Det norske Folks Historie/7/30

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1862 (II-1, s. 245-250).

Imidlertid havde Erkebiskop Paal og de øvrige Herrer, hvilke det ovenomtalte Hverv var bleven betroet, ikke været uvirksomme. Endnu i Februar satte Erkebiskopen sig i Bevægelse og spurte Biskop Haakon, Hr. Ivar og Fehirden Gunnar til Raads derom, men Haakon udbad sig Betænkningsfrist, og flere andre vare ligeledes af den Mening, at man ikke godt kunde svare paa saa vigtige Spørsmaal, førend et større Møde af gode Mænd havde fundet Sted. Af disse Spørsmaal maa vel det angaaende Mynten have været et af de vigtigste; idetmindste synes det mest at have beskjeftiget Opmerksomheden. Hvad de to Befestningers Reparation angaar, da nævnes der idetmindste ikke videre derom, og det synes heller ikke, som om den kunde være saa paatrængende nødvendig, med mindre det skulde være Forbedringen af Vargøhuus, hvis Mangler man formodentlig i den sidste russiske Krig maa have haft Anledning til at iagttage, siden der netop nu er Tale om dem. Vel havde Krigen, som det allerede er antydet, været ført i Finlands Grændse-Egne, men at der og blev kæmpet i norsk Finmarken, derom vidner den fabelagtige Beretning i de islandske Annaler om en Rise i norsk Finmarken, femten Alen høj, der 1338 blev dræbt af en Mand fra Viken, ved Navn Halldor, med tre andre, hvilke alle tilsammen anraabte den hellige Olaf om Hjelp og lovede Pilegrimsferd til Rom^[1]. Det er aabenbart en forvansket Beretning om en farlig Kamp mellem Nordmænd og Russer, vi her have for os. Krigen endte i det Hele taget fordeelagtigt for de forenede Riger, thi Russerne sendte Gesandter til Kong Magnus, der traf ham i Ljodhuus eller paa Lindholmen d. 8de September 1339^[2], just som han var paa Vejen til Skaane, og fornyede her Freden, formodentlig atter paa ti Aar, hvorved de tidligere Afstaaelser bekræftedes, og dertil endda Grændsen blev dragen i en for Sverige meget fordeelagtigere Retning, nemlig næsten lige i Syd og Nord, indtil den stødte sammen med norsk Finmarken, ej som forhen til Botnhavet; der er derfor al Grund til at tro, at der nu og har været sluttet en særskilt Fred med Norge, hvorved dettes Grændse mod Østen nærmere bestemtes^[3]. At man dog ej troede Freden, sees allerede deraf, at det var Tale om at sette Vargøhuus’s Befestningsverker istand. Men at de, hvad enten de bleve istandsatte eller ej, ved Krigens Fornyelse gjorde liden Nytte, vilde vi i det Følgende komme til at see. – Med Hensyn til Myntvæsenet og de øvrige Sager, der skulde forhandles, erfare vi, at Fehirden, Gunnar, i Mellemtiden, inden et større Møde kunde komme istand, selv begav sig til Kongen for mundtligt at overlegge med ham, medbringende et Brev fra Biskop Haakon, hvori denne blandt andet klagede over Mag. Capellarum, Provst Guthorm, der i denne Tid, skjønt forgjeves, som det lader, ivrigt besværede sig hos Kongen over nogle Indgreb i hans Rettigheder, som Biskopen skulde have tilladt fra. Gunnar fandt maaskee Kongen i Oslo, hvis denne virkelig var der i April 1340, ellers maa han have reist lige til Stockholm for at opsøge ham; vist er det, at han kom hjem til Bergen i de sidste Dage af Juni Maaned med den bestemte Besked fra Kongen, at man skulde tage en endelig Bestemmelse angaaende Mynten med saa mange gode Mænds Raad, som man kunde faa sammen, blandt hvilke Biskop Haakon, Erling og Gunnar selv udtrykkeligt nævntes^[4]. Erkebiskopen, der ogsaa i Mellemtiden havde været borte, formodentlig hjemme i Nidaroos, var nu ligeledes kommen tilbage til Bergen, og da Hr. Erling havde meldt, at han ej kunde komme førend til Olafsmesse, bad Gunnar Erkebiskopen og de øvrige tilstedeværende om strax at træde sammen og raadslaa, da Sagen ikke taalte nogen Opsettelse. Et saadant Møde blev da og holdt, uden at man oppebiede Erling, og den Beslutning, som fattedes med Hensyn til Mynten, betegner noksom de falske Forestillinger, man her i Norge, som andensteds paa de Tider, havde om Myntvæsenet og Regjeringens Rettigheder lige overfor Folket med Hensyn dertil, idet de ligefrem foreslog en Forringelse af Myntens Gehalt som en Finans-Operation. Man enedes om, under Forbehold af Kongens Stadfestelse, at Peningen, hvis Gehalt, som vi have seet, hidtil i endeel Aar havde været efter Forholdet til reent Sølv som i.: 4, nu skulde nedsettes til Forholdet 1:5, og dog skulde dens Verdi vedblive at være den samme som før^[5]. Som et af de Goder, man herved tilsigtede, nævnte man især, at Pengene mindre vilde blive udførte af Landet. Hovedsagen var dog vel den, at man vilde skaffe flere Penge tilveje i Rigskassen^[6], og Kongen har derfor vist heller ikke betænkt sig paa at bifalde Forslaget, især da Mynten i Norge derved kom aldeles paa samme Fod som den i Sverige, hvor Forholdet allerede længe havde været som 1:5^[7]. Vi have allerede seet Exempler nok paa, hvorledes man i de Tider virkelig troede ved et Magtsprog at kunne give de myntede Penge en Cours, som langt oversteeg deres Gehalt: det var en Vildfarelse, som deeltes af alle eller de fleste. Statsmænd i de Dage og langt sildigere, og man kan derfor ikke gaa i Rette med Biskop Haakon, at han ej var mere klarsynet end de andre. Det gik ogsaa her, som altid ved slige Lejligheder, at den Fordeel, som den kongelige Kasse fik, – om den ellers virkelig fik nogen, – kun var kortvarig og opvejedes af den tilsvarende Forringelse i Indtægterne, som snart maatte indtræde. Thi ikke saa mange Aar derefter finde vi den norske Peningemark i offentlige Documenter ligefrem beregnet til ${\frac {1}{5}}$ af rette Sølvmark^[8]; og jo længere Tid der var gaaet hen, inden dette Forhold af Regjeringen selv var blevet erkjendt, men derimod den tvungne Cours havde hersket, desto længere havde de Penge-Indbetalinger i Skatter og Landskyld, som Regjeringen da heller ikke kunde undslaa sig for at modtage efter den tvungne Cours, været ringere, end de egentlig skulde være. Men den finansielle Tilstand var formodentlig saa mislig, at man med Graadighed greb enhver øjeblikkelig Forøgelse af Indtægter, som man kunde tilvejebringe, uden at bekymre sig om, hvorledes det vilde gaa i Fremtiden.

Med disse Anliggender synes man at have været beskjeftiget den hele Sommer, og ivrig Brevvexling at have fundet Sted mellem Kongen, Biskop Haakon og flere af de mere betroede Mænd. Dog erfare vi, at der ogsaa blev handlet en heel Deel om nogle Forandringer, som Kongen havde foretaget med Hensyn til Bergens Fehirdsle eller Oppebørsels-District. Til dette havde hidtil, uvist hvor længe, men sikkert heelt siden Kong Haakon Magnussøns Tronbestigelse, Haalogaland (og følgelig Finmarken) med de vestlige Skatlande, Island, Grønland, Færøerne, Hjaltland og Orknøerne, hørt, saa at de kongelige Indtægter, der indkom derfra, deels in natura, deels i rede Penge, bragtes til Bergen og indbetaltes til den kongelige Fehirde i denne By. Bergens Fehirdsle var derfor vist ogsaa en Tidlang den rigeste i Norge. Men Kongen havde i den sidste Tid givet den Besaling, at de, som kom norden- eller vestenfra med de indkrævede Kronindtægter, skulde bringe dem umiddelbart til ham selv uden at staa nogen anden Mand til Regnskab derfor^[9]. Kongens Hensigt med denne Bestemmelse var, som man tydeligt kan skjønne, at legge hine Landskaber til Kronens Fadebuur, som man dengang udtrykte sig i Sverige og Danmark, det vil sige i Ordets egentligste Forstand at legge Indtægterne deraf til Kongens Privatkasse. Vi ville see, hvorledes denne Bestemmelse ej længe efter blev formeligt bekræftet, og hvorledes den senere bibeholdtes i lange Aarrekker til stor Skade for vedkommende Landskaber, som derved efterhaanden bleve underkastede trykkende Monopoler^[10], Biskop Haakon og Fehirde Gunnar gjorde og Kongen de alvorligste Forestillinger derimod; i et Brev af 1ste Juli 1340 bad den første ham at overtænke, hvorledes det kunde blive noget bedre med Bergens Fehirdsle, hvilken nu saa meget var unddraget; i et andet Brev af 8de August klagede han atter over, at de, som kom norden- eller vestenfra, unddrog sig fra at betale under Paaskud af den nysnævnte, fra Kongen udgaaede Besaling; „dermed“, siger Biskopen, „finde de sig vist ogsaa godt tjente, thi I veed jo ingen Besked om, hvor meget eller hvori der paa hvert Sted bør ydes eller kan gjøres Regning paa, men I troer dem kun paa deres løse Ord, hvor redelige de selv ville være; med Eders Tilladelse skulde vi ansee det langt nyttigere, at de aflagde fuldt Regnskab for Fehirden, og at han igjen indbetalte alt til Eder, saaledes som I nærmere maatte bestemme det; skal han ikke tage mere, end der falder alene i Bergens Biskopsdømme, da vil det blive ham vanskeligt at tjene Eder og min Frue, som rimeligt og passeligt kunde være^[11]. Maaskee dog Mynten vil hjelpe til, hvis den giver noget af sig“. Omtrent saaledes havde nok ogsaa Gunnar Fehirde skrevet, men de predikede begge for døve Øren, thi, som vi have seet, blev det ved Foranstaltningen. I Forbindelse hermed stod det vel, at Provst Guthorm, der tidligere havde været Fehirde, nu aflagde Regnskab over Kongens Gods, skjønt det og vel kan være muligt, at der herved kun har været meent en saadan Overleverelse af Løsøre og Bohave som den, der fandt Sted paa Baagahuus og Oslo, og at den vedkom Flytningen til Vardberg. Kongen overdrog til en Haakon Notarius og Ivar Oma at modtage Regnskabet under Biskop Haakons Opsigt, men denne undskyldte sig med, at han, som han sagde, ikke forstod sig derpaa og havde knap Tid. Sagen var dog nok egentlig den, at det paa Grund af det spendte Forhold, hvori han stod til Provst Guthorm, var ham ubehageligt at have med dette Anliggende at gjøre, skjønt han rigtignok ikke kunde ønske sig et mere tilfredsstillende Beviis end dette paa, at Kongen ikke havde lyttet til Provstens Bagvaskelser imod ham. Han yttrede og, at de andre Mænd, som Kongen havde valgt, ej var ret skikkede dertil, og foreslog derimod en vis Helge Ivarssøn Lask. Man kan neppe tvivle paa, at Kongen fulgte hans Raad^[12].

1. Isl. Annaler, ved 1338.
2. Om den russiske Krig see ovenfor, S. 211, 212. Beretningen derom i de novgorodske Annaler, den eneste Kilde, er meget mangelagtig og dunkel. Det heder nemlig ved 6846 (1337–38): „I det samme Foraar kom Novgoroderne med Possadniken Theodor (Fedor) til Neva og mødte ved Orechov de Sendebud, som var sendte fra den nemetziske Statholder Steen (saaledes heed altsaa da Befalingsmanden over Finland), men der blev ingen Fred. De nemetziske Krigere og mange Kareler ved Oboneshia (ved Onega) forfulgte Ladogaboerne til deres Forstad og brendte den, men kunde ej indtage Byen. Siden drog Novgorods unge Mænd med Vojevoderne at stride mod Karelerne i de nemetziske Gaarde, og ødelagde en stor Deel af deres Land og tilintetgjorde Løsøre og Kvæg. Samme Aar kom Nemetzerne fra Gaardene, krigende paa Toldog (?), og derfra drog de til det Votiske Land (Vatland, mellem Neva og Narova), men de tog intet, og holdt sig inden Forskandsninger (?), hvorpaa Indbyggerne af Kovokle (nærved Neva) drog ud med Theodor Basils Søn (Fedor Vasilievitsh) ved hvilken Lejlighed Michael fra Kovorje faldt, en brav Mand, medens Theodors Hest blev dræbt, og han selv leed Overlast, skjønt faa af de forskandsede (?) Fjender kom ud. Forgjeves sendte man Bud til Fyrst Narimont af Litauen om Hjelp (han havde paataget sig etslags Patronatskab), men han kom ej, ja kaldte endog sin Søn Alexander tilbage fra Orechov, efterladende alene en Namestnik (Befalingsmand). Denne Vinter kom der Gesandter fra de Nemetziske Gaarde ved Viborg, om Fred, til Novgorod, fra Statholderen Petrika (d. e. lille Peter, altsaa skulde man formode, at Peter Jonssøn atter havde faaet Viborg) sigende, at Svearnes Konge intet vidste om Krigen og ønskede Fred, men at Statholder Steen havde kriget paa egen Haand. Fra Novgorod sendtes da Kosma Tverdislavitsh og Alexander Borisovitsh for at slutte Fred, det vil sige fornye den Fred, som var indgaaet under Storfyrst Georg ved Neva, og de sendtes fra de Kobylitske Kareler (?) til den svenske Konge“. Derpaa, ved 6847 (1338–1339): „I dette Aar sendtes fra Novgorod Kosma Tverdislavitsh og Alexander Borisovitsh med andre … hiinsides Havet som Gesandter til Svearnes Konge, hvilke, ankomne til Nordmændenes Land i Byen Lüdovli, sluttede Fred paa de gamle Documenter, og angaaende Karelerne blev der sagt: naar Vore løbe til Eder, saa bank dem eller hæng dem, det samme ville vi gjøre med Eders, da der ej burde være Uenighed mellem os; de, som vi ej ville udlevere, ere de, som ere døbte til vor Tro, men forresten er der kun faa, og de kan gjerne blive hjemsøgte af Guds Vrede“. Jfr. Karamsin, l. c. S. 198.
3. See herom Langes Tidsskrift V. S. 359, 360. Det erfares her, at Grændsen nu førtes lige til et Sted kaldet Kellontaivala (c. 63° 6ʹ N. Br. 45° 55ʹ Ø. L. Ferro), og at „det tilstødende Lands“ (terræ adjacentis) Raamerker, altsaa den norske Grændse, her begyndte, hvilken saaledes maa have gaaet fra dette Sted lige til det hvide Hav. Det er her og viist, at Freden sandsynligviis kun sluttedes paa 10 Aar.
4. See B. Haakons Brev af 1ste Marts 1340, l. c.
5. B. Haakons Brev til Hr. Erling og til Kongen af 1ste Juli 1340, Samll. V. 148, 149. I det første Brev kaldes Vexlingen „flosopeningr“, hvilket synes at vise, at den har været et tyndt Bracteat. Paa begge Steder settes Verdien saaledes, at 1 Løb Smør skulde gjelde ⅓ Mk.
6. Dette siges ligefrem i Bremens Brev til Kongen af 1ste Juli og 8de Aug.
7. See ovenfor de pavelige Nuntiers Regnskaber S. 97.
8. See den pavelige Nuncius Joh. Guilabertis Regnskaber af 1351–1353, Dipl. N. I. 327–336.
9. Biskop Haakons Breve af 1ste Juli, 8de Aug., 3die Novbr. 1340, Samll. V. S. 149–157.
10. See herom indtil videre fornemmelig J. Chr. Bergs „Ventilationer angaaende den nordlandske Handel“, i Samll. etc. V. S. 623–628. I det følgende vil denne Sag oftere nærmere blive afhandlet.
11. Vi see heraf, at foruden Skatlandene og Haalogaland var det alene Bergens Biskopsdømme, der sorterede inden Bergens Fehirdsle. Man skulde have ventet, at denne indbefattede hele Gulathingsloven, og at følgelig ogsaa Stavangers Biskopsdømme hørte derunder; men man maa altsaa slutte, at Størstedelen af dette, nemlig Ryfylke og Agder, laa under Tunsberg.
12. Det er ikke usandsynligt, at Haakon Notarius kan have været den samme, som skrev flere af Kong Haakons Breve i den sidste Tid. Ivar Oma nævnes oftere fra 1332 af som en i Bergen bosat Mand, og som det lader i et offentligt Hverv; i 1351 var han Ridder og gift med en Fru Ingerid. Før fin Udnævnelse til Ridder kaldtes han endnu, som man seer, Ivar Bonde. Helge Ivarssøn Last kaldes ogsaa „Helge Bonde“, han er maaskee den samme,