Det Haab, som jeg udtalte ved at slutte den første Rekke af nærværende Verk, at det vilde blive mig forundt at fortsette det, er gaaet tidligere i Opfyldelse, end jeg dengang vovede at vente. Uformodet heldige Resultater af de Granskninger efter hidtil ubenyttede Kilder i fremmede Archiver, hvilke jeg ved en storartet Liberalitet fra det Offentliges Side saa mig istand til at foretage, og den Fordeel, at kunne anvende min Tid til hine og andre Kilders Bearbeidelse, eller til min fedrelandss-historiographiske Virksomhed overhoved uhindret af de mig ellers paahvilende Embedssysler, som jeg ved en lignende Liberalitet af Styrelsen har opnaaet, i Forening med den Velvillje, hvormed mine Landsmænd fremdeles have omfattet denne min Forfatter- Virksomhed, have gjort mig det muligt, atter at optage den nedlagte Pen og allerede nu at kunne forelægge Almeenheden det første Bind af Verkets „Anden Rekke“.
Som det allerede i min foreløbige Anmeldelse om at jeg vilde paabegynde denne Rekke er anført, vil den ikke komme til at omfatte mere end en enkelt Hoved-Afdeling af vort Folks og Fedrelands Historie, nemlig den egentlige Unions-Tid, fra Sommeren 1319, da den Personal-Union med Sverige allerførst knyttedes, som, ihvorvel senere opløst, dog forberedede den følgende Union mellem alle trende nordiske Riger, der siden fandt Sted, indtil 1536, da Unionen i sig selv allerede for længere Tid tilbage var opløst, og nu endog det politiske Princip, hvorpaa denne større Union havde været grundet, Sideordnetheden mellem de forbundne Riger indbyrdes, blev opgivet ved Norges Indlemmelse som Lydrige i den danske Stat. Hvorfor jeg for det første setter mig dette Maal, uden noget bestemt Løfte om at ville gaa videre, naar jeg har naaet det, maa være faa indlysende for Enhver, at jeg neppe behøver at udtale mig udførligt derom. Ved et Arbeide af saa stor Udførlighed som dette, og hvorved der i saa høj Grad er Spørsmaal om Tid og Kræfter, tør man overhoved ikke sette sig noget meget fjernt eller omfattende Maal, og end mere varsom maa man være med at love for meget, hvor, som her, endog Materialiernes Fremfindelse ej alene er et vidtløftigt, men tildeels endog et meget prekært Foretagende, der under gunftige Omstændigheder maaskee kan gaa let fra Haanden, men under ugunstige – og dette lader sig ikke altid forud beregne – kan medtage en uforholdsmæsfig og aldeles uventet lang Tid. Saaledes satte jeg mig da nærværende beskednere Maal, uden dog at opgive Haabet om, ogsaa med Tid og Stunder at gaa videre, idet jeg tillige havde for Øje den Fordeel, som det for Skriftets Læsere vilde medføre, at kunne anskaffe sig en enkelt Rekke deraf, uden at være bunden til at kjøbe faavel alle den foregaaende, som de muligtviis efterfølgende Dele af et Verk, der allerede nu er svulmet op til et betydeligt Omfang, og, hvis det nogensinde naar sin Fuldendelse, sandsynligviis vil være det vidtløftigste, og saaledes ogsaa vel det kostbareste, som nogensinde er kommet fra en norsk Presse.
Hvad de af mig benyttede Kilder angaar, da ere de for det meste de samme eller af samme Slags, som de, der ligger til Grund for min Bearbeidelse af første Rekkes fyvende eller sidste Afsnit, og saaledes paa det nærmeste omtalte i Fortalen til fjerde Deels andet Bind. Jeg behøver derfor ikke her at udbrede mig vidtløftigt derover, især da jeg ogsaa i Noterne, hvor Kilderne paaberaabes, har anført hvad der er nødvendigt til at bedømme de enkelte Angivelsers Vegt og Paalidelighed. Brevskaber og annalistiske Optegnelfer udgjør Hovedmassen. Saga-Rekken ophører, som bekjendt, først med Biskop Laurentius’s Saga, ved Aar 1331, men da alt, hvad der i denne Saga ikke strengt taget vedkommer de kirkelige Anliggender, og navnlig alt, hvad der vedrører Norges verdslige Historie, kun er meddeelt i annalistisk Form, kan den fra vort Standpunkt ikke betragtes anderledes end som et Annalverk, navnlig hvad dens senere, os her nærmest vedkommende, Halvdeel angaar. Den hidrører desuden ogsaa fra en af de bekjendte Annalforfattere, nemlig den anseede islandske Prest Einar Havlidessøn, hvorom der i dette i Bind oftere er Tale, og hvem vi ligeledes skylde de paalideligste Aarbøger over de islandske og tildeels norske Begivenheder, den senere saakaldte „Lagmands-Annal“. Af hvilken Vigtighed disse, saavelsom de øvrige endnu opbevarede islandske Annaler have været for os ved Udarbeidelsen af dette Bind, vil noksom sees af de hyppige Paaberaabelser. Skade, at Benyttelsen deraf endnu er forbunden med store Vanskeligheder, eftersom der ikke findes nogen nøjagtig og velredigeret Udgave af dem. To af de bedste Bearbeidelser, nemlig Annales regii, faaledes kaldte fordi de opbevares i det kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn, og Annales vetustissimi, rettere Hr. Hauk Erlendssøns Annaler, ere vel særskilt udgivne af Langebek i Scriptores Rerum Danicarum, tredie og andet Bind, men de gaa ikke længer end til 1341 og 1313, og den af den i arnamagnæanske Commission i Kjøbenhavn 1847 besørgede Udgave af samtlige islandske Annaler kyler de forskjellige Notitser fra de enkelte i særskilte Annalredactioner sammen i en saa haabløs Forvirring og Uorden, at der udfordres et eget møjsommeligt Studium til at udsondre, hvad der hører til hver især, og til hvilket Aar enhver meddelt Beretning rigtigst er at henføre; ofte lykkes det ikke engang med Sikkerhed at udfinde dette uden at gaa til selve Haandskrifterne, eller at benytte andre paalidelige Kilder: og den store Nytte, disse Annaler vilde kunde afgive for Chronoligen, er derved for en stor Deel gaaet til Spilde. Næst de islandske ere for denne – Unionsperioden – de svenske Annaler vor vigtigste historiske Kilde af dette Slags, saa kortfattede og mangelagtige de end ere. De ere alle – hvorvel ingenlunde med den ønskeligste Nøjagtighed – aftrykte i første Bind af Scriptores rerum Sveciarum, og de bedste af dem, nemlig de visbyske Minoriters, ogsaa i Langebeks Scriptores rerum Danicarum, 1ste Bind. Den svenske Riimkrønike er allerede omtalt i Fortalen til forrige Bind. Det er der viist, at det Parti af den, som omtaler Hertug Eriks Tidsalder, aabenbart hidrører fra en af dennes egne Mænd og saaledes indeholder de mest authentiske Beretninger. Dette kan desverre ikke siges om det følgende Parti, der indeholder Kongerne Magnus’s og Albrechts Historie, og som øjensynligt ikke er nedskrevet førend langt hen i det følgende Aarhundrede. Det er ej alene ufuldstændigt, fragmentarisk og uchronologisk, men de meddeelte Beretninger ere øjensynligt forvanskede for at stille Kong Magnus og hans Dronning i et hadefuldt Lys, og isærdeleshed for at vekke Forbittrelse over hans Afstaaelse af Skaane. Af denne Mening er ogsaa den skarpsindigste og indsigtsfuldeste af de nu levende svenske Historieforskere, især hvad denne senere Deel af Middelalderen angaar, Magister Styffe, naar han i Fortalen til sine „Bidrag til Skandinaviens Historia“ hvorom jeg nedenfor kommer til at tale nærmere, yttrer saavel om Riimkrønikens Fortsættelse, som om dens latinske Bearbeidelse af Eriens Olai, at „alt, hvad de vide at fortælle om Magnus Erikssøns og Albrechts Tid, er blot en uden Granskning istandbragt Samling af løse Sagn fra det aristokratiske Parti, udstyret med nogle faa poetiske Tilsætninger“. Der er saaledes just ikke stort Udbytte at hente derfra. Imidlertid er det øjensynligt at flere af hine Sagn have været temmelig authentiske og nøjagtige, saaat Samleren derved har været istand til at meddele nogle faa ret interessante Enkeltheder, som f. Ex. om Kong Magnus’s andet Tog til Rusland, og om Slaget ved Gaata; det er derfor ikke usandsynligt at han ej saa meget har manglet paalidelige Efterretninger, som Viljen til at meddele dem, naar de ej tjente til at understøtte hans Polemik. Af danske Annaler er der kun en eneste, som meddeler paalidelige Oplysninger til det her af hos behandlede Afsnit, nemlig de fortrinlige, saakaldte sjælandske Annaler, egentlig en Fortsættelse af Ryklosters Annaler, der meddeles i Scriptores Rerum Danicarum, 7de Bind, S. 519–531 (til 1357) og i Michelsens og Asmussens „Archiv für Gesch. Schleswigs Holst. und Lauenburgs“ 2det Bind S.219 (fra 1357–1363)[1]. Endelig afgiver fremdeles den lübeckske Minoritermunks og Læsemester Detmars Aarbøger, der allerede i foregaaende Binds Fortale ere omtalte, vigtige Oplysninger, dog ikke af fuldt saa megen Verd, som i Tiden før 1350. Thi med Hensyn til Begivenhederne forud for dette Aar grunder Detmars Verk sig paa den officielle Lübeckske Stads-Chronica, hvori Raadet selv besørgede de vigtigste Begivenheder i Lübeck og andre i Berørelse med Lübeck værende Lande og Stæder Aar for Aar optegnede; men uheldigviis vare disse Optegnelfer ophørte under Mandedøden, og først 35 Aar derefter overdroges det til Detmar at fortsette dem: han forfattede saaledes et heelt nyt Verk, hvori han ej alene optog, hvad der stod i Statskrøniken, men forøgede det med Tillæg, især vedkommende Orienten, efter fremmede Kilder, og forsøgte endelig at udfylde Lacunen, hvorved han, idetmindste hvad Nordens Historie angaar, ikke altid har været heldig. Detmars Arbeide naar til 1395 og er fortsat af en ubekjendt Haand indtil 1400. Detmars Chronica benyttedes siden af den lübeckske Predikebroder Hermann Corner († 1438), just ikke altid med Skjønsomhed, til hans Chronica novella, (aftrykt i Eceards Corpus historicorum medii ævi, I. II. col. 431–1344), hvilken naar til 1435, og for de sidste 40 Aar af denne Tid indeholder verdifulde felvstændige Beretninger, især af Vigtighed for Danmarks Historie.
Blandt de diplomatariske Kilder, som til dette Bind ere benyttede, indtage de mange, hidtil ubekjendte Brevskaber og andre Optegnelser, som jeg i de sidst forløbne Par Aar ved den ovenberørte Liberalitet fra det Offentliges Side har kunnet samle og afskrive i det pavelige Archiv, en fremragende Plads. Det ligger vistnok i Sagens Natur, at de nærmest tjene til at kaste Lys paa den kirkelige Historie, men da denne just i den her behandlede Periode griber saa betydeligt ind i den verdslige, ere de allerede derved uundværlige ogsaa for denne, hvortil kommer, at de i mange Tilfælde bidrage til at berigtige Tidsregningen og meddele verdifulde Oplysninger vedkommende Personalhistorien og andre Specialiteter. Det er netop denne Periode, som vi her have behandlet, hvor denne Kilde flyder rigest. Fra og med Johannes den 22des Ophøjelse paa Pavestolen indtil Gregorius den 11tes Død eller Begyndelsen af det store Schisma ere nemlig de pavelige Regester eller Copibøger førte med største Omhu og mest fuldstændige. Efter den Tid ere ej de alene mere skjødesløst og mangelagtigt førte, men mangle endog nu og da aldeles, navnlig under Schismet. At de svenske Brevskaber og Actstykker fra denne første Unionstid med Sverige maa være uundværligere end nogensinde for Norges Historie, ligger i Sagens Natur. Men deres Benyttelse har ej længer været mig saa let, som hidtil, da nemlig den ypperlige Samling, hvori de efter Bestemmelsen alle skulle udgives ved Trykken i chronologisk Orden, „Diplomatarium Svecanum“, endnu ikke har naaet længer end til 1344, hvormed dets 5te Bds. 1ste Hefte slutter. For at granske dem, der forefindes for de følgende Aar, har jeg saaledes allerede tvende Gange maattet opholde mig nogen Tid i Stockholm, hvor Originalbrevene opbevares i det svenske Rigsarchiv. De danske Diplomer og Actstykker, fom det var nødvendigt at benytte ved Udarbeidelse af dette Bind, indeholdes fremdeles, tildeels udtogsviis, i Huitfelds Danmarks Riges Krønike og Suhms Historie af Danmark. Af større Vigtighed end de forhaandenværende danske Brevskaber ere alle de, der vedkomme Hansestæderne, hvis Historie fra det 14de Aarhundredes Begyndelfe af mere og mere griber ind i Nordens, og navnlig i Norges. Som et uundværligt Kildeforraad maa især de saakaldte Hanse-Recesser ansees, det vil sige Protokollerne over Forhandlingerne paa Hansedagene eller Sammenkomsterne af de forbundne Hansestæders Deputerede til Raadslagning om felles Anliggender. Der gives flere gamle Samlinger af disse Recesser, og formodentlig har enhver af de forbundne Stæder besiddet en saadan; den vigtigfte af dem alle er dog vistnok den, som tilhørte Forbundets fornemste Stad, Lübeck, og denne, bekjendt under Navnet „Recessus Hansæ“, blev i forrige Aarhundrede – ubegribeligt med hvad Beføjelse – af den lübeckske Syndicus Dreyer foræret til Grev Holstein Lethraborg i Danmark og derved indlemmet i det lethraborgske Bibliothek, hvor den endnu forefindes og for ikke lang Tid siden paany er fremdragen, efterat den i mange Aar troedes tabt. Den omfatter Tiden fra 1361 til 1559. Alt, hvad den indeholder eldre end 1370, er aftrykt i den anden (diplomatariske) Deel af Lappenbergs Udgave af „Sartorius’s Geschichte der deutfchen Hansa“ tilligemed en heel Deel andre, i det lübeckske Archiv og andensteds opbevarede, Originalbreve fra samme Tid. Indeholdet af de enkelte i Recesser er ogsaa udtogsviis meddeelt hos Suhm. Forresten skal en fuldstændig Udgave af den hele Reces-Samling med det første være i Vente. – Endelig følger det af den nøje Forbindelse, hvori Kong Magnus og hans Søn Haakon kom med det mecklenburgske Fyrstehuus ved Magnus’s Syster Euphemias Giftermaal med Albrecht af Mecklenburg, og dennes derpaa grundede Bestræbelser for at sætte sin Søn Albrecht paa Sveriges Trone og siden befeste ham der, at ikke faa af de mecklenburgske Archivdocumenter fra den Tid oplyse Sveriges Historie og derved ogfaa blive uundværlige for Norges. Alle disse for Sveriges Historie vigtige mecklenburgske Brevskaber m. m. ere for et Par Aar siden blevne afskrevne og udgivne af den ovennævnte svenske Hiftoriograph, Mag. Styffe, Bibliotheks-Amanuensis i Uppsala, under Titlen „Bidrag till Skandinaviens historia urutländska arkiver“, Första delen, Stockholm 1859. Usandsynligt er det ej, at Eftergranskninger i flere nordtydske Archiver vilde kunne fremskaffe lignende, om ikke just saa betydelige og verdifulde, diplomatariske Hjelpemidler.
Af tidligere Forarbeider over denne Periode af Nordens Historie har jeg kun haft tvende, hvorfra nogen Hjelp og Vejledning var at hente, nemlig Lagerbrings svenske Hiftorie og den mesterlige historiske Udsigt, som Mag. Styffe har forudskikket den nysnævnte Samling. Lagerbring ragede uendelig langt over alle sine Samtidige i Anvendelfen af sund og skarpsindig historisk Kritik; han gik, naar han kunde, helst til Kilderne, og har ofte blottet sine Forgængeres Vildfarelser. Af disse er Messenius, Forfatteren af Scondia, idetheletaget den, som har gjort mest Skade, fordi han i dette Verk har sammenblandet sine egne Gjetninger og Antagelser med virkelige fra paalideligeKilder hentede Oplysninger paa en saadan Maade, at det er umuligt at see, hvad der kun er af ham selv, og hvad han andenstedsfra har hentet; han anfører nemlig aldrig nogen Kilde, ej engang i den saakaldte „Apologia“, der dog skulde indeholde en nærmere Drøftning af de Beretninger, som han fremsætter i den egentlige historiske Deel. Da han nu længe stod i stort Ry for historisk Lærdom og vistnok ogsaa havde Adgang til ikke faa Kilder, som nu ere tabte, især diplomatariske, ere mange af hans selvgjorte og aldeles urigtige Beretninger blevne antagne af senere Forfattere som sikkre og paalidelige, medens de, saavidt vi kunne see, alle uden Undtagelse burde forkastes. I hans Spor gik senere Dalin, der med samme Hensynsløshed blandede egen Digtning og forefundet Materiale sammen, kun med den Forskjel, at han i Korthed citerede sine saakaldte Kilder. Lagerbring har paa mange Steder, endog med bitter Ironi, paavist saavel Messenius’s som især Dalins Vildfarelser, og derved bidraget overordentligt til at forbedre den svenske Historiographie; men da han ikke paa langt nær havde Adgang til alle de Kilder, som senere ere komne for Dagen, er der ogsaa i hans Verk mange Steder, som trænge til Berigtigelse, og det afgiver saaledes ikke egentlig længer nogen Vejledning i Begivenhedernes Combination, men gavner hovedsageligt som en for sin Tid overmaade nøjagtig og forstandig Samling af de forhaandenværende paalidelige Materialier. Man kan vistnok med god Samvittighed sige, at den korte Udsigt, som Mag. Styffe forudskikker sine „Bidrag“, indeholder en langt rigere Masse af sikkre, ad Granskningens og Kritikens Vej vundne historiske Resultater, end det hele tredie Bind af Lagerbrings for sin Tid saa fortjenstlige Verk. Jeg har idetmindste klarligen følt og er kommen til den beftemte Overbeviisning, at af samtlige nordiske Historieskriveres Arbeider, der ikke, som Huitfelds og Suhms, fornemmeligt maa ansees som Regester eller Kildesamlinger, kunde jeg ved Udarbeidelsen af nærværende Bind uden synderlig Ulempe have undværet dem alle, med Udtagelse af Styffes Udsigt, og min forrige højagtede Collega’s, Professor Keyser’s „Den norske Kirkes Historie“. Disse to Verker have været mig uundværlige. End ikke Geijers ypperlige „Sveriges Historie“ gjør her nogen Undtagelse, da den især i det Tidsrum, hvorom der her er Spørsmaal, er altfor kortfattet og indlader sig forlidet paa nogen selvstændig Kritik af de engang vedtagne Beretninger til at kunne afgive nogen Hjelp ved Udarbeidelfen af et efter sin Plan saa omfattende og i Enkeltheder gaaende Verk som nærværende.
Mangen En vil det maaskee ved første Øjenkast synes, som om jeg har befattet mig altfor meget med Sveriges Historie, og at Verket derved er blevet utilbørligt vidtløftigt. Jeg tvivler dog ikke om, at man efter omhyggelig Gjennemlæsning af det hele Bind vil være af andre Tanker. Efterat begge Riger engang var blevne forenede, blev deres Historie ogsaa paa det nærmeste en Fælleshistorie, ligesom Norges og Danmarks efter Foreningen mellem begge disse Riger, og ligesom det for Eftertiden vil blive vanskeligt eller rettere umuligt at skrive Norges eller Sveriges Historie efter 1814, uden ogsaa tildeels at behandle Broderrigets. Statsforfatningen i Norge var desuden i Tidens Løb bleven saadan, at næsten alt drejede sig om Kongens egen Person. Da nu denne Konge tillige var Sveriges Konge, maatte det alene til Oplysning om hans Charakter og hele Personlighed være nødvendigt, ogsaa at følge ham under hans Virksomhed i Sverige, om end ikke – hvad vi dog altfor vel vide var Tilfeldet – hans Hendelser i Sverige for en stor Deel betingede hans hele Fremtræden og Virken i Norge, medens det omvendte Forhold i langt ringere Grad fandt Sted. Og det nærmere Forhold, hvori baade Sverige i og Norge allerede siden Krigene ved det foregaaende Aarhundredes Slutning vare traadte til Danmark, har ogsaa hist og her gjort det nødvendigt at dvæle lidt nærmere ved de danske Begivenheder, end det maaskee ved første Øjekaft kunde synes nødvendigt. Forresten indrømmer ingen villigere end jeg selv, at det mindre, end jeg kunde ønske, har lykkets mig at udviske Sporene af, at Bearbeidelsen af det her foreliggende Tidsrum af Norges Historie i næsten højere Grad end af de foregaaende har været en Fremtrængen paa aldeles ubanet Vej, etslags Oprydden af et fuldkomment Vildniss, hvor man kun med usigelig Møje kunde arbeide sig frem. Det tør vel derfor hende, at man oftere, end ønskeligt kunde være, seer Spor af denne Møje og Tegn til, at Vanskelighederne stundom have været nær ved at overvelde mig. Men just i denne Møje og Vanskelighed tør jeg haabe at finde min bedste Undskyldning.
Christiania, i October 1862.
- ↑ Det er Lavpenbergs Fortjeneste at have fremdraget og i det ovenfor nævnte Tidskrift udgivet Slutningen af dette Chronicon, der i sin Tid var Huitfelds fornemste Kilde udenfor det diplomatariske Materiale, men som troedes at være tabt, indtil Lappenberg fandt det. Hovedmassen af Corners Beretning er ligefrem en Paraphrase af Detmars, kun stundom med enkelte Forvanskninger og Forrykkelse af den rette Tidsregning. Man behøver saaledes her ikke at tage synderlig Notits af Corner, der altfor ofte har været paaberaabt som felvstændig Kilde. Ved at følge Corner, der setter flere Begivenheder fra Midten af det 14de Aarhundrede et Aar for sildigt, og saaledes ogsaa Slaget ved Kjøbenhavn (se nedenfor S. 247) til 1343 istedetfor til 1342, er Suhm kommen til at omtale dette Slag som to forskjellige Begivenheder, den ene under 1342, den anden under 1343.