Det norske Folks Historie/7/45

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1862 (II-1, s. 490-497).

Man veed ikke nøiagtigt, naar Kong Magnus kom tilbage til Sverige fra sit finske Tog i 1348. Muligt, at han, som et enkelt Brev antyder, opholdt sig i Aabo, endnu i September, medens Russerne alle-, rede havde begyndt at blokere Nøteborg. Han kan dog neppe have dvælet der længe. I November var han i Uppland og Stockholm, hvor han maaskee ogsaa har tilbragt Julen^[1], men strax derefter maa han have ( tiltraadt en Reise til Norge, thi han var i Oslo den 22de Februar 1340. Hvad hans Hensigt var med denne Vinterreise til Norge, angives ingensteds. Formodentlig var det fremdeles nogle Finantsspørgsmaal, især angaaende Pavetienden af de kongelige Capeller, hvilken Sag i alle Fald ivrigt beskjeftigede ham, som vi strax ville see. Erkebiskop Arne, hvem Paven havde betroet Hoved-Indsamlingen, lader til at have taget sig denne Sag meget ivrigt og lige fra Slutningen af 1348 at have reist om i Viken og paa Oplandene, neppe i andet Erende end dette^[2]. Det falder da næsten af sig selv, at Erkebiskopen, naar han først var paa de Kanter, ogsaa indfandt sig hos Kongen. Men vi erfare desuden udtrykkeligt, at denne virkelig havde en Sammenkomst – der rimeligst maa have fundet Sted i Oslo – med Erkebiskopen, Biskop Salomon af Oslo og Biskop Hallvard af Hamar angaaende Pavetienden. Klerkerne ved de kongelige Capeller havde nemlig klaget over, at Tiende-Indsamlerne utilbørligen forfulgte dem med Krav og Trusler om kirkelige Tvangsmidlers Anvendelse, naar de ej vilde betale Tienden, hvortil de ikke ansaa sig forpligtede, og Kongen var af samme Mening, idet han holdt for, at det pavelige Tiendepaaleg alene gjaldt Indtægter af Beneficier, som udelukkende kunde kaldes kirkelige, og hvis Besiddelser saa fuldstendigt tilhørte Kirken, at ingen anden havde noget over dem at sige, medens derimod de Ejendomme, som Kongerne havde skjenket til sine Capeller, blot tjente til Incumbenternes Lønning, og disses Raadighed derover kun var Nyttesbrugen (ususfructus), saa længe de tjente, medens den virkelige Ejendomsret med Myndighed til at afhende og bytte fremdeles forblev hos Kongen og Norges Krone, hvad ogsaa de kongelige Stiftere oprindeligen havde forbeholdt sig. Ligeledes var det udtrykkeligt betinget, at ved Befordringer til eller Afsettelse fra disse kongelige Beneficier skulde hverken de sedvanlige kanoniske Regler gjelde, eller Forfremmelsen til Prælaturer skee ved Valg, men alt skee efter Kongens Forgodtbefindende, da Kongen indsatte disse Klerker mere, som om det var verdslige Embedsmænd, til Bistand i sine Forretninger m. m. Af alle disse Aarsager forbød han udtrykkeligt sine Klerker at svare nogen saadan Tiende, og om denne sin Hensigt underrettede han mundtligt hine fire Biskoper, da de vare hos ham^[3]. Hvad de hertil svarede, vides ej med Vished, men hine Grunde, der upaatvivleligt have været udtænkte af Cantsleren, maa vel have forekommet dem temmelig uimodsigelige, idetmindste ville vi see, at Kongen strax efter høitideligt gjentog sit Forbud. Under Erkebiskopens Ophold i Norge var det vel og, at Kongen udstedte et nyt Varnadarbrev for Nidaroos Kirke, dens Klerker og Tjenestemænd, dateret fra Oslo den 27de Februar 1349^[4]. Man erfarer fremdeles, at Kongen under dette Ophold ogsaa har hørt paa Forestillinger i Anledning af de sidste Skridt til Kronindtægternes Forbedring og eftergivet et og andet, hvorfor Billigheden talte, thi den 22de Februar see vi ham tilbagekalde et eldre Brev, hvori han havde inddraget Lemunsøen og Hjardalsvandet oppe i Kongs-Almindingen i Lom og Vaage under Kronen og give disse Fiskevand tilbage til hine Bygders Beboere^[5]. Endvidere sørgede han for Retsplejen, idet han, i Anledning af en Klage fra Mariekirkens Klerker over seen Rettergang, fordi Oslos By-Lagmand var for overlæsset med Arbeide til at kunne expedere Sagerne hurtigt nok, bestemte, den 1ste Marts, at hvilkensomhelst eedsvoren Lagmand, der befandt sig i Oslo, naar en hine Klerker der paastevnet Sag faldt i Retten, kunde afgjøre den paa By-Lagmandens Vegne“^[6]. Det er at merke ved denne Retterbot, at den er beseglet af Cantsleren i Kongens Nærværelse, medens Brevet af 22de Februar, og formodentlig ogsaa det af 27de, kun er beseglet med Kongens Secret. Vi see saaledes, at Kongen, under denne sin korte Nærværelse i Norge, tog sig ivrigt af Regjeringsforretningerne, og hvis ikke saamange af vore gamle Brevskaber vare tabte, vilde vi vist have endnu flere, der vidnede om denne hans Virksomhed. Mod Paasken begav han sig ned til Baagahuus, hvorfra han anden Paaskedag (13de April) ej alene, som det allerede er omtalt, gjentog sit Forbud til alle sine Klerker, under Embeds Fortabelse, at yde nogen Tiende, men anmodede ogsaa ligefrem Tiendesamlerne om at afholde sig fra at kræve den af hans Klerker, samt om at indstille alle i den Anledning mod dem indledede Processer, „da det apostoliske Sæde selv aldrig havde lagt slige Byrder paa hans Klerker og Capellaner, ja snarere har erklæret dem frie for saadanne, samt overhoved i alle eller iallefald de fleste Kongen vedkommende Sager stedse havde viist sig gunstigt, hvad han da og, som en sand Lydighedens Søn, af det haabede at kunne fortjene“.^[7] Man merker heller ikke noget Tegn til, at de kongelige Klerker herefter bleve bebyrdede med Fordringer af dette Slags. Denne Skrivelse nævner intet om Cantsleren og har derfor vel været beseglet med Kongens Secret, som sedvanligt, uagtet Cantsleren fulgte ham til Baagahuus og der beseglede en anden af Kongen udstedt Skrivelse^[8].

Der kan ingen Tvivl være om, at Kongen under dette sit Besøg i Norge ogsaa har haft flere Forhandlinger om et nyt Tog til Rusland, thi i Sverige var et saadant tinder Forberedelse, som man af samtidige Brevskaber erfarer^[9]. Hans Tilbagereise saa kort efter Nøteborgs Indtagelse betragtedes vistnok af de ivrige Sjæle, og neppe uden Ret, som forhastet; Fru Birgitta Byrgesdatter klager i sine „Aabenbarelser“ udtrykkeligt derover, og paastaar, at det skete efter Djevelens Indskydelser hos hans Omgivelser^[10]. Hun har vel heller ikke ladet det mangle paa mundtlige Bebreidelser til Kongen selv. Efterretningen om Borgens Fald i Februar 1349, om Besetningens sørgelige Skjebne og Russernes Grusomheder mod de Nysomvendte maatte ogsaa give slige Klager des større Berettigelse, og Kongen maa fremfor nogen anden have følt sig opfordret til at gjenoprette det forsømte og tabte. Det Tog, som Russerne gjorde til Haalogaland, havde vel saa tidligt paa Aaret endnu ej fundet Sted, eller om saa var, kunde Efterretningen derom endnu ikke være naaet til Oslo eller de Egne, hvor Kongen ferdedes: i saa Tilfælde vilde idetmindste Nordmændene nu have haft en stærkere Opfordring til paany at gribe til Vaaben. Der berettes fra en sikker Kilde om et Rigsmøde, som i dette Aar holdtes i Norge, den 23de Juli^[11]. Da et saadant Møde ej var let at faa istand, maa man formode, at det blev udskrevet i April, netop som Kongen stod i Begreb med at forlade Norge, og umiddelbart efterat Meddelelsen om Nøteborgs Fald var ankommet til ham. Fra Baagahuus begav Kong Magnus sig til Halland og Skaane og havde her en Sammenkomst med Danekongen (April 1349)^[12]. Gjenstanden for hvad der forhandledes ved denne Sammenkomst nævnes ikke af paalidelige samtidige Chronister eller i Brevskaber fra den Tid. Den lader sig kun nogenledes ane. Gjenvindelsen af Landene hiinsides Øresund var en Plan, som Kong Valdemar nok til en Tid under ugunstige Omstændigheder kunde stille i Bero, men som han aldrig havde opgivet, og nu, da han var kommen nogenledes til Kræfter og havde sikkret sig Herredømmet, ej alene over Sjæland, men og tildeels over Fyn (1348)^[13], tog han den atter op. Med Magt lod sig intet udrette, men desto mere ved List, og for det første synes det, som om han ved alskens venskabelige Tilnærmelser har søgt at faa Kong Magnus i sine Garn og lokke ham til en Godtroendhed og Tillid, som han senere kunde benytte til sin Fordeel. Vi have saaledes allerede seet den Tilnærmelse, som fandt Sted imellem dem saavel umiddelbart før, som strax efter Kong Valdemars Jorsalaferd, og det imellem dem indledede Svogerskab. Nu havde Valdemar desuden en særegen Grund til at snakke godt for Magnus og sikkre sig Fred fra hans Side^[14]. Valdemars Svoger, Markgrev Ludvig af Brandenburg, stod i denne Tid i Fare for at miste hele sit Markgrevskab. Den Strid, som i Tydskland allerede længe havde hersket mellem det bayerske og luxemburgske Huus, varede fremdeles ved, ogsaa efter Keiser Ludvigs Død. Karl af Luxemburg, der allerede var ophøjet til Kongeverdigheden, greb med Glæde Lejligheden til at gjøre Keiser Ludvigs Søn, Markgrev Ludvig, Skade, idet han anerkjendte og understøttede den saakaldte falske Valdemar, formodentlig en Bedrager, der udgav sig for den sidste Markgreve af den gamle anhaltske Stamme, der allerede siden 1319 havde troet været død. Kong Magnus’s Svoger, Albrecht af Mecklenburg, som saa, at der ved denne Røre var noget at vinde, tog tilligemed Hertug Barnim af Stettin, Fyrste af Rügen, Parti for den falske Valdemar og høstede ogsaa strax Løn derfor, idet Kong Karl d. 4de ophøiede Albrecht tilligemed hans Broder Johan fra Undervasaller under Brandenburg til umiddelbare Rigsfyrster af Mecklenburg med Hertugs-Titel. Men desforuden forlenede han Barnim med Rügen, uagtet dette var et dansk Lehn, og der paastaaes ogsaa, at Albrecht paa samme Maade forlenedes med Rostock, der ligeledes stod under dansk Lehnshøjhed. Kong Valdemar, som allerede ikke godt kunde see paa, at man berøvede Ludvig sine Besiddelser, maatte i denne Krænkelse af hans egen Lehnshøjhed finde sig dobbelt opfordret til at gribe til Vaaben for Svogeren. Men da Albrecht af Mecklenburg tillige var en Svoger og Forbundsfælle af Kong Magnus, havde han nok Grund til at befrygte Fjendtligheder fra den Kant, hvis han ikke beroligede Magnus eller sikkrede sig hans Neutralitet, forinden han drog over til Tydskland. Dette har da vel været hans Hovedhensikt med denne Sammenkomst, som han, og ikke Magnus, maa have søgt, siden Valdemar begav sig over til denne, ikke omvendt. Og saa meget seer man af de paafølgende Begivenheder, at han maa have opnaaet sin Hensigt, thi Magnus holdt sig stille og uvirksom, hvad Midler nu den kloge Valdemar kan have anvendt, enten han smigrede Magnus-’s Forfengelighed ved at forespejle ham, hvad der og siden skete, at han skulde blive valgt til Voldgiftsmand ved Bileggelse af Striden, eller at han med tilsyneladende villigt Øre har hørt paa de Beklagelser, Kong Magnus vist allerede nu har ladet falde over de svenske Stormænds mere og mere tiltagende Gjenstridighed, og tilbudt ham sin Hjelp mod dem, hvis han i Tidens Løb skulde komme til at behøve den. Højst rimeligt kan det da være, at Valdemar allerede nu har følt sig for hos Magnus med Hensyn til Skaane, om hvis Gjenerhvervelse han ikke mere end et Aar derefter, som vi ville see, sluttede et Forbund med sin forrige Fjende Hertug Albrecht, der, om muligt, spillede et endnu mere falsk Spil mod sin Svoger, end Valdemar, og for hvem endog Fru Birgitta paa det eftertrykkeligste havde advaret Kong Magnus^[15]. Efter en yngre Beretning, der dog alene kan være grundet paa et løst Sagn, skal Valdemar ved denne eller en anden Samtale med Magnus have bedet om at maatte faa dennes Adkomstbreve til Skaane at see, og derpaa, da Magnus var godtroende nok til at give ham dem, strax have holdt Voxseglene til Ilden og smeltet dem, saa at Brevene derved bleve ugyldige^[16]. Dette klinger vistnok altfor usandsynligt, til at man kan antage det for andet end en Afspejling af Mængdens Forestillinger om Valdemars List og Magnus’s Godtroendhed. Men endog som saadan vilde den ikke være uden Betydning. Snarere skulde man dog være tilbøjelig til at tro, at Valdemar endnu ikke efter Løfte havde fremskaffet de Brevskaber, han ifølge den sidste Fredsslutning var pligtig at udlevere i beseglet Stand, og at han havde forstaaet at berolige Magnus ved alskens Udflugter og glimrende Løfter. Valdemar gik over til Mecklenburg med en Hær, herjede Øen Poel ved Wismar og erobrede Stargard, men blev her belejret af Hertug Albrecht og slap kun ud, da Markgrev Ludvigs Broder kom ham til Undsetning og nødte Albrecht til at opheve Belejringen, skjønt denne i det paafølgende Slag vandt en betydelig Sejr. Valdemar drog nu til Berlin, forfulgt af Albrecht, men her kom det til Megling og Stilstand, og Tvisten blev virkelig henskudt til Kong Magnus’s Afgjørelse, der skulde afsiges ved Pintsetid det følgende Aar. Denne Afgjørelse kom dog ikke til at finde Sted, da Sagen allerede forinden blev afgjort paa en anden Maade, idet Keiseren selv og de øvrige krigførende Fyrster i Februar 1350 havde en Sammenkomst i Bautzen, hvor den falske Valdemar erklæredes for en Bedrager, Ludvig fik Brandenburg tilbage imod at hylde Keiseren som sin Lehnsherre og afstaa ham Overlausitz samt gjøre Afkald paa Lehnshøjheden over Mecklenburg m. m., og Kong Valdemar fik en stor Sum Penge i Krigsomkostninger. Siden erkjendte ogsaa baade Albrecht og Barnim Kong Valdemars Lehnshøjhed for Rostock og Rügen, og desforuden aftaltes der (8de Mai) et Giftermaal mellem Albrecht og Kong Valdemars eldste Datter Margrete^[17]. Margrete døde vel kort efter, men Albrecht reiste strax over til Danmark og fik den yngre, forhen omtalte Ingeborg sat i hendes Sted. Og hvilke lumske Planer der nu aftaltes mellem dem imod Kong Magnus, sees bedst deraf, at det i Giftermaalscontracten selv (udstedt fra Tornborg d. 23de Octbr. 1350) indførtes, at Hertug Albrecht skulde hjelpe Valdemar til at vinde alle de Lande tilbage, som hans Faderbroder Kong Erik og Fader Kong Christopher i sin Tid havde besiddet^[18]. Thi at der herunder ikke alene forstodes Landene vestenfor Øresund, men ogsaa Skaane, Halland og Bleking, erfares noksom deraf, at Kong Valdemar elleve Dage senere fra Kjøbenhavn gav Hertug Albrecht Brev paa, at hvis det ved dennes Hjelp lykkedes ham at faa Helsingborgs Slot i sin Magt, skulde han inden et halvt Aar derefter betale Albrecht 10000 Mk. brendt Sølv eller ogsaa stille ham Laaland til Pant^[19]. Men om dette falske Spil blev naturligviis Kong Magnus holdt uvidende, og han vedblev endnu i en Rekke af Aar at skjenke Hertug Albrecht sin Tiltro.

1. Man har i det sv. Rigsarchiv Breve fra ham dat. Vaala i Uppland den 9de og Stockholm den 30te December.
2. Erkebiskop Arnes Indulgensbrev for Løkers Kirke paa Høland, dat. Thrygstad d. 24de Novbr. 1348, og et lignende for Fegringens Kirke, dat. Lunner paa Hadeland den 3die Juni 1349, Dipl. N. II. 297. 302.
3. Dette siges udtrykkeligt i den paafølgende Kundgjørelse fra Baagahuus, hvorom nedenfor.
4. Dipl. N. II. 299.
5. Dipl. N. I. 315.
6. Dipl. N. V. 207.
7. Brev fra Baagahus af 13de April 1349. (Den Arnamagn. Saml. Fasc. 53, No. 11.)
8. Gave-Brev fra Baagahuus af 8de April 1349, indseglet af Cantsleren i Kongens Nærværelse. Dipl. N. VI.
9. Et Brev i det sv. Rigsarchiv fra Knut Bose, dat. d. 1ste Mai, indeholder, at denne selger en Gaard i Svenarum til Nydale Kloster, med Forbehold af Gjenløsningsret, hvis han kommer tilbage fra Toget til Rusland.
10. Revelationes Sanctæ Birgittæ, VIII. 47.
11. I det gode danske Chronicon af 1356 i Scr. R. D. III. S. 525 staar der udtrykkeligt: Paa St. Margretes Dag holdtes et „Parlement“ i Norge.
12. Dette omtales i det samme Chronicon: „Kongen gik over til Halland til Sveakongen“. Tiden for denne Sammenkomst angives her ikke, kun seer man, at den maa have fundet Sted før 3die Mai, da et „Parlement“ i Roeskilde paa denne Dag umiddelbart derpaa omtales. Men at Kong Magnus netop i April var paa de Kanter, sees deraf, at han udstedte Breve fra Helsingborg d. 15de og 25de April 1349. (Suhm XIII. 218).
13. Denne Erhvervelse idetmindste af en Deel af Fyn skete ved den vigtige Tractat med Grev Henrik og Claus, dateret Nebbe Gaard paa Sjæland d. 22de Juli 1348 (Huitfeld 496–498, Schl. Holst. l. Urkund. II. S. 212. Kong Valdemar havde klogt benyttet sig af en Fejde mellem Grev Henrik og den mægtige holstenske Adelsmand Henneke Hummersbüttel paa Borgen Stege ved Oldesloe, idet han nemlig.først gjorde Forsøg paa at undsette Borgen, som Henrik belejrede formedelst al den Skade, dens Indehaver tilføjede Borgeres og Bønders fredelige Virksomhed, Men„ da Forsøget mislykkedes, tilkjøbte sig Borgen for 5000 Mi. S. Da fandt Henrik det raadeligst at indgaa hiin Overenskomst med ham, hvorved han mod at faa Stege afqvittede hine 5000 Mark af de 41000, hvorfor Fyn stod pantsat; 5000 skulde Kongen betale i Afdrag; desforuden skulde han overdrage Greverne Jordegods i Holsten af 5000 Mks. aarlig Indtægt. Derfor skulde han faa Nyborg med Halvdelen af Fyn, og med Hensyn til Indløsningen af den anden Deel opstilledes de nøjagtigste Betingelser.
14. Om det følgende see især Grams Forbedringer, S. 56–66, Stenzel, Gesch. Preussens I. 120. Dahlmann, Gesch. Dänemarks I. 498, 499.
15. Se St. Birgittas „Revelationes“ VII. 17. Her fraraader Christus gjennem Fru Birgittas Mund Kongen at hvide sig til Ven med „en stor fremmed Herre“ og føre ham.ind i sit Rige, da det var en listig Ræv, som, hvis han bare fik en liden Deel af Landet, ei vilde hvile, førend han fik mere. Man kunde ved første Øjekast gjette paa, at det var Kong Valdemar selv, som her menes, men at det er Albrecht sees deraf, at der udtrykkeligt siges, at „Kongens Raadgivere og Kongen selv skulde gjøre sin yderste Flid for, at de Penge, der endnu skyldtes ham af hans Medgift, kunde blive ham udbetalte“. Denne „Aabenbaring“ kan maaskee tilhøre Tiden i 1339, da der handledes om Medgiftens Udbetaling (s. o. S. 235), men maaskee og en noget senere Tid, da man ej med Bestemthed veed, naar den endelige Udbetaling skete.
16. See Grams Notæ ad Meursium col. 510, Suhm XIII. 203.
17. See herom fremdeles Gram, Forbedringer o. s. v. See og Suhm XIII. S. 220–227. Brevet om Margretes Bortfestelse til Albrecht er trykt hos Gram, l. c. S. 211–212.
18. Giftermaalscontracten er trykt hos Gram, l. c. S. 213–214.
19. See Styffe: Bidrag etc. S. 17.