jeg har ikke villet befatte mig med andre Dele af Verket end dem, der angaa Norge og Danmark, af hvilke jeg meddeler, hvad jeg finder at være af nogen Interesse, i forkortet og fri Oversættelse. Er end Indholdet ikke meget betydeligt, har dog Reisen altid nogen Betydning, fordi det var saa overmaade sjeldent paa den Tid, at Sydlændinger bereiste, endsige beskreve de nordlige Lande. Forfatteren gjør derhos overalt et umiskjendeligt Indtryk af at være en sandhedskjærlig herodoteisk Natur, og det fortjener ogsaa at bemærkes, at han, skjønt katholsk Geistlig, ikke henfalder til bigotte Angreb paa den protestantiske Religion. Man kunde forøvrigt have ønsket, at Forfatteren i Stedet for alt det naturhistoriske Snak, som man tildels gjerne havde skjænket ham, havde været mere udførlig i sin Omtale af Steder og Personer.

Under Gjennemgaaelsen af de første Dele af Reisebeskrivelsen har jeg i sproglig Henseende nydt godt af Hr. Bibliotheks-Amanuensis, Cand. mag. Pettersens kyndige og redebonne Hjælp. Senere har jeg havt en lignende Bistand af Frøken M. Reiter.


III.

Efter nitten Dages Seilads [fra Kjøbenhavn] kom jeg ved Guds Naade og til min egen Glæde til Bergen i Norge.[37] Vinden var stundom ubekvem for mine Medreisende, men meget heldig for mig. Vi fik Storm og maatte ved Forbjerget Cap Skagen tilbringe en Uge, og jeg fik derved Leilighed til at lære at kjende det Landskab, hvor de gamle Cimbrer hørte hjemme, der have givet saa store Prøver paa Tapperhed. Faa Dage efter vor Afreise herfra fik vi Øie paa Kysten af Norge, det vil sige Toppen af de høie Fjelde, der ere bedækkede af evig Sne. Efter at være komne denne Kyst nærmere iagttoge vi intet andet end Fjelde og Klippestyrtninger, hvilke Oceanet pidsker tilhøire, medens det tilvenstre beskyller Øer af samme Beskaffenhed, der ligge i en uophørlig Række.

Man skulde tro, at et saadant Land alene var skikket til at føde Chamæleoner. Men vi maatte forandre Mening, da vi kom til Bergen og saa den Overflod af Fisk, som herfra udsendes til det øvrige Europa. For en Bajocco, der svarer til en Skilling Dansk, kan man kjøbe Fisk til at mætte to Personer. Kjødets Pris staar i Forhold hertil. I Almindelighed koster en Slagtoxe paa tre Aar ikke mere end tre Daler, det vil sige halvanden ungarsk Ducat; dog er Kvæget her noget mindre end i de sydligere Lande. Ligedan er Forholdet med Melkespiser.

Vildt findes i uhyre Mængde, især Fugle. Ænder, Svaner, vilde Gjæs o. s. v. tage om Høsten sin Tilflugt til varmere Lande, saasom her alle Indsøer og Floder belægges med Is og de derfor ingen Føde kunne finde, men de vende altid tilbage igjen om Foraaret. Jeg har kun truffet En, der har hørt Svanen synge, naar den er Døden nær.[38]

Norge har Mangel paa Korn, det vil sige Byg og Rug, og følgelig ogsaa paa Øl, men den lette Handelsforbindelse tilsøs skaffer Tilførsel fra fremmede Lande, især fra Polen, og til Priser, ikke meget høiere end de sædvanlige. En god Hest koster kun to eller tre ungarske Ducater. Hestene ere temmelig smaa, ligesom andre Dyr i dette Land, naar undtages Elgsdyret. Nogle af dem have en smuk Haarvæxt paa sin Manke. Andensteds vilde de være holdte i høi Pris hos Fyrsterne. Man har sagt mig, at nogle Heste ere vænnede til at bade Munden med Hø i et Vandkar, som sættes til dem i denne Hensigt.

Bergens By, som er den vigtigste Handelsplads i hele Riget, udfører Fisk i uhyre Masser, Skind af forskjellige Slags, Trælast, Beg, Jern og en liden Smule Sølv, Den modtager udenfra Korn, Øl, Silketøier, Vin, Aqvavit og Røgtobak. Folkene ere i den Grad henfaldne til de to sidste Ting, at de meget hellere vilde give Afkald paa sine Levnetsmidler end paa disse Nydelser.

Landet er lidet befolket, om man tager Hensyn til Byernes Antal. De vigtigste af disse ere de, hvori Biskoper residere, hvilke ere fire: Christiania, tillige Vicekongens Sæde, Stavanger, Bergen og Truden, Norges gamle Kongestad. Landsbyer, bestaaende af nogle faa Boliger, ere sjeldne. Men Befolkningen er stor, naar man tager Hensyn til Nationens Frugtbarhed. Husene sees opfyldte af Børn. Der lever for Tiden i denne By en Kone, Anna Vilms-datter, i en Alder af fem og niti Aar, der kan glæde sig ved den sjeldne Lykke at se sine Efterkommere i fire Generationer: sin Datter Elena, sexti Aar gammel, sin Datterdatter Birgitta, dennes Datter Elena og en Datter af den sidste, Etebina, i Treaarsalderen. Hendes levende Efterkommere i Bergen og andensteds udgjør i det Hele 105 Personer, og paa dem, der ere døde, har man ikke Tal. Den gamle befinder sig ved god Helbred, er af middels Størrelse og ret fyldig Jeg saa hende sy med Naal paa hvidt Linned ved Hjælp af Briller, og da jeg talte med hende gjennem Tolk, gav hun meget venlige Svar.

Tomas Tome-son, en Skotte af Fødsel, men bosat i Bergen, havde med en og samme Hustru Johanne Jens-datter tre og tyve Sønner, af hvilke kun to døde som smaa. Et Maleri, der fremstiller saavel Forældrene som Sønnerne, er at se i Domkirken og forsynet med en Indskrift.[39] I dette Land, ligesom ogsaa i Sverige, pleie kun Adelsmænd at have Familienavne, andre benævnes efter deres Faders Navn. Alle benævnes ved sit (Døbe-) Navn og uden Tillæg af noget Herre (Signor) eller lignende, undtagen Borgermesteren og Præsterne, hvilke tituleres med Her. Alle Familiehoveder kaldes Far og Mur saavel i sit eget Hus, som udenfor dette.

Disse Folk leve længe, have et venligt Sindelag og ere gode Krigsfolk. Det lange Liv skylde de fornemmelig den kolde Luft og den ringe Luxus.

Jeg har sagt, at Husets Hoveder kaldes Fader og Moder, hvorfor undertiden endog en saadan Titel gives en Dreng eller Pige, naar Forældrene ere døde. Indbyrdes kalde de hinanden ofte med det kjærlige Udtryk Sodelam (dolce agnello). Ægtefolk pleie at sige mit ierte (cuor mio) til hinanden. Det gode Gemyt gjør Soldaten lydig mod sin Officer, og Styrken og Øvelsen i at taale Kulden og det barske Klimat gjør, at han endog finder det behageligt. Det er rimeligt nok, at Norge, som en Del af det gamle Skandinavien, har havt sin Del i de gotiske Erobringstog.[40]

Sygdomme, navnlig Febersygdomme, ere her meget sjeldne. Dog lider ikke saa faa af et Onde, der kaldes Skjørbug, der bestaar i, at Legemet bliver blaat, og at Tandkjødet ophovner. Jeg antager, at det kommer af, at de ere uforsigtige med Hensyn til Regn og Kulde og gaa for meget med bart Hoved, og at Fiskerne gaa med vaade Fødder og ikke aftørre sig, naar de komme i Hus. Naar jeg paa Reisen kom ind i en varm Stue, begyndte man gjerne at drikke mig til, idet man bød mig Øl, men jeg sørgede først for at aftørre mig med varme Klæder. Maaske har denne Sygdom ogsaa sin Aarsag i den store Mængde saltet Kjød, som nydes i dette Land. Skjørbugen forekommer oftere her i Norge end i Sverige, maaske fordi man der bruger varme Bade, hvorved Vædskerne gjennem Sveden drives ud af Legemet. Men disse nordiske Folk ere dog ikke plagede med Hoste og Snue, hvilket man bemærker i Kirkerne og ved større Forsamlinger, i hvilke der hersker dyb Taushed. – – –

Naar det begynder at regne i Bergen, vedbliver Regnen gjerne i tre eller fire Uger uden synderlig Afbrydelse. Man behøver derfor ikke at drage til Cap Comorin eller Ostindien for at se en uafbrudt Regntid af fire Maaneder. Man har et Ordsprog, som fra først af skyldes Kong Christian IV., da han besøgte dette Rige: Si alibi non pluit, pluit Bergis. Jeg formoder, at Aarsagen hertil er at søge i de omliggende Bjerge, thi om end hele Norge er bjergfuldt, er der dog ikke overalt saaledes, som her.

Dette er ogsaa Grunden til, at man ser Regnbuen hel og holden over Vaagen, en liden Bugt af Havet, omringet af sammenhængende Bjerge, om hvilken Bergen ligger amphitheatralsk. Berg betyder Fjeld (muonte). Byen er ikke omgiven af Mure, men er forsynet med fem Fæstninger. Af disse er den fornemste den, der beskyder Havnen, og hvor Generalen har sin Residents, en anden ligger ligeoverfor paa Nor-nes, den tredie paa Bjerget bag den første. Der er to andre, som i Nødsfald kunne sættes i Forsvarsstand.

Jeg skal nu fortælle to besynderlige Ting, som det forekommer mig, først om en Skik, dernæst om et Naturfænomen.

Her i Bergen findes et nogle Aarhundreder gammelt Samfund eller Kompagni af tydske Kjøbmænd fra Hansestæderne (citta Anseatiche), hvilke benævnes saaledes, fordi Hant i deres Sprog betyder mano (Haand) og see mare (Hav), altsaa Forbundne paa Havet.[41] Dette Kompagni bor i en Hovedgade i den yderste Del af Byen paa Havnens øvre Side, der kaldes Cantor. Den indeholder omtrent femti Huse i en eneste Linie, byggede af Træ efter Landets Skik, men temmelig store, hvert Hus afdelt i flere Leiligheder, i hvilke der bor omtrent femhundrede af disse Tydskere. I ethvert Hus have de en fælles Stue, hvor de have sit Ildsted for at varme sig, hvilket de gjøre af Frygt for Ildebrand, der lettere kunde opstaa, om de havde flere Ildsteder, og hvad mere er, der er en Vedtægt fastsat af Kongen af Danmark, at Kontoret ikke maa gjenopbygges for det Tilfælde, at det maatte brænde, og det endog om Ilden maatte være opkommen i en anden Bydel. Derfor løbe Tydskerne sammen med stor Bekymring, naar der opkommer Ild nogetsteds i Bergen. Principalerne, der bo i selve Hansestæderne, sende Fuldmægtige til Bergen, der ere deres Faktorer eller Agenter. Disse vælge sig imellem Sekretærer, der ere deres Formænd, to Konsuler, der kaldes Oldermænd, og tolv Senatorer, der kaldes Acteiner, hvilke i Forening ere Dommere i civile og kriminelle Sager, dog ikke i Livssager. Tydskerne har to Kirker, betjente af Præster af deres egen Nation, men som dog erkjende den Bergenske Biskops Overhøihed. De styre sig selv efter sine Regler og Vedtægter. En af disse forbyder dem at gifte sig, for at de skulle kunne leve mere bekvemt af sin Løn og gjøre god Tjeneste for Principalerne. De Kontorske blive med Tiden rige, og hvis de ville, gifte de sig og blive Borgere af Bergen eller af en anden By, hvilket ikke sjelden hænder. I Hansestæderne ville de rige og mægtige gjerne opnaa disse Poster for sine Sønner, men for at simplere Folk ikke skulle forurettes, byder Loven, at enhver Tydsker, som vil til Kontoret i Bergen, bliver prøvet 4 Gange paa følgende Maade:

Ved St. Hans-Tid sees hele Kontor-Gaden rigt udpyntet, saaledes som det er almindeligt ved de store Høitider. Gaden er overalt fuld af Folk, endog fremmede, og alle Vinduer besatte af Tilskuere. Et stort Tal af Baade, smukt udstafferede, bedække Havnen og ere fulde af Folk, der ville se paa dette Skuespil. I en stor Baad, mere glimrende udstyret end de øvrige, staa nogle af de fornemste Tydskere, ventende paa Candidaterne. Disse komme to og to i stort Antal og vel klædte. Ankomne til Havnen gaa de ud i nogle Baade, fra hvilke de i den dem foreskrevne Orden lidt efter lidt komme over i Hovedbaaden. Et saadant ungt Menneske, som vel kan være i en Alder af tretten, fjorten Aar eller noget mere, bliver pludselig afklædt og maa, efter at have grebet i Rælingen, med Hænderne holde sig ophængt mod Vandet og med Skuldrene vendte mod Folket, medens hans overordnede giver ham kraftige Slag paa Kroppen med en Stok. Disse, der saaledes behandle Candidaten, ere maskerede for at undgaa det Had, som de slagne ellers kunde fatte til dem. Vedkommendes Patron har dog Lov til undertiden at skyde sin Stok ind mellem „Patientens“ Kjød og de øvriges Stokke for at afbøde et eller andet Slag. Jeg har hørt, at de til større Beskjæmmelse undertiden dukke Ynglingen ned under Vandet. Det samme gjentages med samtlige Candidater. Dette kaldes Water-Spiel.

Hvis Dagen ikke strækker til, fortsætter man de følgende Dage. Naar saa en af „Loven“ fastsat Tid er omme, maa de samme unge Mennesker gjennemgaa tre andre Prøver: Om Morgenen sees alle Kontorets Huse skjønt udsmykkede. Foran disse er opplantet afskaarne høie, grønne Træer, kaldede „Mai“. Havnens Skibe lade sine Vimpler (standardo) flagre for Vinden, og hele Byen er i Festskrud. Et stort Antal tydske Ynglinge gaa i Procession 2 og 2 let (legiadramente) klædte, enhver med en „Mai“ eller grøn Stav i Haanden.

De, som gaa første Gang, gaa foran de øvrige, idet de danne et Kompagni for sig selv, foran have de rullende Tambourer. De, som anden Gang gaa til denne Forretning, komme mellem de første og dem, som gaa for tredie og sidste Gang, altid ledsagede af sine Tambouriner. De standse ved en Have, hvor de pynte sine „Maier“ med Blomster, og drage saa paany gjennem Byen og til Kontorets fornemste Bygning, hvor man venter dem. Her er beredt et kostbart Gjæstebud, dog ikke for dem, men for Byens Honoratiores, som ere indbudne. Gildet gjøres rigtignok paa Ynglingernes Bekostning. Om Aftenen komme disse ind i Salen i alles Nærværelse. Denne Sal staar i Forbindelse med et mørkt Værelse, hvor der befinder sig 10 til 12 maskerede Tydskere. Efter at den første af de Unge er bleven ført ind i dette Rum, kaster man pludselig en Sæk over hans Hoved, hvorved han ganske hindres fra at se, og efterat man i al Hast har berøvet ham Klæderne, kastes han med Munden ned paa en lang Bænk, der er indrettet til dette Øiemed, og medens to Mand holde hans Arme fast og to andre hans Ben, slaa de øvrige ham haardt med Pidske, syngende med høi Stemme en „Canzon“ paa Tydsk, ledsaget af Trommeslag, for at Ingen skal kunne høre den Ulykkeliges høie og jammerlige Skrig og derved bevæges til Medlidenhed. Dette kaldes Stup-Spil. Efterat de Ynglinge, som første Gang gjennemgaa dette „Spil“, ere behandlede paa denne Maade, kommer Raden til dem, som engang før have været ude for samme. De behandles endnu haardere, men værst dog de, der for tredie og sidste Gang gjennemgaa Prøven. Thi medens man ved Waterspillet slipper med en Gangs Prøve, maa man tre Gange gjennemgaa Stupspillet.

Røg-Spillet (il tormento del fumo) har man opgivet, efterat der ved dette var indtruffet en sørgelig Ulykke. Ved dette Spil pleiede man at ophænge Ynglingen i faste Reb under Armhullerne og antændte under ham en liden Ild af grønt Træ, for at Røgen skulde stige op og plage ham. Medens man saaledes en Dag holdt paa at røge et ungt Menneske, fik man pludselig høre den Nyhed, at et Skib var kommet ind i Havnen. Det var det første Skib, som paa lange Tider var kommet til Bergen, da Seiladsen did en god Stund havde været afbrudt formedelst Pesten. Allesammen skyndte sig nu afsted, den ene efter den anden, dog i den Hensigt strax at komme tilbage, og imidlertid lode de den Ulykkelige hænge i Røgen. Idet nu Enhver stolede paa, at nogle af de andre nok vendte tilbage, udeblev de alle saalænge, at Stakkelen, da de omsider kom, „ikke havde Brug mere for noget Testimonium“. Dette bevirkede, at hint Spil afskaffedes. Som Minde om denne sørgelige Begivenhed og til Bod for den anbragtes et stort Trækors paa Toppen af et høit Fjeld ved Bergen, hvilket stadig er blevet fornyet.[42]

En Art Slange af uhyre Størrelse findes i dette Hav. Den har samme Udseende som Slanger paa det faste Land, undtagen at den har en dobbelt Manke paa Halsen, der hænger ned til begge Sider. Den forfølger med stor Hurtighed Baade, hvori kun faa Mennesker befinde sig, men gjør ikke Forsøg paa at angribe store Skibe. – – –

En saadan Søorm (Scio orm) viste sig for nogle Aar siden her udenfor Havnen i hele Byens Paasyn. For at se dette Uhyre stimlede hele Folket sammen paa Stranden. Den ansloges til at være omtrent 100 Fod (passo) i Længden af de „bedre Folk“, med hvem jeg har talt derom; Tykkelsen stod i Forhold hertil. Simple Folk (populo minuto) forsikre, at den var meget større. Nogle faa af disse Uhyrer vilde være tilstrækkelige til at ødelægge det hele Riges Handel, da dets Underhold for en stor Del kommer fra Havet, hvor der daglig fiskes med Smaabaade med tre Mand paa hver. Men Forsynet har dog indrettet det saa, at Enhver kan have et Middel til at jage denne Leviathan tilbage i Afgrunden. Søormen lader sig kun se i fuldstændigt Vindstille, hvilket ikke ofte indtræffer uden i Hundedagene.

I hine Egne gaa mange Mennesker med et lidet Stykke Bæverkjød i Lommen, hvilket har den Egenskab, at Søormen, naar man kaster det i Nærheden af den, dukker ned i Havet. De, der ikke have dette Middel mod Uhyret i Beredskab, bruge et andet Kunstgreb, nemlig at flygte mod Solen, thi herved bliver Søormen blændet og taber Baaden afsyne. Andre kaste Træ eller et andet flydende Legeme i Vandet, og medens Søormen et Øieblik leger med dette, lægge Folkene alle Aarer ud og redde sig tillands. Trods al anvendt Efterspørgsel har jeg kun engang hørt om et eneste Tilfælde, i hvilket en Person af Søormen blev trukken ned i Dybet.

Hvis nu Folk ikke ville tro, hvad jeg her fortæller, saa kan jeg dertil kun sige, at Deres Exc. ikke behøver at tro det, da Norge jo er Deres Fødeland, og De kanske selv har været øienvidne til, hvad her er fortalt. Dette er, hvad jeg har kunnet iagttage ved at reise paa disse Kanter og efter blot at have tilbragt en Uge i denne By.

Imorgen fortsætter jeg min Reise til endnu mere nordlig beliggende Steder, og jeg haaber, at Udfaldet vil blive tilfredsstillende, i Særdeleshed af den Grund, at jeg reiser i Følge med to Studenter af denne Nation, som fortolke mig, hvad jeg behøver at vide.

Saasnart jeg er ankommen til Hs. Exc. Storkantsleren, Deres Broder, skal jeg ikke nøle med at sende Dem en ny Skrivelse.

Og imidlertid min ydmygste Hylding til Deres Excellence.


IV.

Norge svarer saa vel til mine Forventninger, at hver Dag eller rettere hver Time byder mig nye Ting af Interesse (curiosità) og især de forskjelligste og mest storartede Natursyner, saa, at hvis Oldtiden havde havt Nye derom, havde Ordsproget hellere talt om Norge end om Afrika: Quid novi fert Norvegia? Og i Sandhed, hvad nyt faa vi fra Afrika andet end skrækkelige Drager og uhyre Slanger? Og selv disse mangle heller ikke her, ja de ere endnu større, som Deres Exc. vil have læst i mit forrige Brev. Men foruden disse skrækindjagende opdager man her en Mængde yndige Ting, saaledes at En, som havde iagttaget alle Provindser og Byer i Europa, kunde, synes mig, sige: Tier kun stille, o Europas Riger og Provindser, og praler ikke med Eders Naturherligheder: England med sine Fugle, fødte af de i Havet faldne Træer; Spanien med sin Guadiana, som løber en lang Strækning under Jorden; Frankrige med sine Vandkilder, som forvandle sig til Sten; Flandern med sine flydende Øer; Holland med sin Torv eller brændbare Jord; Schweitz med sin Rhin, som styrter sig ned fra en høi Klippe; Italien med sine Vulkaner og sin Charybdis; Tydskland med sine Muslinger, af hvilke man faar ægte Perler; Danmark med sine Svaler, som styrte sig i Søerne og forblive paa disses Dyb i sex Maaneder; Bøhmen og Ungarn med sine Bjerge og rige Gruber; og endelig Polen med sine Saltgruber som ere frembragte ved menneskelig Kunst: lad alle disse Lande tie, siger jeg, thi Naturen har villet gjøre alle disse Undere eller lignende i Norge, og desuden mange andre, som ikke findes i noget andet Land. Og dette bereder jeg mig nu til at bevise klarlig, idet jeg forsikrer, at dette ikke er poetisk Overdrivelse, men den rene historiske Sandhed. Og saa begynder jeg med det første.

Det hænder undertiden, at der falder i Havet her Træstykker eller hele Træer af dem, som voxe ved Strandbredden. I Tidens Løb falder Barken af disse Træer, idet den raadner paa Grund af Havets Fugtighed og Bitterhed. Af dette Træes Forraadnelse fødes smaa hvide Orme, hvem Træet tjener til Føde. De æde sig ind i dette, idet der ved de to Ender (estremità) paa den øverste Side, som flyder paa Vandet, danner sig ligesom Smaahuse (casucce) eller lange rette Gange, fra først af smaa, siden større efter Ormelegemernes Størrelse, eftersom disse voxe. De største kunne rumme en Finger. Og Ormen murer dem tætte med en Slags Spyt fra Munden eller med en Vædske, som flyder ud af hele dens Legeme. Denne vædske stivner og overtrækker Gangenes Vægge ligesom Dækket i Muslingskallene. Saaledes kunne de ikke gjennemtrænges af Vandet, som ellers paa Grund af Træets Porøsitet vilde trænge ind. Den Del af Træets Overflade, som altid er udsat for Luften og ikke er under Vand, – thi den Stilling, det ved Faldet indtager, beholder det siden altid paa Grund af den forskjellige Tyngde i de forskjellige Dele – denne øverste Side bedækkes af en klæbrig, ildelugtende Masse, som sandsynligvis er Ormenes Exkrementer. Af disse sidste fødes nu ikke en smudsig og hæslig Bille, men en fuldkommen Fugl, og dette sker paa følgende Maade: I hin Masse danner der sig og retter sig efterhaanden iveiret en Mængde, om jeg Saa tør kalde dem, Nerver eller smaa Sener, som ere runde og tomme som en Skrivepen eller Skriverør, fire Fingre lange eller lidt mer. Paa den øverste Ende af disse voxer der nu frem en liden hvid Muslingskal, ganske som en Frugt voxer ud af Grenene paa et Træ. Idet denne lille Skal altid bliver større, bøie siderne sig mod hinanden, indtil de forenes og danne som en liden Mandel saa stor som en Negl; men naar den er udvoxet, er den af Størrelse som en grøn Mandel. Istedetfor Insektet, som befinder sig i andre Konchylier, fødes i denne en liden Fugl, hvilken ernærer sig af Træets Saft ved Hjælp af hin Nerve, som tjener til at meddele Føden, omtrent som Umbilicus hos Mennesket, medens det er i Moderens Liv. Eftersom Fuglen udvikler sig og behøver Luft for at aande og Føde til Ernæring, aabnes af sig selv Skallen ligesom et Æg, af hvilket Kyllingen kommer frem. Den lille Fugl hakker sig nu med Nebbet fast i Træet for bedre at kunne holde Stand mod Vinden, og suger nu selv fra dette sin Føde, indtil den er bleven større og føler sig flyvedygtig. Da hæver den sig i Luften, overlader det vaade Element til Fiskene og glæder sig i Luften mellem den flyvende Verden. Siden lever den dels paa Jorden, dels i Vandet som Søænderne (anitre acquatili), hvilke den ligner i Farve som i Størrelse og Udseende. Arten (la specie) vedligeholder sig ikke anderledes end paa den her anførte Maade. Man finder aldrig i Rederne Unger af denne Art, heller ikke Æg i Maven. Nordmændene kalde den Rødgaas (oca rossa). Fordi den fødes paa den her omtalte Maade, kunne Katholikerne i England spise den i Fastetiden. Medens jeg var der i Tjeneste hos Greven af Soissons, som er en Nevø af den store Mazarin, Ambassadør for Hans Majestæt Kong Carl II., havde jeg Leilighed til at spise af disse Fugle, og jeg syntes, de smagte ligesaa godt som andre Vandfugle.

Jeg besidder endnu to Stykker Træ med alle de øvrige Ting, jeg her har beskrevet. Jeg skar det selv af med en liden Øxe, medens jeg var i Norge. Jeg har af disse Ting ladet tage de her medfølgende Tegninger.

Paa mange af disse Fjelde ser man Elve, som.styrte sig i det omgivende Hav. Naar de ere komne et Stykke ned fra Høiderne, bore de sig ind i Jorden og komme siden atter frem. Der er saaledes en Elv, som to Gange gjentager dette, i Nordfjord og paa et andet Sted. Men det er ikke altid naturlige Udhulinger i Bjerget, som de strømme ind i. Undertiden løsrive Elvene en Mængde store Stene, som rulle ned, og af hvilke nogle blive liggende over Floden, hvis de ere saa brede, at de naa fra dens ene Bred til den anden. Andre Stene falde siden ned og samle sig til disse, saa at de danne en Hob (cumulo) ligesom en Bro, hvilken da i Aarenes Løb bedækkes saa vel af Jord og Græs, at det synes at være en eneste Masse og ikke en Sammenhobning af Stene. Saaledes kan den tjene til Bro over Elven.

Langs med Stranden ser man her paa mange Steder utallige hvide Smaastene, næsten som Mandler i Sukker. Men de ere runde, af lidt fladtrykt Kugleform (a sfera compressa). Slaar man dem istykker med et Jern eller en anden Sten, saa finder man altid i Midten en ganske liden sort Sten, udenom hvilken lægger sig en hvid Substans, indtil denne ganske dækker Kjernen og forstener sig om samme. Man finder disse sorte Smaastene paa de Steder, som Vandet hver sjette Time overskyller, og som ved Ebbetiden igjen blive tørre. Vandet konsoliderer sig nu omkring disse og beklæder dem med det hvide Hylster, som sagt er. Aldeles som i Auvergne. Vandet afsætter et Dække paa de Legemer, som længere Tid nedlægges i samme. Ogsaa i Italien, i Tivoli, forvandler Vandet sig til disse hvide Smaastene, som man i Spøg, men ikke uden Ret, kalder Tivolikonfekt. Disse Smaastene og ligeledes andre Smaastykker (particelle) af samme Stof voxe i ligesaa stor Mængde som Koriander paa andre Steder. Saaledes have de i en Tid af 20 Aar kunnet forene med Fastlandet en før isoleret liggende Klippe, som heder Cugna nella parocehia (Præstegjeld) di Redo. Mellem denne Klippe og det faste Land har enhver blot nogle Aar i Forveien kunnet se Baadene passere, og jeg har nu tilbagelagt dette Stykke Vei tilfods over disse Slags Smaasten.

Aarsagen til, at disse Kyster frembringe denne Slags Smaasten eller hvide Marmorstykker, tror jeg er følgende: Vandmasser, som sprudle ud af Fjeldene modtage visse Egenskaber af den Jordbund, de gjennemstrømme. Og Erfaringen viser, at hvis vi kaste Salt i et Kar med Vand, saa opløses det deri og forener sig med samme, hvorefter man ved Kunst igjen kan lade Saltet afsætte sig, saa at Vandet igjen bliver sødt som før. Hvis vi blande almindelig Jord eller Kridt i Vandet, saa vil der paa Bunden af Karret afsætte sig Jord eller Kridt. Og eftersom Kridt oprindelig er Sten eller et Stof, som med Tiden bliver haardt, især hvis det er udsat for Luftens Indflydelse, saa vil en Vandmasse, som gaar gjennem det Indre af et Fjeld, som bestaar af Kridt, blive kridtholdig. Naar Elven siden flyder ud af Fjeldet’ saa bundfældes Kridtet, bliver haardt og forvandler sig til Sten. Jeg har gjort dette Experiment, idet jeg har dannet en Kugle af Kridt, som i Løbet af 5–6 Aar er blevet til Sten, og jeg opbevarer den endnu. Jeg havde jo, for at overbevise andre om Ægtheden af mit Experiment, kunnet stikke gjennem den endnu bløde Kridtkugle en Naal eller et Stykke Jern, saaledes at det blev synligt fra begge Sider, men det faldt mig dengang ikke ind, og jeg overlader det derfor til andre. Jeg antager, at ligesom Kridt er en Stenart i sin oprindelige Form, saaledes finder man ogsaa i nogle Bjerge Marmor i endnu blød Tilstand. Naar dette har blandet sig med forbistrømmende Vandmasser, afsætter Vandet igjen det optagne Marmor, som da med Tiden bliver haardt, og, især om det udsættes for Luftens Paavirkning, omdannes til Marmor. Jeg maa antage, at saaledes opstaa her i Norge disse smaa Legemer af hvidt Marmor; thi Elvene flyde gjennem Stenmasser, hvor de træffe Aarer af hvidt Marmor, endnu ikke fuldt dannet, men i sin Urtilstand. Det samme siger jeg om Tivolikonfekterne, om Vandet ved Tours i Frankrige, om mange Grotter, som jeg har seet her i Norge og andetsteds, fra hvis Hvælvinger hænge ned mange hvide Marmorstykker i de forskjelligste Former, men som oftest lignende Voxlys, hvilke blive altid større per juxta positionem formedelst Vandet, som i disse Grotter flyder ned af dem, ganske som Istapperne dannes langs med Tagrenderne i Vintertiden. Derfor kaldes hine Stendannelser Lapis stillatitius.

I enkelte af Indsøerne i Norge findes smaa Øer, som af Vinden drives snart til den ene Kant, snart til den anden, ligesom i St. Omer i Flandern.

Fjeldene i dette Land er beklædte med Torv eller brændbar Jord, og heraf betjener man sig som Brænde, naar Veden mangler.

Nidelven, som flyder forbi Byen Throndhjem (Truniem), styrter sig med hele sin Vandmasse ned af en uhyre Klippe, som er meget høiere end Rhinfaldet. Larmen af dette Vandfald høres undertiden lige til Throndhjem, som ligger mange Mile borte. En anden Flod, som af Landets Beboere kaldes Storelven, styrter sig ogsaa paa engang med stor Larm fra en høi Klippe, høiere og steilere end Rhinens. Fra disse Bjerge ser man ofte om Vinternætterne flyvende Drager komme ud. De kaldes saa, skjønt de se ud som en Feiekost eller Linie, hvis Skaft kommer først. De ile afsted som en tændt Raket, sendende Gnister til alle Sider. Som oftest jager Vinden dem imod et andet Fjeld, hvor de slaaes i ganske smaa Stykker, der se ud som Gnister. Men for Norge ere disse uskadelige Ildsyn blot Morskab, medens Italien har saa megen Skræk og Skade af sin Vesuv og sit Ætna.

Jeg skal ogsaa til sin Tid tale om den store Malstrøm, som findes i Havet her, hvis det bliver mig muligt at komme saa langt som didop.

Naar den første Høstkulde lader sig føle, samle Svalerne sig i store Sværme og styrte sig i nogle af Søerne, saaledes som før er fortalt.

Hvis Fjeldene ere ufrugtbare paa Overfladen, saa erstatte de dette Tab fuldkommen ved Metalrigdommen i det Indre. Statskassen har en god Indtægt af sine Sølv-, Kobber-, Jern- og andre Metalgruber. I nogle af dem finder man undertiden rent Sølv. Jeg har seet Tegninger af saadanne Sølvaarer, der saa ud som smukke Træer med Forgreninger. Der findes ogsaa smaa Kvantiteter af Guld, men de ere saa smaa, og det er saa kostbart at udvinde det, at det ikke lønner sig at søge dette Metal.

Naar Havet er stærkt oprørt af Storme, kastes Bølgerne op Vover de høie Klipper, hvoraf disse høie stenede Kyster bestaa, og her fylde de (Bølgerne) Udhulninger mellem disse. Naar det saa bliver roligt igjen og Vandet er udsat for Solstraalerne, tørrer det (indurisce) og forvandles til udmærket Salt, omendskjønt man af dette kun faar en ringe Mængde. Men her i den kolde zone vækker dette mere Beundring end i varmere Regioner; det er langt mærkværdigere, at man i et saadant Klima vinder en ringe Mængde, end at man paa varme Steder faar mere, være det nu forstenet som i Polen, eller som saltholdige Kilder, der sprudle fra Bjergene i Bourgogne, eller som Masser af Søsalt, hvilket man ofte nok kan se.

Norges andre Mærkværdigheder ere saa talrige, at jeg vanskelig kan fortælle dem alle, selv dem, jeg nu allerede kjender, og desuden er det sandsynligt, at jeg med Tiden paa andre Steder vil komme til at opdage endnu mange andre. Men den største af alle Mærkværdigheder er den umaadelige Søorm. I Lagho di Schonen, faa Mil fra Throndhjem, var der en af disse Slanger, som tiltog saaledes i Størrelse, at den snart ikke mere havde ordentlig Plads i Søen. Den blev nødt til at slæbe sig til Havet, følgende Elven, som løber ud af Søen. Men denne var smal, og Uhyret rev da paa sin Vei ned nogle Møller, som vare byggede ved Elven, og som forhindrede dets Reise. Søormen naaede dog sit Maal, men da den var kommen til Havet, var den saa udmattet af alle de Slag, den havde faaet af de Møller, som havde ramlet over den, at den om nogle faa Dage døde. Ormen blev af Bølgerne kastet op paa Strandbredden, hvor den gik i Forraadnelse og fordærvede Luften saaledes, at mange Kreaturer satte Livet til derved. Derfor var Folk i Egnen nødt til at bygge Gjerder, for at Kjøerne ikke skulde komme derhen. Der findes i Throndhjem ikke et Menneske over 40 Aar, som ikke mindes dette.

Man fanger i Havet her umaadelig store Aal, nogle ere tykke som en Mands Ben og Længden forholdsvis. En saadan ser man udstillet i Bergen, hvor den er ophængt over Døren til et Hus i Tydskernes Kvarter. Le passere di mare[43] ere saa store, at jeg har maalt en, som var 9 palmi, og den var ikke af de allerstørste; thi paa et andet Sted havde man nogle Uger i Forveien fanget en, som var sex Alen lang. Og jeg havde ingen Vanskelighed for at tro dette, efterat man havde vist mig dens Bug, af hvilken de betjente sig som af en Sæk, og som en saadan saa den ud. Den var 5 palmi lang og forholdsvis bred. Disse Fiske fanges med en Krog paa en Dybde af indtil 200 Fod (passe). Og Snøret maa være endnu meget længere, da det slippes lidt efter lidt, thi Dyrene forsøge nemlig at undkomme, og i de første kraftige Forsøg paa Flugt kunne de vælte Baaden. Man trækker dem siden op til Vandfladen og slaar dem ihjel med Stokke, hvilke ere forsynede med en Jernspids. Uden dette vilde de ved sin Sprellen slide sig løs. Indvoldene tages nu ud af dem, og de skjæres i lange Stykker efter Længden, og saaledes blive de, uden at saltes, blot tørrede i Luften, sendt til fjerne Steder.

Obran[44] kaldes en Fisk af Størrelse som en Baad. Naar den har slugt en Fiskekrog af en Haands Tykkelse, saa at den ikke kan slide sig løs, dukker den med Hovedet under Vand, idet den med sin stærke, skarpe Hale skjærer i Snoren over som med en Øxe. Den befrier sig saaledes og bryder sig ikke videre om Krogen, som bliver siddende i Gabet. Men Fiskerne har nu efter denne Erfaring lært at befæste Krogen til en Kjede, som er længere end Fisken, og derpaa bliver Kjeden fastgjort til Snoren.

Det sker ofte, medens man fisker her, at Krogen paa Bunden af dette dybe Hav hænger sig fast i og løsriver Smaatræer, som voxe dernede, og som kunne være af fire Slags: Den første har ingen Blade, men saavel Stammen som Grenene bestaa af et Slags let, hvidt og porøst Træ, udentil gult. Stammen er tyk som en Mands Arm. Enkelte ere af smuk rød Farve, men forøvrigt lig de andre. Den anden Art ligner Tamarisken, og har skarpe grønne Blade. Den tredie er af Sten fra Toppen til Roden. Hvis man slaar den itu, ser man Aarerne i Ringe efter hinanden, som hos almindelige Træer. Den fjerde og sidste Art er en hvid Koral, som bliver næsten halvt saa høi som et Menneske. Den røde Koral er meget sjelden her. I Havet voxe ogsaa andre Planter (vegetabili), som dog ikke fortjene Navn af Træer. Paa samme Maade opfisker man Svampe, der sidde fast til Stenene. De forgrene sig ofte som en Haand med mange Fingre, og disse Fingre eller Grene strække sig opad, og jeg tror, de formere sig per intus susceptionem, ligesom de andre Planter, jeg her har nævnt; det vil sige, de ernære sig af Vand.

Den Del af Kysten, som hver Dag to Gange oversvømmes af Havet, er for det meste steil som en høi Mur. Men alligevel tilbagelader Vandet en Substants, af hvilken der voxer op saavel levende som livløse Gjenstande, og især er der en Slags Græs eller smaa bøielige Buske, som kaldes Tang, og som blive tre til fire Haandsbred lange. Det interessanteste af alt er, at man undertiden ser nogle af disse Smaaplanter voxe paa en Sten, hvilken da flyder paa Vandet, baaren af Planten. Jeg har taget med en saadan, af hvilken en Afbildning følger. – – – –

Paa mange Steder finder man ogsaa Perle-Konchylier, som her kaldes Muslinger eller Skalfisk. Jeg maa fortælle, hvad jeg har hørt om disse Dyr, enten man nu kan tro mig eller ikke. Disse Dyr, som ere næsten livløse, fange alligevel den listigste af alle Skabninger, nemlig Ræven, det Dyr, hvis Egenskaber man tillægger de underfundigste Mennesker. Jeg kan godt forstaa, at denne Fortælling kan vække Latter, men øienvidner have forsikret mig, at alt var sandt, og derfor har jeg dristet mig til at skrive derom. Man fortæller altsaa, at Ræven kjender de stene og Klipper, som ere bevoxede med Muslinger, og at den ved, at disse i Ebbetiden ere tilgjængelige Den gaar altsaa ned til Stranden og søger at slikke til sig Indholdet af de Muslinger, som have aabnet sine Skal. Men neppe føler Muslingen Berøringen af Rævens Tunge før den klapper sig sammen om denne og holder den saa fast, at Dyret ikke kan drage Tungen til sig, uden at den sønderrives. Den maa altsaa forblive der, til Vandet atter stiger, og drukner da, hvis ikke Folk allerede har faaet Øie paa den og dræbt den. Havde Æsop hørt dette, havde han sikkert benyttet det til en Fabel, og Plinius havde optaget det i sin Naturhistorie Denne Fortælling er jo langt besynderligere end den tilsvarende, vi har i Italien om Padden, som med hemmelig Kraft trækker Nattergalen til sig og sluger den levende.

Jeg kommer nu til Landdyrene, f. Ex. Elgen, Hermelinen og Lemænen. Hvad denne sidste angaar, saa viser den os, at det mærkværdigste i Skyernes Regioner langtfra er Lynet, eftersom der mellem disse ogsaa fødes levende, fuldkommen udviklede Dyr, som tilligemed Regnen falde ned i en saadan Mængde at de paa en eneste Dag kunne oversvømme store Strækninger og aldeles ødelægge Korn og Græs. Derfor frygter man dem her langt mere end Hagel. Men denne Ødelæggelse indtræffer kun sjelden, og der kan hengaa mange Aar, uden at man ser noget til dette Dyr. Lemænen ser ud som en Rotte, med en ganske liden Hale og er af mørk Jordfarve. Jeg har i en Samling seet skindet af en Lemæn, men det var ikke i Norge. Man siger, at saalænge de ere unge, er deres Farve gulagtig som smaa Ællinger. Hvis man berører dem med en Stok, bide de sig fast i den og holde sig haardnakket. Der kan ikke være Tanke om, at de fødes paa Jorden af de fra Skyerne faldende Draaber ligesom Froskene; thi de falde, efter hvad man fortæller, undertiden endog ned i Baadene eller paa de Reisendes Hoveder som Regnorme (lombrichi). Der gives intet Middel mod denne Plage, men den forsvinder af sig selv, som den er kommen; thi de leve kun til næste Foraar. Saasnart de da begynde at spise det unge friske Græs, dø de alle, som om de vare forgiftede Dette Dyr er eiendommeligt for Norge og er ukjendt paa andre Steder. Paa Latin har man kaldet det Mus Norvegicus. Hermelinen er et af de listigste af alle firføddede Dyr. Den stjæler alt, den kan overkomme i Husene. Den er meget liden, mager og tynd, men forsøger dog at bære Æg mellem Hagen og Brystet, idet den holder dem fast med Forpoterne og gaar paa Bagbenene som en Abe, naar den efterligner Mennesket. Og endnu mere utroligt er, at den gaar paa Jagt efter Fugle, især Tieder, som er saa stor som en Kalkun. Hermelinen nærmer sig denne ganske sagte paa Sneen (fra hvilken den ikke kan skjelnes for sin hvide Farve) og styrter sig pludselig over Fuglen, bider sig fast i dens Hals og lader sig bære op i Luften, idet den bider; til den har sønderrevet Halsen paa sit Bytte, som da falder til Jorden og ikke mere kan undslippe. Naar Hermelinen ser Elgen ligge paa Jorden og sove, nærmer den sig som tilfældig; men med et Spring er den snart nær til det uhyre Dyr og smutter ind i dets Øre, og idet den angriber disse følsomme og nerverige Dele, bringes Elgen af Smerte i et saadant Raseri, at den fortvivlet sætter afsted over Bjerge og Kløfter, til det endelig snubler og styrter i en Afgrund og brækker Halsen. Dette har jeg, som Deres Excell. vel kan tænke, ikke selv seet; thi det vilde jo være en dristig Jægers Eventyr og ikke en simpel Reisendes. Men jeg kan forsikre Dem, at jeg har søgt Bekræftelse derpaa hos Mennesker, hvilke jeg tror ligesaa lidt istand til at bedrage, som til at lade sig bedrage, og jeg har aldrig fundet, at de i ringeste Maade tvivlede herom. Men derimod tro ikke alle, hvad nogle fortælle, at Hermelinen dræber dette store Dyr blot for at bruge det til at varme sig lidt i den kolde Aarstid eller for at suge den Smule Blod, som flyder ud af Aarerne, før det stivner. Jeg har ikke villet spilde megen Tid med saadanne Efterspørgsler; thi jeg har aldrig indbildt mig at kunne finde Folk, som kunde oplyse mig om et saadant Dyrs Hensigter og Planer.

Disse Ting altsaa og mange andre, som det vilde blive for langvarigt at omtale her, har jeg iagttaget paa denne anden Del af min Reise i Norge fra Bergen til Throndhjem. Denne sidste By finder jeg stor og smuk i Forhold til den nordlige Beliggenhed, nemlig 64°. Den var de første norske Kongers Hovedstad, blandt disse Olaf den Helliges, hvis Grav er i Domkirken. Denne Kirke fortjener, hvad Størrelse, Arkitektur og Material betræffer, at regnes blandt de største og smukkeste, som findes i det høie Norden. En. Del af den er ødelagt ved en Ildebrand, men Størsteparten blev skaanet, og den benyttes nu, som om den var ubeskadiget. Bygmesteren havde ingen Vanskelighed i at finde Material; thi der findes vel neppe noget Sted, hvor der af dette er en saadan Overflod og af saa god Kvalitet som her. Hele Bygningen er af Klæbersten (pietra viva di taglio), hvoraf de nærliggende Bjerge for en stor Del bestaa. Og en uudtømmelig Hjælpekilde er Alabasteret; thi 8 Mil herfra ude i Havet ligger en Ø, som helt igjennem bestaar af denne Stenart. Heraf har man hugget flere hele Søiler, som smykke det Indre af Kirken. Man ser ikke mere noget Spor af det kongelige Pallads (!), som tillige var Sæde for Throndhjems Erkebiskop, hvem Biskoperne i Norge og Island vare underordnede.

Fra Throndhjem har jeg nu reist disse fem Mil til Osterod til Hs. Excellence Storkantsleren af Norge, Ovidio Bjelke, Deres Excellences Broder. Han modtog mig og har beværtet mig paa en saa forbindtlig og artig Maade, at jeg umulig kan finde Udtryk, som kunne beskrive det. Hans egen medfødte Godhed og de fra Deres Excellence medbragte Anbefalingsbreve have bevirket det og langt fra min egen Fortjeneste, som desværre ikke svarer til en saadan Udmærkelse. Hans Excellence var allerede underrettet om min Ankomst, før jeg naaede hid; thi Hr. von Lindenau, hans Frues Broder, havde skrevet derom fra Stockholm, ogsaa i den franske og danske Ministers Navn.

Imorgen reiser jeg opover mod Nordland. Jeg maa tilstaa, at jeg her fryser meget; det er jo Vintertid, og jeg nærmer mig den kolde Zone, fra hvilken jeg nu blot er to Grader fjernet. Man træder ikke paa andet end Sne og Is. Det er vistnok meget dristigt at reise saaledes mod Nord paa Isen, som ligger mellem Fastlandet og de Kysten omgivende Øer, snart tilfods, snart i en Slæde, trukket af en eneste Hest, og hele Tiden at se, at Vandets Stigen og Falden snart hæver os mere end en Mands Høide over vort forrige Niveau, snart igjen lader os synke ned til dette, og altsammen uden at man har den ringeste Fornemmelse af Fare. Da jeg efter en saadan Reise engang kom til en Præst, og vi sad og talte sammen i Fortrolighed, opgav jeg ham en Gaade at gjætte, nemlig denne: Ego habui iter super multer Maria, super unicum Æquor.

Her hører man sige, naar det er rigtig koldt: „Idag er det brændende koldt.“ Dette stemmer med, hvad Tacitus skriver: Ambusti multorum artus vi frigoris.

Det er vel unødigt at fortælle, at Øllet fryser i Tønderne, selv den hedeste Vin gjør det, ja endog Brændevinet, enten det er lavet af Øl eller Vin.

I Skoven springe Træerne med en Lyd som af et Geværknald, og derfor kan man paa denne Tid af Aaret ikke gjøre god Jagt; thi Fuglene flyve bort. Jeg tilskriver denne Træernes Opspringen den Saft, som er indeni dem, hvilken, naar den fryser, behøver mere Plads end før. Derfor sprænger den saaledes mod Barken, at denne og Veden tilsidst give efter med et stærkt Knald; dette sker aldrig med døde Træer.

Jeg, som nu er udsat for denne strenge Kulde, kan forsikre, at den grusomste Lidelse, jeg i hele mit Liv har følt, er den Smerte, som Kulden foraarsager, især i de halvt stivfrosne Fødder, og det hænder undertiden, at Reisende fryse ihjel. Men det er dog en god Ting, at man her paa denne Tid aldrig plages af den kjedelige Fugtighed. Thi selv uden Astrologiens Hjælp er man sikker paa, at man aldrig har Regn. Enten er Veiret klart eller overskyet, eller der falder Sne, men ingen Regn. Vinden er heller ikke meget stærk, og saaledes haaber jeg at holde ud. Igaar sagde Hs. Excellence i Spøg til mig, at jeg ganske sikkert vilde omkomme paa denne Reise; thi jeg i drager i Kamp mod to mægtige, allierede Fiender, nemlig den barske Vinter og den kolde Zone, og hvis ikke jeg er stærk og tapper nok, saa er jeg deres sikre Bytte. Og eftersom det heder: Nec Hercules contra duos, saa kommer jeg sikkert til at ligge under. Han anser mig som fortabt; men saa trøster han mig igjen med, at han vil ære mit Minde ved at fortælle om mit kjække Foretagende og tapre Undergang i et Tillæg, som han tænker at skrive til den norske Krønike. Jeg takkede ydmygt Hs. Exc. for den tiltænkte Ære, idet jeg tilføiede, at jeg skulde forsøge at bære mig saaledes ad og være saa forsigtig, at Hs. Exc. ikke behøvede at have saa meget Bryderi for min Skyld. Og saa maatte jeg tillige love at give ham Efterretning fra mig naa denne Del af min Reise, især angaaende den store Malstrøm, hvilket han fremfor alt paalagde mig. Jeg tilføiede, at af disse Umuligheder eller antagne Umuligheder har jeg allerede udført flere, blandt andre min Reise fra Stockholm til Lapland, hvilken blev udmalet mig som en Umulighed af Ministeren Hr. de Chassan.[45] Og lignende sagde man mig i København, da jeg begav mig hid op. (Jeg reiste fra Helsingør den 3die Oktober, og i August næste Aar var jeg igjen tilbage i Kjøbenhavn). Hans Excellence havde anmodet mig indstændig om at blive hos ham Resten af Vinteren, da jeg efter hans Mening om Vaaren kunde have fortsat min Reise langt lettere og bekvemmere. Men efter at have takket ham svarede jeg, at jeg selv vilde erfare og gjennemgaa, hvad jeg senere skulde beskrive og fortælle. Han lod mig da, efterat jeg havde tilbragt fem Dage hos ham, tage Afsked, og sendte en af sine Tjenere med en Slæde forat følge mig nogle Dagsreiser paa Veien, hvorhos han gav mig Anbefalingsbreve til flere Præster. Disse Heste, som spændes for Slæderne, ere staalskoede, d. v. s. deres Sko forsynes med Jernpigger, som ved hvert Skridt bore sig fast i Isen. Paa denne Maade kjører man langt sikrere, og det gaar hurtigere end paa Landjorden. Man føler sig i Begyndelsen lidt ængstelig, naar man hører, at Isen brister og faar lange Revner, snart i den ene, snart i den anden Retning. Disse Sprækker forlænge sig, til de træffe en anden tversover løbende Revne, og Isen kommer saaledes til at se ud som et Mosaikgulv. Den Reisende er dog ganske sikker; thi Revnerne fremkomme ikke ved Slædens Tyngde, men som en Følge af den stærke Kulde. Engang mindes jeg, at jeg gik langs med Strandbredden af en liden tilfrossen Sø. Paa den anden Side bøiede sig et Fjeld amphitheatralsk om Stranden. Eftersom Isen her brast, hørte man en forunderlig harmonisk Lyd som af en meget simpel Haandtromme. Jeg maatte standse og lytte til denne forunderlige Lyd, som jeg aldrig før havde hørt og kanske aldrig mere kommer til at høre. Der findes vist intet beboet Sted, hvor Kulden er saa stærk som her. Til at modstaa den bruger jeg fire Midler, to udvortes og to indvortes. De første ere Overflod af Spise og Drikke og stærke, oplivende Drikkevarer, især drikker man her om Morgenen en hel Del Brændevin, naar det er at faa. Mit tredie Middel er, at jeg klæder mig varmt i Uldtøi, med tykke Uldvanter og en Skindhue, som falder mig ned over Ørene og Halsen og kun lader saa meget af Ansigtet ubedækket, at jeg kan se og puste; og det sidste bestaar i megen og næsten voldsom Bevægelse. Naar jeg saaledes færdes i Baad, hvilket er det vanlige, saa tager jeg en Aare fra Rorskarlen og søger at holde mig varm ved at ro dygtig; hvis jeg derimod kjører, saa stiger jeg ud af Slæden og gaar lange Stykker tilfods. Disse Baade eller smaa Fartøier ere aldeles uden Dæk. Der er netop Plads til tre Mand i en saadan, og disse sidde efter hverandre i Rad, hver paa sin Bænk, hvilken er et Bræt, som er lagt tvers over Baaden. I Bagstavnen er der et ganske lidet Sæde blot for en Person, og der sidder jeg, medens vi reise gjennem disse kolde Egne i det bestandige Mørke. Fra den ene Gaard til den anden er der i Almindelighed blot nogle Timers Vei, men disse synes mig uendelig lange, og det er en uforklarlig Lidelse at sidde saaledes i Mørket, uden at kunne se de omgivende Gjenstande, uden noget, som beskjæftiger Tankerne og interesserer. Jeg kan jo heller ikke tale med mine Førere, hvis Sprog jeg ikke forstaar. Jeg glæder mig derfor usigeligt, naar jeg langt borte hører en Hund gjø og saaledes ved, at vi snart ere fremme. Naar vi ere naaede til Gaarden, vende Baadfolkene hjem igjen med sin Baad, og Folkene paa Gaarden tage venlig imod mig i den varme Stue eller i Huset, som i Almindelighed blot bestaar af et Værelse. De gjøre da en stor Ild op, lave Mad istand, tage Drikkevarer frem og berede mig et Sted til at sove. Dette sidste tager jeg ikke altid imod, da jeg undertiden foretrækker strax at fortsætte min Reise, og saa siger jeg: „Baad til næste Gaard!“ hvilke Ord jeg nu godt kan sige, da jeg saa ofte maa gjentage dem. Man forsøger dog gjerne at overtale mig, men hvis de se, at jeg er fast bestemt til at reise videre, saa lade de vække en af Folkene, som da henter Baaden frem fra den lille Baadhytte, hvori den staar, og saa ro de mig videre mellem Øerne langs med Kysten til den næste Gaard. Engang hændte det, at jeg var bleven sat iland af Baaden ved en Gaard, som laa 50–60 Skridt fra Landingsstedet. Baadsfolkene reiste afsted, og jeg vadede opover mod Gaarden. Sneen var saa høi, at jeg sank i den til over Knæerne ved hvert eneste Skridt, og paa denne Maade naaede jeg halvveis; da følte jeg pludselig, at jeg havde mistet Støvlen af den høire Fod. Jeg betænkte mig lidt, og saa sagde jeg mig, at hvis jeg vendte om i mine Fodspor, saa maatte jeg finde Støvlen i et af disse paa den venstre Side, eftersom jeg havde mistet den tilhøire, idet jeg gik opover. Jeg tog af mig Vanten og følte med den befriede Haand i det første Hul i Sneen, men der fandtes ingen Støvle; men rigtig, i det tredie sad den. Jeg trak den op, men mærkede ikke, at jeg mellem Støvlen og Haanden fik et Stykke Sne, og saaledes bar jeg den nu frem til Gaarden; thi Kulden havde gjort min Haand saa stiv, at jeg umulig kunde trække Støvlen paa med den. Da jeg kom ind, praktiserede jeg de almindelige Høflighedsregler, som bestaa i at sige gu nat eller gu dag, hvis man kommer om Dagen, og saa rækker man enhver Haanden. Men en Stund efter begyndte jeg at føle en frygtelig Smerte i Fingerspidserne af den Haand, som uden Vante havde rørt Sneen, og Smerten tiltog i den Grad, at jeg aldrig før havde følt noget lignende ondt. Jeg syntes, det gav mig lidt Lindring at strække Haanden ud paa Bordet og banke den med den anden, og saaledes gjorde jeg, til det gik over. Jeg gik ikke nær Ilden, da jeg vidste, at det derved kun bliver værre; thi derved kunne de frosne Lemmer endog briste, og man beholder Ar af saadanne Saar i hele sit Liv.

Jeg vil ikke nægte, at der er Øieblikke, i hvilke min Reise forekommer mig lidt farlig, saa meget mere som jeg ved, at der endnu er Maaneder tilbage, i hvilke Vanskelighederne ikke blive mindre og færre, men derimod talrigere og større. Men i saadanne Timer siger jeg til mig selv (jeg kan jo sjelden tale med nogen anden): Du lider meget, ikke sandt, Francesco? Men sig mig engang, hvem har tvunget dig til at komme hidop? Ingen! Du har selv villet det, dragen af din Videlyst. Over hvem kan du altsaa beklage dig? Før du kom hid, havde du læst, hvad de to store Forfattere Adamo Oleario og Monsignor di Berito sige om de Farer og Onder, som ere uundgaaelig forbundne med de længere Reiser. Og derfor, frisk Mod! Der gives jo mange qui lucri non scientiae causa navigant; og alligevel vove de sig ud paa Reisen og naa sit Maal. Denne Dags Lidelser ende med denne Dag, men Glæden over det, du har seet idag, vil vare i hele dit Liv, og ligeledes er det med de Seværdigheder, som bydes dig i de næstkommende Dage.

Chi vuol goder degli agi,
Soffra prima i disagi.

Disse Betragtninger fornye mit Mod. En eneste Ting beskjæmmer mig; det er, naar jeg maa sige mig: Hvorfor gjør jeg ikke af høiere Hensyn, hvad jeg kan udrette for at opnaa et jordisk Gode?

Naar jeg kommer til en Gaard, lader jeg udenfor Døren enhver ubehagelig Tanke, spiser og drikker og sover med den største Ro og Lyst af Verden. Det eneste, jeg savner, er at kunne tale. Jeg kan sige enkelte Ord, som jeg har nedskrevet efter hvad Præsterne og andre Latin talende Folk have dikteret mig. Thi Latin taler man her noksaa kjækt. Dernæst trøster jeg mig ved en Ting, som kanske ved første Øiekast burde bedrøve mig meget, nemlig over, at jeg er ganske alene og uden Ledsager paa denne Reise. Jeg trøster mig over min Ensomhed, ja glæder mig endog; thi jeg tør neppe tro, at en Reisefælle kunde have en saa jernfast Vilje og saa udholdende Kræfter som jeg. Man har, som sagt, flere Midler, med hvilke man kan lette Møisommelighederne paa en saadan Reise. Jeg har allerede bemærket, at det bedste Middel er at spise og drikke godt, og hvor vidt man kan drive dette her i Norge, vil forstaaes af følgende: En Aften kom jeg til en Præstegaard, hvor jeg, som sædvanligt her i Landet, blev venlig modtagen uden nogensomhelst Godtgjørelse. Præsten begyndte strax at drikke Skaaler med mig af et stort Brændevinskrus, som gjorde Turen omkring Værelset fra den ene til den anden, til Kruset var tømt. Og jo oftere dette gjentages, desto livligere bliver Samtalen. Derpaa gik vi til Aftensbordet, som var rigelig besat og bestod af Kjød og Fisk, som sædvanligt. De forskjellige Retter følge paa hverandre med meget lange Mellemrum, i hvilke man drikker dygtig meget godt Øl af en stor Sølvkande. Denne Kande gaar rundt til alle Gjæsterne, efterat Værten først har drukket Skaal med den Fremmede, som derefter drikker med sin Sidemand, denne med den følgende og saaledes videre nedover. Indeni Bollen er der Mærker i lige Linie over hverandre og i lige Afstand for at bestemme det Maal, Enhver skal drikke. Det er aldrig tilladt at drikke mindre end fra det ene Mærke til det andet, men derimod gjerne mere, og jo dybere man lader ølet synke i Kanden, desto høiere stiger man i Hæder og Ære. Efter Aftensmaaltidet, som varede to, næsten tre Timer, bleve vi endnu siddende en god Stund for at tale, idet vi fremdeles vedblev fra Tid til anden at forfriske Struben, for at Talen skulde flyde desto lettere. Derpaa fulgte den gode Præst mig tilsengs, og for at ønske mig rigtig Godnat drak han endnu en Skaal med mig, idet han, da jeg allerede var kommen i Sengen, rakte mig et Sølvbæger med Akvavit. Endelig lod han mig falde i Søvn eller rettere overfaldes af Søvnen, som længe havde luret paa mig som paa et sikkert Bytte. Sengene her tillands bestaa af to store Fjerdyner, af hvilke man har den ene under og den anden ovenpaa istedetfor Tæpper, og vistnok kan det behøves. Dertil hører en Hovedpude og en stor Nathue. Sandt er det, at jeg ofte svedede dygtig, kanske paa Grund af den store indre Varme, som Drikken foraarsagede. Det hændte mig ogsaa ofte i disse Stuer, at varmen fra Ildstedet blev mig for stærk, og at jeg midt om Natten maatte gaa ud for at faa frisk Luft. Men nu maa jeg fortælle Resten af min Historie i Præstegaarden. Den næste Morgen, medens jeg endnu sov (omendskjønt det var lys Dag, d. v. s. faa Timer før Middag), kommer hans Velærværdighed selv hen til min Seng for at vække mig, og halvt i Søvne hører jeg, at hans første Ord er: Domine Itale, bibo tibi. Jeg maatte aabne Munden, før jeg endnu havde faaet Øinene rigtig op, og saaledes liggende i Sengen drikke det fremrakte Brændevin. Derpaa sagde han, at det snart var Middagstid, og neppe var jeg oppe og kommen i Klæderne, før vi bleve kaldte tilbords. Middagen var ligesaa rigelig som den forgangne Dags Aftensmaaltid. Efter dette reiste jeg afsted, meget erkjendtlig for al bevist Artighed, og uden at bryde mig det ringeste om Kulden.

Jeg er lidt ængstelig, idet jeg skriver alt dette til Deres Excellence, da jeg ved, at det ikke er noget nyt for D. Exc., men hvis jeg skulde tænke paa saadant, adlød jeg ikke saaledes, som jeg bør. Deres Exc. har jo befalet mig at sende Dem disse Efterretninger. Jeg haaber, D. Exc. undskylder, hvis jeg har kjedet Dem, og gjør D. Exc. min dybeste Reverents.


V.

I Throndhjem og paa Østraat havde jeg uden Deres Excellences Hjælp sikkert fundet mine Herkulessøiler; men takket være de fra Deres Exc. medbragte Anbefalingsbreve ere alle de Vanskeligheder overvundne, som ellers vilde have oversteget mine Kræfter. Ved at høre Deres høie Navn har Enhver vist mig Forekommenhed. Jeg har fundet, at Norge ikke staar tilbage for noget andet i Velvillie og Artighed mod Fremmede, og jeg er derfor alle, men især Deres Exc. meget forbunden. Denne Del af Reisen har ikke været mindre rig paa seværdigheder end den foregaaende. Jeg beder Deres Exc. at rette mine Feil og at gjøre mig opmærksom derpaa senere.

I Nærheden af Bjørnør Kirke fandt jeg, medens jeg roede paa Havet langs med Kysten, en Klippe, som af Vandet var bleven dannet til en Halvø. Paa Toppen af denne blev jeg pludselig var en Vandsøile af en Mands Tykkelse og to Mands Høide, der med korte Mellemrum saaes blev slynget op i Luften. Jeg steg derfor iland og hørte da under mine Fødder en Lyd som en svag Torden. Efterat Vandsøilen igjen var stegen op i Luften, gik jeg rundt om Klippen og fandt da, at der paa Nordsiden mellem denne og det faste Land, som overalt var Fjeld, fandtes en liden Kanal, et Skridt bred og to eller tre lang. Herind løb de store Bølger fra Havet, trængte dybt ind under Klippen i en Hule, som havde dannet sig der, og hvis Aabning var meget trang. Bønderne fra den nærliggende Gaard sagde, at nu var det en hel Maaned, siden de havde hørt lo Slom. Saaledes kalde de i sit Sprog Drønet fra denne Hule. Og sidste Gang, de hørte det, var ved en stærk Sydvestvind, hvilken altsaa ikke blæste lige for Indløbet til Kanalen. Den Familie, som bor her, nyder altsaa Synet af denne store Vandleg (gioco d’acqua), uden at det koster dem en Skilling, medens Rigmænd og Fyrster maa skaffe sig saadant for store Summer.

I Nærø Præstegjeld er der en Ø, som ligger 80 italienske Mile eller 8 af disse lange norske Mile fra Land, og som kaldes Sklinden. Om denne forsikrer mig mange Præster, dog ikke som Øienvidner, men efter troværdige Menneskers Udsagn, at den undertiden forsvinder for Tilskuernes Blikke, især hvis man særlig søger den. Der findes paa den nogle ubetydelige Fjeldtoppe, og ligeledes voxer der Buske og Smaatræer. Jeg vilde didud og se den, men man fraraadede mig det, fordi den, som de sige, er usynlig for den, som netop gaar ud paa at søge den. Og desuden vilde ingen paa denne Aarstid i en liden Baad vove sig ud paa et Hav som dette, hvor der intetsteds findes en Havn at ty til. Denne Betragtning beroligede mit Sind; thi vel er min Lyst til at se det Mærkværdige meget levende, men Ønsket om at bevare mit Liv endnu stærkere. Jeg nøier mig derfor med at omtale dette, uden at kunne bevidne det som sikkert. Forudsat, at det er sandt, hvad der fortælles om Sklinden, saa kan Aarsagen maaske være en naturlig, men Djævelen kan maaske ogsaa her drive sit Spil paa to Maader. Enten viser han Billedet af en Ø, som da af Mangel paa virkelig Tilværelse igjen maa forsvinde, eller ogsaa, hvis Øen virkelig existerer, forhindrer han ved et Kogleri, at man faar Øie paa den. Jeg har hørt fortælle det samme om Sagnflis (sic), som er fire Øer længere nordover.[46]

Tor-hat (Torghatten) er et isoleret Fjeld i Helgeland i Brønø Præstegjeld, saa kaldet, fordi det har Formen af en Hat. I den øvre Del af denne Klippe er der et Hul, som gaar tvert igjennem Fjeldet fra den ene side til den anden. Ved Indgangen i Hulen gaar man ned omtrent tre Mandshøider; derpaa stiger man ligesaa meget for at komme ud paa den anden Side. Jeg maalte Længden og fandt, at den var 104 passa. Udhulningen er af Form som et Skib, og den er dybest i Midten, saa at den høieste Mast kunde faa Plads der og de mindre ved Siderne.[47]

Paa Fastlandet, en halv italiensk Mil fra Havet, ved et Sted, som heder Martal, er der fire Gravhøie af de gamle normanni. Af disse Høie ser man en Mængde i disse nordlige Lande. Nær ved Gravhøiene, kun et Stenkast borte, hæver sig over Jorden Figuren af en umaadelig Kjæmpe i liggende Stilling. Jeg maalte den fra Hovedet til Foden og fandt, at den var 19 passa. Havde jeg været i Besiddelse af den fornødne Autoritet, saa havde jeg ladet gjøre Udgravninger i Jorden omkring Figuren, uden at skade denne, og saaledes forsøgt, om man kunde finde nogle Benbygninger af en Kjæmpe (assatura di gigante) eller andre Oldsager.

Efterat være bleven gjort opmærksom derpaa har jeg fundet Asbest her paa et høitliggende Sted nær Havet. Man vinder det af nogle Smaastene, som findes her, og det var disse, jeg saa. Det er ganske forskjelligt fra Asbesten paa Cypern. Jeg har glemt Navnet paa det Sted, hvor jeg fandt Asbesten eller det ikke brændbare Tin (lino incombustibile), men jeg har medtaget et lidet Stykke. Da jeg var kommen til Rødø Præstegjeld, hørte jeg, at der var et Fjeld med evig Is og Sne blot tre Mil fra Kirken. Jeg reiste did i Baad og kom til Indløbet af en smal Fjord, som trænger saa dybt ind i Landet, at dens Bund blot er en Skudvidde borte fra den Bjergkjede, som skiller Norge fra Sverige. Medens jeg endnu sad i Baaden ligeoverfor dette Fjeld, saa jeg nu, at det lige fra Toppen til Foden var bedækket med evig Is. Det var et yndigt Syn denne lyseblaa Is af en renere blaa Farve end Havets og varieret hist og her med Tæpper af den blændende Sne, som falder paa det i denne Aarstid. Og da Fjeldets Sider ikke ere ganske rette, saa bliver Sneen liggende i Revnerne og hvor den kan paa Fladerne mellem Isen. Nu først forstod jeg Ovids: Caerulea glacie concreta. Forsynet med Sko med Jernspiger under og en Stok med Jernspids begav jeg mig strax paa Vei henimod Isbræen, ved hvis Fod en Elv tager sin Begyndelse. Dens Vand havde revet med sig Jorden, saa at Isen ikke kunde fæste sig deromkring, og saaledes havde der ved Kilden dannet sig en liden Grotte med et overhængende Istag, hvilket var ganske fortryllende at se op igjennem. Det er ikke let at sige, hvorfor denne Is bliver liggende bestandig, eftersom Fjeldets Høide ikke er betydelig, og Isen strækker sig helt ned til dets Fod. Sneen, som falder om Vinteren, smelter hvert Aar, og de andre Fjelds længer nordover beholde ikke Isen hele Aaret saaledes som dette. Hvad mig betræffer, saa er jeg tilbøielig til at tro, at Isen har dannet sig af Regnmasser i de første Aar efter Verdens Skabelse, eftersom det er ligesaa sandsynligt, at det kunde ske da, som i en senere Tidsalder. En mindre Del af Overfladen kan have smeltet, men ikke det indre af Ismassen, synes mig. Lad andre skrive sine Navne paa mere iøinefaldende Steder af Verden baade i Marmor og i Sten og derved skabe sig et varigt Minde. Jeg har skrevet mit, nemlig et F. N., paa denne Isbræ, og jeg tror ikke, det vil blive mindre varigt end de andres. Hvis der med Tiden lægger sig ny Is over de indristede Bogstaver, saa vil de alligevel gjennem denne blive synlige med deres knudrede Flader. Med en Sten slog jeg derpaa af et Stykke Is og fandt, at det havde ganske samme Farve som almindelig Is, og at den slet ikke var blaa; ligeledes smeltede den som al anden Is. Derved blev det mig klart, at dens blaa Farve kun er tilsyneladende ligesom Havets, der faar sine blaa Nuancer af Himlen og Luften. Jeg tror ogsaa kun lidet paa deres Mening, som sige, at Krystal er en meget gammel Is, som tilsidst er bleven usmeltelig; men derimod antager jeg, at den er en Sort hvidt Marmor, som med Tiden bliver klart og tilsidst ganske gjennemsigtigt og faar da den for Diamanten egne sexkantede Form. Her saavel som paa andre Steder har jeg seet stikke frem af Fjeldene smaa Sexkanter, af hvilke enkelte vare temmelig klare, men endnu ikke fuldkommen gjennemsigtige, da de endnu ere i de første stadier af sin Udvikling.

Men jeg taler fremdeles blot om Landjorden, medens der jo ogsaa i Havet her findes utallige interessante Ting. Jeg har lagt Mærke til, at der, hvor Søormen ikke mere viser sig i Havet, det vil sige paa Grændsen mellem de to Zoner og nordenfor denne, der findes heller ikke flere Landslanger. Derimod fremviser Havet her et andet Dyr, som ikke er mindre skrækkeligt, nemlig Søkraken. Det er en umaadelig stor Fisk, af fladagtig rund Skikkelse med en Mængde Horn eller Arme, med hvilke den griber fast i Fiskernes Baade og søger at trække dem under Vand. Men her viser sig igjen Forsynets Visdom, som, idet det gav dette Uhyre saa uovervindelig Styrke, tillige gjorde, at denne med Lethed kan overlistes. Søkraken lader sig blot se en kort Tid ved Sommersolhvervet, naar Veiret er ganske stille. Da kommer den langsomt op fra Havbunden, og saasnart den føler, at en Baadkjøl berører dens Ryg, angriber den Baaden, som før fortalt. Sandsynligvis er dette dens Maade at fange de Fiske paa, af hvilke den ernærer sig. Men naar Fiskerne paa et Sted føle, at det er grundere der, end det pleier at være, og naar de se, at Blyet ikke synker, saa tænker de strax, at Søkraken maa være tilstede og flygter saa hurtigt som muligt. Og det langsomme Udyr kan ikke følge dem. Nogle paastaa, at det i størrelse overtræffer en Hval, men ingen har forsøgt at fange den.

Imer er en Fugl af størrelse som en Svane, som tilbringer hele sit Liv i Havet. Man tror ikke, at den nogensinde er bleven seet paa Land. Opskræmt af skibene flyv.er den undertiden et Stykke indover, men vender snart tilbage til sit eget Element. Den drager heller ikke bort om Høsten, men bliver her i alle Aarstider. Man ved ikke, hvorledes Arten formerer sig, da den formodentlig lægger Æg, men man finder aldrig saadanne hos de Dyr, som blive dræbte og aabnede. Jeg tror derfor, at den ligesom en anden mindre Fugl frembringes af Muslinger, hvilke voxe paa de i Havet svømmende Træer, og at den siden bestandig anser Vandet som sit egentlige Element.

Nu venter sandsynligvis Deres Excellence, at jeg efter det af mig tagne Løfte giver en Beretning om Nordens Charybdis eller Malstrømmen, som den her kaldes. Den Opdagelse, jeg gjorde angaaende denne, var for mig interessantere end alle andre, thi jeg har fundet, at den er ganske forskjellig fra, hvad Geograferne meddele om den paa sine Glober og i sine lærde Beskrivelser, hvilke kun ere grundede paa utilforladelige Vidnesbyrd, afgivne af Folk, som aldrig vilde underkaste sig en ubekvem Reise, men som nedskrive, hvad de aldrig have seet, ei heller rigtig forstaaet efter andres Udtalelser. Det heder saaledes, „at Havet paa dette Sted gaar i en stor Hvirvel, hvis Lyd man hører mange Mil borte; Skibe, som komme ind i den, knuses i ganske smaa Stykker; Hvalerne, som af Hvirvelen med uimodstaaelig Kraft trækkes ned i dens Dyb, hyle forfærdeligt, som om de forstode og beklagede sin Undergang“[48] Alt dette er Snak. Efter selv at have undersøgt det vel kan jeg forsikre, at her ikke findes nogen Hvirvel, at man ikke hører Drønet af de sig mødende og knusende Bølger; hverken Skibe eller Hvaler gaa tilgrunde, kort sagt, intet af det Hele er overensstemmende med Sandheden. Jeg ved ikke, om Fornøielsen over at se alle de store beskrevne Vidundere, hvis de havde existeret, kunde have været større end den, jeg nu føler over at have opdaget en Sandhed som denne.

I mit forrige Brev fortalte jeg, hvorledes Ræven her lader sig fange af en dum Musling, men jeg er bleven fortalt noget, som er endnu utroligere, om Fuglenes Konge, Ørnen, nemlig at den lader sig fange med den bare Haand af enhver Bondegut, uden at han behøver at udsætte sig for Fare. Naar han ved, at der er mange store Ørne paa et Fjeld, saa bygger han ved Foden af samme en liden Hytte af Stene netop saa stor, at han kan ligge udstrakt paa Jorden med Ansigtet vendt opad. Oventil lader han en liden Aabning, saa stor, at en Haand kan komme gjennem, og lægger der et Stykke Kjød. Ørnen kommer nu til, men idet den vil tage Kjødet, griber Manden dens Ben og trækker den ind til sig, idet han dræber den. Denne Jagt gjør man især for at faa dens Skind, som tages af og sælges for en halv testone. Ulykkelige! hvad nytter det dig, at du bringer Jupiter Lynet, naar han i et saadant Øieblik ikke udslynger det for at redde dig!

Nu maa jeg fortælle noget, som jeg har seet i disse sidste Uger, medens jeg har reist omkring heroppe, nemlig om den nye Stjerne, som har vist sig paa Himlen. Den Aften, jeg først saa den, var jeg paa en Præstegaard, og Præsten og hans Familie ligesom alle andre Folk mente, at den bebudede store Ulykker for Norge, ligesom man har sagt om alle andre Kometer. Jeg svarede ham, at efter dette Varsel kommer der sandsynligvis til at ske store Ting i Norge, men at der jo hænder meget mærkværdigt i hele Verden, som dog ikke er blevet forudsagt af Stjernerne. Det hænder endog som allertiest, at store Ulykker komme ganske uventet. Denne Stjerne er jo ikke blot synlig i Norge, men ogsaai mit Fødeland Italien, ja i hele Verden. Derfor kommer der til at ske vigtige og maaske ulykkelige Begivenheder i de fleste Steder af Verden i dette Aar. Jeg mindede ham videre om, at hans store Tycho Brahe, Astronomernes Konge, er af den Anskuelse, at Kometerne dannes af fortættet Æther, at de saaledes modtage og reflektere tilbage. Solens Straaler, hvilke ellers vilde gaa ubrudte gjennem den almindelige tynde Æther. Naar Stjernen siden opløser sig, bliver Ætheren igjen tynd og gjennemsigtig som før. Den store Forfatter siger om en saadan ny Stjerne, som viste sig paa hans Tid og saaes paa Himlen i over et Aar: Magnitudine saa plus, quam tercenties, molem, quam Terra, et Maria efficiunt, ab initio exsuperavit. Og paa et andet Sted siger han: Materia Celestis, sed ad tantam perfectionem, et solidam coagmentationem, quanta in perennibus Stellis exaltata non fuit. In ipso Celo, e tua propria alvo, et substantia haec promit. Og saaledes blev denne Herre og hans Familie beroliget og trøstet. Jeg har endnu seet et Fænomen, som er meget almindeligt i denne kolde zone, men som jeg aldrig før har seet, og som neppe i min Tid er blevet iagttaget i Italien. Det er i de lange Vinternætter, at man nyder dette storartede Syn i dets forskjellige Pragt. Engang saa jeg ligesom en lang Sky, som begyndte omtrent tre Grader over Horizonten og trak sig lige op til Zenith og ligesaa langt ned paa den anden Side af Himlen. Den var aldeles klar og gjennemsigtig, saa at den endog kastede et svagt Lys paa Jorden. Den vexlede .i alle mulige Former; snart saa man en Bue, snart en umaadelig glimrende Krone, snart en Slange. Undertiden delte den lysende Masse sig og bevægede sig i modsat Retning, hvorpaa den igjen forenedes for at danne nye Straaler, som forlængedes i det uendelige, til de blegnede og forsvandt. Engang husker jeg, at jeg saa en Mængde af disse Straaler af Mandshøide (som det syntes), den ene efter den anden i en lang Rad, næsten som Soldater, som defilere i hurtigt Tempo, og alle samledes derpaa i en stor Straalehob, som derved syntes at blive større. Og saaledes syntes jeg altid, at Figurerne antog kjendte Skikkelser og lod sig lede af mine fantastiske Ideer. De forandre sig nemlig i det uendelige og ere saa smukke og straalende, at de langt fra indgyde Frygt, men byde et Syn, som syntes mig noget af det deiligste, man kan se i Verden. Dette Fænomen er meget sjeldent i den tempererede Zone, hvor man kalder dem capres saltanti (flyvende Gjeder), tizzoni ardenti (flammende Træer) og lignende. Men jeg tror ikke, at det er det samme; thi disse komme jo fra Jordens Uddunstninger. Kanske kan Fortællingen om en anden Mærkværdighed føre paa Spor efter Aarsagen til denne. Paa næsten alle Fjelde her voxer en Slags Torv eller brændbar Jord, som indeholder Bitum og derfor foraarsager uophørlige Exhalationer. Om Sommeren kunne disse frit fordele sig i Luften, men om Vinteren forhindrer Kulden det. Derfor gjennemtrænge de fortættede Dunster Torven ligetil Fjeldet, hvor de tændes og flyver ud som en lang Ildstribe, næsten som en Feiekost. De kaldes flyvende Drager (draghi volanti). Hvis de støde mod et andet Fjeld, slaaes de i ganske smaa Stykker, hvilke slukkes i Luften som anden brændbar Materie. Saaledes antager jeg, at disse Fænomener foraarsages, men jeg vil gjerne belæres af bedre Underrettede, hvis de kunne give mig en mere tilfredsstillende Forklaring om Tingen.

Langs med stranden af Havet har jeg om Natten ofte seet Isstykker lyse næsten som Ild, men jeg har ikke kunnet finde Aarsagen til dette, hvis det ikke skulde være paa Grund af Fiskenes Fedt.

Naar Silden drager her forbi, kommer den i umaadelige Sværme, som følges af et stærkt Lys, der kan blive ganske klart og skinnende, naar Sildehoben tiltager. Dette Lys følger nøiagtig med den tilstrømmende Sildemængde og kaldes af Nordmændene Leklys.

Og hermed slutter jeg Fortællingen om denne Del af min Reise og haaber at have fyldestgjort min Lydighed mod Deres Excellenee angaaende den store Havstrøm. Medens jeg nærmede mig denne, mindedes jeg Aristoteles, om hvem man fortæller, at han kastede sig i Havet ved Negroponte, fordi han ikke kunde forstaa dets forunderlige Strømninger. Han skal i sin Fortvivlelse have sagt: Ego non potui te capere, ta me capies. Jeg har ondt for at tro, at den store Mand havde saa lidt Hjerne, at han kunde begaa en saa dum Streg. Men hvis han har gjort det, saa var Galskaben af hans eget Kaliber, det vil sige af første Klasse. Men hvordan det nu forholdt sig med denne Oldtidens Storhed, saa gik jeg til Malstrømmen med det faste Forsæt i ethvert Fald at sige: Ego non potui te capere, nec tu me capies.


VI.

Her er jeg nu ved Nordkap, hvilket er den yderste Grændse af Finmarken og jeg kan gjerne sige af hele Verden, eftersom der ikke findes noget Sted længere mod Nord, som er beboet af menneskelige Væsener. Min Videlyst er nu tilfredsstillet, og jeg er villig til at vende tilbage til Danmark, og derfra, om Gud saa vil, til mit Fødeland. Havde Ovid været forvist til Nordkap, saa kunde han med mere Ret have sunget:

Orbis in extremi jaceo desertus arenis.

Men kanske kunde han have forandret den hæse, sørgelig Lyd i Verset til en klarere og gladere og da have sagt:

Orbis in extremi maneo contentus arenis.

Nu vil jeg strax oplyse om en Tvivl, som Læseren af dette Brev let kan faa med Hensyn til Spørgsmaalet, hvilken egentlig er den nordligste Del af Verden. Nogle Geografer skrive nemlig, at man i Grønland træffer Mennesker paa den 76de Grad, altsaa høiere end Nordkap. Og hvis dette var Tilfældet, vilde jo ikke det, jeg nys sagde, være overensstemmende med Sandheden. Men jeg tør paastaa, at jeg har Ret, og at hine Geografer tage Feil. De beraabe sig nemlig paa Abramo Ortelio, som paa sit Kart og i sine Taler nævner, at der i Nordamerika findes et Benediktinerkloster helliget St. Thomas. De fleste have efter ham tegnet dette Kloster paa sine Karter; men selv om dette nu var, saa ere dog Beboerne af stranden ved Nordkap, disse Lapper, som har nedladt sig her, Verdens nordligst boende Mennesker; thi hvert Aar færdes de paa Havet langt mod Nord lige til Spitsbergen. Det er, naar de drage paa Hvalfangst, hvilket er en af deres vigtigste Erhvervskilder. Spitsbergen er en Ø, som er aldeles ubeboelig, bedækket med Sne og Is paa alle Aarstider. Den passer bedre som Opbevarelsessted for de Døde end til Beboelse for de Levende; thi af de Folk, som have forsøgt at overvintre her, ere samtlige døde, og deres Legemer ere blevne fundne uforandrede efter flere Aars Forløb. Kulden hindrer Forraadnelsen bedre end alle Krydderier og kostbare Salver tilsammen. Hvad de under andre Meridianer liggende Steder i denne Breddegrad angaar, ved jeg ikke, om der virkelig, som man paastaar, findes Mennesker paa Grønland og Nova Zembla ved 76°, men jeg tvivler stærkt derpaa. Thi Abr. Ortelio, som er den, paa hvem alle, der dele denne Anskuelse, beraabe sig, har paa det Sted, hvor vi nu ved, at Grønland ligger, mærket en stor Ø, som han kalder Friesland, og som skal udgjøre et eget Kongerige. Men denne Ø existerer ikke, efter hvad man senere har fundet, og de moderne Geografer udelade den paa sine Karter. Jeg vilde dog komme paa Spor efter Sandheden angaaende dette Kloster paa Grønland og har derfor søgt Underretning hos Hans Høiærværdighed Procurator generale Padre Ricci, min forhenværende Foresatte, og hans Svar lød saaledes:

Høiærværdige Herre!

De maa ikke tro, at jeg har glemt Deres Andragende; thi hidindtil har jeg selv søgt og ladet efterforske i alle Dokumenter, for om muligt at finde noget om dette vort Kloster paa Grønland; men jeg har ikke kunnet opdage nogensomhelst Hentydning til noget saadant, og jeg maa nu opgive Haabet om at finde det. Men jeg vil dog ikke ophøre med at søge, og skulde jeg finde noget, skal jeg strax meddele Deres Høiærværdighed det.

Jeg anbefaler til Deres Bønner og Sacrificer min stakkels Sjæl, som lever i et skrøbeligt Legeme. Jeg er nu en og sytti Aar gammel og svag og sygelig, fattig paa gode Gjerninger og Fortjenester.

Min ærbødige Hilsen.

Devotissimo et obligatissimo Servo

F. Giacomo Ricci.

Angaaende Nova Zembla ved jeg, at enkelte nyere Forfattere mene, at den er beboet, medens andre ligeledes nyere benegte det. Jakob Rautenfels, som er født i Kurland ved Østersøen, og som har opholdt sig i Moskau, hvorunder baade Lapland og Nova Zembla hører, har skrevet en Beretning de rebus Moscoviticis. Den er tilegnet Storhertug Cosimus den tredie, og deri heder det: Novamzemblam ferarum potius, quam hominum propter asperrimum aeris rigorem inhospita inhabitatio. Jeg ser endnu flere naturlige Grunde, som bringe mig til at tro dette baade om Nova Zembla og om Grønland. Jeg vil her anføre dem og tillige bemærke, at jeg er villig til at forandre min Mening, naar jeg faar en faktisk Underretning om det modsatte. Aarsagen til, at Lapland her er beboeligt, medens andre Lande under samme Breddegrad ikke er det, er blandt andre især Havet, som omgiver Nordkap paa tre Sider med sin formildende Indflydelse. Saaledes kan her voxe nogle smaa Buske og forkrøblede Træer, hvorved Folk kan opvarme sine Huse uafladelig, som her er Tilfældet, og saaledes kunne de holde ud. Men Grønland har derimod blot paa en Side Havet og støder til Land paa de tre andre. Derfor er der saa meget koldere, og jeg tror neppe, at der kan voxe Træer; og derfor maa Landet være ubeboet og kanske ogsaa ubeboeligt for Mennesker. Ligeledes har Nova Zembla, som ligger under 72°, paa den ene Side Fastlandet, med hvilket det hænger sammen; paa den anden henimod Polen strækker det sig til 77°, overalt bare Is og Sne. Mod Vest støder Nova Zembla til Waigatch-Strædet, og da dette er omgivet af Land paa alle Sider, saa fryser det om Vinteren. Jeg tror, at der paa Nova Zembla paa Grund af dets ugunstige Beliggenhed heller ikke kan voxe Træer, og at Landet følgelig er ubeboet. Hvad Finmarken angaar, saa er hele Provinsen bjergrig, ufrugtbar og vild, og da Fjeldkjeden, som skiller den fra Sverige, her nærmer sig meget til Kysten, ere Floderne kun af ubetydelig Længde. Næsten hele Provindsen bestaar af Øer, af hvilke enkelte af betydelig Størrelse, saaledes Sørøen og Magerøen, paa hvilken sidste Nordkap ligger. Her fandt jeg en Sognepræst, som talte ganske godt Latin.

Fjordene heroppe ere en god Tilflugt for Skibene, da de høie, steile Klipper danne en naturlig Molo, som beskytter mod Havet. Om Vinteren fryse de helt til, og hele Isdækket hæver og sænker sig da med Flod- og Ebbebevægelserne. Her voxer meget faa Træer og blot ved Bunden af Fjordene. Landsbyer eller bebyggede Steder findes ikke; de enkelte Familier bo hver for sig i nogle Miles Frastand langs med Stranden og paa Øerne. Man finder i det høieste tre til fire Gaarde paa samme Sted, og heraf kan man slutte, hvor tynd Befolkningen er. Men alligevel er det ikke saa slemt at leve her, som den kunde fristes til at tro, som ikke har forsøgt det. Alle de for Livets Ophold nødvendige Ting kan man let skaffe sig, baade Bolig, Opvarmning, Lys, Klæder, Mad og Drikke, alt med Undtagelse af Brød. Husene opfører man af Stene, som her ingen Mangel er paa, af Torv og Jordstykker. Af disse Materialier bygges Væggene, hvorpaa Taget skraaner opad i Pyramideform med en Aabning øverst, som tjener baade til Vindue og som Skorsten. Af disse Huse eller rettere Hytter ere nogle ganske smaa, andre større. For Aabningen i Taget sætter man en Rude af Oxeblærer, som beskytter mod Regn og Storm, men tillige slipper Lyset ind. Man bruger ogsaa Ben af Hvaler til at holde Bygningen sammen med, især naar den er bygget saaledes. at Længden er meget betydeligere end Bredden. Ribberne af Hvalen bindes sammen i Enderne, og de anbringes saaledes, at de fra Toppen af Hytten hænge ned til begge Sider og naa omtrent til halvveis af Væggene. Enkelte bygge Husvæggene af Planker eller af sammenføiede Tømmerstokke, og hvis ikke et Værelse er tilstrækkeligt, indrette de paa samme Maade to eller flere. Paa Brænde er her ingen Mangel, da der overalt er store Torvstrækninger samt Buske og Kratvæxter. Man henter Brændematerialet i Baad fra Bunden af Fjordene, og paa en Dag kunne de hugge og bringe hjem en stor Ladning, som ikke koster noget, da Torven og Træerne ere fælles Eiendom. Naar vi tænke efter, saa se vi, at Befolkningen her blot har en Fiende at bekjæmpe, nemlig Kulden, medens vi i den tempererede Zone har fire, Kulden, den uhyggelige, gjennemtrængende Fugtighed, og for de Fattiges Vedkommende Mangel paa Ved og Klæder. Her nøier man sig.med en tyk Uldklædning, som man faar af sine egne Faar og Gjeder, og som bliver spundet og vævet hjemme. Linned kjender man slet ikke, det ansees som en unødig Luxus, da der ikke voxer Lin i Landet. Er det rigtig koldt, saa trækker man udenpaa Ulddragten endnu en Skindtrøie. Folk her har lært at berede de forskjellige Dyrs Huder, og de gjør sig deraf selv sit Skotøi; thi der findes ingen Haandverkere til dette eller andre lignende Arbeider. I Havet om disse Kyster findes en stor Mængde Fisk, jeg tror større end paa ethvert andet Sted, og den udføres til Europa, idet den først bringes til Bergen og derfra videre. Fisk er den daglige Næring heroppe. Jeg har lagt Mærke til, at under hele min Reise i det nordlige Norge har jeg blot en eneste Dag ikke seet Fisk paa Bordet, nemlig paa Juledagen for Høitidens Skyld. Melk, Ost og Smør faar de af sine Kjør, som er ganske smaa Dyr uden Horn, hvilket jeg ikke har seet i noget andet Land. Da Høvæxten er saa ringe, fodrer man saavel Kjøerne som andre Husdyr med Fiskehoveder og andet Affald fra Fiskerierne, med Undtagelse af de tre Sommermaaneder, i hvilken Tid denne fattige Jordbund dog frembringer lidt Græs i de lavere langs med Fjorden løbende Jordstrimler.

Efter Torskefangsten hvert Aar blive disse Fiske aabnede og Hovederne afskaarne. Derpaa stikker man dem paa en Vidjegren, saaledes at den gaar ind ad det ene Øie og ud gjennem det andet. Naar man saaledes har faaet Stokken fuldt besat med Torskehoveder, bøies den sammen til en Ring og ophænges med en Mængde lignende til Tørring. Tørrestederne ere Boder, opførte af Tømmerstokke, der staa temmelig langt fra hverandre, saa at Luften trænger ind gjennem Væggene fra alle Sider, selv fra Gulvet. Før man giver Fiskehovederne til Kreaturene, blive de kogt i en stor Kjedel. Til denne Kost føies endnu den Slags bøielige Smaabuske, som voxe langs med stranden her, og som ogsaa først maa koges. Da jeg hørte om denne Slags Kvægfodring, kunde jeg begribe, hvorfor al den Tørfisk, som føres til vore Lande, altid er hovedløs. Torskefisket drives hvert Aar i Februar Maaned i Lofoten, hvorhen en Masse Baade, hver med tre Mands Besætning, stimler sammen. Man fisker ikke med Net, men med Snøre en Fisk ad Gangen. Men Krogen er neppe kastet, før man kan trække den op igjen, og saaledes bliver Baaden snart fuld og kan tømmes to til tre Gange paa en Dag. Om Natten hvile baade Fiskerne og Torsken; thi hvis den bliver forfulgt om Natten, da bider den ikke den følgende Dag.

Salt Kjød samt Vildt og Fugle, saavel Land- som Søfugle, hvilke findes i stor Mængde, bringe tilstrækkelig Forandring i Maaltiderne. Som Drikke nøie de, der ikke kunne have Øl, sig med Melk, som opbevares i Trækar. Den bliver med Tiden meget sur, og en liden Del deraf tilsat Drikkevandet giver dette en syrlig Smag. Denne Drik kaldes her Blagne og i Sverige Vasla. Brød er næsten det eneste, som mangler her. Derfor udbytte Folk sin Fisk mod Mel, navnlig af Havre eller Byg.

Indbyggerne ere af to Slags. Foruden Præsterne har her nedsat sig en Del Nordmænd og Danske, som ikke kunne tale Finnernes Sprog, men som disse maa lære at forstaa for Handelens Skyld. De øvrige Indbyggere kaldes alle Finner efter Landet, eller kanske er det Landet, som efter dem kaldes Finmarken. De bo enten langs med Kysterne eller i de indre Skove. De ere som deres Naboer Lapperne smaa af Væxt og lig dem i Ansigtsform, Klædedragt, Sæder og Sprog. Det eneste, hvori de adskille sig fra Lapperne, er, at disse ere Nomader, medens Finnerne heroppe have faste Bosteder. De besidde kun faa Rener og lidt Kvæg. Man kalder dem ogsaa Sølapper, medens de andre omvandrende kaldes Fjeldlapper. Deres Hytter ere som de nys beskrevne, men uden Stenmur og saa smaa, at man ikke kan staa opreist i dem, men kun sidde eller ligge. Kanske kunne de det selv, da de ere saa smaa. Jeg, som er lang, maatte om Natten lægge mine Ben dobbelt, for at de ikke skulde naa Ilden, som brænder baade Dag og Nat. Heldigvis var Ildstedet lidt høiere end Gulvet paa nogle Stene, saa jeg stødte mod disse hver Gang jeg i Søvne strakte Benene ud. En Dag fik jeg en uovervindelig Lyst til at reise mig i hele min Længde under Vinduet, som er lige over Ildstedet. Hele mit Hoved kom da til at staa udenfor Røghullet, saa at jeg kunde se mig om udover det lille Tag. Men saa liden Hytten end er, har den dog sine Afdelinger omtrent som smaa Kammere eller Senge, og enhver kjender sit. Til en saadan Hytte hører to smaa Boder, et til Kjøkkenredskaber, det andet til Verktøi. Man har ogsaa en Slags Faare- og Gjedestald. I en Faarestald overnattede jeg. Gulvet var belagt med de bløde Grene af nogle bitte smaa Træer, som ligner Birken i Miniatur, og enhver var her anvist et Sengested. Der var ikke mindre end fire saadanne, hvert til to Personer. Om Dagen tjener det til Stol og om Natten til Seng, idet man breder Rensdyrshuder over sig og lægger et Uldtæppe under, og hvis det er Vinter, endnu Faareskindstæpper. Smaa Stokke, der ere sat i Jorden, betegne Grændsen for de forskjellige Pladse og Enemærker.

Hele Lappehytten er en fuldkommen Firkant, og jeg bringer med til Italien en Plan af denne Bygningsstil, om hvilken jeg tror, at den vil overraske il signore cavaliere Bernini, thi han har vist aldrig seet noget lignende. Finnerne bo vistnok ikke i storartede Paladser, men saa behøve de heller ikke at frygte for, at disse en Dag skulle styrte dem over Hovedet. Med Hensyn til Berømthed og Hæder har de heller intet at frygte, da de intet har at tabe. I alle disse Stykker ere Finnerne større Filosofer end Diogenes, som vilde have en Tønde for sig alene, thi de nøie sig med forholdsvis endnu mindre Plads.

Jeg har blandt dem ikke blot været Tilskuer, men ogsaa Gjenstand for deres Forundring. De havde aldrig seet en Italiener og aldrig hørt et italiensk Ord. Derfor behandlede de mig paa sin Vis meget flot med kogt Fisk og Kjød af et Dyr, som de for mine Øine havde skudt ned med en Bøsse med en eneste Kugle i, for ikke at beskadige Skindet for meget. Kjødet blev kogt ligesom Fisken, og derefter bød de mig Rensdyrost, som er meget tør, altsammen uden Brød. For at vi kunde drikke gik en af Commensalerne ud og hentede en Skuffe fuld af Sne, som han satte i et Trækar nær Ilden, hvor en Del af den smeltede. Han fyldte nu et Træbæger med Snevand, drak selv først og lod det derpaa gaa rundt, saa at enhver kunde slukke sin Tørst. En anden Hytte, jeg besøgte, kunde rumme en større Familie og saa ud som en omvæltet Baad, ikke høiere end de andre. Her findes ogsaa smaa Huse, som ere stillede paa fire Stolper, der ere satte i Jorden under de fire Hjørner af Huset. I disse opbevarer man Fisk, tørret Kjød og andre Madvarer; og for at Luften skal kunne omgive dem fra alle Kanter, ere de saa høit over Marken, at en Mand med bøiet Ryg kan gaa under dem.

Dette er den almindelige Levemaade i Finmarken. Men saa er der Præsterne og nogle andre mere velstaaende, som bo i Træhuse, hvilke ere transporterede langveis fra. Disse have Vinduer i Væggene med ganske smaa Glasruder. Disse Folk klæde sig ogsaa lidt bedre, have Raad til at spise Havrebrød, røge Tobak, drikke Øl og Brændevin. Især sætte de stor Pris paa at have det sidste; thi, som man ved, fordriver det ene Extrem det andet, og derfor er det vel, at Folk, som ere udsatte for den strenge Kulde, gjerne tage godt til sig af stærke Drikke.

Fiskerierne ere, som sagt, Hovednæringsveien her. Enten Fangsten har været stor eller liden, giver man dog altid Fisken efter Vægt for samme Pris til Kjøbmændene, som komme herop, og som siden i Bergen sælge den for det dobbelte. Men paa den anden Side forlange Sælgerne, at Kjøbmanden skal være forpligtet til hvert Aar at give dem, som bruge at spise Brød, det for Familien fornødne Kvantum Mel eller andre Madvarer. Kjøbmændene bringe sine Varer lige til Huset og hente selv Fisken. Befolkningen her behøver saaledes neppe nogensinde at frygte for Hungersnød. De har ikke stort at gjøre udenfor sin Husholdning og forarbeide isaafald kun Smaating, som de sælge.

Med de ringe Udgifter, de have, kunde disse Folk nok lægge noget op og blive velstaaende; thi de have ikke anden Afgift at betale end hver tiende Fisk til Kongen. Men der er faa, især blandt Finnerne, som tænke paa at samle sig lidt Formue. Naar der har været en Extrafortjeneste paa Fisket, saa skynde de sig at drikke den op i Brændevin. Enkelte synes godt om at besidde smukke Sølvgjenstande, som Skeer, Brændevinsskaaler og andet. Men dette er mere for ved Leilighed at kunne give en Gave, end for selv at benytte Gjenstanden. Mellem de Velhavende er det derimod ganske almindeligt at besidde Sølvtøi. Enhver Familie har nogle Skeer, andre har ogsaa Drikkeboller.

Sikkerlig staar Finmarken i Frugtbarhed langt tilbage for de andre Dele af Norge, og man kan om det med Ret sige: Semper quodammodo hyemat, ligesom man om Italien har sagt: Semper qudammodo vernat vel autumnat. Men Havet er dette Lands Rigdom. Jeg har aldrig nogetsteds seet en saadan Mængde Fisk, men jeg synes ikke, den er saa god som i den tempererede Zone. Ligeledes er her en Mængde Vildt, Fugle baade i Skovene og paa Søen, af hvilke man, uden at behøve at fodre dem, faar en Mængde Æg hele Aaret rundt. Jeg har her et Par Gange deltaget i en forunderlig og farlig Jagt, som gjælder en Fugl, kaldet Lunni. Den er lidt mindre end en And, har et langt, fladt Neb som dennes, men det er smalere og skarpt som en Sax. For at jage denne Fugl maa man ikke være bange for at udsætte sig for Farer og heller ikke have Anlæg til Svimmelhed ved at gaa over Afgrunde, og derfor ere den Slags Jægere ikke talrige. Fjeldene styrte sig saa steilt i Havet paa disse Kyster, at naar Nogen, som staar oppe paa dem, vil se Havet, som skyller mod deres Fod, maa han lægge sig helt ned paa Jorden og strække Hovedet frem foran Fjeldkanten. Heroppe langs med Fjeldvæggene flyve Fuglene i Mai og bygge sine Reder i de Hulninger og Rifter, som findes i Klippen, og i Juni og Juli ere Ungerne saa store, at de kunne spises. Den dristige Jæger opsøger et Sted, hvor Klippen er mindre steil, saa at en Mand med stor Forsigtighed kan stige ned, og derpaa gaar han langs med Fjeldets Side og opsøger Rederne. Naar han har fanget en Fugl, dreier han Halsen om paa den og putter den i en Sæk, som hænger i Beltet, og ligeledes Æggene. Jeg var i Følge med to i denne Jagt erfarne og dristige Mænd, og vi bragte hjem fjorten Unger og 80 Æg. Disse vare større end Hønseæg og uregelmæssig grønflekkede paa hvid Bund. De tilhørte enten Lunner eller Søænder, af hvilke der ogsaa er mange, som bygge sine Reder paa disse utilgjængelige Klipper. Fuglene kom tæt sammen i store Skarer med voldsom Flugt imod os, ikke lige paa, men fra Siden, som om de med sine forenede Kræfter vilde forhindre vor Gjerning. De fløi os saaledes forbi, men dreiede efter en kort Stund om og kom tilbage fra den anden Side og atter saa nær, at vi med en lang Stok kunde have slaaet dem ihjel i massevis, og i denne Fare dreves de blot af Kjærlighed til sine Smaa og af Instinktet til at beskytte dem. Ved Hjelp af en Tolk fortalte mine Førere mig, at de undertiden tage med sig en dertil dresseret liden Hund, som de sætte ind i de Huler, der ere for dybe og krumme til, at Armen kan naa helt ind og tage Fuglene. Hunden bringer den ene efter den anden af dem til sin Herre. Men hvis de d Gamle ere hjemme, kjæmpe de med sine stærke, spidse Næb længe med Røveren, som undertiden maa give efter og trække sig tilbage. Men som oftest vinder han, idet han faar Tag i Vingen paa en af de store Fugle, som for at gjøre bedre Modstand igjen bider sig fast i en af sin nærmeste Nabos Vinger, denne i den følgende, indtil de alle hænge sammen i en Kjede af sex til syv Fugle. Hvis Modstanderne ere saa stærke, at Hunden ikke med egne Kræfter kan faa dem frem, saa hjælper Jægeren, idet han griber fat i Hundens Bagben og trækker til, og naar Hunden er ude af Hulen, griber man den første Fugl, som trækker de andre efter sig.

Lad mig nu tilsidst tale om den største Skabning, som er udgaaet af den Almægtiges Haand for at tjene Menneskene til Nytte, nemlig Hvalen, om hvilken den hellige Skrift taler, og som nævnes baade af kirkelige og profane Forfattere. Den lader sig undertiden se i andre Zoner, men foretrækker dog den kolde som sit egentlige Opholdssted. Hvalens Form er ikke, som den undertiden beskrives, og dens Størrelse bliver overdrevet, naar man sammenligner den med store Øer og Klipper. De største heroppe er mellem 40 og 50 romerske Fod i Længde og meget tykke. Jeg har seet en, som var saaret, og som blev trukket død op paa Land. Huden er glat og glindsende sort som Maroquin og under Bugen hvid. Hovedet er umaadelig stort, selv i Forhold til det øvrige Legeme. I det aabne Gab er der Plads for en Hest, men Halsen er saa smal, at Dyret ikke kan sluge en almindelig Torsk, ikke engang en Sild. Det var sandelig et stort Mirakel, at Jonas kunde sluges hel og levende af dette Dyr; thi efter Naturens Orden kunde det ikke ske. – – – – Hvalerne brøle saa forfærdelig, at det kan høres i tre Miles Frastand, og dette alene kunde være nok til at skræmme den Modigste, hvilket dog langt fra er Tilfældet. Thi en eneste Mand har Hjerte nok til at gaa løs paa det umaadelige Dyr og i kort Tid at faa det i sin Magt, uden at affyre et eneste Skud.

Til Hvalfangsten pleier der at være sex Mands Besætning i Baaden, og de maa naturligvis alle være bestemte og modige Folk. I Forstavnen sidder Harpuneren forsynet med sit tunge Kastevaaben eller Harpunen, der i den nedre Del er af Jern med tre Spidser, der danne ligesom en dobbelt Fiskekrog. Øverst er Jernet hult, saa at det store Træskaft kan stikkes ind. Hele Harpunen er omtrent af en Mands Høide. Saasnart Folkene nu høre Hvalen, ro de i den Retning, hvorfra Lyden kommer; men hvis Dyret bliver dem var i Tide og flygter, er det umuligt at indhente den, og de erfarne Fiskere forsøge det derfor aldrig. Hvis Baaden derimod kan nærme sig, saa den kommer i rigtig Kastevidde, slynger Harpuneren med al sin Magt sin Harpun og træffer i Almindelighed godt, og derpaa ro Folkene hurtig tilbage, idet de lade løbe et Taug, som paa den ene Side er fæstet til Harpunen og paa den anden til Baaden. Naar Hvalen nemlig føler sig saaret, tumler den sig saa voldsomt, at et eneste Slag af dens Hale vilde kaste Baaden om. Paa sin Kant flygter Hvalen ofte med større Hurtighed, end den flinkeste Hest kan gallopere. Men den bliver snart træt og maa standse for at hvile, og hvis den svømmer under Vand, maa den tillige op for at aande; thi mere end 7–8 Minutter kan den ikke holde sig under Vandet. Dette Øieblik taber Harpuneren ikke, men kaster hurtig en anden Jernstang mod Hvalens Sider, hvilken han med det samme trækker ud igjen, og idet han befaler Folkene at ro hurtig tilbage, lader han Dyret gjøre sine fortvivlede Sprang. Men det er ikke nok med et Par Saar, der maa mange til for at dræbe det, men endelig svinder dog dets Kræfter, saa det bliver sine Forfølgeres Bytte. Det første Harpunstød er i Almindelighed nok for at sikre sig Hvalen, saa at den ikke kan undkomme. Undertiden hænder det, at den svømmer rundt omkring en Klippe eller et Isbjerg med det lange Reb efter sig, og den river og slider da saaledes i dette for at komme løs, at Kjødet gaar istykker, Nerverne rives af og Harpunen saaledes gaar ud af sit Tag. Dog sker dette yderst sjeldent, naar den allerede har tre–fire Jernkroge i Siderne, eller naar man fra forskjellige Baade sender den hver sin Harpun. Men enkelte stærke Dyr kjæmpe dog saa fortvivlet mod disse forenede Angreb, at store Kjødstykker flyve omkring og Blodet sprøiter over alle Baadene og tilsmudser Fiskerne. Naar den er død, flyder den paa Havet. Man skjærer da Halen af, eftersom dennes Størrelse kun vilde vanskeliggjøre Transporten, og fæster Dyret til et Reb, ved hvilket de sagte trække det efter sig til et Skib, som venter paa dem i den næste Havn. Undertiden stiger Harpuneren og nogle andre af Fiskerne op paa Hvalens Ryg som paa en Triumfvogn og kommer saaledes som ved et Festtog med stor Glæde tilbage til Skibet, hvor man venter paa ham. Paa dette kunde man anvende Salomos Ord: Omnia subjecisti sub pedibus ejus. Og hvem maa ikke beundre Forsynet, som har udrustet Mennesket med saa megen Klogskab, at det kan faa Magt over et Dyr af en saadan Størrelse og Styrke og saa hurtige Bevægelser? Hvis Hvalen strax begyndte at angribe sine Forfølgere, som Tigeren og Løven gjør, eller hvis den øieblikkelig tog til Flugten, som de frygtsomme Dyr, da vilde den umulig kunne fanges og dræbes. Paa sin Flugt under Baadene kunde den vælte dem alle og lade sine Forfølgere ynkelig omkomme i Havet. I Almindelighed er der altid tre–fire Baade i en vis Afstand, for at de, hvis den første skulde blive knust eller væltet, kan komme til Hjelp. Og dog blive disse fire Baade med sin 24 Mands Besætning i lang Tid trukne omkring af den saarede Hval, den ene liggende ved Siden af den anden. Den første Baad kaster nemlig Rebet til den næste, denne til den følgende, saa at de alle trækkes med i Hvalens Bevægelser, hvis de ellers ikke have kastet hver sin Harpun og saaledes omringe Dyret. Faa Dage, før jeg kom ombord i denne Hvalfanger, havde man sendt en Baad ganske alene ud efter Hvalen, og den blev kuldkastet, saa en Mand dræbtes, en tabte sin Arm og en tredie blev halvdød fisket op af de fra Skibet tililende Baade.

Naar man nu vil udvinde Olien af Hvalen, kaster man fra Hvalfangeren to lange Reb, med hvilke man binder den fast tæt ind til Skibet. En Mand, som er helt klædt i sort Skind med høie Støvler opover Benene, stiger nu op paa Hvalens Ryg. Støvlerne maa være forsynede med Braadder under Saalerne, som ved hvert Skridt bore sig fast; thi uden dette vilde han paa det glatte Skind uophørlig glide og falde i Vandet. Han har med sig en umaadelig stor Kniv, som han bruger med begge Hænder til at skjære store firkantede Stykker ud af Hvalens tykke Spek. Eftersom han skjærer, hægter han Stykkerne paa en Jernkrog, som hænger i en Snor fra Skibet, og de: heises da ombord i dette. Og saaledes vedbliver man, til der ikke er mere Spek igjen paa denne Side, hvorpaa de vende Dyret om paa den anden Side for der at begynde den samme Operation.

Kjødet ansees som aldeles ubrugbart, og det overlades Fiskene; men jeg tror, at i rigtig trange Tider vilde ikke alle vore Fattige forsmaa det. Jeg saa blandt de Fiske, der svømmede omkring den døde Hval og spiste af Kjødet, flere, der vare saa store som et høit Menneske. De lod sig ikke forstyrre, skjønt man fra Skibet heisede en Baad ned lige ved Siden, i hvilken to Mænd stege ned. De nærmede sig en af de graadige Storspisere og dræbte den med sine Knive. Kun nær ved Hvalens Hale er der et lidet Stykke Kjød, som er spiseligt. Man skjærer det i smaa Stykker, som lægges i et Trækar med Salt og Eddik over i nogle Dage. Derpaa steges det paa et Spid. Jeg syntes ikke, det smagte saa ilde.

Efterat Spekket er opskaaret i smaa Stykker, koges Olien ud af det i en umaadelig stor Kobberkjedel, der indtager hele Bredden af Dækket, saa man knapt kan gaa omkring den. Den var saa høi, at den naaede til Knæet af en voxen Mand. I to til tre Maaneder brænder Ilden uafladelig under denne Kjedel, men da der heromkring ikke findes Ved, og endnu mindre ved Spitsbergen, hvor de fleste Hvalfangere søge hen, saa maa Hvalen selv skaffe Brænde for at koge sit eget Fedt. Hjemmefra tage Folkene lidt Ved med sig, saa vidt, at de kunne tænde paa og faa kogt den første Gryde. Men naar dette er gjort, blive de udkogte Rester kastede paa Ilden, hvor de brænde fortræffeligt, da der endnu er en Del Fedt i dem. Saaledes fyres der paa uafladelig, idet den følgende Grydefuld koges med den foregaaende, og man vedligeholder paa denne Maade Ilden i flere Maaneder, nemlig fra April til August. Jeg saa, at de tilsidst endnu havde en hel Del af dette Brændstof tilovers, og at det, da man var færdig, blev kastet i Havet som unyttigt. Under Kogningen maa Hvalfangerne have det lyst bestandig, da deres Arbeide ellers vilde være meget farligt. Og man kan sige, at de blive færdige med sit Arbeide paa en eneste lang Dag, da Solen nemlig i tre Maaneder aldrig gaar ned heroppe. Og ligeledes ved den 80de Grad, hvor Spitsbergen ligger, og hvor Sne og Is desuagtet bliver liggende lige tykt. Her i Finmarken derimod lægger Sneen sig kun ind i Fjordene og mellem øerne og smelter, naar Sommeren kommer.

Olien fyldes paa Tønder af Træ, som maale omtrent 4 romerske Barili hver. Af en almindelig stor Hval faar man 40 saadanne Tønder, og ved Spitsbergen, hvor Dyrene ere større, endnu mere. Man bruger denne Olie i England og Holland til at berede Klæder med, til Garverierne, til at lave Sæbe af og til Lamper, hvortil den ikke er behagelig, da den lugter ilde. Jeg har hørt, at man iaar har faaet sex Dukater for en Barica paa Grund af Krigen mellem England og Holland.

Foruden Olien benytter man ogsaa den Slags Baand, hvormed jeg sagde, at Munden var besat istedetfor Tænder. Skrædderne anvende dem i Kjoler og Dragter. De ere ikke af Ben, men af en egen Substans. Hvalens Ben ere haarde og hvide ligesom andre Dyrs, men de have intet Værd, fordi ere saa porøse og lidet stærke, og kastes derfor i Havet.

Jeg sagde før, at det var en ren Fabel, at man nogensinde har kunnet tage en stor Hval for en Ø, at Folk i denne Tro har besteget den, gjort op Ild, og at Hvalen først er flygtet, naar den følte, at Ilden brændte den. Dette er aldrig hændt og kan aldrig hænde. For det første, fordi der ikke findes nogen Hval af saadan Dimension, at Feiltagelsen kan være mulig; for det andet, fordi den aldrig ligger ganske stille, men gynger sig sagte med Bølgerne; for det tredie, fordi Hvalen behøver at hæve Hovedet hver Gang den vil aande; for det fjerde, fordi det glindsende sorte Skind slet ikke er af Farve som Jord eller Sten; for det femte, fordi man, naar man besteg en Hvalfisks Ryg, vilde glide ned, hvis man ikke havde Braadder under Saalerne.

Jeg har udspurgt disse Fiskere meget, om de kunde give mig nogen Underretning om den. Slags Smaafisk, som gaar foran Hvalen og følger den, for at det store Dyr ikke skal komme i Nød. Man kalder den musculo eller Mugil. Men jeg har intet sikkert kunnet opdrive herom. Dette Hav skyller jo overalt mod en klippefuld Strand, ved hvilken Vandet ser mørkt ud. Kun nogle faa og smaa Unghvaler gaa ind i Fjordene, især i Nærheden af Bergen, hvor de da til Almenhedens store Fornøielse fanges. Naar man ser en saadan forvildet Hval i en Fjord, skynder man sig at stænge den inde med tykke Garn, som trækkes tvers over Fjorden fra den ene Side til den anden. Derpaa kaste Folkene sig i Baadene, nærme sig det stakkels Dyr, som intet Ondt aner, og begynde at skyde efter det med Pile, der ere saaledes gjorte, at de ikke saare farligt, men kun irritere det. Hvalen søger først sin Redning i at dukke under Vandet, men maa snart op igjen for at aande, og Legen fortsættes da og kan ofte vare i fem, sex Dage og Nætter, paa hvilke der jo er liden Forskjel i denne Tid, da Solen altid er paa Himlen. Jægerne byttes med at gaa hjem en Stund og hvile ud, men Fornøielsen lokker dem snart tilbage igjen. Hvalen taber tilsidst Kræfterne, og naar Folkene mærke dette, gaa de nærmere ind paa den og begynde at skjære smaa Stykker af dens Kjød, som de tilberede og spise. De unge Hvalers Kjød er nemlig anseet for at være mørt og velsmagende og meget forskjelligt fra de gamles. Paa denne Maade spise de lystige Mennesker under stor Morro og Gammen Stykke for Stykke af det varme Kjød fra det endnu levende Dyr. Engang, medens man bedst holdt paa med et saadant Festmaaltid, rev det halvspiste Dyr i sin fortvivlede Smerte pludselig med et forfærdeligt Ryk Garnet itu og flygtede til Havet med alle sine larmende Gjæster efter sig. Men Styrken, som kun havde været den Forfulgtes sidste krampagtige Anstrængelse, svigtede snart, og Dyret faldt derfor igjen i sine Fienders Vold, som endelig dræbte det. Man ser heraf, at Hvalen kan leve i flere Dage uden Føde og med Smerter og Pinsler til paa Kjøbet. Dette har en Herre fortalt mig, som jeg har lært at kjende her, og med hvem jeg har sluttet Venskab. Det gjør mig ondt at maatte tilføie, at han selv oftere har været Deltager i en saadan Jagt.

Jeg maa endnu fortælle en interessant Opdagelse, jeg har gjort paa min Tilbagereise her i Kjøbenhavn med Hensyn til Hvalerne. En Tilsynsmand (il custode) Carl Vanmander[49] gjorde mig den Ære at vise mig omkring i nogle Samlinger, som henhøre blandt de mærkeligste i Europa. Blandt andet gjorde han mig opmærksom paa tre Smaastykker af hvidt Ben, som vare udhulede indeni, saa at man kunde stikke en hel Finger igjennem Aabningen. Disse Bendannelser vare omtrent en Fod lange og be- hængte med mindre Ben af samme Form, der saa ud som ligesaa mange Ringe. Jeg spurgte Custoden, hvad dette var, og fik til Svar, at han ikke vidste det, samt at intet var bemærket herom i Museets Optegnelser. Jeg fortalte ham da, at disse Ben henhøre under de Undtagelser, som undertiden findes i Naturen, idet blandt mange Hundreder af Hvaler gives en enkelt, som virkelig har et Slags Horn paa Panden. Dette blev mig fortalt i Finmarken af en Mand, som gav mig nogle Rester eller Brudstykker af nævnte Horn. Jeg viste Hr. Vanmander dem, og da vi sammenlignede dem med de nys nævnte Benringe i Museet, fandt vi, at de vare aldeles lige. Det var ham meget kjært at gjøre denne Opdagelse, og han sagde, at han strax vilde nedskrive den.

Jeg har medtaget disse Ben tilligemed nogle andre mærkværdige Smaagjenstande i en Æske. Kong Frederik den tredie ønskede at se dem og betragtede dem nøie den ene efter den anden, idet han udtalte sin Mening om alt. Han underholdt sig meget naadig med mig baade paa Fransk og paa Latin og viste sig at være baade lærd og talentfuld. Da jeg var gaaet, skal Kongen have sagt, at alt, hvad jeg havde vist ham, og hvorom jeg havde talt, var meget interessant; men at det mærkeligste af alt var, at en Italiener, som var vant til at leve i et af de mil- deste og behageligste Klimater i Verden, havde begivet sig ud paa en saadan Reise, der i den slemme Aarstid maa betragtes som et af de vanskeligste Foretagender, en enkelt Mand kan vove. Hans Majestæt havde hørt om min Beslutning at reise fra Kjøbenhavn gjennem hele Norge til Nordkap, samt at jeg virkelig var afreist den tredie Oktober, og han havde befrygtet, at jeg maatte ligge under for strabadser og Farerne. Det samme hørte jeg siden hos M. de Coartin, den franske Gesandt, og af D. Valerio Maccioni, som er en Adelsmand fra San Marino i Romagna, og som senere er blevet Biskop i Anoure.

Hans Høihed Storhertug Cosimus den tredie har ogsaa villet nedlade sig til at se alle de interessante Ting, jeg har medbragt i min lille Kasse. Jeg havde den Dag den Lykke at have Audiens hos ham.

Endnu et maa jeg kortelig fortælle om den Slags Hvaler, som have en Slags Snabel eller Horn, og som have foranlediget, at man før i Verden og tildels lige til vort Aarhundrede tror paa Enhørningens (Unicorno) Tilværelse, hvilken efter hvad man sagde var et stort firbenet Landdyr. Der er endnu i vore Dage dem, som tro herpaa; men eftersom Verden nu er mere kjendt og undersøgt end før, kan man med Sikkerhed sige, at der ikke paa noget Sted findes Spor af et saadant Dyr. I den kolde Zone findes der i enkelte Dele af Havet nogle Fiske, som i Størrelse næsten kunne maale sig med Hvalen. Hos disse løber der ud fra det øverste Kjæveben et langt skruedannet Horn af hvidt Ben, hvilket er af en Mands Længde og ofte endnu større. Af disse Horn findes enkelte i de store Fyrsters Gallerier og Samlinger, hvor de ansees som nogle af de største Mærkværdigheder. Man troede som sagt, at de voxede ud af Panden paa Unicorno; men man er nu bedre underrettet, efter at Kong Christian den fjerde fik tilsendt et helt Hoved af dette Sødyr, som er udstyret med hint lange Bensværd. Dette Hoved tilligemed en hel Del andre interessante Ting havde jeg den Ære og Fornøielse at se i det kongelige Museum i Kjøbenhavn. Naar man sammenligner Hovedet med andre Sødyrs, saa kommer man nødvendigvis til det Resultat, at det maa tilhøre et saadant. Men det er jo altid vanskeligt at rokke og forandre en Anskuelse, som er saa gammel som denne, og som saaledes har faaet Alderdommens og Ærværdighedens Præg, at mange næsten synes, det er en Mangel paa skyldig Agtelse at modsige den. Vi maa imidlertid søge at overbevise os om, at Verden altid opdager Sandheder, som ikke ere nye, men kun hidtil ukjendte. Dies diei eructat verbum, et nox nocti indicat scientiam.


Til Læseren!

Det er Skik, at man i Begyndelsen af et Verk, som udgives i Tryk, skriver en Henvendelse til dem, som komme til at læse det; jeg vil ogsaa tilføie nogle Ord ved Slutningen. Og Grunden hertil er, at ligesom jeg kanske har moret Dig med det Skrevne, saaledes kunde Du drage Nytte af, hvad jeg nu har at sige. Jeg beder Dig med mig at overveie, at omendskjønt den Reise, jeg har foretaget og beskrevet, var en af de vanskeligste og farligste i Verden, saa har jeg dog kunnet fuldføre den med freidigt Mod og kunnet medbringe de Aandens Glæder, som vi nyde ved at se og opdage noget nyt. Nu tænker jeg, og jeg beder Dig, min venlige Læser, at følge mig i mine Betragtninger, at vi under Anskuelsen af Skabelsesverket i Skaberen se alt klarere og skjønnere og med uendelig større Nydelse end med det blot legemlige Øie. Lad os derfor paa denne Maade, som er den eneste rette, betragte ikke blot Skandinaviens Mærkværdigheder, men hele Verdens. Quid est, quod non videant, qui quid Videntem omnia vident? (St. Greg.).



Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Suhms nye Samlinger, II, 2, S. 103.
  2. Jørgen Bjelkes utrykte Selvbiografi, Haandskrift i det kjøbenhavnske Universitetsbibliothek.
  3. Sammesteds, hvor dog Aarstallet ikke nævnes.
  4. O. Sperlings Selvbiografi, oversat af S. Birket Smith, Kjøbenhavn 1885, S. 8 flg
  5. Immatr. 1629, Tauber, Udsigt over Sorø Academis Forfatning (Aktst.) S. XXXVIII. L. Daae, Om Humanisten og Satiririkeren Johan Lauremberg, S. 15.
  6. Suhms ældre Samll., II., 3., S. 16–17.
  7. Chr. Bruun, Curt Sivertsen Adelaer, S. 181.
  8. Joh. Grundtvig, Meddelelser fra Rentekammerarchivet, 1872, S. 163. Medens saaledes Ove Bjelke valgte, hvad vi vilde kalde den civile Embedsbane, foretrak Henrik ligesom siden ogsaa Jørgen den militære. Henrik gik i nederlandsk Tjeneste og var med i det afgjørende Slag ved Duins under den engelske Kyst, hvor Martin Tromp den 21de Oktober 1639 tilføiede den spanske Flaade et uopretteligt Nederlag. Broderen Jørgens Selvbiografi, der meddeler dette, tilføier, at Prinds (Frederik Henrik) af Oranien sendte Henrik Bjelke hjem til Danmark for at melde Seiren til Christian IV. I den nærmest følgende Tid omtales Henrik som „Hans Kjærlighed Prindsen af Oraniens Hofjunker“. (Norske Rigsregistr., VII, S. 336). Henriks Deltagelse i Slaget ved Duins faar en forhøiet Interesse derved, at ogsaa hans senere Kollega, den da sytten Aar gamle Curt Adelaer var med i den samme Kamp. („Sub Herberto Trompio, praefecto rei maritimae pugnae illi celebri interfuit, quae ad Duyns contra Hispanicam classem pugnata est.“ Chr. Bruun, Curt Adelaer, S. 349).
  9. Jørgen Bjelkes Selvbiografi.
  10. Struncks Samlinger til en Catalog over Portræter af Danske, Norske og Holstenere, Kjøbenhavn 1865, S. 47. Under Portrættet læses: Ovidius Bjelke, Dnus de Ostrata, nobilis Norvegus, aetatis suae XXIX. Jan van der Noot sculpsit in Madrid 1640.
  11. Samll. til det N. Folks Sprog og Historie, V, S. 475. Med Hensyn til Krigen 1644–1645 kan her medtages følgende Oplysning: I et Andragende, som Jørgen Bjelke har indgivet til Kongen paa sin Broder Lensherren i Bergen Ove Bjelkes Vegne, dat. Kjøbenhavn den 2den Februar 1653 (Kancelli-Indlæg for s. A.), heder det blandt Andet:
    Og eftersom der i Bergen opholder sig Kaptein Jacob Due, en Mand, som vel er forsøgt til Lands og Vands samt Riget i forleden Feigde haver gjort god Tjeneste, saa og i lige Maader en ved Navn Eilerik Wisborg, der nylig af den Venetianske Tjeneste er kommen og haver Eders Kongl. Maj.s Sal. og Høilovlig Hr. Faders Bestalling paa Fendriks Gage at nyde, medens han sig udenlands i fremmede Herrers Tjeneste opholdte, tilmed ogsaa er en ved Navn Christian Holberg („Hoellbierrig“), som og sin Devoir i forleden Feide gjort haver, og alle tre for deres gode og oprigtig Forhold min k. Broder velbekjendt, og han sig til dennem derfor des sikrere kan forlade, Hvorfore er hans allerunderdanigste Bøn og Begjæring til Eders Kongl. Maj.st, at samme Officerer naadigste maa installeres og hannem til Eders Kongl. Maj.s og Rigets Tjeneste gives, i Forhaabning at han med dennem kan ervise deres troe Skyldighed imod Eders Kongl. Maj.st og deres fæderne Rige. (Meddelt af Rigsarchivar M. Birkeland). Om den her omtalte Eilerik Wisborg se Y. Nielsen i Norsk historisk Tidsskrift, 1. R., IV, S. 286–288.
  12. Jørgen Bjelkes Selvbiografi.
  13. Norske Magasin, II, S. 534.
  14. L. Holbergs Bergens Beskrivelse, S. 157.
  15. Y. Nielsen, De nordenfjeldske Begivenheder 1657–1658, S. 32. Norske Magasin, II, S. 378 flg.
  16. Handlingar rörande Skandinaviens Historia, XXX, S. 203. Man vil her finde fortræffelige Oplysninger om Thrøndelagens Tilstand ved den Tid, da Landskabet for en kort Tid kom i svensk Besiddelse.
  17. Danske Samlinger, 2. R., II, S. 161, 165.
  18. Chr. Bruun, Curt Adelaer, S. 165.
  19. Handlingar rörande Skandinaviens Historia, XXX, S. 212.
  20. Meddelelser fra det norske Rigsarchiv, I, passim.
  21. Danske Magazin, V, S. 32.
  22. Om Ove Bjelkes Hustruer se Klüwers Norske Mindesmærker, S. 91–93. I 1748 var der i Throndhjem en „Enke Kjersten Hansdatter i Gjeitvigen“, der paastod, at hendes Fader Hans Bentzen skulde være en Sønnesøn af Ove Bjelke, uden dog at kunne give nogen nærmere Forklaring herom, endsige godtgjøre sin Fortælling ved skriftlige Beviser. Personalhist. Tidsskr., II, S. 46.
  23. Danske Magazin, cfr. L. Daae, Throndhjems Stifts geistlige Historie, S. 122 flg.
  24. Klüwers Norske Mindesmærker, S. 87 flg.
  25. Suhms (ældre) Samll., I, 2, S. 141.
  26. Norske Magasin, II, Registret.
  27. Om ham se Sv. Biogr. Lexicon, II, S. 332–340.
  28. Viaggio Settentrionale, p. 13.
  29. Warmholtz, Bibl. hist. Sveo-Goth., I, S. 89.
  30. Hervarar Saga på gammal götska (!) med Olai Vereli uttolkning och notes. Ups. 1671. Fol. p. 154: Deinde locorum, hominum et lingvae ignarus, solus iter in ultimam Lapponiam pedibus suscepit. Et Holmiam postea reversus, plus se delectationis et voluptatis ex eo itinere cepisse significavit, quam ex ceteris omnibus, quae per pleraque Europae regna confecerat. Navigavit postea in Islandiam, ut mihi relatum est, inde in Italiam redux, per alios me salutari jussit.
  31. Viaggio Settentrionale, p. 173.
  32. Se om denne Lindenow P. W. Beckers Samlinger til Danmarks Historie under Frederik III, passim.
  33. Dette bliver nemlig sikkert derved, at han, som vi skulle se, omtaler (Orig. pag. 188) de Kometer, han saa i Norge, thi man ved andensteds fra, at flere saadanne iagttoges her i Landet i Slutningen af 1664 og Begyndelsen af 1665. (M. Hofnagels bergenske Krønike, Norske Magasin, II, S. 222).
  34. Viaggio Settentrionale, p. 13.
  35. En liden Opsats af Negri: Annotazioni sopra l’opera di Olao Magno ledsager Reisebeskrivelsen.
  36. Viaggio Settentr. p. 192, hvor Riccis Svar (Roma 14 Mai 1693) meddeles.
  37. Altsaa 22de Oktober (1664). Det sees nemlig af et Par senere Steder i Reisebeskrivelsen (i Orig. p. 175 og p. 205), der nedenfor skal meddeles, at Negri forlod Kjøbenhavn den 3die Oktober.
  38. Forf. citerer her Plin. Hist. nat. X. 23: Canere soliti sunt et praecipue jam morituri olores.
  39. En Thomas Thomassøn var 1587 Borger i Bergen, og i Aarene fra 1625 til 1641 forekommer en Mand af dette Navn paa Raadmandslisterne sammesteds, se Norske Magasin, II, 115, 305, 328. Udgiveren, N. Nicolaysen, har – neppe med Føie – slaaet disse sammen til en Person. I Bergens Borgerbog, udg. af N. Nicolaysen, Chr.a 1878, forekommer under 1599 (S. 18) en Thomas Thomassøn Krummedje, under 1609 (S. 26) en anden Thomas Thomassøn, og under 1623 (S. 43) en Mand fra Orknøerne af samme Navn. Billedet er vistnok forlængst forsvundet fra Bergens Domkirke og omtales neppe andensteds end i nærværende Reisebeskrivelse.
  40. Her følger noget om Normannernes Erobringer osv.
  41. Hvor urigtig denne Forklaring end er, hidrører Misforstaaelsen dog ei alene fra vor Reisende, thi Hansestæderne kaldtes ved den Tid hyppig „die löblichen Ansee-Städte“.
  42. Med denne Skildring kan jævnføres Edvardsens i Norske Magasin, II, S. 572–586, samt Holbergs Bergens Beskrivelse, S. 244–263. De Levninger af disse barbariske Skikke, der forøvrigt havde sin Analogi i den Skjærsild, som gik forud for Haandverkernes optagelse i Laugene, saavelsom ogsaa i depositio cornuum ved Universiteterne, bleve som bekjendt formelig afskaffede af Christian V. ved Forordning af 8de November 1671. Om det er rigtigt, at Spillene skulle være indførte 1478 (Norske Mag., II, S. 231), er vel uvist.
  43. Kveiten?
  44. Haabrand, Pontoppidans Norges naturl. Historie, II, S. 187.
  45. Fransk Resident i Stockholm, se P. W. Beckers Bidrag til Danmarks Historie under Fredrik III., passim.
  46. Som Læseren vil forstaa, har vor Reisende her faaet høre de fra Asbjørnsens Huldreeventyr bekjendte nordlandske Sagn om usynlige Udøer. Hans Beretning herom er maaske den ældste, der haves. Fra samme Aarhundrede haves i vor egen Literatur en Notits om denne Overtro i det nu af Faa kjendte lille Skrift: Prodromus e Norvegia sive descriptio Loufodiae, omnium Nordlandiae praefecturarum longe celeberrimae accuratissima, autore Dieterico Brinckio naturae admiratore, Amstelodami 1676 (2S pagg. 8o). I denne Bog, hvis Forfatter, en dansk Student fra Aalborg, en Tid var „Inspecteur“ i Nordlandene og Finmarken, senere kom i Grev M. G. de la Gardies Tjeneste og omsider døde paa Strømsø i Drammen 1681 læses (p.11l: „Incolae Roestenses Japýga versus aliam observant insulam Wdroeſt dictam, duobus milliaribus circumscriptam, quae accedente subinde mari undis obruta oculorum obtutui se quasi subducit, refluente autem rursum comparet. Talem terram Huldeland vocant. Jani Christiani, quondam loci praefecti Regii, haeredes, ovum illic repertum anno 1658 ostentant gloriabundique jactitant.“
  47. I Musters Reisebeskrivelse fra Patagonien (Tydsk Udgave, Jena 1873: Unter den Patagoniern, I, S. 84) omtales en Klippe i dette Land („Mowaisch“ eller „Fensterhügel“), der synes at maatte have en betydelig Lighed med Torghatten.
  48. Cfr. Olai Magni Hist. de gentibus Septentrionalibus, lib. II, cap. 7 (Ed. Rom. 1555, p. 66–67).
  49. Den Carl van Mandern, som her omtales, er den yngre af de to berømte Malere af dette Navn, som i det syttende Aarhundrede opholdt sig i Danmark. Jeg antager, at denne Mand har været Negris Vert i Kjøbenhavn, og at han paa den Maade er bleven bekjendt med ham, thi Carl v. Mandern holdt i sin store Gaard paa Østergade et Slags Hotel, hvor notable Reisende toge ind eller anvistes Bolig for Hoffets Regning, skjønt ogsaa Gjæster af ringere Vilkaar stundom boede hos ham. Se herom P. W. Beckers Samll. til Danmarks Historie, I, S. 221 og fl. St., men fornemmelig B. B.s (Burman-Beckers) Oplysninger om „Gjestgivergaarde i Kjøbenhavn i ældre Tider“ i Danske Samlinger, 2. R., I, S. 360 flg.