E. A. Erichsen (Gran)

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Aschehoug (Tredje samlings. 138-148).
H
an blev født i Kristiania 9de januar 1841 og blev student i 1858 fra Kristiania katedralskole. Allerede som skolegut kom hans utprægede anlæg for dagen, hans forskertrang og hans samlerlyst. Samlerlysten synes at være et almenmenneskelig eller ialfald et mandlig instinkt; næsten alle gutter pleier under opveksten at samle paa noget; men for de allerfleste er denne samlermani vilkaarlig, hensigtsløs og vekslende; en maaned samler man paa konkylier, og den næste maaned paa frimerker, indtil livet faar andre værdier og det hele falder bort. Kun hos virkelige forskerbegavelser har samlertrangen ofte mening og metode allerede i en tidlig barnealder; det var tilfældet med Erichsen. Han var allerede som skolegut sterkt optat av historie og genealogi, og han samlet paa ting som stod i forbindelse med denne hans optathet, paa bøker, haandskrifter, portrætter, mynter, kortsagt paa alt hvad der paa nogen maate kunde tjene hans barnlige studier. Da Erichsen 17 aar gammel blev student, var han derfor allerede litt av en lærd og en bibliofil og rimeligvis litt av en forfatter, og kun av denne tidlige modenhet, denne tidlige sikkerhet og medfødte begrænsningsevne kan det forklares at han et par aar senere, knapt 20 aar gammel, med held kunde gi sig ikast med en saa vanskelig opgave som «Trældom i Norden», som var utsat til konkurranse om kronprinsens guldmedalje. Erichsen hadde en meget dygtig konkurrent i den seks aar ældre Gustav Gjessing, som dog maatte la sig nøie med accessit, mens Erichsen lik guldmedaljen.

I universitetets arkiv findes censuren over avhandlingerne; den er stilet til det Akademiske kollegium og bare undertegnet av R. Keyser, og lyder, hvad Erichsens besvarelse angaar, i sin korthet saaledes: «Af disse (der var indsendt 3 besvarelser) udmærker sig især No. 1 ved Kyndighed i Valget af Kildeskrifter, baade historiske og juridiske, ved disse Kildeskrifters nøiagtige Benyttelse, ved Begrændsningen af det hele Apparat, ligesom af Oversigten over dettes Resultater. Undertegnede tager saaledes ikke i Betænkning at tilkjende denne Afhandling den første Priis.»

Ved denne seier hadde den 20-aarige student habilitert sig som videnskapsmand, og naar man tænker paa hans sterke interesser og anlæg, og den anerkjendelse han nu hadde faat, saa er det vel næsten utænkelig at han ikke har følt sig paa en skillevei, — skulde han vælge skolen, som forresten ogsaa hadde store tillokkelser for ham, eller skulde han vælge videnskapen som sikkert laa hans hjerte nærmest? — En norsk videnskapsmands fremtid er usikker og økonomisk eventyrlig; og det eventyrlige hadde sikkert liten — tiltrækning for Erichsen, han valgte skolens sikrere og mere befarne landevei og satte sig til at læse til filologisk eksamen, som han tok med ære i 1865. Allerede to aar tidligere hadde han tat ansættelse som lærer ved Aars og Voss’s skole, hvor han virket i 14 aar, indtil han i 1877 blev ansat som rektor i Tromsø. I Tromsø blev han i 15 aar, da han i 1892 blev utnævnt til rektor ved Stavangers latinskole, hvor han blev til sin død den 2den februar 1913.

Dette er rammen omkring Erichsens liv, som altsaa i det ydre helt og holdent er viet skolen. Men Erichsen svigtet allikevel aldrig sin ungdomskjærlighet og sin forskerbegavelse. Gjennem femti lange aar fortsatte han med utrættelig flid sin skribentvirksomhet, dels i direkte forbindelse med skolen, idet han utgav en lang række av historiske og litteraturhistoriske lærebøker og læsebøker og videnskabelige monografier fra skolens historie, dels gjennem verker og utallige tidsskriftartikler som behandlet specielle emner fra norsk aandslivs og norsk politiks historie.

Som hans hovedverk staar hans utgave av Peter Dass’s samlede skrifter i 3 binde fra 1874—77. Det var ingen let opgave han her gav sig ikast med. Der forelaa ingen forfatterutgave av nogetsomhelst av Peter Dass’s skrifter. Da han døde i 1708, var ingen av hans verker trykt; det hadde ikke været synderlig bevendt med trykkerkunsten i Norge paa den tid, og Peter Dass hadde maattet la sig nøie med at la sine skrifter versere i avskrifter. Først utover i det 18de aarhundrede begyndte boktrykkerne og utgiverne at interessere sig for ham, og i 1763 utgav Peter Dass’s sønnesøn en autentisk utgave av «Nordlands Trompet». Men denne utgave er meget ufuldkommen, og dette er naturligvis endnu meget mere tilfældet med de mangfoldige ulitterære, tidligere og senere, optryk av katekismussangene, den bibelske visebok o. a. Det var et virvar av fordærvede tekster Erichsen hadde for sig, i trykt eller utrykt stand, og der skulde stor flid, nøiagtighet og skarpsindighet til for av dette kaos at utdestillere en brukelig tekst. Hertil kom at alle Peter Dass’s skrifter er gjennemvævet av et utal av allusioner til datidens kulturelle og litterære forhold, som uten forklaring vilde være ganske uforstaaelige for en nutidslæser. Hvis teksten skulde ha nogen betydning for almenheten, maatte den ledsages av en fortløpende kommentar. Endelig var selve Peter Dass’s personlighet overgrodd av legendariske traditioner, som efterhaanden hadde gjort hans biografi til en eventyrdigtning, hvor fantasi og virkelighet var meget vanskelig at utskille. Her var saaledes paa en maate to biografier at skrive, to biografier som det gjaldt at holde skarpt ut fra hinanden, den ene som behandlet den virkelige Peter Dass’s liv, slik som han hadde virket og levet og digtet som sogneprest paa Alstadhaug, mens den anden, som ikke var mindre interessant, behandlet hans fortsatte liv, slik det fortonet sig i folkefantasiens utsmykninger like til vore dage. Disse «biografier» har Erichsen levert i sin omfangsrike og interessante fortale til utgaven av Peter Dass’s skrifter.

En moderne kritik vil selvfølgelig ikke finde Erichsens «Peter Dass» fuldkommen; der kan være adskillig indvendinger at gjøre og forbedringer at foreta. Teksten er ikke overalt feilfri, kommentaren er paa mange punkter ufuldstændig og paa enkelte feilagtig, og Erichsen hadde ikke det temperament eller den fantasi som var istand til at reise et fuldtut levende og for alle tider staaende monument over den saftige, renæssanceagtige nordlandsprest. Men trods disse indvendinger staar det dog fast, at Erichsens utgave av Peter Dass’s samlede skrifter er den ypperste, for ikke at si den eneste videnskabelige, kritiske utgave vi eier av en norsk digters samlede produktion. Og hvad der senere er fremkommet av eller om Peter Dass, er altsammen bygget paa hans store arbeide og indeholder intet nyt, — med undtagelse av Erichsens eget verk «Dassiana», som utkom i 1891, og som indeholder endel tidligere ukjendte verker av Peter Dass, som han har utgit med den samme omhu og flid som den store utgave.

Erichsens «Peter Dass» er saaledes uten overdrivelse en bedrift; han har gjennem den git os tilbake en digter som holdt paa at gaa tapt, og som vi ikke vil undvære, — en ikke ubetydelig national værdi fra en periode av vor historie hvor der var altfor faa folkelige livsytringer til at vi har raad at gi avkald paa nogen av dem, endsige da paa en saa frisk rislende sundhetskilde som den gamle nordlandsprests i den tid ganske enestaaende sange.

Foruten dette sit hovedverk har Erichsen skrevet en lang række avhandlinger omkring i videnskabelige og populære tidsskrifter, — og i sine skolers indbydelsesskrifter. Han har skrevet om «Kongshaug-ætten og dens forgreninger» (1869), han har leveret en indgaaende monografi av den norske renæssancedigter Halvard Gunnarson (1870), han har git «Nye bidrag til Hannibalsfeidens historien (1873), han har opsøkt «Norske studenter, baccalaurei og magistri ved Kjøbenhavns universitet i aarene 1611—1655» o. s. v. Ved siden herav drev han en flittig anmeldervirksomhet i Skillings-Magazinet, Aftenbladet, Aftenposten, Morgenbladet, Tromsøposten og Vestlandet. Hans historiske og litteraturhistoriske lærebøker har jeg allerede nævnt, — og paa sine gamle dage kastet han sig med iver over lokalhistorie, utgav sine høist interessante «Samlinger til Stavanger bys historie», sin «Bergens katedralskoles historie», «Trondhjems katedralskoles historie» og arbeidet til sin død paa en samlet norsk skolehistorie, til hvilken han har efterlatt sig en betydelig og velordnet materialsamling.

Skal man i korthet karakterisere rektor Erichsens videnskabelige produktion, kan man vistnok ikke gjøre noget bedre end at gaa tilbake til de ord hvormed Rud. Keyser begrundet sit votum om den tyveaarige students prisavhandling. De egenskaper hvorved hans arbeide utmerket sig, var netop de som Keyser tydelig saa allerede i 1861: kyndighet i valget av kildeskrifter, nøiagtig benyttelse av disse kildeskrifter, forstandig begrænsning av sit materiale og forsigtighet i de slutninger han drog av det, orden og klarhet.

Men hvad man mest av alt maa beundre hos den avdøde, er hans utholdenhet og utrættelige flid. Naar vi betænker at Erichsen gjennem hele sit liv var fuldt optat av et anstrengende skolearbeide, belæsset med timer hos Aars og Voss i sin ungdom, og derefter først i Tromsø og saa endnu meget mere i Stavanger optat av en vidtløftig administration, som han ledet med mønstergyldig nøiagtighet, — saa er det vanskelig at forstaa hvorledes han fandt tid til grundige studier og en omfangsrik produktion. Men Erichsen var en arbeidsmyre; stavangerfolk har fortalt mig, at om de aldrig saa sent om natten gik forbi hans bolig, saa skinnet der altid et stille lys ut fra hans læseværelse.

Her sat han i de uforstyrrede nattetimer mellem sine kjære bøker, som han hadde samlet paa likefra sine guttedager, og som nu var vokset op til et betydelig bibliotek, et av de største privatbiblioteker i Norge, 6 000 bind, foruten en visesamling paa 10 000 nr. — Denne boksamling var intet luksusbibliotek eller nogen tilfældig ansamling av bøker, det var et arbeidsbibliotek samlet med den samme «kyndighet i valget av kildeskrifter» som gjennemgaaende karakteriserer Erichsens videnskabelige arbeide; det samler sig væsentlig om historiske og litterære emner, omfatter bl. a. en betydelig biografisamling og en rik norsk brochuresamling. Der er nu tale om at Stavanger by skal kjøpe biblioteket under ett, og det er en fornuftig tanke; Stavanger kommunebibliotek er sørgelig stillet og trænger i høi grad den berikelse. Erichsens boksamling vilde gi det. Men førend salget sker, bør universitetsbiblioteket søke adgang til at gjøre et utvalg; ti jeg føler mig temmelig sikker paa at der blandt Erichsens bøker findes adskillige sjeldenheter som universitetsbiblioteket vilde være glad over at faa, og som vilde gjøre mere nytte her end i Stavanger.

Med rektor Erichsen er gaat bort en repræsentant for en menneskeklasse som der blir færre igjen av, — en humanist av den ældre type, skolemand og bokmand.

Han var en god ven av Ludvig Daae, var nogen aar yngre end han, men hørte til hans kreds og hadde de samme sympatier og den samme avsky, — sterkt konservativ i politik, lidenskabelig latindyrker og beundrer av den klassiske kultur, danskvenlig, fiendtlig mot alslags maalstræv, bekymret likeoverfor den voksende demokratisme og hjemløs i den herskende «seminarisme», som Daae kaldte det. Av temperament og begavelse var han derimot meget forskjellig fra sin ældre ven, var stilfarende og tilbakeholdende, hadde intet av Daaes saftige humor og paradoksale lystighet, selv om han ikke var blottet for stilfærdig tørt lune, og hadde humør nok til at more sig hjertelig, naar Daae hengav sig til sine rabelaiske verbalorgier.

Det var ikke let at være skolemand i vore dage for en mand av Erichsens meninger, det var at leve mot strømmen, mot den strøm som fra de voksende naturvidenskaper fløt utover skolen og tok med sig mere og mere av den humanistiske dannelse, helt og holdent slukte græsken og fortærte store stykker av den elskede latin. Erichsens ideal var sikkert at lede en lærd skole, en liten eliteskole paa klassisk basis med 100 elever eller slik; men tiden vilde det ikke saaledes, — den skole Erichsen ledet i de sidste 20 aar, blev i medfør av den demokratiske utvikling mere og mere til en fortsættelsesskole for folkeskolen; Stavanger kommune drev den i og for sig priselige politik i massevis at utdele stipendier til folkeskoleelever, som derved sattes istand til at komme ind paa Kongsgaards skole, skolen vokset ved denne tilstrømning til at gi plads for mange — jeg husker ikke for øieblikket hvor mange — hundrede elever, og dens hovedopgave blev en masseproduktion av middelskolekandidater, — hvad der sikkert ikke var efter rektorens hjerte. Hertil kom at han ved Stavanger skole hadde mange andre vanskeligheter at overvinde. Da han overtok sin stilling, saa forholdene temmelig haabløse ut; der hadde under interregnet efter rektor Steen utviklet sig ganske anarkiske tilstande ved skolen, to av dens lærere laa endnu i proces med den avgaaede rektor, fiendskapet mellem lærerne indbyrdes var en offentlig hemmelighet, latinskolen var en tid et yndlingstema for skandalsyken, disciplinen var elendig, undervisningens resultater ikke bedre. Da saa Erichsen kom og man saa hans lille uanseelige skikkelse og det bleke, litt svakelige forskeransigt, rystet man paa hodet: hvordan skal dette gaa?

Men det gik; snart hørte man mindre og mindre fra Kongsgaard, og efterhaanden maatte bysladderen gi avkald paa latinskolen og søke sig nyt stof. Erichsen hadde snart erhvervet sig baaden sine i læreres og sine elevers agtelse og kjærlighet, og skolens drift gik lydløst og rygteløst, slik som den skal.

Dette resultat opnaadde rektor Erichsen, — ikke ved glimrende læreregenskaper — jeg har aldrig hørt nogen av hans elever fortælle om uforglemmelige timer, slik som tilfældet altid er naar gamle elever kommer til at tale om Steen —; nei han opnaadde det ved sin stilfærdige, regelmæssige, nøiagtige administration, ved sin aldrig svigtende lojalitet selv likeoverfor de skoleforordninger som var hans hjerte mest imot, og først og sidst ved sin ubønhørlige pligtopfyldelse, sin hengivelse i arbeidet; han var altid selv den første paa pletten, og fra hans eksempel fløt der utover skolen en pligtopfyldelsens selvfølgelighet som i forbausende kort tid forvandlet det kaos han overtok, til den kosmos han nylig forlot.

Det blir underlig at komme til Stavanger uten at træffe rektor Erichsen; jeg hadde i mange somre min faste gang paa hans bibliotek; han var altid saa elskværdig og imøtekommende og villig til at hjælpe med bøker i den bokløse by. Han hadde et eget haandlag naar han tok dem ut av hylden, næsten kjærtegnende; det lignet det hvormed en kunstindustrimand kjæler med en keramisk sjeldenhet.

Her imellem bøkerne levet Erichsen sit egentlige liv, og meget og værdifuldt arbeide utgik fra hans verksted. — Vi herinde i Kristiania klager over de tarvelige forhold en videnskapsmand lever under herhjemme, mangelfulde hjælpemidler og tynd atmosfære, men hvad skal saa en mand si som vil drive videnskap i Tromsø eller Stavanger? Naar vi tænker paa at Erichsen i lange tider har maattet hjælpe sig uten universitetsbiblioteket og uten riksarkivet, og allikevel har faat gjort alt det han har gjort, saa er der nok grund til for Videnskapsselskapet at mindes ham med respekt og taknemmelighet.

1913.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.