Det norske Folks Historie/7/67

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1862 (II-1, s. 803-826).

Hansestædernes Krigserklæring synes, merkeligt nok, at være kommen temmelig uventet paa Kong Valdemar. Eller om han end havde haft nogen Anelse om at der var et fjendtligt Foretagende i Gjere mod ham, har han dog neppe forestillet sig, at Fjenderne vare saa mange og saa farlige. Og allermest maa den jydske Adels Opstand have foruroliget ham, thi han kunde ikke vide, hvor vidt dens Forgreninger strakte sig, og om den ej ogsaa vilde udbrede sig til andre Dele af Riget. Kort at sige, han fandt det raadeligst at forlade Landet, hvad enten han nu ikke følte sig ret sikker i sit eget Rige, eller troede at kunne gjøre større Gavn ved at søge Hjelp hos tydske Fyrster. Med en stor Skat Penge og Kostbarheder drog han lige under Paasken i al Stilhed over til Pomern, derfra til Brandenburg, hvor en stor Deel af hans Rigdomme bleve ham fratagne – man veed ikke ret hvorledes – opholdt sig ogsaa en Tid i Bayern, og kom ikke tilbage, førend efter fire Aars Forløb^[1]. Før sin Afreise beskikkede han Drottseten Henning v. Putbusch, en af sine ældste og paalideligste Tjenere, til „Rigets Høvedsmand“, og gav ham og Rigsraadet Fuldmagt til at underhandle og gjøre Forliig med Stæderne. Om der ogsaa blev sendt Fejdebrev til Kong Haakon i Norge, er uvist, men det synes rimeligt, med mindre at Stæderne allerede betragtede sig som værende i Feide med ham. Forøvrigt kom Krigserklæringen meget ubelejligt for de tydske Kjøbmænd i Bergen, der fandt det yderst betænkeligt at drage bort, og heller vilde, at man ikke skulde have ladet det komme til saadanne Yderligheder. Det lader desuden til, at den egentlige Befaling til dem, om at have rømmet Byen inden 1ste Mai, kom noget vel sildigt, saa at de ikke fik tilbørlig Frist. Man har endnu Concepten til et Brev, som de i den Anledning tilskrev eller vilde tilskrive Raadet i Lübeck, sandsynligviis medens de, efterat have forladt Bergen, laa med Flaaden i Øresund. Heri beklagede de sig højligen. „Eders Agtbarhed skal vide“, skrev de, „at vi have faaet Eders Brev, hvori I befalede os at rømme Norge St. Valdborgs Dag. Dette Eders Brev kom os umaadeligt hastigt paa, uden nogensomhelst foregaaende Advarsel; og I maa vide, at vi have lidt en stor og drabelig Skade; vi maatte nemlig give de Skibe, der førte Kjøbmændene fra Landet, og som vare fragtede i Flandern og England, vel halvfjerdetusinde Mk. lybsk, og endda havde vi ikke mere at afslibe deri end vore egne Personer, og maatte sejle tomhændede fra Landet, medens der allerede var en Mængde Varer undervejs til Bergen, ikke mere end 20 Mile borte, hvilke Kjøbmændene nu ikke kunde afvente formedelst Eders strenge Befaling. Allerede heri er der skeet Kjøbmændene en Skade af mindst 30000 Mk. lybsk, og endda er dette en ubetydelig Skade imod den anden, vi have lidt, idet vi have maattet rømme Landet og mangen Mand har mistet alt sit Gods, Mange det halve, og denne Skade er os saa uudholdelig, at vi ikke nogensinde kunde faa klaget tilfulde derover for Gud og Eder. Derhos maatte vi give Slip paa vore Privilegier og al den Rettighed, som vi havde af Kongen, og som har kostet de hederlige Mænd, Eders Forfedre, meget Arbeide og Kjøbmanden meget Omhu. Til al denne Skade kommer ogsaa den, som vi lide deraf, at de Engelske og Flamske og andre Folk, der ikke bryde sig om Eders Bud, sejle til Bergen og tilvende sig det Gods og det Kjøbmandskab, som Eders Borgere og Kjøbmanden plejede at nære sig af. Vi forsikkre Eder herved om, at hvis I ikke med Eders vise Raad hindre dette, da staar det ikke til at forvinde i vort og vore Efterkommeres Liv“^[2]. Heraf seer man baade, hvor fordeelagtig denne bergenske Handel maa have været for Stæderne, og hvor humant dog i det Hele taget Tydskerne maa have været behandlede i Norge, thi saavidt man af dette Brev kan skjønne, havde Tydskerne i Bergen intet imod at blive der, endog under Krigen, og frygtede mere den hovedkulds Bortreise, end de haarde Forholdsregler, som Nordmændene maatte kunne tage imod dem. Imidlertid erfarer man dog af de senere Forhandlinger, at Kongen og hans Befalingsmænd nu, efterat Kjøbmændene havde forladt Bergen, lagde Beslag paa ej alene deres efterladte Gods, men ogsaa deres udestaaende Gjeldsfordringer, der saaledes i Kongens Navn maa have været indfordrede af vedkommende Debitorer, forsaavidt man kjendte dem, men hvoraf dog mange synes at have benyttet Lejligheden til aldeles at unddrage sig al Tilbagebetaling.

Den første Efterretning om det Angreb, der forberededes, synes man i Norge at have faaet af nogle Breve, som Hr. Agmund Finnssøn endnu om Vintren, ved Helligtrekongerstider, forefandt i et Skib, der tilhørte nogle stralsundske og greifswaldske Borgere. Han anholdt det, som han siden angav, for at tage sig til Rette over Greifswalderne, der havde ladet en af hans Tjenere halshugge, og siden ej vilde skaffe ham Ret, uagtet hans gjentagne Klager; han fandt her Breve, skrevne til England og andre Steder, „hvorved de forbandt sig med Kongens Fjender til dennes store Skade og Fortred“. Og derfor tog Hr. Agmund alt Godset saavel Kjøbmændenes, som Skipperens^[3]. Men dette blev blodigt hevnet, da de nederlandske Krigsskibe til den bestemte Tid ankom udenfor Norges Kyster. De betegnede sin Vej med Ødeleggelser. De lagde først til ved Agder, østenfor Lindesnes, og ødelagde med Ild og Sverd femten Kirkesogne. Derfra sejlede de over Folden til Marstrand, det aftalte Bestemmelsessted, hvor de brendte Byen med Kastellet, Klostret og Kirken, Øen Thjorn og andre Øer. De løb siden ind i Elven, brendte Byen Kongehelle, alle Bygninger paa Baagaholmen udenfor Slottet, tilligemed nogle Skibe, som tilhørte Kongen, og tre Kirkesogn paa Hisingen. De vovede sig endog lige op til Ljodhuus, der nu atter var faldet i Kong Haakons Hænder, brendte Byen og Slottet, og en Mængde Gaarde – man regnede i Alt 200 – paa begge Sider af Elven^[4]. Paa samme Tid sejlede den østersøiske Flaade efter Bestemmelsen ind i Øresund, og indtog den 2den Mai Kjøbenhavn, som de plyndrede tilligemed Slottet, og søgte strax ved Forsænkninger at tilstoppe Indløbet til Havnen. Ligeledes bemegtigede de sig Helsingør, Nykjøbing paa Falster, Falsterbod og Skanør i Skaane, samt Øerne Amager og Hveden. Sjæland herjedes vidt og bredt, samt formodentlig ogsaa de nærliggende mindre Øer, og man maa antage, at Foreningen af begge Flaader nu gik for sig uden Hinder^[5]. Samtidigt havde baade Kong Albrecht sat sig i Bevægelse i Sverige, og de holstenske Grever i Jylland. Albrecht erobrede ej alene den Deel af Smaaland tilbage, som Kong Valdemar havde underkastet sig i 1366, men ogsaa det meste af Skaane, hvor han lod sig bolde, antog Titlen af „Herre til Skaane“, og udferdigede i Falsterbod den 25de Juli de belovede Privilegier for Stæderne, medens han tillige efter Aftale ratificerede Forbundstractaten mod Danmark^[6]. De holstenske Grever belejrede Skanderborg tillige.med tiere andre Slotte, og trængte lige op til Aalborg, som de ud paa Høsten indtog^[7]. Helsingborg modstod dog en Tid lang saavel Kong Albrechts, som sidenefter ogsaa Stædernes Angreb. Heller ikke lykkedes det Kong Albrecht at indtage Halland, uagtet han i August viiste sig udenfor Vardberg. Endogsaa Kinds Hered i Vestergøtland blev fremdeles i de Danskes Magt. Endnu ved Krigens Ende var der danske Befalingsmænd paa Vardberg, Lagaholm og Øresteen, medens Hertug Erik af Saxen endnu siden Krigen i 1366 havde Opensteen og Falkenberg^[8]. Men alligevel havde de Forbundnes Fremgang været overvættes. „Tydskernes Herredømme“, siger de islandske Annaler, „gik over Jylland og hele Daneveldet“.

Under disse Omstændigheder fandt Kong Haakon det klogest, at underhandle om Stilstand. Stædernes Flaade maa have været ham for megtig. Et Ledings-Udbud fra Norge vilde nu ikke længer kunne have skaffet den respect-indgydende Krigsmagt til Veje, som i tidligere Dage, thi Ledingsvæsenet i Norge, der endnu var i sin gamle Skik, svarede ikke længer til de Fremskridt, som andensteds vare gjorte i Skibsbyggeriet og Skibenes Udrustning, og det var saa langt fra, at Ledingsskibene nu vare flere og større end før, at de snarere endog, siden Mandedøden, vare færre og mindre. Kong Magnus havde saaledes selv nylig, førend han indstillede sig i sit Fangenskab, tilladt Indbyggerne af Sandins Skibrede paa Vestfold at bygge sig et mindre Landvernskib end før, paa Grund af Affolkning^[9], og man kan neppe tvivle paa, at flere lignende Tilladelser have været givne. Vi ville derfor ogsaa snart see, at man ganske forlod det hele System. Dette var desuden allerede forladt af dem, hvis Skibe forhen udgjorde Kjernen af den kongelige Krigsstyrke, Sysselmændene og Hirdmændene; de holdt ikke længer egne Krigsskibe; dette, kan man sige, var ophørt med Lendermandsverdigheden, og Huustropperne, forsaavidt de fandtes, bestode nu kun af Landtropper, med hvem man ikke skulde udrette stort mod de fjendtlige Skibe, der landede hist og her, hvor man mindst ventede det, og formodentlig havde herjet fra sig, førend der kunde komme Krigsstyrke nok tilstede for.at jage dem bort. Derhos har vel Kong Haakon nu især været optagen af de svenske Anliggender, og Længselen efter at befrie sin Fader. Man veed ikke engang rigtigt, hvor han var, eller hvad han tog sig til i hele den første Halvdeel af 1368. Sandsynligviis har han vel opholdt sig paa eller ved Baagahuus, eller maaskee endog i Vestergøtland. Allerede i Juni synes det, som om han har gjort Stilstandsforslag, thi Stæderne gave paa en Hansedag i Lübeck den 29de Juni sine Befalingsmænd den Ordre, at om noget saadant fra hans Side blev foreslaaet, da skulde de henvise ham til Kong Albrecht. Imidlertid blev dog ej længe derefter en kort Stilstand sluttet indtil det følgende Aars Paaske. Paa Hansedagen i Wismar den 10de August blev det bestemt, at enhver af de Deputerede skulde melde dette for sine Medborgere, med de Tillæg, at man i den Tid ikke maatte gjøre Kongen eller hans Undersaatter nogen Fortred, men at dog al Skibsfart til Norge fremdeles var forbudt, og at man tillige skulde melde dette til Kjøbmændene i Flandern og England. Der aftaltes og, som man af Forhandlingerne paa det samme Møde kan see, en Sammenkomst i Øresund mellem Kong Haakon og Afsendinger fra de tydske Befalingsmænd; kunde man da end ikke bringe noget venskabeligt Forliig til Veje, skulde man idetmindste see til at faa sluttet en Stilstand og Trygd til en vis Tid, og faa Skadeserstatning fastsat for de Tab, som Kjøbmændene havde lidt i Norge; lykkedes dette, skulde der til Forlovere kun antages gode og troverdige Mænd, og for den største Deel Nordmænd. De tydske Underhandlere skulde især.holde fast ved den gamle Klage, at Kongen i den forrige Krig med Danmark ikke havde efterkommet sine Forpligtelser, ligesom og at han, efterat have overladt dem Borgholm til Erstatning, dog siden havde frataget dem dette Slot igjen^[10]. Om Kong Albrecht var med i disse Underhandlinger, vides ikke. Efter Forbundsartiklerne skulde man vente det, men man seer dog ogsaa, at Stæderne sidenefter sluttede Fred uden at han deeltog deri. Der tales forøvrigt ikke om nogen Krigsforetagender mellem Norge og Sverige i al den Tid, Stilstanden varede. Albrecht var meest beskjeftiget med at befeste sit Herredømme i Skaane, hvor han opholdt sig endnu sidst i September tilligemed sin Fader og sine Brødre, idet han fremdeles udgav Privilegier og saaledes udøvede alle en Konges Rettigheder^[11].

Hvor betænkeligt Kong Haakon og hans Raadgivere i denne Tid fandt Norges Stilling at være, seer man bedst deraf, at han udnævnte Hr. Agmund Finnssøn til Drottsete i Norge. Hr. Agmund nævnes allerførst i dette Embede om Sommeren 1366, og formodentlig er saaledes hans Udnævnelse nærmest foranlediget af Kong Magnus’s Fangenskab, og maaskee besluttet i Samraad med denne og Kong Haakon^[12]. De Angreb, der allerede da truede, og nu havde overgaaet Norges Kyster, og som hvert Øjeblik kunde fornyes, krævede større og omhyggeligere .Tilsyn endog paa de Steder, man hidtil havde anseet for temmelig sikkre, end Kongen selv alene kunde overtage, især naar han tillige skulde beskjeftige sig med de svenske Anliggender, og frelse sin Fader af Fangenskabet. I Mands Minde havde man neppe haft Krig eller Feide andensteds, end i det højeste ved Rigsgrændsen. Men nu var Vestlandet blevet hjemsøgt med Ild og Sverd, Bergen selv truedes; blandt Indbyggerne paa de Kanter, der i saa lang Tid aldrig havde seet nogen Fjende i sine Bygder, maa Forskrækkelsen have været stor, og deres eneste Beroligelse maa have været den, at Kongen havde overdraget en mere udstrakt Myndighed til en af de dygtigste og mest anseede Mænd paa de Kanter, for at han kunde lede Forsvaret og.i Kongens Fraværelse overtage hans Forretninger, især da man vel ogsaa tænkte sig Muligheden af at Communicationen til Søs, der i de Tider var den vigtigste, mellem Østlandet og Vestlandet kunde blive aldeles afskaaren. En saadan Mand var Hr. Agmund Finnssøn, allerede forhen Sysselmand i Ryfylke; han var højbyrdig, riig og mægtig, stod i stor Anseelse; og havde, som det lader, arvet sin Faders og sin Farbroders Kraft og Dygtighed, og synes derhos stedse at have viist Kongen og Kongehuset ubrødelig Troskab. At hans Hverv nærmest var at værne om det vestlige Norge og forestaa det som kongelig Statholder, medens Haakon selv forbeholdt sig at styre det østlige og varetage de svenske Anliggender, synes af flere Omstændigheder at fremgaa, men heraf følger ikke, at han jo ogsaa under Kongens Fraværelse i Sverige eller Danmark kunde optræde som hele Rigets Forstander. Det Hverv, som de tidligere Drottseter i Norge stundom havde, ogsaa at være Seglbevarere, og at kunne udstede Breve i Kongens Navn, synes imidlertid ikke at have været ham betroet, idetmindste ikke i den Udstrækning, som Tilfældet var med hans nærmeste Forgængere. Hans Stilling lignede mere de svenske Drottseters^[13]. Som den fornemste Befalingsmand under Hr. Agmund, og næsten som etslags Vicestatholder, maa Hr. Sigurd Hafthorssøn i Bergen betragtes^[14]. I Nidaroos udnævntes formodentlig kun nogle faa Aar senere Kongernes tro Mand Otte Svaalessøn Rømer til Hirdstjore og Fehirde; idetmindste nævnes han ej længe efter i denne Egenskab. Hans Formand, Reidar Jonssøn, med Tilnavnet Darre, den første, som kjendes af denne Æt, blev, som der fortælles, i 1369 dræbt i Jemteland, formodentlig ved et Sammenstød med svenske Streifkorps, hvorom ingen nærmere Efterretning er os levnet. Det sandsynligste er, at Otte Rømer umiddelbart derefter fulgte ham i Embedet^[15].

I Forbindelse med Hr. Agmunds Udnævnelse til Drottsete staar det upaatvivleligt, at Kong Haakon, ligesom hans Oldefader fordum ved 1308, tilbagekaldte under sig og Kronen alle hidtil forundte Sysler eller Privilegier, bortsatte Pant eller bortforlenede Krongodser. Vi kjende denne Foranstaltning alene af en Erklæring, som Kongen lod udgaa i Oslo den 30te November 1368 til Bedste for Mariekirken, hvis egne eller hvis Tjenestemænds Ejendomme, Sysler og Privilegier ikke skulde underforstaaes under denne Tilbagekaldelse, som han „af forskjellige Grunde“ havde fundet nødvendig^[16]. Vi savne enhver nærmere Underretning om, hvilke disse „forskjellige Aarsager“ vare, og paa hvad Maade eller i hvilken Udstrækning Inddragningen blev gjennemført. Man skulde formode, at Kongen herved har søgt saaatsige at rense sit Sysselmænds- og Veitslemænds-Personale, idet han vel ved nye Breve gjenudnævnte, altsaa beholdt dem, til hvem han havde Tillid, og derimod skillede sig ved de øvrige. Men af de endnu forhaandenværende Breve er det umuligt at see, hvorvidt der virkelig i Aarene omkring 1368 skete nogen almindelig Ombytning af kongelige Ombudsmænd. Man erfarer kun, at Hr. Narve Ingevaldssøn omtrent paa denne Tid er bleven afløst i Befalingen paa Baagahuus af Laurents Bjørnssøn^[17], hvilket dog kan ikke have været af nogen Mistanke til Hr. Narve, hvilken vi fremdeles finde som Raadsherre, og en af Kongens højtbetroede Mænd. Ligeledes findes fra 1369 en Hallvard Jonssøn som Fehirde i Oslo, men det er ikke vist, om han ej udnævntes før 1368, thi hans Formand Amund Eivindssøn omtales ikke efter 1363^[18]. At Hr. Vinalde Henrikssøn i Tiden mellem 1366 og 1369 afgik fra Cantslerbestillingen, vil nedenfor blive omtalt. Man kan heller ikke opdage Spor af nogensomhelst Klage, Misfornøjelse, Uro eller andre saadanne Meningsyttringer og Bevægelser, der pleje at gaa forud for eller ledsage Foranstaltninger af den Natur. Muligt, at man vilde opdage dem, hvis flere Breve vedkommende Regjeringen og dens Ombudsmænd fra de Tider vare levnede, men de yderst faa, som endnu ere tilbage, give ingen Oplysning derom, og vi ere saaledes alene overladte til Gjetning. At Kongen maa have været misfornøjet med eller haft Mistanke til flere af sine Ombudsmænd og Veitslemænd, maa ansees som vist, og det er heller ikke saa usandsynligt, at hans og hans Faders Modstandere i Sverige ogsaa have søgt at indvirke paa de norske Stormænd, og faaet enkelte af dem over paa sin Side. Men at Antallet af disse ej kan have været stort, og at maaskee de fleste beholdt sine Sysler og Forleninger, overhoved at den hele Reduction ej kan have haft saa meget at betyde, og med største Lethed har gaaet for sig, det maa man slutte af den Omstændighed, at man hverken i Breve eller andre Optegnelser, navnligt i de islandske Annaler, hører mere om den. Maaskee har den ogsaa været etslags Finans-Operation, hvorved Kongen vilde skaffe sig Midler til Krigens Fortsettelse. Endelig er det muligt, at denne Reduction har staaet i Forbindelse med en Forandring i Ledingsvæsenet, hvorom man ligeledes intet nærmere erfarer, men som var saa radical, at den umuligt har kunnet være gjennemført uden Folkets Samtykke paa Rigsmøde eller Lagthingene, idet nemlig Udrustning af Krigsmænd til Hest sattes i Stedet for den nu mindre tjenlige Udrustning af Ledingsskibe. Vi ville nedenfor see, hvorledes Kong Haakon allerede i 1370 paabød en saadan Udrustning, hvorved fem Bønder skulde udruste den 6te med en god Hest, Vaaben og Kost^[19]. Det er umuligt, at en saadan Forandring kan være skeet ved et slet og ret Magtsprog af Kongen. Vel kunde han sige, at han raadede over Ledingens Anvendelse; men Maaden, hvorpaa den skulde anvendes, var nu engang lovbestemt; den nye Udrustning maatte, idetmindste i Førstningen, være kostbarere og byrdefuldere for Bønderne end den gamle, og i alle Fald synes den at maatte have krævet mange Forberedelser, og Omordning af Bestemmelserne om Udredning af Kost, Udnævnelse af Befalingsmænd, Samlings- og Tjeneste-Tid, o. s. v. Forandringen var visselig nødvendig, naar man ikke vilde see sig nødt til, i de fleste Fejder at maatte leje fremmede Tropper, og den er et Beviis paa Kongens og Raadets roosverdige Bestræbelser for at undgaa dette Onde, men det er dog et stort Spørsmaal, om den Krigsstyrke, man derved fik paa Benene, havde stort mere at betyde, end Ledingstropperne fordum. Den er ogsaa i og for sig et paatageligt, og sørgeligt Tegn paa, at det nu var forbi med Norges gamle Velde til Søs. Men ilde er det, at man skal savne alle nærmere Oplysninger om en saa vigtig Reform. At den strakte sig til alle Dele af Landet, er neppe troligt; Beboerne af de vestlige Kystfylker kunde umuligt forpligtes til at udrede Ryttere, der skulde gjøre Krigstjeneste udenfor Landet. Det føromtalte Opbud vedkom nærmest Baagahuus Fogderi eller Elvesyssel, og man erfarer, at det tillige strakte sig til Oplandene og Oslo’s Fehirdsle^[20]. Det tør være muligt, at Reformen ej har naaet videre end disse Districter, hvis Beskaffenhed og Beliggenhed gjorde den befalede Udrustning lettere for dem. Det er heller ikke saa usandsynligt, at idetmindste en lignende Maade at gjøre personlig Leding paa allerede fra gammel Tid herskede paa Oplandene, hvis Indlands-Beliggenhed gjorde det umuligt, at Udfarebaalkens Bestemmelser i Landsloven om Ledingsskibe og deres Bemanding der kunde gjøres gjeldende, uagtet de med den hele Baalk vare uforandret optagne ogsaa i de for Eidsivathinget indrettede Exemplarer af Kong Magnus Haakonssøns Landslov. Der er al Grund til at antage, at man der i Praxis endnu fulgte de Bestemmelser om Ledingen, der fandtes i den gamle Sevslov, men som nu med denne selv desverre ere tabte.

Imidlertid vare nu heller ikke alle de forbundne Stæder lige hidsige paa at fortsætte Striden. Det ligger i Sagens Natur, at Stæder, beliggende saa langt fra hinanden, og i saa mange forskjellige Lande, ogsaa maatte have heel forskjellige Interesser, og at et Krigsforbund mellem dem ikke kunde blive langvarigt. Dette viiste sig paa den næste Hansedag, som holdtes i Lübeck efterat Stilstanden med Norge var bleven bekjendtgjort, nemlig den 8de October, og hvortil et usedvanligt stort Antal Deputerede havde indfundet sig. Her skulde der nemlig handles om Krigens Fortsettelse til næste Aar. Det er nemlig allerede omtalt, at medens de vendiske Stæder havde forbundet sig med Fyrsterne paa to Aar, havde de preussiske og nederlandske alene indgaaet Forbundet paa eet Aar, og der var derfor nu Spørsmaal om, hvorvidt de sidste vilde forlænge Tiden i Liighed med hvad hine havde vedtaget. Men hertil svarede de Zuydersøiske, for hvilke fremdeles Kampen førte Ordet, at de ingen Fuldmagt havde til at bestemme noget derom og kunde saaledes intet Samtykke give, saamegetmere som de antog, at andre Sendebud fra deres Stæder allerede vare undervejs; imidlertid skulde de foredrage Sagen for deres respective Raad, og lovede at indfinde sig og give Svar paa et Mode, der skulde holdes i Lübeck næste Midfaste Søndag (11te Marts). De fra Preussen kunde ikke engang give nogen Bestemmelse herom, men lovede kun at tale derom til Magistraterne hjemme. De vendiske Stæder derimod, som havde forbundet sig paa to Aar, og som unegteligt ogsaa vilde have den største Fordeel af Krigens heldige Udgang, besluttede eenstemmigt at forlænge Pundgjelds-Ydelsen endnu et heelt Aar, at Kjøbenhavns Slot fremdeles skulde holdes besat, og at alle de Borgere af hver enkelt Stad, som efter det første Tog havde faaet Hjemlov, skulde indfinde sig til Hæren igjen i de sidste Dage af October. De bestemte ogsaa, at da man havde bragt i Erfaring, hvorledes Kong Valdemar lod sig store Skatte og Pengesummer tilsende fra Danmark, skulde enhver Stad i sit Buursprog bekjendtgjøre, at Enhver, der kunde faa fat paa disse Penges Overbringer, skulde selv faa beholde dem. Og endelig blev der i samtlige Stæders Navn skrevet en Opfordring til Borgerne i Visby om at vende tilbage under den svenske Krone. Men i hiint Svar, som de zuydersøiske Befuldmægtigede gav, laa egentlig allerede en Tilkjendegivelse af, at deres Stæder helst søgte at drage sig ud af Striden, thi ellers havde det været en let Sag, at bemyndige dem til at samtykke i en Forlængelse af Forbundstiden. Det forholdt sig ganske rigtigt saaledes, at nye Gesandter fra de nederlandske Stæder vare i Vente, men det kunde neppe være de Deputerede ubekjendt, at disse Gesandter netop havde det Erende, at underhandle med Kong Haakon øm en Separatfred. Og det var saaledes af Udfaldet af disse Underhandlinger, at det Svar, som de nederlandske Stæder skulde give paa næste Midfastesøndag, var afhængigt^[21].

Disse Gesandter ventede man til Norge henimod Midten af November. Den 11te November gav Kong Haakon fra Tunsberg sin Raadsherre og Drottsete Hr. Agmund Finnssøn Fuldmagt til at meddele dem det fornødne Lejde. Han betegnede dem her som „Ambassadører og Sendebud fra Raadmændene, Scheppens og Kjøbmænd i Kampen, Harderwyck og de øvrige Stæder og Byer ved det vestlige Hav“, der nu for at opnaa Fredens Gode vilde indfinde sig hos ham. Det overlodes Hr. Agmund selv at bestemme Tiden, hvortil, og Maaden hvorpaa denne Grid skulde tilstaaes. At dette overdroges Hr. Agmund, har sin naturlige Grund deri, at Gesandterne, der kom vestenfra, sandsynligviis først vilde lande paa Vestkanten i Norge. Dog er det ikke usandsynligt, at Hr. Agmund ogsaa har faaet Fuldmagt til at underhandle med dem paa Kongens Vegne, og at det saaledes ikke engang var Meningen, at de skulde begive sig til Østlandet^[22].

Men enten maa disse Underhandlinger dog ikke have fundet Sted, eller de maa kun have ledet til Mundhuggerier og sat endnu mere ondt Blod end før, thi vi ville see, at de zuydersøiske Gesandter paa Mødet den følgende Midfastesøndag virkelig forlængede deres Stæders Deeltagelse i Krigsforbundet endnu paa et halvt Aars Tid, medens de hanseatiske Skibe, maaskee endog de samme, der bragte Gesandterne, under selve Stilstanden begik de største Voldsomheder, understøttede af flere Kjøbmænd, der forenede sig og kom dem til Hjelp, da Hr. Agmund i Nærheden af Karmtsund var i Begreb med at anholde dem og straffe dem efter Fortjeneste. Den nærmere Sammenhæng hermed er desverre ingensteds berettet; det heder kun i den Klage, som Kongen siden førte derover, at flere hanseatiske Kjøbmænd slog sig sammen med hans Fjender ved Karmtsund, mod Drottseten, og forsvarede de samme Fjender, over hvilke han godt vilde have kunnet faa Ret, hvis blot ikke hine Kjøbmænd vare komne dem til Hjelp. Den sandsynligste Maade at forklare dette paa er den, at enten Gesandterne selv, ærgerlige over at Drottseten ikke har villet gaa ind paa deres Fordringer og at saaledes ingen Fred kom istand, ved Bortreisen have tilladt sig Voldsomheder, som Drottseten ansaa sig forpligtet til at forebygge eller straffe, eller og at andre fjendtlige Krigsskibe ere komne til Kysten og i deres Overmod have opført sig utilbørligt. I alle Fald er det klart, at Drottseten er bleven hindret i at udføre sin Pligt af nogle tilkommende tydske Handelsskibe, som kom Kystfartøjerne til Hjelp, og at der saaledes forefaldt en Fegtning, hvori Hr. Agmund kom til kort, men at Fjenderne ikke undlod at betragte hans Indskriden som et Fredsbrud, og hevnede sig ved at øve de forfærdeligste Voldsgjerninger langs hele Kysten lige fra Aaen Sira til Bergen. Saaledes opbrændte de Kongsgaarden paa Agvaldsnes, .saavelsom flere Gaarde ved Karmtsund, der deels tilhørte Kongen, deels Private. Paa Øen Selbjørn^[23] satte de Ild paa en Skov, der tilhørte Kongen, og ødelagde alle de Sælehuse, der vare opførte til Bedste for de fattige Reisende langs hele Landet fra Karmtsund til Bergen; et, som Drottseten nys havde ladet opføre ved Karmtsund, rev de ned og tog med sig. De brændte flere Bygder i Soknedal, paa Jederen, og andensteds i Ryfylke; nogle Kjøbmandsskibe løb ind til Eikundasund, borttog de nye Husebygninger paa Gaarden Thengs, og brendte de gamle. De synes især at have været begjerlige efter disse Bygninger. I Sole Kirkesogn^[24] tog de saa mange Huse med sig, at hele Bygden var ganske øde, og Skaden ansloges til 600 Mk. brendt. Til Bergen kom der ti Skuder, som lagde ind til Kongsgaarden og søgte at sette Ild paa den; da dette mislykkedes, brød de den, som det heder, hvilket dog vel ikke er anderledes at forstaa, end at de forsøgte derpaa, og at de fik enkelte af Ydermurene nedbrudte. De forgreb sig ogsaa paa enkelte Personer. Da Søle Kirkesogn ødelagdes, tog de tvende Bønder til Fange, og dræbte dem siden hemmeligt; de kom idetmindste aldrig tilbage. Ligeledes fangede de to af Drottsetens Tjenere, og berøvede dem alt hvad de havde; paa hiint Tog til Bergen mishandlede og udplyndrede de en Bonde fra Thyssesø. Ogsaa til Viken synes disse Voldsomheder at have strakt sig, thi en vis Nikolas Peterssøn, der var i Tjeneste hos Gaute Erikssøn, Sysselmand i den sydvestlige Deel af Oslo-Syssel, og som skulde drage ind til St. Hallvards-Kirke, blev ganske nær ved Oslo kastet overbord fra et tydsk Skib, og man saa ham aldrig mere; et Skib, der førte endeel Gods, tilhørende Kongen og Lodin Eivinsdsøn paa Tunsbergshuus, blev taget, og Styremanden med hele Mandskabet halshugget. I Bergen blev Erkebiskopens Broder dræbt af de tydske Skrædere. Hvad der fra Kongens Side skete for at raade Bod paa dette, eller holde Voldsmændene i Age, vides ikke. Formodentlig lod der sig i denne Vintertid ikke gjøre stort derved^[25]. Men af de senere Forhandlinger erfares det, at Sendebud til Norge saavel fra Lübeck, som fra de preussiske Stæder bleve satte fast, og at den lübeckske Borgermester Hermann af Osenbrügge (Osnabrück) selv maatte drage til Norge maaskee i den Anledning^[26]. Det er ikke usandsynligt, at dette har været Repressalier i Anledning af de begangne Voldsomheder.

Høsten og Vinteren gik hen, som det synes, uden videre Krigsforetagender fra nogen af Siderne. Hertug Albrecht var tildeels beskjeftiget med Fejder i Tydskland, som det ikke er usandsynligt at Kong Valdemar har faaet tilvejebragt imod ham^[27]. Saavel i Danmark som i Norge var man kommen til den Overbeviisning, at det var raadeligst af slutte Fred, endog med Opoffrelser. Det danske Raad maatte befrygte, at i en fortsat Krig vilde hele Landet omsider falde i Tydskernes Vold. Kong Haakon maatte ønske at faa frie Hænder til atter at kunne legge al sin Kraft paa Faderens Befrielse, og Norges Indbyggere have vel ogsaa tilfulde følt Ulemperne af en Tilstand, der truede deres Kyster med Ødeleggelser, og afskar den sedvanlige Tilførsel af udenlandske Nødvendighedsartikler; thi vel heed det, at de Flamske og Engelske benyttede sig af Lejligheden til at fore sine Varer til Norge, men det var ikke et Øjebliks Verk at bringe Handelen til at gaa andre Veje, end den, som nu i mere end et Aarhundrede havde været den sedvanlige, og den nye Tilførsel kunde vel neppe erstatte den regelmæssige fra Tydskland, der med alle sine Ulemper for Norge dog nu engang var den, hvortil Indbyggerne havde vænnet sig. Paa Hansedagen i Lübeck ved Midfaste 1369, hvor Deputerede saavel fra de preussiske og liflandske, som fra de nederlandske Stæder samlede sig med de vendiske, var der allerede Tale om Fredsunderhandlinger med Norge, idet der bestemtes, at der fra Lübeck skulde sendes Gesandter til Norge med Fuldmagt til at bringe Sendebud derfra med tilbage under Lejde, for at underhandle med dem. Ligeledes vedtoges der et Møde med Kong Valdemar i Demmin til 15de April, medens Hertug Albrecht og Grev Henrik befuldmegtigede Stæderne til, naar Paasken var over, at meddele Gesandter fra Hertugen af Lüneburg og Saxen Lejde til at drage til Danmark og hente danske Raadsherrer med sig, ligeledes for Underhandlingers Skyld. Altsaa maa der idetmindste fra norsk Side været givet tilkjende, at man ønskede en Forlængelse af Stilstanden. Da Deputerede fra de vendiske Stæder, saasom Kulm, Elbing og Kampen den 3die Mai atter samlede sig i Wolgast, indfandt sig her en Gesandt fra Kong Haakon, der nævnes ikke hvilken, som modtog et Brev, hvorved det overlodes til ham selv, om han efter den gamle Aftale vilde afgive Møde i Øresund eller ved Hæren^[28]. Stilstanden var egentlig allerede udløben ved Paaske, den 1ste April, men uden at dog Fjendtlighederne endnu synes at have været fornyede. Kong Haakon valgte ingen af Delene, men besluttede i et Raadsmøde paa Baagahuus den 19de Mai, hvor Biskoperne af Oslo og Hamar, Hr. Jon Hafthorssøn og flere andre Riddere og Svene vare tilstede, at sende Gesandter lige til Tydskland. Formodentlig var dette dog skeet efter Overlæg med de tydske Sendebud, maaske netop den føromtalte Borgermester Hermann v. Osenbrügge. Til Gesandter valgte han den svenske Ridder Hr. Fjellar Piik, Excantsleren Provst Peter Erikssøn, Laurents Bjørnssøn, Høvedsmand paa Baagahuus, og Gaute Erikssøn, og meddelte dem den behørige Fuldmagt til at indgaa.Trygd og Stilstand paa hvilkensomhelst Tid de maatte bestemme; til Sikkerhed blev Fuldmagtsbrevet ogsaa beseglet af de øvrige tilstedeværende Herrer^[29]. Det lader dog ikke til at Gesandterne strax kom afsted, hvad der nu kan være kommet i Vejen, thi der tales intet om deres Nærværelse eller overhoved om Underhandlinger med Norge paa en Hansedag, der holdtes i Lübeck den 13de Juli. Men hvilke Hindringer der nu end kunne være indtraadte, maa de dog i Sommerens Løb være blevne fjernede, thi ej længe efter hiin Hansedag, den 3die August, blev Stilstanden afsluttet i Lübeck og Bekjendtgjørelsen derom udstedt saavel af Stædernes Befuldmegtigede, som af de føromtalte norske Gesandter, paa Fjellar Piik nær. Stilstanden blev indgaaet med alle Stæderne fra bemeldte Dag indtil næste Aars St. Hansdag, dog saaledes, at der imidlertid til førstkommende Pints skulde holdes et Møde paa Baagahuus mellem Kongen og hans Raad paa den ene Side, og Deputerede fra Stæderne paa den anden, for at slutte en endelig Fred; og kom endog saadan Fred da ej istand, saa skulde dog alle Borgere og Kjøbmænd i Stæderne med deres Tjenere nyde fuldkommen Fred i Norge et heelt Aar fra hiin St. Hansdag 1370 til den paafølgende; de skulde ogsaa i den Tid nyde alle de Friheder og Privilegier, der nogensinde havde været dem forundte af Kongen selv, hans Fader og hans Forfedre, ligesom ogsaa Kongen skulde erstatte Kjøbmændene de ved deres Bortflytning udestaaende Fordringer, hvilke Kongen eller hans Undergivne havde tilegnet sig. Dette var Betingelser, som vistnok maa kaldes haarde, men dog i sig selv ikke var anderledes end man maatte vente sig dem rinder de nærværende Omstændigheder. Ved Gesandternes Hjemkomst blev derfor ogsaa Stilstands-Overeenskomsten fuldstændigt ratificeret af Kong Haakon ved tvende Breve, som han den 5te September udstedte fra Bjorlande paa Hisingen, eet til sine Undersaatter i Almindelighed, og et andet særskilt til Drottseten, Hr. Sigurd Hafthorssøn og de øvrige Riddere, haandgangne Mænd og Ombudsmænd rundtom i Riget. Han bekjendtgjorde her, saavel at Stilstanden var sluttet til næste Aars Midtsommer, som at der skulde holdes et endeligt Fredsmøde paa Baagahuus til førstkommende Pints, ligesom han og paabød den betingede Trygd for de tydske Borgere og Kjøbmænd, der maatte besøge Norge, bekræftende midlertidigt deres Friheder og befalende Fehirder og andre Ombudsmænd at gjengive dem deres Gods, samt overhoved at paasee at deres Tab blev dem erstattet. Uheldigviis have vi ikke Stædernes Gjenbreve om denne Stilstand, hvoraf vi kunne see, om ikke ogsaa disse paatog sig nogen Erstatning. Dog skulde man formode at dette ej skete, siden vi ved de paafølgende Fredsunderhandlinger netop ville see Kongen nøjagtigt opregne de.forskjellige Erstatningskrav. Den almindelige Bekjendtgjørelse besegledes ogsaa af de tilstedeværende Raadsherrer, Biskop Hallvard i Oslo, Hr. Jon Hafthorssøn, Hr. Jon Thoraldessøn, Hr. Ulf Jonssøn, Provst Peter Erikssøn, Laurents Bjørnssøn, Befalingsmand paa Baagahuus, Lodin Eivindssøn paa Tunsberghuus, Gaute Erikssøn, Alf Haraldssøn, Kolbjørn Ketilssøn, Baard Eivindssøn, og Henrik Michelstorp^[30]. Ved den næst paafølgende Hansedag i Stralsund den 21de October kunde man saaledes bekjendtgjøre for alle de Kjøbmænd, der plejede at besøge Bergen, at de nu uhindret kunde fare paa denne Stad to Aar fra næste Mortensdag at regne. Det vil nemlig erindres, at det var aftalt, at om end ingen endelig Fred kom istand, skulde Stilstanden og det frie Handelssamkvæm dog vedvare eet Aar efter Stilstandens Udløb. Man tilskrev ligeledes Oldermændene i Bergen, at de skulde behandle Borgerne af Deventer, Ellburg og Zütphen ganske som deres egne Landsmænd, og vedtog at Lübeck og de preussiske Stæder af den indkomne Pundgjeld skulde bestride Omkostningerne ved de forrige Gesandters Reise til Norge og deres Ophold der som Fanger. Men desforuden blev der givet en Anordning for alle de tydske Kjøbmænd, der befandt sig i Bergen, hvori der alvorligt paalagdes dem at overholde Ro og Orden, og ikke overskride deres Privilegiers Grændser. Der gjentoges her, hvad der allerede tidligere var skrevet fra Hansedagen i Juni 1366, (see o. S. 775) om Ustyr, ulovlige Samlinger m. m., men med flere højst betimelige og nyttige Tillæg, saa at man dog kan see, at det nu var Stædernes alvorlige Vilje, at Kjøbmændene i Bergen skulde holde sig Landets Love og Kongens Forordninger efterrettelige, og ikke ved Ustyrlighed og Anmasselser give Anledning til nye Ubehageligheder. „Ingen“, heder det blandt andet, „maa besatte sig med at kjøbe Vrag eller skibbrudent Gods, heller ikke maa den ene Tydsker af den anden kjøbe Rug, Malt eller andet Gods til et ringere Beløb end for 100 Sh. engelsk. Ingen Kjøbmand, Skipper, Kjøbmandssven eller Skibsmand maa bære Vaaben, under Bod af 20 Sh. engelsk, med mindre han særdeles maatte behøve det, og da skal han bede om Tilladelse dertil af Kjøbmændenes Forstandere, som da ej ville negte ham den“. Det er kun et Spørsmaal, om denne Tilladelse blev meddeelt med behørig Forsigtighed^[31].

Ej længe efter, den 30te November, blev en virkelig Fred sluttet med Danmark, og som det synes efter meget kortvarige Underhandlinger, da der endnu paa Hansedagen den 21de October raadsloges om Forbundets Fornyelse og Krigens Fortsettelse til næste Aar, og hvorledes man i Danmark vilde „brende, røve, tage Skibe og gjøre Skade som man bedst kunde“. Men vi have rigtignok seet, at der ved Hansedagen den 11te Marts havde været Tale om en Sammenkomst med danske Gesandter, saavelsom om en anden med Kong Valdemar den 15de April, og herved kan meget have været udrettet. Fra dansk Side udstedtes Fredsbrevene af Rigsforstanderen Henning v. Putbusch og 24 Riddere og Raadsherrer, hvoraf de fleste vare Befalingsmænd paa kongelige Slotte. Disse havde, som det heder, med Kong Valdemars Vilje, Samtykke og Bud, og deres egen fri Vilje, samt med det menige Riges Raad dagthinget denne evige „Fred og Forligelse“. Da Brevene ere udstedte i Stralsund, maa man saaledes antage at de danske Herrer have begivet sig derhen. Ved denne Fredsslutning blev for det første det Frihedsbrev ordlydende bekræftet og gjentaget, som Kong Albrecht nys havde udstedt, og hvilket naturligviis var affattet ganske saaledes som Stæderne havde foreskrevet det. De heri indeholdte Friheder og Rettigheder ere deels de samme, som allerede forhen var Stæderne bevilgede, deels ogsaa flere nye og heel betydelige, navnlig at al Sild, der førtes til Søs gjennem Øresund, skulde være aldeles toldfri, og at der alene af Skibet skulde svares en ringe Afgift, ligesom overhoved Tolden ogsaa paa andre Artikler nedsattes betydeligt. Men den vigtigste og for Danmark mest ydmygende Indrømmelse var, at Stæderne til Erstatning for den Skade, de havde lidt i Aarene næst før denne Krig, skulde nyde de to Trediedele, og Kongen alene beholde een Trediedeel, af alle de Indtægter, der faldt i Skanør, Falsterbod, Malmø og Helsingborg i 16 Aar, og at de, for at de kunde nyde disse Indtægter i Fred, skulde i de samme Aar have de nysnævnte fire Stæder med tilliggende Hereder i Besiddelse; og til Sikkerhed igjen for, at Kongen vilde forsvare dem i denne Besiddelse, stilledes Vardbergshuus med alt hvad dertil hørte til deres Raadighed i de 16 Aar, hvorfor Befalingsmanden, Konrad Molteke, der selv var en af Underhandlerne, maatte give sin Forsikkring paa, at han, eller hans Søn efter ham, i al denne Tid skulde bolde det Stæderne til Hænde. Kong Valdemar skulde besegle disse Artikler med sit store Segl, saafremt han vilde blive ved sit Rige, og ikke overdrage dette til en anden Herre i Forening med de Biskoper, Riddere og Svene, som Stæderne vilde have dertil paa Danmarks Vegne. Vilde Kong Valdemar i sin Levetid sette en anden Herre til Riget, da skulde de Herrer, som udstedte Fredsbrevene, ikke tilstede det uden med Stædernes Samtykke, og denne Tronfølger skulde med sit store Segl og tilligemed de Biskoper, Riddere og Svene, som Stæderne vilde have, besegle dem deres Friheder. Paa samme Maade skulde der forholdes, naar Kongen døde^[32]. Mere ydmygende Betingelser kan man neppe tænke sig, og Nøden i Danmark maa sikkert have været stor, siden Rigsraadet bekvemmede sig til at gaa ind derpaa. Imidlertid var denne Fredsslutning endnu kun foreløbig, thi de tydske Underhandlere erklærede at de ikke kunde indgaa paa nogen særdeles Fred, førend de havde talt med de andre forbundne Herrer og deres respective Raad. Ligeledes manglede endnu Kong Valdemars Erklæring og Besegling. Herom blev der nu ogsaa handlet paa den næste Hansedag, der holdtes i Stralsund den 1ste Mai 1370^[33]. Man blev der enig om at besegle Fredsbrevet, og besluttede, formodentlig paa Grund af at Kong Valdemar nu var længere borte, at Stædernes Breve til Kongen først skulde dateres fra Michelsdag 1370, og da være tilstede i Stralsund for at leveres til Kongen, naar denne havde leveret sit Ratificationsbrev, beseglet med sit store Segl. Men dette hindrede dog ikke, at der allerede d. 24de Mai udvexledes foreløbige Fredsbreve^[34], aldeles af samme Indhold som de nys omtalte, med de forhen nævnte danske Raadsherrer, saavelsom Erkebiskopen af Lund og to andre Biskoper, der i det Øjemed atter havde begivet sig til Stralsund. Kun forandredes Tiden, hvori Stæderne skulde nyde de skaanske Indtægter og besidde de skaanske Slotte samt have Pant i Vardberg, til femten Aar, formodentlig fordi man regnede, at eet Aar af de sexten nu allerede paa det nærmeste var hengaaet. Udvexlingen af Ratificationsbrevene fandt vel ikke Sted til den bestemte Tid, men drog sig hen til langt ud i det følgende Aar; alligevel bleve Fredsbetingelserne allerede nu satte i Kraft, eller rettere de vare det allerede fra den første Overeenskomst i November 1369, saa at man kan regne, at Freden mellem Danmark og Stæderne nu endelig var gjenoprettet. Besynderligt nok er det, at man hører saa lidet til de forbundne Fyrster ved disse Underhandlinger, uagtet jo dog Stæderne havde forpligtet sig til, ikke at slutte nogen Separatfred, og Kong Albrecht desuden ifølge Forbundstractaten havde Fordringer paa Skaane, hvis Slotte og Hereder nu bleve stillede til Stædernes Disposition. Man maa næsten formode, at Hertug Albrecht har fundet det raadeligst, at give sit Samtykke til Separatfreden, siden der endog Pintsedag den 2den Juni blev oprettet en egen Overeenskomst mellem det danske Rigsraad og Staden Rostock^[35], hvorved det bestemtes, hvor vidt Rostockerne skulde kunne gaa i at understøtte deres retmæssige Herrer, Hertugerne af Mecklenburg, i Krigen mod Danmark, uden at det skulde ansees som et Fredsbrud. Hertugen havde vel indseet, at de vidtudstrakte Planer, som man havde lagt til Danmarks Erobring og Sønderlemmelse, ej kunde lade sig udføre, og fandt det vel ogsaa under Kong Valdemars fremrykkede Alder, og især nu, da det maaskee kunde være et Spørsmaal, hvorvidt han nogensinde kom tilbage til Landet, eller da han i alle Fald maatte tænke paa at bestemme sin Efterfølger, raadeligst at antage en fredeligere Holdning imod Danmark for at berede sin unge Sønnesøn, der tillige var Valdemars Dattersøn, Vej til Tronfølgen. Desuden var han vel formeget beskjeftiget med Feiden mod Brandenburg, til at kunne udrette synderligt paa andre Kanter. I det følgende Aar blev der virkelig sluttet Fred og Overeenskomst om Tronfølgen mellem Valdemar og Hertug Henrik^[36], og formodentlig var der allerede hemmeligt indledet Underhandlinger derom, da Stæderne indgik Freden. Men med Holsterne og de jydske Herrer vedvarede Fejdetilstanden endnu. Imidlertid nærmede Pintsen sig, da det berammede endelige Fredsmøde skulde holdes paa Baagahuus mellem den norske Konge og Raad samt Stædernes Befuldmegtigede. Begge Parter indfandt sig til den bestemte Tid, den 2den Juni^[37]. Med Kongen fulgte Biskoperne af Stavanger, Oslo og Hamar, saavelsom Titulærbiskopen af Linkøping, Broder Gottskalk, Agmund Drottsete, Erik Ketilssøn Marsk, Ridderne Jon Erngislssøn Hjerne, Narve Ingevaldssøn, Ulf Holmgeirssøn og Ulf Ionssøn^[38], Svenerne Haakon Jonssøn, Hermann af Owen, Gaute Erikssøn, Lodin Eivindssøn, Henrik Michelstorp, Kolbjørn Ketilssøn, Erlend Philipssøn af Losna, Otte Rømer og Gerhard Kind, altsaa en usedvanlig Mængde af Raadsherrer, blandt hvilke vi ved Siden af de Norske, der udgjorde det største Antal, ogsaa finde enkelte Svenske: et Tegn paa at Kongen førte denne Krig ikke i Egenskab af Norges Konge alene, eller ogsaa, at den Deel af Sverige, som han endnu havde i sin Besiddelse, nu næsten regnedes som eet med Norge. Paa Stædernes Vegne mødte for Lübeck, Stralsund, Hamburg, Bremen og de øvrige vendiske og liflandske Stæder de lübeckske Raadmænd Hermann af Osenbrügge og Gerhard af Attendorn, samt den stralsundske Burchard Plotze, for de preussiske Stæder Johan Volmesten af Elbing, for Kampen og de øvrige Stæder i Utrechts Diøcese tvende Scheppens af Kampen, Goswin Lodekinssøn og Eberhard Böze, for de zeelandske Stæder Hugo af Lockim, for Briell Simon Frederikssøn, for de hollandske Johan Coppensøn, for de frisiske Henrik af Heirden, for Zütphen og Ellburg Gerhard v. Brincke, for Stavern Arnold Henrikssøn, og for Deventer Johan Pawemund. Der blev nu holdt langvarige Debatter og vexlet vidløftige Indlæg, hvori enhver af Parterne udførligt fremsatte de Besværelser, han meente at kunne gjøre over den anden, og herved gik man endog saa langt tilbage i Tiden, som fra Forbundet mellem Kongen og Hansestæderne i 1361, hvilket Forbund, som vi vide, begge Parter gjensidigt beskyldte hinanden for at have misligholdt, idet Kong Haakon og hans Fader ikke efter Aftale indfandt sig ved Helsingborg, og Stæderne havde sluttet Separatstilstand med Kong Valdemar. Det vilde være altfor trættende, her at gjennemgaa den hele Skriftvexling, især da de paaankede Facta allerede i det foregaaende ere omhandlede. Det er tilstrækkeligt at anføre, at Stædernes Klageskrifter egentlig kun indgaves af de vendiske Stæder tilligemed Hamburg og Bremen, da det jo kun var dem, eder havde indgaaet hiint Forbund af 1361; disse Indlæg ere ogsaa rettede baade mod Kong Magnus og Kong Haakon, siden Forbundet sluttedes i begges Navn. Begge Parter gjorde Fordring paa Skadeserstatning. Navnlig verdsatte Kongen, som vi have seet, alle de Ødelæggelser, Stædernes Skibe i den sidste Krig og Stilstand havde anrettet paa Norges Kyster^[39]. Imidlertid kom det dog efter en Maaneds Underhandling til Fred eller rettere til en forlenget Stilstand. Det bestemtes, at Stilstanden og det uhindrede, fredelige Samkvem mellem Norge og Stæderne for det første skulde vedvare til næste Aars St. Hansdag, paa hvilken et nyt Fredsmøde som det nærværende ligeledes skulde holdes paa Baagahuus, og derefter skulde den under alle Omstændigheder vedvare i de fire paafølgende Aar^[40]. Saaledes sluttedes den egentlig paa fem Aar eller til Sommeren 1375, og Afgjørelsen af Erstatningsspørsmaalene m. m. henskødes til det næste Møde i 1371. Kun for Stæderne Rostock og Wismar blev der med Hensyn til deres undersaatlige Stilling til Hertug Albrecht indtaget en Clausul omtrent af samme Indhold, som vedtoges for Danmarks Vedkommende. I Ratificationsbrevet, som Kongen udstedte samme Dag, og som besegledes af de ovennævnte Raadsherrer, gjentog Kong Haakon udtrykkeligt Bekræftelsen af de Frihedsbreve, som tidligere havde været Stæderne forundte^[41]. Stædernes Ratificationsbreve bleve senere udstedte^[42]. Formodentlig have ogsaa enkelte hemmelige eller mundtlige Aftaler været gjorte, f. Ex. at Hr. Sigurd Hafthorssøn, der var kommen i et saa fjendtligt Forhold til Tydskerne i Bergen, at man maatte befrygte idelige Sammenstød paa ny, hvis han vedblev at være Hirdstjore der, skulde forflyttes; thi vi finde ham allerede Aaret efter som Sysselmand paa Raumarike, en Stilling, der ikke kan have været saa anseelig, som hiin^[43]. Men for Fredens Skyld var en saadan Forflyttelse vistnok nødvendig.

Saaledes var da omsider denne langvarige og for Norge ødelæggende Krig tilendebragt, thi vi ville i det følgende see, at Freden nu virkelig kom til at vedvare. I Sammenligning med de Betingelser, som Danmark maatte underkaste sig, kan man vistnok sige at Norge slap vel derfra; det blev dog ikke sønderlemmet, behøvede ikke at afstaa den mindste Plet til de overmodige Handelsmænd. Men Hovedvilkaaret var dog ydmygende nok. Thi det Handels-Aag, som Landet havde søgt at afkaste, maatte det atter tage paa sig, og takke dertil, og man kan lettelig begribe, at om Tydskerne forhen havde været overmodige og tøjleløse i Norge, maatte deres Overmodighed og Tøjleløshed nu ikke kjende nogen Grændser, trods ethvert nok saa strengt Advarselsbrev fra Stæderne; thi de triumferede nu som Sejrherrer, og det var lagt for Dagen, at Norges Folk idetmindste ikke for Øieblikket besad Kraft og Sammenhold nok til varigt at holde dem Stangen. Det var ogsaa en uheldig Omstændighed, at Kongen havde Krigen med Sverige at føre, og den sønlige Pligt, Faderens Befrielse, at opfylde. For dette Øjemed maatte, især efter de Tiders Begreber, alle andre Hensyn settes til Side. Han maatte, koste hvad koste vilde, skaffe sig frie Hænder til at fortsette Krigen mod Mecklenburgerne i Sverige med størst mulige Eftertryk. Danmarks Ydmygelse maatte betage ham alt Haab om at kunne faa nogen Understøttelse derfra, og han maatte derfor endog prise sig lykkelig ved at faa Stædernes farlige Kaperkrig tilendebragt uden større Indrømmelser, end dem, hvori han nu samtykkede. Men at han ikke havde opgivet alt Haab om at faa Overhaand igjen, og om atter at kunne indskrænke Hanseaternes Velde i Landet, kan man allerede slutte deraf, at han ikke indgik en bestandig Fred. Thi intet havde vel været Stæderne kjærere, end om en saadan strax var bleven indgaaet og en efter al Sandsynlighed uforholdsmessig stor Erstatning tilstaaet dem, medens de havde Overmagten. Men det maa have været Kongen og hans Raadgivere, som foretrak at henskyde den endelige Afgjørelse i Fremtiden, i Haab om bedre Tider og gunstigere Forhold.

1. Om Valdemars Reise til og Ophold i Tydskland, see fornemmelig Grams „Forbedringer“ S. 168–179. Vi opholde os ikke synderligt derved, da hans Foretagender i Tydskland ere Norges Historie aldeles uvedkommende. Det er allerede ovenfor nævnt, at Detmar (og efter ham Corner) sandsynligviis forvexler hans tidligere Reise til Tydskland 1363 med denne. En enkelt Annalist vil vide, at Kongen reiste bort af Frygt for at blive forgivet. At han vistnok blev overrasket, og neppe ventede en saa farlig Krig saa snart, synes man at kunne slutte deraf, at han om Sommeren 1367 havde affattet en heel Deel tydske Krigsfolk, som han havde hast i sin Tjeneste fra det foregaaende Aars Michelsdag. Gram, l. c. 166, Suhm, XIII. 591. Dersom det er sandt, hvad der almindeligviis fortælles, at Kong Valdemar ved Modtagelsen af Stædernes 77 Fejdebreve skulde have svaret med de haanlige Ord: „Seven unde seventy Hensen“ o. s. v. da maa det i alle Fald været skeet førend han erfarede at Jyderne og de holstenske og mecklenburgske Fyrster vare med i Forbundet. Vistnok henføres dette Svar af Annalisten (Scr. r. D. III. til Krigen i 1361, men dertil passer det ej, thi det var ikke da, at alle de 77 eller rettere 80 Stæder forbandt sig imod ham. Dagen for hans Afreise angives at være Skjerthorsdag den 6te April.
2. Denne Concept findes i det lübeckske Archiv, ej i Brevform, og heller ikke dateret, saaat man ej med Vished kan vide, om et Brev af dette Indhold virkelig er sendt. Men Hovedsagen er her, at et Brev af saadant Indhold blev sendt. Af Begyndelsen skulde det synes som om det blev skrevet St. Valdborgs Aften, og at Skrivelsen, der beordrede dem at rømme Bergen inden St. Valdborgs Dag, heller ikke var kommen for. Men dette maa være en Unøjagtighed eller Dunkelhed i Udtryksmaaden. Thi af Brevets Indhold seer man tydeligt, at det er skrevet efterat allerede Rømningen havde fundet Sted, og sandsynligviis endog ved Marstrand. Ogsaa de islandske Annaler omtaler Tydskernes Rømning af Bergen med de Ord: „Tydskerne i Landflygtighed fra Bergen for Kong Haakon“. Men Aaret angives forskjelligt i de forskjellige Haandskrifter; Flatøannalerne, der som oftest fejle, have 1370, Lagmands- og Skaalholts-Annalerne 1369, og nogle Papiirshaandskrifter, der dog som oftest have Aarstallene rigtigt, og som slutte sig til Ann. regii, hvor disse høre op, 1368. (Udg. S. 320).)
3. Kongens Indlæg af 1370, Lappenbergs Sartorius II. 691.
4. Isl. Annaler (Udg. S. 316); Kongens Indlæg af 1370, Lappenbergs Sartorius II. S. 697, 698. Annalerne have urigtigt Aaret 1367 istedetfor 1368, forøvrigt stemme de paa det nøjagtigste med Kongens Angivelse. I denne findes ogsaa Skaden, som anrettedes ved Herjningen, beregnet i Penge. Ødeleggelsen paa Agder anslog Kongen til en Skade af 12000 Mk brendt; den i og ved Marstrand til over 10000 Mrk. br., den ved Baagahuus til 8000 Mkr. br., og den i Ljodhuus samt mellem Ljodhuus og Baagahuus til 16000 Mkr. br. Den hele Skade var saaledes 46000 Mkr. br. eller 30666 £ St., hvilket svarer til det tidobbelte nuomstunder eller over 300000 £ St., 1,350000 Spdlr.
5. Detmar, S. 292, hvor Aaret dog urigtigt er angivet til 1369, de islandske Annaler for 1368 (Udg. S. 318) Corner, S. nu, jvfr. Hansedags-Recessen af 24de Juni 1368, Lappenbergs Sartorius II. 622, 623. Jvfr. Suhm XIII. Det er allerede forhen (S. 521) viist, at Huitfeldt og flere med ham urigtigt henføre Kjøbenhavns Indtagelse og Plyndring til 1362, eller rettere lader den skee to Gange.
6. Lappenbergs Sartorius II. S. 649–652.
7. Huitfeldt, S. 543. jvfr. Suhm XIII. 625. Jevnfør Lappenbergs Sartorius II. 665.
8. Helsingborgs Belejring omtales i de islandske Annaler. At det endnu ikke var indtaget i Juli 1369, sees af Recessen af 13de Juli 1369, Lappenbergs Sartorius li. 662, Om Albrechts Tog til Halland tales der lejlighedsviis i de isl. Annaler (S. 318); der fortælles om den føromtalte Islending Thorstein Eyjulfssøn, at han paa en Reise til Kongen (der staar Kong Magnus, men det maa være Haakon, som menes) blev fangen af Tydskerne i Norge, og ført til Lübeck, hvor han blev holdt i det strengeste Fængsel til Olafsvake (29de Juli): derpaa blev han frigiven, men l Skaane atter fangen af Hertug Henrik (af Mecklenburg) og bragt til Lund: dog frigav Kong Albrecht ham og lod ham undlode nær ved Vardbergshuus i Halland. Heraf seer man, at Albrecht laa udenfor dette i August Maaned. Men at han ej fik det indtaget, sees deraf, at endnu ved Underhandlingerne i 1369 og 1370 omtales en dansk Høvding her, saavelsom paa Lagaholm og Bresteen (ved Øre-Sø og Visk-Aa, strax hiinsides Hallands Grændse mod Kinds Hered i Vestergøtland); ligeledes seer man, at Hertug Erik den yngre af Saxen 1376 overgav til Dronning Margrete Opensteen og Falkenberg, samt Lagaholm, hvilket sidste han maa have tilbyttet sig (Scheidt, vom deutschen Adel, S. 368.) Rigtignok nævnes i 1370 ingen Befalingsmand paa Helsingborg, saaat man deraf maaskee skulde slutte, at dette Slot dog tilsidst var erobret.
9. Brevet er i det foregaaende omtalt S. 766; Kongen bevilgede her, at man istedetfor et Skib, hvis Kjøl var 20 Alen langs Græsset som for „medens der var Folk nok“, nu maatte lade sig bygge et med 16 eller 17 Alen lang Kjøl. Dipl. N. II. 385.
10. Lappenbergs Sartorius II. S. 625, 627, 629, jvfr, S. 696.
11. Kong Albrechts Bekræftelse af Lübeck, Rostock, Stralsund og Wismars Rettigheder i Skaane er dateret Falsterbod 29de Septbr. 1368, og af samme Dag og Sted er hans Faders og Brødres Erklæring, at ogsaa Greifswalde skulde nyde de samme Fordele. Suhm, XIII. 626.
12. Det første Brev, hvori vi finde Hr. Agmund nævnt som Drottsete, er i et O Brev udstedt i Bergen den 28de Juli 1366 af Biskop Alf i Grenland, der her skriftlig meddeler et Vidnesbyrd, som han, sandsynligviis umiddelbart forud, havde besvoret for Erkebiskopen, Biskop Gisbrikt og Hr. Agmund Drottsete l Norge. (Munkelivsbogen S. 12.)
13. I de endnu tilstedeværende Kongebreve, som Hr. Agmund har beseglet som Drottsete under Kong Haakon, findes der ingen bestemte Spor til at han ogsaa har forvaltet Kongeseglet, end mindre at han har udstedt Breve i Kongens Navn. See f. Ex. Dipl. Norv. II. 410, 412. Ja man har jo endog et Kongebrev beseglet af Vinalde den 23de Septbr. 1366 (Dipl. N. II. 388), kun et Par Maaneder efterat Hr. Agmund nævnes som Drottsete. Det er dog muligt, at denne i en kort Tid før sin Fratredelse i 1370 havde Seglet, see nedenfor.
14. Da Kongen f. Ex. bekjendtgjorde Stilstanden i 1369, henvendte han den ene Bekjendtgjørelse derom, der nærmest var bestemt for Raadet og hans Ombudsmænd m. fl., først til Erkebiskoperne og Biskoperne, dernæst til Hr. Agmund Finnssøn Drottsete og Hr. Sigurd Hafthorssøn, samt efter dem til de øvrige Riddere, Sysselmænd, Fehirder, Ombudsmænd og øvrige Undersaatter. Her nævnes saaledes kun Hr. Agmund og Hr.Sigurd udtrykkeligt; ikke engang Hr. Jon Hafthorssøn bliver særskilt nævnt. Dette tyder unegteligt paa at Sigurd indtog en overordnet Stilling næstefter Agmund.
15. Det første Brev, hvori vi have fundet ham under denne Titel, er fra April 136l, Dipl. N. V. 264. Om Reidar Darres Drab fortælle de isl. Annaler (1) Udg. S. 320 At Reidar Darre, Fader til Jon Reidarssøn Darre, er den samme Reidar Jonsøn, der 1358 nævnes som Fehirde i Nidaroos, (Dipl. N. V. 226) fan der ej være nogen Tvivl om, især da vi ogsaa see ham i Aaret 1362 udøve en overordnet Myndighed paa de Kanter, (Isl. Annaler S. 304), jevnf. nedenfor).
16. Dipl. N. II. 402.
17. Han nævnes som Høvedsmand paa Baagahuus ved Stilstandsunderhandlingerne i Mai 1368, og siden som Høvedsmand paa Axevall, see nedenfor.
18. Dipl. N. II. 373. V. 489. II. 417.
19. Dipl. N. I. 412, jevnfør nedenfor.
20. Dipl. II. 417.
21. Lappenbergs Sartorius S. 629–633. Af den Bestemmelse, der vedtoges om at opsnappe de Penge, Kong Valdemar lod sig tilsende, sees det, at han saaledes ved nye Pengeforsendelser hjemmefra søgte at raade Bod paa det Tab, han nys havde lidt i Brandenburg.
22. Dipl. N. V. 259.
23. Selbjørn (Salbirne), kaldes nu sedvanligviis Selbøen, og Indsejlingen til Bjørne- og Korsfjorden mellem den og Bømlen kaldes Selbøfjorden.
24. Sole nævnes ikke udtrykkeligt, men det staar at det var det samme Herred (contracta), hvortil Bønderne Simon af „Lerlende“ (Letlende? Litleland?) og Jon af Rott hørte.
25. See Kongens Indlæg af 1370, Lappenbergs Sartorius II. 696–698. Ogsaa her beregnes Skaden overalt i Penge. Ødeleggelserne ved Karmsund, Agvaldsnes, Selbø og langs Bergensleeden anslaaes til 2000 Mk. brendt, de paa Jederen. i Sognedal og Ryfylke til 1000 Mk. brendt, Skaden i Sole Hered, som ovenfor anført, til 600 Mk. brendt. Ligeledes nævnes enkelte Privatpersoner, der lede Overlast. Kongens Tjener Jon Nodze fik fine Ejendomme ødelagte, og Skaden ansloges til over 200 Mkr. brendt, ligeledes tog man hans Huus ved Karmsund til en Verdi af 40 Mk. brendt. Gudleik Haraldssøn i Ryfylke mistede Gods til 40 Mks. Verdi, foruden Skoven, Nikolas Olafssøn leed et Tab af over 40 Mk. brendt. De to Bønder, der bleve bortførte og hemmeligt dræbte, var de ovennævnte, Simon af Lerlende og Jon af Rott.
26. See Lappenbergs Sartorius II. S. 661.
27. Der tales i denne Tid om en Fejde mellem Albrecht af Mecklenburg og de forpommerske Hertuger Wartislav og Bugislav, (Detmar, ved 1368, S. 291,) ligeledes om et Angreb paa Mecklenburg af Hertug Magnus af Braunschweig, hvis Datter i 1369 var bleven gift med Hertug Erik den yngre af Saxen, (dennes Fader, den ofte omtalte Hertug Erik, Kong Valdemars stadige Forbundsfælle, var da just død i Kalundborg). (Detmar, sammesteds). Henrik af Mecklenburg, Albrechts Søn, klagede til Hansedagen i Stralsund, October 1369, over at Lüneburgerne i Hertug Eriks Lejr og Territorium, endogsaa i og udenfor Ratzeburg, brendte og plyndrede saavel hans, som Grev Henriks Landskaber (Lappenbergs Sartorius II. 664). I 1369 gjorde ogsaa Markgrev Otto af Brandenburg et Angreb paa Mecklenburg.
28. Sammesteds, S. 660, 661.
29. Brevet er aftrykt efter Originalen i det lübeckske Archiv hos Lappenb. S. 670.
30. Ogsaa disse Breve ere efter Originalerne aftrykte hos Lappenberg S. 672, 673.
31. Lappenbergs Sartorius II. S. 666–678.
32. Suhm, XIII. 857.
33. Lappenbergs Sartorius II. 675–677.
34. Sammesteds, S. 678–684.
35. Sammesteds, S. 702.
36. Suhm. XIII. 690.
37. At Kongen og Raadet da indfandt sig, eller idetmindste ikke stort senere, kan skjønnes deraf at de vidtløftige Forhandlinger vare tilendebragte inden den 1ste Juli.
38. Denne Ulf Jonssøn, allerede nu Ridder, var Jon Hafthorssøns Søn og Stamfader til den svenske Ætt, der siden kaldtes Roos til Ervalla. Han maa ej forvexles med den anden Ulf Jonssøn, af den svenske Ætt Blaa, der ogsaa var Kong Haakons Tilhænger, og Rigsraad, men endnu ej Ridder.
39. Lappenbergs Sartorius II. S. 684–699.
40. Stædernes Fredsbrev er aftrykt hos Lappenberg, S. 699–701. At der til det følgende Aars St. Hansdag skulde holdes et nyt Fredsmøde menes ikke i de forhaandenværende Fredsdocumenter med udtrykkelige Ord, men det ligger allerede deri, at Stilstanden siges først at være sluttet til næste St. Hans, og siden paa fire Aar derefter, thi ellers kunde man ligesaa godt strax have sagt indtil St. Hans 1375; det var, som vi allerede have seet flere Exempler paa, ved Dagthingninger i den Tid Sedvane, først at fastsette Dagen til den næste Sammenkomst, og derpaa en vis Tid efter denne, i hvilken Stilstanden skulde vare, selv om ingen Fred kom istand, faa at man omvendt fra den blotte Omstændighed at en saadan foreløbig Termin angives, kan slutte at denne Termin var bestemt til en ny Fredscongres, om endog dette ikke er udtrykkeligt angivet. I nærværende Tilfelde have vi dog endnu et Par Data at støtte os til: thi for det første staar der i Stædernes Fredsbrev, hvor hiin foreløbige Termin, førstkommende St. Hansdag, nævnes, umiddelbart derefter: „saaledes som man ellers (eller „særskilt“) er kommen overeens om (quemadmodum alias fuit placitatum), hvilket viser at der har været oprettet et eget, nu tabt, Document om den Sag, hvor Sammenkomsten maa have været berammet; for det andet seer man af de to lübeckske Raadmænds Skrivelse, der er optagen hos Lappenberg S. 705, men, som vi nedenfor skulle vise, der urigtigt er henført til 1370 istedetfor til 1371, at Kongen og hans Raad netop i dette Aar ventede paa Stædernes Gesandter til det Møde hvortil de St. Hansdag skulde have indfundet sig paa Baagahuus. Dog kan man maaskee slutte af de Forhandlinger paa Hansedagen i Stralsund i Mai og Juni 1371, som Suhm omtaler XIII. 684, at idetmindste Stæderne ikke ansaa Samlingsstedet som aldeles sikkert aftalt og at de halv om halv ventede Kongen ned til sig.
41. Lappenbergs Sartorius II. 703, 704.
42. Greifswaldes Ratification er saaledes dateret 30te September 1370, Dipl. N. III. 368. Sandsynligviis ere de øvrige af samme Datum, og indleverede paa samme Tid som det var bestemt at Fredsbrevene til Danmark skulde indleveres, nemlig St. Michels Dag, s, ovenf.
43. Den 19de Juni finde vi Hr. Sigurd med to kongelige Hirdmænd og begge Lagmændene for Oslo og Hamar paa Eidsvold, altsaa paa Eidsiva Thing, Dipl. N. II. 418, udstedende Vidisse af en kongelig Forordning: det er altsaa tydeligt, at han her optræder som Sysselmand. Den 6te Juli sees han at selge Jordegods paa Raumarike, Dipl. N. III. 372.