Det norske Folks Historie/7/43

Fra Wikikilden
Chr. Tønsbergs Forlag (II-1s. 473-481).

Efter al Sandsynlighed var Kong Magnus allerede før Udgangen af Aaret 1346 draget nordover. Han tilbragte idetmindste de første Maaneder efter Julen i det østlige Sverige, under idelig Omreisen, især paa Retterthingene[1]. Han kom lige op til Dalarne, hvor han gav Falu Kobberverk den første bekjendte Skraa, og han vilde ogsaa have besøgt Jemteland, hvor han allerede synes at have bestilt den nødvendige Gegngerd, da han den 14de Februar fra Falun lod melde, at han denne Gang ej kunde komme, og at Gegngerden skulde udredes til Sysselmanden. Hvad der i denne Tid holdt ham saa fast i Svithjod, var neppe saameget hans Dommersysler, som Forhandlingerne om Antagelsen af den nye almindelige Lovbog for hele Landet, der nu ved hans Foranstaltning var bleven udarbeidet. Hvad Tid man begyndte at legge Haand paa dette Arbeide, vides ej med Vished, dog kan det i alle Fald ej være skeet, førend efterat Kongen var bleven myndig, især da man under hans Mindreaarighed netop havde ladet sig nøje med at gjennemgaa, forbedre og bekræfte de ældre Landskabs-Love. Nytten af en eneste fælles Lovgivning for hele Landet maatte vel paatrenge sig Enhver, men alligevel ligger den Tanke nær, at Kongens Øjne især ere blevne aabnede derfor ved en saadan Fælleslovs gode Frugter for hans andet Rige, Norge, der nu allerede i mere end et halvt Aarhundrede havde været i Besiddelse af dette Gode. Derfor bør vel og Æren for at have sat et saa nyttigt Foretagende i Verk nærmest tillægges ham selv, ikke hans Raadgivere; hans rastløse Omflakken i Sverige ogsaa i de nærmest foregaaende Aar, lige fra Fredsslutningen af, er formodentlig ej mindre at tilskrive hans Iver for at drive denne Sag, end hans Samvittighedsfuldhed i at udføre sine Dommerpligter, og naar vi ret betragte denne hans Virksomhed, maa vi atter erkjende hans oprigtige Iver og utrættelige Bestræbelser for at fremme sine Undersaatters Tarv og raade Bod paa de Onder, der under Formynderregjeringen havde indsneget sig. Udkastet til den nye Lov var ferdigt i Begyndelsen af 1347 og skulde prøves samt antages paa et Raadsmøde, der afholdtes i Ørebro strax efter Paaske (i April Maaned).“ Denne Lovbog kunde vel neppe egentlig være Frelsemændene behagelig, da den nøjedes med alene at tage billigt, men ikke utilbørligt, Hensyn til deres Fordringer, og saaledes hverken opoffrede Kronens eller Folkets Rettigheder, navnligt udtrykkeligt berørte Tilbage-Erhvervelsen af de Kronen frakomne Ejendomme. Alligevel blev den vedtagen af de verdslige Herrer; derimod indkom der Protester fra Geistlighedens Side omtrent af samme Slags som de, der i sin Tid af Norges Geistlighed fremsattes mod Landsloven. Disse Protester synes dog ikke at have hindret dens Antagelse og Anvendelse i alt, hvad der vedkom den borgerlige Lovgivning, idetmindste saalænge Kongen endnu nogenledes kunde haandheve sin Myndighed og sette sin Vilje igjennem. Da han endelig, som vi ville see, laa under i Kampen med det overmegtige Aristokrati, blev vel ogsaa hans nye Lovbog, som man senere har kaldet Medal-Lagen, tilsidesat, indtil den endelig omtrent hundrede Aar senere med højst ubetydelige Forandringer blev gjenindført[2].

Imidlertid gik Regjeringsforretningerne i Norge sin Gang, idet s Cantsleren fremdeles i Kongens Navn udstedte og beseglede Breve, og „ forsamlede Raadsherrer, det være sig nu en fast nedsat Commission, eller forskjellige til særskilte Moder sammenkaldte Herrer, afgjorde endog meget vigtige Anliggender. Saaledes blev den 12te Januar hiin Dom afsagt i Oslo om Hafthorssønnernes Ret til Borgesyssel, hvorom der allerede ovenfor er talt. Disse Dommere vare Biskop Salomon, Hr. Ivar Agmundssøn, Cantsler Arne, Agmund Finnssøn, Hr. Ulf Saxessøn, Ole Helgessøn, Bjarne Erlingssøn, Eiliv Eilivssøn, Orm Eysteinssøn, Gunnar Thoraldessøn, Olaf Alfssøn, Borgar Anundssøn, Thord Erikssøn, Nikolas Paus, Lagmand i Oslo, og Hallvard Agmundssøn, Lagmand i Jemteland, altsaa Biskopen og tolv kongelige Mænd, hvoriblandt Cantsleren, og to Lagmænd. Det siges i Dombrevet, at de traadte sammen paa Kongens Befaling. Heraf følger det slet ikke, at Kongen har været personligt tilstede; thi Befalingen kunde meddeles dem skrifte sligt, igjennem Cantsleren, og da vi finde Kongen i Linkøping 11 Dage efter, bliver det i alle Fald sandsynligere, at han tilbragte Julen i det østlige Sverige, hvor vi ogsaa see, at han udstedte Breve til Norge kun under sit Secret, da Storseglet var efterladt hos Cantsleren. Men da vi ikke vide det mindste om, hvad Kongen tog sig for, eller hvor han var i Tiden fra 16de September 1346, da han var i Lagaholm, og d. 23de Januar, da han var i Linkøping, opstaar der jo altid en Mulighed for, at han paa Tilbagevejen fra Halland kunde have gjort et Besøg i Oslo, ja endog have opholdt sig der en god Stund, hvor lidet sandsynligt det end er. Af de forsamlede Dommere synes idetmindste Agmund Finnssøn at være tilkaldt for denne særskilte Anledning, da han fire Uger efter var hjemme i sin Syssel i Stavanger[3]. Dommen faldt, som det allerede er berettet, imod Hafthorssønnerne, idet Dommerne efter behørigt Overlæg fandt, at Kong Haakon ikke kunde bortforlene en saa stor Deel af sit Rige paa længere Tid end sine Levedage, „da Herredømmet og Befalingen over Thegner og Almue saavelsom al anden Rigsstyrelse i Norge alene tilkommer den, som ifølge ret Arv er kommen til Norges Kongerige“. Hermed maa saaledes denne Sag være bleven afgjort, idetmindste til Kongens, om ikke til Hafthorssønnernes Tilfredshed. Fra Ørebro lagde Kongen Vejen over det til hans Hustru som Livgeding udlagte Vermeland, for, som han sagde, at holde Retterthing[4]. Derfra begav han sig til Ljodhuus, hvor Biskopen af Skara og flere Herrer, navnlig Befalingsmanden over Skaane, var hos ham (25de Mai), og hvor der maaskee fremdeles blev raadslaaet om de hallandske og danske Anliggender[5]. Umiddelbart derefter gjorde han, hvis man kan stole paa de gamle Brevskaber, en af sine næsten utroligt hurtige Reiser, idet vi den 28de Mai finde ham i Vegsjø[6], men derfra drog han igjen vestover og gjorde endog et lidet Besøg til Norge, formodentlig til Oslo eller Tunsberg, siden han d. 8de Juli laa for Anker tinder Jarlsø, hvor han denne Dag lod en Skrivelse udgaa til alle dem, der boede mellem Stad og Rigets nordlige Endemerker, om deres Leding og Landværnsskibe[7]. Hensigten med denne Reise var vel især at møde Erkebiskop Arne, der netop ved denne Tid kom hjem, og overlægge med ham og flere af Norges Stormænd om de hensigtsmæssigste Foranstaltninger med Hensyn til den Krig, der nu forestod mod Rusland. Thi ej alene var det, som vi allerede ovenfor have omtalt, upaatviveligt Magnus’s eget Ønske at kunne begynde Krigen næste Aar, naar den forrige Fred var udløben, for at sikkre sit Riges Grændser, men Russerne skulle selv allerede Aaret forud begyndt Fjendtlighederne paany ved at herje i Sverige og indtage en Borg[8], og Indbyggerne af Karelen og Ingermanland, idetmindste de af dem, som allerede var christnede af romersk-katholske Prester, skal selv have anraabt ham om Hjelp[9]. Kongen fandt det derfor nødvendigt allerede i dette Aar at drage over til Finland, og i Norge maa han ligeledes have gjort alvorlige Forberedelser til Krigen, thi den nysnævnte Skrivelse til de nordlige Kystfylkers Indbyggere sigter deels aabenbart til at sikre dem mod saadanne Indfald af Russer og Kareler, som under de forrige Krige havde fundet Sted især paa Haalogaland, og som vi ogsaa nu ville see fornyede, deels maaske endog til at skaffe en Ledingsflaade fra de Kanter, der kunde bruges til Angrebskrig mod Rusland. Han bad nemlig Indbyggerne i hine Kyst-Landskaber at have sine Landeverns-Skibe fuldtallige og i god Stand, saaledes at nye skulde bygges, hvor der ingen fandtes, og de gamle og forfaldne istandsættes, alt inden et Aar fra Brevets Bekjendtgjørelse, og under en Bod af sex Ører for hver den, som unddrog sig denne Forpligtelse. Endvidere bød han Enhver, Lærd som Læg, at yde den pligtige Skibsbygnings-Leding og Udfare-Leding; fritagne herfra var alene de haandgangne Mænd og de Huuskarle, der enten foor med Kongen eller med de Huusbønder, der skulde holde Huuskarle, (altsaa fornemmelig med Sysselmændene), og skulde Presterne oplæse Stevnebrevene ved Kirkedørene, eller hvor det beleiligst kunde skee. Dette viser noksom, at hans Hensigt var til næste Sommer at udbyde Leding fra Norge. Nordmændene, fortælle de islandske Annaler, havde ingen Lyst til at drage med ham i fremmede Riger, og derfor henvendte han sig til Paven om Bistand og lovede at christne Folk i Rusland: det vil sige omvende ei alene Kareler og Ingrer fra Hedendommen, men og Russerne fra den græske til den, romersk-katholske Lære, om han fik Magt dertil[10]. Herom var der saaledes nok at overveje med Erkebiskopen og de øvrige Herrer. Han havde ogsaa virkelig en Sammenkomst med Erkebiskopen og ikke mindre end fire Lydbiskoper, nemlig, Salomon af Oslo, Hallvard af Hamar, Thorstein af Bergen, og Guthorm af Stavanger, samt Cantsleren og tretten andre Herrer, nemlig Ridderne Erling Vidkunnssøn, Jon Hafthorssøn, Ivar Agmundssøn, Agmund Guthormssøn, Agmund Finnssøn, Hallstein Simonssøn, og Svenerne Bjarne Erlingssøn, Sigurd Hafthorssøn, Eiliv Eilivssøn, Orm Eysteinssøn, Gunnar Hviit, Olaf Alfssøn og Thrond Krakessøn, hvilke alle vare fra saamange forskjellige Kanter af Riget, at Indkaldelsen – da man ej kan forudsætte, at de alene tilfældigviis var komne til Viken – maa være skeet flere Maaneder forud. Men da de allerede en Uge efter Kongens Ophold ved Jarlsø samledes med ham i den svenske Stad Ljodhuus, hvortil han ikke fra først af kan have indkaldt dem, maa man formode, at han oprindelig havde tænkt at holde dette Møde i Tunsberg eller Oslo, men ikke fundet alle de indkaldte Herrer samlede, og derfor, efter at have ventet saa længe, som det var ham muligt, med Hensyn til hans vistnok allerede, da bestemte Reise til Finland, har begivet sig tilbage til Ljodhuus, hvor han vel ogsaa endnu havde noget at udrette, førend han tiltraadte Reisen østover, men imidlertid personligt overtalt Erkebiskopen og de allerede ankomne andre Herrer til efter faa Dages Forløb at komme efter med de senere indtrufne og give deres Minde til, at han for denne Gang holdt Mødet i en svensk Stad, der dog laa saa lige ved Grændsen, at man kun behøvede at ro over Elven for at være paa norsk Grund ved Thorskebakke[11]. Som Grund hertil anførte han vel, enten at han havde saa travlt og skulde saa snart østover – han reiste virkelig igjen snart efter afsted – at han ikke havde Tid til at vente saa langt vester som i Tunsberg eller Oslo, indtil alle de Indkaldte vare ankomne, eller at han ønskede ogsaa til samme Tid at overlægge med de svenske Raadsherrer, som vare hos ham, om den bedste Maade at indrette Krigsførelsen paa. Hvad der forhandledes om Krigen, vides ikke, men Kongen maa formodentlig have mødt den Modstand, som ovenfor er antydet, eller ogsaa kun et betinget Tilsagn om Medvirkning, og derfor vel underhaanden have overlagt med Erkebiskop Arne om den bedste Maade at skaffe Pavens Medvirkning i at give Toget en religiøs, korstogsmæssig, Charakteer, forbeholdende sig, som man af det foregaaende kan skjønne, nærmere at handle med sine norske Høvdinger om denne Sag paa et nyt Møde, der maaskee allerede nu berammedes til næste Aars Februar Maaned i Oslo. Idetmindste blev et saadant Møde holdt, som vi ville see. Det eneste, der fra Mødet i Ljodhuus 1347 er levnet os, er Kongen og Dronningens Testament for Norge, dateret den 15de Juli. Da de allerede havde gjort sit svenske Testament, var det vel under alle Omstændigheder deres Agt at gjøre et lignende for Norge, men den forestaaende Krig, maaskee og alvorligere Stemning, frembragt ved de mange ængstelige Naturoptrin, der i de sidste Tider havde fundet Sted, og de dunkle Rygter, som upaatvivleligt allerede nu gik om den forfærdelige Sygdom, der havde vist sig i Østen, kan have fremskyndet Beslutningerne. Det kunde forresten synes at vidne om heldigere Resultater af Kongens Bestræbelser for at ordne sine Financer og gjenvinde sine Indtægter, end andre af hans Yttringer og Handlinger give at forstaa, naar han og Dronningen i Indledningen til dette Testament udtrykkeligen sige, „at Gud af sin Naade havde overflødigt ophøiet og med timelige Goder beriget dem fremfor andre Menneskernes Sønner“; men dette maa vel mere antages for en lidetsigende Talevending, end for en Tilkjendegivelse af de virkelige Forhold. Man skulde imidlertid slutte til stor Overflod af den første Gave, som i Testamentet omtales, nemlig til Vadstena Kloster, hvor de“ allerede i det svenske Testament havde bestemt at ville begraves[12]. De skjenkede dertil den umaadelige Gave af 6000 Mk. i norske Penge, for hvilken Kongen pantsatte Øen Ordoost (nu urigtigt skrevet Oroust) i Elvesyssel, saaledes at hans Efterfølgere skulde kunne indløse den i en Tid af ti Aar i det høieste, i hvilken Klostret skulde nyde alle kongelige Indtægter, deraf undtagen Sagøren. Til Christkirken i Nidaroos skjenkede de 150 Mk. norsk til dens Bygning eller Vedligeholdelse med endeel smukke Messeklæder, og oprettede af det Gods, der ved Hr. Sigurd Lande var dem tilfaldt, 10 Markebool til Høitideligholdelse af deres Aartid med Messer og Bespiisning af 30 Fattige, 26 Markebool (ligeledes efter Hr. Sigurd Lande) til en Præbende, hvortil Kongen og efter hans Død Dronningen skulde have Præsentationsret, samt til Oprettelsen af et Alter i samme Kirke til Ære for St. Olaf og Erik, hvorved Indehaveren af hiin Præbende skulde holde vist foreskrevne Messer. Til Kathedralkirkerne i Bergen, Stavanger, Hamar, Kirkevaag, Skaalholt og Hole gav de Messeklæder, til hver af dem lige meget. Kathedralkirken i Grønland fik 100 Mk. Peninger i kostbare Kirkeklæder. Domkirken i Oslo fik ej alene kostbare Altarklæder, men ogsaa 20 Mkbool til den hellige Jomfrus Altar paa Nordsiden med Forpligtelse for Vicaren derved til at holde deres Aartider, samt til at bespise 40 Personer. Besynderligt nok, nævnes ikke Kathedralkirken paa Færøerne, uagtet de andre Kathedralkirker inden Norges Omraade ere betænkte; det synes alene at maatte være en Forglemmelse. Apostelkirken i Bergen betænktes med 60 Mk. Peninger og 10 Mkb. Jord til dens Commune, St. Mariækirke i Oslo med 100 Mk. Peninger og 10 Markebool Jord[13]. Mindre Gaver skjenkedes til Fane, Herdla, Lede, Stiklestad Kirker, til St. Thomas Kirke i Canterbury, og til den hellige Ludvigs Kirke i St. Denis ved Paris. Klostrene i Norge bleve rigeligt betænkte, og til Uddeling mellem de Fattige gaves for hver Fehirdsle, 40 Mk. Peninger. Til Executorer udnævntes Erkebiskopen, Biskop Salomon af Oslo, og Biskop Halland af Hamar, samt Hr. Ivar Agmundssøn, Bjarne Erlingssøn og Orm Eysteinssøn. Man seer heraf, hvo der var hans mest betroede Mænd. Fehirden i Oslo, Thorgils Smidssøn eller hans Eftermand, skulde efter Testatorernes Død oppeberge hele Skatten af Fehirdslen og udbetale Legaterne uden at være ansvarlig for Akershuus med Hensyn til andre, end den længstlevende af dem selv og deres Executorer, men derimod være pligtig aarlig at aflægge disse det nøjagtigste Regnskab, ligesom og den længstlevende i Forening med Executorerne skulde beskikke hans Eftermand, naar dette behøvedes. Til Bekræftelse paa dette Testament, fatte saavel Kongen og Dronningen selv, som alle de ovennævnte Geistlige og verdslige Herrer, sit Segl derunder[14]. Det mærkeligste herved er, at Cantsleren, uagtet han som Provst ved Mariekirken nævnes førend alle Ridderne, dog ikke kalder sig Cantsler eller Provst, men alene „Chorsbroder i Oslo og Hamar“. Man maa saaledes antage, at han her under Forsamlingen midlertidigt havde maattet nedlægge Cantslerværdigheden og overdrage Kongen Storseglet, som han dog ved Kongens Bortreise atter fik tilbage. At Kongen havde Hastværk med at komme østover, sees deraf, at han allerede den 23de var i Ørebro, den 26de i Havnasker, der maa være at søge etsteds i Mælaren, og den 30te i Stockholm[15]. Fra Ørebro lod han hiin føromtalte Skrivelse (s. o. S. 373) udgaa til Jemtelendingerne om at udrede deres Skat ordentligt og ikke hindre dens Udbetaling til Sysselmanden. Han opholdt sig ikke længe i eller ved Stockholm, thi allerede i Midten af August var han i den østlige Deel af Finland[16] og havde sandsynligviis endog været lige inde i Ladoga ved de russiske Grændser for at undersøge Forholdene, maaske endog prøve paa, om han kunde tilbageerobre den tabte Borg. Heraf blev der vel neppe denne Gang noget, men det er muligt, at Kong Magnus allerede nu sendte det Budskab af Klerke og Munke til Novgorod, hvorom de russiske Aarbøger tale[17], hvorved han skulde have udbedet sig, at man vilde sende en russisk Geistlig for at samtale om Troeslæren med en af hans egne Klerker[18], paa det at han kunde høre, hvilken Lære der var bedst, og, hvis da Russernes viiste sig at være den bedste, gaa over til den, medens de omvendt i modsat Fald skulde antage hans, dersom de ej vilde, at han skulde hjemsøge dem med Ufred. Saaledes kan det nu vel umuligt forholde sig, da ej engang den Tanke kan være falden Magnus ind, at selv han under nogen Betingelse skulde kunne forsage sin Tro, men vel er det muligt, ja det maa endog ansees for næsten vist, at han høitideligt har ladet dem opfordre til at forene sig med den romersk-katholste Kirke for derved i Afslags-Tilfælde at kunne give sit forestaaende Krigstog den religiøse Charakter, der var nødvendig til at sikkre ham sine Undersaatters villige Hjelp og Pavestolens Bistand. Ved Modtagelsen af dette Budskab, siges der, overlagde Novgorods Erkebiskop Basilius (Vasilij), Possadniken Theodor (Feodor) Danilovitsh, og Tysiatskojen Abraham (Avram) med det samlede Borgerskab og lod svare Magnus, at han, hvad Troeslæren angaar, fik henvende sig til selve Patriarchen i Constantinopel, da de ikke selv ønskede at tviste med ham om Troen. Om dette Svar bragtes Magnus tilbage af hans egne Udsendinger – hvilket er det rimeligste –, eller om han først fik det i det følgende Aar, da han virkelig havde tiltraadt Krigstoget, siges ikke[19]. I Begyndelsen af September vendte Magnus tilbage igjen til Sverige; den 1ste og 2den September var han i Aabo[20], d. 3die Oktober finde vi ham atter i Stockholm[21], hvorfra han kort efter over Sødermanland, Østergøtland, Vestergøtland[22] reiste til Norge og var allerede inden November Maaneds Udgang ankommen til Baagahuus[23]. Imidlertid havde rimeligviis Cantsler Arne fremdeles udstedt Breve, vedkommende de løbende Regjeringsforretninger, i hans Navn og under Storseglet[24], medens Hr. Agmund Guthormssøn ligesom før lod Hirdsager eller Klager over de kongelige Embedsmænd paakjende, saaledes som vi have seet af Forhandlingerne vedkommende Jemtelendingernes Klager over deres Sysselmand Nikolas Peterssøn, (s. o. S. 373). I hele denne Tid førte Kongen intet andet norsk Segl med sig, end sit Secret, og lod dermed sine Forordninger for Norge besegle i sin Nærværelse. Paa denne Viis er nemlig hans føromtalte Skrivelse til Jemtelendingerne beseglet.

  1. Breve i det svenske Rigsarchiv vise, at Kongen var den 23de Januar 1347 i Linkøping, den 14de Februar paa Kobberberget, d. v. s. i Falun, hvor han sendte den Besked om Gegngerden, som strax herefter omtales, til Jemteland, (trykt i Dipl. N. V. 192, og i Norges gl. L. III. 168.), den 19de Februar i Vesteraas, den 24de i Huseby i Dalarne, hvor han udgav Skraaen for Kobberverket (trykt i Kroningsswärds Dipl. Dalekarl. I. S. 14), 4de Marts i Stockholm, 12te paa Retterthing i Søderkøping, 17de i Skeninge, 22de Marts i Vesteraas og endelig fra 8–17de April i Ørebro.
  2. Om Medallagen, see Lagerbring III. 245, 380, 545 fgg., hvilket her har været min eneste Kilde, da Loven selv med Apparater endnu ej er udgiven, skjønt med det første en Udgave, der vist intet lader tilbage at ønske, skal kunne ventes fra Dr. Schlyters kyndige Haand. At Loven virkelig blev antagen, seer man blandt andet deraf, at Hr. Ketil Glysing, Fru Cecilia Glysingsdatters Broder, lod sig den 3die August 1354 af Kongen give Stadfestelse paa et af hende udstedt Gavebrev, hvorved hun, „i de gamle Love“ skjenkede ham og Arvinger noget Jordegods „med Feste og Skjel og alle østergøtske Love“; Kongen bad, at ingen skulde gjøre Ketil eller hans Arvinger Ejendommen derover stridig under Paaskud af, at Gaven var „skeet i de gamle Love, førend de nye gaves eller lystes“. Altsaa blev den nye Lov lyst til Thinge. Der gives ogsaa flere Haandskrifter af den, men uden Kirkebaalkerne, formedelst de Geistliges Protest.
  3. Dipl. Norv. I. 303.
  4. Breve fra Hamard i Vermeland af 28de April, Thingvalle af 29de, Mildesvik af 2den Mai, alle i det svenske Rigsarchiv.
  5. Breve i det sv. Rigsarchiv, der ellers kun handler om en Gods-Transaction, vedkommende Rakkeby (fordum Gudheim Kloster.
  6. Der findes nemlig et Brev fra Kong Magnus dateret fra Vegsjø „anden Dag efter Trefoldighed,“ (28de Mai), hvori han tildømmer Hr. Haakon Læma noget Jord; et andet Brev .fra ham af samme Datum har som Udstedelsessted Ryd, der formodentlig maa ligge i Nærheden af Vegsjø.
  7. Norges gl. Love. III. S. 169. Brevet er dateret Tredievaage, som antoges at være Mariæ Bebudelses Dag (25de Marts), indtil Lange i „Aarsberetning fra det kgl. Danske Geheimearchiv“ II. Tillæg S. 73–79, viiste, at dermed betegnes paa Østlandene Seljumannemesse eller 8de Juli.
  8. Den isl. Lagmands-Annal, (Isl. Ann. Udg. S. 269 jfr. XXXV), melder, „at Russernes Konge i 1346 herjede paa Sveriges Rige og indtog efter Sigende en Stad ved Navn Sexborg“. Herom melder rigtignok de russiske Annaler intet. Hvad der skal forstaaes ved Sexborg, vides heller ikke. Men ogsaa ved 1348 omtales det (S. 276), at Kongen vilde erobre den tilbage.
  9. Dette siger Paven i sin Bulle af 14de Marts 1351, hvorom nedenfor.
  10. De isl. Annaler ved 1348, Udg. S. 276.
  11. See ovenfor IV. 1. S. 87.
  12. Her omtales Klostret som kun paatænkt eller idetmindste ikke færdigt; i det norske Testamente derimod nævnes det, som om det allerede var i fuld Stand, hvilket det dog ikke kan have været, skjønt det vistnok da allerede var paabegyndt, maaske under St. Bergittas egen Opsigt, thi at hun ikke, som det almindeligviis heder, havde forladt Sverige allerede i 1346, sees deraf, at man har et Brev fra hende, dateret Skeninge den 29de Juli 1348 (Br. i sv. Rigsarchiv). Den store Gave, hvormed Kongen betænkte det vordende Kloster, viser, hvilken Enthusiasme der maa have hersket for dette Foretagende.
  13. Her siges der, at Kongen desuden giver Mariekirken de Ejendomme, der var ham tilfaldne i Haddingdal, paa Valders og paa Hadeland efter Erik Djupe, til Erstatning for de 26 Markebool efter Sigurd Lande, som Kongen skjænkede til Nidaros Christkirke, og som han oprindeligen havde givet Mariekirken, men atter taget tilbage.
  14. Dette Testament har været flere Gange aftrykt, først hos Suhm XIII. S. 807 ff., dernæst i Handl. rör. Skand. hist. T. XII. derpaa i Samll. V. S. 579 ff., og endelig i Dipl. Norv. V. 193. Originalen findes i det svenske Rigsarchiv.
  15. Breve i det svenske Rigsarchiv.
  16. Breve, dateret Kirkjosund, der synes at have været i den viborgske Skærgaard, af 17de og 21de August, Arvidsens Handll. I. 2.
  17. De novgorodske Aarbøger for Aaret 6857 (1ste September 1347–48). De begynde Aaret med at omtale denne Sendelse og antyde derved, at den fandt Sted i Septbr. 1347.
  18. De russiske Aarbøger betjene sig her af det besynderlige Ord „Philosopher“ om de Mænd, der fra begge Sider skulde afsendes til Disputationen.
  19. De russiske Annaler tale om et Gesandtskab af tvende Herrer, som de sendte til Magnus, og som allerede traf ham i Spidsen for hans Krigshær, men dette er snarere skeet, da han kom tilbage til hine Egne 1348. Saaledes have vi og forstaaet det, som det nedenfor vil sees.
  20. Breve fra Magnus, daterede Aabo 1ste og 5te Septbr., nævnes af Porthan i Noterne til Juusten Chron. episc. Aboens. S., 269 270. Sammesteds omtales et Brev fra ham, dateret Vardø paa Aaland den 10de September.
  21. Breve fra Stockholm, dateret 3die Oktober, see Gahms Beskr. over Øland S. 229.
  22. Man har i det sv. Rigsarchiv Breve fra Magnus, udstedte i Vor Fru-Berge Kloster i Sødermanland den 9de Oktober. og fra Skara den 20de Oktober. Altsaa har han vel taget Vejen over Strengnes, Linkøping, Skara og Ljodhuus.
  23. Brev af 25de Novbr. Dipl. Norv. IV. 321.
  24. Arne kalder sig nemlig Cantsler i Brev af 10de Aug. 1347, Dipl. N. IV. 317.