Det norske Folks Historie/7/10

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1862 (II-1, s. 53-58).

Men imidlertid havde man ogsaa i Norge faaet Øjnene op for den Fare, hvormed Hertugindens og hendes Yndlingers hensynsløse Ferd truede Landet, og afrystet den Dvale, der allerede for længe i dette Henseende synes at have hvilet over Gemytterne. Formodentlig maa Sveriges Exempel mægtigt have bidraget hertil. At man ej strax kunde følge det, tør maaskee alene skyldes de naturlige Hindringer, som Norges store Udstrækning og Uvejsomhed opstillede mod i Hast at faa et almindeligt Møde istand. Derhos foregik de Begivenheder, over hvilke der især var at anke, saa langt fra Rigets Grændser, at det i de Tider maatte vare længe, inden man fik rigtig Besked derom. Men omsider maatte dog Efterretningen komme om at man virkelig havde haft den Dumdristighed at begynde aabenbar Krig i Norges Navn, og de nærmere Undersøgelser, hvortil denne Efterretning maa have givet Anledning, afslørede, som vi ville see, de største og mest foruroligende Misligheder. Ved Vinterens Begyndelse, paa den Tid, da Krigen formodentlig rasede paa det sterkeste, maa Budskab og Breve være sendte om i Landet til Erkebiskopen og de mægtigste Mænd om at samle sig i Oslo og overlægge om de Skridt, der nu maatte foretages, thi allerede i sidste Halvdeel af Februar vare de samlede. Hvilke Fedrelandsvenner det var, som havde foranstaltet dette Møde, vides ikke. Det laa nærmest at gjette paa Erkebiskopen selv i hans Egenskab af Rigsvicar i visse Tilfelde, men i det Document, han selv var med at udstede angaaende hvad der paa Mødet forhandledes, og hvis Indhold vi strax nedenfor skulle meddele, siger han „at han ifølge gode Mænds Bønner og Forlangende var kommen til Oslo, og siden havde sammenkaldt de øvrige“. Han var maaskee ogsaa for langt borte til at give det første Stød, eller sette Tingen i Gang, men af hans egne Ord see vi, at efterat han først havde paataget sig Sagen, var han den, som ledede og ordnede det Hele, uden at man just derfor ved hiin Sammenkaldelse behøver at tænke sig andet end en Opfordringen til de i Oslo allerede samlede Herrer fra Landets forskjellige Egne om at afgive Møde paa et bestemt Sted. Af de Fedrelandsvenner, der her kom sammen til denne almindelige Hirdstevne, som den kaldes, nævnes i det om Beslutningen oprettede Document, foruden Erkebiskopen, de tre Biskoper Hallvard af Hamar, Salomon Thoraldessøn af Oslo, der Aaret forud var bleven Biskop i Helges Sted, og Jon Halldorssøn af Skaalholt, der ligeledes Aaret forud havde modtaget sin Indvielse, hvorom nedenfor; af verdslige Herrer Erling Vidkunnssøn fra Giske og Bjarkø, Ivar Olafssøn^[1], Paal Erikssøn, forhen Merkesmand, Haakon Thoressøn, Sysselmanden i Skidanssyssel, Finn Agmundssøn fra Ryfylke, Bjørn Aamundessøn fra Oslo-Egnen eller Raumarike^[2], Arne Ormsøn fra Bergenskanten^[3], Thrond Skage, Smid Erikssøn, maaskee Sysselmand paa Vestfold^[4], Aamunde Borgarsøn paa Skjaldbreid, Haakon Agmundssøn Bolt fra det nordenfjeldske^[5], Eystein Arnessøn fra Oslo-Egnen^[6], Anders Sigurdssøn Kyrning, Sysselmand paa Oplandene^[7], Thorvald Haavardssøn fra Vestfold^[8], Olaf Ivarssøn, maaskee fra Haalogaland^[9], Eivind Saalessøn (ubekjendt), Hafthor Graut (ubekjendt), Erik Topp, Sysselmand i Gudbrandsdalen^[10], Thord Bonde i Oslo^[11], Thord Lagmand, uvist hvor, Paal Einarssøn, Lagmand i Oslo, Thoralde Lagmand, uvist hvor, Ragnvald Haakonssøn af Elvesyssel^[12], Guthorm Erikssøn, maaskee fra Oplandene^[13], Arne Gjavvaldssøn fra det Throndhjemske^[14], Gudbrand Gudbrandssøn fra Bergens-Egnen^[15], Eindride Svale fra Gudbrandsdalen^[16], Gudbrand Mylsan fra Oslo^[17], Jammælt Thoressøn fra Oslo eller Raumarike^[18], Paal Matthiassøn, sandsynligviis ogsaa fra Oslo, Agmund Skolle ligesaa^[19], Gudleik Eindridessøn fra Gudbrandsdalen^[20], Orm i Beinagaarden, Aamunde Andressøn, Smid Erikssøns Stifsøn^[21], Jon Gudmundssøn, Eystein Gudmundssøn fra Hadeland^[22], Matthias fra Lauten (paa Hedemarken), Eystein Gislessøn, Dagfinn Tovessøn, Alfgils Sure, Kolbjørn Gamaissøn og Alf i Klostret, de fem sidste alle fra Oslo^[23]. Foruden disse, hvoraf de fleste synes at have været Riddere, nævnes og under Eet alle andre haandgangne Mænd, uden at dog deres Navne opregnes: Forsamlingen maa altsaa have været meget stor. Nu er det vel saa, at den overvejende Deel var fra Østlandet, og at det nordlige og vestlige Norge var forholdsviis svagt repræsenteret, men dette laa i Sagens Natur, thi paa den Tid af Aaret og under en saadan Frost var det neppe en let Sag for Mange at begive sig fra Landets fjerneste Egne i Nord og Vest til Oslo. Ligesom vi blandt de svenske Herrer, der indgik Foreningen i Skara, finde enkelte, der havde deeltaget i Forhandlingerne med Fyrst Henrik, og derved viist sig som Hertugindens Tilhængere, saaledes ogsaa her, nemlig Paal Erikssøn, Haakon Thoressøn, Thorvard Haavardssøn og Haakon Agmundssøn. Dette kan vel og forklares paa den samme Maade som hist; desuden kunde vel Hertugindens og Knut Porses Ferd i den sidste Tid nok sette Flere af dem i Forskrækkelse og bringe dem til at falde fra. Men naar enkelte af de mest fremragende blandt Medforloverne ved Giftermaalscontracten, som Ivar Agmundssøn og Guthorm Kolbjørnssøn, ikke nævnes ved dette Høvdingemøde, kan man vist være temmelig sikker paa, at de endnu holdt fast ved Hertuginden og misbilligede hvad de øvrige Høvdinger gjorde. Alle hine Mænd samlede sig nu, efter Erkebiskopens Opfordring, og maaskee efter flere foregaaende Møder, i Oslo den 20de Februar, „og samtalede om hvorledes man hidtil havde baaret sig ad med Kongens Liggendefæ, Fehirdslerne, Fredens Bevarelse, Lovenes og Edernes Overholdelse, og andet vedkommende Rigets Styrelse.“ Resultatet af Samtalen var følgende mørke Skildring af Tilstanden, som vi her gjengive med deres egne Ord i det Brev, som herom udstedtes: „Vi erfarede for vist og sandt, at saa langt fra at der var noget Liggendefæ tilovers at gribe til, var endog Kongens Bordtøj, hans Kostbarheder og det mere Gods, som endnu fandtes i Behold da vor verdige Herre Haakon, højlovlig Ihukommelse, faldt fra, saaledes adspredt og bortskutlet, at hvor omhyggeligt man end eftersporer, findes lidet eller intet tilbage, men derimod ere store Gjeldsposter optagne paa de endnu ikke indkomne kongelige Indtegter, saa at Kongen formedelst slig Uforsynlighed og Ubetænksomhed orker hverken at søde eller klæde sine Mænd forsvarligt. Men de, der have Fehirdslerne at bestyre, sige at de ikke have det ringeste mellem Hænderne, uden at de dog med noget klart Regnskab kunne paavise, til hvad Tarv eller Gavn for Riget hver Udgift er gjort; ja de sige, at saa langt fra at de kunne skaffe noget til Kongens Heder eller Landsens Vern, orke de neppe at holde ham selv saa sømmeligt som det tilkommer hans høje Verdighed. Freden, der skulde være alle Rigers største Styrke, Trøst og Hjelp, er faa harmeligen vanvyrdet, at uagtet en evindelig Fred var med faste Forsikkringer tro-bunden mellem Norge og Danmark, har man nu begyndt en aabenbar Ufred med Danekongens Hovedher og Rige, under vor Konges Navn og Baner, men for Knut Porses og hans Følgesvenes Skyld. De Love, som Kongerne i Norge, .,den ene efter den anden, ere skyldige at bevare og overholde til Thegnerne Frelse, ere saa daarligt iagttagne, at tunge Paalæg, Kosthold^[24] og Skatter ere lagte paa Almuen tvert imod det, der blev lovet og besvoret paa Haugathing, da førnævnte vor Herre Magnus blev tagen til Konge. Hans Indsegl har været meget slet bevaret indenlands, og oftere været udgivet end Loven eller gammel Sedvane tilsteder, men udenlands er det, som der siges, aldeles misbrugt, idet man derunder har lejet Soldater, begyndt Ufred og gjort mange andre store Foranstaltninger, medens Landet selv er blevet plaget og beskattet. De Eeder, der bleve svorne om Lovenes Overholdelse og Kong Haakons Anordning, have hidtil været mindre iagttagne end tilbørligt, saa at derved mangen Mand har mistet fin Ret, men de, der uden noget Lovmedhold have trængt sig ind i Rigsstyrelsen, have.gjort sig saa overhaands høje og veldige, at deres Overmod er vor Konge kun lidet til Fremme, men Riget og Thegnerne til Skade og altfor megen Tyngsel, saa at der neppe findes Exempel paa at man selv af Kongebørn i Norge Amt taalt slige Anmasselser og sligt Overmod, som man har fundet sig i af dem, medens Mangel og Vaande er overgaaet vor Konge og Riget“. „Og da nu“, vedbliver Brevet, „saadanne Ting og mange andre, som det vilde blive seent at opregne, er bleven gjort mod Kronen og Kongedømmets Heder, Riget til ingen Fremme, men alle Mand til aabenbar Skade, imod deres Vidende og Raad, som Kong Haakon satte til de højeste og fornemste i Rigsstyrelsen, imod vor og de fleste forstandigste Mænds Vilje og Samtykke, saavelsom alle deres, der ville være Kongens sande Huldskabsmænd og skjøtte noget om at bære over med hans Barndom og Umyndighed, saa og fordi vi klarligen see, at slige Ting ikke paa nogen Maade kunne lenger taales uden Vaande for hele Riget og Sjæls Fortabelse for de fleste gode Mænd: saa have vi ubrødeligen samtykket og stadfestet med Ja og Haandslag paa vor christelige Tro, Gud selv til Heder, vor Konge og hans Rige til Bestyrkelse, og hele Almuen til Fred og Frelse, at vi alle skulle styrke vor Konge og hinanden indbyrdes med al Magt og Formue til Liv og Gods, paa det at Riget kan fredes, Kronens Gods bedre anvendes, Lov-Eederne og Anordningerne overholdes, og Almuen nyde Lov og Ret, og vi skulle dertil troligen bidrage med al vor Omhu og Møje Dag og Nat, aabenbart og lønligt, eftersom enhver af os i den Stand og Vielse, han besidder, bedst dertil kan virke efter Guds og Menneskernes Ret, hvis ikke de eller den, der forbryder sig herimod, vil svige fin Tro mod Gud og Ordholdenhed mod Menneskerne, og bede dem eller deres Arvinger, der holde fast ved denne Anordning, al den Skade, som de deraf kunne faa, hvad enten det gjelder Liv eller Gods. Vi have og alle tilsammen overladt det til Herr Erkebiskop Eilivs Magt og Udvalg, at sette os den Formand, som han seer at vor Herre Kongen, Riget og os Thegnerne kunne være bedst tjent med i Længden; men vi skulle tjene den samme med al vor Magt og Formue, saaledes som før nævnt, saa lenge han bevarer sin Troskab mod vor Konge, sin Huldskab mod Riget, og sine Eeder og Lovene mod os og Thegnerne. Og efterat saaledes Fuldmagten til at gjøre dette Valg var overgiven og tilkjendt os, Erkebiskop Eiliv, som anført, paa almindelig Hirdstevne af alle dem, der forhen ere nævnte, al Hirden og Kongens Svene: saa valgte vi Hr. Erling Vidkunnssøn med alle deres Raad og Vidende til ret Formand og Over-Bestyrer af Fehirdsler, Sysler og alle .andre Forretninger og konpligte Ombud, og til at gjenkræve alle Fester (Slotte) af dem, der have taget dem under sit Vold, og overhoved at udføre og fremme alt andet om Refster og hvad der videre tilhører den kongelige Verdighed og Kronens Ret ligesaa fuldt som Kongen selv, med det Rigsraads Raad og Vidende, som nu er til eller siden kan blive valgt. Men hver, der overtræder denne Anordning eller ikke adlyder hans Bud i alle de Dele som det nu er sagt, og nøjere angives ovenfor i Brevet, han har forbrudt Gods og Fred, og svare Kongen fuld Landraade-Sag“. Dette, tillægges der, blev vedtaget og samtykket paa almindeligt Thing i Oslo med Haandtag, og skal fremdeles lyses og settes i Udøvelse over hele Norges Rige, og i Skatlandene. Han tilsagde ogsaa os alle paa samme Thing, at han i dette sit Formandskab skal udføre alle Ting saaledes som vor Herre Kongen kan have meest Ære og Gavn af og Riget meest Nytte, og saa at hver Mand kan nyde sine Love og Rettigheder. Dette maa vel forstaaes saaledes, at da man først paa Hirdstevnen havde faaet alt afgjort, og Valget var skeet, blev det Hele forkyndt og samtykket paa et almindeligt Thing, der allerede forud maa have været sammenkaldt, og hvor nu og den nye Rigsforstander aflagde sin Eed, thi Brevet, som herom udferdigedes samme Dag (20de Februar), blev, som der udtrykkeligt siges, beseglet med de ovennævnte Herrers og Oslos Bymænds Segl, og af stort flere end Bymændene i Oslo kunde neppe det saakaldte almindelige Thing paa denne Tid af Aaret bestaa^[25].

1. Denne Ivar Olafssøn kan umulig være Excantsleren, da han vilde have været nævnt foran Erling, og betitlet „Provst til Mariekirken“: det maa være en verdslig Høvding, som ellers ikke nævnes.
2. Dipl. Norv. III. 78. 123.
3. Sammesteds II. 147.
4. Sammesteds II. 137.
5. Samll. t. d. N. Spr. II. 200.
6. Dipl. Norv. III. 123.
7. Sammest. III. 109.
8. Sammest. II. 135.
9. Sammest. II. 150.
10. Dipl. Norv. III. 120.
11. Smst. II. 153.
12. Smst. I. 184.
13. Smst. II. 176. III. 61.
14. Smst. II. 129. III. 127.
15. Smst. II. 222.
16. Smst. II. 222.
17. Smst. II. 85.
18. Smst. III. 159.
19. Smst. IV. 169.
20. Smst. III. 185.
21. Smst. II. 135.
22. Smst. II. 130.
23. Smst. III. 123. 121. II. 256. II. 121. 128.
24. Her, saavelsom nedenfor, hvor Ordet „Anmasselser“’er brugt, findes i Originalen Ordet Yfirferðir, der egentlig betegner Over- eller Gjennem-Reiser, og bruges om Kongernes Rejser eller Gjennemmarscher med Følge, for at optage Skatter eller drage paa Gjesteri, overhoved for at lade sig og sine underholdes paa Indbyggernes Bekostning.
25. Brevet findes i Bartholiniana, E. (IV.) S. 70 samt i de saakaldte Apographa Arnamagnæana, beggesteds efter den tabte bergenske Copibog; efter den sidste er det aftrykt i Samll. v. 535 fg. En anden nyere, unøjagtig Afskrift findes i Papirscodex No. 84 fol. paa det stockholmske kgl. Bibliothek.