Det norske Folks Historie/7/14

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1862 (II-1, s. 76-82).

Det er allerede af det foregaaende temmelig klart, at Norge saavel i geistligt som verdsligt Henseende i det Hele taget lige siden Kong Haakons Død stod sig meget vel med Curien. Der møder os kun en eneste Misforstaaelse, hvis Aarsag allerede hidrører fra Handlinger, Kong Haakon i fin sidste Regjeringstid havde tilladt fin„ og om hvilken vi savne fuldstændige Efterretninger, men som alene synes at have været hurtigt forbigaaende, og ikke have efterladt varige Følger. Pavelige Breve – vor eneste Kilde i denne Sag – oplyse os om, at Kong Haakon, der attraaede Johanniter-Ordenens Besiddelser og derfor gjerne vilde faa Ordenens Medlemmer bort fra Landet, havde formaaet dens Stormester, Fulco af Villaret, til at tilskrive Prioren i Danmark (altsaa for Antvorskov Kloster) om, hvis det ellers var stemmende med Hospitalets Tarv, at bortbytte Ordenens Besiddelser i Norge mod Kongens Besiddelser i Danmark. Dette kan vel neppe forstaaes anderledes, end at Hospital-Klosteret paa Varna ganske skulde nedlegges og Klostergodset tilfalde Kongen, imod at Ordenen til Gjengjeld fik det Jordegods, som Kong Haakon havde arvet efter sin Moder, skjønt rigtignok det meste af dette ifølge Tractaten til Helsingborg skulde tilfalde den danske Krone. Men da Prioren ikke vilde indlade sig paa et saadant Bytte, der, som han paastod, førte til stor.Skade for Hospitalet, blev Kongen opbragt, jagede alle Brødrene ud af Riget, og tog Klostergodset uden Videre i Besiddelse. Herover blev der naturligviis strax klaget til Paven, og Følgen deraf var at denne udstedte tvende Breve, begge den 4de September 1320; et til Kongen, hvori han bød ham under Trusel om kirkelig Straf at lade Brødrene komme tilbage, og gjengive dem deres Gods med passende Godtgjørelse, og et andet til Erkebiskopen af Lund og Uppsala, samt Abbeden i Æsrom Kloster, hvorved han gav disse, som Executorer, det Hverv at see hiin Befaling efterkommet, og, om det skulde behøves, ved kirkelige Straffe uden Appell at tvinge Kongen dertil^[1]. Da Brevenes Datering er omtrent samtidig med den føromtalte pavelige Nuncius Bernhard af Montvalrans Sendelse til Norden^[2], er det højst sandsynligt, at han har faaet dem med, saavelsom et Par andre Breve, der selvsamme Dag udferdigedes, det ene til Kong Christopher, det andet til Biskoperne i Odense, Linkøping og Vegsjø, om Forurettelser, der ogsaa i Danmark af Kong Erik vare blevne Hospitals-Ordenen tilføjede, hvoraf man vistnok maa slutte, at Ordenen over hele Norden paa denne Tid maa have været Forfølgelse underkastet^[3]. De endelige Følger af disse Stridigheder for Norges Vedkommende kjendes kun forsaavidt som vi erfare, at Kong Magnus (ɔ: Drottseten og Raadet) gav Prioren og Brødrene paa Varna deres Ejendomme tilbage i 1323^[4], saa at vel altsaa Brevene og Truselen maa have gjort sin Virkning; og det er saa langt fra at den unge Konge eller hans Riger bleve lagte for Had, at han tvertimod sidenefter var en af dem, for hvem Paven synes at have næret en særdeles Forkjærlighed. Vi møde ingen Breve fra Pavestolen til Norge, førend hiint forhen omtalte af 10de Febr. 1323, om en Art af Korstog mod de hedenske Finner. Men samtidigt med dette Brev udferdigedes ogsaa en heel Deel andre, hvilket viser, at en Udsending fra en eller flere norske Biskoper paa den Tid maa have været ved Curien, og begivet sig paa Hjemreisen, og denne Udsending kan neppe have været nogen anden end Thorkell Mattul, Erkebiskop i Oslo, thi et af Brevene giver ham den Forret at hans Skriftefader paa hans Yderste kan meddele ham fuldstændig Absolution, medens et andet til Forbedring af hans Embeds-Indtægter, henlægger Haugs Kirke paa Eker for stedse under Erkeprest-Embedet, og et tredie bestemmer Indulgenser til Fordeel for samme Haugs Kirke^[5]. Lignende Indulgenser forlenedes og ved andre samtidige Breve til Bedste for Nidaros, Njotarø, Hovedøens og Hamars Kirker, ligesom en vis Thore Breid erholdt et Canonicat i Oslo, og Erkebiskopen bemyndigedes til at dispensere ti uegte fødte Geistlige i hans hele Provins fra den Plet, som klæbede ved dem^[6]. Men man seer heraf, at hvad der drejede sig om Erkepresten af Oslo, var Hovedsagen, og saaledes bliver det sandsynligt, at det var ham selv, som modtog Brevene og var tilstede ved Curien, især da vi ej længe efter finde ham som en af den pavelige Sexaarstiendes Undercollectorer; formodentlig var det og i Anledning af denne Collectionssag, at han var reist derned. J det følgende Aar maa, som allerede ovenfor er omtalt, Bertrand de Sueioliis og Raimund de Lamena være sendte til Curien i Anledning af Russernes Herjetog i 1323, og da vi af Biskop Audfinns ovenfor anførte Skrivelse til Erkebiskopen see, at Magister Paal Baardssøn, som tidligere skulde have været der for at repræsentere Biskop Audfinn i den forventede Proces med Apostelkirkens Klerker, men som, da denne Strid blev mindeligt bilagt, fik Tilladelse til i den Tid at fuldføre sine Studier i Orleans, alligevel noget senere, mod Slutningen af 1325, opholdt sig ved Curien som Audfinns Agent, maa vi næsten formode at Audfinn havde sendt ham did i den bestemte Hensigt at modarbeide de kongelige Gesandters Bestræbelser for at faa Geistligheden skatlagt. Dette kan ikke de kongelige Gesandter paa sin Side have undladt at meddele Drottseten, og saaledes maatte det spendte Forhold altid vedblive. Erkebiskopen synes under hele denne Strid at have holdt sig neutral, ja endog snarere at have heldet til Drottsetens Side, forsaavidt det kunde skee uden at vekke Forargelse. Vi have allerede seet flere Exempler paa, at Erkebiskopen ikke ubetinget gav Biskop Audfinn Ret i hans altfor heftige Fremferd mod de kongelige Klerker, og man kan næsten læse mellem Linjerne i hans Brev, at han i sit Hjerte slet ikke holdt med ham. I Aaret 1325 støde vi paa en formelig Tvist mellem dem begge, skjønt med Bibehold af alle den ydre Høfligheds Former. En Knarr var kommen fra Grønland til Bergen, ladet med grønlandske Varer, og Biskopen fordrede Tiende af de ombord værende Kjøbmænd, men nogle af disse, der hørte hjemme i Throndhjem, paastod at de ej havde at betale Tiende andensteds end der. Biskopen blev ikkedestomindre ved sit, og oppebar Tienden, men lod den dog af Opmerksomhed for Erkebiskopen for det første kun oplegge i Erkebiskopsgaarden i Bergen til videre Opgjør, og tilskrev ham derom (24de Juli) med al Høflighed. Erkebiskopen svarede strax (5te August), ligeledes høfligt og med Maadehold, men dog saaledes at uagtet han endog takkede Biskopen for hans Opmerksomhed, en noget bitter Stemning er umiskjendelig^[7]. Formodentlig blev Sagen i Mindelighed forligt, da man ej hører mere derom. Ej længe efter have vi seet Erkebiskopen nok saa venskabeligt tilskrive Audfinn angaaende Krigshjelpen mod Finner, Russer og Kareler, og paa en vis Maade eske hans Formening, men dog saaledes at man selv af Audfinns Svar synes at kunne føle, at Erkebiskopen heldede mere til Drottsetens Side.

Imidlertid havde Erkebiskopen, som det lader, med rosverdig Iver, og dog uden overdreven Strenghed, forfulgt Sagen mod Biskop Viljam paa Orknøerne. Det er allerede fortalt, at han ogsaa i 1321 beskikkede Visitatorer derhen, dennegang den før nævnte Grim Ormssøn saavelsom den samme Engelbert Lyning, hvis Mishandling ved Biskopen netop havde været en af Hoved-Ankeposterne mod denne. De indgav, hver for sig en Indberetning, men som begge leed af saadanne Mangler, at Erkebiskopen ved Brev af 25de Marts 1322 anmodede Biskop Audfinn om, i hans Navn at fordre en canonisk og rigtig Forklaring, under Banns Straf for deres Forsømmelighed^[8]. Dette maa sandsynligviis have frugtet, og idetmindste Biskopens mislige Omgang med den indsamlede Pavetiende fuldstændigt constateret, thi han blev nu af Biskop Hallvard i Hamar, i Egenskab af Tiende-Collector, dømt til at tilbagebetale de omspurgte 53 Mkr. Sterling. Formodentlig maa han have appelleret, thi det synes, som om Paven siden overdrog Erkebiskopen tilligemed Biskop Hallvard paany at paakjende denne Sag, men det blev ved den feldede Dom, og Viljam dømtes derhos til at betale Engelbrecht Lyning en Erstatningssum af 50 Mk. Sterling^[9]. Herom skete der dog ei nogen endelig Forføjning, førend Paven ved en større almindelig Beskikning til Norden søgte al bringe alle hidtil uafgjorte vigtige Sager, fornemmelig Tiende-Anliggendet og Spørgsmaalet om Hjelpen til Norges Forsvar mod de østlige Naboer, paa det Rene.

En saadan Beskikning besluttede nemlig Paven sig omsider til at sende i Løbet af Sommeren 1326. Noget har vel hertil de føromtalte norske Gesandters Forestillinger og Bestræbelser bidraget, dog vilde de vel neppe have udrettet stort, hvis ikke andre, for Pavestolen selv vigtigere Hensyn havde gjort sig gjeldende. Den trængte nemlig til betydelige Pengesummer, ej alene til Gjenvindelsen af det hellige Land, der endnu altid laa eller foregaves at ligge Paverne ivrigt paa Hjerte, men ogsaa, og maaskee fornemmeligt, til Vedligeholdelsen af det verdslige Herredømme over dens Besiddelser i Italien, som allerede før, men endnu mere efter Residensens Flytning til Avignon, stod paa meget svage Fødder. Det var dem derfor meget magtpaaliggende at faa Indsamlingen af den oftere omtalte, paa Conciliet i Vienne samtykkede, Sexaarstiende bragt til Ende, og de mange endnu tilbagestaaende Summer af den indkrævede, tilligemed lignende Restancer af Annaterne, (det første Aars Indtægter af ledige geistlige Embeder) og Rumaskatten. Det var heller ikke alene Norden, hvortil der nu saaledes sendtes Skattekrævere, men til de fleste romersk-katholske Riger udgik lignende Beskikninger^[10]. Til sine Nuncier i Norge og Sverige udnævnte Paven tvende sydfranske Geistlige, nemlig Dominicaneren Johan af Seron, Prior for Predike-Klostret i Figeac, under Cahors’s Biskopsdømme, og Bernard de Ortolis (Orteuil?) Sogneprest til Novaux i Alets Biskopsdømme^[11], og meddeelte dem ved mange Breve, daterede fra 13de August til sidst i September, de mest udstrakte Fuldmagter til Udførelsen af forskjellige Hverv. Deres Sendelse gjaldt kun Norge og Sverige, eller som det i Fuldmagterne heed, Norvegiæ, Sveciæ et Gotiæ regna, altsaa kun hvad der lød under K. Magnus. Deres Hverv var først og fremst at indkræve det Tilbagestaaende af Sexaarstienden, de frivillige Legater til samme Øjemed og Rumaskatten, saavelsom Indtægterne af alle geistlige ledige Embeder eller Beneficier i de sidste tre Aar; men desuden medbragte de og, ligesom deres Colleger i andre Lande, Opfordringer til, ved frivillige Bidrag at komme Pavestolen til Hjelp, for, som det heed, at undertrykke Hedninger og Vantroende, der i forskjellige Dele af Italien rasede grusomt mod Gud og den katholske Kirke. Endvidere fik de alslags Bemyndigelser til at udføre særskilte Hverv, absolvere og dispensere, udnævne Tabellioner m. m. med andre Ord i de fleste Tilfelde ganske at handle paa Pavens Vegne og med fuld apostolisk Autoritet^[12]. Til Bestridelse af deres Udgifter tilstodes dem hver 21 smaa tourske Sous dagligt^[13]. Den Masse Fuldmagtsbreve, der saaledes meddeeltes dem, var overmaade stor, og end større de Anbefalinger der medgaves dem til Kongen, til Biskoper og andre formaaende Mænd i begge Riger. Saaledes udstedtes der særskilt Brev til Hertuginde Ingeborg, til hver eneste Biskop i Nidaroos og Upsalas Provins, ja endog til ikke existerende^[14], til begge Drottseterne, Erling Vidkunnssøn og Knut Jonssøn, og til de svenske Herrer, Marsken Erngisl Neskonungssøn, og hans Broder Karl. Men det bedste var, at Paven ved en af disse Skrivelser, dateret d. 13de August, virkelig efterkom Kong Magnus’s eller rettere Drottsetens indstændige Anmodninger om Hjelp til Krigen mod Russer og Kareler, idet han, hvis Sendebudene fandt at det havde sin Rigtighed med hvad der var forebragt, bemyndigede dem til at overlade Kongen Halvdelen af Sexaarstienden, der var og herefter kunde vorde indsamlet, at anvende eftersom Erkebiskopen af Nidaroos med tvende andre af ham udnævnte Biskoper og Sendebudene tilsammen maatte bestemme^[15]. Derved undgik man yderligere at skatlegge Geistligheden, medens Kongen dog fik Hjelp, vistnok nu efter Fredens Afslutning lidt for sildigt, men dog tidsnok til nye Krigsforetagender ved Fredens Udløb, og, det er vel at merke, at der her ej handledes om Sexaarstienden fra Norge alene, men ogsaa om den fra hele Sverige. Man seer heraf, at Kong Magnus og hans Hof maa have staaet meget godt anskrevne hos Paven, og at derhos de afsendte Gesandter maa have virket med stor Dygtighed, thi deres Bestræbelser tør man dog vist for en stor Deel tilskrive det heldige Udfald. Paven lod dem nu drage tilbage med de af ham beskikkede Sendebud, medgivende dem en meget smigrende Skrivelse til Kongen, hvori han blandt andet yttrede, „at det laa ham overvettes stærkt paa Hjertet, at Kongens Riger, hvor den katholske Troescultus kraftigt blomstrede, og hvor efter Sigende, Fredens Sikkerhed herskede mellem Indbyggerne indbyrdes, maatte nyde Held og Lykke“. Han anbefalede ham derhos, stedse at have Gud for Øjne og elske ham over alt, gjørende hvad der var ham behageligt, og afholdende sig fra hvad der kunde mishage ham; og, da Troens og Kirkens Interesser vare uadskilleligt forbundne med hinanden, stedse hedte Kirkens Tjenere, styrke dem i deres Rettigheder og Friheder, forsvare dem, Fattige, Enker og Foreldreløse mod Uret, og overhoved saaledes ved gode Gjerninger at styrke sin Ungdom, at han siden, naar han var kommen til en modnere Alder, mere og mere kunde fryde sig i Fromheds-Handlinger: da vilde den Højeste ej alene vedligeholde hans og hans Rigers Rettigheder, men ogsaa ved Held og Lykke forøge dem“^[16]. Blandt de særskilte Hverv, som gaves begge Sendebud, var ogsaa det, at træde sammen med Biskopen af Hamar for, efter yderligere Undersøgelse, ved endelig inappellabel Dom tvinge Biskop Viljam af Orknø til at give Engelbrekt Lyning fuld Erstatning, og tillige at udbetale til det pavelige Regningskammer hiin Pengesum, som han ulovligt havde tilvendt sig^[17]. Forsynede med alle disse Fuldmagter begave Sendebudene sig omsider d. 14de Sept. paa Vejen til Norden, hvor de ankom i Begyndelsen af det følgende Aar^[18]. Magister Paal Baardssøn var allerede tidligere, formodentlig først i 1326, kommen hjem.

1. Johann. XXII. Regist. an. IV. ep. 1403.
2. De Breve, der med Vished vides eller kunne sees at have været afsendte til Danmark med Bernard, ere daterede fra 28de Mai til hen i Septbr. 1320. Bernard kom til Danmark med Erkebiskopen ej førend i 1321 (see ovenf. S. 48).
3. Johann. XXII. Regest an. IV. ep. 1402.
4. See Langes Klosterhistorie S. 463, 464.
5. Sammesteds, an. VII. ep. 426, 423, 439.
6. See Langes Klosterhistorie, ep. 417, 438, 445, 443, 424, 440.
7. Samll. t d. n. F. og Sp. H. V. 550–553. Her finde vi saadanne Forsikkringer af Biskopen, som „at han virkelig mener Erkebiskopen det vel“ o. s. v.
8. Suhm XII. 64. Bartholin. E. IV. 172.
9. Dette sees af det nedenfor omtalte Pavebrev af 22de September 1326.
10. Saml. f. Ex. til England Icher de Concoret. I Polen Andreas de Verulis og Peter de Alvernia o. s. d.
11. Deres Navn og fulde Titel lyder saaledes i Latinen: Johannis de Serone prior fratrum prædicatorum de Figiaco, ac Bernardus de Ortolis, rector ecclesiæ de Novalibus, Caturcensis et Electensis dioecesium.
12. Herom forskjellige Breve i de pavelige Regester, Sceret. ann. X. 5 af hvilke enkelte ere trykte, mange endnu utrykte. Jfr. Dipl. Sv. 2570–2571, 2516, 2580, 2581, 2591, og Suhm, XII. 148.
13. Joh. XXII. Secr. l. c. f. 63. ep. 1003.
14. Blandt Biskopperne nævnes nemlig i ep. 2203 en Episcopus Nellandennsis eller Uellandensis, hvilket Navn ogsaa forekommer i en Fortegnelse over alle Biskopsstole fra det 15de Aarhundrede, men som ganske bestemt maa skrive sig fra en Feillæsning, hvis første Oprindelse nu ej fyldestgjørende kan paavises.
15. See Raynaldi Annales, 1326 p. 312, samt Dipl. Sv. 2573, og Langes Tidsskrift, V. S. 340. Her staaer der overalt, formedelst Feiltagelse hos Raynald, „Archiepiscopi Narbonensis“ istedetfor „archiepiscopi Nidrosiensis“, hvilket staar tydeligt nok i Originalregesten, Secr. Joh. XXII. T. V. (an. 9. 10). f. 372. I Originalregesten findes ved Siden af Brevet, der tilstaar Kongen Halvdelen af Tienden, ogsaa et forresten ligelydende, der tilstaar ham Trediedelen, altsaa var det vel overladt til Nuncierne at bestemme, hvilket af disse Breve der skulde anvendes, – og de have da valgt det for Kongen fordeelagtigste.
16. Secr. Joh. XXII. l. c. ep. 2204.
17. Brev til Biskopen af Hamar, samt Nuncierne af 22de Sept. 1326, Secr. Joh. XXII. T. 6, an. 11. 12. fol. 64. ep. 1005. Det heder her: „da, som vi have erfaret, vor ærv. Broder Biskop V. af Orknø formedelst de grove Overtrædelser, hvori han ved uden rimelig Grund at fange og fængsle Engelbert Lyning, Chorsbroder i Orknø, apostolisk autoriseret Undercollector af de geistlige Beneficie-Indtægter, dem vi der, som andetsteds, have reserveret os, samt ved at tage hans Beneficier og Gods i Besiddelse, bruge dem og utilbørligen at føre dem bort med sig, fremdeles ved uden Ret dertil at berøve ham hans Beneficier, og endelig ved uforsvarligt at tilbageholde Indkomsterne af Peterspeningen, har gjort sig skyldig, – ved dig, Broder Biskop, for den første Brøde er dømt til at betale 50 Mk. Sterling og af dig samt Erkebiskopen i Nidaroos, for den anden Brøde til at betale 53 Mk. St. til vort Kammer, idet ogsaa andre Processer og andre diverse Straffe ere anvendte mod ham, overdrage og befale vi, o. s. v.
18. Dette sees af Sendebudenes endnu opbevarede Regnskabsbog.