Dronning Astrids Skjulested
Langs den nordlige bred af Svartelven og den fra Mjøsen mellem Præstegjeldene Stange og Vang indgaaende Vik, som benævnes Akersviken, strækker sig fra Gaarden Aker, under Vangs Præstegaard og Virshoug til postveien ved Kurud, en Myr, som aarligen oversvømmes af Mjøsen. Her findes paa den nordlige Side af Svartelvens Udløb i Viken tvende smaa med Træer bevoxede Forhøininger, hvilke, naar Mjøsflommen om Sommeren stiger over Myren, danne omflydte Holmer. Paa en af disse have Historieskriverne søgt Stedet, hvor Olaf Tryggvessøns Moder, Dronning Astrid, skjulte sig paa sin Flugt for Gunnhilds Udsendinger, nok især ledede dertil ved Odd Munks Beretning, at Holmen, paa hvilken hun skjulte sig, laa i Mjøsen. For denne Antagelse er der imidlertid liden Grund, baade fordi disse Holmer ikke vel kan antages at være valgte til Skjulested, hvortil de vilde have egnet sig meget slet, og fordi det tillige staar i Strid med Fortællingen, saaledes som den er os meddelt af vor paalideligste Sagaskriver Snorre Sturlessøn og tillige i den større Olaf Tryggvessøns Saga.
Man har antaget den Gaard, hvor Dronning Astrids Fader Erik Bjodaskalle boede, og hvor Astrid Vinteren efter Tryggves Drab opholdt sig, for at være Gaarden Offigstad i Øier præstegjeld i Gudbrandsdalen, hvilken Gaard i Diplom af 1503 skrives Offrestade[1]. Denne Gaards Beliggenhed, omtr. 9 Mile fra Skauns Hered[2], der udtrykkelig nævnes som den Bygd, hvor Astrid ankom om Aftenen, og hvor hun under Eftersøgelsen skjulte sig, giver denne Antagelse en høi Grad af Sandsynlighed. Det heder nemlig i Sagaen, at da Erik af sine Venner blev varslet om, at Udsendinger fra Gunnhild vare i Nærheden og paa Veien til Ofrestad, hvor de snart kunde ventes, fattede han den Beslutning at sende Astrid til Sverige til sin Ungdoms Staldbroder, Haakon den Gamle, og gjorde strax Anstalter til hendes Afreise, og at hun drog afsted, da der endnu var meget tilbage af Natten, og ankom til Skaun ved Afdags Tid.
Da de ankom til Skaun, fortæller Sagaen videre, saa de en stor Gaard, hvorhen de begave sig og bade om Natteleie. Der boede en Bonde, som hed Bjørn Edderkveise, og som var en formuende, men tvær og slemsindet Mand. Da de havde iført sig slette Klæder, ansaa han dem for Stoddere og jog dem bort. De fore nu videre om Kvælden til en anden Gaard, der laa nær ved og hedte Vide (á Viðum), hvor der boede en Bonde ved Navn Thorstein, som gav dem Herberge for Natten og sørgede vel for dem.
Tidlig om Morgenen, efterat Astrid var dragen bort om Natten, kom Gunnhilds Udsending Haakon mad Følge in Ofrestad. Efterat have randsaget Gaarden baade ude og inde, fik de udpaa Dagen Nye om Astrids Færd, og rede nu afsted samme Vei og kom sent om Kvælden til Bjørn Edderkveise i Skaun, hvor de toge Herberge.
Den Tid, som Reisen fra Ofrestad til Skaun angives at have medtaget for begge Parter, passer meget godt til Afstanden mellem Øier og Stange Præstegjelde, da man vel maa antage, at Erik har forsynet Astrid og Følge med Heste paa den første Del af deres Flugt, men at de, for at blive mindre bemærkede, har som Fattigfolk vandret tilfods den sidste Del af Veien, gjennem de mere aabne og beboede Bygder af Hedemarken. Gunnhilds Udsendinger vare derimod godt beredne og maa tillige antages at have i Skynding eftersat de Flygtende, hvorfor de have anvendt kortere Tid paa Veien.
En af Thorsteins Arbeidskarle kom samme Aften fra Skoven, og da hans Vei faldt forbi Bjørns Gaard og han der blev de mange fremmede Gjæster var, gik han indom, og hørte da, hvad deres Ærinde var. Dette fortalte han sin Husbonde, da han kom hjem. Da der endnu var en tredie Del tilbage af Natten, vækkede Thorstein sine Gjæster, og bød dem i en haard og uvenlig Tone at fare deres Vei. Men, da de vare komne ud af Gaarden paa Veien, viste Thorstein sig venlig mod dem og sagde, at han ei af Haardhed eller i nogen ond Mening havde jaget dem saa braadt ud af Gaarden, men Aarsagen hertil var, at Gunnhild Kongemoders Udsendinge vare komne til Bjørn i det Ærinde at bemægte sig Astrids Søn. Astrid bad ham om nogen Hjælp, og han gav dem en Ledsager og nogle Levnetsmidler med den Anvisning, at de skulde gaa frem i Skoven, indtil de kom til et Vand, hvori der var en med Rør tæt bevoxet Holme, hvilken de godt kunde vade ud til. Der skulde de skjule sig, indtil han kom til dem. Han tilføiede, at han nu maatte gaa tilbage, da han kunde vente, at Gunnhilds Udsendinge snart vilde indfinde sig hos ham, og naar han da fulgte disse, kunde han saa meget bedre sørge for, at de ikke fandt dem. Thorstein gik tilbage til sin Gaard, men Astrid og hendes Følge gik frem igjennem Skoven til Vandet og vadede ud til Holmen, paa hvilken de skjulte sig. Tidlig om Morgenen red Haakon ud i Bygden, og hvor han kom, spurgte han efter Astrid og hendes Følge, og da han kom til Thorstein, spurgte han ligeledes, om de havde været der. „Thorstein svarede, at der havde været nogle Folk, som strax mod Dag havde taget afsted igjen øster til Skoven. Haakon bad Thorstein følge med sig, da han kjendte Veien og alle Smuthuller. Thorstein for med dem, men da han var kommen i Skoven, viste han dem tværs af den Vei, paa hvilken Astrid var“[3]. De fore saaledes om hele Dagen, men fandt dem ingensteds, hvorefter de vendte om og berettede Gunnhild Udfaldet af sit Ærinde.
Astrid og hendes Følge laa skjult ude paa Holmen hele Dagen, medens Udsendingerne ledte efter dem. Men om Natten kom Thorstein ud til dem, som han havde lovet, forsynede dem med Fødemidler og andre Fornødenheder, og gav dem en Mand med, som nøie kjendte Veien øster ind Sverige.
Sagaerne nævne enstemmigen Gaarden Vide i Skaun, det nuværende Nordvie i Stange Præstegjeld, som Thorsteins Gaard, hvor Flygtningerne overnattede, men kun Odd Munk siger, at Holmen laa i Mjøsen, medens Snorre og Olaf Tryggvessøns Saga kun omtaler, at de gik frem gjennem skoven til et Vand, hvori der var en Holme, hvilket, ligesom hele Fortællingen i sidstnævnte Sagaer, meget mere synes at hentyde til et lidet ubekjendt Vand eller Skovtjærn end til den store bekjendte Mjøsen. Det synes besynderligt, at de tvende sidstnævnte Sagaer ikke skulde have nævnt Mjøsen, hvis Sagnet virkeligen havde sluttet sig til denne bekjendte Indsø. Det ligger derfor nær at antage, enten at Sagnet ved dets Udbredelse ogsaa er blevet fortalt med dette Tillæg, og i denne Form har været Odd Munk bekjendt, eller at Odd Munk vilkaarligen har henført Begivenheden til Mjøsen, begge Tilfælde begrundede i denne bekjendte Indsøs Beliggenhed i Nærheden af Thorsteins Gaard. Odd Munks Beretning i Forbindelse med den Omstændighed, at der i Akersviken findes et Par Holmer, og at der i Nærheden af Nordvie ikke findes noget andet egentligt Vand, har ledet senere Historiegranskere til at henføre Begivenheden til Akersviksholmerne, uagtet en nærmere Undersøgelse viser, at det staar i Strid med Beretningen i Snorre og Olaf Tryggvessøns Saga, hvilke udtrykkeligen henvise i en modsat Retning. Akersviksholmerne vilde desuden have været saa slet valgte, at det ikke kan antages at kunne have faldet Thorstein eller Flygtningerne ind der at søge et Skjulested. Fra de nærliggende beboede Bredder, saavelsom fra forbifarende Baade, hvoraf Akersviken i Oldtiden, som i vore Dage, rimeligvis har været jevnlig befærdet, vilde Flygtningerne let have været udsatte for at opdages paa de smaa Holmer.
Efter Sagaernes Beretning maa det antages, at Flugten fandt Sted om Vaaren, da det heder, at Gunnhild om Vaaren sendte de første Speidere, og ved disses Tilbagekomst ufortøvet afsendte Haakon med Følge ad nærmeste Vei. Dette bekræftes ved den Omstændighed, at Flygtningerne, uagtet eftersatte, dog søgte Nattely, da Nætterne endnu have været for kolde til at overnatte ude, medens det berettes, at Astrid og hendes Følge, da de Høsten forud, „da veiret blev koldt og Nætterne mørkere“, forlode Holmen, hvor de havde søgt Tilflugt om Sommeren, vandrede om Natten over Bygderne og undgik Folk, hvilken Forsigtighed de vilde have havt en end større Tilskyndelse til at anvende nu, da de bleve eftersatte af Gunnhilds Speidere. At Flugten foregik før Vaaraannen, kunde maaske ogsaa udledes af den Omstændighed, at Thorsteins Arbeidsmand kom fra Skovarbeide.
Det maa saaledes efter al sandsynlighed antages, at Flugten fandt Sted om Vaaren, men Akersviksholmerne blive først omflydte ved Mjøsflommens stigning i Juni Maaned. Det tilføies udtrykkeligen, at Flygtningerne vadede ud til Holmen, hvilket ikke lader sig gjøre over Elven fra Stangesiden, naar Flommen omgiver Holmen, og neppe heller fra den modsatte Vangsbred, da Myren er og rimeligvis altid har været gjennemfuret af dybe Elveløb, hvorigjennem Elven under høi Flom har banet sig flere Udløb. Da Flygtningerne desuden fra Nordvie kun vilde have havt Mil tilbage til Romedals Skovaaser, er der liden sandsynlighed for, at de skulde have gaaet tilbage paa deres Flugt til en mere aaben og beboet Egn, hvor desuden Rygtet om Haakons Ankomst i Nabolaget maatte være udbredt og Opmærksomheden derved skjærpet paa dem.
I Overensstemmelse med Forholdene og Sagaernes Beretning maa Stedet, hvor Flygtningerne skjulte sig, ikke søges i Mjøsen, men paa den østlige Side af Nordvie. Her findes ogsaa et Sted, der uagtet overseet, staar i den fuldkomneste Overensstemmelse med Begivenheden, som den er os meddelt af Snorre Sturlessøn. Paa den østlige Side af Nordvie, i en lignende Afstand fra Gaarden som Akersviken, ligger en lang og bred Myr, Hornemyren, der i Øst for Gaarden Horne i Romedal strækker sig midt for Romedals Dalføre mod Syd. Denne Myr har under Vaarflommen i sidste Halvdel af April og i Mai aarligen været oversvømmet af Svartelven, som her gjør en Krumning mod syd med et trangt Afløb. Myren oversvømmes dog ei i en større Dybde, end at man med Lethed kan vade over den til en midt ude paa Myren ensomt beliggende, stor, skovbevoxet Holme. Fra Holmen haves en vid Udsigt over den omgivende Egn, og i Tilfælde af Fare, vilde Flygtningerne i Ly af Holmen have kunnet trække sig hen mod de nærliggende Skove, saa Stedet i enhver Henseende egnede sig fortrinligt for sin Hensigt, og har været ligesaa godt valgt, som de aabne smaa Akersviksholmer vilde have været slet valgte til Skjulested. Da Stedet ikke danner et bestandigt Vand, men kun oversvømmes til en enkelt Aarstid, har det undgaaet Opmærksomheden, og vilde rimeligvis herefter end lettere gjøre det, da der for nogle Aar siden er foretaget Udgravning i Elven, for at give denne et friere Løb, hvorved Myrens aarlige Oversvømmelse for Fremtiden vil bortfalde.
Vi ville nu vende tilbage til Sagaen, for at vise, at Astrids Skjulested, ogsaa i Overensstemmelse med dens Beretning, maa søges her og ikke i Akersviken. Man har antaget den store Gaard, hvor Bjørn Edderkveise boede, og som ei nævnes i Sagaerne, for at have været Ottestad i Stange. Man kunde ogsaa gjætte paa et Par af Nabogaardene. Thorsteins Gaard benævnes derimod, som allerede omtalt Vide, á Viðum, eller efter forvanskede Skrivemaader i Haandskrifterne á Vizkum, Vithum, Vizum, hvilket svarer til det nuværende Vie eller Nordvie. Da Haakon kom til Thorstein, beretter Sagaen, spurgte han ham, om Astrid og hendes Følge havde været der. Thorstein svarede, at der havde været nogle Folk, som strax mod Dag havde taget øster til Skoven, altsaa ikke tilbage mod Vest til Akersviken, men i fortsat Retning med deres Reises Maal. Haakon bad Thorstein følge med sig, da han kjendte Veien og alle Smuthuller. Da Thorstein havde sagt, at de Flygtende vare dragne mod Øst, maa han følgelig ogsaa have fulgt Haakon i denne Retning. At de Flygtende ogsaa virkeligen vare dragne mod Øst og fra Tunet af paa den samme Vei, hvorpaa Thorstein fulgte Haakon, fremgaar tydeligt af Fortsættelsen, naar Sagaen videre fortæller: „Men da han var kommen i Skoven, viste han dem tværs af den Vei, paa hvilken Astrid var“. Thorstein har altsaa fulgt Haakon i Begyndelsen den samme Vei i østlig Retning, som de Flygtende havde taget, men da han kom ind i skoven, har han afveget fra den, idet han formodentlig først har fulgt Haakon den alfare Vei, hvilken antagelig fra Nordvie har ført over Gaarden Arneberg gjennem Romedal, og derfra videre over Odalen til Sverige, medens Astrid med Følge, da de kom ind i Skoven, have taget af til venstre fra denne Vei, og ad de øde og afsidesliggende Strækninger nærmere Svartelven endnu før Dagens Frembrud have naaet sit Skjulested paa Holmen, paa den netop ved den Aarstid oversvømmede Myr. Senere paa Dagen, efterat den første Eftersættelse ikke havde ledet paa noget Spor, har formodentlig den i Sagaerne ogsaa omtalte Eftersøgelse i den omgivende Skov fundet Sted.
En væsentlig Bestyrkelse ligger ogsaa i Sagaernes Beretning, at de Flygtende vadede ud til Holmen, en Omstændighed, der her passer aldeles, og som mere hentyder til en oversvømmet Flade end til en af vore næsten uden Undtagelse dybe Indsøer og Tjærn.
Naar man sammenholder Sagaens Beretning med stedets Beliggenhed og Sikkerhed som Skjulested, saavelsom magtens rimelige sammentræf med Myrens oversvømmelse i Foraaret, synes der ikke at kunne levnes nogen. Tvivl om, at man her maa søge Stedet, hvor Astrid skjulte sig med sin lille Olaf, og ikke paa Akersviksholmerne, for hvilke hverken Sandsynlighed eller Fortællingens Sammenhæng taler.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |