Det norske Folks Historie/7/65

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1862 (II-1, s. 768-789).

Kong Magnus’s Tilfangetagelse maatte vistnok være et haardt Stød for alle hans Venner og en stor Vinding for det mecklenburgske Parti, men det er alligevel tydeligt at see, at hverken Kong Haakon eller hans øvrige Tilhængere derfor tabte Modet. De havde endnu faste Stillinger og Slottene i den mellemste og vestlige Deel af Landet, og Nordmændene vaklede ikke i deres Troskab. Kong Haakon synes efter Slaget at have begivet sig lige til Norge^[1], deels for at gjøre Anstalter til nye Udrustninger, deels vel ogsaa for at overtage Bestyrelsen over de Landskaber, som hørte til hans Faders Deel. Heri maatte det nu være ham til stor Hinder, at Baagahuus stod under Kong Valdemars eller Hertug Eriks Forføjning. Det var saa langt fra, at Befalingsmanden, Gottskalk Skarpenberg, rettede sig efter Kongens Bud, at han endog tillod sig at øve Voldsomheder mod Indbyggerne og Kongens Ejendomme i Nærheden. Men Gottskalk maa ogsaa have været en mere end almindeligt voldsom og uregjerlig Mand, ret en egte tydsk Røverridder, thi endog de islandske Annaler vide at fortælle om hans Røverier i Norge. Blandt andre plyndrede han flere Islendinger^[2]. Kong Magnus’s Nærværelse i Norge om Høsten 1365 og sandsynligviis den paafølgende Vinter har maaskee bidraget til at rette paa Sagen.

Af den Omstændighed, at der siden denne Tid og under hele Magnus’s Fangenskab ogsaa i Tunsbergs Fehirdsle dateredes efter Haakons Regjeringsaar, og ikke efter Magnus’s, kan man slutte, at denne formeligt maa have overdraget Regjeringen derover til Haakon for den Tid, Fangenskabet maatte vare, og vi ville paa sit Sted see, hvorledes der i 1366 ogsaa blev udsendt nye Hirdstjorer til Island i Kong Haakons Navn, og Indbyggerne tagne i Troskabseed til ham^[3]. Kong Magnus har formodentlig allerede selv indledet den Transaction, som vi nedenfor komme til at omtale nærmere, hvorved Kong Valdemar eller Hertug Erik tilbagegav Baagahuus mod at faa Vardberg i Stedet, thi om Sommeren 1366 finde vi Vardberg i Valdemars Besiddelse, og Hr. Narve Ingevaldssøn som Befalingsmand paa Baagahuus, medens man ikke hører mere til Gottskalk Skarpenberg førend vi i Begyndelsen af 1368 finde ham blandt de Herremænd i Jylland, der da forbandt sig med Hertug Albrecht og de holstenske Grever imod Kong Valdemar. Den Tillid, som Kongerne herved viiste Hr. Narve, fortjente han vistnok fuldkommen formedelst sit tappre Forsvar af Aabo Slot. Det er tydeligt nok, at han ej har opgivet dette uden dreven af den yderste Nød, og paa de hederligste Vilkaar. Idetmindste seer man, at han selv ikke kom i Fangenskab, og saaledes formodentlig maa have betinget sig fri Afmarsch med Besetningen^[4].

At Kong Haakon under disse Omstændigheder henvendte sig til sin Svigerfader Kong Valdemar om Bistand, var naturligt. Men Valdemars Holdning ligeoverfor de krigførende Parter havde siden hans Hjemkomst været mildest talt tvetydig. Den 1ste Februar gav han Hertug Albrecht Lejdebrev til Jylland med et stort Følge^[5]; der synes altsaa at være plejet Underhandlinger imellem dem, hvad de nu kunde dreje sig om; ligeledes lod han ivrigt underhandle med Hansestæderne^[6] om en blivende Fred. Det er forresten ikke saa besynderligt, om han nu frygtede en ny Krig med Hansestæderne, og ønskede at forebygge den Standsning i alle Handelsforhold, der vilde opstaa af en Fejde med dem. Men i Begyndelsen af Sommeren 1365 begav Kong Haakon sig selv til Danmark. Der nævnes.vel intet om hans Hensigt med denne Reise, og vi faa alene bestemt Underretning derom af et Brev, som han den 8de Juni lod udgaa fra Aalborg til Abbederne i Munkelivs og Lyse Klostre, og hvorom vi i det følgende komme til at handle nærmere^[7]; men at hans Øjemed har været at opsøge Valdemar for personligt at overtale ham til at rette lig en hjelpsom Haand, og at dette er lykkets ham, derom kunne vi saameget mindre tvivle, som bi strax efter see Valdemar alvorligt betænkt paa at staa ham bi baade med diplomatiske Kunstgreb og med Vaabenmagt. Rigtignok seer det ogsaa ud til, at Valdemar har benyttet Lejligheden til at iagttage sin egen Fordeel og aftvinge Haakon Løftet om nye Gebets-Aftrædelser. Først og fremst erfarer man, at det lykkedes Valdemar at sikkre sig Fred med de holstenske Grever, eller snarere endog deres hemmelige Bistand i den forestaaende Fejde. Den 7de Juli sluttedes der et Forliig mellem ham og Greverne Henrik og Nikolas, hvorved der bestemtes, at der skulde være fast og evigt Venskab mellem dem, og blandt andre Punkter ogsaa dette blev vedtaget, „at hvis Greverne eller deres Mænd vilde hjelpe Kongen af Sverige eller Norge udenfor Danmarks Rige og Holsten, da skulde dette staa dem frit, og dermed skulde dette Forliig ikke være brudt“; iligemaade, „at hvis Greverne eller deres Mænd kunde faa Vardbergshuus i sin Vold, da skulde de strax uden Argelist overgive det, saasnart de dertil opfordredes“. Thi under Benævnelsen „Kongen af Sverige eller Norge“ kan her ikke forstaaes nogen anden, end Magnus og Haakon^[8]. Meningen er aabenbart den, at Grev Henrik skulde deeltage i Striden, paa den Betingelse at Vardberghuus skulde overlades ham til Sikkerhed for hans Omkostninger. Men hvorledes Valdemar har baaret sig ad med at vinde Grev Henrik for sig, eller idetmindste skille ham fra Forbundet med Mecklenburgerne, oplyses ikke. Der maa noget være forefaldt mellem ham og disse, der vakte hans Misnøje. Maaskee følte han sig brøstholden med den ham givne Panterettighed i Øen Gotland, som han neppe nogensinde fik i sin Besiddelse. Maaskee at Mecklenburgerne endog under et eller andet Paaskud havde taget Anledning til at besette Kalmar, – thi det er temmelig vist, at de Aaret efter havde det inde^[9] – og at Valdemar underhaanden har tilbudt sig at skaffe ham det tilbage, hvis det ved forenede Kræfter lykkedes ham at erobre det, men at han imidlertid tilsagde ham Vardberg til Sikkerhed. Vi ere her saa meget mere paa det uvisse, som de senere sig udviklende Forhold gjorde, at en Aftale som denne, om den end var truffen, ej kunde komme til Udførelse.

Kort efter kom ogsaa Freden mellem Valdemar og Hansestæderne istand. Stædernes Borgermestre og Raadmænd bekjendtgjorde dette allerede den 30te September. Valdemar gav sin Erklæring derom paa Nykjøbings Slot den 22de November^[10]. Ved denne Lejlighed var ogsaa Titulærbiskopen af Linkøping Broder Gottskalk Falkdal tilstede. At han i denne Tid opholdt sig i Danmark som befuldmægtiget Agent for Kong Magnus og Haakon, og for nærmere at aftale Planen for det.kommende Felttog med Valdemar, kan der ej være Tvivl om. Han var selv paa det højeste interesseret i, at denne Sag fik Fremme, thi alene derved kunde han gjøre sig Haab om at komme i Besiddelse af den Biskopsstol, hvortil Paven havde udnævnt ham^[11]. Kong Haakon selv synes ogsaa i længere Tid at være forbleven i Danmark, hvorfra han endog i sit, sin Hustrus og sin Faders Navn sendte Ansøgninger til Paven om Begunstigelser for flere danske Geistlige og Adelsmænd, blandt dem Stig Anderssøn, Nikolas Lembeke, Benedikt Anefeld, og Nikolas Erikssøn, allesammen henhørende til det Parti af jydske Herremænd, der baade for havde reist sig, og tre Aar senere reiste sig fjendtlig mod Kong Valdemar, men som stod i den venskabeligste Forbindelse med de holstenske Grever^[12]. Man maa saaledes formode, at han har gjort alt hvad der stod i hans Magt for at vinde disse og hans Tilhængeres Velvilje. Naar han kom tilbage til Norge, vides ikke, kun seer man, at det maa have været før October Maaneds Begyndelse, thi da og hen i November^[13] synes han at have været i Bergen, formodentlig deels for at paadrive Krigsrustningerne, deels ogsaa for at holde Styr paa de derværende tydske Handelsmænd, der i denne Tid paa Grund af det spendte Forhold mellem Kongen og Hansestæderne lade til at have opført sig yderst uforskammet og øvet megen Vold, uden at endog Hr. Sigurd Hafthorssøn, der i Begyndelsen af dette eller i Løbet af det foregaaende Aar var bleven Befalingsmand der, kunde faa Bugt med dem. Kongen klagede siden over, at da han sidst var i Bergen – det synes netop at have været denne Gang – gik Kjøbmændene med Vaaben, hvilket var forbudet i Byerne, og der bleve Folk dræbte om Natten, uden at man kunde faa Drabsmændene opspurte. Ligeledes klagede han over, at Kjøbmændene, som meente at have Fordring paa Skadeserstatning hos Hr. Sigurd Hafthorssøn, havde i en bevæbnet Trop steget over Muren paa Kongsgaarden, stormet ind til Hr. Sigurd selv, og tvunget ham til at indgaa paa alt, hvad de fordrede, uagtet han tilbød sig at svare dem Lov og Ret; at de Dagen efter med Vold havde slæbt en af hans Tjenere ud af et Kloster, og halshugget ham, samt derpaa ved Trusel om at opbrænde baade Biskopsgaarden og den hele By tvunget Biskopen til at give dem Absolution, og Raadmændene til at felde saadan Dom over hiin Voldsgjerning, som de foreskrev^[14]. Kongens Indskriden var neppe uden Virkning, skjønt det er tydeligt at see, at han skiltes fra dem med megen Uvilje, og at han udtrykkeligt vægrede sig ved at fornye deres Privilegier, som han i 1361 kun midlertidigt havde bekræftet^[15].

Der var, fra denne Tid, kan man sige, erklæret Krig mellem de kongelige Befalingsmænd og Hansestædernes Skibe, hvor de viiste sig, og disse bleve nu opbragte eller plyndrede paa mange Steder ved Kysten. At Gottskalk Skarpenberg, medens han endnu havde Baagahuus inde, plyndrede et stralsundsk Skib i Kalvsund, og tog der 14 Lester Sild, kan maaskee ikke egentlig regnes som Norge vedkommende. Men samme Aar opbragte den norske Konges Vasaller, der siges ikke hvilke, et andet tydsk Skib ved „Sudrviderholm“. Om Vintren, i Begyndelsen af 1366, tog Hr. Peter Porse tilligemed Axel Ketilssøn i Skardeholm ved Refsund et tydsk Skib; om Sommeren, den 24de Juli 1366, tog Hr. Narve tilligemed Hr. Peter Fletning og Axel Ketilssøn i Marstrands Havn en Skibsladning med Meel og Malt, der tilhørte tre lybske Borgere, der med denne agtede sig fra Aalborg til Bergen. Dagen efter tog Hr. Narve sammesteds en anden Skibsladning. I de følgende Aar tales der om yderligere Kaperier, hvori Kongen selv, og Hr. Agmund Finnssøn deeltog^[16]. Det er aabenbart, at Hanseaternes Stilling i Bergen var meget mislig. Allerede ved Hansedagen i Stralsund den 27de Marts 1365 blev der paa Rostockernes Vegne skrevet til Hr. Sigurd Hafthorssøn og de tydske Oldermænd i Bergen, rimeligviis for at faa Uenigheden bilagt. Paa Hansedagen i Lübeck den 24de Juni 1366 blev der skrevet nye Breve til Hr. Sigurd Hafthorssøn om at erstatte den Skade, han havde tilføjet flere af Kjøbmændene, (i Mellemtiden havde formodentlig de ovenomtalte Voldsomheder fundet Sted), saavelsom til Oldermændene i Bergen, om at hindre at nogen kjøbslog eller har Omgang med ham eller hans, førend han havde givet den forlangte Erstatning. Dog skrev man samtidigt ogsaa et andet Brev til Oldermændene og Kjøbmændene, hvori det tilkjendegaves dem, at der indløb idelige Klager over den Ustyr, de begik i Staden, og at de derfor nu til Kjøbmandens egen Nytte og Fremme havde forordnet visse Bestemmelser, der skulde gjelde i tre Aar; deriblandt forekomme disse Bud, at Alle og Enhver skulde vogte sig for slig Ustyr, at hvo som forbrød sig i saa Henseende, skulde bøde efter Landsloven; skete der Manddrab, skulde Oldermændene og de dertil beskikkede Kjøbmænd tinge Manddraberen Fred under 100 Sh. Engelsk, og bestemme en Dag til mindeligt Forliig, eller hvis dette ej kom istand lade Retten have sin Gang; blev der da fastsat en Pengebod, skulde de to Trediedele tilfalde Byen og den tredie Oldermændene til Kjøbmændenes Behov; holdt Nogen Samlinger eller gjorde Stemplinger, hvorved Kjøbmændene kunde komme i Fortred, da skulde det straffes saaledes, at man huskede det til en anden Gang, og ingen Skipper maatte bringe en saadan Forbryder bort^[17]. Saaledes lader det dog til, at der nu var paakommet Stæderne nogen Skrek, og at de fandt det raadeligst at tage Rev i Sejlene. Det følgende Aar, ligeledes paa en Hansedag i Lübeck den 24de Juni (1367) da man forøvrigt særskilt tilskrev Kong Haakon, Olaf, Biskoperne Botulf og Gisbrikt, Hr. Agmund Finnssøn og Hafthorssønnerne om at skaffe Erstatning for de begangne Kaperier, fandt man det ogsaa nødvendigt at lade en ny Advarsel udgaa til Oldermændene og Kjøbmændene i Bergen. Her forekomme disse merkelige Udtryk, som tilfulde betegne Udstrækningen af den Insolens, disse Kjøbmænd viiste mod Nordmændene. „Vi beder Eder alvorligt“, heder det, at I bolde Fred og Enighed med Nordmændene, og ikke ansee dem for altfor eenfoldige og ynkelige (nimis simplices aut exiles). Da vi desuden vide, at der blandt Eder findes flere letsindige og lostungede Mennesker, bede og befale vi Eder at hol.de slige Folk i T’øjle, saa at de ikke fremføre ærekrænkende eller usømmelige Ord mod Fyrster, Herrer, eller andre gode Mænd, hvoraf Fortred kunde opstaa. Vover nogen det, og der klages derover til os, ville vi straffe ham saa exemplarisk, at andre tage sig vare. Men søger forresten hos Kongen og hans Mænd paa bedst mulig Viis at udvirke, at de omtalte Skibe og Ejendele tilbagegives, og melder os hvorledes det gaar Eder“^[18]. Den gjensidige Forbittrelse var dog nu allerede for sterk til at disse velmeente Advarsler kunde hjelpe.

Imidlertid var Kong Albrecht (i Juli, August eller September 1365) kommen tilbage til Sverige^[19] efterat have underkastet sig Aabo Slot og dermed formodentlig hele Finnland. I den følgende Deel af Aaret synes det at have været temmelig stille. Muligt at der endnu, saa længe Kong Magnus var paa fri Fod, underhandledes om Betingelserne for hans Udløsning. Det er idetmindste heel sandsynligt, thi andet Øjemed kunde der ikke være med hans midlertidige Frigivelse. Men da disse Underhandlinger, hvordan de nu have været førte, ikke ledede til noget Resultat, saasom Betingelserne formodentlig vare saa overdrevne, at hans Søn og Kong Valdemar fandt bedre sin Regning ved at lade det komme an paa Krigslykken, og Magnus saaledes maatte vende tilbage i Fængslet, hvor den haarde Behandling, som nu blev ham til Deel, sikkert er at tilskrive Kong Albrechts og dennes Raadgiveres Ærgrelse over de skuffede Forventninger – da brød Krigen ud igjen, og det endog med megen Heftighed. Men desverre er det kun yderst faa, mangelagtige og usammenhængende Beretninger, vi have om denne Krig. Man veed kun, at en dansk Hær under Hertug Erik af Saxen og formodentlig ogsaa ledsaget af norske Tropper under Kong Haakon, brød ind i Sverige ved Pintsetider, og underlagde sig i Hast hele den vestre Deel af Smaaland tilligemed de tilstødende Herreder af Vestergøtland^[20], medens dog Kong Albrechts Mænd, især som det lader til, de mecklenburgske Herrer, gjorde tapper Modstand, ja maaskee endog begyndte Angrebet, thi vi finde dem heelt fremme i Ljodhuus, som de endog synes en Tidlang’at have haft i sin Vold og hvor der lader til at have vanket blodige Pander. Der hentydes paa en Fegtning ved den nye Borg Opensteen i Kindshered; der tales om et Sted kaldet Verve, hvis Beliggenhed forresten ej kjendes, og hvor der ligeledes synes at have været kæmpet^[21]. Imidlertid fik dog de forbundne Fyrster trods denne Modstand Overhaand paa denne Kant og havde omsider hele Landet inde lige til Jønkøping paa Ljodhuus nær^[22]. Hvad Rolle Grev Henrik af Holsten har spillet ved denne Lejlighed, er vanskeligt at sige. Vist er det, at Vardbergshuus med Nordrehalland nu virkelig kom i Valdemars Vold^[23], men det synes ikke at have været gjennem Grev Henrik, som Overeenskomsten antydede; snarere er det skeet paa den Maade, at Valdemar, i hvis Navn Hertug Erik af Saxen havde Baagahuus Slot inde, nu gav Kong Haakon dette tilbage imod at faa Vardberg i dets Sted, saaledes som det allerede forud var betinget, – hvilket ogsaa paa det kraftigste bestyrkes deraf, at vi, som nys omhandlet, netop fra Sommeren 1366 af finde Haakons tro Mand Hr. Narve som Befalingsmand paa Baagahuus istedetfor Hertug. Eriks Tjener Gottskalk Skarpenberg. Grev Henrik var paa denne Tid øjensynligt mindre gunstigt stemt mod Hansestæderne, Mecklenburgernes Venner. Han klagede blandt andet over, at de lod ham i Stikken med Hensyn til de svære Udgifter, hans Systers Frigivelse havde forvoldt ham. Muligt havde han nogen Deel i, at ogsaa Gotland, det angives ej hvorledes, nu atter faldt i Valdemars Hænder^[24]. Derimod erfarer man, at Kong Albrechts Mænd erobrede Dalarne, hvorvel ikke uden Sverdslag, og at der endog foretoges en Expedition til Helsingeland. Maaskee fik Jemtlendingerne ved denne Lejlighed virkelig Anledning til at forsvare deres Grændser^[25].

Sønnens Stilling maa nu være forekommet Hertug Albrecht betænkelig, og han maa have frygtet for at Valdemar og Haakon om føje Tid vilde tilbageerobre hele Sverige, thi han skyndte sig at aabne Underhandlinger med Danekongen og bringe en Overeenskomst istand, ved hvilken han endog med de største Opoffrelser søgte at imødekomme Valdemars Begjerlighed efter Erobringer og Gebets-Udvidelser for at drage ham over i sine og sin Søns Interesser, og faa ham til at svige Kong Haakon, eller, om det end ikke kom saa vidt, dog idetmindste at udsaa Mistillidens Frø saa eftertrykkeligt imellem dem, at deres nuværende Venskab alligevel vilde ophøre af sig selv og give Rum for gjensidig Forbittrelse, naar Transactionen blev bekjendt. Og Valdemar beed ogsaa virkelig paa denne Krog. Hvorledes Underhandlingerne indlededes, vides ikke, men det er vist nok, at Valdemar den 28de Juli havde en Sammenkomst med Hertug Albrecht paa Aalholms Slot (paa Laaland), og der indgik en Tractat med ham, merkelig saavel i Form, som i Indhold^[26]. Thi for det første afsluttedes Tractaten og udstedtes de fornødne Breve derover fra Mecklenburgernes Side ikke egentlig i Hertugens og hans Sønners Navn, men derimod i Kong Albrechts, uagtet han paa den Tid var langt borte i Sverige, og neppe engang vidste noget om den hele Underhandling. Og for det andet er det saa langt fra, at Kong Haakon, Valdemars egen Svigersøn og Allierede, nævnes ved Siden af Valdemar som Deeltager i Tractaten, eller at idetmindste hans Rettighed til Sveriges Trone forbeholdes, at Valdemar meget mere nu erkjender hans Medbejler Albrecht som Sveriges retmæssige Konge, og lover at opretholde ham som saadan, ja endog at tvinge Haakon med Magt til at antage de for ham saa ydmygende og ufordeelagtige Fredsbetingelser, medens derimod han selv sørger paa det omhyggeligste for sin egen Fordeel, og for at sikkre sig og sit Rige den varige Besiddelse af de Landskaber, som han kunde siges mere at have erobret fra Haakon, end fra Albrecht, da sikkert kun den mindste Deel af dem før Krigen havde været i dennes Vold.

Der bestemtes ved denne Tractat først og fremst: a) at Valdemar skulde beholde Gotland med Visby, hele Verend og Finnveden med tilhørende Slotte, Elfsborgs Slot med tilhørende Hered, dog Ljodhuus derfra undtaget, hvis det hørte til Heredet, Halvdelen af Hisingen, Kinds- og Marke-Hered samt hvad Landskaber og Slotte han for øvrigt havde i sin Besiddelse allerede før afvigte Pinds, da Fejden begyndte; og at alt dette skulde tilhøre Valdemar og hans Arvinger og Efterkommere, og for stedse tillægges Danmarks Rige^[27]; b) at Albrecht derimod skulde beholde alle de øvrige Dele af Sverige, og at Valdemar og Danmarks Rige med al deres Magt skulde styrke og forsvare ham i Besiddelsen deraf mod hvilkensomhelst, der gjorde ham den stridig; Hertugen og hans Sønner skulde ligeledes beholde det hele Hertugdømme Mecklenburg, Grevskabet Schwerin, og Herskabet Rostock, og Danmarks Konge forsvare dem i Besiddelsen deraf, ligesom da og Kong Albrecht omvendt forpligtedes til at forsvare Valdemar i de nysnævnte til ham afstaaede Besiddelser; c) Kong Albrecht, hans Fader og hans Brødre lovede for sig selv, for sine Arvinger, for hele Sveriges Rige samt for alle Deres, at Kong Valdemar skulde beholde Halland med Vardberg. d) Hvis Kong Valdemar herefter vandt Slotte eller Landskaber i Sverige eller Mecklenburg, da skulde han overgive dem til Kong Albrecht eller til Hertugen, eftersom de vare beliggende, eller ogsaa bryde Slottene ned; det samme skulde Kong Albrecht eller Hertugen gjøre, om de fik Slotte eller Lande i de Kong Valdemar afstaaede Besiddelser i sin Vold; navnlig skulde de overlevere Elfsborg til Valdemar i god Stand, om dette faldt i deres Hænder. e) Til førstkommende Kyndelmisse skulde alle de her indgaaede Forpligtelser fra begge Sider være opfyldte, og samme Dag skulde Kong Albrecht, hans Fader, og hans Brødre med deres Løftesmænd indfinde sig i Kalmar, og Kong Valdemar ligeledes i det nybyggede Slot ved Bryms^[28], for da fra begge Sider og med begge Rigers Raad at komme sammen og overlægge om en evig Fred mellem Sverige og Danmark. f) Kong Albrecht lovede, at han ikke skulde slippe Kong Magnus løs af Et Fængsel, førend han havde givet Kong Valdemar og Danmarks Rige saadanne Forsikkringer om Afkald paa de nysnævnte Landskaber, og om at holde denne Overeenskomst, at Kong Valdemar, hans Arvinger, og hans Rige dermed kunde være betryggede; samt at han ikke skulde indgaa noget Forliig med Haakon i de første to eller tre Aar, førend denne vedtog de samme Bestemmelser, og gav Kong Valdemar betryggende Sikkerhed paa de til denne aftraadte Slotte og Lande; vilde Kong Haakon ingen saadan Sikkerhed give, og der heraf blev Krig mellem ham og Kong Albrecht, da skulde Kong Valdemar og Kong Albrecht med al sin Magt staa hinanden bi mod Kong Haakon, indtil han opfyldte det forlangte. g) Der skulde være en evig Fred mellem Kong Valdemar og Kong Albrecht, og begge deres Riger, som ingen af Parterne skulde kunne opsige, og opstod der nogen Uenighed imellem dem, da skulde gode Mænd af begge Riger dømme derover, og Freden ligefuldt vedblive uforstyrret. h) Sikkerhed for alle disse Artiklers ubrødelige Overholdelse skulde fra begge Sider stilles ved Forløfte og Besegling af Erkebiskoperne, Biskoperne, alle Capitler og Abbeder, alle Kirkeforstandere, der tillige vare Prælater, hele Rigsraadet, 50 af de bedste Riddere og Svene, og ti af de bedste Kjøbstæder i hvert af Rigerne, samt for Kong Albrechts Vedkommende ogsaa af hans Fader og Brødre^[29].

Saaledes lyde Hovedbestemmelserne i denne besynderlige Tractat. Der findes nogle andre, mindre væsentlige, som vi have forbigaaet. Man skulde tro, naar man gjennemlæser dem, at en saadan Tractat umuligt kunde være bleven afsluttet, og at Documenterne aldrig have existeret. Men de baade have existeret, og existere endnu, tilforladeligt nok, den af Valdemar udstedte Gjenpart, med hans Segl endnu hængende derved, i det mecklenburgske Archiv, og den, som Hertugen udferdigede i Kong Albrechts Navn, med Hertugens og hans to andre Sønners Segl, i det danske; begge formodentlig aldeles i den Stand, som hver af Parterne bragte dem hjem fra Aalholm. Nogen mere hjerteløs og forrædersk Fremgangsmaade, end den, Valdemar her tillod sig mod Haakon, kan man neppe forestille sig; han ej alene lod sig afstaa Landskaber og Slotte, der med Rette tilhørte ham og hans Fader, men tilsagde endog hans Medbejler varigt Venskab, gik ind paa at forsvare denne Medbejler mod ham selv, og betingede sig koldblodigt, at hans Fader skulde holdes fangen indtil ogsaa han havde bekvemmet sig til at indrømme, hvad man forlangte. Men ved Siden deraf synes der endog at være noget overmaade eenfoldigt i hans Falskhed. Thi hvor skulde han vel for Alvor kunne tro, at det svenske Raad, der allerede havde lagt saadan Forbittrelse for Dagen over Skaanes Afstaaelse, skulde have villet gaa ind paa de endnu langt større Indrømmelser, som denne Tractat foreskrev i Kong Albrechts Navn? Eller hvorledes skulde vel endog Kong Albrecht selv have vovet at indvilge heri? Og endnu mere: kunde Hertug Albrecht selv mene det oprigtigt, eller kunde Valdemar tro, at han meente det oprigtigt, naar han forbandt sig til at faa sin Søn til at gjøre Afstaaelser, der maaskee vilde vekke saadan Forbittrelse, at han mistede det nyserhvervede Rige? Kunde han endog vove at forelegge det svenske Raad en slig Tractat til Besegling? Det Hele er en Gaade, og man fristes halv om halv til at gjette paa, at begge Parter egentlig kun have søgt at overliste hinanden; at Albrecht fornemmelig har søgt at vinde Tid, og holde Valdemar oppe med gode Løfter, som han ikke tænkte paa at opfylde, medens han tillige havde et Document i sin Haand, som han i Nødsfald kunde bruge for at sette Splid mellem ham og Haakon, naar han lod denne faa det at see, medens Valdemar paa sin Side ligeledes troede at have et Document, som han i Nødsfald kunde bruge til at compromittere Albrecht for det svenske Raad, men som ogsaa under visse Omstændigheder kunde være ham eller hans Efterfølgere nyttigt som Adkomstbrev, hvorfor han endog faa Maaneder efter lod tage en bekræftet Copi deraf, saaledes som nedenfor vil blive omtalt^[30]. Det er heller ikke den ringeste Besynderlighed ved denne Tractat, at saa vel den foregivne Udsteder Kong Albrecht, saaledes som det allerede ovenfor er nævnt, som ogsaa Kong Haakon, hvis Vee og Vel den saa væsentligt angik, ej alene vare fraværende, men endog, som det synes, aldeles uvidende om, hvad den enes Fader, den andens Svigerfader forhandlede paa Aalholm. Haakon havde den 30te Juni været i Kjøbenhavn^[31], og var da maaskee paa Vejen til Gotland, som først ved den Tid kan være kommet i Valdemars Besiddelse, o.a hvis Erobring sandsynligviis netop skete ved Haakon, hvilken vi kort efter ville finde paa de selvsamme Kanter, beskjeftiget med at beleire Kalmar, og tilbagevinde Øland med Borgholm^[32]. Ikke engang en Stilstand synes at have været afsluttet, eller Fjendtlighederne i Sverige indstillede, saalænge disse Underhandlinger stod paa. Ja der forudsættes endog, at der fremdeles skulde vindes Slotte og Landskaber i Kong Valdemars Navn; altsaa skulde endog Hertug Erik, eller de danske Krigere, som nu laa paa Gotland eller Øland, og agtede sig mod Kalmar, ikke vide et Ord om, at om de endog indtog denne sidste Stad, var det alene for strax efter at give den tilbage til Kong Albrecht, og deres hele Møje skulde saaledes være overflødig, saafremt Tractaten opnaaede Ratification. Det er altsaa øjensynligt, at Transactionen for det første skulde blive den dybeste Statshemmelighed endog for Kong Albrecht, indtil man troede at have fundet den belejlige Tid til at rykke frem med den, og formodentlig har det været den fælles Aftale, at man fra begge Sider, dog især fra Hertugens, skulde sondere Gemytterne, hvorvidt det overhoved var raadeligt, at offentliggjøre den eller det var sandsynligt, at den vilde blive ratificeret. Vi ville ogsaa see, at hiint belejlige Øjeblik neppe nogensinde kom, og at den vedblev at være en Hemmelighed, saa at idetmindste Kong Haakon neppe nogensinde havde den Ærgrelse at erfare dens Tilværelse, medens de politiske Forhold, som strax efter udviklede sig, fra begge Sider ophævede Spørsmaalet eller endog den blotte Tanke om dens Ratification.

Ved Siden af det dobbelte Hovedbrev, hvis Indhold vi her have meddeelt, udstedte Valdemar og Hertugen ogsaa gjensidigt nogle andre mindre Forsikringsbreve, af hvilke det merkeligste er et, hvori Mecklenburgerne fritog Valdemar fra Forpligtelse til at udbetale hine 10000 Mk. brendt, hvorom der i det Foregaaende oftere har været Tale. Forpligtelsen, indgaaet ved Svig, traadte i Kraft ved Svig og ophævedes nu igjen ved Svig; men Sagen fik kun den Vending, som om Valdemar havde en Contrafordring paa Albrecht for den Skade, dennes Stæder Rostock og Wismar havde tilføjet ham ved Helsingborg 1362, og som nu liqvideredes mod hiin. Der bestemtes endvidere, at de Fanger, der paa begge Sider vare gjorte siden Pints, skulde settes paa fri Fod. Fremdeles bestemtes det, at Hertug Erik skulde være fri for alt Ansvar for hvad han og hans Mænd nu havde gjort i Sverige. Endelig garanterede Valdemar ogsaa Kong Albrechts Arvinger Besiddelsen af de til ham afstaaede Landskaber, medens Hertugen udtrykkeligt lovede, at Kong Albrecht til næste Kyndelmisse, altsaa ved den forestaaende Sammenkomst, skulde besegle saavel det egentlige Frihedsbrev, som alle de øvrige, der nu i hans Navn vare udstedte. Det falder af sig selv, at der ogsaa først da kunde være Tale om at faa de øvrige Medbeseglinger eller Ratificationer fra svensk Side^[33].

Imidlertid vedblev Feiden i Sverige som før, uden at nogen der synes at have haft den mindste Anelse om, hvad der foregik paa Aalholm. Hertug Erik af Seiren og Kong Haakon belejrede Kalmar. Ved denne Lejlighed var det, at Haakon fik Borgholm med Øland ti sin Magt. Stæderne havde oftere foreslaaet ham og hans Fader at indløse dette Slot, som det lader til de i Længden fandt meget byrdefuldt og bekosteligt at have i Forsvar, saa endog at de enkelte Stæder, der tourviis skulde overtage Byrden, ideligt søgte at skubbe den fra sig. Det var nu Greifswaldes og Stettins Tour, og de synes at have fordret nogen overordentlig Hjelp dertil paa Hansedagen i Lübeck 1366, thi det blev her bestemt, at ingen saadan Hjelp skulde tilstaaes dem, men at man derimod skulde beordre Hr. Frederik Suderland, der nu havde Befalingen over Slottet for hiine Stæders Regning, at han skulde blive der indtil Michelsdag, da han skulde afløses af Gregor Swerthing paa Rostocks Vegne; forlod han det før, eller indtraf der imidlertid noget galt, maatte dette komme de to Stæder til Ansvar. Men endnu inden Swerthing kom, havde Hertugen af Saxen truet med at tage Slottet med Magt, hvis det ej overgav sig med det gode, og Fredrik Suderland havde da fundet det raadeligst, heller at overgive det til Kong Haakon, mod Løfte om at denne siden skulde sende fire Riddere til Stæderne for at berigtige Sagen med dem^[34]. Dette røber forresten, at der heller ikke mellem Hertug Erik og Kong Haakon har været nogen gjensidig Tillid eller fuldkommen god Forstaaelse: Haakon havde vel forlænge siden merket, at Erik søgte at tilvende Kong Valdemar eller sig selv alle Erobringer. Det lykkedes dem vel ikke at indtage Kalmar, men deres Fremgang forresten synes dog nu at have ængstet Kong Albrecht og de svenske Herrer lidt, især da det lader til, at de danske Befalingsmænd i Verend og Finnveden gjorde Miner til at ville trænge frem over Holaveden til Østergotland. Thi den 28de September sendte Kong Albrecht, der da befandt sig i Linkøping, Raven Barnekow og Bo Jonssøn med endeel andre Krigsmænd til det nys gjenopførte Slot Humlaborg, for, som det heed, at forsvare saavel dette og Rigets Grændser, som Riget selv overhoved, men medgav dem derhos særskilt Fuldmagt til at gjøre Aftale med Kong Valdemar, Kong Haakon, eller dem af disses Befalingsmænd, som de dertil maatte befuldmægtige, om Stilstand og andre Ting, der kunde være Riget til Nytte^[35]. Om disse Herrer virkelig aabnede slige Underhandlinger, og med hvad Udfald, vides ikke, men saameget synes vist, at en Art af Stilstand blev indgaaet, hvad enten det nu skete paa denne, eller paa en anden Maade; thi Kong Haakon var allerede den 2den October tilbage paa Baagahuus^[36], og man hører den hele Vinter ikke noget om yderligere Fjendtligheder. Dog fik Kong Albrecht i Vinterens Løb Lejlighed til at gjøre en vigtig Erobring uden Sverdslag. Det er allerede ovenfor berettet, at Kong Magnus i sin Nød havde betroet Tydskeren Gerhard Snakenborg Axevalla Slot. Med ham satte Kong Albrecht sig i Forbindelse, og skjenkede ham den 9de October „paa Grund af de Tjenester, han i Fremtiden skulde gjøre ham selv og Riget“, Gaarden Aaranes i Kinnehered, hvilken han som Kong Magnus’s private Ejendom havde inddraget under Kronen. Denne Tjeneste var hverken mere eller mindre end at overgive det ham betroede Slot^[37]. Sagen havde, som det lader, et saa hæsligt Udseende for den bestukne Forræder, at man for at opretholde hans Ære maatte faa den fangne Konge til at udstede et Brev, hvori han, „i den store Spisesal paa Stockholms Slot“, og i Overvær af Hertug Albrecht og flere tydske Herrer samt Biskop Nikolas og Karl Ulfssøn Marsk, „fri for Lænker, skjønt ikke for Fangenskab“, erklærede, at han selv havde fordret Slottet tilbagegivet, i Haab om derved at vinde sin Frihed, samt at Gerhard derfor under samme Haab havde givet det tilbage, hvorfor det var saa langt fra, at han nu eller senere vilde bebreide ham for dette Skridt, at han tvertimod altid vilde være ham taknemlig for den Troskab og Velvilje, han havde viist, og stedse sige, at han i dette Stykke havde handlet som en brav og tro Tjener^[38]. Denne saakaldte Tilbagegivelse til Magnus, der her ej engang vover at kalde sig mere end Norges Konge, besegler alene med sit norske Segl, og giver derimod sin Medbejler Titel af Sveriges Konge, betyder naturligviis intet andet, end en Overgivelse til Mecklenburgerne, og det varede heller ikke længe, førend disse lod Slottet tage i Besiddelse, thi den 16de Januar blev dette Brev udferdiget, og den 29de sendte Hertug Albrecht Folk derhen^[39]. Om Kong Magnus’s Frigivelse høres derimod ikke et Ord, og hvad derom yttredes i Brevet, var vistnok alene et Mundsvejr. Det hele Brev er sandsynligviis forelagt ham ferdigt skrevet til Besegling. Desuden var nu Hertugen kommen til Sverige, saavidt man kan see ved Nytaarstider^[40], og han havde jo nys givet Tilsagn om at Magnus skulde blive holdt fast indtil han havde gaaet ind paa de Betingelser, man fordrede.

Imidlertid nærmede den Dag sig, da Hertugen og Kongen ifølge Tractaten paa Aalholm skulde drage til Kalmar, for at møde Kong Valdemar. At han i den Hensigt var kommen til Sverige, kan neppe betvivles, og det er ligeledes vist, at han ved den Tid virkelig reiste med sin Søn Kongen til Kalmar, hvorfra de først en Maaneds Tid derefter kom tilbage^[41]. Men der er ingen Tegn til, at hele Raadet fulgte med, som Bestemmelsen var, end mindre til at der har været Tale om nogen Ratification. Nogle Prælater og Raadsherrer fulgte vel med til Kalmar, nemlig Biskop Nikolas af Linkøping, Biskop Magnus af Vesteraas, Benedict Philipssøn og Bo Jonssøn^[42], men disse vare kun en liden Deel af Raadet; deres Nærværelse var ogsaa i andre Henseender nødvendig; det er ikke engang afgjort, om Hertugen havde indviet dem i, hvad der var i Gjere; og desuden, om saa var, da var det en ganske anden Sag at betro sig til enkelte paalidelige Tilhængere, end til en heel Mængde. Valdemar gjorde ikke engang en Mine til at ville indfinde sig, derimod begav han sig til Pomern, hvor han den 25de Januar i Stralsund lod optage en Notarial-Afskrift af Hertug Albrechts aalholmske Hovedbrev, bekræftet saavel med Hertug Vartislavs som Stadens Segl; han maa altsaa allerede have vidst, at Sammenkomsten ikke vilde lede til noget Resultat, men alligevel villet sikkre sig et Document, der maaskee med Tiden kunde komme ham til Gode^[43]. Brevene henligge endnu, som sagt, den Dag idag i det danske og det mecklenburgske Archiv, ganske i samme Tilstand som da Valdemar og Albrecht skiltes fra hinanden paa Aalholm, de danske Gjenparter uden andre Segl end Valdemars, de meckleuburgske uden andre end Albrechts og hans to Sønners. Ratificationen er saaledes ganske vist ej alene ikke paafulgt, men Hertug Albrecht har sandsynligviis endog ved sin Ankomst til Sverige overtydet sig om at det ikke engang var raadeligt at nævne noget om Sagen for de svenske Herrer, da de rimeligviis vilde blive altfor opbragte derover. Desuden er det højst sandsynligt, at de Fordele, som Kong Albrecht nys havde vundet, i Forbindelse med den truende Stilling, som vi ville see at Hansestæderne allerede havde begyndt at antage mod Valdemar, forekom Hertugen at aabne saa gode Udsigter til at erhverve fordeelagtigere Vilkaar end de aalholmske^[44], ja maaskee endog til ganske at knuse Valdemars Overmagt, at han fandt det klogest at ignorere den hele Transaction, og neppe engang til sin Søn Kong Albrecht har nævnt et Ord derom, medens Valdemar paa sin Side af de samme Grunde nu maatte finde det dobbelt nødvendigt at sikkre sig sin Svigersøn Kong Haakons Venskab, og derfor dobbelt utilraadeligt at lade Forhandlinger, der røbede hans Troløshed imod ham, komme til offentlig Kundskab. Saaledes kan man da vel antage, at de bebudede Forhandlinger ved Kalmar og Bryms ikke fandt Sted. Kong Albrecht og hans Fader havde ligefuldt Erende i Kalmar, thi det lader til, at de der have haft en Sammenkomst med de holstenske Grever^[45], der nu igjen begyndte at slutte sig til Valdemars Fjender, og som formodentlig ej vare lidet virksomme i at organisere den store Coalition, der endnu i dette samme Aar dannede sig imod ham. Paa denne Viis maatte da alt, hvad der var bestemt ved Modet paa Aalholm, ansees som dødt og magtesløst, og Krigstilstanden vedblev som hidtil.

1. Hvorvidt den allerede forhen omtalte, af Haakon den 26de April 1365 i Oslo udstedte og af Vinalde Henrikssøn beseglede Forordning om Olafsskot og Hallvardsskot er givet, medens Haakon selv opholdt sig i Oslo, er vel uvist, da der ikke udtrykkeligt tilføjes, at han var nærværende, men dette Tillæg plejede nu sjelden at skee uden naar der besegledes med Secretet, og Forordningens Indhold synes rigtignok at forudsette en umiddelbar Befaling fra Kongen.
2. Kongen siger om Gottskalk i Indlæggene af 1370 (l. c. S. 690): „Gottskalk plyndrede endog os selv og andre fra Baagahuus Slot, og brændte vore Jorder, hvilket vi endog gjerne havde gjengjeldt ham, hvis vi havde kunnet det“. I de islandske Annaler (Udg. S. 314) staar der for 1364: „Gottskalk, en tydsk Mand, begyndte Ran i Norge“ o. s. v. At det er Skarpenberg, kan der ej være Tvivl om. En af de plyndrede Islendinger, Nikolas Broddessøn (af Flatatunga), var ellers et slet Subject, som det i det følgende vil sees.
3. Isl. Annaler for 1366 (Udg. S. 314, 316).
4. Da Kong Albrecht var kommen tilbage til Sverige inden 27de Septbr., maa ogsaa Slottets Overgivelse og Narves Hjemkomst til Norge have fundet Sted for den Tid.
5. Suhm, XIII. 554, efter Rudloffs meckl. Gesch. II. p. 472. Suhm slutter heraf, vistnok rigtigt, at Valdemar paa den Tid befandt sig i Jylland.
6. See Stædernes Recess paa Hansedagen i Lübeck 25de Mai 1365, Lappenbergs Sartorius II. 568.
7. Kong Haakons Brev fra Aalborg af 8de Juni 1365, Dipl. Norv. I. 386. Derhos kan man, som vi ogsaa her strax nedenfor omtale, med temmelig Vished slutte til Haakons Nærværelse i Danmark af de to under 26de August og 1ste September af Paven bevilgede Supplicationsroller. Ansøgningerne selv maa have været afsendt saa lang Tid forud for enhver af dem, som man behøver til at reise fra Jylland til Avignon, og det kan ikke have været stort over 14 Dage.
8. Originalen til denne Forliigsact skal ifølge Suhm XIII. 557 findes i det danske Geh. Archiv, men han meddeler det dog kun efter Huitfeldts Oversettelse (Huitf. S. 536–538), og den er heller ikke andetsteds aftrykt i Original, hvilket er meget ilde, da vi saaledes ikke kunde faa den Oplysning om nogle tvivlsomme Udtryk, som vi faa højligt kunde ønske. Ordene „Kongen af Sverige eller Norge“ har nemlig sedvanligviis været forstaaet som om Albrecht meentes ved den første, og som om det altsaa kunde staa Henrik frit at understøtte Albrecht eller Haakon, hvem han vilde. Men det er dog ikke rimeligt at Valdemar allerede nu skulde have tilladt, at man gav Albrecht denne Titel; og man seer desuden tydeligt, hvad der bestyrkes saavel af det venskabelige Forhold mellem Kong Haakon og de megtige jydske Herremænd, Haakons Ansøgninger til Paven legger for Dagen, som af den Omstændighed, at vi virkelig ej finde Grev Henrik som activ Deeltager i Kampen mod Kong Valdemar og Haakon førend efter Aalholmerforligets Opløsning, at det her gik ud paa Foranstaltninger, der sigtede til Mecklenburgernes Skade, men hvormed Valdemar og Henrik dog ikke undlod at sørge paa det Bedste for sin egen Fordeel, ligesom de vel heller ikke af Hjertet meente hinanden det godt, eller havde nogen Tillid til hinanden. Det er endog høist rimeligt, at Haakon selv og hans Faders Raadgiver Biskop Gottskalk vare tilstede ved Forhandlingerne, see S. 772. Men set endog, hvad der forekommer mig aldeles utroligt, at Albrecht her skulde være meent, saa ligger der alene i det frie Valg, der tilstedtes Henrik, en Antydning af at han efter Behag kunde understøtte Haakon og Magnus, og Forliigsactens Betydning bliver ligefuldt omtrent den samme. Den viser sig ganske bestemt som en Følge af Haakons Nærværelse hos Valdemar.
9. Man seer dette tydeligt nok af den Bestemmelse i Aalholmsfordraget 1366, der foreskriver, at K. Albrecht og Hertugen efter ½ Aars Forløb skulde indfinde sig i Kalmar, og Valdemar i Slottet ved Brynje, for yderligere at befæste Freden; her er det nemlig aabenbart, at enhver af Fyrsterne skulde begive sig til et ham selv tilhørende Slot, forat mødes paa Halvvejen; Bryms tilhørte Valdemar, altsaa tilhørte Kalmar Hertugen, og desuden maatte vel Henrik paa en eller anden Maade have været nævnt, hvis Kalmar endnu havde tilhørte ham. Belejringen af Kalmar Slot, der fandt Sted 1366 ved danske og norske Krigsfolk under Erik af Seiren og Kong Haakon, vilde ligefrem stride mod Forliiget i Kolding, hvis Kalmar havde tilhørt Henrik. Endog i 1370, efterat han forlængst havde taget Parti med Hertugen, og egtet hans Datter (hvilket ej kan være skeet ser, men snarere ikke ubetydeligt senere end 1365, see Suhm XIII. 567) see vi nogle af Hertugens Mænd i Besiddelse af Dele af Kalmars Lehn, Styffe, Bidrag S. 127–130.
10. Stædernes Bekjendtgjørelse af 30te Septbr. er aftrykt i Lappenbergs Sartorius II. 574 af 22de Novbr. efter Originalen i Lübecks Archiv, hos Suhm XIII. 847, og den af ham samme Dag udferdigede Bekjendtgjørelse om Stædernes Friheder i Skaane, i Lappenbergs Sartorius li. 575. Bekjendtgjørelsen af 30te Septbr. 1365 er hos Willebrandt S. 37, Pontanus hist. Dan. I. 492, Huitfeld S. 529 og Suhm XIII. 505, samt maaskee paa flere Steder, urigtigt henført til 1363.
11. Gottskalks Nærværelse sees deraf, at han er en af dem, der medbeseglede Kong Valdemars nysnævnte Frihedsbrev. Blandt dem nævnes ogsaa Biskop Bertram af Lübeck, og han var netop en af de tre Executorer, som Paven ifølge en af ham kort efter hans Udnævnelse til Biskop (6te Marts 1364) indgivet Ansøgningsrolle havde under 20de Marts samme Maaned beskikket til at indsette ham paa Biskopsstolen og ved Trusel om geistlige Straffe tvinge hans Modstandere til at vige. De to øvrige Executorer vare Erkebiskopen af Lund og Biskopen af Roeskilde. (Regest. Suppl. Urban. V. ann. 2. p. 2. fol. 5).
12. Sammesteds, ann. 3. p. 2. fol. 195. 217. Den første Supplicationsrolle angaar Lægmændene, og merkeligt nok nævnes ogsaa K. Magnus her som en af Medansøgerne, hvilket ogsaa antyder, at han har befundet sig i Frihed, om ikke tilsammen med Haakon i Danmark. De Herrer, for hvem Haakon og Margrete søge, ere Stig Anderssøn med Hustru Tove, Nikolas Offessøn og Johanna, Nikolas Erikssøn (der skrives altid Eyson) og Sophia, Lage Ofsessøn og Cecilia, Detlev Maue og Elisabeth, Laurents Freggerssøn og Liva, Jens Ebbessøn og Margrete, af Aarhuus, Børglums, Slesvigs og Lunds Diøceser. Kong Magnus’s Candidater vare Nikolas Lembeke og Berta, Jens Nilssøn og Margrete, Benedict Anefeld og Katharina, Detlev Stampe og Ida, af Aarhuus og Odenses Diøceser.
13. Der er to Breve, indeholdende Afgjørelse af Ejendomstrætter paa Voss, udstedte i Haakons Navn i Bergen d. 6te October og 6te Novbr. 1365, og beseglede af Vinalde Henrikssøn (Dipl. N. VI.); vistnok staar der ikke udtrykkeligt, at Haakon var tilstede, men der er heller intet, som forbyder at antage, at han i den Tid var paa den Kant, helst da han desuden, som ovenfor bemerket, i Indlæggene af 1370 udtrykkeligt taler om de Ulovligheder, som Tydskerne begik „under hans forrige Ophold i Bergen“, hvortil man ved nøje at gjennemgaa alle Oplysninger om de Steder, hvor han opholdt sig fra 1365 til 1370, ej kan finde nogen anden Tid i disse Aar. Desuden er det i sig selv rimeligt, at de Voldsomheder, hvorover han klager, netop ere de, som foregik i Anledning af Striden med Sigurd Hafthorssøn 1364 eller 1365.
14. Lappenbergs Sartorius, II. 696.
15. Endnu paa Hansedagen i Stralsund den 24de Juni klagedes der fra Bergen over, at Kongen endnu ikke havde bekræftet de af hans Fader og hans Forgængere givne Privilegier. Jvfr. ovf. S. 708, Not. 2.
16. Lappenbergs Sartorius, II. 687. 688. 690, jvfr. 592. og Dipl. N. III. 350, 352. Denne her omtalte Hr. Peter Fletning, altsaa vel en Flamlender, synes at have været bosat i Norge. Af Brevet i Dipl. Norv. IV. 461 sees, at han i en Tid før December 1366 havde Gaarden Huseby i Oslohered i Bygsel af Biskop Hallvard.
17. Sammesteds S. 567. 584. 585. 592.
18. Sammesteds, S. 592.
19. Der haves et Brev fra Kong Albrecht, dateret Stockholm 27de Septbr. 1365. Mellem dette og det ser omtalte af 26de Juli 1365, udenfor Aabo Slot, er endnu intet Brev opdaget.
20. Dette seer man fornemmelig af Tractaten til Aalholm, hvorom nedenfor. De Hereder, som i denne blev afstaaede til Valdemar, maa han have erobret, altsaa Verend og Finnveden i Smaaland, Kinds- og Marie-Hered i Vestergøtland. Finnveden havde Valdemar maaskee i sin Besiddelse allerede siden 1362. Kong Haakons Nærværelse paa Toget nævnes ikke udtrykkeligt, ligesaalidet som Valdemars: muligt at de begge vare med, muligt og at ingen af dem deeltog; med Sikkerhed vides intet. Der er dog intet Brev af dem fra den Tid, udstedt andensteds, eller rettere, der findes intet Brev fra dem lige fra Nytaar til Udgangen af Juni 1366. Har Valdemar været med, maa han dog være dragen hjem for de Underhandlingers Skyld, hvorom der i det følgende tales, og Haakon, der d. 30te Juni var i Kjøbenhavn (Dipl. N. V. 254), var da maaskee paa Vejen til Gotland, s. nedenfor. Hertug Eriks Deeltagelse i Krigen fremlyser af de aalholmske Documenter, hvorom nedenfor.
21. Man maa slutte dette af Raven Barnekows Regnskaber over de Heste, hans Mænd havde tabt, Styffe, Bidrag S. 103–105. Der tales om flere, som havde tabt Hefte ved Ljodhuus, og paa Verve, et Par ogsaa ved Søderkøping, en ved Arboga, en ved Opensteen. Denne Borg laa i nuværende Aasarps Sogn, nogle saa Mile søndenfor Ulrikehavn, og var opført 1362.
22. At Ljodhuus maa have været i Mecklenburgernes Vold maa sluttes af Forbeholdet ved Tractaten til Aalholm, see nedenfor.
23. Dette sees ligeledes af Tractaten, det vil sige det Exemplar, som Hertugen af Mecklenburg udstedte til Valdemar. Man seer det endvidere af Titlerne paa enkelte nu tabte Documenter, der forekommer i Beckers: „Eldste danske Archivregistraturer“.
24. Paa Hansedagen i Lübeck den 24de Juni 1366 indfandt der sig Sendebud fra Grev Henrik med Klager af ovenanførte Indhold. Stæderne, lod han sige, havde givet ham Forsikkring om Skadesløsholdelse. Men de svarede, at de vidste ikke af nogen saadan Forsikkring at sige, og havde ikke lovet at give ham noget, thi der handledes her kun om Kongen af Sveriges Deel (altsaa vel etslags Forløfte for hvad denne skulde yde); dog havde de forresten altid søgt at varetage hans Interesser (Lappenbergs Sartorius, II. 577). At Gotland blev erobret, sandsynligviis ved Kong Haakon, vil sees i det følgende.
25. See fremdeles Raven Barnekows Regnskaber, Styffe, Bidrag S. 10l, 105, 106, cfr. S. XI. Dalarnes Erobring maa have været fuldført inden 24de Juni, thi fra den Dag begyndte Barnekow, som dermed forlenedes, sit Regnskab over Bestyrelsen. l. c. S. III.
26. At ogsaa Hertugens Sønner Henrik og Magnus vare med ved denne Lejlighed, antages sedvanligt, fordi deres Segl findes under Brevene tilligemed Hertugens. Men naar man seer, hvor tydeligt den hele Transaction er lagt an paa, for det første at holdes hemmelig, maa denne Antagelse forkastes. Det kunde jo alene koste Hertug Albrecht et eneste Ord at faa sine to Sønner til forud at besegle de ubeskrevne til den vordende Tractat bestemte Pergamenter, som han medbragte.
27. De nysnævnte Landskaber i Vestergøtland og Smaaland vare saaledes de, som Valdemar eller hans Mænd eller maaskee, naar det kommer til Stykket, Kong Haakon selv og Hertug Erik af Saxen inden Pintsen 1366 deels havde erobret, deels forud havde i sin Besiddelse. Og disse sidste udgjorde vistnok det meste, eller idetmindste ligesaameget som de erobrede Landskaber, thi Størstedelen af Vestergøtland maa allerede før Krigen have været i Haakons Hænder, med mindre man maa antage, at de af Kong Albrecht udsendte mecklenburgske Krigsmænd, da de trængte frem lige til Ljodhuus, ogsaa ved samme Lejlighed besatte det øvrige af Vestergøtland, saa at det maatte erobres tilbage. Det er ikke usandsynligt, at noget saadant har fundet Sted, og at Valdemar har behandlet det, som man i nyere Tider behandler Skibe, der, efter at have været erobrede af Fjenden, men siden befries af Krigsskibe fra det Land, hvortil de selv høre, tilfalde Besætningen paa disse som god Prise, ikke deres egne oprindelige Ejere. Gotland var vel ikke saa tidligt blevet erobret, thi efter al Rimelighed blev det taget umiddelbart før Tractaten sluttedes, som det i det følgende skal vises. Hvad den omtalte Halvdeel af Hisingen angaar, da menes herved Tuve og Lundby Herreder, der, som bekjendt, hørte til Vestergøtland, og saaledes udgjorde en Deel af Ljodhuus’s eller nu Elfsborgs Lehn. Retten til dem havde oftere været Gjenstand for Tvist mellem Norge og Sverige; Kong Valdemar Byrgessøn havde i sin Trængselstid endog afskaaet dem til Kong Magnus Haakonssøn 1276 (Becker: ældste Archivregistraturer I. S. 75), men denne Afstaaelse havde da ej længer Kraft. Det er aabenbart denne Afstaaelse, som Huitfeld ved en Misforstaaelse har henført til Kong Valdemar Christopherssøn og Magnus Erikssøn; og saaledes kunne vi herved berigtige, hvad derom ovenfor S. 573 er yttret.
28. Dette Slot laa ved Brymse-, Brømse- eller rettere Brimse-Aaen, der danner Grændsen mellem Bleking og Smaaland (Møre), altsaa lige til 1658 dannede Grændsen mellem Danmark og Sverige. Ved at passere den over Aaen førende Bro, Brymse- eller Brømse-Broen, kom man saaledes fra det ene Rige i det andet. Paa dette Sted holdtes derfor ogsaa oftere diplomatiske Sammenkomster; den bekjendteste er den, som ledede til Fredsslutningen i 1645, der endog har Navn efter hiin Grændsebro: „Brømsebrofreden“.
29. Disse Artikler findes, som det ogsaa ovenfor i Texten strax efter anføres, i de tvende Hoved-Documenter, som begge Parter udstedte til hinanden, og som endnu forefindes i sin oprindelige Stand, Valdemars i det mecklenburgske, Hertugens i det danske Archiv. De ere ogsaa begge trykte, Hertugens i Bilagene til Grams „Forbedringer“ l. c. S. 233, og Valdemars i Styffes „Bidrag“ N. 31, S. 49. Det forstaar sig af sig selv, at efter de Tiders Skik ere de ikke ganske ligelydende, idet nemlig eensidige Forpligtelser for den ene Part kun findes indført i det af denne udstedte Brev, som Sikkerhed for Modparten. Hvad der saaledes her er fælles for begge Exemplarer, er egentlig kun Tilsagnet om Freden, om Mødet til følgende Aars Kyndelsmisse, og Erklæringen om de egentlig svenske Landskaber og Slotte, som Valdemar skulde beholde. Artiklerne om at Vardberg og Halland garanteredes Valdemar, og at Magnus skulde holdes fangen o. s. v. findes følgelig kun i Mecklenburgernes Brev, medens Valdemar i dets Sted kun har Forpligtelsen til at understøtte Albrecht mod Haakon, hvis denne er gjenstridig, indtil han vedtager Artiklerne. Derhos indeholder hans Brev næst forud en Artikel, der næsten synes at staa i Modsigelse med hiin, og som formodentlig alene er indtagen for et Syns Skyld, nemlig at han overhoved er pligtig at søge Kong Albrechts, hans Faders og Brødres Bedste i alle Dele og mene ham det troligt baade ei Sverige og udenfor, „undtagen i Norge“. Thi umiddelbart efter følger Artiklen om at tvinge Haakon til at antage Freden. Styffe, (Bidrag S. XLII) mener, at de særegne Artikler, som findes i Mecklenburgernes Brev til Valdemar, kunne ansees for hemmelige, og at de ikke indtoges i Valdemars Brev, fordi dette skulde forelægges det svenske Raad, og Artiklerne derved ler kunde blive bekjendte for Haakon. Dette synes os dog ikke nødvendigt at antage, thi egentlig var jo alle Artiklerne hemmelige, som del nedenfor vil sees, og hvad Valdemars Brev indeholdt, var allerede i og for sig compromitterende nok, om Haakon erfarede det. Aarsagen til at disse Artikler ej ere indtagne i Albrechts Brev, er sikkert kun den ovenanførte.
30. Man sammenligne hermed Grams ypperlige Bemerkninger ved denne Tractat i hans ofte omtalte „Forbedringer“, l. c. S. 161–164.
31. At Visby ved Midtsommertider 1366 endnu ikke var erobret, maa man slutte deraf at det sendte en Deputeret til Hansedagen i Lübeck den 24de Juni s. A. (Lappenbergs Sartorius II. S 576); men efter den Tid nævnes det ej mere som deeltagende i Hansestædernes Forhandlinger.
32. Kong Haakon indgik den 30te Juni i Kjøbenhavn en Stilstand med Kampen, (Dipl. Norv. V. 254).
33. Af de her omtalte Breve findes nu i det danske Archiv følgende: a) Mecklenburgernes Brev om Fangernes Frigivelse, b) deres Brev om Afkaldet paa Fordringen af de 10000 Mk.; c) deres Løfte om at skaffe Ratification paa Hovedbrevet, samt ogsaa paa de øvrige, hvoriblandt et, der ej findes i noget af de tvende Archiver, men som maa have været nedlagt i det saxen-lauenburgske, nemlig det Brev, der fritager Hertug Erik af Samt for al Paatale. Disse tre Breve er ligeledes trykte hos Gram, sammesteds S. 232, 238, som No. 34, 37 og 35. Alle ere forsynede med Hertugens og hans Sønners Segl. I det mecklenburgske Archiv findes: a) Valdemars Garanti for Kong Albrechts Efterkommere til Sveriges Rige; dette mangler Segl; b) Valdemars Brev om„ at han nu, siden den ham af Grev Adolf af Holsten, som Mellemmand mellem ham og Hertugen, tildømte Erstatning af 10000 Mk. er betalt, ej længer vil gjete nogen Fordring paa Erstatning for den Skade, Hertug Albrechts Stæder Rostock og Wismar havde tilføjet ham ved Helsingborg. Dette Brev har Valdemars Secret. Begge ere aftrykte i Styffes Bidrag som No. 33 og 32, S. 57, 55.
34. Om alt dette, fornemmelig de borgholmske Anliggender, see Lappenbergs Sartorius II. S. 530, 547, 548, 549, 562, 565, 566, 578, 580, 581, 582, 588, 690. At Borgholms Overgivelse fandt Sted ikke længe for den Tid, da Swerting skulde overtage Commandoen, sees deraf, at denne allerede havde begyndt at forberede sig dertil, og indgav endog Fordring paa Erstatning for hvad han i den Anledning havde udlagt. Sammesteds S. 588.
35. Dipl. Norv. III. Humlaborg, hvis Navn siden fordrejedes til Rumlaborg, laa paa den Biskopen af Linkøping tilhørende Gaard Humlarums Mark, ved Huuskvarns-Elvens-Udløb i Vetteren, en Fjerdingvej østenfor Jønkøping. Den var altsaa nu paa en Viis at ansee som Grændsefæstning. Kong Albrecht havde nys ladet den istandsætte eller sandsynligst fra nyt af opbygge, og tilstod i Juli 1367 Biskopen af Linkøping Erstatning for, at man herved havde benyttet sig af hans Besiddelser. Lagerbring III. 524.
36. Han skjenkede da Laurents Bjørnssøn, der siden var Høvedsmand paa Baagahuus, Havitsfors paa Dal „for hans Troskabs Skyld“. (Dipl. N. VI.)
37. Styffe, Bidrag, No. 34. S. 58.
38. See herom ovf. S. 767.
39. Sammesteds No. 35, S. 59, jvfr. S. 88.
40. Af Raven Barnekows Regnskaber sees det, at Kong Albrecht med sin Fader den 1ste Januar (der her, besynderligt nok, ej kaldes circumcisio domini men feria quinta ante epiphaniam) „vendte tilbage“ med sin Fader til Vreta. Derimod tales der ikke før den Tid, endog anden Juledag, noget om Hertugen, uagtet Kongen nævnes Juleaften (Styffe, Bidrag S. 93, 94). Altsaa er vel Hertugen indtruffen ved Nytaarsdagstider.
41. At Hertugen og Kongen vare i Kalmar den 5te Februar, sees af deres Brev til de holstenske Grever, hvorom nedenfor; at de d. 28de Febr. eller Fastelavns Søndag kom tilbage til Nykøping fra Kalmar, sees af Barnekows Regnskaber, Styffe, Bidrag S. 97.
42. Dette sees af det nysomtalte Brev til humane, hvilket er beseglet af de fire nævnte Herrer.
43. Grams Forbedringer l. c. S. 164. 165. Man kunde vel sige, at Valdemar med en gunstig Bind kunde komme fra Stralsund til Brymsebro i Tiden fra 25de Januar til 2den Februar, men det er dog lidet sandsynligt, at han, naar han agtede sig derhen, ikke da heller skulde have reist den lige Vej did over Land, istedetfor først at gaa til Stralsund og derfra forsøge en ved Vintertid højst usikker Søreise til Bleking.
44. Messenius (Scondia III. og III. p. 202, 203) veed her atter at supplere de historiske Actstykker med en tilsyneladende authentisk og tilforladelig Beretning. Han siger nemlig, „at det var saa langt fra, at de Svenske samtykkede i denne aalholmske Tractat, at de meget mere paa denne Tid gjorde en stor Opstand mod Albrecht, og kaldte Kong Haakon til Hjelp“. Dette har virkelig gjort Enkelte noget tvivlsomme øm, hvad de her skulde tro; de have tænkt sig Muligheden af at Messenius dog maaskee her kan have haft Actstykker, som vi ej længer kjende. Men gjennemgaar man nøje, hvad Messenius anfører, saa seer man, at han her aldeles ikke har haft nogen anden Kilde end Huitfeld, hvilken han ogsaa citerer. Huitfeld meddeler (S. 539, 540) en Oversættelse af den mecklenburgske Gjenpart af Hoveddocumentet, saadan som den endnu forefindes i det danske Archiv. Huitfeld nævner efter sin Viis intet om, at den der kun er forsynet med de tre Mecklenburgeres Segl, har aabenbart ingen Forestilling om at ikke Kong Albrecht selv var tilstede paa Aalholm og tvivler ikke et Øieblik om at Documentet baade er udstedt af ham, og har fuldkommen Gyldighed. Umiddelbart derpaa meddeler han det Klagebrev over Mecklenburgerne fra Almuen i Upland, som Olaus Petri meddeler (S. 141) uden at anføre noget Aar, og som Huitfeld saaledes urigtigt faar indved 1367 istedetfor ved 1371, hvor det rettest hører hjemme, som det i det følgende skal omtales. Heraf danner nu Messenius sin Combination. Messenius er ligesaa overbeviist som Huitfeld om, at Kong Albrecht selv var paa Aalholm. For sin Beretning om „de Svenskes“ Protest mod Tractaten har han ingen anden Hjemmel end dette sidstomtalte Brev, som dog ikke har det mindste dermed at skaffe. At „de Svenske“ undlod at indfinde sig i Kalmar, viser sig saa meget mere at være hans egen Opfindelse, som det er tydeligt, at han endog har sammenblandet Raadsherrerne, der skulde møde i Kalmar, og som ikke tænkte paa at gjøre Opstand, med den misfornøjede Almue, fra hvem Opstanden udgik. At formodentlig hverken Kong Albrecht eller Raadsherrerne endog fik Tractatbrevet at see, derom har han ikke haft nogen Anelse, ligesaalidet som om at Huitfeld har fat Klagebrevet fire Aar for tidligt. Men de af Huitfeld meddelte urigtige Data have dog været ham nok til deraf at forme en tilsyneladende plausibel Fortælling.
45. Den 5te Februar 1368 fik Greverne i Kalmar Anviisning paa 100 Skippund Kobber aarligt af Kobberberget til Liqvidation i deres Fordring paa 3500 Mk. br. (formodentlig Resten af den Gjeld, hvorfor Gotland var dem pantsat) Dipl. Dalekarl. I. 34.