Det norske Folks Historie/7/48

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Efterat disse Ting vare afgjorte, og Magnus atter kommen tilbage til det østlige Sverige, bragte han det omsider til at kunne gjøre sit andet Krigstog mod Russerne, hvorfra rimeligviis Pesten det foregaaende Aar havde hindret ham[1]. Hans Forberedelser dertil vare store. Foruden de Krigsmænd, han fik fra Sverige og Norge, skal han og, ifølge den svenske Riimkrønike, have haft Tropper i sit Sold fra Danmark og Tydskland, navnlig skal, som vi allerede ovenfor har nævnt, Grev Henrik af Holsteen have deeltaget i Toget. Dette havde maaskee en endnu mere religiøs Charakteer end forrige Gang. Det heed, at Russerne skulde omvendes til den sande Tro, og om Kongen ikke allerede havde henvendt sig til Paven om Bistand, skete det idetmindste nu, idet han ved særegne Sendebud i Korthed underrettede ham om, hvad der var skeet paa det første Tog, og om Russernes Grusomheder efter hans Bortgang, anholdende om at Paven vilde forunde ham nogen Hjelp af en eller anden Tiende, da det Folketab, hans Riger havde lidt under Pesten, gjorde ham det umuligt at drive Fjenderne tilbage ved egne Kræfter. Man erfarer tillige, at han har bedet Paven om at paabyde Korset prediket imod den rette Troes Fjender i Rusland, og om at befale de tydske Riddere i Estland og Lifland at staa ham bi: en Bøn, Kongen neppe kunde fremsette uden forud at have underhandlet med Ridderne om den Sag, og modtaget deres Tilsagn[2]. Vi ville see, at Paven ogsaa skjenkede hans Andragende et villigt Øre. Men da Pavens Svar kom saa sildigt, at hele Krigstoget da allerede maa have været forbi, og det dog maa have kostet Kongen mange Penge at foretage hine Udrustninger, søgte han allerede paa Forhaand af den pavelige Nuncius og Tiende-Collector, Johan Guilaberti, som da just var ankommen til Sverige, om et Laan af hvad der allerede var indkommet og fremdeles vilde indkomme saavel i Pavetiende som Rumaskat, og vi ville i det følgende see, hvorledes dette mod al Forventning lykkedes ham at erholde[3]. Da imidlertid heller ikke denne foreløbige Hjelp kunde komme paa Øieblikket, er det nok muligt, at han derhos, som der siges, paadrog sig store Gjeldsforpligtelser til Tydskerne, især til Grev Henrik[4]. Mange anseede Mænd, baade Svenske og Norske, vare med ham, blandt de første Hr. Israel Byrgessøn, der nu fik sit Ønske opfyldt at drage mod Hedningerne, og blandt de sidste Hr. Bjarne Erlingssøn[5]. Sit svenske Rigssegl og Fuldmagten til at besørge de løbende Regjeringsforretninger i Sverige under hans Fravær og i hans Navn overdrog Kongen fremdeles til Drottseten, Nikolas Thuressøn[6]. Han vilde nu, som forrige Gang, begynde med at belejre Nøteborg, men endnu inden han kom did, formodentlig idet han skulde lægge ind i Neva-Floden, fik han Underretning om, at en russisk Hær laa allerede udenfor Borgen, saa at det ej var at tænke paa, at han skulde kunne udrette noget mod den. Han vendte sig derfor til den vestligere Deel af Ingermanland, ved Grændsen mod Estland, lagde ind i Luga- eller Leuka-Floden, der falder ud i den finske Bugt strax østenfor Grændsefloden Narova, og besatte Koporje, samt formodentlig Jama og flere andre Borge, ved hvilken Lejlighed det udtrykkeligt siges, at Nordmændene erobrede nogle af dem[7], Sandsynligvis fik han nu ogsaa nogen Understøttelse af de tydske Riddere og estniske Adelsmænd. Der blev gjort mange Fanger, hvilke de Svenske, som det fortælles, raadede ham til at dræbe, medens Tydskerne meente, at han heller burde give dem fri, imod at de eedeligt forbandt sig til at betale ham store Løsepenge, lode sig døbe til den rette Tro og lovede at faa sine Landsmænd til at gjøre det samme. Dette Raad fulgte Magnus til Manges Forargelse: Russerne maatte sverge ham Troskabseed og indgaa de nysnævnte Forpligtelser: derpaa bleve de døbte og Skjegget rager af dem, hvorefter de fik Tilladelse til at drage bort. Formodentlig maa de da have lovet at komme snart igjen, medbringende alle dem, som de havde vundet for den rette Tro, thi imidlertid laa Kongen ganske uvirksom med sin Hær ved Koporje, fortærende de medbragte Levnetsmidler. Men istedetfor at omvende sine Landsmænd til den katholske Lære faldt de selv fra, samlede en stor Hær af Russer, Littauer og Tatarer og besatte Elvens Udløb, saa at Magnus og hans Hær kom i den største Forlegenhed og formodentlig vilde have været fangne, hvis de ikke med usigelig Møje havde faaet gravet en Canal til Søen ved Luga-Mundingen og derigjennem vare slupne ud. Men ved Bortfarten paakom der dem udenfor Narova-Mundingen en heftig Storm, hvorved de mistede mange Folk og Skibe[8]. De fleste af de Overblevne drog formodentlig hjem, blandt dem Grev Henrik[9], men han selv blev for det første tilbage i Estland, hvor vi i Begyndelsen af December finde ham i Reval[10]. Sandsynligviis vilde han, da Fjendtlighederne alligevel maatte hvile, vente her, indtil han fik Svar paa sine Andragender til Paven, og imidlertid personlig underhandle med Ridderne om at komme ham til Hjelp. Han undsaa sig vel ogsaa ved at komme hjem, førend han nogenledes havde oprettet sit Tab, der af de Svenske lagdes hans Lettroenhed og Eenviished til Last; de meente, at hvis han havde lydt deres Raad og ladet Russerne dræbe, da han havde dem i sin Magt, vilde alt have gaaet ganske anderledes[11]. Han forblev i de Egne lige til Vaaren. I Februar var han endog heelt nede i Riga, hvor han tog Stadens Øvrighed og samtlige Borgerskab i sin Beskyttelse, strengeligen forbydende alle sine Befalingsmænd eller deres Undergivne samt overhoved enhver af sine Mænd at gjøre dem nogensomhelst Ulempe eller Forhindring, naar de kom i hans Riger og Lande, og kunde opvise Pas fra Landmesteren i Lifland eller Comthuren paa Dünamünde, men heller at yde dem al mulig Bistand[12]. I Riga blev ogsaa Hr. Israel Byrgessøn syg og døde[13]. I Begyndelsen af April var Kongen kommen tilbage til Hapsal i Estland[14]. Imidlertid havde Novgoroderne gjort et ødeleggende Tog mod Viborg i Finland, hvis Forstad de opbrændte, slog Besætningen, der gjorde et Udfald, og herjede den omliggende Egn med sin sedvanlige Grumhed, (Marts 1351[15]). Efterretningen herom maa formodentlig have kaldt Kongen over til Finland, hvor han i Midten af Mai var i Aabo[16], og da han paa den Tid endnu ikke kunde vide, at Paven den 14de Marts havde tilstaaet ham alt, hvad han begjerede, og paa det kraftigste opfordret Ridderne til at staa ham bi, maa han sandsynligvis have opgivet Haabet om for denne Gang at udrette mere, og begivet sig tilbage til Sverige, hvor vi finde ham i Stockholm Pintsedagen den 5te Juni[17]. Ja det synes endog, som om han for sin Afreise under Riddernes Megling har sluttet etslags Stilstand med Russerne, hvorved det bestemtes, at de Fanger, Russerne havde beholdt efter Tilbageerobringen af Nøteborg 1349, skulde udvexles mod de Gisler, Kongen havde medtaget til Sverige, nemlig Abraham, Kosma, o. fl., (see ovenfor) thi Udvexlingen fandt virkelig Sted i Dorpat, og den 9de Juni kom hine russiske Herrer hjem til Novgorod[18]. Mere udrettede Magnus ikke mod Russerne, og han havde af denne Krig, som han havde begyndt i en saa velment Hensigt, alene høstet Skam og Skade og gjort sig endnu mindre likt blandt Svenskerne, end han før var. Han havde vistnok i Sinde at komme igjen for at hevne sin Skendsel, da han endnu i 1353 anholdt Paven om Fornyelse af Korspredikningen mod Russerne, og Novgoroderne maa ogsaa have ventet ham, siden de fandt det nødvendigt strax efter at befæste Nøteborg bedre end før og omgive den med en Steenmuur[19]. Men uagtet Magnus, som vi ville see, baade fik den forlangte Pengehjelp af Paven, og mere til, blev der dog intet af noget nyt Krigstog. Hertil kan det vel for en stor Deel have bidraget, at Pesten nu ogsaa kom til Rusland, saa at det var farligt at begive sig hen til de Egne. Men Hovedaarsagen var aabenbart den, at Krigen var aldeles upopulær i Sverige, og at Magnus mødte for stor Modstand hos sine egne Mænd, til at han kunde faa noget nyt Krigstog istand.

  1. ↑ Det er yderst vanskeligt med fuldkommen Sikkerhed at bestemme Tiden for dette Tog, da Angivelserne herom ere højst svævende og indbyrdes afvigende. Riimkrøniken nævner ingen Tid. Den enesternsstske Beretning, man har, den, som indeholdes i det saakaldte „Kong Magnus’s Testament“, hvorom mere nedenfor, lader Kongen gjøre det andet Tog efter Nøteborgs Tilbageerobring, altsaa i 1350. De isl. Annaler derimod nævne 1351. Naar man skal slutte fra de forhaandenværende Brevskaber, der vise, hvor Kongen opholdt sig i anden Halvdeel af 1350 og første Halvdeel af 135l, bliver det dog næsten til Vished, at Toget skete om Høsten, maaskee seenhøstes 1359, og at de isl. Annaler kun nævne 135l, fordi Kongen først da vendte tilbage, og Toget saaledes først da kunde ansees som endt. Der har nemlig hidtil ikke været opdaget et eneste Brev udstedt af Kongen mellem den 25de August 1350, da han endnu var i Fygld i Sverige, og den 5te December 1350, da han var i Reval. Derimod haves der fra 1351 Breve (s. nedenfor), der vise, at han den 18de Februar var i Riga, den 2den April i Hapfal, den 13de og 15de Mai i Aabo, og endelig den 5te Juni i Stockholm. Ikke at tale om, at han til dette Felttog heller maatte vælge Høsten, da Vandene var aabne, end Tiden mellem Januar og April, da Isen i de Egne tillægger alle Vande, og hvor saadan Udgravning og Ulykke paa Søen, som udgjør et af de væsentligste Punkter i Beretningen, ej kunde finde Sted, saa kan man neppe engang i Mellemrummene mellem hine anførte Dage af 135l finde nogen Tid lang nok til, at alt det skulde have foregaaet, som Beretningen omtaler, medens derimod den Omstændighed, at der intet Brev forefindes fra eller om Kongen i den lange Tid fra August til December 1350, viser, at han da maa have været beskjeftiget i fjernere Egne med krigerske Sysler. Endvidere kan i alle Fald Grev Henrik af Holsten vanskeligt have være med ham om Vaaren eller Eftervinteren 1351, thi den 27de April var Grev Henrik paa Nyborg i Fyn (Schl. Holst. Lauenb. Urk. II. S. 229) og havde saaledes allerede forladt Magnus, medens man derimod intet hører fra ham i anden Halvdeel af 1350, saaat han altsaa just da kan have deeltaget i Toget. Alt dette synes at maatte betegne Høsten 1350 som den rette Tid.
  2. ↑ Alt dette vil sees af Pavens Buller af 14de Marts 1351, hvorom der nedenfor bliver Suk. Da Expeditionen ved Curien, især i Sager som denne, var seen, er det ikke formeget regnet, naar vi antage, at Kongens Gesandtskab, hvorved Bullerne udvirkedes, var afgaaet mindst fem Maaneder forud, altsaa i October 1350.
  3. ↑ See nedf. S. 530, fgg., hvor der handles om Kongens Contract med den pavelige Nuncius. Ogsaa Messenius hentyder dertil i sin Scondia, T. 3, L. 13, T. XII. S. 188.
  4. ↑ At Kong Magnus var kommen i store Gjeldsforpligtelser til Grev Henrik, der endog ledede til et spendt Forhold mellem dem, sees af det Forliig paa Baagahus af 1352, som Suhm anfører XIII. 273, og som vi senere komme til nærmere at omtale.
  5. ↑ Om Hr. Israel, s. o. S. 488. Hr. Bjarne nævnes i de isl. Annaler S. 284.
  6. ↑ Vi see nemlig, at Hr. Nikolas Thuressøn har under Kongens Fravær udstedt og beseglet Breve i hans Navn, et dateret Skeninge den 29de Marts 1351 og beseglet med Kongens Justitssegl (omtalt af Lagerbring III. 601), ligeledes endog et privat Gavebrev, dateret Stockholm den 20de April 1351, hvor Kongens Segl kun er paatrykt til Bekræftelse.
  7. ↑ De isl. Annaler, l. c. „Norgesmændene fik vundet nogle Borge, men mere blev der heller ikke udrettet“.
  8. ↑ Denne Fremstilling (Suomi, 1848, S. 101 fg.) er grundet deels paa den korte Beretning, der findes i det i Rusland forfattede Testament eller Haandskrift (Gramota), deels paa Riimkrøniken. Hiint besynderlige Product, der findes optaget i flere russiske Annalbøger, er et i Kong Magnus’s Navn skrevet Advarselsbrev til hans Undersaatter, hvori han ogsaa gjennemgaar de vigtigste Begivenheder af sit eget Liv og skildrer sine Misgreb med mørke Farver. Magnus foregives at skrive det fra et russisk Kloster, hvortil han skulde have taget sin Tilflugt paa sine gamle Dage, medens man i Norge og Sverige troede ham druknet paa Norges Kyst. Det er altsaa sammensmedet efter Magnus’s Død og indeholder meget baade sandt og usandt. Det usande eller fordrejede er dog egentlig kun det, hvorom man i Rusland ej kunde vide nogen synderlig Besked, nemlig om Magnus’s Levnet og Virken i sine egne Riger, hvorimod Krigsbegivenhederne paa russisk Grund synes at være nok saa rigtigt fortalte. Saaledes fortælles der ganske ordentligt i al Korthed om Krigen i 1348 og 1349, om Nøteborgs Erobring ved Magnus og Tilbagerobring ved Russerne. Derpaa heder det: „jeg drog Aaret derefter atter med en Krigshær til Nøteborg, og et Bud mødte mig, at en novgorodsk Hær laa ved Nøteborg, da drog jeg til Koporje og blev der om Natten. Der fik jeg at vide, at Novgoroderne vare ved Landets Grændse, og jeg flygtede over Havet. Men en sterk Storm opstod, – – – og en Mængde af mit Mandskab druknede ved Mundingen af Narova, og jeg vendte tilbage til mit Land med en ringe Levning af Hæren“. Af Riimkrønikens ret charakteristiske Beretning hidsætte vi følgende: „Han sankade sig en här stark både af Tyskland ok Danmark, Hertogen af Holsten ok slike flera, ty ward hans angist desto mera. Det gick som Jungfru Maria honom sade; da han til Rysseland lade, han wann alt det före gick, ok sina största owänner alla i händer fick. Då rådde de Swenska swå med dem fara, att de mot Christnom ej mera (måtte) wara; de Tyske rådde dem låta lifwa, „sölf ok gull måge de oss gifwa“. Jomfru Mariæ råd Konnungen försmådde ok gjorde som de Tyska honom rådde; de Ryssa lofwade honom sölf ok gull, ok sworo honom wara hult, ok christna tro taka sik uppå, ok fly (ɔ: mage det saa) att landet gjorde swå: han loot dem raka skägg ok döpa, ok fria siden fara og köpa. Medan Ryssa skulle fara ok wända dera land alt tillchristna tro ok Konungshand, då förtärde Konungen sin spisning mesta, ok timan förgick den allrabästa, som han skulle hafwa sik brukat, ok sina owänner underdukat. Då Ryssa kommo i dera behold, sankade de swa storan fold af Ryssa, Lettoga og Tattar, ok beställado konungen der han war, ok loto honom see i allo thy, at skäggen waro wuxen igen af ny. Haden (d. e. havde han) rakat hufwuden af dera hals, då hade de ej gjort tholikt fals. Han grof sik ut at Lewkamynne, heller hade de fangit honom inne: swå kom han hem med skam och skade, ty han ej lydde jomfru Maria råde. Utlänninga twingade honom mångfald, för än han fik betala dera sold; han satte många land i pant ok tvingade almågen swå försant – osv“. Her seer man strax, at Riimkrønikens Beretning om, hvorledes Kongen blev indestængt i Leuka eller Luga, sigter til den samme Begivenhed, som Testamentets, nemlig at Russerne havde sperret ham Adgangen til Grændsen, medens han laa ved Koporje (beliggende i Egnen ved Luga), saaat han maatte see til at undkomme ad en anden Vej.
  9. ↑ Grev Henrik var nemlig allerede den 27de April i Nyborg, s. ovenfor.
  10. ↑ See Arvidson, Saml. til Finlands Historie. I. S. 4.
  11. ↑ Dette maa man i alle Fald slutte af Riimkrønikens Ord, see ovenfor.
  12. ↑ Lagerbring III. 413. Det skulle ellers synes, som om Magnus nu virkelig havde faaet noget at sige over Lifland eller en Deel deraf, hvad det nu end kan have været, siden de estlandske Adelsmænd, som vi have seet, i 1348 lod ham vidimere Christopher d. 2den Forskrivning, og siden Erkebiskop Vromold af Riga, da han reiste hjem fra Avignon efter modtagen Indvielse, lod sig under 1ste Marts 1349 give særskilt Anbefaling til Kong Magnus, med Ben om venlig Modtagelse. Men dette maa vi overlade andre at udgranske. Reg, Clem. VI. Secr. an. 7. fol. 162. ep. 787.
  13. ↑ See ovenfor S. 488, Not. 1. Før sin Død, fortælles der i Revelationerne, gik han op i Kathedralkirken og satte sin Ring paa den hellige Jomfrus Billedes Haand, anbefalende sig til hendes Barmhjertighed. Formodentlig blev han da vel og begraven i samme Kirke.
  14. ↑ Den 9de April gav han Padis Kloster Patronatsretten over Borgø Kirke i Finland. – Bunge, Liv-Est. Kurl. Urk. B. III. 158.
  15. ↑ De novgorodske Annaler, Suomi VIII. S. 100. Det staar her, at Novgoroderne drog med Namestnikens Søn Borisov, med Tysiatskojen Johan Theodors Søn og nogle Vojevoder at bekrige Nemetzerne, kom til Viborg Mandagen den 21de Marts og opbrændte Forstaden, hvorpaa Nemetzerne gjorde et Udfald, men bleve angrebne og med Tab drevne ind i Byen igjen af Novgoroderne, der nu herjede Egnen omkring Byen og dræbte Koner og Børn“.
  16. ↑ Breve, indeholdende yderligere Begunstigelser for Padis Kloster, daterede Aabo, 13de og 15de Mai 1351, hos Bunge, l. c. S. 158–161.
  17. ↑ Porthan, Sylloge, 414.
  18. ↑ De novgorodske Annaler, Suomi f. 1848, S. 109, 101. Der staar umiddelbart efter hiin Beretning om Novgorodernes Viborg-Tog: „Samme Aar drog Novgoroderne til Jurjev (Dorpat) og udvexlede de Nemetzer, som de i Orechov havde taget til Fange, imod Abraham, Kosma, Alexander og Andreas med flere af deres Mænd, der var hiinsides Havet hos den svenske Konge Magnus, og kom de alle … velbeholdne til Novgorod den 9de Jun, Martyren St. Alexanders Dag“. Nu er det vel saa, at alt dette, baade Toget til Viborg og Udvexlingen i Dorpat, i Annalerne, idetmindste den trykte Udgave, henføres til Aar 6858 (Septbr. 1349–1350), hvorved altsaa Viborgstoget skulde falde i Marts 1350 og Udvexlingen i Dorpat mellem Marts og 1ste Septbr. samme Aar. Men at Begivenheden er urigtigt henført til 6858 istedetfor 6859, er øjensynligt alene af den Grund, at Udvexlingen af Fangerne dog jo ej kunde finde Sted umiddelbart, førend Kongen bekrigede Russerne, men maatte skee derefter – og hans Tog falder jo netop i det Aar, som Russerne betegne med 6859 –; desuden er i den trykte Udgave af Annalerne Aaret 6859 ganske oversprunget, hvilket viser, at her en Fejl maa have fundet Sted, hvilket let kan forklares saaledes, at da Nøteborgs Indtagelse om Vaaren 1349 (6857) omtales under 6856, ere de ubetydelige Begivenheder, der skulde omtales under 6858, henførte til 6857, og fremdeles Krigen i 6859 til 6858, indtil endelig Fejlen er rettet ved Springet fra 6858 til 6860. Men heldigviis meddele Annalerne selv ogsaa et aldeles positivt og ubestrideligt Vidnesbyrd om, at 6859 (1350–51) er det rette Aar, idet de udtrykkeligt sige, at Dagen, da Novgoroderne kom til Viborg, var Mandagen den 21de Marts. Thi den 21de Marts 1350 faldt paa en Søndag, medens derimod netop i 1351 den 21de Marts var en Mandag. Denne Omstændighed sætter Sagen udenfor enhver Tvivl.
  19. ↑ Dette henføres i de novgorodske Annaler til 6860 (1351–1352,)Suomi l. c. S. 105. Formodentlig skete det allerede om Høsten 1351.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/48&oldid=79556»