Camilla Collett (Gran)
En skjæbne og et forfatterskap.
Norsk aandsliv i det 19de aarhundrede falder stort set i tre perioder, først en periode i naiv umiddelbar selvhævdelse, saa en tid i tilbakeskuende selvfordypelse, og endelig en tid i kraftig selvutfoldelse. Med hensyn til de litterære former kunde man kalde den første den lyriske, den anden den episke, den tredje den dramatiske tidsalder. Med hensyn til indholdet kunde man betegne perioderne som den norske Sturm und Drang-tid, den norske romantik, — den norske problemdigtning.
Ordet «problemdigtning» har for længe siden mistet den klang det hadde, da Georg Brandes for snart 50 aar siden med tændende kraft slynget det utover Norden. — Allerede omkr. 1890 kom reaktionen, og selv om det nye, som dengang gjorde sig gjældende, ikke har sat synderlig dype og varige merker, saa er det dog endnu saaledes at det neppe vil tjene som nogen anbefaling for et digterverk, om man sier at det sætter problemer under debat.
Det ligger helt utenfor min hensigt her at overveie forholdet mellem problem og digtning i sin almindelighet, mellem tendens og kunstverk, — spørsmaalet om tendensen kan eller maa fortrædige kunstverket, — om digtningen ubetinget har sit maal i sig i selv, mens enhver utenfor liggende hensigt ifølge sakens natur altid forringer dens værd, — forholdet mellem kunst og moral, — det lar jeg altsammen ligge og ser udelukkende historisk paa saken.
Historisk kan det fastslaaes som en kjendsgjerning at der i anden halvdel av 19de aarh. var en aarrække, — hvis nøiagtige grænser jeg ikke vil indlate mig paa at fastslaa, — en aarrække hvori problemdigtningen snart sagt opfyldte hele vor litteratur, en tid da enhver roman, ethvert drama, ja endogsaa ethvert av de yderst sparsomt opdukkende digte direkte eller indirekte satte et eller andet nutidsproblem under debat.
Som bestemt, fuldt bevisst og alt beherskende program utviklet denne retning sig hos os først et stykke ute i syttiaarene, men der hadde været tilløp tidligere, og allerede i begyndelsen av femtiaarene — næsten tyve aar før Brandes’s berømte Kjøbenhavnerforelæsninger — fremkom der hos os et fuldbaaret digterverk som hadde alle en problemdigtnings kjendemerker — Camilla Colletts «Amtmandens Døtre». Den maa betegnes som Norges første tendensroman.
Man har for at bestemme dette arbeides historiske stilling kaldt det for den første norske psykologiske roman. Denne betegnelse kan nok til en viss grad begrundes, men tilfredsstiller ikke helt. Den er for vag og kan ogsaa være misvisende. — «Psykologisk» er et vimset ord som kan bety saa altfor mange ting og ikke let lar sig tvinge ind under bestemte grænser. For det første kan man ingenlunde helt fraskrive vor tidligere roman — jeg tænker nærmest paa Mauritz Hansen — visse psykologiske bestræbelser, og paa den anden side blev jo «psykologisk roman» i senere tid et slagord som vendte sin braadd mot problemdigtningen, den psykologiske roman vilde være l’art pour l’art netop i motsætning til tendensromanen; hvad den tilstræbte var den rent sjælelige analyse uten bihensigter, det var forbudt digteren at ha en mening eller at bruke digterverket til noget; hvad der avgjorde digterverkets værdi var analysens sandhet og dybde og fremstillingens eller stilens skjønhet og eiendommelighet; en god hensigt, en smuk moral, en ædel sak var saa langt fra at være til gagn for kunsten, at det tvertimot maatte regnes for et betænkelig minus.
I denne betydning av ordet passer «psykologisk roman» absolut ikke paa «Amtmandens Døtre» som netop er en roman à these, — en tendensroman.
Fru Collett er den første norske problemdigter, «Amtmandens Døtre» er vor første tendensroman.
Herved og ved sine litterære egenskaper har den faat en stor, — etslags central betydning baade for virkeligheten og for litteraturen — for virkeligheten, idet vi her finder det tidligste utslag av tendenser som senere har sat dype merker i vort sociale liv og vor lovgivning, — for digtningen fordi denne roman har øvet stor, direkte og indirekte, indflydelse paa en række av vore betydeligste forfattere. Selv Bjørnson som ikke kunde like hverken boken eller forfatterinden, har ikke helt været utenfor den tankeverden hun skapte; Ibsen som var mere congenial med hende og som, — saavidt det var ham mulig, — forholdt sig i etslags intimitet med hende, laante allerede i «Kjærlighedens Komedie» et vigtig motiv hos hende og skapte fra «Samfundets Støtter» og til «Fruen fra Havet» en række av kvindeskikkelser som for endel ialfald var inspirert av hende; Jonas Lie gjenoptok og fordypet problemet i «Amtmandens Døtre» først i «Familjen paa Gilje» og derefter i «Kommandørens Døtre». Alexander Kielland hilste hende som den store forgjængerinde som hadde gaat i spidsen for den fortrop, hvori han selv hadde stillet sig.
Den sak som «Amtmandens Døtre» dreiet sig om, og som blev aksen i hele fru Colletts produktion, var som bekjendt kvindesaken. Oprindelig var det for hende neppe nogen sak, men en oplevelse. Men utav denne oplevelse vokste — gjennem hendes tankes slutninger, gjennem hendes fantasis forespeilinger, under indflydelse av tidsaandens almindelige utvikling og under direkte litterær paavirkning — saken. Hendes smertensrike personlige erfaring blev til kjønnets tragiske skjæbne som hun hele sit lange liv med brændende lidenskap kjæmpet imot, og kvindesaken blev efterhaanden for hende til menneskehetens sak, det største, ja egentlig det eneste problem, hvis heldige løsning var avgjørende for verdens fremtid og frelse.
Men paa bunden laa hendes oplevelse, den altid gjenoplevede og aldrig glemte; og herfra faar hendes ord den lidenskapens vibration som har git dem evig liv.
Naar man — slik som jeg nylig har gjort — har læst gjennem alt hun har skrevet i ett træk, sitter man igjen med forundring over at man virkelig er kommet igjennem dette lange jammersminde, denne Hjobs bok paa mange tusen sider, alle disse endeløse klager over verdens elendighet, mænds tyranni, kvinders slaphet og underkastelse, droskekuskers mishandling av dyrene, digteres skamløse raahet, alle de livsens uheld som overfalder os ved hvert gatehjørne, menneskers taktløshet og utaknemmelighet, forlæggeres troløshet, kritikeres ondskapsfuldhet, uvidenhet og dumhet, publikums uhelbredelige døvhørthet o. s. v. — uten skygge av omskiftelse Man gaar unegtelig stundom træt av denne «klagefrihet», som fru Collett kræver som en ret, og som hun selv benytter sig tøilesløst av, man lægger boken fra sig i irritation over denne evindelige misère, men man tar den igjen og blir fængslet paanyt, fordi man allikevel hele tiden føler aandedraget av et levende menneske, hører slaget av et menneskehjerte som har følt og har lidt. Oplevelsen ligger paa bunden.
Det er blit noksaa almindelig ved undersøkelsen av en betydelig mand efter fransk mønster at spørge: Où est la femme? Og jeg negter ikke for at spørsmaalet kan være frugtbart. Men det blir ofte overdrevet. Ikke for alle mænd har kvinden været skjæbne. Det hænder — og ikke saa sjelden — at en mand i den grad absorberes av sit verk at hans forhold til kvinden ingenlunde blir det avgjørende. Jeg tror f. eks. ikke, at vi, selv om vi i den intimeste detalj kunde besvare spørsmaalet for Ibsens eller Bjørnsons vedkommende, derved vilde ha opnaadd synderlig nyt lys over deres digtning.
Anderledes forholder det sig naar talen er om kvinden, for hende er jeg tilbøielig til at tro at dette spørsmaal — où est l’homme? — næsten undtagelsesfrit banker paa det inderste gjemme i hendes sjæl, manden som kom eller ikke kom, manden som kom imøte eller som forsmaadde, i manden som holdt ut eller svek, — og er vi istand til at besvare dette spørsmaal, saa sitter vi inde med nøklen til det terræn hvor hendes liv blomstret eller visnet. Med andre ord, — for kvinden er det erotiske — den erotiske fuldbyrdelse eller den erotiske skuffelse — i en mere ubetinget grad end for manden det avgjørende, hvad enten nu dette beror paa uutryddelige kvindelige egenskaper eller er resultatet av de samfundsvilkaar hun gjennem aarhundreder har levet under.
Er der nogen undtagelse fra denne lov, saa var ialfald Camilla Collett ingen saadan undtagelse. For hende blev manden skjæbne. Eller rettere mændene, for der var to.
Først traf hun Welhaven og elsket ham med sin dype og sterke sjæls altfortærende lidenskap; men Welhaven, den utaknemmelige, turde ikke gripe til eller grep ialfald ikke til, han forsmaadde den rike skat som laa for hans fot, og derved tilføiet han hende et ulægelig saar som blev bestemmende for indholdet av hendes lange, smertensrike liv.
Siden traf hun Collett, som reddet hende ind i et kjærlig egteskap som blev hendes sanatorium. Det saar hun hadde faat, kunde ganske visst ikke læges, men vel kunde det lindres ved den mest forstaaelsesfulde og ømmeste pleie. Og da Collett døde, efterlot han hende et lægemiddel som paa en maate gjorde livet levelig for hende. Dette lægemiddel var hendes litterære produktion. Collett kunde selvfølgelig ikke skjænke hende produktionsevnen, — det var hendes vuggegave, — men hvad han gav hende var tilliden, modet og viljen som var nødvendig for at bryte igjennem de hindringer som dengang endnu laa opstablet paa en norsk forfatterindes ubanede vei.
Det første man maa gjøre for at naa ind til utspringet for Camilla Colletts forfatterskap, — er at søke hende i hendes forhold til Welhaven og Collett. Først og fremst Welhaven.
Da Camilla Wergeland første gang møtte Welhaven, var hun 17 aar gammel, han var 22.
Hun var skjøn som et syn; «rygtet om hendes skjønhet svæver endnu over hendes navn som en gylden sky». (Mathilde Schjøtt i 1903). Der var noget flygtende, svævende over hendes skikkelse som gav indtryk av noget næsten overjordisk. Naar hun traadte ind i balsalen, vendte alles blikke sig i taus beundring mot hende.
Der kom en stands i soiréen,
da præstens datter traadte ind,
og sladren, der gik om til théen,
blev stum ved hendes lette trin.
Den fine alf paa sexten aar
var fostret i de grønne dale,
og i vor vinterlige dvale
vi studsede ved hendes vaar. —
Det nytter lidt paa prent at tegne
den yndets form, vi dvæled ved;
den træffes ei, om allevegne
man henter ord for deilighed
— — — — — — — — — —
— — — — — — — — — —
Men hvad der klarest laa for øie,
og hvorpaa mindst blev givet agt,
var hendes hele væsens høie
og dog naive tryllemagt.
Hun stod med en usynlig krands
i denne festlig smykte skare;
thi kun om hende laa den klare
og milde kvindeligheds glans.
Hun var ikke noget almindelig pikebarn, denne syttenaaring. Hun tilhørte en merkelig slegt og var vokset op utenfor det konventionelle byliv. Eidsvold prestegaard var en vel avgjemt krok, og i de fleste av aarets maaneder var ensomheten knugende.
I disse stuer levet hun omgit av sterke, — voldsomme personligheter; gamle provsten var en høit begavet mand som i sin prestegjerning ikke paa langt nær fandt tilstrækkelig tumleplads for sin vældige virketrang, livet hadde paa forskjellig vis rammet ham, bitre skuffelser hadde næret hans naturlige anlæg til melankoli, og hans tause tungsind ruget ofte som en mørk sky over hjemmet. Hendes ældste bror, den geniale Henrik, var naturligvis et oplivende element, naar han ruset ind i prestegaarden, fuld av begeistring og lystighet, ofte i det merkværdigste følge, fantastisk i sine indfald, uberegnelig i hvad der kunde komme. Han kunde nok være varm og kjærlig mot sin søster, trykket av og til i forbifarten et heftig kys paa hendes kind, — men en paalidelig støtte for et svaiende siv av et ungt pikesind, — det var Henrik Wergeland ikke.
Det var allerede en kampens tid herhjemme; de politiske og sociale og litterære motsætninger begyndte at tørne sammen, tordenen av de første slag braket allerede utover vort lille samfund. Wergelandene stod midt i striden — baade far og søn — og kampens bølger rullet ogsaa ind i den ensomme prestegaard. Skjønt Nicolai Wergeland elsket sin søn og var enig med ham i det meste, og skjønt Henrik saa op til faren i sønlig ærbødighet, saa stod allikevel barometret ofte paa orkan hvor de vældige kræfter fik utløsning. Camilla følte sig knuget mellem disse sterke mandfolk og undrer sig i sin selvbiografi over at hun ikke blev maset sønder og sammen. Hendes mor, fru Alette, kunde kun være hende til liten hjælp; hun var en sjelden fin og elskværdig kvinde og synes at ha hat kunstneriske anlæg; men nogen karakter var hun neppe, og hun var sin mand og sine begavede barn underlegen i intelligens. Hun var en kjærlig mor, og Camilla var oprigtig glad i hende; men til nogen dypere intimitet kom det aldrig mellem mor og datter.
Saa flygtet hun da gjerne fra de larmende stuer op paa sit værelse hvor hun hengav sig til læsning eller til sine egne tanker, — eller endnu oftere — ut i naturen, vandret langs Andelvens bredder, — omkring mellem de bølgende bakker, kjendte hver utsigt, hvert træ, hvert veir, hver belysning, hver stemning, fordypet sig i denne alvorlige deilige natur og fik den i tale og avlokket den hemmeligheter den ikke betrodde til andre.
Camilla var — som hele slegten — i høieste grad mottagelig for indtryk, yderst følsom for støt fra utenverden, saarbar for enhver ukjærlighet, for den mindste krænkelse, — tynd hud, en mimosa kalder hun sig av og til, — av naturen dømt til megen smerte. Men under den tynde hud rullet et kraftig blod, en heftig vitalitet reagerte voldsomt mot livets grumhet; hun hadde en lidenskabelig retfærdighetsfølelse og en hellig indignation der kunde ytre sig som heltemod. Nede i Christiansfeld, i hvis hernhutiske opdragelsesanstalt hun var anbragt i et par aar, hændte det engang at en general — Bülow het han — med et taapelig smil overrakte hende et papir som viste sig at indeholde en nidvise mot hendes far. Da Camilla saa hvad det var, blev hun som en furie, utøste under en voldsom taarestrøm sin unge vredes skaaler over den ulykkelige taapelige generals hode, rev papiret i tusen filler og styrtet ut fra det «forstenede selskab». Dengang var hun femten aar gammel. Den sarte skikkelse gjemte et heftig temperament.
Tidlig begyndte der at ytre sig kræfter i hendes indre, trang til at utfolde sig, hun sværmet for scenen — den som kunde bli skuespillerinde! — det stod for hende som den høieste lykke, og endnu paa sine gamle dage var hun forvisset om at det var her hendes egentlige begavelse laa. Men saa bundet var hun av det gode selskaps love, saa utenfor alle land laa denne tanke at end ikke det beskedneste ønske nogensinde kom over hendes læber.
Hjemme paa prestegaarden gik barnene mest for sig selv hver optat av sit, indtil de efterhaanden forsvandt, guttene til sine studier, den ældre søster ind i egteskapet. Saa sat hun alene igjen mellem de to gamle. Faren som elsket hende og dyrket hende, var altfor optat til at faa synderlig tid tilovers for sin datter; moren var hun, som sagt, ikke rigtig samstemt med, og de par intime veninder hun hadde, saa hun mestedelen av aaret litet til, tankeutvekslingen gik mest gjennem breve; en eller et par Kristianiaturer om aaret var den eneste avveksling.
Saa var hun da henvist til sine lange ensomme spaserturer — tilfots eller tilhest — omkring i bygden, eller til sit kjære kammer hvor hun utgjød sit hjerte i lange breve til den kjære Emilie Diriks eller sat bøiet over sine bøker — Claurens, Lafontaines, Kruses følelsesfulde romaner, hvortil senere kom Goethe, Schiller, de tyske romantikere og Heine, — og saa Mauritz Hansen naturligvis som var tysk romantik i norsk utgave. Et liv mere i drøm end i virkelighet, fuld av megen følsomhet og mange vage idealer. En sugende længsel ut i det ubekjendte, en høitspændt forventning om hvad livet gjemte i sit skjød for hende, hun taler i et av sine breve om hjertets «umaadelige fordringer», — sjælelig-erotisk moden til at falde den første værdige ridder om halsen, en bristefærdig knop, rede til at springe ut ved den første solstraale. Sytten aar gammel og skjøn som et eventyr.
Da var det hun traf Welhaven. Han og var en straalende skjønhet; selv den fantasirikeste roman-læserinde behøvde ikke at slaa av paa sine forventninger ved synet av ham. Det var især øinene. «Der ligger noget ubeskrivelig deilig i hans øine,» skriver hun. «Hans mund skal ikke være smuk; men jeg kan aldrig faa overbevist mig, om det er sandt. Jeg tænker saa ofte, at jeg vil lægge merke dertil; men det tillader hans øine ikke».[1]
Hun var under fortryllelsen første gang hun saa ham, ja egentlig før hun hadde set ham, — bare hørt hans røst. Det var i Kristiania hos kjøbmand Herre, hvis søn Bernhard var Welhavens elev og ven. — Vinteren 1830. — «Kommen indenfor porten, hørte jeg stemmer oppe i trappen af et par nedskridende. Den ene en klangfuld bergensisk, den anden Bernhard Herres. Var det et varsel? en underlig angst betog mig, og jeg reddede mig bag hjørnet til gaarden, indtil farvandet var frit.»
Senere møttes de hyppig hos Herres, av og til ogsaa andre steder. Den angst som hadde grepet hende første gang hun følte hans nærhet, forlot hende aldrig helt. Hun følte det som en ulykke hvergang han nærmet sig, hadde mest lyst til at flygte til verdens ende, fandt ikke ord, kunde ikke være sig selv, og var bakefter altid dypt fortvilet over hvor uheldig og dum hun hadde været. Hendes følelses overvældende styrke tok magten fra hende, og hertil kom tidens dypt rotfæstede kvindelighetsideal som gjorde det til en forbrydelse, en utilgivelig crimen læsæ virginitatis for en ung pige med den svakeste antydning at røbe at der bevæget sig noget i hendes hjerte.
Bedst hadde hun det, naar hun hadde fundet en ubemerket plads i den Herreske familiekreds, mens Welhaven læste noget høit for dem. Da sat hun og beruset sig i klangen av hans stemme og glemte alt omkring sig i salig beskuelse av hans overjordiske vidunderlighet.
Efterhaanden kom de hverandre dog nærmere, der utviklet sig etslags forhold mellem dem, og de meddelte sig en tid til hverandre gjennem breve, — hvad der dengang var yderst sjelden og dristig mellem to unge mennesker av forskjellig kjøn.
Hendes kjærlighet var tilbedelse, han stod paa et høit sted, hævet over al menneskelig svakhet; hun laa ydmygt i støvet for hans føtter, vovet neppe haabe at han skulde opdage hende. En helgen var han, — St. Sebastian kaldte hun ham, — og det er rørende at se hvor taknemmelig hun blir da hun opdager at han allikevel var et menneske. «— — — — Derpaa fortalte han om sin familje, hvilken frygtelig tid det havde været for ham, da hans fader døde. Han kom hjem for at se ham død, hans moder fortvivlet og 8 smaa sødskende jamrende. Da han sagde dette med den bløde stemme, han undertiden antager, naar han er alvorlig stemt, og jeg saae hans ansigt havde et alvorligt udtryk — jeg er ikke vis paa det, men jeg synes der skimtede taarer i hans øine, — hvad var, hvad synes da rimeligere, end at jeg var blevet dybt rørt med ham, at medlidenhed havde været den herskende sindsbevægelse hos mig? Jeg skammer mig ved at tilstaa, at det ikke var saa, den var i det mindste blandet med glæde. Hvorledes kan jeg forklare denne modsigelse? Jeg veed det nu, det var ikke følelsesløshed, der lod mig beholde ligevægten i det øieblik, — med en anden ligegyldig person skulde jeg maaske have grædt. Min kjærlighed grænsede paa den tid til et slags tilbedelse. Han hævede sig saaledes over alt, hvad der omgav mig, at jeg kunde blot tænke ham som overseende og ynkende andre, men ikke som gjenstand for nogen slags medlidenhed. Jeg kunde ikke tænke mig sygdom, huuslige sorger og disse almindelige trivielle jordiske elendigheder i forbindelse med ham, de kunde ikke naa ham, troede jeg. O, jeg erindrer engang B.(ernhard Herre) sagde han var fattig — paa point til at lide nød — og noget oplivende gjennemfoer mig, — han fortalte, at folk fandt at han havde tabt sig saa, — og jeg følte et slags glæde derved. Er denne grusomhed følelsesløshed? Nei, der var en slags trøst i, at han ikke var hævet over tidens forandringer eller ulykkens stød; den elskede kommer os nærmere derved, og man griber begjærlig efter dette foreningspunkt med ham, derfor var ogsaa en glædefuld følelse den fremherskende hos mig ved skildringen af hans sorg.»
Det var ingen let sak for Camilla Wergeland at hævde sin følelse i de vilkaar hun levet under. Partimotsætningerne tilspidset sig i disse aar til personlig fiendskap mellem de to høvdinger, Welhaven og Wergeland. I 1832 utsendte Welhaven sin ondsindede brochure «Henrik Wergelands Digtekunst og Polemik», som ikke bare gik ut paa at knuse brorens digtning, men ogsaa indeholdt skammelige anfald paa hans moral, og et par aar efter kom «Norges Dæmring», en grusom haan mot alt det som var mændene paa Eidsvold prestegaard hellig og ukrænkelig.
Camillas hjerte svigtet ikke, hun holdt tappert paa den elskede St. Sebastian, hos hvem ogsaa hendes intellektuelle sympatier i striden laa. Men hjemme paa prestegaarden, hvor man naturligvis snart hadde faat nys om hvorledes det forholdt sig mellem de to, maatte man jo se med ublide øine paa muligheten av en forbindelse mellem dem. Hendes hjerte blev sønderrevet i hendes ulyksalige stilling midt imellem de rasende motstandere. — Hun gjorde hvad der stod i hendes magt for at hindre eller dæmpe de lidenskabeligste utbrudd fra prestegaardsleiren. — «En dag kom jeg ind paa Henriks værelse. Et ufuldendt manuskript laa opslagen paa hans pult. Jeg læste det trods det strenge forbud (mod) at see i hans papirer; der anede mig noget — mod ham. Det var en Critik over «Bien», bestemt til at rykkes ind i «Morgenbladet». Han siger, St. Sebastian (som nok ogsaa havde recenseret «Bien») har ret, skjønt recensentens arrogance og modbydelige egoisme aander gjennem det hele etc., etc., etc.
Pennen var dyppet og foer med en tyk streg over disse skaanselløse, hadefulde linjer. Det var en fortvivlet streg, forsaavidt der hørte et fortvivlet mod til. Jeg vidste H.’s vrede vilde blive frygtelig, og jeg beredede mig med den kraft, som tanken, at det var for hans skyld, indgjød mig, paa at gaa stormen imøde. Seent eller tidlig maatte han faae se det, det vidste jeg, og jeg besluttede derfor selv at angive mig. Med hjertebanken hører jeg ham komme op ad trappen, og forundret spørger han, hvad jeg har gjort paa hans værelse, om jeg har læst i hans papirer. Ja, jeg har, svarede jeg, og ikke alene det, men strøget over. Du veed nok, hvad jeg meener, hiin apostrophe till St. S., som er skammelig uretfærdig — — —
«Er du rasende?» jeg erindrer ikke, hvad H. i sin hidsighed sagde, men han stødte mig voldsomt, blodrød af forbitrelse, fra sig, saa jeg tumlede mod den lige overfor staaende dør. — — — Jeg gik, haabende, at han ikke havde tid til at skrive et nyt manuskript. Mit haab har ikke bedraget mig, jeg har aldrig seet hiin critik komme for lyset. — Har jeg ikke bogstavelig modtaget et slag for ham? O, hvor det gjør mig stolt. — —»
I denne lille episode har vi i et blink for os — den 19-aarige elskovsblussende pike, blind for faren, ofrende sig for sin helt, svulmende av stolthet over at lide for hans skyld, — og broren, den lidenskabelige hedspore, hensynsløs indtil brutalitet i sin opflammende vrede, — prestegaardstrappen, som sikkert ikke bare denne gang var skuepladsen for slike sammenstøt — og som bakgrund for billedet — hele tiden, det unge Norges stormende slyngelaldertid hvor slike scener hørte til dagens orden.
For et ungt ømt elskende pikehjerte var det haarde tider at leve i.
Men heller ikke for Welhaven var det saa liketil. Hans kamp mot Henrik Wergeland var noget mere end strid om litterære opfatninger; dette geniale monstrum var for ham summen av alt det han hadet, — raaheten, hæsligheten, tøilesløsheten; han følte sig som martyren, den ensomme ridder, som gik den sikre undergang imøte for den gode sak, — Protesilaos som «seirer ei, men kjæmper kun og falder». Henrik Wergeland var Fenrisulven. Men endnu mere hadet han kanske den gamle provst, som han omfattet med Hele heftigheten av umiddelbar antipati, som var et fremtrædende træk i Welhavens sjælelige utstyr. Naar han sat sammen med Camilla kunde det hænde at der tversigjennem hendes himmelske skjønhet i et blink kunde aabenbare sig en likhet med de forhadte, og han trak sig forstemt ind i sig selv, — som stukket av en slange.
Og der var mere. Bernhard Herre hadde ikke løiet da han fortalte Camilla at Welhaven var fattig, og han hadde ikke utsigter til at det skulde bli bedre; det vilde være letsindighet av ham at tænke paa at knytte en kvindes skjæbne til sin, og letsindig var Welhaven ikke.
Men hvor litet har det dog egentlig at si, alt dette, som man har anført for at forklare Welhavens opførsel likeoverfor Camilla Wergeland. Den som elsker, viker ikke tilbake hverken for familiehensyn eller pengesorger. Det viste sig ogsaa med Welhaven, da han møtte den rigtige; ogsaa den gang gjorde familien vanskeligheter, og i hans sociale og økonomiske utsigter var ikke blit bedre; men det holdt ham ikke tilbake.
Men Camilla var ikke den rigtige, han elsket hende ikke; det er forklaringen og hendes livs tragedie.
Welhaven var æstetiker og artist, hun hadde med éngang virket betagende paa hans skjønhetssans; han saa hende stadig for sig, som han hadde set hende i digtet, dengang
{{{1}}}
Hun inspirerte hans digtning, — han var naturligvis ikke ufølsom for det unge hete hjerte, som — trods al skyhet og blufærdighet — dog slog ham saa utvetydig heftig imøte, og han var taknemmelig for den intuitive forstaaelse hun skjænket ham, og som han ikke var forvænnet med. Han var idethele i høieste grad interessert, — psykologisk optat av at trænge ind i hendes væsens gaade.
I de breve, som av hendes søn er fremlagt for offentligheten, ser vi hvorledes han atter og atter drages mot hende, men aldrig over et visst punkt, han nærmer sig i ord som maatte bringe hendes hjerte til at svulme av høitspændt haab, — men aldrig kom ordet, det avgjørende, det saliggjørende, som hendes livs lykke hang i.
Det var en pinlig lek, som gik gjennem adskillige aar og som i længden slet betænkelig paa hendes livslyst og efterhaanden undergrov hendes helbred. Hendes far blev opmerksom, han taalte ikke at se sin kjæreste datter blegne og visne og bestemte at ta hende med paa en tur til Paris. Sommeren 1834 drog de med skibet «Haabet» avsted til Hâvre. Welhaven fulgte med i den baat, som førte dem ombord og har i et digt git uttryk for sin stemning ved avskeden den stille sommeraften.
{{{1}}}
{{{1}}}
Da hun litt, men ingenlunde fuldstændig restituert, kom tilbake fra Frankrike, møttes de igjen, og den grusomme lek begyndte paa nyt. Kampen mellem Welhaven og den Wergelandske familie var bitrere end nogensinde; det var midt i Dæmringsfeiden, og det kastet vel forbigaaende kuldeilinger ind i forholdet; men det var ikke hovedsaken. I mai 1835 skrev han et brev til hende, hvor han samtidig som han søker at forklare hvorfor det ikke kan bli til noget varig mellem dem, dog bruker saa sterke ord som disse: «Jeg nægter ikke, at det mangengang blev mig ret broget, naar mit øie dvælede paa Deres sylphideartede skikkelse, og jeg havde da, naar jeg anede en lønlig forstaaelse mellem os, ofte en rasende lyst til at gribe Dem i mine arme og proklamere min herlighed for et æret og studsende publikum». Men denne rasende lyst betvang han — altid. Hans ord bølgede frem og tilbake, tændte snart hendes sind i flammende haab for like efter at slukke det, begrave det under den askehop, som tilslut var det eneste, som blev igjen. — — — «Jeg følte mig sikker, da jeg havde opgivet forestillingen om en fuldkommen besiddelse; thi dette kan et brændende sind aldrig.» Nei ganske visst. Men saa kommer det like efter: «Imidlertid havde jeg mine recidiver.» — Stakkars Camilla, — hun er nødt til at læse brevet til ende, og summen av det hele er at han har opgit enhver tanke paa at eie hende, — og hvorfor? Det er ikke de ydre forhold som er det ene avgjørende eller det vigtigste. Nei, det var dem selv det berodde paa, de hadde altfor mange overensstemmende egenskaper, som vilde gjøre det umulig for dem at hævde sig sam men i det borgerlige. — «Jeg gjorde mig da fortrolig med den tanke, at jeg her bestemt maatte gjøre afkald paa en stor glæde, og jeg behøver vel ikke at sige, at det i begyndelsen kostede mig stor anstrængelse.»
Til slut tilbyder han hende et varmt venskapsforhold, og saa kan de «lade det gamle mørke for stedse være hævet».
Ja, han kunde sagtens, han som ikke elsket. Men hun den ulyksalige! Man undres ikke naar man hører at hun læste sig næsten gal paa dette brev. — Alf Collett har sikkert ret naar han mener at det var det som fødte den smertefuldeste og skjønneste side i hendes selvbiografi. «En aften i begyndelsen af juni, himmelsk mild og fuld af vellugt, liv og lys! Jeg sad paa bænken under det store æbletræ i haven. Hele gangen var hvidspettet af dets blade. Og jeg sad i dybe betragtninger. Jeg tænkte over et under, der laa for mig, jeg tænkte paa, at i aar var alle pinseliljerne raske, ikke en af dem havde tæring, som de ifjor næsten alle havde.» — Hele naturen er stemt til fest og lykke, og fuglen i toppen av den stolte birk synger sin glade sang, jubler i henrykkelse. «Men med eet falder den ned i lange, dirrende, dæmpede toner, saa veemodig beklemt, som om den vidste om noget sørgeligt. Og det hjælper ikke noget at græshopperne nede paa volden enstemmig siger: snik! snak! Og humlerne brummer: pur indbilning — —; den lille fugl, som sidder oppe i toppen af birken, synger endnu vemodigere, endnu tungsindigere; den ved det bedre: der er noget sørgeligt. Og min sjæl var som en af knopperne, saa fuld, saa rigtig færdig til udspringen, men ikke utaalmodig, pent stille som disse; de venter til regnen kommer. Ja, min sjæl var rig og fuld dengang, den var tung af haab og livets fulde sødme.
Da kom der et brev, det var endda rosenrødt, som man dengang ofte brugte brevpapir. Da jeg havde læst det, og det var gledet ned paa sandet, saa det saa uskyldigt ud, som om det var et blad fra træet med de andre blomsterblade. Og det havde dog været vægtigt nok til at knuse et haab for denne verden. — — — — I den time brast et baand mellem naturen og mig, der aldrig skulde heles, og jeg elskede den ikke som før.»
Men endnu var det ikke slut, endnu ulmet det i asken, de møttes atter i selskapslivet, han hvisket hende i øret om nye recidiver, og der kom flere rosenrøde billetter. — I en av dem — skrevet netop som han var kommet hjem fra et ophold i Kjøbenhavn, fortæller han hende at hun altid hadde været i hans tanker i det fremmede, og han slutter brevet med et digt:Der stode i et blomsterbed
en neglik og en lilie,
og begges længsel var saa hed
og havde den samme vilie;
de vilde hvile blad ved blad,
den hvide med den røde;
men roden dybt i jorden sad
og hindrede deres møde.
De stod saa fjernt og dog saa nær
og kunde ei længslen slukke.
Og vexled i duft og farveskjær
de kjærligste blik og sukke.
Paa dagen fulgte en dunkel kvel,
med skyernes slør om panden,
de tog da et smerteligt ømt farvel,
og skimtede knapt hinanden.
De bøiede sig af et sorgfuldt sind —
og mødtes i stille gammen;
nu hvilede blomsterne kind ved kind,
nu flød deres taarer sammen.
Farvel min inderlig kjære Camilla!»
Paa baksiden av dette brev har Camilla skrevet: «Kunde man ikke blive vanvittig af saadanne (breve)? Altid en eggende tilstaaelse, der ender med et farvel! Vi har aldrig «hvilet kind ved kind;» vore taarer er aldrig flydt sammen, ak nei, dem græd jeg alene.»
Tilslut reiser selvopholdelsesdriften sig i hende, hendes livsfølelse gjør oprør; hun er for ung og for sterk til at finde sig i at hendes liv paa denne maate lægges øde; hun vil ut av det, bort fra det hele, og hun skaffer sig farens tilladelse til at reise til Hamburg, hvor hun hadde bekjendte fra før av.
Hun blev der et helt aar; men Welhavens breve fulgte efter, — ikke mange, men likesaa karakteristiske som de tidligere.
De hadde nu arrangert et slags søskendeforhold, han kaldte hende «kjære syster», og de sa du til hverandre, de skulde være venner, fortrolige, sande og oprigtige mot hverandre. Welhaven antyder endogsaa en gang at hun burde «tænke paa at ta et hjem med dets reelle goder». Men da hun saa fulgte hans raad eller i alfald virkelig gik hen og forlovet sig, fik pipen en anden lyd. Han hadde skrevet et langt brev til hende, men saa fik han høre om hendes underbare forlovelse, «og jeg kastede mit brev paa ilden, fordi det syntes mig med eet, som du var død og borte — — —. Jeg havde tabt alle mulige traade, og min adopterede søster blev mig med al hendes andeel i min sjæls hemmelige historie saa vildfremmed som en af de fabelagtige princesser, der figurere i tusind og en nat. Jeg har siddet i mange ensomme timer og grublet over denne episode af dit liv, og jeg har spurgt: «Du, armes Kind, was hat man dir gethan?» Det er vel overflødigt at udvikle for dig, hvad der i denne begivenhed maa berøre mig ubehageligt — — —.» Han gaar ut fra at hun har handlet i desperation. «Er du meget bedrøvet? Hvad skal jeg gjøre forat formilde dine taarer? — — — — O, at jeg kunde træde foran dig og skjærme dig, og brede en mild lysning over dine mørkeste dage. Der er dog ingen, der kunde dele din kummer og lutre og formilde dine tanker saaledes som jeg.»
Tilslut tar han avsked med hende i disse vakre men i bunden litt æstetisk opstyltede ord: «Mit liv er dog usigelig armt; jeg kan intet give dig for al den kjærlighed, hvormed du har helliget mit billede, og styrket min troe paa den milde engel i mit indre. Men du skal dog vide, at min hengivenhed er uforandret, og at mit hjerte aldrig har dømt dig haardt. Mange af mine venner hengraane og sygne ved min side, og ofte grunder jeg over, hvad der dog har bundet mig til dem. Dit billede er indfattet i min ungdoms underlige skjæbne, og saavist som jeg haaber at bevare min vaar uvisnelig, skal jeg ogsaa frede om din bittersøde erindring. Vi have haft nogle smukke foraarsdage og jeg har glædet mig med lærkerne, og der har siddet muntre smaafugle ved mit vindue og kviddret og frittet mig ud om mine længsler og forhaabninger; men nu er atter himlen selsom bevæget og meddeler mig sin dunkle uro. — — — Ja, min horizont er mørkladen i denne time; og dog har jeg aldrig hilset nogen vaar med bedre fortrøstninger; men jeg har tænkt paa dig og havt en stille og traurig høitid, indviet til mindet og til skjæbnens dunkle magter.»
Paa dette brev kom der, saavidt jeg vet, ikke noget svar fra Camilla, og der skulde gaa mere end tyve aar, før de atter møttes.
Hvorledes det forholdt sig med Camillas hamburgerforlovelse, vet jeg ikke mere om end hvad Alf Collett har oplyst, at «det var en ganske kortvarig forbindelse med en svensk diplomat». Hvad der førte ind i det, om det var ungdommelig tankeløshet eller hjertens fortvilelse, og hvad der voldte det hurtige brudd, om Welhavens brev her hadde nogen betydning — det maa jeg la staa hen. Noget spor i hendes liv eller hendes forfatterskap har denne episode ikke efterlatt.
Ellers ser det ut som om hendes livsaander virkelig var vaaknet i Hamburg; det er ikke netop det indtryk man faar av et langt brev hun sendte Welhaven derfra; men i en skisse («Otte dage i Hamburg») hun et par maaneder efter sin hjemkomst skrev i et haandskrevet venindeblad, møter vi hende som en aandsinteressert, livsfrisk, munter og kanske ikke helt ukoket ung pike. Glanspunktet i opholdet var de sidste uker, da hun møtte den ungtyske digter Theodor Mundt. Han synes at ha været helt betat av den «nordische Sylphide», og hun var heller ikke ufølsom for hans «dybe stille hyldest, der mindst mærkes af andre og netop derfor bliver saa farlig». Hendes væsen skjøt «blomster under disse otte dages sol», fortæller hun; men da hun merket at den unge poet mente det alvorlig, stivnet det pludselig i hende. «Jeg blev kold, og kold tog jeg afsked. Jeg var saa vant til at martyrisere al følelse, at jeg troede det skulde saa være.»
Den livsglæde hun hadde gjenerobret i Hamburg, fulgte hende hjem. Der var adskillig lystighet paa prestegaarden den sommer, og Camilla var med med liv og sjæl. Slik saa det ialfald ut; ofte var det vel maske, opstramthet hvormed hun søkte at flygte fra den nagende kvide. Hendes beundrende veninde berømmer hende i et brev fra denne tid for hendes gratiøse munterhet, men tilføier: «den er nok ofte forceret (jeg ved jo, hvorledes du ofte med blødende hjerte har spøgt og leet); men du gjennemtrænges tilsidst saaledes selv af den, at den falder let og naturlig.» — Dette ligner mere bevisst arbeide med sig selv end umiddelbar ungdomsglæde.
Camilla gik alene med sin hjertesorg, en gang imellem kunde der vel undslippe hende et suk eller en klage likeoverfor den kjære veninde; men hendes egentlige fortrolige var hendes dagbok. Naar alt var blit stille i prestegaarden, sat hun paa sit ensomme kammer i nattens taushet og betrodde sin kvide til papiret. Disse dagbøker er desværre endnu ikke offentliggjort i sin helhet, men de utdrag, som hendes søn har skjænket os er dog tilstrækkelige til at gi os en levende forestilling om deres indhold. — Uophørlig sitter hun og ruger over sit hjertes bevægelser, borer sig ustanselig ind i selvransagelse og i ransagelse av ham, hvert av hans ord, hver av hans miner, hvert tonefald, hvert flygtende smil, hver flertydig sætning i hans breve; uten stans hengir hun sig til denne pinefulde og lokkende analyse, mens hendes stemninger svinger mellem lys og mørke, mellem ydmyg underkastelse og oprør, mellem syngende haab og sønderknusende fortvilelse.
En og anden gang ser hun forholdet med dræpende klarhet, og hendes hete elskov er paa nippet til at springe over i sin motsætning: «— — — O, den sindige betragter! han vil studere naturen, samle notizer til sin menneskekundskab, og han betragter mig som en gaade, det skal gjøre ham en interessant umage at løse, — men langsomt, langsomt og forsigtig, skal den kunne berige hans erfaring. — O, dette menneske, hvad ondt maa jeg have gjort, at min ungdom skal gaa saaledes hen! — — — jeg frygter ham — Tiltroe kunde jeg aldrig fatte til ham; jeg vilde før give mig under en tigers beskyttelse end hans, hvis en overhængende fare truede mig. Den første vilde sønderrive mig, men han vilde møde mig med sit forundrende blik og kolde sarkastiske smil.»
Dagbøkerne er fru Colletts første litterære bedrift og kanske ikke den ringeste; op av de skiftende stemninger og sterkt følelsebetonede refleksioner vokser allerede de tanker som senere bar hendes livsverk; endnu er de helt fæstet i hendes inderste hjerterot.
Et par aar efter at forholdet til Welhaven var i opløst, skrev hun til Jonas Collett om det skrin hvori hun gjemte dagbøkerne og brevvekslingen med Welhaven, — «mit allerhelligste skrin. Dette skrin staar mørkt og hemmelighedsfuldt paa commoden. — —— — Det har virkelig, da det er saa stort og af en langagtig firkant, nogen lighed med en ligkiste, og det er det ogsaa. Her har jeg nedsænket resultatet af en helt forspildt ungdom, her ligger mine værste smerter begravne, — dog ikke saa sikkert, at de ikke undertiden sprænge laaget og stige op, de stakkels usalige aander! og begynde at spøge omkring, ja mangen gang drive de saadant grueligt uvæsen, at de næsten skræmme livet af mig. Der skulde De see breve, der flammer med ildbogstaver i den mørke nat, og mangen scene og halvglemt situation drager’som en skygge over væggen. — — —»
Dette «allerhelligste skrin», denne likkiste førte Camilla Collett med sig overalt, — hvor hun færdedes i sit lange omvankende liv, — baade i bokstavelig forstand og i overført betydning, idet indholdet av det som her laa nedlaast, det hun i sin knuste ungdom hadde nedskrevet med sit hjerteblod — oplevelsen — laa paa bunden av alt det hun siden har skapt, og den var det, som gav hendes ord den lidenskapens vibration, som gjør at de endnu er spillevende. —
Ikke længe efter Camilla Wergelands tilbakekomst fra Hamburg begyndte hun og Jonas Collett at nærme sig hverandre, og efter et aars intime bekjendtskap blev de forlovet vaaren 1839. Av nogen optegnelser hun har gjort før forlovelsen og av deres brevveksling faar vi et levende billede av forholdet mellem dem.
Hendes følelser likeoverfor den nye ven er av en ganske anden art end den avguderiske tilbedelse hvormed hun hadde dyrket Welhaven. Jonas Collett stod aldrig for hende i noget slags ekstatisk ophøiethet, hævet over al menneskelighet, hun følte intet av den angst som overfaldt hende hvergang St. Sebastian nærmet sig. Hun var litt ældre end Collett, og hun betoner stadig halvt humoristisk sine aar og sin livserfaring; likeoverfor ham kom der ganske naturlig et element av søsterlighet i hendes følelse. «Hvad der indtager mig hos dig,» skriver hun et par uker efter forlovelsen, «er denne undseelse, denne elskværdige ubehjælpelighed og keitethed, som danner saadan mærkelig contrast til dit indre værd. Du har havt hundrede gange leilighed til at sige mig noget smukt, men du har ikke gjort det.» Da han allikevel sa noget der klang som en kompliment, saa rødmet han, — «og denne skræk klæder dig — — O, jeg lider dig godt, naar du i din tales iver, denne tale, der røber saadant mod og kraft, saadan harme mod alt uvæsen og din ubøielige strenghed i at forfølge det — det klæder dig godt, naar du ikke tør se paa mig, før jeg vender øinene bort. Da føler jeg dit blik ligesom en varm straale spille paa mit ansigt — og i din hele holdning, det vil sige din totale mangel paa saadan, hvor jeg elsker den! I disse usikre hovedbevægelser, denne slentrende gang, disse rødmende blik, i dette stammende sprog ligger min hele styrke. O, berøv mig ikke mit eneste forsvar mod dig! Jeg har nu ved siden af dig en følelse af noget overlegent, der gjør, at [jeg] beskytter og elsker dig som en tvillingsøster broderen — hvis du kom tilbage med en mands væsen og ydre, sleben, fin, gevandt, sikker og tillidsfuld, saa ophører den skjønne ligevægt mellem os, da bliver jeg igjen den frygtsomme pige — forknyt og stiv maaskee. Det værste er, at jeg kunde forelske mig i dig — jeg kan hade dig ved den blotte tanke.»
Brevvekslingen mellem Jonas og Camilla Collett — eller den del av den som man hittil har faat adgang til — er kanske det skjønneste memoireverk vor litteratur eier. Jeg har en indvending: den virker paa mange steder lovlig litterær; man faar ikke saa sjelden indtryk av at de to brevskrivere sitter og ør sig flid likeoverfor hverandre, at de kappes i aandrighet; der er mange flere smukke citater end nødvendig, skjønne eventyr som tolkes symbolsk, drømme som fortælles vidløftig og tydes med dypsindighet og som jeg har en mistanke om at de av og til slet ikke har været drømt. Men løfter vi paa dette — efter vor smak altfor dekorative — drapperi, finder vi overalt to levende sjæle, to sjeldent rike, klokt dømmende, varmt følende, noble og ophøiede menneskenaturer.
Navnlig er det indtryk man faar av Collett i allerhøieste grad tiltalende.
Collett var ikke en saa betydelig mand som Welhaven, hverken som personlighet eller begavelse — hverken i det ydre eller i det indre, eiet ikke hans fortrollende skjønhet, ikke hans væsens magt og allermindst det dæmoniske som flere av de samtidige taler om hos Welhaven. — Til gjengjæld besad han en større karakterens noblesse end Welhaven, hvis mere sammensatte natur var opblandet med mindre ædle egenskaper, og han var ganske fri for det element av grumhet som man ikke helt kan frikjende Welhaven for. De var begge to kritiske naturer, og Welhaven var ogsaa i sin kritik og sin satire den sterkeste og originaleste, men Colletts kritik var positivere og frugtbarere, han var fri for det stænk av haan som var saa fremtrædende hos Welhaven, og som altfor ofte skaffet ham en rent sportsmæssig glæde i at saare; Welhaven hadde en uædel tilbøielighet til at vælge sig en syndebuk til at hamre løs paa, og han var stundom uridderlig nok til at vælge sig sit offer blandt de forsvarsløse; en slik tarvelighet kunde Collett som var en riddersmand til ut i fingerspidsene, aldrig gjøre sig skyldig i. — Han var en finere mand end Welhaven, ømmere og varmere, var vel ogsaa sikrere i sin dannelse, hadde mere tradition, større og alsidigere kundskaper, og var, omend en mindre betydelig, saa dog en meget mere harmonisk personlighet end Welhaven.
Collett hadde likesom Welhaven sit hjerte i skjønlitteraturen, begyndte tidlig at skrive, var en flittig medarbeider av Den Constitutionelle, leverte skisser, korrespondanser, digte og kritikker til dette blad, — en forholdsvis omfangsrik produktion som ganske vist ikke var betydelig nok til at overleve ham, men som øvet sin indflydelse i samtiden, og som det nok kunde være umaken værd at samle som et bidrag til vor fattige kultur- og litteraturhistorie. Det var mot sin lyst at han — ifølge slegtens traditioner og for at skaffe sig et hurtig levebrød — studerte jus; men da det først var avgjort, tok han sig med sin vanlige samvittighetsfuldhet og grundighet av studiet og drev det vidt, blev allerede 28 aar gammel lektor i lovkyndighet ved universitetet og syv aar efter professor. Og han la sig ikke paa latsiden, hans forelæsninger over person- og familieretten brukes endnu den dag idag som lærebok av de juridiske studenter, og der er betydningsfulde merker efter hans lovgivningsarbeide.
Hans universitetsarbeide skjøv naturligvis hans skjønlitterære sysler i bakgrunden; men han vedblev dog hele sit liv at ha sterke litterære interesser, og sin aandelige rekreation søkte han altid i skjønlitteraturen, hvor han vedblev at ha sit hjerte, mens lovkyndigheten kun gjorde krav paa hans pligtarbeide. Dengang han blev forlovet med Camilla Wergeland var han nærmest kun kjendt som forfatter og kritiker, en avgjort partigjænger i den kreds hvis høvding var Welhaven, og som hadde sine litterære idealer i Danmark og Tyskland. Aaret før forlovelsen hadde han tat fremtrædende del i Campbellerfeiden med en lang artikkelrække i Den Constitutionelle. — en indgaaende kritisk gjennemgaaelse av Henrik Wergelands digterverker som konkluderte med en ubetinget dødsdom uten synderlig formildende omstændigheter.
Saa kom da Camilla for anden gang trækkende med en mand fra fiendens leir, og det var heller ikke dennegang ventelig at mændene paa Eidsvold vilde ta imot ham med glæde. Men det var dog ikke saa slemt som forrige gang, de litterære kampe om Henrik Wergelands navn hadde hat sin sidste eksplosion i Campbellerslaget, lidenskaperne var nu — i 1839 — begyndt at lægge sig noget, og Collett var da ialfald ikke en saa utfordrende person som selve dæmringsskalden, han var dernæst — i motsætning til Welhaven — et antagelig parti med embedseksamen og utsigter, og hun var nu over 26 aar gammel, saa det sandelig var paa tide at hun kom i havn. Og saa rykket da Collett ind i familien uten noget slags skandale, selv om der aldrig utviklet sig noget hjerteforhold mellem ham og provsten, og selv om Henrik sikkert hele sit liv vedblev at opfatte søsterens valg som et forræderi.
Det var i sandhet en tung opgave Collett tok paa sine skuldre, da han knyttet sin skjæbne til Camilla Wergelands. De rigdomme hun med sin overdaadig utstyrede natur hadde at skjænke ham, de lykkelige øieblikke hvor de møttes i fuldstændig sympati, i fælles bestræbelser og i lykkelig samarbeide, og som der i aarenes løp kanske ikke var saa faa av, var ialfald dyrekjøpt. Hun kom til ham med et knust hjerte og hungret efter lægedom, han elsket hende og hadde intet hetere ønske end at hjælpe hende; men den behandling som skulde kunne lindre hende, stillet næsten overmenneskelige fordringer til hans ømhet, nænsomhet, taalmodighet, visdom — og fasthet. Han bestod prøven paa en maate som fylder os med den varmeste beundring, selv om han kanske døde av det; en offervilligere og ædlere sjælelæge har neppe levet.
Welhaven var ikke utdrevet av hendes forpinte hjerte, vi merket det alt i det brevsted jeg nylig citerte: «Det værste er, at jeg kunde forelske mig i dig; jeg hader dig ved den blotte tanke.» Mig forekommer det ialfald at jeg gjennem disse kanske spøkefuldt mente linjer hører en angstfuld gysen for det hun nylig hadde gjennemgaat.
Skrinet — det allerhelligste — likkisten — fortiden laa som en mare paa hendes bryst som hun ikke kunde faa væltet bort; ofte red maren hende saa voldsomt at det avtvang hende fortvilelsens skrik. Laaget aapnet sig, de onde aander mylret omkring hende og drev sit uvæsen, saa det næsten gik paa forstanden løs. Hvor skulde hun vende sig hen? Hun gik til sin ven; han, om nogen, maatte mane aanderne ned i tilintetgjørelsen. Atter og atter kom hun til ham, vrængte sin syke sjæls dype fortvilelse ut for ham, sparte ham ikke for noget av sin bitre fortrolighet, og han lyttet til hende med en forstaaende kjærlighet som var næsten overjordisk i sin uselviskhet, dulmet med kjølende ord hendes oprørte nerver og skjænket hende — for en stund — den ro hun saa inderlig hadde behov.
«Jeg kunde være fuldkommen lykkelig,» skriver hun (1⁄5 39); «men der er timer, hvor jeg ikke er det, men jeg vil blive det, Jonas. Hjælp mig dertil!» Men «fortiden! fortiden, Jonas! Du veed ikke i, hvor mange skikkelser den forfølger mig og søger at trænge sig ind mellem dig og mig. — — — Jeg vilde have skrevet til dig i alle disse lange dage; men jeg har ikke kunnet. Der er en skræk i mig. Naar jeg tager pennen for at skrive til dig, staar der en djævel bag min stol og gjør grimasser — saaledes har han staaet hver gang jeg skrev, i mange aar, og jublet over hver overstrømmende følelse, der vilde blive tilskamme, over hvert et ord, der vilde vendes til grusom spot imod mig selv. O, kom med al din tillid, min ven, den er dog ikke større, end min var. Man kan ikke undre sig over, at en djævel fandt det latterligt — jeg læste noget i de bøger og fandt det selv zum Todtlachen. Ak, denne smerte og tændersgnidsel har været til ingen nytte — — — Tag disse blade, de brænder mig i hænderne, jeg vil sende dig alle disse papirer. Siig mig, vil du læse dem? Alt, — — — alt vil jeg samle og ordne til et heele. Naar du har læst det, da kast det altsammen i ilden og siig med al den salvelse du kan opdrive: af flamme er du kommen, til flamme skal du blive,af flamme skal du aldrig ,opstaa! Naar du har skrevet, at du bogstavelig har opfyldt mit ønske, vil jeg blive let om hjertet.»
Slik skriver hun, lysere stemninger stryker nok stundom forbi, men kun for straks efter at forsvinde i de mørke skyer. Og hun tigger ham om at skrive ofte, hver dag, om det saa bare er et par linjer. «Et Saadant brev er en talisman mod — — mørke tanker.» Og hun uttømmer sit hjerte — for ham. «J., du har tilladt mig at skrive dig alt, hvad der tildrager sig i min sjæl. Du har lovet at modtage alt det onde som det gode.» — Og hun sparer ham ikke.
Han svarer med usigelig ømhet, forstaaende og opmuntrende i ord som nok kunde virke som en talisman mot onde tanker: «Jeg havde haabet at du nu — — — vilde blive fuldkommen rolig og tilfreds, at din lidelseshistorie nu havde naaet sin forsoning, og C., jeg haaber endnu at det vil blive saa. Fortiden, fortiden! Camilla, du maa ikke længer ræddes for fortiden; den» har været fuld af skygger og gru; men om end natten har været rædsom, frygter man dog ikke længer, naar det er blevet lyst. Slig nat skal aldrig komme mere, C., det skal være mit livs opgave at passe paa, at slig nat aldrig skal komme mere. Derfor er jeg saa glad ved, at du fortæller mig alle sorger, og dette maa du stedse vedblive — — — Du maa betragte mig som din,samvittighed, ligesom jeg betragter dig, og du kan trygt øse al din sorg ud i mit bryst; thi jeg mærker, at jeg kan bære meget. — — — Men sky alle voldsomme sjælstilstande, fordyb dig ikke i fortidens trængsler og fremtidens uvished. — — —
O, gid jeg kunde tage denne kval fra dig, gid jeg kunde lokke alle dine smaa sorte dæmoner over til mig. — — — Jeg kan næsten ikke forstaa, at hine erindringer kan være dig saa pinlige. Det er sandt, du har tilbragt nogle aar i sorg og vee; men tabte ere de dog ikke. De have dog givet dig sin erfaring, de have lutret dit sind og styrket det, og ganske uden sødme have de dog heller ikke været. Men nu ere de forbi, Camilla. — — — Der er noget vist, dæmonisk i den indvirkning, Welhaven øver paa dig; jeg kunde finde det rimeligt før, men ikke nu længer, C., og derfor troer jeg ogsaa, at det efterhaanden vil svinde, nu er du jo udenfor hans sphære.»
Han minder hende om hendes løfte om at sende ham indholdet av det sorte skrin. «Overlad mig hine levninger af din fortid; det er ikke godt at have begravelser i sin egen have, de udbreder kun gravtanker og veemod om sig. Jeg skal nedsænke deres minde i en ligesaa dyb kiste som hiint sorte skrin, i mit eget bryst, og med dem selv skal jeg handle, som du vil. Camilla, det er en stor sandhed i, at man skal skille sig ved slige ting, de have en slags trolddomskraft, som man bør befri sig for. — — — — Sig mig, hvad jeg skal brænde og hvad ikke, saa er trolddommen forbi. Camilla, jeg tror paa dette.»
Hun ogsaa trodde paa det eller vilde ialfald gjerne tro paa det, og hun samlet sammen og ordnet det hele, Welhavens breve og hendes egne og de smertelige utgydelser hun hadde uttømt i sine dagbøker. — Hun kunde naturligvis ikke la bli at se i de gamle papirer og dvæle snart her, snart der, og det rev og slet pinefuldt i det ulægede saar; men nu skulde det ut av huset altsammen — til ham som var mand for at ta imot det. Stakkars Camilla! hun hang nok mere ved det, end hun selv turde tro; i sin inderste sjæl var hun nok langtfra at ønske at dette hendes hjertes testamente skulde forsvinde.
Forrige gang hun skrev til ham om det hellige skrin, var det hendes ønske at han skulde brænde det hele. Nu da hun virkelig sender det, lyder det litt anderledes: «Jonas, her har De altsammen — — — Hvad De skal gjøre med disse levninger fra fortiden? Hvad De vil. W’s breve ere saa smukke, at De ikke vil have mod til at brænde dem, men tilintetgjør mit. Jeg vil kun bede om naade for en deel deraf, den sidste bog [dagboken fra 1836]. Denne bog er skrevet med mit hjerteblod, skaan den, Jonas, og und den et fristed hos Dem. Derfor burde den netop brændes, vil De sige — ak, De veed, at en moder elsker det barn høiest, der har voldt hende meest sorg, og af samme grund har jeg en forbarmende kjærlighed til den.
Imorgen vil der drage fred og velsignelse ind paa mit værelse. Amen!»
Collett brændte det ikke, — ikke saa meget som en papirlap — heldigvis. Men han læste det altsammen, fordypet sig i det, gjennemlevet det, disse levende papirer, alle disse utrop av svulmende haab og hjertens fortvilelse, al denne ydmyge tilbedelse og alt dette stolte oprør som ustanselig hvirvlet omkring én mand, — en anden.
Han læste, saavidt jeg kan se, uten skygge av skinsyke, uten bitterhet, kanske med nogen litterær interesse, men fremfor alt uten tanke paa sig selv, helt og holdent optat av hende, hvorledes i han skulde hjælpe hende, hvorledes han skulde helbrede hende, — den elskede.
Det brev han skrev til hende, er fuldt av taknemmelighet for hendes fortrolighet, glæde over det blik ind i hendes væsens dybde hendes dagbøker har git ham, og nu er han sikrere end nogensinde paa at han har magt til at frelse hende. «Ja Camilla, jeg føler det. Skjæbnen har udseet mig til at løse hiin trolddom, som den har bundet Dem med. Det første er allerede gjort derved, — at jeg faaer alle hine minder i mit værge. — — — De siger, at De troer, jeg vil ophøre at holde af Dem, naar jeg har læst det — o, Camilla, aldrig har jeg holdt mere af Dem. Da var jeg ikke værdig til at udføre det hverv, hvortil jeg er udseet, hvis De havde formodet rigtig. Jeg seer desuden deri hele Deres sjæls dybde, jeg seer, hvorledes De har omfattet den gjenstand De har hængt Dem ved, med alle Deres helligste hjertenerver, og jeg maa føle mig mere hendragen derved.»
Slike breve virket som balsam paa hendes saare sind, og der kunde vel være øieblikke hvor hun virkelig følte det, som om fred og velsignelse var draget ind paa hendes værelse.
Men det kom igjen.
Det hellige skrin flyttet med ind i deres nye hjem, og aanderne kom ikke til ro, — kom aldrig til ro. Og drev de end ikke længere altid sit uvæsen direkte, saa hadde de dog efterlatt et fortvilelsens mismod i hendes sind som ofte la sig som en tung sky over det unge hjem. Høsten 1843, mere end tre aar efter brylluppet, netop som hun hjemme paa prestegaarden hadde faat sin anden søn, skrev hun til sin mand: «— — — Min første brug af dette nye ligesom gjenvundne liv, mine første svage kræfter vilde jeg offre dig — naar jeg blot kunde det ret. Mine ord vil være endnu svagere, naar jeg vil forsøge at takke dig for din uendelige kjærlighed. Gud velsigne dig derfor! Lad ham opfylde dine drømme om en lykkeligere fremtid. Ogsaa jeg, — jeg din stakkels Camilla fyldes undertiden af en sød fortrøstning derom. O gid — gid — jeg drømmer mig en fremtid fuld af styrke og ligevægt i de onde timer — o slige timer er gode, naar vi dele dem ret, nu forstaar jeg det — —.»
Endnu var det altsaa bare drømme om en lykkelig fremtid, endnu er de onde timer mange.
Omtrent samtidig med dette brev har Collett paa en lap nedskrevet nogen ord for at luft for sin beundrende kjærlighet til hende. Ogsaa de ender med et suk fuldt av vemod: «Engang for længe siden, i en tilfældig leg, hvor selskabet opfordredes til at sige epigrammer om hverandre, var hun gjenstanden. Hun valgte at være en statue. Jeg greb ordet i den skjønneste betydning og skrev: «O, at jeg var den Pygmalion, der kunde bringe denne statues hjærte til at banke !» Guderne hørte kun halvt min bøn, jeg har bragt dette hjerte til at banke; men i smerte. Skal det da aldrig banke for mig af fryd?»
Allikevel var vel det hjem Collett skjænket Camilla Wergeland, det bedste sted hun kunde være. Hun kunde neppe ha fundet en ømmere og mere dulmende sjælepleie end den hans grænseløse kjærlighet, nænsomme takt og taalmodige forstaaelse var istand til at skjænke hende, ingen til hvem hun med større sandhet kunde si at de onde timer «er gode, naar vi dele dem ret».
Og saa var der jo ikke bare onde timer, der var ogsaa mange gode. I det vemodige brev jeg netop citerte, taler hun ogsaa om ude glade dage! Dage fulde af livslyst, sang og milde miner!»
Collett hadde en temmelig stor kreds av sterkt aandsinteresserte og delvis høit begavede venner; han var levende med i den nationalromantiske bevægelse som efterhaanden behersket vor litteratur utover firtiaarene, var personlig sterkt knyttet baade til Asbjørnsen og Moe; i disse interesser stod hans hustru virksom og jevnbyrdig ved hans side. Det er bekjendt hvorledes de begge, baade kritisk og ved direkte bidrag hadde del i Asbjørnsens huldreeventyr.
Professor Colletts hjem var et gjestfrit hus, og var det ikke nogen stor kreds som samledes der, saa var det ialfald en samling av høit eleverte mennesker hvis samtaler ofte utviklet sig til beaandet tankeutveksling. I denne kreds var fru Collett midtpunkt, hendes skjønhet, hendes indfald, hendes originalitet samlet mændene om hende; her kunde hendes længe underkuede trang til aandelig utfoldelse faa frit løp. Og dette var noget av en lykke for hende.
En endnu dypere tilfredsstillelse fandt hun i sit aandelige samliv med Collett, de møttes i samklang paa alle punkter; selv i kvindespørsmaalet var Collett med hende, det var hende sikkert en stor glæde at Collett var et fremtrædende medlem i den lovkommission som fjernet den skammelige uretfærdighet i vor arvelov, at døtre bare fik halv arvelod mot sønner. — Det var for en stor del sikkert litterære sympatier som hadde bragt dem sammen, og dette fortsatte med at være et vigtig møtested mellem dem i egteskapet — like til hans død. Camilla Collett var allerede da hun traf Collett litterært sterkt utviklet; hun hadde altid været en ivrig læser, paa sit kammer paa Eidsvold hadde hun slukt mange bind, og paa sine lange ensomme spaserturer var hun sjelden uten en bok i haanden. I barneaarene læste hun naturligvis ganske naivt, helt optat av den stoflige spænding, men allerede i femtenaarsalderen traf hun i Christiansfeld en tysk veninde som var kommet længere end hende og lærte hende at læse med opmerksomhet og kritik. Hun var vokset op i litterær luft, og den omstændighet at hendes sympatier oftest gik imot hendes slegt, hadde tvunget hende til at tænke over og begrunde sine meninger. Dansk og især tysk litteratur var hun meget fortrolig med, det vrimler i hendes breve og hendes skrifter av citater som øiensynlig altid er faldt hende i pennen efter hukommelsen, da de næsten aldrig er helt rigtig gjengit. Hun likte Schiller bedre end Goethe, var dypt interessert og sympatisk grepet av en saa vanskelig og gjennemreflektert sjæleforsker som Rahel von Varnhagen, og hun sværmet for Heine. Men av alle forfattere er det dog neppe nogen som har hat den betydning for hende som George Sand. Og det gjælder ikke blot den franske forfatterindes tanker, men ogsaa hendes stil. Det er interessant at se, hvorledes hun alt i 1837, altsaa mange aar, før det var kommet ind i hendes tanke at optræ som forfatter, med fuld bevissthet beskjæftiger sig med sin stil. Det er i et brev til Emilie Diriks, — like efterat hun har læst George Sands Jacques: «Hvor lette og flydende er disse breve, hvor naturlig og aldeles frie for forskruelse er denne Fernande eller rettere hendes stil. Saadan kan ikke jeg skrive. Jeg er ikke forskruet, og dog savne mine breve en vis naturlighed — det er ligesom man skammede sig for den simple, kunstløse udtryksmaade. Vi lider begge af denne feil, Emilie, lader os love hinanden at bestræbe os alvorlig for at beherske den. Ser du, man maa kun altid skrive, som om man talede, som om den tiltalte stod og lyttede; vil man vælge og lede efter udtryk, er det et slemt tegn.»
Dette er sjeldne og forfriskende ord i 1837, og de er av stor betydning for Camilla Collett; ganske visst var heller ikke hendes stil fri for preciøsitet, det hænder at ogsaa hun skriver fint og pynter sig med sirlige vendinger og ganske overflødige, stilistisk mislige fremmedord. Men stort set har hun dog fulgt dette sit ungdomsprogram, hvad der har bidraget til at gjøre hendes prosa smidigere og fremfor alt mere levende end nogen av hendes samtidiges, saa velsignet fjernt fra Welhavens skabagtige og stivbenede paradeprosa.
Men endnu mere virket George Sand paa hende ved sit indhold og sin tendens; det gav hende en inspirerende bekræftelse paa de resultater hun gjennem sin egen smertefulde erfaring var naadd frem til: «jeg har læst G. S. [til Collett 25⁄1 1840] først i de senere aar, saaat hun ikke kan siges at have virket paa mig eller næret nogen stemning eller tilstand hos mig. Denne var fuldkommen udviklet hos mig, da hun mødte mig som et speil, hvori jeg saae mig selv klart, frygtelig, henrykkende klart. Jeg har jublet over mange af hendes ord, fordi de var mine, hun havde givet liv. G. S. er virkelig en af de største og mærkeligste charakterer, der nogensinde har existeret. Troer De ikke det? Alle disse reflectioner ere udgaaede af hendes egen kamp og lidelse, de ere sande, og derfor gribe de os. Hvor dybe maa de krænkelser have været, der have drevet hende til at afkaste sit kjøns dragt og sæder og tage modig hele verdens anathema! — — — Hun er bleven mand af had mod mændene for at kunne kjæmpe som en mand. — — — O, for George Sand bøier jeg mig dybt! Hun er mit kjøns martyr og stolthed, og ikke dets skjændsel, som hyklere og den andægtige pøbel kalde hende — — —.»
Collett hadde naturligvis like fra begyndelsen av fuld forstaaelse av sin hustrus forfattertalent; hendes breve, dagbøkerne som han hadde læst, deres samtaler hadde overbevist ham om det; han var ganske fri for tidens fordomme mot skrivende kvinder, sandsynligvis var det ogsaa et led i hans sjælepleie at skaffe hende utløsning i litterær produktion, og det var ganske visst med bestemt plan at han opmuntret hende til at skrive. Da hans arbeide ikke længer levnet ham tid til selv at læse stort, fik han hende til at læse for sig og lot hende gjengi hvad hun hadde læst, saaledes utviklet hun sit fortællertalent; bakefter snakket de sammen om det og møttes i kritiske overveielser, skjærpet gjensidig sin dømmekraft og forfinet sin smak.
Det var Collett som bokstavelig skjøv hende ind paa forfatterbanen. Han hadde fra redaktøren av Den Constitutionelle faat en indtrængende opfordring til at skrive en føljeton; han vilde gjerne, men fandt ikke tid, og saa bad han hende om at gjøre det. Hun veg med skræk tilbake for tanken om at træ frem for offentligheten, men han gav sig ikke, og tilslut føiet hun sig, og saa saa hun da første gang noget av sig selv paa tryk: «Nogle Strikketøibetragtninger» kaldte hun det. Det var naturligvis dypt anonymt, og ikke en sjæl maatte faa vite hvem som hadde skrevet det; men stykket hadde gjort opsigt, og hun viste sig ikke paa gaten, før hendes bekjendte kom hende imøte og smilende ønsket hende tillykke som forfatterinde. Det var i 1842.
I de følgende aar kom der mere: Badeliv og Fjeldliv, — En Vandring og et Eventyr — Kongsgaard — Et Gjensyn. — Det er smaa skisser, stemninger eller fortællinger som vidner om talent og heller ikke er uten betydning for fru Colletts utvikling som forfatter, men som jeg her ikke kan finde tid til at dvæle ved. Det fremkom altsammen i intimt samarbeide med Collett, dels saaledes at han selv skrev enkelte dele, men under enhver omstændighet under hans kritiske opsyn, med vink og raad og rettelser fra hans haand.
I denne produktion og dette lykkelige samarbeide fandt fru Collett sikkert megen lindring, slike timer i aandelig samklang med den kjære ven skjænket hende ude glade dage» som hun taler om i sit mismodige brev, — uten at hendes stemningsomkastede sind dog nogensinde faldt til varig ro. Hendes dypt rotfæstede mismod fandt ogsaa en sørgelig rik næring i alvorlige slag som i disse aar rammet hende utenfra. Den ene efter den anden av de mennesker som laa hendes hjerte nærmest, døde fra hende i løpet av faa aar. — Vaaren 1843 mistet hun sin kjære veninde Emilie Diriks, ut paa høsten samme aar døde hendes mor, saa fulgte Henrik Wergeland i 1845 og i 1848 gamle provsten, som trods sin melankoli endnu var en mand i sin fulde mandskraft. Camilla Colletts liv blev en vandring mellem grave. Men alle disse sorger var dog for litet at regne mot den grænseløse smerte det var for hende, da hun ikke mange aar efter maatte sige sit sidste farvel til sin kjære trofaste, uundværlige Jonas. Det var i 1851.
I sin selvbiografi stiller hun — eiendommelig nok — fortællingen om Colletts død sammen med hin dag da hun mottok det rosenrøde brev som knuste hendes ungdoms lykkehaab. Disse to oplevelser var de avgjørende i hendes skjæbne, — de indtraf under yderst forskjellige ydre omgivelser, den første en deilig junidag under blomstrende æbletrær, saa løfterik i sin opgang, saa uendelig sørgmodig før sol gik ned, den anden en mørk vinternat i et sykeværelse. «Omkring et leie sad flere personer, time for time. De talte ikke, de rørte sig ikke. De syntes blot aandeløse at lytte til et svagere og svagere aandedræt. Uret pikkede overlydt, med bestandig hurtigere slag. Og deres ansigter var blege som urskiven, og de stive miner viste alle med frygtelig overensstemmelse til det samme punkt, det ubønhørlige, forfærdelige Forbi. Og dog vilde en af dem ikke tro det og tilbragte den hele nat med at gruble over, om det var sandt, og denne ene — I ved, hvem det var! To eneste paa en ø midt i det store, øde hav; — den, ene bliver igjen; hvorledes kan man ogsaa fatte det? Ak, først i de lange, lange bekymringens nætter, der følger efter en saadan nat, lærer man at fatte, at det er sandt; fatte, at noget saa grusomt kan ramme en, som at man kan være to paa en vild ø og blive alene igjen.»
Saa stod hun der forlatt med 4 smaa sønner — den ældste 9, den yngste 3 aar gammel — med en tarvelig enkepension. Enke! — Hver gang fru Collett nævner dette ord, farer der en gysen gjennem hende, og hun fyldes med bitterhet. «Trinnet fra at være fru bureauchef eller fru professorinde N. N. til enkefru do. danner en overgang, hvorimod det berømte tarpeiske spring maaskee ikke har andet forud end næst lidt mere malerisk effekt den unegtelig betydelig kortere proces.»
Hun hadde været midtpunktet i en kreds, nu var der ikke længer nogen kreds om hende; da den heftigste sorg hadde lagt sig og kondolancevisittene var avlagt, og hun saa sig om for — nødtvungent — atter at ta fat paa livet, da opdaget hun med bitterhet at det var blit tomt omkring hende.
«En enkes lod, og i vort land! Dette endnu! Jeg beredte mig dertil; men selv den kjækkeste kan ikke indestaa for sig, naar han staar ansigt til ansigt med det forfærdelige, og saa er der undsluppet mig et skrig, mit livs længe tilbageholdte. Man fortalte mig at dette var en digtning, at det stemplede mig som forfatterinde.»
Dette skrik var «Amtmandens Døtre» som fru Collett selv altid betragtet som sin egentlige forfatterdebut.
Det længe tilbakeholdte skrik.
Ja, for nu blev det allerhelligste skrin atter tat frem, fortiden; det var hendes oplevelse med Welhaven som avtvang hende skriket. Hun har til overflod bekjendt det: «— — dette forhold, der forbitrede en lang ungdom, har givet min opfatning af og arbeide for kvindens sag et stærkere stød end maaskee noget andet. Jeg fik et grundigt begreb om, hvilken jammerfuld afhængighed hun, og maaskee netop her paa hendes eget gebet følelsen, er tvungen til at indtage, at der kan indtræffe forhold i livet, hvor hun kun levnes valget mellem den stille sønderknuselse og den mere officielt begabede afretning — jeg valgte det første.»
«Amntmandens Døtre» er den kvindelige sønderknuselses tragedie, — det er romanens kimblad, dens nerve og dens tendens.
Denne tendens er fru Collett sig fuldt bevisst allerede under konceptionen. I et brev til J. L. Heiberg, hvem hun sendte en del av manuskriptet til prøvelse, fortalte hun at «tendensen» fra førstningen ganske uvilkaarlig hadde sneget sig ind, men at hun senere hadde «udviklet den og ledet den som en kilde, igjennem det hele». Og hun gjør alt her klart rede for tendensens indhold, hun sigter nok mot kvindens frigjørelse, men det gjælder ikke for hende «den emancipation, der allerede har flyttet sine bestræbelser fra den usynlige verden over i den haandgribelige,» for uden trænger vi endnu ikke til. — Jeg har blot villet indsætte følelsen i sine rettigheder, villet vise, at den kvindelige kjærlighed altid burde finde sin gjenstand, at den aldrig — hvad mangler den end kunde møde i denne, burde kunne skuffes, at der gives kun en virkelig skuffelse for en kvinde, den ikke at maatte faa leve og lide for den udvalgte; jeg har villet vise, hvor uvorrent og uforsonligt samfundet handler med dette menneskelivets dyreste, ædleste stof, og at al den kulde og splittelse i familjerne, al ulykke med andre ord, kan ofte, altfor ofte søges deri, at dette spildes.»
Kvindens frigjørelse fra det snevre familielivs og det gjængse kvindelighetsideals uindskrænkede despoti, — det er det fru Collett kjæmper for i «Amtmandens Døtre».
I hjemmene øves der — med den kjærligste hensigt — skammelig vold mot den unge kvindes baade aand og hjerte. Ikke skal hun tænke, ikke skal hun lære noget ordentlig, ved rokken er hendes plads eller i kjøkkenet, stikker hun hodet utenfor den snevre kreds, vover hun et ord i mændenes samtale, antyder hun noget som ligner en selvstændig mening, saa møtes hun med smil, gjælder for en raring, en farlig undtagelse. Sin glæde kan hun finde, sine triumfer kan hun feire i balsalen, aandelige fortrin er der ingen som forlanger av hende. Slik vokser hun op i et liv uten dypere interesser, uten alvorlig beskjæftigelse, fuldt av tomme glæder, en indholdsløs dukke, en henrivende gaas. Som hendes bror studerer jus eller medicin, saa studerer hun til egteskap. Men hvorledes er det hun blir forberedt til dette studium? Jo, det som kræves av hende er først og fremst at hun skal være hvad man kalder kvindelig, d. v. s. undseelig, blufærdig, tilbakeholden, stum med det som hendes hjerte er fuldt av, en uutgrundelig gaade, yndig og ufattelig. Men dette er at forspilde menneskelivets ædleste stof; lykken vil gripes, den forfølger ikke den flygtende. Den kvindelige følelse er det sikreste grundlag for et samlivs lykke.
«Naar det var muligt,» heter det i Margaretas dagbok, «burde mændene aldeles ikke vælge. De vælger mest efter sanselige indskydelser, de sætter besiddelse over alt.
Kvinderne burde heller ikke vælge. De er saa lidet udviklede, at de ikke engang vælger fornuftig af fornuft. — — — — — — — — — — — —
Der er blot ett, der i sandhed bør vælge, og det er den kvindelige kjærlighed — —.
Af alle de drømte og virkelige egenskaber, der indtager en mand for den kvinde, hans valg falder paa, glemmer han blot en liden ubetydelig; det er hendes kjærlighed.
Merker han alligevel, at den lille ting mangler, saa tænker han: den kommer nok.
Men egteskabet tænder neppe nogen kjærlighed; der bør tvertimod bringes et dygtigt fond med for at holde det ud — —.»
Dette paradoks vakte i høi grad samtidens forargelse og spottende munterhet; den kvindelige kjærlighet skal vælge — hvorledes skal det gaa for sig?
Men dette var for fru Collett det dypeste alvor, en visdom hun hadde kjøpt for sin ungdoms lykke og den sterkeste positive tanke i «Amtmandens Døtre».
Det behøver jo ikke akkurat bety, hvad spidsborgerne dengang gjønet over, at nu forlangte fru Collett at damerne skulde fri selv (selv om heller ikke det nu forekommer os saa forfærdelig som det syntes pene damer og herrer i 1855). Hvad Margrete mente og fru Collett krævet som en kvindelig ret, det var at hendes sjæls dypeste skat, hendes kjærlighetsevne ikke skulde svinebindes av et falskt kvindelighets- og yndighetsideal, at hendes følelse, uhindret av naturstridige konventionelle hensyn, skulde faa lov at strømme sin gjenstand imøte, at den kvindelige kjærlighet med sit finere lykkeinstinkt sikrere end nogen anden magt førte ind til det rigtige forhold mellem kjønnene, at den kvindelige kjærlighet ikke skulde forhindres i at ta initiativet, gi tegnet eller signalet, som hun senere etsteds kalder det. Fru Collett synes for alvor at mene at den kvindelige kjærlighet i frihet aldrig kan ta feil, og at den heller ikke kan forfeile sit maal. Og i dette lys kom hun efterhaanden ogsaa at se sin egen ungdom, saa den allerede saaledes, dengang hun digtet «Amtmandens Døtre». Nogen aar senere (1856) skriver hun i nogen optegnelser: «— — — Og atter bevæges jeg ved at skue tilbage til hine drømmens dage, naar jeg tænker paa at afstanden var en drømt. Den ideale mulighed kunde været en virkelig. Han kunde være kommet som Johannes til Barfüszle. Han kunde staaet pludselig en dag for mig og sagt: Her er jeg for at hente dig, jeg den uopnaaelige. Min ganger staar sadlet, men betænke dig maa du ikke. Den gaard derhenne seer du aldrig mere, aldrig de mennesker, der bo der, — vil du? Og saasandt som jeg var blevet levende, maatte jeg svaret: Aldrig mere, her er jeg, Juche!»
Hadde hun ikke flygtet i kvindelig uutgrundelighet, saa var han kanske kommet!
Kjærlighetens frigjørelse — det er den emancipation, «Amtmandens Døtre» handler om. Ved siden derav er der ogsaa en anden, — den kvindelige aands frigjørelse. Det gjælder ikke bare at avkaste den obligate kvindelighet, det gjælder ogsaa at gjøre oprør mot den obligate dumhet, mot den altopslukende huslighet og det snevre familielivs despoti som forhindrer kvinden i at utvikle sig til mandens jevnbyrdige livsfælle.
Men det er allikevel det sekundære, hjertets oprør er hovedsaken, det er romanens patos, — skriket, det længe tilbakeholdte, som trænger sig smertefyldt frem fra skildringen av alle de kjærlighetsløse egteskaper som er bokens stoflige indhold.
«Amtmandens Døtre» har iøvrig andre udmerkede egenskaper, stor kulturhistorisk og litteraturhistorisk interesse. Det er vor første samfundsroman, første gang at vi utenfor det folkelig-nationale føres ind i vort sociale liv, den første virkelighetstro indførelse i vore høiest dannede kredse, det var erobring av en endnu ukjendt provins i digtningens verden som syntes vore bedsteforældre forbløffende ny.
Men det er allikevel av den slags nyheter som snart blir gamle, — naar andre følger efter og gaar dypere ind og djervere paa.
Men det evig nye — gammelt som menneskeheten, og dog det evig nye — det var lidelsens, det forsmaaede hjertes dype og uglemmelige krænkelse som saa gripende taler til os ut fra disse blade og har sit utspring fra skrinet, det allerhelligste.
«Amtmandens Døtre» har mange svakheter, jeg vil ikke engang tale om den megen tekniske ubehjælpelighet og kompositionens iøinefaldende løshet, men fru Collett mangler — likesom de øvrige skrivende medlemmer av hendes familie, faren og broren, i altfor høi grad skikkelsedannende fantasi. Hendes flakkende stemningsomtumlede sind var intet moderskjød for digterisk menneskefødsel, personerne lever ikke i aarevis inde i hende, som i Ibsen, vokser ikke paa egen haand, utvikler sig ikke, faar ikke egenskaper som stundom forbauser deres eget ophav og løsgjør sig ikke som selvstændige fritstaaende væsener. Heltinderne og helten i «Amtmandens Døtre» tilbringer en stor del av sit liv ved skrivebordet, hvor de — likesom Camilla Collett og hendes veninde Emilie Diriks — i lange breve, dagboksoptegnelser og selvbiografier — fortæller om sig selv, sit hjertes bevægelser, sine sorger og livsresultater. Hele boken er for en stor del — trods de mange navne — skrevet i første person.
«Amtmandens Døtre» blev da ogsaa hendes sidste egentlige digtning. Alt hvad hun senere skrev hadde digteriske elementer, fremforalt «I de lange Nætter», den ypperste selvbiografi vor litteratur eier; men fritstaaende kunstverket frembragte hun aldrig efter «Amtmandens Døtre».
Det allermeste av hvad hun senere skrev, var leilighetsproduktion, føljetoner, indlæg fremkaldt av indtryk hun hadde mottat, begivenheter som hadde grepet hende, en bok hun hadde læst, en iagttagelse som hadde vakt en tankerække eller slaat an en stemningsskala. Hun samlet det efterhaanden altsammen i bind under karakteristiske titler: Bekjendelser, Fra de Stummes Leir, Mod Strømmen.
Det mest fremtrædende træk i dette forfatterskap er hendes voldsomme impressionabilitet som holdt sig usvækket til hendes sidste aar; hun var av naturen utstyret med tynd hud, men hendes ungdoms tragedie hadde saa at si flaadd hende, saa hun gik omkring som en sitrende bundt av nerver som heftig reagerte mot enhver berøring, enhver smerte, enhver lidelse, ikke bare sin egen, men al verdens lidelse, ikke bare kvindernes, men alle undertrykte, alle ulykkelige, de fattige og forlatte, dyrene som blev mishandlet, plantene som blev forsømt.
Men midtpunktet i hendes liv blev kvindernes sak, samfundets mishandling av kvinderne var menneskelivets allervigtigste anliggende, om ikke det eneste, og det var det som gav farve til hendes pessimistiske syn paa verdens fortvilet forkjerte gang.
I det væsentlige blev hun staaende ved sit utgangspunkt og hun kom aldrig til at interessere sig synderlig for «den emancipation, der allerede har flyttet sine bestræbelser fra den usynlige verden over i den haandgribelige.»
Hun var nok med her og, hun har slaat vegtige slag i kampen mot den kjønslige dobbeltmoral, for avskaffelsen av den legale prostitution, for den gifte kvindes ret til sin eiendom og sit arbeide, for den kvindelige arbeiders ret til samme løn som den mandlige o. s. v.
Men for hende var dette igrunden kun midler, en nødvendig vei til det usynlige, den indre frigjørelse som var det det kom an paa.
Der er en himmelvid forskjel mellem det som fru Collett kaldte den kvindelige følelses emancipation, — og det som naturalisterne kaldte den frie kjærlighet.
Da bohemerne paa ett punkt kom til samme resultat som hende og krævet prostitutionens avskaffelse, tok hun heftig avstand. Hvad hun vilde var vern mot det aller skjændigste og hæsligste misbruk av «menneskelivets dypeste og ædleste stof»; hvad der laa paa bunden av bohemernes kamp, var, naar det kom til stykke ikke andet end raa mandfolks krav paa «bedre vare».
Helligholdelsen av dette «menneskelivets ædleste og dyreste stof», den kvindelige kjærlighet, var fru Colletts livssak og hovedindholdet i hendes produktion, det var brustet frem av hendes ungdomsoplevelse; alt hvad hun har skrevet er med mangfoldige traade knyttet til hendes ungdoms dagbøker.
Da hun i sin lange, lange enketilværelse rotløs og hjemløs flakket om mellem Europas byer, hadde hun sine dagbøker med sig, tok dem ofte frem og meddelte sig gjerne til sine venner.
Welhaven levet altid i hendes sind.
Engang hun sat i kirken ved en av sine sønners konfirmation, glemte hun alt omkring sig, hendes drømme vaktes ved orgelets brus, men det hun saa for sig, var ikke det som virkelig foregik, — det var et ungt brudepar som skred frem til alteret, — en lyksalig drøm som aldrig var gaat i opfyldelse.
Clara Bergsøe fortæller følgende: Hun besøkte fru Collett i hendes pensionat i Kjøbenhavn. Paa bordet stod en skaal med brevkort og slikt. Frøken Bergsøe fingret mellem kortene og fandt noget, som fremstillet en herrekjole paa et stativ. — «Hvad er det for noget?» spurte hun. «Aa,» svarte fru Collett, «jeg fandt det engang i en modejournal og klippet det ut; der var noget ved skulderen som mindet mig om Welhaven i selskapsdragt.»
Dengang fru Collett rødmende mindedes dette, var hun meget over sytti aar.
- ↑ A. Collett: Camilla Colletts Livs Historie. — Denne bok indeholder en rigdom av stof til belysning av fru Colletts indre liv.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |